Faret vild i gaderne? oo' (Alle velkommen)

Væsenet sænkede igen armen og rettede sig kort op og lod igen til at have en undrende undertone. Pludselig syntes et åndedrat fra ham at høres. Ja åndedrat. Det matchede hans brytskasses bevægelser til perfektion. Han kunne høres. Vinden syntes igen at skubbe lidt til dem, og nu da han var tættere på skoven ville det være endnu lettere for ham. Han tog en indånding inden han prøvede.

"Man...kalder... mig Slender..." lød det.
Det lød ikke til at komme fra ham, men fra luften omkring dem, hvilket egentlig ville være mest logisk, da han ingen mund havde. Det lød ikke særligt sammenhængende, som var han først kommet til landet og havde ikke lært sproget til perfektion endnu. Han talte så lidt at han næsten havde glemt hvordan.

Ammy vippede kort med ørene ved lyden af en stemme... Den synes at komme fra... Omkring dem? Men alligevel var hun ikke i tvivl.. Det var ham der havde talt... Eller prøvet? Hun så op på ham igen. "Slender..." Sagde hun roligt... Hun smilte så igen. "Jeg er Ammy."

Han lagde hovedet lidt på skrå. "Am-my..." sagde han lidt langtrukkent, som om han ville smage på ordet. Havde han haft et ansigt ville der ha kommet et smil. Det var første gang i lang tid han havde talt til nogen og blevet svaret igen.
"Det er dit navn eller hvad du er? Er du Ammy eller er du én Ammy?" sagde han, stadig lidt forsigtig. Hans stemme var ikke menneskellige. Mere som mental, selvom der dog var en antydelse af en herrestemme.

Ammy lagde hovedet let på et smil. "Det er mit navn! Ammy Higashima." Sagde hun og lukkede kort glad øjnene. Hun åbned edme dog hurtigt igen. "Jeg er en Animagus... En ulv!" Sagde hun og lod den hvide hale blive synlig. Hun vippede kort med de hvide øre. Stadig med et smil... Det var faktisk længe siden hun havde talt med nogen... Udover Moon....

"En animagu..us?" sagde han med en tænkende tone. "En dyreånd i en menneskeskikkelse? Jeg har før set jer i skovene.." sagde han tænkende. Hans fiktive blik flyttede sig hen imod skoven idet han talte og flyttede det derefter tilbage ned på hende. Han var stille i en tid, hvorefter han hævede sin arm lidt og med meget forsigtige bevægelser, strejfede han hendes pande med sine hårde fingerspidser. Havde han trykket til havde de været skarpe og kunnet ha skadet hende, og det var han klar over.. så han rørte knap nok. Han lod igen armen falde ned langs sin side.

Hun nikkede let... Hun så blot op på ham. "Vi er nogle stykker..." Sagde hun med en rolig, men glad tone. Hun smilede op til ham. Hun følte hun talte til en normal ulv... Animagus som hende selv. På en måde ihvertfald... Hun mærkede en brise feje hen over den plet de stod på...

"Ja.." sagde han langtrukkent. "I har alle de samme arme og ben.." sagde han. "Og så har i jeres dyr. Er det.. hvad i rigtigt er? Hvad der er derinde bagved?" sagde han så. Han havde altid tænkt det på den måde. At animagusserne var de få menneskeindivider, som har fjernet sig fra flokken og gjort sig unikke. Når de var blandt mennesker var de normale og accepterede, og så.. deres dyreskikkelse? Var det deres person? Den de holdt tilbage som menneske?

Ammy så kort tænkende ned i jorden... Hun ville ikke afsløre sin ulveskikkelse, af op til flere grunde.. Hun så igen op på ham. Hun nikkede så let. "Nogle kan have svært ved at acceptere vi er... Dyr." Sagde hun så roligt. At være et menneske var blevet hendes hverdag. Kun når hun vr alene i skoven kunne hun være sit sande jeg... Og hvis hun blev set kunne hun ikke forvandle sig tilbage, før vedkomne var væk...

"Så er det jo godt at man kan smide det nogengange... være i flok igen?" sagde han så. Det var tydeligt han ikke havde megen forståelse overfor dette 'at tilpasse sig den man virkelig er', men hvem kunne plantre ham for det. Han havde kun den ene skikkelse.. verden havde kun den ene skikkelse. Ham. Han blev nu stille idet han betragtede hende. Han virkede som en dukke styret af den natur der omgav dem. Som om at det var jorden og vinden der fik ham til at bevæge sig. Det var det dog ikke. Han havde endnu sit hjerte. Det skulle bare sys en gang imellem og så var den klaret.

Hun smilte af ham. "Jaeh... Men nogen gange... Ville jeg bare ønske folk ikke ville tænke på... Tænke på jeg er en ulv. Mange tror ulve er morderiske dyr..." Sagde hun roligt, men det sidste lidt stille. Nogle ulve var.. Andre var ikke. Bag hende var det som om hendes skygger forlod hende, og satte sig som en ulv ved siden af hende.

Derefter blev han stille i et stykke tid. Som om han havde noget at sige, men kunne ikke huske ordene, eller som om ordene havde så travlt med at komme ud at de sad fast i hinanden.
"Du ikke alene." rungede luften så og Slender lod igen sin ryg krumme den smule, så han igen virkede ranglet. De knogler var ikke til at rede bod på. Det var enten den stilling eller hundredevis af brækkede knogler. De ville strække sig..

Hun så op på ham med trygge, men rolige øjne. "Det ved jeg nu." Sagde hun med et lille smil. Hun var glad for at have mødt Slender. Han havd fået hende til at tænke. Tænke mere over hendes liv... Dem hun kenddte, og ville komme til at kende... Hendes sande jeg.

Slender tippede langsomt hovedet til den ene side med en undrende bevægelse. Det ved hun nu? Han mærkede kort et af stingene gå op og løftede hånden og lod den glide ind under det kropsformede jakkesæt. Stoffet var smidigt og strækbart, som om det kunne strækkes flere hundrede meter. Hans hånd deformede sig idet han satte trådet på plads igennem det hvide kød på den venstre brystkasse. Han tog håndn op igen og pillede det tynde stykke sorte sytråd af sin hånd. "Du kommer ikke herfra ori-ginalt... gør du?" sagde han så og løftede igen det blanke blik imod hende. Det mindede mere om en maske end at han rent faktisk ikke hvade noget ansigt, men det havde han ikke. havde aldrig haft det.

Hun betragtede ham ganske roligt. Hun vippede endnu engang let med de hvide øre og slog et slag med halen. Hun smilte af hans ord. "Nej. Jeg kommer fra Japan." Sagde hun med et smil. Hun havde vendt sig af me at tiltale folk 'San' osv... Ud over dem hun virkelig så som sin Mester... Hun kunne ikke lade være. Det lå dybt i hendes natur, selv om hun var en ulv. Hun havde levet i de nordlige bjerge, sammen med andre ulve, og enda vilde hunde, der var stukket af fra deres menneske hjem...

Slender nikkede langtrukkent og førte en hånd op på panden og hen over hovedet... Ligesom den bevægelse man brugte når man fjernede pandehår fra øjnene, bare uden pandehår og uden øjne. Ellers var det rigtigt nok. "Jeg kender ikke til Japan. Jeg har aldrig set japan eller lyttet til japan..."
Han var stille et øjeblik. "Vil du... ikke tale japansk? Bare få ord.. jeg vil gerne høre japan." sagde han så. En dyb filosofisk udtalelse.

Hun smilede. "Selvfølgelig!" Sagde hun med en glad tone. Hun så kort tænkende på ham.. Tænkte ove rhvad hun skulle sige? Hun fik så en idé... "Kunichiwa, Slender-san. Ogenki desu ka?" Sagde hun og lagde hovedet let på skrå, mens hun smilede.

Han lagde hovedet på skrå imens en en smule brummende lyd hørtes igennem luften. "Wa-ta-shiwa genk-i dess-u. Ari-gatou.." sagde han så med en lidt anderledes stemme. Som havde han analyseret sætningen og slået op i hovedet og alt muligt. Men da forsvandt evnen til at tale det igen fra ham. Han kunne kun tale andre sprog, når han talte direkte til dem. Når han var i en samtale..

Ammy så forbløffet på ham. Han havde svaret på hendes spørgsmål... Præcis som en hver normal Japaner ville ha' gjort. Hun smilte stort af ham. "Hvordan kunne du vide det?" Sagde hun med et stort smil. Hun lagde let hovedet på skrå og så op på ham.

"Det kunne jeg ikke. Jeg taler ikke et sprog. Jeg taler bare." sagde han og kiggede opad. "Det var dit hoved der fik mig til at tale japansk. Var du engelsk, ville jeg tale engelsk. Var du irsk, ville jeg tale irsk." sagde han og kiggede igen på hende. "Min stemme er ikke fysisk."
Han lagde hovedet lidt på skå og betragtede hende endnu lidt.

//Må logge//

Hun så kort forvirret på ham, men nikkede så. "Okay... Jeg tror jeg forstår." Sagde hun med et lettere fjoget smil. Hun logrede blidt med halen og så igen op på ham... At kunne tale alle sprog.. Eller, ikke tale dem men bare... Tale dem når nogle talte til en...