Sølvglitter //Sean//

Sted: Skoven, en halv kilometer fra Amylias hjem
Tid: 11.23
Dato: natten til den 2 marts
Vejr: Koldt og stjerneklart. Minus 7 grader.
Omgivelser: Træer, måneskin, få nattedyr.

Den hvide hånd var rolig. Med de sidste kraptrækninger lod fuglen sine vinger dale, og holdt inde med den vage pippen. Den blege hånd fortsatte. Neglene borede sig stadigt ind i fjerene, og de skarpe negle klarede dissektionen. Månen var aftagende. En ufuldendt cirkel der funklede og kastede pletvise skygger på jorden, efterfulgt af det sparsomme lys. De mørkeblå øjne stirrede facineret på de glitrende dråber der piblede ud af det lille korpus med de mørke vinger, og farvede jorden i den smukkeste forsølvede farve. Amylia hørte hende selv nynne den lange monotone lyd, der nok var det tætteste hun kom på at synge. Som i trance dryppede hun en finder i det flydende sølv og en let barnlig latter sprang op fra maven. Det lange sorte hår faldt ned foran ansigtet og den hvide hånd skubbede det blidt om bag øret igen, efterladende sig et svagt spor af blodet på fingerspidserne. Hun løftede op i vingen for at mærke vægten, og pressede let en tommelfinger mod fuglens brystkasse, for at mærke det sted hvor hun tidliger ehavde mærket hjertet slå. Hun savnede allerede følelsen af det levende hjerte der havde varmet det lille væsen. Et suk, en tanke, og med et blik på det smukke sølvglitter der prægede jorden i månens skær, var det nu alligevel det hele værd. Hun ville finde en ny en. Et nyt lille bæst. Et levende et. Hun løftede blikket fra jorden.

Sean så op mod trætoppene som vejede blidt i en svag vind, hviskende til hinanden på et sprog kun de forstod. Månen var fuld den aften og så dejlig mystisk og dragende at han ikke kunne lade være med at smile, hans hund og hans hest, der begge sikkert befandt sig hjemme ved hytten, havde opført sig lidt mærkeligt op til fuldmånen, som altid havde det en virkning på dyrene og andre ting omkring ham.
Han lynede op i sin sorte jakke da det alligevel var ret koldt, men han gad ikke bare sidde derhjemme, der var varmt, ja, men også stille, lidt for kedeligt. Ud over jakken havde han nogle mørke bukser på, nogle sorte støvler. Han mærkede planterne omkring sig og mærkede trygheden, her hørte han hjemme, mere end inde i de stinkende byer som var så beskidte...Og alle de ynkelige mennesker. Han sukkede svagt for sig selv om lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår, hans mørke øjne gled fra himlen og ned i jorden med et tænkende udtryk mens han gik.

En bevægelse fangede øjet, og Amylia løftede hovedet som et dådyr. Spejdede rundt efter at se den igen, og lod hendes blik feje horisontalt over skovens mørke sillhouet. Bevægelsen fandt igen hendes blik, og fortsatte som en konstant kraft. Med langsomme bevægelser rejste Amylia sig op, og kastede et blik ned ad hendes tøj. Den hvide t-shirt, den lange sorte frakke, de mørke jeans og sorte lædersko, der tillod hende at gå næsten uden at sige en lyd.
Automatisk vendte hun sig om efter bevægelsen, og hørte en gren knække. Forsigtigt satte hun kursen, og efter et par korte øjeblikke kunne hun se omridset af en person. Eftersom han var højere end hende, kunne hun let se aftegningen mod månens lyd, og satsede på at det enten var en mand, eller en kvinde med meget kort hår. Gangen havde en slags afslappet selvsikkerhed, og Amylia noterede sig en selvstændig personlighed. Ud fra gangen. Ville hun have ret? Sikkert ikke, men hun kunne lide følelsen af at have informationer. Hun halede langsomt ind på ham, men det gik langsomt, fordi hendes blik sad fast mod jorden, for at undgå at lave høje lyde, og tiltrække sig hans opmærksomhed. Hun holdt sig lige bag ham, så han ikke ville ane hende i periferien, indtil hun havde fulgt ham i godt et par minutter, og stilheden blev en slags utålmodig venten. Hendes nysgerrighed var pirret, og så kunne hun bare ikke nyde natten som før.
"God aften. Smuk nat."

Han fornemmede noget, noget levende, noget der bevægede, hans første tanke var et dyr, et eller andet dyr som tilfældigvis var i hans nærvær og måske havde fået færten af ham og fulgte ham at nysgerrighed. De gad aldrig angribe ham. Måske det...Eller noget andet. Det skulle vise sig snart at blive åbenbaret, han havde gået mod vinden, men nu da han vendte sig mærkede han en svag genkendelig lugt af vampyr, bloddyr, en svag en han ikke havde lagt mærke til før. Hun havde listet efter ham og hvem ved? Måske havde hun haft planer om angribe ham? Han lod blikket glide over hendes krop, en ung kvinde nærmest, måske kun lige på kanten til at være kvinde, mørk frakke, hendes blege hud gav en underligt genskær i månelyset. Hendes sorte hår fik hende til at ligne et lig.
"Godaften" han huskede svagt en stemme, en kvinde stemme, men han kunne ikke huske hvem den tilhørte, som havde fortalt ham at man besvarede lige så høfligt som man blev tiltalt. Især over for en ung kvinde.

"Du virker ikke særlig begejstret for selvskab." Det var ikke et spørgsmål. Blot en konstatering. Amylia følte sig sikker. Hun følte sig magtfuld i mørket, der var hendes element. Og med magt kom fare. Hun huskede tydeligt hvem der engang havde fortalt hende, at kvinder ikke kunne håndtere magt. Det gjorde dem syge. Hun smilede. Det var aldrig magten der havde gjort hende syg.
Hun vurderede manden. Han var pæn. Ikke den slags pæn der ville kunne få begær til at stige i hendes krop, men pæn på den behaglige måde, der altid kom fra en sikker person. Han virkede næsten tryg, og det havde en skræmmende effekt på Amylia alligevel. Man burde være mere overrumplet når man blev overrasket i skoven. Og dog havde han svaret lige så normalt. Hans stemme var dyb. Ikke som en rungende tenor, men som en rar stemme. Alene dét var nok til at skræmme hende. Men mest af alt, fascinerede han hende. Han var ikke menneskelig, så meget var sikkert. Vampyr var han heller ikke. En ugle skreg i det fjerne, og den levende skov bar råbet videre og fik det til at afbøje og ændre ekkoet, så det lidt efter lød som en fordrejet lyd fra alle sider. Så hvorfor stak manden ikke af?
Hun rettede sig op. Hun havde ikke lagt mærke til det, men hun havde næsten bøjet sig sammen i en dyrisk position. Hun havde bøjet ryggen let, som kunne hun hvert øjeblik springe af sted, men hun følte en underlig trang til at bevare mandens høflighed. Måske var det egentlig ikke en trang, bare mere en reaktion på at være blevet så pludseligt overrumplet, da hun troede hun havde alle kortene på hånden.
"Hvad afslørede mig?" Det gav mening i hendes hovede. Han var ikke blevet overrasket, fordi han havde vidst hun var der. Hun forstod det ikke helt. Vinden, lyset og lyden havde været på hendes side. var han magisk? Hvad var han? Som små spørgende dyr, flagrede spørgsmålene i hendes hovede, og hun måtte anstrenge sig for at bevare det værdige svaj i ryggen pæne piger normalt brugte. ... Men ved nærmere eftertanke, var Amylia ingen af delene, og hun bøjede let sammen igen. Ikke nok til at det var iøjnfaldende, men nok til at hun følte trygheden af instinkterne.

Han var opmærksom på mere end hun troede og lagde mærke til hendes lettere ranke skikkelse. Hun virkede sikker, ikke en der lod sig kue vis nogen gik hende i mod og en der viste hvad hun gjorde. Absolut en værdig fjende vis det kom dertil og det gjorde det sikkert, sådan var det altid med bloddyr, han havde kun mødt en der ikke var faret i struben på ham. Hun sukkede svagt over den evige kamp der var over alt, havde ingen dog lyst til bare at slappe lidt af?! Han trak let på skuldrene af hendes først ord, ikke lyst? Hvor kunne vide det fra? Han havde ikke tilkendegivet om han havde lyst til selskab eller ej. Han svarede ikke på det. Hans mørke øjne var rolige, høfligt venlige, men også opmærksomme og lettere hemmelighedsfulde. Hun var heller ikke den tiltrækkende type, hendes personlighed, end til videre, var lidt, men ellers var der intet der bare sagde spar to. Men nu var det også svært at vække hans lyst. Det krævede en del.
"Hvad der afslørede dig?" han tænkte lidt over det og det gik op for ham at hun havde forventet han intet viste til hende, at han ville blive overrasket, bare en lille smule, men at han havde reageret roligt og kontrolleret. Sådan var han. Fyldt af en indre ro der var svær at rykke medmindre han blev sur. Eller vis andre følelser kom. Men dem var der ikke så mange af.
Han trak let p åskuldrene og begravede sine hænder i lommen på sin jakke. Måske havde hun ikke bare lyst til at angribe? i hvert fald gad han ikke spilde sin tid på at snakke til hende, vis det bare var derfor, for at slås og drikke hans blod. Han mærkede en kort ensomhed, en han altid havde fået lindret sammen med sin hest og hund...Og derfor de to stod tæt på ham.
"Tja, en fornemmelse, af noget der bare var der" sagde han, hvordan skulle han kunne forklare det bedre? instinkter? Det var nok det nærmeste, en udvidelse af en sjette sans? Hans forening med skoven og planter? Det hele havde vel lidt at sige.

Svaret kom først efter en kort tøven, og Amylia måtte nikke anerkendende. Hun kunne godt lide idéen om, at han ikke bare busede ud med det første og bedste svar. Og så virkede han ikke engang bange endnu. Hvorfor ikke? Hun rynkede brynene, og tanken ved hans promte svar hjalp ikke det mindste. En lille fornuftig stemme mumlede, at hun nok ikke altid ville have lyst til at kende sandheden, men Amylia affejede den med en irriterende rynke imellem øjenbrynene. Hun troede ærlig talt hun var sluppet af med fornuften for mange år siden. Ubelejeligt at den skulle melde sig netop nu. Gid den ville blive væk resten af natten. "Du vidste det bare? Hvordan jeg forstår det altså ikke. Er du synsk?" Hun bemærkede at hendes stemme var lidt for hurtig. Ikke af frygt, gud nej! Men ensomheden hun for tiden fulgtes med, gjorde ikke meget for at stille de sociale behov hun nu stadig havde. Og hendes nysgerrighed var stadigt vågnende. I så mange år havde den været gemt væk, og den havde en hel del svar at indhente. Men hun kunne fornemme den rolige person foran hende, ikke ville være en at buse det hele ud på. Sulten efter svar overdøvede så sandeligt den fysiske sult, som hun havde stillet godt og grundigt natten før, og hun blottede let sine tænder, i hvad hun mente kunne gå for et smil. Hun kunne så absolut ikke lade være med at stirre på manden. Hvad var der med ham? Det frustrerede hende dybt, at han ikke reagerede med den sædvanlige tuden og vrælen, som de fleste afgav. Måske var det alligevel lidt for tidligt på natten. Måske var hun bare ikke ordentlig vågen endnu. Hun rynkede svagt brynene, og kastede ham endnu et vurderende blik. Havde han vrælet og hylet havde det ikke taget hende lang tid at underlægge ham nogle sadistiske fornøjelser, hvorefter han nok ikke ville være meget i live bagefter. Han ville have været en fin fugl. Men respekten for ham voksede, da han ikke viste tegn på frygt. Enten var han meget dum, en fortræffelig skuespiller, eller måske farligere end hun gjorde sig tanker om. Det skulle hun ikke kunne sige.

//skal nok spise om lidt :) //

Han så på hende, så hun undrede sig over et eller andet, hun var måske van til at folk faldt på knæ og tiggede for deres liv? Det var noget han aldrig kunne finde på, det skulle blive det sidste! Så hellere kæmpe til døden end at underkaste sig. Hvorfor spurgte hun videre? Var vampyrers færd ikke netop baseret på instinkter? Nå pyt, lidt nysgerrighed gjorde jo aldrig noget. Han rettede lidt på sin stilling og vendte nu med fuld front mod hende, men stadig afslappet, han så ingen tegn på at hun ville angribe ham...Endnu. En behagelig ting.
"Tja...Fornemme....Måske er det noget instinkt?" foreslog han, hvordan skulle han kunne forklare det nærmere? Dette måtte da være noget hun forstod?
"Men nej, jeg er ikke beriget med den synske evne...Heldigvis" det kunne være nyttigt, men han ville ikke have den, at vide hvad der måske skulle ske? Blive frarøvet alt det sjove ved overraskelser og nye ting? Niks, ikke om han ville. Han nød livets små finurligheder lidt for meget...En gang i mellem. Han lagde hovedet svagt på skrå.
"Men nok om det, vi ved begge du jager efter blod, er du kommet efter mit?" et direkte spørgsmål, et af de spørgsmål man kom længst med, hvorfor pakke det ind i vat og håbe modtageren forstod det? Hellere klar besked så man vidste hvad man stod og legede med. For det var det da, ikke? En slags leg...Det var altid. Og tit en leg for livet.

Hun havde snart bestemt sig. Manden var ikke en fyr hun skulle bide skeer med. Hun følte en lidt modvillig beundring for ham springe op. Hvordan kunne han tage det så roligt? Hun forstod det stadigt ikke. Men hans svar om instinkter var nu lidt for ufyldestgørende for hendes nysgerrige sind. Men en hurtig bemærkning om blod styrede hendes tanker væk. "Dit blod?" Ej vel? Hun havde lige bestemt sig for ikke at overfalde ham, og desuden var hun overhovedet ikke tørstig. Men hun kunne lide at han ikke gemte sig bag alt for mange fraser, og hun følte en vag tilfredsstillelse ved at vide, at han altså ikke bare havde regnet med at kunne lægge hende ned med den ene arm på ryggen, hvis hun skulle prøve på noget. Det beroligede hende i den grad, og hun kvalte en fnis bag sin blege hånd. Forkert dag ikke at tage handskerne med.
"Altså, hvad ville du gøre hvis jeg nu faktisk vil dræbe dig? Lige nu og her uden vidner?" Hun lod den lyserøde tungespids pibe ud i mundvigen, og stryge halvt hen over underlæben, alene for dramatikkens skyld. Var han bange nu? Havde hun fået skovlen under ham? Hun smilte som et sandt rovdyr, og overspillede måske hendes aggresive postitur en smule for meget. Men hvad betød det, det virkede som et uvirkeligt teater, og det havde hun absolut ingen indvendinger mod. Hun blottede hurtigt sine tænder, før hun igen lod et smil spille over det let barnlige ansigt, og med en let svirpende håndbevægelse, blev hendes skarpe 'negle' fremhævet på den yderst dramatiske facon. Ja okay, det var måske lidt latterligt, men hvad gjorde man ikke for at se store stærke mænd ryste i bukserne? Hun stirrede ind i hans mørkebrune øjne, som kunne hun ikke lade være, og et sølvstænk af månens stråle faldt kort over mandens mørkebrune hår. Hvornår ville hans underlæbe bæve? Hun ventede spændt, og nok også forgæves. Men forfængelige håb har hver en tød, og hun var ingen undtagelse. Legesyg. Jo tak.

//smutter i seng :) / - skriver i morgen/

Han grinte i stedet bare roligt, trusler havde ingen effekt på ham. Han trak svagt på skuldrene mens hun fremstod som det vilddyr hun var. Hun prøvede ham af, prøvede at skræmme ham...Og netop det beroligede ham, intet uforudset, bare lige så normalt som alt andet.
"Tja, det ved jeg faktisk ikke" svarede han roligt og forventede lidt en overraskende reaktion over han ikke var mere skræmt end han var. Intet svar man fik noget ud af, et svar med noget bag sig, han kunne gøre forskellige ting, f.eks. slås igen, vampyrer havde en tendens til at tro at nå de først var sprunget på deres bytte, havde byttet så godt som tabt. Men han gav sig ikke uden kamp, han hade at slås hele tiden, men skulle det være, så skulle det være. Desuden viste hun ikke hvilken dæmon han var...Og skoven var hans sted, så at sige, der var planter over det hele som han havde forbindelse med, kunne få dem til at gro frem lidt hurtigere end de ellers ville, samt gøre som han forlangte dem til.
"Men havde du tænkt dig at angribe mig?" han lagde armene over kors, ikke fordi han var sur, fornærmet eller noget andet, men for at vise han ikke tilfældigvis var så nem endda. Han havde mødt en anden vampyr i skoven og det havde gået skidt for ham...Men kun fordi denne kunne blive usynlig og legede legen lidt...overpower agtigt. Han havde troet han var uovervindelig. Men dette var en ny situation.

Og igen. Han stod der bare. Med kun ringe skjult skuffelse, rankede hun let rykken igen. Grinte han? Grinte han af hende? Øv. Det var da også bare uretfærdigt. Eller noget. Det lettede lidt på hendes sårede ego, at han indrømmede at han ikke vidste hvad han ville gøre. Hun strøg irriteret en lok bag øret. Det var dog irriterende. Hun måtte snart finde sig en hårelastik. Hun smilte svagt af hans behagelige stemme. Lidt skræmte han hende dog. Ikke at hun nogensinde ville lade ham finde ud af det. Komisk tanke. Hun trak næten på smilebåndet. Nogen skønhed var hun ikke, men det var ikke noget hun prøvede at kompensere for. Hun tænkte sjældent på hvordan hun så ud. Faktisk tænkte hun sjældent. Ikke at man skulle tro at hun tænkte på andre.

"Men havde du tænkt dig at angribe mig?"
Hun overvejede kort spørgsmålet. Det kunne være at det skulle prøves bare for at... nej. Det havde hun egentlig ikke tænkt sig. Og hvorfor skulle hun ikke sige det? Tryghedsfølelse havde en underlig virkning. Og manden hjalp ikke ligefrem til at sætte hende til hendes normale tilstand. "Næh, det havde nu sådan set ikke. Hvad med dig? Du kunne sikekrt godt finde på at overfalde små piger i skoven, eller hvad?" Han var ikke et menneske. Han var ikke vampyr. Ikke varulv og hvad kunne man så være? Hvis hun skulle regne med at han var en nogenlunde almindelig fyr, ville hun sige at han var en form af dæmon. Eftersom han var ude i skoven om natten, var han nok en slags skyggedæmon. Eller en luftdæmon måske? Hele byen vrimlede jo med dæmoner, ddet var bare med at finde ud af, hvilken slags de var. Ham her var en pæn dæmon. Og lignede på ingen måde en, der kunne finde på at overfalde små piger. Men hvem vidste? Han så nu bestemt nok ud.

Han så ventende på hende mens hun så tænkende ud, hun havde nok ikke tænkt sig det alligevel, så havde hun nok gjort det, men det var nu altid betryggende at få det af vide også.
Han lænede sit tungt op af et træ og så op mod himlen mens han ventede på et svar, før havde det hele været stille og...smukt. Nu var det hele fortsat stille og smukt, men der var også noget andet...Det var ikke helt så ensomt mere. Han grinte svagt igen da hun foreslog om han ville angribe hende, selvfølgelig ville han ikke det, det overraskede ham lidt at hun spurgte, ville han da så havde givet sig tid til at snakke med hende? Han rystede roligt p åhovedet og lod en hånd glide gennem sit bløde, mørkebrune hår mens han så p åhende.
"Det var ikke tanken, nej" Han kunne have fortsat sætningen, fortalt han ikke var af den type der overfaldt alt og alle...Som dem. Men valgte at lade være, det ville bare give hende...lidt tryghed til at han ikke ville gøre noget og den fornøjelse skulle hun dog ikke have. Endnu.

En skygge faldt over jorden imellem dem, og Amylia famlede i en jakkelomme efter hanskerne. Det bløde let elastiske stof nåede endelig hendes slanke fingre, der lukkede sig om dem, og trak dem op. Hun satte hanskerne på plads, og ænsede ikke de knap tørrede blodspor på den højre venstre hånd. Hun nikkede venligt til fyren ved hans ikke-særligt-fyldestgørende svar. Det var ikke tanken? "Hvad var så tanken? med at være ude så sent? Eller tidligt?" Hun valgte at sætte sig ned. Alene fordi hun mente, at hun burde se lige så rolig og afbalanceret ud, som han gjorde. Underlig fyr. Måske ville hun ikke få tiden til at finde flere fugle i aften. Han virkede alt for rolig. Måske var han bare sindsforvirret. Det ville dog være en interessant drejning. En væltet træstamme et par meter til den ene side blev hendes sæde, og hun kastede et kort glimt op mod månen, og sukkede uhørligt. Det var virkeligt en smuk aften. Hun så på ham, og forstillede sig ham i en gyde. En overfaldsmand? Skepsissen var tydelig nok i hendes øjne. Hans øjne var alt for dybe og ... venlige? Medfølelende? Hun var ikke helt sikker. Men det bestemte blik kunne nok godt passe ind. Og hvis han havde et mere ubehageligt træk om munden..? Hendes overvejelser havde absolut intet med noget som helst at gøre, men det bekymrede hende ikke det mindste, og hun smilte igen let.

Han fornemmede hendes blik, var han interessant? Han vidste at gik han ind på en bar var der nok nogen der ville finde ham attraktiv, men det var absolut ikke noget han kæmpede for at være, folk måtte acceptere ham som han var eller slet ikke. Han lod igen blikket glide over hende, det var jo alligevel lidt interessant at hun fandt ham så interessant, for det var da det, var det ikke?4
Han rettede sig op og gik et træ nærmere på hende da hun gik nogle metre for at sætte sig p åen træstamme. Han lænede sig igen op af et træ og lod armene falde ned langs siden.
Han trak svagt på skuldrene af hendes spørgsmål, hun kunne vist lide at vide det helt klart, intet hemmelighedsfuldt gøjl, klar besked, hun ville være sikker. Eller også var hun bare nysgerrig? Nok begge dele.
"Jeg bor i skoven, jeg burde ikke have nogen grund til at begive mig rundt i den? Bare fordi jeg ikke er vampyr" han smilte svagt, det var ikke ment p ånogen....uvenlig måde.
Medfølelse? Aldrig. Han følte aldrig medfølelse, eller medlidenhed, det meste af tiden var han komplet ligeglad med andre, især vis de troede han gad høre på deres livshistorie, den ene havde altid haft det værre end den anden....Gab! Og igen, han fortalte aldrig om sin egen heller.
Han så lidt på hende.
"Og hvad laver De så herude?" Han sagde De fordi han mente det var det rigtige, ikke for at hæve hende højere end hun måske var, men fordi han huskede den høflige tiltale da hun var trådt frem og fordi han mente, men kun måske, at det ville behage hende.

De? Havde han lige kaldt hende, 'De'? Hun kunne ikke rigtig lade være. Latteren var let piget, som var hun en 15-årig tøs, der lige havde forstået en vittighed. Hun så ned, for ikke at gøre ham utilpas, før hun løftede blikket igen. Han vidste at hun var vampyr, men hvem gjorde ikke det? Hun kiggede lidt på ham, men dog ikke med det samme vurderende blik, fra før. Fornuften lallede endnu en hurtig gang i baghovedet, og bemærkede at hun måtte være godt desperat efter selvskab, hvis hun overfaldt den første og bedste dæmon hun kunne opstøve i skoven. Dog var hun svagt interesseret. Han boede også i skoven. Han kunne nok godt færdes om dagen så, for hun havde bestemt aldrig set ham før. "Må man ikke gå sig en tur i ny og næ? Forfølge mulige... Hm, ja, hvad er du egentlig for en?" det uskyldige tonefald var en selvfølge. Måske ville han forfølge emnet, måske ikke. Han virkede ikke som en der ville blive skræmt af en smule dissektion af fugle, det virkede bare så underligt barnligt, når hun kiggede på den høje mørke skikkelse. Hvis han skulle finde tin at dissikere, ville det nok ikke være fugle. Hun tog sine forholdsregler hurtigt. Var han ild-dæmon, løb venstre ind bag højrevendende træer og siksak. Lyn-dæmon, samme rute, bare spejlvendt mod højre. Meget kunne hun risikere, men hendes liv, eller hvad det nu var, var alligevel for vigtigt for den spinkle tøs.

Han så lidt på hende og lagde hovedet på skrå, først den ene vej, så den anden, som om han overvejede sit svar.
Han smilte lidt af hendes latter, ikke for di den var latterlig men fordi latter var dejligt afslappende. Beroligende, til tider.
"For en? Jeg er en jorddæmon" sagde han og vidste ikke hvilken reaktion han skulle forvente, de fleste var ligeglade og gik fortsat efter hans blod, andre var faktisk en smule nervøse og igen andre der var fuldkommen ligeglade. Det var hende her sikkert også, fuldkommen ligeglad. De behøvede jo kun frygte dem der satte ild til dem og den evne formåede han ikke...Og dog, det var stadig en fejl at undervurdere ham. Han så lidt på hende.

Jorddæmon. Det passede absolut udmærket. Hun var ikke helt sikker på, hvad han kunne, men det gjorde ikke det store. Når alt kom til alt, var det måske ikke engang det vigtigste. Tankerne vandrede til byens tilstand. Vold, Røverier, voldtægter og drab var hyppige forekomster dette lovløse sted, og det kunne efter hånden irritere Amylia en smule. Ude at tænke voldsomt meget, og uden omsvøb tillod hun sig endnu et spøgsmål. "Er du på herskerens side?" En frisk vind blæste over hendes ansigt, rev kort i bladene på jorden, og fik trækronerne til at rasle, før den lagde sig igen. Den friske duft af jord og græs fyldte natten. Hun kastede et kort blik over skulderen. Så ingen. Rystede den lettere trykkende følelse af sig. Der var ingen. Ingen andre end Jorddæmonen og hende selv. Hun blev ikke helt fri fra den sitrende fornemmelse i nakken, der vibrerede og prikkede i den tynde hud. Hun trak op i handskerne, og tilføjede med en lavere stemme, "Og hvad kalder Jorddæmonen sig så for, om jeg må spørge?"
Den høflige tiltaleform var svær at tage seriøst for vampyren, men hun skjulte det som en generel morskab.

Han smilte lidt til hende.
"Jeg står ikke på nogens side, hverken herskerens eller modstandens" svarede han, præcis som det var, han havde endnu ikke helt besluttet sig for hvad han ville, måske have et ben p åbegge sider, men lige nu gik det fint med at forholde sig...Neutral kaldte man det vist.
"Og skal vi ikke droppe de fine tiltaler? De driver mig til vanvid....Jeg er Sean, hvad med dig?" spurgte han, han kiggede omkring da han følte stemningen havde forandret sig lidt, virkede...utryg, snigende. Fare. Han viste han skulle stole på sine instinkter og lige nu sagde de ham at han skulle gå hjem i sin trygge hytte og blive der resten af natten sammen med Jackie. Måske prøve at sove lidt. Men alligevel var han nysgerrig, det var sjældent han fornemmede sådan en stemning i skoven.

Bare fantasiens prik. Som månenstrålernes lette dans hen over den mørke jord. Amylia skød følelsen fra sig og smilte venlig. Så nu ville han nok ikke længere kalde hende frøken og kysse hendes hænder som en gentelmand. Hun kunne ikke sige at hun havde det på anden måde. "Årh jo tak, det ville skam være skønt. Jeg hedder Laila. Goddag Sean." Høflig og med en hjerne. Sjælden kombination. Hans hovede drejede automatisk til siden. Enten havde han skarpe sanser, ellers måtte han være ved at blive smittet med paranoia. Det ville dog være et uheldigt træk, ved en ellers hyggelig fyr. Hun trak i sin handske og holdt jakken lidt tættere om sig i halvudskæringen. Ikke fordi hun frøs. Hun kunne rende nøgen i 13 minusgrader, og det ville nok ikke ændre meget. Hun brød sig bare ikke om faktummet at man kunne se hendes hud. Nå, hun ville nok kunne finde et halstørklæde hvis hun kom hjem forbi og ellers gik det jo nok.
"Nå, Sean, hvorfor lige præcist er det at man vælger at holde hus ude i en skov?"

Han så sig fortsat omkring, lyttende, mens hun svarede. og fremsagde endnu et spørgsmål. Hun var vist en af de personer der nok skulle sørge for at samtalen ikke faldt til jorden uden at blive grebet igen.
"Jeg er jorddæmon, jeg høre til herude" svarede han først kort, lyttede lidt ekstra, men slog sig så til ro og så på hende igen med et lille smil.
"Og byerne er så beskidte, så larmende, få forurenet og fuld af latterlige mennesker" lige ud. Det var derfor, han havde altid boet i en skov og byerne tiltrak ham ikke. Han kunne gå derinde, ja, men hans hjem ville altid være skoven. Hvilket mindede ham om alfernes død. Eller også var de flygtet. Han havde selv skrevet om det, det var noget han havde lagt mærke til p åsine vandringerne gennem skoven...og byen. De havde været deres allieret. Men pyt nu med det.
Han strakte sig, der skete intet, de snakkede bare. hun var lidt mere interessant end andre bloddyr, men selv det måtte få en ende p ået tidspunkt. Han så sig lidt omkring og rettede sig op fra træet.

Amylia nikkede bevkemt. Om han normalt var så direkte og rolig, eller om han bare havde kopieret hendes måde at tale på, kunne hun ikke afgøre Og det betød ikke rigtig det store for hende. Da han kunne besvare hendes spørgsmål med at han selvfølgelig var jorddæmon, kunne hun mærke blodet komme til kinderne. Igennem årene havde det selvfølge mistet en del af sin kraft, også eftersom det ikke var hendes eget blod der farvede de hvide kinder, men det var nu en del af menneskelige refelkser. At gå, at tale, at rødme... Hun burde ærlig talt have vidst det, og det åbenlyse svar på hendes spørgsmål gjorde hende let utilpad, og hun rejste sig langsomt. "Jeg tror jeg vil gå mig en lille tur. Du vil vel ikke med?" At gå plejede at lette hendes hovede lidt, selvom det ikke var den største grund til at gå en tur. Folk sagde, at man ikke kunne flygte fra paranoia, men hvis den var begrundet, skulle det vel nok hjælpe at flygte. Altså, hvis det nu var det man kunne kalde en gåtur.

At gå var ikke at flygte, at gå var at at flytte sig i håb om at det enden forsvandt eller kom til syne, at løbe var at flygte, ligeglad med hvad det kunne være. I hans hovedet. Han bemærkede hendes lette rødmen. Hun havde altså allerede fået lidt blod den nat og det var sikkert grunden til hun ikke havde overfaldet ham. Han så væk. Når folk rødmede blev han altid lidt...forlegen kaldte man det vist. Også selv om han ikke vidste hvorfor. Han så p åhende igen da hun snakkede til ham. Der var jo muligheden hun ville lokke ham i en fælde, men også at hun måske havde mærket samme...forandring, som ham. Eller måske ville hun abre gå. Der var altid mange muligheder syntes han. Men han nikkede alligevel bare svagt. Jo, de kunne da godt gå lidt sammen, nogen gange gik samtalen også nemmere på den måde.
"Bor du her i skoven?" Det måtte hun næsten, for hvorfor bo i byen, men jage i skoven?

Amylia havde holdt vejret lidt, i lutter frygt for at han ved en pludselig indskydelse ville vide at hun havde præsenteret forkert navn. Men på den anden side, hvorfor skulle han dog lægge mærke til det? samtalen var gået videre. Og hun følte en hvis lille lettelse ved tanken om, at hun ikke skulle gå alene og stille igennem skoven. Normalt ville hun ikke have noget imod det, men med den prikkende fornemmelse, gjorde det hende nu lidt bedre tilpas at vide, at han også var omkring. Hendes fødder satte igang. Blade hvæste under hendes fødder, og smågrene knækkede efter hendes skridt. "Ja, jeg bor, hvad et par minutter herfra. Jeg kan lide stilheden. Og pladsen til at tænke på. Der er dejlig fredeligt sådan et sted. Så længe skoven lader mig være i fred, skal jeg nok lade den være" Det var ikke til at sige, om han fattede vinket. 'Jeg jager ikke i skoven' Men hvad betød det også? Hendes fødder fandt de halvt udviskede dyreveksler, der førte ned mod vandet, ret parrallelt med hjemmet. Det passede absolut fint, at de ikke tilfældigvis skulle den vej forbi. Hun brød sig om ham, men ikke nok til at invitere ham ind.

"aha" svarede han og fornemmede noget, men denne gang ved...Hvad var det nu hun havde kaldt sig? Han morede sig indvendigt over han ikke kunne huske hendes navn, det var ikke noget han gik og huskede på. Så meget.
Han grinte svagt og så roligt på hende.
"Hvad var det du sagde dit navn var?" spurgte han, han var ikke interesseret i hendes hjem, ikke lige nu i hvert fald, for ham var det bare endnu et fremmed sted som han ikke kendte...Og endnu værre, en andens territorium.
Han så sig lidt omkring, han kede sig igen, han mærkede blade og smågrene under sine bare fødder, mens de var hærdede og det gjorde ikke ondt. Skovbunden var kølig, men ikke direkte kold.

//Undskyld svarene, jeg ved ikke hvor min krea er blevet af?^^//

//Knowing the feeling. Jeg overvejer at brænde mit hus ned for spicyness x3 //

"Mit navn?" En let kriblende følelse i mellemgulvet. "Jeg er Laila. Og du var Sean ikke?" Han huskede sikkert bare dårligt. Det var der mange der havde. Selv kunne hun ikke huske hendes fars navn, eller om det var tre eller fire søskende hun havde haft. Man glemte ting. Og nogle hurtigere end andre. Skridtene blev længere, og Amylia knyttede svagt de behandskede hænder, da en umærkelig ting irriterede hende. Hun kunne ikke sætte fingrene på, om det var en lyd, en bevægelse, eller noget helt tredje. Forude kunne hun skimte månens genspejling i det næsten stillestående vand der var omkring den lille skovsø. Naturens lille finurlighed. Et af de få stedet en Vampyr ville føle sig nogenlunde sikker. Men var det bare hende, eller var Seans skridt blevet en smule stivere?