Silent Scream-Barishan

Tid:Aften deromkring 22.00
Omgivelser:Mange træer, bænke+stole, nogle få dyr der render rundt, søen+græsset rundt om bredden. Nogle skyer på den sorte himmel, månen der langsomt kommer frem bagved nogle større skyer.
Sted:Søen, og omkring den
Vejr:Vindstillet, koldt, generalt dårligt vejr.
Påklædning:En knælang lyserød kjole med lidt hvidt på. Sorte flade sko, et lyserødt hårbånd der går over hovedet(ava), med hængene lyserøde bånd.

_____________________________________________________________________

Aften tiden var kommet, og der var gået lang tid siden Yukii havde været ved søen, så derfor var hun gået ned mod den. Hun gik på en smal sti gemt bag nogen træer og buske, mens Yukii gik på stieen holdte hun øje med omgivelserne der var nogle kaniner, ildfluer, fugle, ravne, enkle katte, og hunde, der var lidt af hvert kunne man godt sige. Yukii s hår flagrede som sagt så var der en tyk vind som var meget kræftig den kunne let få små lette genstande til at flagre med lethed. Hun gik videre og kiggede så på himlen ingen stjener hun kunne genkende men der var stjener på himlen det var helt sikkert. Yukii gik videre endnu engangn hun var nået til bredden og stod lidt og betragtede den hun mærkede nogle blade vifte rundt foran hendes ansigt, så hun løftede hendes venstre hånd for at fjerne bladene væk, så hun kunne se igen. Søen var smuk, hun kunne ikke forstå hvordan den kunne holde sig til dens naturlighed som den havde. Yukii valgte at sætte sig ned helt tæt ved vandkanten og bukkede sig lidt fremover så hun kunne se hendes ansigt spejlbilled hun smillede kort men der gik så ikke lang tid før der begyndte at komme få cirkler rundt om hendes vand spejlbilled. Det havde skiftet sig til et andet spejlbilled Yukii s dæmonjeg hun stirrede i en tid på billedet det havde hun godt regnet ud når hun så i et spejl var det ikke tit hende hun så men det der var inde i hende, ikke lige direkte inde i hende men halvdelen af hende hendes dæmonjeg. Hun fjernede smilet og løfte en finger fra venstre hånd frem mod vandet og billedet og lavede et lidt trist ansigt udtryk og begyndte så at lave små cirkler i vandet ovenpå billedet mens hun vendte blikket væk fra det i et øjeblik. Der var lidt stille der var kun dyrerne man kunne hører, og vandet der sagde dens lyd, og så var der kun Yukii hernede i hendes menneske skikkelse. "Hmm"mumlede hun stille og lænte sig en lille smule tilbage mens hun lagde sig ned på græsset med hænderne rund tom hovedet og blikket halvtlukket, hun kunne godt lig at slappe af ved søen man kunne få ens tanker til at løbe frit og ikke tænke på det, eller noget andet. HUn havde lukket sine lyserøde øjne og nød søens stilhed og afslappning men der gik ikke lang tid før der lød et skrig, et højt skrig. Yukii åbnede øjnene hurtigt og satte sig op hurtigt, hvor kom det fra, hvad skete der. Yukii rystede kort på hovedet som om det kunne være ne drøm"Yukii vågn på!"råbte hun til sig selv mens hun igen rystede kort på hovedet, men efter at hun havde gjort det kom lyden igen, skriget, det stille skrig-Silent Scream. Yukii undrede sig meget hvad var det. Hun hørte skriget igen og igen men hun kunne ikke finde ud ad hvor det kom fra. En tanke kom igennem hende og hun vendte straks blikket på søen"Kan det....Nej det kan ikke være sandt"sagde hun stille og tænkte lidt, kom det fra søen eller måske var det bare en drøm men det kunne det enlig ikke være for det virkede så virkeligt. Yukii rejste sig op og gik hen til bredden ldit tættere på hun trådte med et skridt ud på vandet, hun stod nu i vandet helt tæt ved bredden og kiggede rundt. Skriget var der ikke mere, hun vendte om, men i det hun gjorde det kom skriget igen, så Yukii vendte rundt igen"Men hvor..."sagde hun stille. Mon der var nogen der havde hørt hende eller set hende. Dyrerne vidste det ikke men de havde også hørt det stille skrig.

Barishan kom gående. Det var lang tid siden han havde bevæget sig udenfor. Han vidste Lazarus Vampyrer nok var efter ham, ikke nok med det så vidste han også at hvis Malakel fandt ud af at han var tilbage ville det blive en jagt. Barishan sagde ikke meget. Han lyttede mere. Det var lang tid siden han havde hørt fuglesang. Han stoppede op da han fik øje på en fugl. Før i tiden havde fuglene ikke været bange for ham. De havde siddet på hans skuldre da han var en ren Aspara. Nu virkede det som om de kunne føle han ikke var en rent væsen. Barishan kunne alligevel ikke lade være med at smile. Hvordan han dog havde savnet de små ting. De ting der gjorde livet værd at leve. Barishan hørte det svage skrig igennem vinden. Han begyndte langsomt at gå over imod søen. Han bevægede sig ellers aldrig over imod søen. Vand var jo hans store svaghed så ofte holdt han sig væk der fra. Ingen skulle lære hans svaghed at kende. Da han ankom så han Yuuki stå i vandkanten. Barishan greb let fat i hans sværd og sagde stille og roligt ’’ Hvad sker der her ’’. Der stod han. Barishan. Med sine krystal blå øjne. Sit blonde hår der blaffrede i vinden. Den lange sorte læderjakke der let bevægede sig i takten med vinden. Han havde et smukt ansigt og en veltrænede krop. En tatovering bevægede sig fra starten af hans mave og ned så den forsvandt dækket til af hans bukser. Han havde ingen trøje på. Dog ville man kunne føle en stærk dæmonisk tilstedeværelse der udsprang fra denne tatovering. Det var som om en ældgammel forbandelse hvilede over dette mystiske væsen. Hans stand viste han var et væsen af stor styrke. Dog var han ikke faretruende i nu. Han vidste jo ikke hvad der var sket.

Yukii kiggede hen over skulderen ved lyden af stemmen det kom fra en person en der havde lyst hår, der flagrede trodsalt pågrund af vejret. Hun studerede ham med øjnene og gik et lille skridt tilbage da hun så hans sværd"Vil du angribe mig"spurgte hun og kunne mærke hun stod i vandet ved kanten. Yukii havde ikke set ham før og kiggede mod vandet igen det skrig hun gik hen til ham så hun stod overfor ham med et lille smil, mens hun rækte en hånd frem imod ham"Yukii Aido"præsenterede hun sig venligt og vidste ikke om han var typen der ville give ham, eller lade vær. Hun hørte skriget igen og holdte en hånd op foran hendes ene ører"Åh nej ikke igen!"sagde hun og kiggede straks mod vandet for det var der skriget kom fra.Vinden var stærk og havde fået hendes lange lyserøde hår til at flagre ja selv hendes kjole flagrede i vinden. Yukii kiggede på personen igen for at se hvordan han så ud, hendes lyserøde øjne satte sig på hans øjne de måtte være kolde for han lignede et koldt væsen, måske ikke helt koldt men et stærkt væsen det lignede han. Hvem var han? hvorfor kom han ned til søen?, der var mange spørgsmål Yukii tænkte på men hdet hun tænkte på allermest avr det skrig hun vendte lidt rundt på den ene fod og lod hendes hånd været strakt frem på ham hvis han nu ville trykke den. "Der er et skrig, ja et stille skrig der kommer fra vandet"sagde hun stille og kunne se vinden ramme vandet, så det fik vandet til at lave bølger. Hun smillede ved synet men undrede sig stadig meget over hvad det kunne være. Et skrig var ikke det man hørte tit hernede ved søen, og det skulle komme fra søen, underligt det var det. Hun gav ham et lille smil mens hun holdte blikket på ham og ikke andet"Der kommer hele tiden et stille skrig fra vandet"sagde hun og så hans sværd igen, ville han angribe hende, måske ikke, måske det måtre tiden vise sig. Hun så fuglene der kort fløj lidt rundt, hun mærkede også at der var nogle dyr der kiggede på den fra deres skjulesteder.

Barishan vidste nu det ikke var denne kvinde der fik skrigene til at komme. Barishan gik over til Yukii og lidt forbi hende. Han gik på en rolig og fast måde. Som var han ikke urolig for hvad end der ventede ham ved søen. Barishan sagde med sin blide rare stemme ’’ Du bør komme væk.. Jeg ved ikke hvad det er for en ond Magi der fremmaner disse skrig ’’. Hans galante måde at tale på viste at han ikke var fra denne tid. Han var en nobel ridder fra svundne tider. Barishan trak sit sværd i en hurtig bevægelse. Et stærkt vindpust susede igennem skoven da han trak det. Det var som om denne Aspara var klar over han ikke længere var et svagt væsen som han engang havde været. Det var som om han havde fundet det indre af sig selv. Lært sine evner at kende til fulde. Det var til at se på hans væremåde at denne Aspara var mægtig. At han faktisk måske kunne gøre en forskel i dette land skønt ondskaben var over alt. Det var som var han blot en lille håb i alt dette mørke. Dog var det også klart at se han ikke ville kunne redde noget alene og døden sikkert ventede ham. Dog virkede det ikke til at tynge denne Aspara. Han virkede ligeglad med sine omgivelser, faktisk virkede han meget kold og rolig. Faktisk forladt for enhver følelse. Det var også til at se i hans Krystal blå øjne. Barishan stod nu med sit sværd og kiggede ned i søen. Han kunne ikke se hvor disse skrig kom fra. Men han var vågen og klar. Han ville sikre sig at hvad end der hvilede i det vand ikke ville få et ben til jorden hvis det kom op.

Yukii kiggede på Barishan et kort øjeblik før hun sagde noget "Jeg kan ikke gå jeg bliver her "sagde hun og kiggede på ham, og gik lidt frem så hun stod på samme linje som ham"Hvad hedder du"spurgte hun venligt lidt kærligt dog ikke meget. HVem var denne person mon, oog hvad med de skrig hun bemærkede søen lidt før den begyndte at blive helt sort"Det plejer ikke at ske, er du ikke enig med mig"sagde hun med e tlille smil før hun bukkede sig lidt ned for at se på vandet men det var sort alt for sort, kulsort!. Yukii studere lidt videre med vandet før hun tog hånden til sig, den var sort hele hendes hånd lignede kul"Det er underligt, søens blåtligende vand plejer ikke at være sort, kan det mon være..."sagde hun lidt stoppende"skriget, det kan kun være skriget!"sagde hun i en lidt høj tone før hun stod oprest igen. Hun kiggede ombagved hendes venstre skulder, der stod dyr og så på hende og personen ved siden af hende. Yukii vidste godt at dyrerne ved søen var bange for det blå vand hørte med til deres hjem, som man godt kunne kalde det. Hvordan hun kunne vide at de var bange var enkelt man skulle abre se på deres øjne, deres kropssprog. Hun vendte sig rundt mod personen og rækte ubevidst en hånd frem mod ham"Yukii aido"præsenterede hun sig indtil hun fik hans navn at vide. Yukii hørte skriget igen og kiggede rundt hvor kom det fra det måtre kun være fra søen for det var så tæt da de stod der og kiggede på den. Skriget varede ved,og Yukii kiggede på ham og lidt ned på vaadet det sorte vand"Jeg ved ikke hvad det kan værer men det er sikkert noget med vandets bund tor jeg, måske er der et gidsel under vandet uden vi ved det, eller måske er der noget andet"sagde hun stille mens hun lagde en finger underhendes læbe, pg lod vinden gribe fat i hendes lange lyserøde hår så det flagrede. Hun ville vide hvad det var, hun avr ikke bange, jo måske lidt men så længe hun havde en person der så ud til at være rimlig stærk, så skulle det vel nok gå. Hun smillede et lille smil mens hun holdte blikket på vandet, hun havde aldrig oplevet vand der fik en sort farve det skræmte hende lidt. Skriget kom igen, og denne gang løb nogle af dyrerne væk ombagved nogle buske, træer, sten, jordbunker.

Barishan stod lidt og så ud til at overveje hvad han skulle gøre ved dette. Da hun spurgte om hans navn sagde han med sin blide kolde stemme ’’ Jeg er Barishan. En af de sidste Oprørere. En af de sidste der er blevet tilbage i Di Morga for at bekæmpe den voksende ondskab ’’. Det lød nobelt. Dog virkede Barishan ikke som om det betød noget for ham. Det var som om han i virkeligheden ikke troede på at kampen kunne vindes. Der var ingen sjæl bag hans ord. Da hun rakte en hånd frem ville han for lang tid siden have bukket sig, kysset den og smilet. Men nu kiggede han ikke engang hånden. Heller ej dog han den og rystede den. Han kiggede ned mod vandet med hans blide krystal blå øjne. Det gik omkring en minut før han igen sagde noget. Han sagde stille og roligt ’’ Lad være med at blive bange ’’. Barishan lukkede sine øjne. Hans tatoveringer begyndte at bevæge sig rundt på hans krop og hans smukke gyldne hår blev sort som natten. Da han åbnede sine øjne var de røde. Røde som blod. Barishan strakte sin arm frem mod vandet. En stærk ild stråle skød frem fra hans hånd, ned mod vandet. Da ilden ramte vandet begyndte det at fordampe og skabe en masse damp omkring stedet. Barishan havde besluttet sig for ikke at hoppe i vandet. Han ville hellere fjerne vandet og se hvad der var på bunden. Barishan var en taktikker. Alle hans handlinger i kamp var planlagt ned til mindste detalje. Det var klar at se han vidste hvad han gjorde. Imens dampen fyldte stedet sagde Barishan roligt ’’ Yukii.. Du bør passe på. Det jeg har gjort bør lokke hvad end der var i vandet frem. Jeg kan ikke beskytte dig når hvad der er der nede angriber. Bliv tilbage og forhold dig rolig. Jeg ved hvad jeg laver. Stol på mig ’’. Det var en vis betryggende tone i Barishans stemme. Det var altså hans plan at lokke det her frem. Det var jo også den perfekte måde. Uden vandet ville hvad end der var der nede jo nød til at vise sig og så kunne Barishan besejre det og eventuelt rede hvad eller hvem der ejede disse skrig. Hvis skrigene ikke kom fra fjenden.

Yukii's blik var på søen, hvad der måtte være på bunden af søen vidste hun og Barishan ikke..Hun stod i en længere tid og betragtede vandet, søen, omridset af søen, ja lidt forskellige genstande, omgivelser. Hun vendte hovedet hen imod Barishan da han talte til hende"Ondskab findes overalt, jeg tror enlig på en underligt måde at der findes godt ondskab"sagde hun stille, og lod et smil komme frem på læberne. Yukii mærkede vinden, den var dejlig, kold, friskende hun nød det meget. Den kunne godt genere hende, ved at få nogle af hendes lyserøde totter til at flagrer, eller skygge hendes blik. Hun holdte et kort øjeblik sit blik på Barishan"Jeg er kun bange for ikke at fine ud ad hvad det er der laver de skrig"sagde hun stille med et lille smil. Hun så at han lukkede hans øjne, og fulgte med hendes øjne hans bevægelser. Yukii stilte sig foran ham mens hun kiggede på hans øjne"røde.. Men de var...Strålende glød"sagde hun så stille mens hun lidt bagefter lænte sit hoved på skrå lidt. Yukii kiggede på dampen mens hun ikke sagde noget, men kun så på det, det kunne godt lgine tåger over vandet, måske lidt røg ligende noget, men det var stadig spændende at se på, alt det Barishan lavede, han stod og så ud til at vide hvad han lavede, så det var meget rart. Hun hørte det, hørte ordet passe på, det havde hun så tit hørt, og hun var aldrig god til at passe på. "Barishan..Jeg.."stoppede hun kort mens hun tæntke og trak vejret en hurtig gang før hun fortsatte"Jeg skal prøve, lover ikke noget, men du skal også passe på det kan gå hen og blive farligt"sagde hun stille og kiggede direkte på ham, hun stod stadig overfor ham. Men da hun hørte skriget igen meget højt enda gik hun lidt til venstre side mens hun så på søen. Hun hørte så det Barishan sagde med beskytte og smillede lidt"Det skal du ikker tænkte på, jeg skal nok klarer den"sagde hun og gav ham et stort smil, som tegn på det. Yukii havde lagt mærke til en ting, eller noget som undrede hende meget"Barishan kan du ikke lig vand"spurgte hun nysgerrigt, hun syntes ikke at have set ham rører vandet, eller noget. Hun kunne ikke lade vær med at have et smil på læben da han sagde det med stol på ham, "Jeg stoler på dig, jeg ved du gør det rigtige"sagde hun og nikkede bagefter. Der gik ikke lang tid før der kom noget op ad vandet, noget stort, og spøgelset ligende noget,en person. Det var en person som kiggede på dem, som om den skulle til at æde dem, eller ja dræbe dem. Hun blev ikke bange men undrede sig nu meget over om det kunne have været denne person, som var en pige der kunne have lavet de skrig. Hun kiggede lidt til dette spøgelset, person ligende ting, hendes blik faldt på noget der langsomt kom op fra vandet bagved hende. Tentacler det var det, vandskabte ligene tentacler. Yukii stod helt overasket det havde hun slet ikke set komme. Hun kiggede på Barishan hvis han ikke kunne lig vand ville det sikkert have en effekt på ham fodi de var oppe imod vand tentacler som de kunne se. Spøgelset personen kiggede på dem, hendes dystre sorte øjne med smalle hvide højlys var rettet på dem med et vredt blik.

Barishan kiggede med sine røde øjne på dette væsen. Da hun spurgte om han ikke kunne lide vand sagde han simpelt og blidt ’’ Engang var det min største svaghed.. Men ikke mere ’’. Barishan samlede vind partikler i skarpe aflange blade med sin vind evne og sendte dem mod dette spøgelses monster. Monsters tentakler blev alle skåret af. Barishan nærmede sig den. Men da han gjorde det kom der noget grønt slim ud af den der hvor tentaklerne havde været og nye tentakler poppede ud. Spøgelset slog ud efter Barishan. Barishan undgik de første par slag men blev så ramt i maven. Barishan fløj ind i et træ et stykke væk. Han blødte kraftigt fra maven. Barishan lukkede øjnene og såret lukkede sig på få sekunder. Barishan åbnede atter sine røde øjne. Han drejede hovedet over mod Yukii og sagde med en dyster og dyb dæmonisk klag der emanerede af ondskab ’’ Hold dig tilbage. Jeg har styr på det her ’’. Barishan kiggede mod væsnet og dannede en vind cirkel omkring det og løftede den op i luften i vind boblen. Barishan rakte så sin hånd frem. Han stød nu ild mod den. Han havde fået så meget styr på hans evner at han faktisk kunne bruge dem samtidigt. Inden ramte vind kuglen og fyldte den. Sved begyndte at løbe ned af hans pande. Barishan rakte sin anden hånd frem og sagde med den onde dæmoniske stemme ’’ Blue Fire Desintegrate Dome ’’. Barishan brugte mere vind energi så vinden blev så intens at ildens varme blev så stærk at ilden skiftede fra dens gule røde farve til en gas blå flamme. Denne slags ild kunne destruere næsten alt. Barishan holdt denne kuppel af ren blå ild i omkring et halvt minut. Så forsvandt han. Der var rød der hvor monsteret havde været så det var ikke til at se om han havde klaret det. Men intet kunne overleve det angreb var Barishan sikker på. Han faldt på et knæ og holdt den ene hånd på hans knæ og den anden i jorden. Hans øjne blev normale og hans tatoveringer stoppede med at bevæge sig. Han hev efter vejret med sin normale stemme igen. Barisha sagde med en afkræftet stemme til Yukii ’’ er du okay frøken ’’.

Yukii blev helt overasket først ved at se det Barishan gjorde, men det var meget godt kæmpet af ham, selvom han blev skadet, fortsatte han indtil væsnet var væk. Hun hørte det han sagde og var enig i det, hun måtte holde sig tilbage , og lade ham klarer det. Yukii kiggede på ham med et lille kærligt smil til ham da han sagde det med vandet, hun kunne selv godt lig vand, men hvis han ´havde sagt ja, så var hun klar til at hjælpe ham igennem denne svaghed. Nu sagde han jo at det engang var hans største svaghed, så ha må have vokset sig fra det, eller bekæmpet svagheden. Yukii så han blødte ved hans mave, da det skete havde hun mest lyst til at lade ham være væk fra spøgelset så han ikke blev skadet merer, men det ændrede sig da hun så hans blodet forsvinde. Yukii kiggede på Barishan med et lille bekymret blik, hun ville så gerne gøre ngoet nyttigt hun vidste bare ikke hvad. Hun hørte ham sige Blue Fire Desintegrate Dome, og da han sagde det kiggede hun på ham, al den energi, synet hun så det var vildt, tænk at han kunne gøre sådan. Hun var imponeret, og dog så tænkte hun på noget igennem kampen, hvad med pigen, havde han klarte hende? eller ja det måtte han have gjort. Havde han karet det,? var monstret væk. Yukii gik lidt frem foran ham hun stod lidt ude i vandet og kiggede rundt, hun kunne ikke se noget, og vendte sig mod Barishan."Jeg er okay, hvad med dig er du såret"spurgte hun og løb hyen til ham så hurtigt hun kunne. Da hun nåede derhen satte hun sig ned på knæ foran ham, mens hun smillede lidt"Du klarede det rigtigt flot, din magt mod væsnet, din kræft, du blev skadet men fortsatte"sagde hun og holdte blikket på ham. Der gik ikke lang tid før hun gik hen til vandet igen og så sig omkring"er væsnet og spøgelset dødt"spurgte hun undren og kiggede rundt, og lidt på Barishan. Hun holdte blikket på ham, Barishan der trak vejrtet roligt, han måtte være blevet lidt svag fra kampen, det krævede jo kræfter at gøre det. Der begyndte at blive merer koldt end før, og uden Yukii vidste det var der noget der kom op bagved hende, og greb fat rundt om livet på hende"Hvad.."sagde hun stille og kiggede over skulderen, til hendes store forskrækkelse var det en vand tentacle der havde taget fat rundt om hende, hun blev løftet op fra jorden lidt og prøvede at slippe fri"Arg slip mig!"råbte hun og prøvede lidt igen på at slippe fri fra dens greb.Hun kunne ikke desto merer hun prøvede at slå tentaclen i stykker, blev den ved med at heale sig selv trodsalt fordi det var vand. Hun kiggede på Barishan, og lidt på tentacle monsteret"Hvad gør jeg"sgade hun stille og tænkte lidt.

Barishan skulle lige til at sige hun ikke skulle gå der hen. Han vidste der var en mulighed for dette monster havde overlevet. Det var jo trods alt et spøgelse. Da hun blev løftet op vidste Barishan det var for sent at advare hende. Han hev stadigvæk efter vejret. Han kunne mærke hvordan han havde ondt i hver fiber af hans muskler. Men han rejste sig alligevel op. Sveden rislede ned af hans pande. Dette angreb af hans tog hårdt på ham. Dog kunne han ikke tillade dette væsen at skade Yukii. Barishan trak sit magiske sværd og brugte sin vind evne til at flyve af sted mod dette monster. Det sendte flere af sine tentakler af sted mod ham. Han undgik dem og nåede frem til Yukii. Han huggede den tentakel af der holdt hende og greb hende i luften. På vej tilbage mod jorden undgik han den ene tentakel efter den anden. Dog blev han ramt til sidst. Han vendte sig om i luften så det var ham og ikke Yukii der smadrede mod jorden. En stor røgsky faldt over dem. Da skyen lettede, stod et væsen der minde om Barishan. Men han havde fået røde øjne. En dyb dæmonisk klang, sort hår, tatoveringer dækkede hele hans krop og i stedet for hans bløde perfekte hænder var der nu klør. Barishan sagde med sin Dæmoniske klang ’’ hold dig tilbage. Kig hvor jeg ramte. Den kan ikke regenerer efter jeg har ramt den med mit sværd ’’. Barishans sværd var nemlig magisk(står beskrevet i profilen). Det var en af Di Morgas fire magiske sværd der kunne samles i et. Sandt nok så havde tentaklen ikke regenereret. Barishan havde lige i tide transformeret sig så han ikke døde af faldet. Hans regenerative evner var slået helt til. Dog vidste han at svaret måske lå på bunden af den sø. Måske en da nøglen til at dræbe dette monster helt. Barishan sagde igen med sin dæmoniske klang ’’ Nej. Ny plan. Jeg holder den hen. Tager dens opmærksomhed. Du sniger dig hen til søen og ser og du kan se noget der nede. Hvis du kan det så find ud af hvad det er og hvis det skal ødelægges så gør det ’’. Efter Barishan havde sagt det angreb han igen monsteret lige på denne gang for at skabe tid til Yukii og for at få Monsterets fulde opmærksomhed.

Yukii havde haft en lille fornemmelse med at monsteret var i live, men hun var dum nok til at gå hen for at se efter, om det nu også passede. Yukii kiggede på Barishan han havde nok lidt svækket kræfter fra kampen før det der nu var sket. Hun kiggede bag over hendes skulder hvor hun kiggede på tentaclerne, men der gik ikke lang tid før hun ikke kunne mærke tentacen der holdte hende mere. Barishan det var ham der havde gjort sådan at hun var blevet sluppet fri det var nu meget godt. Hun gav ham et roligt smil, til at hun var okay efter det. Yukii mærkede Barishans hænder rundt om hende, i et reddende greb, han havde greb hende i luften hvilket var meget godt for hende,og moddigt gjort af ham. Hun holdte sig tæt ind til Barishans bryst mens hun kort tid efter fik øje på røgskyen hun sagde ikke ngoet nu, men holdte sit blik på skyen."Barishan pas på lov mig det"sagde hun da han sagde det med at han ville holde bæstet med selskab, eller ja hen mens hun selv ledte efter nøglen til at kunne dræbe monsteret, som skulle ligge på bunden af søen. Yukii gik stille hen til bredden og kiggede lidt på vandet der måtte være meget dybt dernede. Hun tog en vejtrækning og og lod et blik falde på Barishan"Pas på dig selv Barishan du skal helst være i live"sagde hun smillende og gav ham et sidste blik og skyndte sig at hoppe i vandet enda i hendes kjole men det betød ikke ngoet, nøglen til monsterets liv skulle findes. Hun var i vandet, og dykkede lidt ned mod bunden, på vejen var der rigtig mange fisk,nogle få kronblade,enkle tang, og blomster. Hun kiggede mens hun svømmede lidt rundt, før hun belsuttede sig for at dykke længere ned. Yukii kunne ikke se Barishan men håbede at han ikke ville dø, hun bad enlig til at han var i live når hun kom op til overfalden, Barishan var ikke svag han havde mange kræfter det var hun sikker på. Hun havde set hans røde øjne før hun dykkede ned under vandet de var så smukke, skinnende som to bloddråber i natten. Hun smillede kort uden at det kunne ses meget. Lidt tid egfter ldit kunne hun se noget skinne lidt nede ved sandbundet, hun blev lidt nysgerrigt og spændt på at se om det kunne være nøglen til det hele. Yukii mærkede nogle fisk ved hendes ben det føltes underligt, fiskene s skæl var blød og kunne kilde hende meget. Hun dykkede lidt mere og kunne nu stå på sand bunden hun kiggede rundt i sandet, efter nøglen. Hun fandt den til sidst og blev glad, hun skyndte sig så at svømme op mod overfladen med nøglen til Barishan. Yukii svømmede og svømmede hun var næsten ved overfalden da hun mærkede noget tang der havde snoret sig fast rundt om hendes ankel hun fik løsrevet sig fra den og svømmede videre. "Barishan! pust, støn"sagde hun og trak vejret. Hun kiggede på monstert og kiggede lidt ned på hendes hånd"Nøglen"sagde hun stille og kastede den hen til ham"Her!"råbte hun blidt, og håbede han ville gribe den.

Barishan angreb. Han huggede ud efter monsteret som fjernede sin tentakel og slog ud efter Barishan med en anden. Barisna hoppede over den og sendte en ild kugle efter endnu en Tentakel der fløj imod ham. Der gik ild i den og kort tid efter faldt den af. Dog regenererede den hurtigt den og Barishan hoppede tilbage. Han hev efter vejret med sin Dæmon stemme. Han kunne mærke hvordan hans Bue Flame Destruction Dome havde taget meget på hans kræfter. Men Barishan kunne ikke slappe af. Han måtte angribe igen. Han måtte holde den væk fra Yukii. Han kunne ikke tillade den gik efter hende. Barishan huggede en tentakel af med sit sværd. Han undgik et par der slog ud efter ham men blev til sidst ramt. Han blev slynget ind mod et træ og ramte det med et brag. Træet væltede. Barishan kæmpede sig op på sine ben igen. Hans sår regenererede. Han hoste lidt. Hans syn blev sløret en smule. Barishan løb over mod Monsteret igen. Men en stemme lød i hans hoved * Ja. Brug mine kræfter Barishan. Nok har du tæmmet mine kræfter. Men en dag vil du blive nød til at få mere kræft. Når den dag kommer, vil jeg overtage og jeg vil udslette dig *. Barishan kendte stemmen. Han havde tæmmet den Dæmon han havde i sig. Men når hans kræfter begyndte at læbe op kunne han høre dens stemme. Barishan lod sig ikke gå på af det. Han var en Ridder. Men ikke hvilken som helst Ridder. Han var den Ridder Zane ikke havde, kunne besejre. Han var den person der engang næsten havde ført Di Morgas folk til en bedre Æra. Barishan sloges som var det hans sidste kamp. Han huggede den ene tentakel over efter den anden alt imens Monsteret smadrede ham. Til sidst kunne hans regenerations evne ikke følge med. Han havde hugget omkring 45 tentakler af. Monsteret havde kun 5 tentakler tilbage. Monsteret skulle til at give Barishan nådesstødet da Yukii kom op. Barishan kiggede på den lille Amulet Nøgle Yukii havde i hånden. Barishan kiggede på hende med de røde øjne og sagde med en dæmonisk klang ’’ Kast den.. Så smadre jeg den.. Hurtigt ’’. Efter Yukii havde kastet amuletten op i luften kylede Barishan sit sværd. Det ramte Amuletten og smadrede den. Monsterets tentakel var få centimeter fra at knuse Barishan da det forsvandt eftersom Amuletten blev ødelagt. Barishan faldt på knæ ’’Det var tæt på ’’. Han gav sig tid til at regenerere hans sår og da de sidste var væk blev han langsomt normal. Hans tatoveringer forsvandt, hans hår blev gyldent igen og hans øjne blev krystal blå igen. Barishans hænder rystede en smule i det han sad på hans knæ. Han var udmattet.

Yukii stod lidt under et træ lidt væk fra Barishan hun ville sørge for der ikke skete hende noget, men det var meget betænksomt af Barishan at have den tanke at monsteret, tentaclerne ikke kom i nærheden af hende. Yukii var stadig lidt bekymret for om han ville klarer den, hun vidste godt at tentacler s fangarme ville heale så straks at man havde angrebet dem. Hun kiggede på ham og var enlig meget imponerende over at han kunne holde ud selvom han måtte blive skadet, svag så fortsattet han hun smillede stort og lukkede kort øjnene mens hun lidt efter lidt åbnede dem da hun hørte en høj knzzzz agtig lyd. Det kom fra træet det væltede, i det samme det skete var hun allerede hurtig henne ved Barishan"Er du okay!"råbt hun bekymret og satte sig ned på knæ mens hun lod sine øjne hvile på hans"Du har pæne øjne"smillede hun da hun først havde opdaget det. YUkii så hans blue flame Destruction den var flot, men også farlig, og magtfuld det var hun sikker på. Yukii sad helt målløs på græsset under et stort træ ved siden af det træ der havde væltet, eller ja det træ Barishan var blevet slynget ind i. Hun kiggede hen mod ham og kunne se han var udmattet hun rejste sig hurtigt op og skyndte sig at løbe hen imod ham. Da hun nåede der hen knælede hun ned på knæ og holdte om ham uden helt at sige noget. Hun var så glad for at der ikke var sket ham noget slemt, og alligevel at han ville gøre alt det for at der ikke skete hende noget betød meget. Der var sket meget, tentacle monsteret var væk og takken vvar på Barishans skulder han havde gjort det hele uden tøvel, han havde gjort det helt selvsikkert, med hans evne, styrke, kræfter. Yukii gav ikke slip i et kort øjeblik ønskede hun bare at holde om ham, hun forstod ikke hvorfor han kunne gøre det, og så alligevel at han gjorde det viste bare at hun aldrig ville blive skadet når Barishan var der. Hun smillede glad"Er du hel"spurgte hun og skulle være sikker på om der var sket noget med ham, om han måske havde brækket noget, selvom hun ikke troede det. Yukii holdte ikke om ham mere men sad overfor ham med et lille smil"Du kæmpede flot, du viste et helt stort mod Barishan, jeg skylder dig noget, jeg vil give dig noget som jeg vil kalde en gave"sagde hun og varheldig at hun havde gemt en lille sort taske i en af lommerne der var i hendes kjole. Hun tog tasken op og tog en æske op fra lommen. Æsken var sort, med blå og røde bånd, hun rækte den imod ham"Har selv lavet den med lidt af min dæmon magi, det var ikke let, dog var det heller ikke så svært, selvom jeg fik brugt ldit af min egen styrke. Jeg syntes du skulle have den og jeg håber du kan bruge det. Inde i æsken lå der et armbånd et armbånd der havde blå, og røde perler det var ikke allmindelig peler de rummede en stor magt, og Yukii var sikker på de røde perler var blod, bare blod der blev brugt. HUn kiggede på Barishan og glædede sig til at se hvad han syntes om hendes gave"Jeg har fornemmet du har en svaghed mod vand, så jeg lavede et armbånd til dig, som øger din svaghed, den gør at du kan være i vandet, i et bestemt antal dog skal du passe på når du bruger din evne, eller mange kræfter for så virker armbåndet, og perlerne s magi ikke"sagde hu og kiggede ned på æsken. "Jeg ville hjælpe dig fordi ville hjælpe mig..Jeg vil så gerne have du kan opleve det smukke vand som mig"sagde hun med et bredt varmt smil.