New Boredom.. New Experiences - Privat : Vlad -

Derude hvor bænke er ensomme disse aftner, stod en høj, hvidklædt skikkelse. Selvom vinden ruskede i de nedfaldne blade, stod denne skikkelse kun i en lang, cremefarvet kjole, med et fint tilbehør af flæser og andet silkestof i kanterne. Længere oppe, hvor skikkelsens ansigt var, fløj også en masse rundt, styret af vindens direktion. Det glinsede og var en dejlig tyk format, af masser af krøller, der mindede om 1930'ernes frisurestil til kvinder. Her kom den detalje så, at denne skikkelse, sandelig var en kvinde. Iført højhælede, matchende den cremede kjole, burde kvinden bukke sammen af kulde, ihvertfald som menneske. De sammenknebne øjenlåg, ligeså blege som resten af huden, skilte sig sagte fra hinanden. Lidt efter lidt, syntes glimt af corniffer grøn, at blive vist fra de åbne øjenlågs skilning. Hændernes flader trykkede sig stille imod hendes smalle talje, der smøgede sig imod kjolens nærmest klæbende stof. Vinden tog til, en nærmest pivende lyd kom ligeså pludseligt, som den gik. Underkæben rykkede sig, fik fremhævet øjnenes udtryk, et kedsommeligt et.

Der gik lidt tid i denne stilling, den ranke holdning og de lange ben som en models, der let trippede imod jordens asfalterede overflade. De corniffer grønne øjne slog sig til siderne, kedede sig mindst lige så meget som resten af den finesserede krop.
Parken... Hun stod imellem træer, bænke, gamle aviser og en enkelt tegning på jorden, der blev nærmer sturderet, af en ouroboros tegning. En tegning, der slet ikke hørte til i denne tid, en tegning, der indgydede frygt og håb på én gang.
Et langtrukken gab slap fra hendes strube, hun kedede sig ihærdigt. Endnu engang søgte hendes blik rundt, søgende efter liv, en rotte.. ligenu passede alt for hende, selv.. Selv et monster.

//Da jeg endnu er ny og skal lære at leve mig helt ind i Manasen, bliver de 2-3 første lidt lige så korte som denne ^^//

Den lave piven, hev en hård brise med sig, som hev i en flagermus' vinger.. Flagermusen var støre end en normal flagermus, men stadigt ikke mere en tredve centimetere høj. Dens mat hvide øjne, stirede rundt i parken, og opfangede en hver bevægelse, og en hver lyd, der blev modtaget.. Denne flagermus, virkede heller ikke som om at den var blind, nettop pågrund af dette.. Den opfangede noget i dens øjnvig, o den stoppede op, midt i luften, og stirede imod den høje smukke kvinde, der stod i den tomme park. Dens øjne kneb en smule sammen, og den begyndte at stire rundt, imens den drejede rundt i luften, og stirede i andre retninger, som om at den ledte efter noget andet.. Og dette fangede hans øjne da også, da en ung man, trådte med rolige skridt, over en stig der bevægede sig imod kvinden. Flagermusens skarpe øjne, forblev fastlåst på manden.
Da manden skulle til at gå forbi området hvor kvinden stod, smilede han halvt, og stoppede op. Han så en smule søgende ud, imens han kiggede kort op og ned af hende. Han drejede så, og lod hans nysgerighed, som det kunne virke som om var det der slebte ham imod denne ene kvinde, i den ellers tomme park, tage over.
"Goddag, Lys Elver.. Hvad laver en af deres slags, alene i Di Morgas park, på denne tid af natten?" Spurgte han, imens han fortsatte imod Manasen. Han stoppede op, ikke mange skridt fra hende. Han var iklædt en sort læder jakke, og sorte jeans. Der var nitter i hans højre ærme, og hans venstre ben, og hans sorte hår, var sat op i noget der kunne ligne et forsøg på en Hanekam.
"De ved måske ikke, at det kan være en meget farlig tid? Specielt for en af din kaliber.." Sagde han, og fnøs, med et bredt smil.. Manden var en dæmon, hvis Manasen, ville kunne se, og føle dette..

//Det er en fin længde det der, da jeg også selv skal til at igang igen.. Hehe//
Flagermusen hang stadigt i luften, og stirede ned imod det to, der nu stod i nærheden af hindanen. Han fløj i cirkler et par gange, men hang så stille igen, og nedstirede de to, med sine mat hvide øjne..

Hun stod, drejede først ansigtet, da denne mand stod få skridt fra hende selv. Hænderne trykkede en anelse hårdere imod taljen, der dog ikke generede huden. De grønne øjne startede undersøgelsen af ham, fra den småmislykkede hanekam, til det fodtøj han bar. Den kedsommelighed, der lå dybt over hendes udtryk, som en tyk uvenlig tåge, fjernede sig kun meget sagte. Som om denne mand, af Dæmon blod, ikke var andet end en typisk robot, der altid ville udvise den samme kedsomhed til sidst.
"... Jeg takker dem for deres bekymring, men jeg har ingen problemer i at klare migselv, slet ikke om aftenen" Hun smagte på hans ord. Af din kaliber, havde han sagt. En let rysten stammede fra hendes hals smålige drejninger til siden, inden hun igen lod de grønne øjne falde på plads, imod hans. Flirt? Hun gøs let, håbede han fattede hendes hentydning, om at kunne skride af helvedes til, som hun ønskede. Men, som denne mand så ud, ville det nok ikke lykkes overhovedet.
Hun sukkede let, opfangede selv de mindste lyde af hvad der nu måtte komme, inden hun igen selv ville skabe dem.
"Og det burde en dæmon som dem, vide alt om" Hendes blik af kedsomhed, forsvandt ikke, selvom hun jo havde fået sit ønske om selvskab opfyldt.

Lidt længere væk, en skygge i hastig fart, nærmest fløj forbi murene. Sort som skyggerne der omgav den, drejede den til venstre og så for at fortsætte ligeud for en tid. Dens sorte blik målrettet, velvidende hvad den søgte og hvor den ville finde det. Denne skygge passerede en tyk, loden rotte, der blev skræmt uden at vide hvad der nærmede sig. 2 sekunder efter... Var der slet ingen rotte hvor skyggen havde passeret den. Den var blevet offer for et sulten dyr, væsen eller hvad dette nu var.

Stadig uvidende, stod Manasen og lod til at ignorere denne dæmon, men stadig lyttende efter hvad denne sagde.

Dæmonen foran Manasen fnøs, og nikkede bagud en enkelt gang, og holdt armene ud til siderne, imens han tog et par skridt bagud.
"Hey do kan ikke blame en dæmon at bekymre sig for andre væsner, disse dage.. Der er massere af væsner, der ser ned på os, kun pågrund af den forbandede hersker vi har nu.. Og vise ikke det, så bliver vi presset ned for vores beklædning? Hmf.. Det er sku ikke dæmonerne der er racisterne mere.." Sagde han, og rystede langsomt på hovedet, og lod sine arme hvile ned af hans sider.

Flagermusen der havde stiret ned imod de to, skød nu ned imod dem, med høj hastighed. Den svingede en enkelt gang forbi en gren, der var i vejen, og fløj lavt over jorden, inden den fløj tilbage, op i hoved højde. Dæmonen kiggede hurtigt over sin skulder, og han knurrede lavt, inden der kom et opgivende suk fra ham, da en sort røg sky, formede sig, der hvor Flagermusen havde været, og ud af skygen stormede en høj figur, både musculøs, og velbygget. Han bar en brun, billig, stof trench coat, som ikke var lukket foran, så man kunne se hans brystkasse, og ansigt.. Hans hud var helt grå, og der var flodser overalt på ham, som om nogen havde skåret i ham, med en dåseåbner.
Dene figur kom med så høj fart, at den unge Dæmon, ikke kunne nå at reagere, inden fire meget lange klør, var plandtet igennem hans krop, ved hans brystkasse. Hvis ikke Manasen hoppede tilbage, ville blod blive sprøjtet over hendes fine tøj, da Dæmonen stod tæt nok på hende, til nettop dette.
Der kom et lavt klynk fra Dæmonen, og blod sprøjtede ud af hans mundvig, og ned på vampyren foran ham. Denne kolde vampyr, smilede bredt, og holdt Dæmonen en anelse ud til siden, så han kunne stire imod Manasen. Hans ansigt var lige så grå som resten af hans krop, og hans øjne var komplet, mat hvide.. Ingen lysende farve ved dem. Mere som om de var lavet af hvidt træ.. Ikke engang et glans, som i et glassøje, gav dem liv.. Et lavt hvæs skar sig igennem natten, imens han stirede imod Manasen, og holdt fortsat dæmonen imellem dem.
Hans hoved drejede dog hurtigt, da han følte en fjerde tilstedeværelse. En han ikke kunne sætte en finger på hvad var. Han kiggede nu frem og tilbage, imellem Manasen, og imod den skygge der nærmede sig, dog uden at kunne se den endnu. Men han forblev stille. SOm om det mord han lige havde begået, ikke brørte ham det mindste..

Det gav selvfølgelig et sæt i hende, da dette væsen, slog dæmonen ihjel uden at foretrække mere end et smil. Nu kunne hun ikke beklage sig over kedsomheden mere, men spændingen. Bortset fra, at hun ikke beklagede sig den smule. Automatisk stod hun lidt fra dem, da hun undgik blodet fra Dæmonens sår. De corniffer grønne øjne så på dette flossede væsen, der var blandede følelser. På den ene side, ønskede Manasen bare at forsvinde fra dette syn, men på den anden side, var der noget over hans dyriske adfærd, der fik hende til at undre sig og blive en smule nysgerrig. Endnu nærmede skyggen sig, imens hun trådte to skridt frem imod denne trench coat bærende mand, der ikke var et kønt skue for øjnene.

Da hendes øjne fyldt med interesse og kropsholdingen stadig rank, havde undersøgt denne tilstedeværelses morderiske udseende, fik et lettere fnis fundet vejen ud af hendes sammenpressede læber. De matte øjne der intet liv udstrålede, den lidt for tynde overkrop med masser af flosser og huller, uden at bløde, den trench coat og de bukser... Hele hans holding, gav hende en umådelig lyst til at grine, le over dette specielle udseende, der skræmte mennesker væk. Hun følte ikke had, ej heller foragt eller frygt. Kun en idiot frygter ikke mordere, men i så fald.. Så var hun en rigtig stor idiot.
Hendes ene ben, lang og bleg, trippede let ii takt med læbernes smålige bevægelser, imens hun naivt strækte den ene hånd imod væsenet i trench coaten og kløerne begravet i kød.
"I sandhed dit udseende er interessant... Men hvad med dit sind monsiur trench coat?" Hun vidste godt, at hvis denne følte sig fornærmet af hendes ikke-skræmte holdning, kunne dette ende rigtig galt. Hun kunne gå hen og blive dræbt, spist eller tortureret af dette væsen, som en ussel føde for den. Manasen sank en lille klump spyt, følte sig ærligt talt en smule skræmt ved tanken, men deri lod følelsen til at ville mærke dennes hud, kun til at blive betageligt større og mere trængende.

Skyggen standsede 3 træer fra dem, havde enten sine øjne på vampyren, stadigt med kløerne i dæmonen, eller Manasen, lyselveren uden frygten i øjnene. Nu nærmest forsvandt den, og dukkede op som et væsen med lys på sig, lige ved siden af Manasen. Den lange pisk, der pyntede den mørke hud af dennes ansigt, indikerede en fra renæssancen. De røde øjne faldt som et elevator blik langs vampyren, inden de uden synderlig interesse, faldt på Manasens kind. Han bar en lang frakke, pyntet og lignende de gamle generalers, dem der sad på de hvideste heste i de store og melleme slag. Under jakken var det en hvid flæstrøje, med et par indtørrede blodpletter, der var mugne. Længere nede, et par typiske knæbukser, der blev afløst af silkestræmper og et par mørkebrune sko, fra de ædlere klassers indehavere. Han var en typisk Djævel.

Manasens blik faldt imod djævelen, men blev kun fyldt med behag og et glimt, som havde hun kendt ham i flere årtusinder. Et par sekunder stod dette blik fast, inden hun igen flyttede interessen på vampyren og lod læbernes skilles endnu engang. Djævelens blik var fastlåst på vampyrens, kolde og uvenlige.
"Igen... Kun få ser vist den skønhed, der gemmer sig bag udseendet, ikke sandt?" Bag disse ord lå en vist forførisk stemmeleje, hun fandt ham ærligttalt mere lækker, end dæmonen, der vist var død for vampyrens hånd. Endnu mere charmerende, end djævlen ved hendes side.. Hun fandt ham dybt spændende.

//Sorry.. Blev grebet af at skrive om NPC'en xD//

En brise ruskede i Vladimirs hår, og fik det sorte, ulede, og langt fra plejet hår, til at lave en bølge ud fra siden af hans hoved, da hans ansigt stirede imod Manasen, da hun snakkede. Han kneb langsomt øjnene sammen, og slikkede sine tænder, imens hans lange klør, bevægede sig inden i den døende Dæmon. Dæmonen gurlede i hans blod, med en still vemodig klynken, inden lyden af at blive kvalt, stile kom fra ham, imens hans øjne kravlede tilbage i hans øjnhuler.
Der kom et stille fnys fra Vladimir, og hans næse rynkede en smule, da han så ud til at ryste på hovedet, en meget lille smule. Som om han prøvede at få sin næse på andre tanker, og han rykkede hurtigt på hovedet, da Djævlen pludseligt stod ved siden af Manasen. Han knurrede lavt, og kneb sine øjne sammen Han havde endnu ikke reageret på hånden der var blevet rakt imod ham, men holdt sig focuseret på omgivelserne, og ikke mindst personerne foran sig.
Dæmonens liv, var nu ebbet ud, og hans livløse krop, hang fra Vladimirs klør, og han blev sænket, så dæmonens lig, sad på sine knæ foran sig, dog stadigt me dVladimirs klør, dybt boret i sig.. Nu kunne Vladimir se dem ordentligt an, og gjorde dette med sammen knebne øjne, stadigt imens han forblev tavs. Og det var først nu, at han lod sin opmærksomhed rette, imod Manasens hånd. Hans øjne hvilede på denne i et kort stykke tid, inden han kiggede op på hende, og så frem og tilbag, imellem de to.
Der kom en gennemtrængende knasen, og lyden af sprøjtende blod, da de lange klør der gik igennem Dæmonen, trak sig tilbage i Vladimirs fingre, og han lod sin arm hænge ned langs hans side. Dæmonens lig, krympede nu sammen, og faldt forladt om på jorden. Det lave bump der kom, reagerede Vladimir ikke det mindste på, og heller ikke at denne landede på hans bare føder. Han rakte så hans blodige hånd ud, og hvis ikke hun skyndte sig at reagere, tog han imod hendes, med sin, så hendes nu blev smurt ind i det blod, der før havde været livsgivende for Dæmonen.
"Dyrisk.. Devushka Lys Elver.." Kom det fra hans strube. Hans stemme var dyb, hæs og ru, og det lød næsten som om, at han skulle fremtvinge hvert et ord der blev sagt. SOm om det at sige et simpelt ord, var en kamp. Dog, da hans russiske ord kom over læberne, lød det næsten flydene og pænt, som om hans stemme lavede et knæk, og kom med en helt anden fremtoning. Da dette var det eneste ord der gjorde dette, ville det lydesom om at det var et unormalt knæk. Et bredt, næsten lusmkt, smil bredte sig over hans læber.
"Men mit indre.. Minder meget.. Om mit ydre.. Må jeg.. Jo stolt.. Indrømme..." Sagde han, nu igen med den samme hæse, ru og ubehagelige stemme. Hans brede smil forblev, og han gav endeligt slip på hendes hånd, hvis at han havde fået fat i den. Han slikkede nu en bred stribe af blod fra hans hånd, inden han lod armende hænge ned langs hans sider igen.

Hun flyttede hverken blikket eller hånden, selv ikke da Djævlen trådte varsomt frem, da Vlad tog hendes hånd. Hendes øjne udviste stor grad af interesse, ønskede ikke at slippe den utroligt kolde og mærkværdige hånd, hvis hud var flosset. Hans rusiske, hvilket hun ikke forstod men tænkte til betød hej, så hun slap hans hånd, det tidspunkt han trak den tilbage for at slikke lidt blod. Hendes øjenbryv var svagt hævet og et smil havde bredt sig, et der udviste høj grad af interesse og håbede at kende denne bedre. Så med et enkelt vink med hånden, forsvandt Djævlen uden en mine, så de to stod alene, ihvertfald som de eneste oprejste.

Endnu engang fløj kjolen en smule op, afslørede mere af de blege ben, der var tynde og stadigt fyldige på den gode måde. Krøllerne fik hendes smil fra både læber og øjne, til at se mere eller mindre yndefuldt ud, på sin egen mere lumske måde. Da håret fløj en anelse tilbage, afslørede de et par velformede, lange ører, der beviste hendes elverblod. De tanker, der fløj frem og tilbage i hende, pegede alle i én direktion. Hun vidste at ligemeget hvordan mødet her ville blive, ville det være spændende og intrigerende. Hans kommentar fik hende til at frydedes let, hun var nødsaget til at undertrykke den latter, der var ved at hobe sig imod hendes hals. Han var virkelig noget for sig selv, og det fik hende til at stå fast og bare så på hans matte øjne. De var så døde, og dog... Trak de i hende.
"Så sandt du burde være stolt.. Men lad os nu se hvem, der i virkeligheden er udyret.. ikke sandt?" med disse ord, slikkede hun sin læbe forførerisk, uden egentlig selv at lægge mærke til glimtet i hendes øjne, der skreg efter at røre ham, se hans matte øjne blive hvidere end de var og at se de tænder, han gemte for hende.

//Sorry.. kreasvigt Dx//

Vladimir kneb langsomt sine øjne sammen, imens han stirede imod hende. Hans næse rynkede en anelse, og han lagde hovedet, undersøgende på skrå, imens han gav Manasen elevator blikket. Hans øjne kiggede fast ned på hendes ben, da disse blev så elegant vist frem, og efter kort tid, tilbage på hende. Han havde ikke haft behov for at se hendes øre, for at bekræfte hendes race. Det helle lå i hendes blod, og det var det ikke muligt at tage fejl af.. Specielt ikke med en så delikat som en Lys Elver.. Deres blod var altid meget mere frydene, end andre væsners.. Bortset fra Asparaer.. Det var så næsten heller ikke muligt for Vladimir at have en samtale med dem..
Vladimir lænede sit hoved en anelse tilbage af hendes kommentar, og kneb sine øjne videre sammen. Hun mindede hende om en person. Men var ikke fordi det var positivt.. Dog smilede ban bredt igen, og med det samme lumske udtryk.
"Lad.. Os.." Hans stemme forblev den samme, imens han knælede ned over liget af Dæmonen, som stadigt lå, og blødte på jorden. Han lod sine lange klør gro ud igen, og bore sig ind i hans skulder, for så at løfte ham op, imens han rejste sig. Vladimir gjorde dette, uden at tage sine øjne fra Manasen. Han stolede ikke på nogen, ikke engang egen familie..
Da han stod op, nu med liget foran sig, tog han det tæt til sig, lænede mandens hoved tilbage, og hvæsede, i det hans lange spidse tandsæt kom til syne.. Det var ikke kun hans hjørne tænder der var spidse, og skarpe, men dem alle. Og der var ingen der sad lige, og hvis der skulle laves en sammeligning, kunne man samligne dem med en Hajs tænder.. Alle syle spidse, og alle skæve. Perfekt lavet til at rive og flå sig igennem kød, hud og scener.. Ja selv knogler..
Han satte så sine tænder i mandens tals, og rev et stort stykke af ham.. Han drak ikke 'yndefuldt' som andre vampyre, da han ikke kun skulle bruge blod, fra sine ofre..
Han tykkede langsomt, og det kunne næsten virke formelt, den måde hans tænder skar sig igennem kødet, og hans læber holdt blod, og rester inde.. Det eneste blod der var kommet på hans hage, var det der kom, da han satte tænderne i.. I al den tid han bed og tykkede, stirede han konstant på Manasen. SOm om han stadigt undersøgte hende. Men mest for at se hendes reaction.
Efter at have tykket det igennem, stirede han nu på Manasen, som om han havde et spørgsmål, der var nær ved at komme ud. Hvilket han også havde.
"Hvad.. Laver.. En Lys Elver.. Som dig.. Her inde? Jeg troede din.. Race.. Holdt sig væk.. Ude.. I skoven.." Sagde han stille, imens han undersøgtende kiggede op og ned af Manasen.

Hun rystede svagt på hovedet, nok til at krøllerne slog sig om hendes kindben, men for svagt til, at de nåede hele vejen ned af hendes hals. Hendes ene hånd, flyttede sig sælsomt opad, fra taljens midte til en pandelok, der spærrede hendes venstre øjes syn. Hendes læber havde strukket sig i en karastematisk bugning, der havde en vis smitsom legesyge i den. De corniffer grønne øjne var både morende og spørgende, med et hævet øjenbryn og et afslappet, der talte for sig selv.
Det var denne mands kommentar, der fik en let glukken, til at skylle op fra hendes mave til halsen. Hånden der havde fjernet pandelokken forsigtigt, førte sig nu langsomt ned til læberne, der skilledes automatisk, og fik det til at ligne en grimasse. Som havde han fornærmet hende, på en mere interessant måde en man normalt hørte det. Inden hun skilte læberne for at svare ham, trippede de hvides hæle sagte, med en rungende klang. Den blev gentaget i et uendeligt ekko. Krush... Krush... Krish... Krush...

"Det er et ganske.. Eminent og dog u-originalt spørgsmål min herre.. Men et svar, det skal de få" Med disse ord drejede hun hovedet, lod blikket fæstne sig på et par bænke, inden hun igen gav sig til at fastholde blikket på hans mund, den, der var overfyldt med kød, sener og blod. Det var som om, med blikket fæstnet på hende, at han forventede en reaktion, en der sagde at hun enten var bange eller foragtede hans lille optræden. Men som Manasen var, kom der kun en let bue fra øjenbrynet, der havde hævet sig en anelse, før den igen sank til normal. Hun fik hurtigt ranket rynken, den smule den var slappet af, rystet skuldrene som et slags værn imod kulden, før hendes læber igen vibrerede og de corniffer grønne øjne, holdte øje med mandens afmagrede overkrop istedet for de matte, hvide øjne.
"Jeg håbede at støtte på noget interessant.. Adrenelinpumpende så at sige... I disse mere befolkede gader" Hendes øjne snoede sig op til hans ansigt, fik dette syn af muskler og specielle kanter i hans bygning, hendes blod til at pumpe og suge igennem hendes blodårer. Hun skyndte sig med en hastig bevægelse, at fjerne bladet fra hendes fod, der var styrtet med vinden og søgt ly hos hende, hvilket havde været et tåbeligt håb. Igen undersøgte hun ham fra top til tå, fik enhver synlig detalje med, hun behøvede.
Manasen satte hovedet let på skrå, lod krøllerne falde imod hendes skulder, i en flygtig bevægelse, før et par tanker knugede sig i hendes sind. Hvad mon han tænke, da hun hverken havde vist foragt eller frygt, det tidspunkt tænderne var synket ned i dæmonens hals? Hun måtte være forsigtig.. Imens var hendes legesyge smil blevet erstattet med en næsten usynlig streg. Øjnene var ikke opmærksomme, men havde et dybt strejf af eftertænksomhed og fjernhed, som var hun ikke tilstede og stod overfor et rovdyr med klasse. Hendes rankhed sank en takt, lod ryggen slappe af og 2 fingre gnubbe imod hagen. Skulle hun snyde denne vampyr, med tydelige dyriske instinkter, eller forlade ham inden legen blev for farlig? Hun sank en lille klump, frembragte igen det livsglade smil og klappede håndfladerne hårdt sammen, imens at det ene ben tog et skridt frem.

"Men som jeg kan se.. Nosferatu.. Savner de vist også lidt selvskab? Eller tager jeg, Manasen Ziegfeld Luthormberg, fejl i dette tilsyneladende kedsommelige tilfælde?" En ting hun var født med, var at tale på denne gammeldags måde, så det lød mere formelt end normalt.

//Yay.. Fra kreasvigt til kreaboost ^^, sig endelig hvis der skal fyldes mere på! :)//

Vladimirs ansigt skar sig igen ud i et undersøgnede blik, med sammen knebne øjne, og let opspunde kinder, og rynket næse. Han tykkede så langsomt vidre på kødet af dæmonen, og følte sig næsten ærgende over hendes mangel på reaktion, og sank langsomt det livgivende føde, han havde arbejdet på. han kiggede kort, men grundigt, undersøgende op og ned af manasen, for endnu engang at få et godt syn af hende. Derefter lagde han sin frie ånd på deæmonens hoved, for at holde denne oppe, da han rev sine klør ud af ham. Endnu engang kom der en skinger lyd, da kløerne skar endnu mere i knoglerne, som de allerede havde brækket. Blod sprøjtede ud over hans brune trench coat, og samlede sig med alle de andre svage blodpletter, der tydeligtvis ikke var blevet vasket ordentligt væk.. Som om dette var en ligegyldighed.. Den nu frie hånd greb så dæmonens skulder, og Vladimir lod endnu engang sit tandsæt, begrave sig dybt i dæmonens kød, for at rive et stykke, nu af dennes nakke. han tykkede på dette et par gange, inden han kastede liget til sin side. Som affald.. Som om det havde givet, hvad Vladimir forlangte, og nu bare var i vejen. Vladimir stod nu med intet imellem ham og Lys Elveren, og hans undersøgende øjne, havde nu låst sig fast på hendes. De lange klør, som før havde givet et intimiderende udseende til hans hænder, groede nu langsomt ind i hans lange fingre, som han knækkede et par gange, og strakte sin ryk.

Formel? Det var meget længe siden nogen havde talt sådan til ham.. Så længe at han ikke kunne huske ordentlige maneer at tale tilbage på.. Ikke fordi det gjorde ham noget længere.. Han var ikke længere royal.. Degraderet til en hund.. Et monster.. Til Manasens sidste kommentar, brummede han lavt, med en lyd der kunne minde om en klukken, fra hans hæse stemme.
"Det.. Er farligt, at søge.. Spænding.. I Di Morga.. Må dig, og din race da vide.. Specielt.. Nettop for jeres race.. Kan ikke benægtes, at I alle er uffateligt..." Vladimir smagte en smule på sine ord, og trak vejret dybt igennem næsen, for at lugte til Manasens blod, som var så gennemtrængende, at han kunne lugte den, selv forbi blodet lige under næsen, på hans hage. "Delikate... Lad os bare.. Sige det.." Sagde han, og smilede bredt igen. han lagde sin højre hånd på sin rystkase, og kiggede nu kort op og ned af Manasen igen, imens han trummede med sin pegefinger, imens en klo groede ud. Han fnøs igen, og kiggede hen på liget af dæmonen, og lod en enkelt finger rejse fra hans brystkasse.
"Det.. Var grunden til.. At jeg forlod min behagelige.. Grotte.. Selskab.. har jeg ikke meget.. Nytte af.." Sagde han, og kiggede tilbage på Manasen. Han kneb sine øjne en smule sammen, og lod så sit hoved ligge på skrå. Det undrede ham, at en kvinde så formel som hende, ikke var enten flygtet i angst, fået en bodyguard frem eller bare havde vist en form for foragt imod hans gerning.. Manasen vækkede en hvis form for interesse.. Dog, ikke meget kraftig.. han ville stadigt helst tilbage til sin grotte, også selvom natten stadigt var ung..

Hun tog hånden for munden, skjulte bag fingrene, et veltilfredst smil. Denne vampyr, der havde undladet at udtale sit navn, fik hendes nysgerrighed vakt. Hun ville drille ham lidt, kendte udmærket risikoen ved det, men den ophobende abstinens efter at drille, var efterhånden ved at være for tung. Hun svang hovedet let tilbage, krøllerne og de hævede øjenbryn fik smilet til at se hånligt ud, imens begge hænder igen trykkede sig imod taljen. Farligt.. Hendes race... Delikat.... Hun fnøs let, øjnene trak sig en smule sammen for bedre at overskue situasionen, inden hun tog det første skridt. Hans væmmelige udseende, var i hendes corniffer grønne spejle, en god ting. At han var anderledes, også med den hæse stemme som ville den for hver ord, kræve sit offer, en stor mængde kræfter.

Kriiihs...

Hun havde endnu engang taget et skridt imod ham, tænkte ikke over at vinden skubbede hendes ryg, men gik i sit normale, balancerede tempo. Hendes øjne var fjerne, indeni overvejende hvordan hun skulle holde ham tilbage, så længe som det nu var muligt med en Nosferatu. Ligenu undrede det hende en smule, at denne tilsyneladende opsigtsvækkende mand, ikke havde været set for hendes øjne før. Hun ligefrem brændte efter, at tjekke flere af hans seværdigheder, styrker såvel som svagheder. Alle, selv rovdyr i klasse a, havde svagheder for noget. Var han til mænd? Ønskede han i virkeligheden fred for alle? Hun tog en dyb indånding, smagte på luftens dufte, af råddenhed, blod og jord. Hun måtte erkende, at denne blanding, døsede hendes sanser en smule.
I en flygtig bevægelse, havde begge hænder klynget krøllerne i en lang tot, lod et par røde elastikker omringe dem, uden at selve fingrene blev viklet ind, der efterlod en højthængende hestehale, af krøller. Hun lod blikket glide ned af hans krop, Hun måtte snart sige noget, forventede en slags beskyttende reaktion fra ham, imens at hun nu var mange skridt tættere på Nosferatuen. Hun funderede bekymret, hvad mon hun skulle sige, bare for at holde ham hen, så hun kunne slå kedsomheden ihjel med drilleriernes sværd?
"Må sige, Nosferatu..." Hun stoppede talen, men ikke fremgangen. Fugtede sine læber med spidsen af sin tunge, der var en smuk, flammerød. Inden at hun igen, begyndte at tale til ham, med de grønne øjne fastlåst på hans ligblege øjne.
"At jeg heller ikke forventede, en vis tilbageholdelse, fra en som dem. Mit blod er delikat, ikke?... Det er rart at vide, at du måske også kan se andre faciliteter.. End det" Hun lod to fingre stryge langs den anden arm, der var strækt imod ham med let knyttede fingre.

Vladimirs hvide øjne, fulgte hende undersøgende, og indtrængende, da hun tog det vågende skridt imod ham. Han følte en træng til at gøre sig stor, og skræmme den foran sig væk, som var den en modstander, en simpel fjende.. Dette var ikke pågrund af frygt.. Hverken for hende, eller den djævel der havde fulgt hende. Men pågrund af hans behov for dominans, og fastsættelse.. Der hvor han kom fra, dengang han var en ung Nosferatu, skulle man sætte sig i respekt.. Specielt for dem med royalitet i blodet.. De formelle.. Og dette var Manasen.
Men de mange år som et rov dyr, havde ændret hans manere. Han rankte sin ryk, og rejste sine skuldre en anelse, da hun trådte tættere. Han rejste sit hoved en anelse, og kneb sine øjne sammen. Han trak et udnødvendigt hiv af luft ind, mest for at smage på omgivelsernes stank.. Men det kunne han ikke.. Det eneste der blev opfanget af hans kraftige næsebor, var den fantastiske duft, af Manasen's blod, og smukke hud.
Han kiggede hurtigt på armen der var strakt imod ham, og så på hendes øjne igen. Ganske få sekunder efter, kom der et lavt hvæse fra Vladimir, da han løftede sin ene hånd uffateligt hurtigt, og hvis ikke hun var endnu hurtigere, og nå at reagere, greb han fat i hendes udstrakte hånd, så hans håndflade, var imod dens ryg.
I det hans lange fingre lavede et fast greb om hendes hånd, hvis han fangede den, lød der en gennemtrængede kradsen, da hans klør groede en smule ud, nærmest truende over hendes hånd. Han stirede dog stadigt ind i hendes øjne, med de sammen knebne øjne, og et udtryksløst ansigt.
Men da brdte der sig så et stort smil over hans læber, og hans udtryk blev meget mere lumskt, og han tog et langsomt skridt imod hende, imens han begyndte at snakke.
"Det.. Jeg ser... Er blodåre, fyldt til renden.. Med den bedste.. Vin..." Med hans frie hånd, pegede han nu med sin pegefinger, og dens lange klo groede ud. Hvis hun var i hans greb nu, skulle der megen kræft til at komme fri igen, da hn lade den skarpe side af sin udstrakte klo, imod hendes blåttede håndled. Han skar dog ikke. Han lagde blot sin klo der, imens han fortsatte.
"Pakket ind.. I den fineste.. Beklædning.. Der, ja selv den.. Er delikat..." Sagde han, med sin rå stemme, og drejede nu sin klo, stadigt uden at skære i hende, og han begyndt langsomt at køre sin klo op af sine arm, med siden imod armen, så han ikke skar hende, men blot kærtegnede helle vejen op af hendes arm, med kloen.
Hans klos udfårdrende, og intimiderende kørsel, fortsatte op imod hendes hals, og så op under hendes hage, nu med den skarpe, og spidse side af kloen fremad, så han ville skære hende, hvis hun bevægede sig. Hans klo, stoppede for enden af hendes hage, hvor den sørgede for, at hun ikke kunne kigge ned..
"Men.. Det er ikke.. Hvad jeg ser.. Det handler om.. Meen.. Det er.. Hvad jeg tænkere..." Sagde han endeligt, og smilede stadigt bredt og lumskt. Han lod sin klo forblive der, imens han stirede indædt på hende, med sine døde, hvide øjne..
Alt hvad han gjorde, kunne hun undgå, hvis hun brugte mange kræfter på at slippe ud af hans greb, men han holdt godt fast.

Hans fingre, hårdt klemmende om hendes håndled, der fik hende til at ømme sig lavt. Hun kiggede ham i de døde øjne, så intet liv, ej heller død. Han var en sjov fætter, end ond fætter.. men ja, sjov. Ikke på den humoristiske måde, hvor man begyndte at le, men den måde, der trak på håbet og de mørkere tanker. Ar ren instinkt, ville hun tage hånden til sig først, men slappede så af og lod hans klo, kører hele vejen op til hendes hage. Hendes udtryk var lettere drilkst, indeni frydede hun sig over at have fanget ham i sin fælde, sat op med list, charme og en stor portion held. Hun trak hagen lidt opad, så nedaf for at fastholde kontakten med hans blege øjne, men stadig med et lettere provokabelt smil. Hun bevægede nu læberne langsomt, forsigtigt og overvejende.
"Du hentyder vist her, til at jeg skal spørge dem.. Hvad tænker de?" Hun sagde det som til en elsker, den man følte efter og stadigt.. Var der en vis forførerisk leje i tonerne, der kunne få enhver til at tro, disse to eksempler på udyret og skønheden, at de bare legede med hinanden. Hendes ene øjenbryn var lettere hævet, i et mere tilfredsstillet smil, der bugtede sig opad. Alt efter hvad han svarede, ville hun enten bare trække sig tættere på, lave et lavmælt smertefuldt støn når kloen ville bore sig ind i hendes hud. Dét, eller hendes corniffer grønne øjne ville sno sig imod hans læber, hvor tænder frygtindgydende som en hajs, ville blive vist frem når han lavede et af sine mere brummende hvæs.

De corniffer grønne øjne blev pludseligt mere fjerne i det, imens at begge af hendes hænder havde fjernet sig fra deres trykken imod taljen, til begge hans mere muskuløse arme, hvor de lidt efterr lidt, lod deres negletippe føle hans mere flossede hud. Han var det bæst, alle frygtede, det bæst, man ville kalde en hund. Hun var en typisk elver, skønheden og renheden selv, dog uden at være det fuldkommen. Siden hvornår var hun begyndt at fascinere sig for uhyrer så meget som den følelse af længsel, der strømmede fra hvor kloen trykkede imod hendes hals? Hendes øjne blev igen klare og glimtede nærmest, da de forsøgte at få kontakt til hans igen, bare med mere sårbarhed en for få sekunder siden. Hun håbede han ikke var for dyrisk, stadig havde fascination for at beholde et offer, selv når det gik imod ham af fri vilje. Uden at være tryllebundet af en fælde, uden at skulle lokkes først, men at det af egen interesse var løbet i kløerne på dette væsens mere glubske adfærd. Hun tog en dyb indånding, søgte stadig hans øjne, imens at hun endnu afventede det svar, der skulle give hende et valg imellem smerte og længsel.

Vladimir kneb langsomt sine øjne sammen, imens han stirede dybt ind i Manasens grønne øjne, med et neutralt udtryk. Som om han tænkte dybt, for faktisk at finde et svar på spørgsmålet. Som om at det langt fra lå lige på tungen. Det gjorde det heller ikke..
Men et stort og bredt smil, foldede sig så ud over, de ellers udtryksløse, læber, og han fjernede sin klo, så han ikke skar hende, for så at prikke den side af kloen, som ikke var skarp, imod hendes hage, og lade armen falde ned langs hans side igen, dog uden at løslade sit greb på hendes hånd.
"Var helt op.. Til dem selv.. Om de ville stille dette..." Sagde han, imens han gjorde dette, og hans smil blev bredere, og han fnøs lavt en enkelt gang.
"Men.. For at svare på det.. Så tænker jeg.. At verden.. Mangler flere.. Af din art.. og snakker ikke.. Om elvere..." Sagde han, med et lavt fnys, og stramte sit greb om hendes hånd en anelse, så det formegentligt var smerte fuldt, inden han så skubbede hendes hånd, og arm væk, og lødsladte hende..
"Måske.. En anelse.. For modig... Men stadigt.. Anstændig.. Håber jeg.. hvis ikke.. De lege med mig.. Og hvis.. I så falde.. Burde du lære.. At stoppe.. imens legen.. Er god..." Sagde han, med langsomt sammen knebne øjne, og hvæsede lavt, imens hans læber bredte sig til et stort smil igen.. Han gik langsomt til siden, og begyndte at nedstire Manasen, med et mere glubsk udtryk.. Mere som om han var ved at lade bæstet bestemme.. Som om han var få overvejelser fra at hoppe på Manasen, og tage hvad blod hun har at give. Han fnøs lavt.
"bad du.. Djævelen.. Om at forsvinde? Eller.. Var du fornuftig.. Og.. have ham til.. Stadigt.. At være i nærheden?" Spurgte han, og drejede om på kælene, og gik nu den anden vej, og begyndte næsten at circulere omkring Manasen. han knugede sin venstre hånd, da dennes klør havde trukket sig tilbage, så de ikke borede ind i hans hånd.. hans øjne fløj et kort øjeblik rundt omkring dem, for at se om skyggen stadigt var til stede, og inden for øjnskue..

Hun overvejede hans ord, de var advarslende, men dog så hun en dybere hentydning efterhånden som han sluttede. Han havde ikke tænkt sig at lade hende slippe, ikke nu, ikke før lidt blod var dryppet. Hendes smil sank til et lettere overvejet udtryk, ved at ganske let, bide sig i underlæben med en af de fladere tænder. Hun følte det prikke i håndledet, den han knugede, for så at slippe igen. Hun måtte bide til, for ikke at grine hånligt, da han havde snakket om Djævlen.

Stilhed.. Hun måtte snart sige noget, men lod den helt frie hånd glide igennem håret en enkelt gang, for at lade fingrene filtres ind i krøllernes tykkere substans. Hun drog et vigtigt suk, som om det havde betydning for hele hendes liv, inden at hun lod sig overtage af ren og skær barnlighed. Hendes læber fik en mere eller mindre legesyg buen, imens at hendes negle trommede imod det ene lår, der var mere blottet end det andet, lige hvor foldernde stoppede. Hendes ene øjenbryn var løftet og de grønne øjne udviste en vis form for sarkasme og sort humor, en man skulle være mere eller mindre sindsyg, for at forstå. Hendes krop var stadig i rank stilling og hun lod den ene hofte stritte imod himlen og den anden sænke sig imod jorden de stod på. Hun fugtede læberne en enkelt gang, drilskt, med den cirkulerende tungespids, inden den igen forsvandt ind i hendes munds lukkede område.
"Han er væk.. Ubrugelig, så at sige" Hun følte vinden stikke imdo hendes ene kind imens at håret lavede en bølgende bevægelse til siden, prøvede at følge vinden, et håbløst forsøg. Lege med ham.. Han var bedre til at gætte end hun havde regnet med, overvejede de utallige muligheder, for at bruge ham uden at blive opdaget alt for meget.
"Bruge dem? Det kunne jeg da aldrig gøre.. De er jo..." Hun smagte på sit ordforråd, der normalt var rimelig langstrukket. Hun lukkede øjnene for et par sekunder, inden hun igen talte og lod de corniffer grønne øjne, fyldt med legesyge, skimte imod hans hvide, matte og døde øjne, hvis man kunne kalde dem det.
"Kløgtig" Manasen kunne have taget manipulationsevnerne i brug ved det ene ord, men lod det komme ud, som en ligegyldig afslutning på et normalt samtaleemne uden værdi. Som om hans eksistens og truende bevægelser samt glubske udtryk, var uden synderlig pris overhovedet.

Han var spændende, men det var som om hendes førhen intrigerende interesse for ham, var langsomt ved at ebbe ud igen... En skam ifølge hende.

Vladimir begyndte langsomt at cirkulere omkring Manasen, med hans øjne fastlås på hende.. Stilheden gjorde ham intet, og den tid hun tog sig, fortalte ham blot at hun, måske, var en anelse mere overvejene end før.. Hvilket ville betyde at han havde gjort indtryk.. Godt.. For hvis han fandt ud af at hun udfordrede hans inteligens, og legede med ham, ville det helt sikkert være den sidste dag, hun overhovedet fik chancen for at 'lege' med nogen som helst..
Vladimir kneb sine øjne en anelse sammen, da hun så endeligt begyndte at tale, som om han bedømmede hende fuldstændigt ud fra hvert eneste ord hun sagde.. Som om et forkert ord, ville være det der smed hans anstændighed fra sig, og fik ham til at bestemme, at hun skulle være nattens resterende føde..
Han fnøs lavt en enkelt gang, og rystede kort på hovedet, imens hans øjne flagrede væk fra hende et øjeblik, og en hæs lyd, der kunne minde om en latter, skar sig fra hans læber.. Han stoppede nu op, så han stod bag ved Manasen. Han rystede kort på hovedet, og kiggede tilbage på hende.
"Fornærm.. Nu ikke, din egen.. Inteligens.. Jeg er langt fra.. Et 'kløgtigt' væsen... Ved du.. Udemærket godt.. Jeg er et dyr.. Mere end jeg er.. Et menneskeligt væsen..." Sagde han stille, og fortsatte omkring hende. Da han kom foran hende, stirede han dybt i hendes øjne, hvilket var muligt i livlige øjne som hendes.. Men hans egne var langt mere indelukket, og tillod ikke et indblik, i 'hans' verden.. Han holdt sin ene op, og flikkede med sin ene finger, og dens lange klo skød ud. Han fjernede ikke sine øjne fra hendes, og hans læber bredt sig i et ondt og lumskt smil..
"Du.. Troede da vel ikke.. At jeg faktisk.. Var et 'kløgtigt' væsen? Det var.. Vel blot noget.. Du sagde.. For.. At behage mig? Og holde dig.. På min.. Gode side..." Sagde han, og lagde en hånd på sin flodsede brystkasse, der dog stadigt var mærkant mærket af muscler..
hans lumske smil forsvandt så, og han kneb sine øjne en anelse sammen. Han pegede så på hende med en klo der langsomt groede ud fra hans finger.
"Eller.. Prøver.. Du faktisk.. At lege med mig?" Spurgte han, og holdt sin pegende klo hvor den var.. Den var ikke langt fra Manasens ansigt, da han stadigt stod faretruende tæt på hende. Han knurrede nu lavt, som om han havde glemt sin forrige 'hygge' i situationen, og nu kun havde det i hovedet, at hun ville lege med ham..