Memories(Velarian=Privat)

kajika grinte i det hun prikkede ham blidt i siden og sagde"jamen tak i lige måde søde jeg har ikke set dig så glad i laaaaaaaaaaaang tid?? er der egenlig sket noget godt har du mødt en pige eller noget siden du er så glad eller forelsket dig søde??" hun uglede blidt hans hår igen så det stod som en pindsvins ryg og grinte over ham og tog om ham og gjorde så de rullede rundt i det hun var over ham og prikkede ham blidt på næsen og grinte

Han så hende dybt i øjnene, og hans øjne var umulige at læse.
"Nej.. jeg har ikke mødt en anden. Glæde kommer når to personer, som er glade for hinanden, laver noget godt sammen."
Han smilede, og kunne ikke nære sig: Han aede hende stille på siderne.

kajika så på ham da han stille så hende dybt i øjnene med sådan et ulæseligt sind og hans sjæl var ikke til at finde i hans øjne han var lykkelig men på samme tid så han dog meget ulykkelig ud, Kajika rødmede let da han sagde det og mere da hun endelig mærkede hans hånd glide op og ned af hendes side, hun tog sig blidt til kinderne og lå nu ved siden af ham og så på ham meegt flovt og genert, hun smilede kært og sagde"det har du fuldstændig ret i velarian"

Da hun flyttede sig lukkede han øjnene og tænkte: *Velarian din idiot! Du kunnebare ikke lade være, vel!?*
Han så på hende.
"Undskyld Kajika... det skulle jeg ikke have gjort."
Hans stemme var blid, og også alvorlig og undskyldende.

kajika så på ham undrende og havde egenlig flyttet sig bare for at han kunne sætte sig op eller vis han nu ikke kunne li hun var så tæt på ham hun tog sig for munden i det hun blidt lukkede øjnene og man kunne stille se hvordan hun vibrerede i sin grinen der stille kunne høres som en sjov fnisen og hun åbnede øjnene og så på ham og sagde"Fjolle hvad mener du jeg troede du ville ha jeg gik?? af hihi så det gjorde jeg, det..... det gør intet du aede mig Velarian" hun smilede sødt og prikkede ham i siden blidt og så nuttede på ham med store blanke øjne

Han så på hende.
"En ven aer ikke sin veninde på den måde." sagde han og satte sig op.
"Fjollehoved." sagde han og prikkede igen.
Han smilede til hende.

kajika så undrende på ham med hovedet på skrå og lignede en lille hunde hvalp der ikke forstod sin ejers komando og satte sig stille op med blade i håret og så rigtig uskyldigt på ham i det hun rødmede let og så væk fra ham lidt og kløede sig blidt på armen mens hun stille sagde"øøøøhhhhmmm.... det .... det har du vel ret i så undskyld tror jeg?" hun roede sig stille i håret og bed sig fabrilsk i underlæben i det hendes hjerte bankede meget og hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle sige eller gør

"Nej. Det var mig der gjorde det, så jeg undskylder." sagde han og smilede falsk til hende.
*Irriterende at jeg ikke bare kan komme videre.* tænkte han og syntes selv at han var svag.
Han lukkede øjnene, lagde sig ned igen og sukkede.

kajika så stille på ham og stille tog hun nogen blade med sin nye evne telepati og fik dem til at flyve rundt om dem i cirkel og så stille mod ham med et smil og strøg ham blidt over jorden og kyssede ham blidt på panden i det hun rødmede meget let fordi det var første gang hun havde kysset netop ham men det var jo bare på panden kun men dog blev hun hurtig pinlig berørt og så flovt væk mens hun stille lod sine tomler cirkel rundt om hianden mens hun mumlede"det-.... det gør intet"

Han åbnede øjnene da hun kyssede ham på panden. Så så han hende i øjnene og nu viste det sig at hendes uskyldige kys havde været nok til at bryde hans barriere.
Smukke iskrystaller dannedes om dem og blandede sig med de flyvende blade da han stille aede hende på kinden, lagde sin venstre hånd på hendes højre, og kyssede hende på munden.
Alle tanker havde forladt hans sind, og han havde endelig givet efter.

kajika så der og så på ham i det hun så de smukke is krystal agtige ting der svævede med bladene om sig og rødmede let i det han stille så hende i øjnene med sådan en lidenskab, hun rødmede og vidste ikke om hun skulle stikke af og hvad hun skulle gør.... hun betragtede ham i det hans hånd blidt kom mod hendes ansigt og hun mærkede hans læber på sine og rødmede mega i det hun så direkte ud i luften med store øjen der glimtede når lysskærene ramte de is krystal agtige krystaller og ramte blidt hende og ham og alvede lys pletter på dem som var de i et disotek... hun så på ham og så flovt fra ham så deres læber ikke rørte sig... på en måde nød hun det men på en måde var der tvivl i hendes læber og sind

Efter at have kysset hende, så han hende i øjnene. Afventende.
"Jeg ved godt det var upassende..." hviskede han "Men jeg kunne ikke lade være. Tilgiv mig..."
Han slap hende og trak sig lidt væk. Iskrystallerne var stadig i luften.
*Hvad har jeg gang i...?* tænkte han en smule forvirret.

kajika vidste ikke hvad hun skulle sige eller gør hele hendes verden smuldrede hvad skulle hun sige til sin stadig forlovede Zann bang der var blevet spøgelse og hvad skulle hun nu vælge skulle hun virkelig nu droppe ægteskabet og være fri men så måske binde sig til velarian... skoven var så smukt oplyst i det hun rejste sig op og begyndte at løbe fra Velarian bladene faldte til bunds men fulgte stille hende i smukke bevægelser i det hun bare løb med lange skridt igennem den smukke grønne frodige skov med klar skov bund smukke stier og tæt buskas og solstråler gennem bladenes hul.. Kajika løb bare hun vidste ikke hvad hun skulle gør nu ind til hun kom til en bakke faldt hun ned af den og ladet på siden og rullede rundt flere 100 gange ned af bakken og lå nede nu blandt smukke hvide og røde blomster... hun var stille besvimet af svimmelhed og shokket

Han hævede hånden for at stoppe hende, men lod hende alligevel løbe.
"Flot din idiot!" sagde han til sig selv.
Han rejste sig og løb efter hende.
"Kajika vent! Undskyld!" råbte han efter hende.
Da hun faldt, stoppede han op på totoppen af bakken.
"Shit!" sagde han da hun landede dernede og blev liggende.
Han løb ed til hende og tjekkede om hun var kommet til skade.

kajika lå der halvt på siden og halvt på ryggen i det armene var ud til siden og hun stille åbnede øjnene og kunne nu se det smukke blomster agtige dal hun var endt i hun betragtede stille Velarian i det hun tog hans hånd og så rundt om om sig og sagde"Valarian.... er jeg død??" hun talte lidt i hvielse... fordi hun ikke rigtig kunne forstå hvad der var sket... hun havde fået en mindre hjerne rystelse af at falde ned med hovedet hårdt mod jorden og så stille på ham og sagde"kender jeg dig????..." hun var kommet lidt mere til sig selv nu og kunne ikke kende ham mere

Han så på hende. En sørgelig idé slog ned i ham, og han valgte at benytte sig af den.
"Nej, du kender mig ikke. Men jeg så dig falde ned ad bakken. Er du okay?"
Han havde det skidt med at lyve for hende, men måske var det bedst hvis hun bare glemte ham.
*Hun skal have det godt, og det har hun ikke så længe det her står på.* tænkte han lidt bedrøvet.

kajika havde glemt alt om alle og hvad hun var og hvor hun kom fra og også at hun havde en forlovede. Velarian havde jo stadig hendes ring i lommen... Hun så på ham undrende og satte sig stille op i det hun tog sig til hovedet og sagde"av..... au??" hun kiggede stille på ham i det hun bed sig i underlæben og så smukke sommerfugle i sølv og sort flyve op fra planterne og stille fløj forbi dem og over dem. hun smilede kært og sagde"så?? hvem er du og hvem er jeg"

"Dit navn er Kajika. Og mit navn er... " han tav og tænkte sig lidt om. Hans navn ville måske få hendes hukommelse tilbage.
"Mit navn er Darion." sagde han. "Du bor inde i Terre, kan du ikke huske det?"
Han nævnte hendes adresse.

hun rystede stille på hovedet og så på Darion i det hun rødmede meget og tænkte*hvor ser han egenlig sød ud er han ??.... uuuh! de øre.... ååårh han er en elver !!*.. hun rødmede mega og bed sig blidt i pege fingeren så hun så nuttede men dog fræk ud og så på ham med uskyldige øjne og sagde"Darion jeg.... er du en elver??! fordi du ligner en og det bare sååå nuttede" hun nærmede sig blidt hans ansigt og rørte blidt ved hans ene øre med et kært smil

Han rødmede ved hendes ører.
"Øhh.. tak.." sagde han. Han lod hende røre sine ører.
*Hvad laver du Vel? Se nu at komme væk!" tænkte han.
Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre.

kajika smilede sødt og tog sig stille til håret og så på ham uskyldigt og lidt trist i det hun sagde"hvad skal jeg gør?? vis jeg ingen gang ved noget om mig selv... Darion er vi venner eller noget fordi.... fordi vil du så ikke tag mig med hjem til dig jeg rimelig bange???" hun tog blidt om ham og rystede lidt over tanken at være alene og så virkede han temmelg bekendt i hendes erandring-...

"Jeg.. øh.." begyndte han, men klappede så i.
*Hvad i alverden skal jeg gøre?* tænkte han.
"Jeg kender dig ikke rigtig Kajika. Jeg har bare set dig og hørt dit navn. Jeg tror nok det er bedst at du tager hjem..."
Han hadede sig selv som pesten lige nu!

// Må jeg join?

kajika så stille og uskyldigt på ham i det hun tog sin trøje op(Som på avataet og samme ansigts udtryk) i det hun stille trist så på ham og rejste sig langsomt op i det hun tog sig til hovedet og sagde"jeg.... jeg må hellere komme der hjem du sagde jeg boede tror jeg?? selv om jeg ikke ved hvor jeg er eller hvor terra ligger eller hvem jeg er eller noget som helst og du ikke til nogen hjælp og jeg bare i vejen for dig" hun gik ned i knæ igen med et tomt blik og sagde"Jeg ved ikke hvem jeg er hvad skal jeg dog gøre...." hun bed sig i underlæben helt panisk og så op på Darion

//Ja for min skyld må du gerne så kommer der os mere
spænding i det og Kajika kan intet huske om sig selv eller
nogen O.O//

Han så på hende, og vidste at han var nødt til at være kold.
"Jeg beklager tøs... men jeg er færdig med at hjælpe nogen som helst." sagde han med en påtaget kold stemme.
Han sprang op på bakken og løb ind i skoven.
*DU...* tænkte han til sig selv *er verdens største RØVHUL er du!!*