Memories(Velarian=Privat)

//Såååå række følgen bliver velarian = Kajika = Ma´lakel//

kajika så efter ham med åben mund og rejste sig stille op i det hun stod der helt uskyldigt og så efter Darion og hvorfor han bare løb fra hende hun vidste jo ingen gang hvor hun var eller hvad byen hed igen eller hvem han rigtig var men hun vidste hun ikke turde være alene nu hvor hun intet vidste så hun løb efter den eneste hun havde mødt og kendte navnet på nemlig Darion...
Kajika løb op af bakken og råbte stille"Darion!!! vent.... jeg ber dig hvorfor løber du fra mig... jeg kan ikke selv finde ud af skoven jeg ber dig hjælp mig" hun stoppede stille op i det hun gik ned i knæ men unden at græde... hun hun slog stille sine vinger ud og lod dem falde over hende så hun var bagved deres dejlige skygge af tryghed men følte sig meget bar ved ryggen

Inden hun nåede at løbe efter sort elveren lukkede nogle lange fingre sig om hendes håndled, og en mand der bestemt ikke så rar og flot ud ligesom elveren havde fat i hende. Hans spisetænder kunne tydeligt ses imens han grinte stille og tog smøgen ud af munden. Røgen forlod ham i en lille sky der gik i et med deres omgivelser. Hans grønne ulve øjne glimtede med en sadistisk ond djævelskab som var han virkelig djævelen selv. Håret stod oprejst imens kraven af en lang læder jakke med huller i forneden dækkede hans hals så hun ikke kunne se tatoveringen. Han bar to sværd på ryggen, og en pistol ved sin side, samt et patron bælte der omfavnede hans hofter. De store sorte militær støvler samlede de mørke slidte jeans, og man kunne skimte sølv glimtet fra en lille kniv der sad i den ene støvle. Han havde en skort skorte på inden under jakken, og lignede noget man havde taget ud fra en skræk film hvor han var morderen!

,, Hvor skal du hen Dådyr?"

//vi fortsætter bare lidt fordi han er jo løbet vækO.O//


kajika så mod det sted Darion havde løbet i det hun blev taget fat i fik hun store øjne og hendes udtryk der så så nuttede ud blev helt uskyldig og lignede at det var blevet kvalt stille, hun vendte sig om mod fyren og betragtede ham med de klare blå øjne og det passede slet ikke til den smukke blomster eng de stod på, hun betragtede vær en detalje og man kunne se angsten i hendes øjne og hendes vinger slog sig ind med det samme i det hun sagde"hvad!!!" hun betragtede ham og rystede af skræk og sagde"Hør sir.... jeg vil .... jeg vil ikke nogen ballade" man kunne hør på hende at hun var som første gang de mødtes bare uden engle duften og hun kendte ham slet ikke... selv om det med dådyr vækkede lidt inden i hende men ikke noget der gjorde hun kendte ham

Ma'lakel rystede brynene og trak hende tættere hen til sig imens han havde et vantro blik i øjne:

,, Gør du nar ad mig, tøs?!", spurgte han vredt.

Han begyndte stille at knurre ondt af hende, da han slet ikke var i humør til alt det der: Du er ikke min mester, du er intet for mig... blah blah blah! Han vidste at han var alt og intet for hende, men dette her var altså dråben.

,, Hvis du så gerne vil have en anden mester, go ahead, find en ny! Jeg skabte dig,gjorde dig bedre end den lille pivende engel og hvad er takken?! Du er flabet, uregerlig, og fuldkommen..."

Han stoppede op og så bare på hende hvorefter han opgivende åndede ud og slap hendes hånd, imens han rullede med øjne.

,, Som mig.. ", han trak lidt på smile båndet.

Kajika så på ham og prøvede at hive sig løs i det han hev hende ind til sig og prøvede virkelig at komme væk fra den farlige nærmest ligende morder der ville ha hende tæt på sig og da hun så ham i øjnene troede hun han ville æde hende eller nærmere dræbe hende hun kunne slet ikke huske ham... hun betragtede ham med et undrende blik i det han råbte af hende vredt nærmest råbte, lukkede hun øjnene og bed tænderne sammen og så væk fra ham og prøvede at lukke de væmmelige ord ud i det han til sidst slap hende og hun åbnede øjnene og betragtede den vrede Ma´lakel og så på ham i det han sagde opgivende på en måde som om der var et problem mellem dem"Som dig..... hvad mener du kender jeg dig??" hun så på ham stille og rødmede meget og så flovt væk fra ham i det man kunne se lidt blod fra hendes hoved på det smukke hvid blonde hår der lå bølgende ned af hendes bare ryg der var snørre over og man kunne se den stramme top der følgede hendes krop men lå smukt nede om den ene skuldre og dækkede den anden.. hun så på ham og sagde"jeg??.... kender jeg dig ... og hvad mente du med skaber og jeg din skabning" hun bed sig let i underlæben i frygt for han ville gør hende ondt tog hun hænderne op for ansigtet eller armene og så væk fra ham lidt

Ma'lakel skulle lide til at miste temperamentet på grund af sin mistro til hende; han troede hun gjorde nar at hun prøvede at få ham til at se dum ud! Indtil han lagde mærke til det røde der hang i hendes ellers flotte lyse hår. Han tog fat i hendes skulder, mindre hårdt og voldsomt og lå hånden stille på den røde plet med et undrende udtryk i ansigtet. Da han kunne mærke det kolde klæbrige blod klistre sig til hans fingre spærte han øjne op. Og sagde stille:

,, Forbandede møg elver!"

Derefter så han på hende mindre vredt, mere nysgerrigt som en kat der havde fundet ud af noget der var spændende og ville undersøge det nærmere. Han lagde en hånd på hendes hoved.
,, Du er ikke varm.. Ser du dobbelt, eller føler du dig svimmel, Dådyr?"
Han så afventende på hende.

Kajika så på ham undrende og kunne stille mærke hans hænder på hendes skuldre og hun rødmede meget i det hun jo ikke vidste om de havde noget kørende sammen eller hvem han var men han så ud til at kende hende så hun måtte jo endten ha noget kørende med ham men han var noget sødere på en måde end elveren der bare løb fra hende i alt forvirringen.

kajika betragtede ham da han rørte ved hendes hoved og bed sig i underlæben af smerten der skar igennem sig og sagde stille uden at græde men bare så på ham med blanke øjne"øøøøhmmm lidt måske.... jeg har det lidt mærkeligt du ved jeg tror jeg syg eller skal besvime" hun så på ham og tog sig til hovedet igen i det verden snorrede stille for hende og hun var ved at besvime igen men holdte sig oppe og så på ham med et blik der sagde at hun ikke var sig selv og sagde"mit hoved.... det tager livet af mig... og jeg aner ikke hvor jeg er og det gør ondt bare at prøve at tænke....." hun lænte sig ikke på af Malakel men betragtede ham med de meget svage døsige øjne

Ma'lakel så en lille smule skræmt ud et øjeblik, da hun sagde hun ikke vidste hvor hun var. En tanke fløj ind i hans hoved, han vidste ikke hvorfor det kom til ham og det var en overdreven tanke... hun kunne da ikke, for real?! Han pegede på sig selv:

,, Hvad hedder jeg?"

kajika tog sig stille til hovedet og så på ham nuttet og bed sig uskyldigt i underlæben i det hun stille sagde"hmmmm" hun bed tænderne sammen og sagde stille"av.... det gør ondt at tænke???... men det ved jeg ikke... jeg ved ingen gang ... hvor jeg bor??" hun så på Malakel stille og tog sig til den blodige side i hovedet hvor der var kommet et lille hul... hun havde slået hovedet så hårdt mod jorden da hun faldt ned fra bakken at hun havde fået en slem meget!!! slem ! hukommelses tab...

Hun så på Ma´lakel og sagde"kender du da mig fordi vis du gør.... så? så kan du fortælle mig hvor jeg bor eller måske følge mig ud af denne skov og til en by der hedder terra tror jeg nok det var det ham Darion sagde??" hun havde kendt Velarian i flere måneder men vidste heller ikke han havde løget for hende og bare kaldt sig Darion

Ma'lakel stod et øjeblik og bare så på hende som om hun ikke var rigtig klog. Så flækkede han i et stille grin imens han pegede op og ned af hende og mumlede utydelige ord der ikke var til at forstå på grund af latteren. Det vrede ved i nogle sekunder før han endelig stoppede og fik vejret igen.

,, Ja.. haha... ja jeg kender dig skam Dådyr!"

Han tog sig selv til panden imens han rystede hovedet som om han ikke kunne fatte hvilken ulykkesfugl han havde anskaffet sig. Men på den anden side var der en skarp stikken i hans hoved der blev ved med at spørge ham: hvordan skete det, hvordan skete det, var det elveren? Men det kunne hun sikkert ikke svare på, men lige nu skulle han have Dådyret til hospitalet, de kunne sikkert også oplyse om hendes bopæl.

,, Godt så, Dådyr...", han tog fat om hendes håndled og begyndte at gå, imens han stadig sm grinte en lille smule. ,, Du blev på hospitalet og have set på dit hoved, du har sikkert fået en kort-varig hjerne rystelse på en eller anden måde, som må have trykket på et par knapper der har fået dig til at glemme.. Hold dig til mig, og du bliver ikke ædt af skov dyrene!", han sagde det mest i sjov, men måske ville hun sagde det alvorligt, og han ville få endnu mere morskab ud af det.

kajika så stille på Ma´lakel med rystende ben og kunne ikke stå stille med dem som om hun frøs fordi han var så skræmmende på en måde og de øjne der dog var så smukke men os dyriske det var helt uvirkeligt at hun skulle kende denne skabning ham her ham!..... hvordan kunne hun dog have lært at kende ham og stadig hvad mente han med skaber den gang og mester....

Kajika bed sig stille i underlæben og sagde"Dådyr?? ej hvor sødt" hun rødmede let over han kaldte hende dådyr fordi de var jo nuttede med store øjne der glimtede smukt og gjorde dem over kære.... Hun så flovt fra ham i det han tog hende om håndledet og et lille klage støn kom ud fra hendes bløde silkelæber og hun fulgte forsigtigt med ham i det hun nikkede til det angående med hospitalet, og snakkede næsten ikke igennem det meste af turen hun sagde ikke så meget mere.
Hun var rigtig bange og holdte sig tæt på ham men rørte ikke hans krop andet end der hvor han holdte hende i håndledet den kontakt kunne hun jo ikke undgå.

Kajika så stille mod Ma´lakel og gik stille og varsomt i det hun rystede på kroppen af skræk og sagde som en lille uskyldige pige der var bange for at blive voldtaget eller slået ihjel"Så vis du kalder mig Dådyr hvad kalder jeg så egenlig dig... andet end vis du har et navn? fordi ham Darion sagde jeg hed Kajika så dådyr er jo ikke mit navn vel??" hun roede sig stille i håret og piv stille da hun ramte det blødende sted og fulgte med i hans tempo

Han holdt sig i skyggerne og holdt øje med dem. Hans følsomme ører gjorde ham i stand til at holde sig på god afstand af dem, og alligevel lytte.
*Den slimede satan!* tænkte han vredt om Ma'lakel.
Men hvad skulle han gøre? Skulle han angribe Ma'lakel??

Ma'lakel smilede selvtilfreds, og guidede dem igennem den store skov. Han vidste ikke at en lille sort elver holdt øje med dem, men så igen han havde set møg elveren gå fra hende, og uansvarligt lade hende være alene tilbage uden at tænke over hun ikke anede ind og ud, og det var sikkert også hans skyld hun havde slået hovedet til at starte med!
*Egoistiske Træ-knepper!*
Han så ikke ned på Dådyret i det han snakkede men han svarede hende dog.

,, Jeg kalder dig Dådyr fordi du er lige så bange og hjælpeløs som et dådyr kid! Jeg er Ma'lakel, men du kalder mig Mester eller Herre, da det er det jeg er. Men du har det med at glemme hvem det egentlig er der går igennem alskens lort for dig, og du piver over små ting, du lader andre folk beskytte dig, du er utaknemlig, og ubehøvlet, du har det med at græde som et spædbarn når jeg fortæller dig fakta.."
Han stopper et øjeblik og snakker mere stille:
,, Du tænker altid på andre, og har aldrig dårlige intentioner du er uerfaren hvilket skader folk men du ville aldrig med vilje skade nogen. Du griner over de mest mærkelige ting, og når du ser noget fascinerende for du det her blik i øjne som et lille barn der aldrig har været mere lykkelig end i det øjeblik... "
Han ser ned på hende, med tomme kolde øjne mens de går, først stum.
,, Med andre ord.."
Ser væk igen.
,, Du er fandens irriterende!"

Kajika så stille på ham undrende og med hovedet oppe mod ham mens hun prøvede at følge med men var dog ved at falde et par gange og lyttede til alt det han sagde i det hun sukkede og sagde"Jamen mester??? kan du så slet ikke li mig eller noget og hvorfor er du min mester er en mester ikke?? du ved sådan en der har skabt en ..." hun så ldit på sig selv og var ved at besvime i det hun troede et sekundt hun var en robot eller noget ligende det.

Kajika sukkede og sagde"Av .... mit hoved kan du ikke sænke farten ma´lakel??" hun tog sig til munden stille og sagde"Jeg mener mester" hun hoppede over en gren der var i vejen og så sig over ryggen efter Elveren i det han ikke var til at se sukkede hun dybt og sagde"Av mester du river min arm af" de gik nu på fortoget i det hun tog sig til hovedet med lukkede øjne stille og piv.... og stoppede bare bræt op så hun røg ned på jorden fordi han ikke havde opdaget hun sikkert var stoppede sådan i det hele

//Fortsætter bare uden velarian indtil han kommertilbage O.O//

Ma'lakel stoppede idet hun stoppede og så på hende med dine grønne ulve øjne der afspejlede det indre bæst der hvilede indeni ham. Hans ansigt udtryk viste at han var utilfreds med at de sådan pludselig stoppede op, men gjorde ikke anden mine til at skælde ud eller råbe, mest nygerrig efter hvorfor?
Han spærrede øjne op da han faldt og nåede lige at gribe hende før hun ville banke hovedet ned imod betonet. Han forstod ikke hvad der var sket men gættede sig til at det havde noget med hendes lille hukommelses-tab at gøre. Han løftede hende op og gik med hende i armene som var hun en slags brud.
,, ... belastende unge..", mumlede han og så ned på hende. ,, Hey, hey, vågn op, du må ikke sove nu, så vågner du ikke igen!".
Han ruskede i hende, og begyndte at sætte i løb imod Hospitalet!

// Skifte location?

//ja ^^ Laver du eller jeg emnet O.o??//

//Du :P .. din tur til at svare jo xD! Velarian du er velkommen til at følge efter :P

//ok laver det hurtigt :D//