Faret vild i gaderne? oo' (Alle velkommen)

T: IRL
S: Gaderne
V: Skyet, men ingen regn.
O: Kun mig

Ammy gik med elegante, men hastige skridt afsted.. Forbi gader, gennem sving... Ind i gyder og ud igen... Hun var faret vild. "Dammit." Fnøs hun irriteret.... Skovens tryghed og natur lå så langt væk fra hende nu... Hun var fanget i byens gader, som en forsøgs rotte i en labyrint. Hun satte i små løb... På et eller andet tidspunkt ville hun vel ende med at komme ud? Hun så lidt op af de høje mure mens hun løb.. De var alligevel for høje til hende.... som hun kiggede op mod den skyede himmel, følte hun at murene trængte sig sammen... Hun lukkede øjnene og stoppede kort fra en lygtepæl. Hun sukkede tungt...

Længere nede af gaden stod der en skikkelse og lod til at holde blikket imod et eller andet andetsteds.. Det havde ihvertfald ryggen imod pigen og ikke fronten. Det var mere eller mindre menneskelignende.. Meget høj og alt for tynd til at være en normal person af hankøn. Dog havde den proportioner som et menneske. Arme og ben og torso.. skuldre..
Det var stille og ubevægeligt, lignede mest af alt bare en statue uden mål eller andet. Dog var der noget over den.. eller han, som virkede i live. Det var ikke til at påpege det dog.. Måske var det det hvide hoved eller måske var det de meget svage hjerteslag fra ham.. det vides ikke.
Han var ligesom hende, på vej ud imod sin natur.

Ammy slog blikket ned... Hun tænkte lidt... Måske ville den snehvide ulv være i stand til at finde ud? Hun rystede kort på hovedet. Det var for risikabelt. Hvis nogen så hende ville hun være afsløret. Hun lod kort blikket glide rundt, da hendes lik faldt over... En statue? Hun stirrede længe på den...


// brb

Væsenet var ranglet og meget højt. Den kunne nå lamperne i lygtepælene, hvis den blot løftede den lange sorte arm en lille smule. Mere skulle der ikke til. Den rørte endelig på sig da han mærkede noget kigge på ham. Han vendte torsoet imod pigen. Han var ansigtsløs. I stedet for at ansigt var der blot en glat hvid overflade. Hvidt som sne. Selvom der ikke var øjne at se, var det ikke en tvivl at han så direkte imod pigen. Om det var faretruende eller neutralt var ikke til at se.. Han virkede så følelsesløst, som om han blot var en dysterformet dukke der var kommet bevægelse i. Han rettede sig lidt op, stadig stående lidt rangle og så imod hende.. helt ublufærdigt.. Han lagde hovedet lidt på skrå. Et tegn for undring.. Han var dog ikke kold alligevel.

//Back :D

Ammy bed sig svagt i læben da den bevægede sig.. Hun mærkede de spidse tænder vokse ud. I tilfælde af at... Væsnet var fjendeligt, skulle hun være klar til at forsvare sig... Hun var før blevet snydt af den fredelige maske... Hun så direkte mod ham...

Væsenet rettede hovedet i lodret stilling igen inden det begyndte at bevæge sig endnu en gang. Denne gang imod hende.. med en meget langsom og flydende gang. Ganske elegant, men man lagde ikke mærke til det. For alt i verden lignede han ikke en person.. Ansigtet gjorde åbentbart en hel masse.. ingen udtryk eller blikke. Ingen ingenting. Han stod nu foran hende. Han tordnede sig over hende nærmest da han var umådelig høj. Han gjorde dog ikke noget ved hende. Han strakte sin arm ud til siden imod en lille vej. En lang hvid finger kom frem. Derefter en hånd. Alt det sorte på væsenet lignede faktisk tøj? Et jakkesæt? Han pegede imod vejen, men var dog stadig tavs. Udtryksløs hvis man så på det ydre.

Ammy så lettere nervøst op på væsnet da de tnu stod foran hende... Hun kunne mærke hjertet banke mod ehndes bryst. Hun skævede lidt over mod vejen... Prøvede han at vise hende vejen hjem...? Eller hvad? Hun så igen op på hans... Eller der hvor hans ansigt burde være. Hun kunne dog mærke han ikke var fejndtlig... Men hun var stadig usikker. Vejen lignede alle de andre... Som en labyrint.

Væsenet sænkede armen igen, stadig med fronten rettet imod hende. Han vendte siden til og begyndte at gå ned imod vejen. Han stoppede dog op inden han forsvandt og vendte 'blikket' imod hende endnu en gang. Han stod der i en tid.. Ventende måske.. Han havde ikke talt overhovedet. Den eneste lyd man normalt hørte fra ham var et hjerteslag, som fyldte luften som et lavtryk.. hvilket det gjorde nu. Overalt syntes det at runge med ekkoet af et hjerteslag.

Ammy fulgte ham med blikket... Da han stoppede, og 'så' på hende var det som om hun forstod... Eller bare troede... Hun lukkede kort de klare øjne... Efter ganske kort tid åbnede hun dem så, og gik roligt efter ham... Hun mærkede de spidse tænder trække sig ind igen.

Han ventede med at begynde at gå stille og roligt igen da hun kom tæt nok på. Han var dog stadig lidt foran hende. Han vendte fronten fra hende igen og vendte blikket fremad imod vejen hvor han gik. Han var stadig stille, selvom det rolige hjerteslag hørtes tydeligt, men nedtonet, som var det blot en vind. Alle andre havde troet det var en vind.. De troede alting var en vind. Når man talte til dem, troede de det var en vind. De troede ikke på ham, men de frygtede ham.. Slender.. The slender man.

Oh God undskyld! oo Min far kom og nakkede min com --' //

Ammy fulgte roligt efter ham... Hun synes svagt at kunne høre en svag dunken i vinden... Hvis den sne hvide ulv havde været her kunne hun sikkert sige det, men som tingene var nu var hun ikke helt sikker om hendes sanser bare spillede hende et pus, eller om det var hjerteslag hun hørte. Hun lyttede mens hun gik efter ham. Hun frygtede ham ikke... Hvorfor skulle hun?

Væsenet drejede om hjørnet og gik derefter ligeud, stadig sikker på at hun var ca. 2 meter bag ham. Han var meget høj endnu og han skyggede for hendes udsyn imod hvor vejen ville ende. De gik tættere på en lygtepæl og væsenet fortsatte ind igennem det. Pludselig var det væk. Da lyset havde ramt dets masse forsvandt den som dug på solen. Der gik et øjeblik for han kom frem igen, da han trådte ud af lyset. Det var ikke en permanent evne, men han ville helst ikke ses af beboerne lige nu.. de hadede ham. Kendte til ham. Frygtede hans lange arme og ansigtsløse korpus.

Ammy stoppede ganske kort da han forsvandt ind i lyset. *Hv...* Hun nåede knap nok at gøre sin tanke færdig, før han igen dukkede op på den anden side... un missede let med øjnene... Kunne det..? Ja selvfølgelig... Hvorfor ikke? Hun gik selv igennem lyset. Men i stedet for en menneske skygge der gik hen af jorden, gik der en ulv..

Væsenet vendte godtnok nakken for at se hende gå igennem lyset.. nærmest som om han vidste hun ville ændre sig igennem det. Han fortsatte dog med at gå, som om han ikke behøvede at se vejen foran sig. At han kendte hvert et skridt og vidste hvor hver eneste sten lå. Han ville tale. Han ville så inderligt gerne tale med hende, men hun ville ikke kunne høre det. Det kan de aldrig. De tror altid han ingen stemme har, men det er bare dem der ikke lægger mærke til den.. de VIL ikke høre den..

Ammy's skygge slog kort med halen, inden hun forlod lyset... Hun fulgte roligt efter ham... Mon hun skulle sige noget til ham? Eller om han ville begynde? Måske ville han gerne tale med hende... Måske ikke... Hun kom i tanke om dunken... Den lød som vinden, i menneske øre... Hun så tænkende op i himlen, men så igen på ham... Måske kunne den sne hvide ulv hjælpe?

Væsenet stoppede endelig op og vendte sig om imod hende, så de næsten stødte sammen. Han flyttede sig dog ikke på grund af det. Igen tordnede han sig op over hende med sin ranglede holdning og lange korpus. Han så ned på hende, roligt og fattet, men havde han haft en ansigt ville det ikke være så neutralt endda. Det ville se undrende og forpint ud. Han rettede sig lidt op og vendte hovedet imod en jernport, som gik imod et buskads. En vej til den sydlige del af parken, som så ville munde ud i skov efter få kilometer. Han kiggede igen på hende.. stille. Ville egentlig ikke stoppe. Havde lyst til bare at fortsætte og gå sammen med nogen i al evighed, men hans samvittighed sagde nej. Ville hun havde yderligere escorte var det hendes valg, ikke hans.

Ammy så op på ham... Hun skævede så svagt mod parken... Hun kunne huske den! Det var den her vej hun var kommet ind... Hun så op på ham med et taknemligt smil. "Tusind tak!" Sagde hun og lukkede kort de lillae øjne i en glad grimasse.

Væsenet betragtede hendes smil med en undersøgende bevægelse. Et smil? Til ham? Ikke et smil han kunne tage på og vise andre, men et smil han ville kunne huske. Han rettede sig op og en høj susende vindlignende lyd fyldte luften omkring dem. I luften hørtes der ord. Hvislende og uforståelige. Ikke til at tolke. Han sænkede opgivende de brede skuldre og så lidt til siden. Han fik en ide. Han vendte blikket imod hende igen og løftede den højre lange arm og placerede den groteske hånd foran der hvor hjertet burde sidde. Derefter trådte han et skridt tilbage og bukkede til hende.

Hun betragtede ham let. Hun smilte så stort da han bukkede for hende. Hun nejede selv. Da hun igen rettede sig op stod hun egnelig bare. Hun tænkte. Hun havde egnelig lyst til at følge med... Ham, og først vende tilbage til sit hjem i skoven, når han engang ikke gad mere.

Nu stod væsenet stille og så på hende. Hvorfor gik hun ikke imod porten? Hvorfor løb hun ikke? Hvorfor flygtede hun ikke fra ham som alle andre havde gjort? Var smilet ægte og nejet? Han havde før oplevet at folk smilte usanitært af frygt, men det lod ikke til at være det. Han ville spørge ind til det, men igen.. Hun vidste ikke hvordan man skulle lytte til ham, og derfor kunne hun ikke høre ham. Det er det samme med at tegne. Man kan ikke tegne hvad man aldrig før har set.

Ammy så forsat op på ham. Bag hende kunne man svaght se omridset af en hale vippe frem, og tilbage... Hun ville gerne tale med ham.. MEn det var som om han ikke kunne... Eller også kunne hun bar eikke høre ham... Det var trist.. Hun ønskede at snakke med ham, snakke rigtigt... Spørge, og måske besvar espørgsmål.

Væsenet kiggede fortsat på hende imens han tænkte. Han rettede sig så op og løftede sin arm og den klolignende sorte hånd og pegede ind imod sintinding. der hvor der burde sidde et øre. Derefter foldede han sine hænder, som begyndte at deforme og vikle sig om hinanden, skabende en eller anden form. Det lignede faktisk en hund, for atdet ikke skulle være løgn. Ikke fejlfrit, men man kunne sagtens se det. Han rettede hovedet imod hende igen. Havde hun først lært at lytte, ville hun altid kunne høre ham. Forvandlet eller ej.

Hun betragtede hans bevægelser... Hun så så op på der hvor hans ansigt burde være. Hun likkede så let med et smil. "En ulv... Jeg er en Animagus." Sagde hun så roligt, men stadig glad. Hun tænkte over hvordan det ville være at kunne snakke med ham, stadig.

Igen pegede han på sit fiktive ører. Ulv.. øre.. Det var hvad han prøvede at sige, men han vidste ikke hvor tydeligt det virkede. Han var ikke vant til denne form for kontakt, så han var ikke den bedste til at forklare sig, overhovedet. Det undrede ham egentlig over at hun ikke havde genkendt ham og løbet sin vej. De lokale havde opkogt et rygte om ham på det sidste.. bare på grund af den dreng. Ham der forsvandt. De ledte aldrig i kløften, gjorde de? Det gjorde de nok ikke..

Hun så lidt på ham... Hun nikkede så let.. Et par hvide ulve øre dukekde så langsomt op, mens hendes menneske øre forsvandt. Hun havde aldrig prøvet at 'Komunikere' på den her måde... Hun var glad for hun havde mødt ham. Havde det ikke været for ham, var hendes første tur i byen nok også endt som ehndes sidste.