Scream (Rafael)

Thaha. Dæmonen havde humor. Han havde vidst gjort sig en god fangst.
"Njaeh," mumlede han med et skævt smil og lændte sig tilbage op af træet. Han lignede en, man ville finde sovende på en halmballe med et strå i mundvigen. En helt uden problemer, men det kunne man ikke helt sige, at han var. "Du kan få alle de jakker, du ønsker. Men jeg synes, du skal prøve noget andet. Du kan ikke gå rundt i det tøj hele tiden.. I øvrigt stinker du." Man ville normalt forvente, at det sidste var ment som en hånlig bemærkning, men han sagde det med en helt rolig stemme, som var det ingenting. Meningen passede dog meget godt ind med en hånlig stemme. Han fulgte ham med øjnene, da han gik hen og samlede sin hat op. Nu var oprørene for i dag vidst ovre, men han var ikke i tvivl om, at der ville komme flere. Drengen ville nok blive chokeret over, hvilken hersker han var.
Han rynkede åbentlyst på næsen ved informationen. Så var der jo en god grund til, at han stank. Det var vidst godt, at han var kommet, for ellers var drengen endt i de forkerte hænder.
"Hmm," gryntede han og hævede et øjenbryn, der passede fint sammen med hans rynke ved næsen. "Der skal du så ikke bo længere." Han gav ikke yderligere informationer om, hvad han så havde tænkt sig, der skulle ske med drengen. Han rejste sig op ved hjælp fra træet, men det skete ikke uden klagen. Han hostede igen i hånden, men blodet kom ikke som en overraskelse mere. Det blev tørret af i et lommetørklæde, han havde i jakkelommen. Det var tydeligt at se på det, at det var gammelt og fra en anden tid. Mere præcist var det fra Victoriatiden i England. Han kunne have brugt det til at tørre hånden før, men at tørre blodet af i drengens jakke, havde givet ham en dejlig tilfredsstillelse.
"Keiko.. Hmm, kort navn. Vi må finde dig et nyt. Er der nogen, der kender dig med det navn, eller har hørt dig benytte det navn?"

”Jeg går i det tøj jeg vil... og jeg stinker ikke.” i hvert fald ikke så meget. Han så diskret ned af sig selv og sukkede lavt. Det kunne vel godt være at han havde brug for et bad.. det var ved at være noget tid siden nu, men tøjet havde han ikke i sinde at skifte. Han havde altid gået i den lyse sweater, de sorte bukser, jakken, hanskerne... hatten. Det var sådan det var.
Keiko så hen imod Rafael, som han stod der og smilede, hvorefter han lavede nogenlunde det samme udtryk som Keiko da han var blevet tilbudt en cigaret. Det var da ikke så slemt. Han blev jo på en måde 'vasket' når det regnede, og det var vel ikke så lang tid siden at de grå skyer havde lagt sig over byen. Keiko vendte tænkende hovedet væk. Havde han tænkt sig at han skulle bo hos ham? Tja. Det kunne da være sjovt at se hvordan det ville gå, hvor mange gange om dagen der blev sat ild til et eller andet, på grund af én eller anden form for 'kamp', men nu måtte han se om det virkelig var det der blev ment ved den bemærkning.
Rafael hostede, hvilket fik Keiko's opmærksomhed igen. Endu en grimmasse, af én eller anden form for vrede. Hvis han havde et lommetørklæde hvorfor pokker havde han så ikke brugt det før, i stedet for at at bruge hans jakke som viskestykke?
Han sukkede irriteret. Og nu vil han havde ham til at skifte navn. Han havde egentlig ikke noget imod det. Hans forældre havde valgt det til ham, så hvorfor skulle han beholde det!
”Nej,” svarede han ærligt. Han snakkede ikke rigtig med nogle, og når han endelig gjorde, oplyste han ikke sit navn. Det var jo fremmede mennesker. Desuden var alle vist på en måde ligeglad med ham!

Han hævede et misbilligende øjenbryn ved drengens forsøg på at overbevise sig selv om det omvendte, men han kommenterede det ikke af barmhjertighed. Han var da sø nok i længden!
Han morede sig åbenlyst over drengens vrede. Så han var ikke en følelsesløs dukke. Der var liv i ham, og ikek kun når han var vred. Fantastisk. Eller også var det bare hans nærvær, der gav liv til drengen. Så var de jo det perfekte par, dette måtte være skæbnens indblanden. Eller også var det bare fordi, at han var pisse irritererende, når han var i det humør. Begge var gode muligheder. Han brød sig nu bedst om første.
Han så lidt overvejden på drengen, inden han snakkede videre, for først kunne han ikke helt finde ud af, om drengen sagde nej i protest om, at han skulle have et nyt navn, eller om det var et svar på spørgsmålet. Hvis det havde været det første nej, måtte drengen være nødt til at protestere mere præcist, for han svarede, som var det det andet nej.
"Hmm, det er sørgeligt at høre på;" mumlede han og lagde hovedet lidt på skrå: et fjernt udtryk spillede pÅ Rafaels ansigt i få sekunder, før han brød ud i et muntert smil. men okay, jo færre, jo nemmere: Men det betyder ikke, at du ikke skal have et nyt navn! Lad os se.." Han gik over til Keiko, en gang, der var mere rolig, end hans skader tillod, og han skridtede rundt om drengen, som kiggede han på noget, han overvejede, at han ville bruge penge på. Efter et par runder, blev han rundtosset og måtte stoppe op og holde sig for hovedet med en grimasse. ”Hvad med.. Gabriel? ..Nej, det går ikke, det hed min ærkefjende i 1750-1811. Men han var nu ret kræftfuld, og det vilel jo passe på dig.. eller også kan du hedde Guiseppe! Det er et godt navn, det hedder hovedpersonen i min yndlingsbog.." Hans ord var ment halv til ham selv og halvt til Keiko.

”Det er ikke sørgeligt. Det er ikke min skyld at folk ikke er så sociale i denne by,” mumlede han svagt. Hvis da ikke allerede Rafael havde lagt mærke til Keiko's ufattelige sorte humor, kunne man ellers ikke høre på ham at det var ment for sjov, også på grund af den lille detalje at han ikke smilede. Det var ham selv som ikke var spor social, hvilket han havde det helt fint med, for den sags skyld! Men han synes nu ikke at det var synd. Det var jo hans eget valg at være på den måde som han var, og det kunne han vel ikke gøre så meget ved.
Keiko fik et mindre chok da Rafael pludselig begyndte at gå rundt om ham. Ikke fordi han var bange for at blive angrebet, men han var kort synket hen i sine egne, ubrugelige tanker, så han havde ikke lige været forberedt på det. Et lille smil kom frem på Keiko's smalle læber, da Rafael stoppede op for at lave en grimasse. Rundtosset? Keiko skjulte smilet ved at tage den ene handskebeklædte håndop foran munden og hoste kort. Rafael skulle ikke få den latterlige tanke af at Keiko faktisk synes at han var ret komisk, og på den måde bruge det mod ham på én eller anden åndsvag måde.
Keiko's tanker blev afbrudt endu engang. Gabriel? Var det ikke én aller anden engel? Han lavede en kort grimasse og rystede en smule på hovedet. Han lagde hovedet en smule på skrå mens han rynkede på næsen over det andet navn. Gui-what? Det mindede ham om suppe... hvilket mindede ham om-... han lagde en hånd over sin mave som rumlede svagt. Det var ved at være noget tid siden han havde fået mad. Typisk.
"Det lyder dumt..."

”Ja.. og det er netop dét, der er sørgeligt,” fortalte Rafael og så med et hævet øjenbryn på Keiko. Drengen virkede heller ikke som den mest sociale type, men at han ikke havde snakket med nogen overhovedet, hvor han havde fortalt sit navn, dét var for alvor sørgeligt. Han vidste så heller ikke, hvor længe drengen havde boet i byen, og det kunne jo også være, at han løg, fordi han holdt kortene tæt, men han fornemmede ikke, at ordene var løgn. Han selv havde ikke boet i byen i mere end en lille måned, men han havde allerede mødt en masse folk. Sjovt nok havde ingen af dem været mennesker. Han havde været alle mulige offentlige steder, og der kunne man ikke undgå at falde i snak. Det kunne han i al fald ikke, men det var nok også hans egen skyld, fordi han var social og lod samtalen køre. Nu var det heller ikke fordi, han gjorde noget for at skjule sig men nærmere modsat.
Han sukkede og rystede opgivende på hovedet. Den dreng var da også bare kræsen omkring navne! Det måtte han trækkes ud af, for hvis han skulle begynde at følge med Rafael, så ville han komme vidt omkring, hvis han altså overlevede så længe, og så ville han tit skifte navn. Rafael havde efterhånden haft mange forskellige navne, og han kunne egentlig ikke huske alle. Han skiftede navn, hver gang han kom et nyt sted hen.
”Hmm, okay.. Vi finder på noget. Det var ellers nogen af de navne, jeg ville tage, hvis det skulle være, men vi skal nok finde på noget,” mumlede han med et fjernt blik. Han rettede blikket hen imod Keiko, da han hørte en lav rumlen. Lyden fik Rafael til at bryde ud i et smil, der var tilegnet et barn. ”Er du sulten? Det skulle du da bare have sagt! Hvad vil du have og spise?”

”Det er ikke sørgeligt...” han mumlede det lavt til sig selv. Måske for at få ret, måske fordi han selv ville have sig til at tro på at det ikke var for selv at få det bedre. Han så væk. Det var ham selv der bestemte om det var sørgeligt eller ej!
Keiko sukkede opgivende, på nogenlunde samme tid som Rafael, hvilket fik ham til at se hen på ham. ”Mmm... det er ikke min skyld at de navne du vælger er sære...” Han lød irriteret, måske mere træt, i hvert fald én af de to. Gabriel havde han nu ikke så uattelig meget imod, men han nægtede at dele navn med én eller anden åndsvag engel, og det andet navn var bare sært.. og så var der jo også dét at det gjorde ham sulten og han kunne ikke gå rundt og forlange mad hver gang hans navn blev nævnt.
Han betragtede Rafael, da smilet dukkede op på hans læber, og Keiko rullede irriteret øjne af ham. Han havde egentlig lyst til at svare nej til spørgsmålet, bare fordi Rafael havde spurgt på den måde som han havde og set sådan ud... som om han var et lille barn, som ikke kunne passe på sig selv, og måtte få sin mor til at gøre alt for sig. ”Jeg er ligeglad, men du skal vide... jeg er ikke én af de der dæmoner som æder mennesker.” Han hostede igen, bare fordi. Lige siden han fik at vide hvad han var, og havde fået at vide hvad nogle af dem spiste, havde han haft meget lidt respekt for dem, for det var simpelthen for ulækkert. Det havde vel også noget at gøre med hans ringe selvtillid og selvmordsønsker, selvom han godt nok ville være væk om et par år alligevel.

Han så lidt på Keiko uden at sige noget. Han sagde, at han ikke fandt det sørgeligt, men var det nu sandheden? Han lignede mere en dreng, der aldrig var blevet taget ordentligt af og var blevet ignoreret, så han ikke troede, has liv var noget værd. Han lagde hovedet lidt på skrå og fik et venligt udtryk. Det var nærmere medfølende. Han løftede sin hånd, og kørte den rundt ovenpå drengens hoved.
"Så siger vi det," sagde han med en lav stemme. Hans ansigtsudtryk ændrede sig igen, og det blev friskt og fuldt af energi. "Men sådan bliver din tid ikke fremover! For du har tilfældigvis mødt den mest sociale dæmon af dem alle," udbrød han og lavede tummel-up til ham.
Ved hans mening om Rafaels navnevalg blev hans tommel'up forvandlet til en tommel-down, og han lavede en lyd, som var han 'nej'-lyden fra et quizprogram. Han lavede en fornærmet grimasse og rystede opgivende på hovedet. Den dreng var da også bare umulig. "Har du måske selv et bedre navn?", spurgte han med et hævet øjenbryn.
"Hmm, jeg spiser da heller ikke mennesker," sagde Rafael med et skævt smil og et glimt i øjet. "Kun ved særlige lejligheder. Forstår du, jeg nyder smagen af et sorgfuldt hjerte med et pift af ondskab. De har sådan en frygtelig god eftersmag, hvis du forstår hvad jeg mener." Han trak lidt på smilebåndet over sine egne ord. Han så op i den mørke himmel, hvor stjernerne glimtede så fine. Han havde helt glemt kulden. Det var nok efter, at han havde taget magien i brug. Så blev han altid kogende varm i kroppen.

”Det er rigtig nok...” Mumlede han, bare for at få det sidste ord, selvom Rafael nu var blevet hans nye 'Herre', betød det jo ikke at han skulle vinde. Han lavede en kort grimmasse, da Rafael lige pludselig begyndte at røre ved ham igen, men han gjorde ellers ikke noget ved det, udover at holde på sin hat så den ikke skulle falde af, og komme med et lille suk. ”Jah, hold da helt op, hvor er jeg heldig,” lød det fra ham, ikke helt så optimistisk og fuld af energi som Rafael så ud til at være, men det var han nu også besynderligt ligeglad med.
Keiko stirrede op på ham igen, da han pludselig kom med én eller anden lyd og spurgte ham om et bedre navn. Han så væk for at tænke lidt over det, før han vendte sig om og så imod ham igen. ”Du er jo min såkaldte 'Herre', så burdte du ikke være dén som fandt navne?” Han vidste godt at han lige havde stået og kritiseret Rafael's forslag, men siden han ikke kunne finde på nogle bedre navne selv, synes han at det var bedre at komme med en spydig kommentar, ligeglad om det fik nogle konsekvenser.
Endu en kort grimmasse kom frem på Keiko's blege ansigt, da Rafael begyndte at åbne munden igen, og han tog sig hurtigt til hjertet, bare for ligesom at mærke om det stadig slog som det skulle. Åndsvage dæmon... at sige sådan noget. Han så ned på jorden, hvorefter han begyndte at gå længere frem imod hans 'Herre'.
”Hvor går vi så hen, om jeg må spørge?” Mumlede han lavt, hvorefter han løftede hovedet igen, så han faktisk kunne se hvor meget højere Rafael var, i forhold til ham. Gud hvor havde han dog bare lyst til at slå ham!

"Det er du nemlig!", gav Rafael Keiko ret, selvom han godt havde fanget det ironiske tonefald, og smilede endnu bredere. Drengen var en ret heldig knægt. Han havde nemlig truffet en utrolig stærk og klog dæmon. Han smiskede selvtilfreds over tankerne og lod sin arrogance løbe af med ham. Det kunne godt være, at drengen havde skadet ham, men det havde også været meningen. Han havde jo ikke haft i tankerne at skade drengen, da han ikke var hans modstander. også havde det også planet et håb i drengen, måske var det et mål, og når man havde et mål, så blev man ved med at vokse i styrke. Så kunne det være, at han ville udfordre ham igen. Det fornøjede dæmonen og fik ham til at klukke muntert inden i sig selv.
Han vendte sig igen imod den lille dæmondreng og slog et smæld med tungen. Så han havde altså heller ikke nogen idéer. Han havde ellers givet drengen nogle af de navne, han kunne finde på at vælge, men nuvel.
"Nånå, så finder jeg da bare et til dig," fnøs han fornærmet og så på drengen ud af øjenkrogen. Han så lidt tænkende ud i luften, inden navnene igen begyndte at strømme ud af ham. "Okay, er det et kort navn, du ønsker? Pedro kunne være godt, jeg elsker det navn. Seriøst. Pedro er rigtig godt. Men hvis du ikke er til flotte navne, så er der også de mere almindelige som Victor eller Alec.. Jeg har ikke flere. Nej, Pedro var godt, synes du ikke?"
Han så drengens bevægelse, hvor han tog hånden op til hjertet, som var han bange for, at dæmonen havde taget hans. Det kunne Rafael ikke lade være med at grine højlydt over. Han så nedladende ned til drengen og lod den lange tunge glide et stykke ud af unden, så den nåede ned over hagen. Han slikkede sig sultent om munden og så på drengen, som kunne han finde på at dræbe ham på stedet. Han lo lidt igen og trak tungen ind i munden igen.
Han vendte sig om og begyndte at gå i retningen af, hvor han kom fra for starten af. "Hen på hotel Quatre, hvor jeg bor. Så kan du få roomservice."

Et svagt suk gled ud gennem Keiko's halvlukkede mund, og han lukkede træt de mørkeblå øjne. Hvorfor var det også så utrolig vigtigt med de navne? Det ville da bare være lettere at han beholdte det han havde, i stedet for alt det besvær!
”Jeg er ligeglad, kald mig hvad du vil,” sukkede han lavt, efter at Rafael havde remset dem op han kunne. For pokker da, kom der ikke snart en ende på det. Desuden gjorde det ikke den store forskel, hvilket navn han nu havde. Om Rafael så kaldte ham 'slave' ville han sikkert reagere som hvis det var et navn, men det behøvede han jo ikke at vide.
Keiko hævede irriteret et øjenbryn, da han begyndte at grine igen, det var sgu da også så ufatteligt, hvor meget en dæmon kunne grine, og enda af noget så åndsvagt som en teenage-reaktion, hvis han da skulle navngive det! Keiko lod hånden glide væk fra sit bryst, i en langsom og lydløs bevægelse, hvorefter han bare stod og stirrede tomt på Rafael, undgik øjnene igen, men fokuserede på hans mund, ventede på at han endelig begyndte at gå.
Quatre? Et fint hotel, hvis han ikke tog meget fejl. Han var vist end i dén gyde som lå ved siden af et par få gange, men så vidste han heller ikke mere om det, og det behøvede han heller ikke, for den sags skyld. Det var ikke specielt tit at folk som Keiko endte på et så fint et sted som Quatre. Keiko stod og så efter Rafael i et øjeblik mens han igen lod blanke og helt igennem ubrugelige tanker køre igennem sit hoved. Roomservice? Han begyndte stille at ølge efter. Lignede han måske én som nogenside havde haft brug for noget så idiotisk roomservice?

Han fik et skævt smil over læberne, der understregede hans morskab. Han fik et lusket glimt i øjet, da drengen udbrød, at han var ligeglad.
"Nånå," mumlede han med en fornærmet stemme og så på drengen ud af øjenkrogen. "Men hvis du er ligeglad, så kalder jeg dig bare.." Han lændede sig ned til drengen og helt hen til hans øre. Det næste hans sagde kom ud som en hvisken. "Sweetheart~". Derefter lod han sin lange tunge glide op af drengens kind, hvorefter han flyttede sig hurtigt, hvis nu Keiko kunne finde på at bryde ud i raseri.
Han vendte sig væk fra drengen igen og begyndte at gå videre. Han begyndte fornøjet at nynne en lille, lystig melodi, som han havde snuppet fra en børnesang, han engang havde hørt. Han huskede ikke teksten, men det var også ligemeget. Han var heller ikke den store sanger.. Og derfor begyndte han stille at synge med på melodien ved at sætte tilfældige ord på, så det passede til melodien. Han fik vidst ikke helt samme version, som den opringelige sang var. Hans version var sikkert bedere.
"Kan du godt lide kvinder, Sweetie?", spurgte han pludselig og afbrød sin syngen. Han så ikke på drengen, da han spurgte, men ligeud i luften. Hvis drengen skulle følges med ham fra nu af, så skulle han i al fald til at være sammen med kvinde - om han så kunne lide det eller ej. Det var nu sjældent man mødte en, der ikke længtes efter en, og hvis Keiko var en af de få, skulle han i al fald ikke sove i hans seng.

Keiko stoppede op, da Rafael nu begyndte at gå imod ham igen, og han så irriteret væk da han begyndte at hviske til ham. Den åndsvage bummen han fik i øret, tvang hans ene øje i, men det blev hurtigt spærret op igen, da han opfattede navnet. Han skulle til at vende sig om for at protestere, da noget varmt og vådt ramte hans kind og banede sig vejen op. Havde han lige-...?
Keiko knyttede hånden sammen og slog ud efter Rafael, men uden held, da han hurtigt havde flyttet sig efter, så det eneste som kom til skade var luften og Keiko's skulder, som kom med et højt knæk da han havde gjort bevægelsen. Sørgeligt nok, skete der ikke mere end det, så han var vist fanget sammen med vraget af en Herre, han havde fået!
Han så irriteret efter ham, som han gik der og nynnede noget som let kunne lyde som noget fra en børnesang. Åndsvage, idiotiske-...! Han bandede vidre i sine tanker, som han fulgte efter som en lydig hund, med hænderne knyttet og tænderne presset sammen. Han synes sikkert at det var utroligt komisk, det hele... sådan bare uden vidre at fange én eller anden tilfældig og claime ham som sin slave uden noglen problemer overhoved.
Irriteret blev de mørkeblå øjne rettet op imod Rafael, da han uden vidre spurgte om noget som Keiko ikke rigtig var forbredt på. Han stoppede op, da han lige havde fået det hele galt i halsen, af den lille overraskelse og derfor var begyndt at hoste ustyrligt. Havde han... seiøst lige spurgt om hans seksualitet? Eller var det bare i det hele taget? Keiko tog sig til brystet igen, hvoefter han langsomt begyndte at få vejret ned til lungerne, og hostene blev udskiftet med dybe vejrtrækninger.
Efter at have stået i den position i et godt stykke tid, rettede han sig op igen og lod blikket hvile på hans Herre i noget tid. ”Det kommer nok an på... altså... hvordan... lide?” Hans stemme var måske en smule usikker, men ikke utrolig meget, alligevel kunne man høre hvor lidt han brød sig om at tale om sådan noget. Navnet blev ignoreret, han ville sikkert alligevel ikke få ham til at stoppe med at kalde ham det!

Han klukkede fornøjet, da drengen slog ud efter ham men uden held. I stedet havde han fået overbelastet sin skulder, for det gav et højlydt knæk. Det kunne selvfølgelig også være fordi, drengen var i voksealderen. Nej, hvor gammel var drengen overhovedet? Han var vel stadigvæk i teenagerårene. I al fald i udseendet og nok også personligheden. Det kendte han i al fald fra sig selv. Selvom han var mange århundrede, så følte han sig stadigvæk ung. Og han gik jo ikke som en eller anden gammel mand og delte ud af sin visdom eller sparkede unger væk fra sin græsplæne. Et lille grin vistes på hans læber.
"Du må passe på lemmerne, bassemand," fortalte han med et smil over læben. "Du har dem jo ikke altid. Du kan jo hurtigt miste et af dem." Han sagde det med en faretruende stemme, lod tungen glide om hans mund igen, som havde han planer om at tage drengens hjerte hvert øjeblik.
Han opfangede først lidt efter, at drengen var stoppet op. Hvad var der nu galt? Han stoppede op og vendte sig om med et hævet og undrende ansigtsudtryk. Men da han så Keikos ansigtsudtryk, forstod han. Et lumsk smil kom over hans læber, og han fik et drillende glimt i øjnene. Nå.. Havde han gjort den lille dæmon pinligt berørt? Så var han altså stadigvæk teenager mentalt og ikke kun fysisk. Og ham som havde prøvet at virke så kølig, men den fine, hårde mur, han havde bygget op, havde Rafael vidst ødelagt. Han gik hen til drengen med smilet over hele krydderen.
"Spurgte jeg om noget pinligt, Sweetie?", spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå. "Så du har altså gang i nogen. Tænk at du lyver til mig sådan.. Hvad hedder hun? Eller du er måske til mænd?"
Jep.. Han var nok homoseksuel. Det overbeviste drengens ord ham om. Der var jo ikke noget at blive pinligt berørt om, hvis det var en kvinde? Der burde nu heller ikke være noget, hvis det var en mand. Rafael forstod skam homoseksuelle. Han var vel selv bi.
"Ja, hvordan mener jeg? Elskov, min fine ven. Kys, kram, sex.. Du kender vel til kærlighed, ikke sandt?" Hans spørgsmål blev stillet, som var drengen dum. En sød, venlig stemme, som snakkede han til en retarderet.

”Skulle dét være én eller anden slags trussel? Burdte det ikke være ulovligt at toturere sine slaver?” vrissede han irriteret og betragtede det åndsvage grin som hang over Rafaels læber. Ikke at han faktisk kunne lide at betragte sig selv som en slave. Det var vel ikke rigtig dét han havde regnet med, da han tog væk hjemmefra for, tja... at få et bedre 'liv', vel? Et lydløst suk sneg sig ud gennem hans halvåbne mund, idet han vendte ansigtet væk for ikke at blive provokeret på én eller anden måde, ved at se på sin Herre.
Igen! Igen kom den provokerende måde han talte til ham på, da han pludselig prøvede på at gøre ham endu mere pinligt berørt ved at spørge om alt det ligegyldige pjat og enda bruge dét åndsvage navn! Han rettede sig irriteret op, og pegede faretruende hen på Rafael. ”Hold mund! Ligner jeg måske én som overhoved kunne finde på at have 'gang i nogen'? Og desuden så-...” han stoppede op midt i sin sætning, da de pludselig kom ind på alt det som han helst ville undgå. Hans tanker blev blanke, og intet kom ud af hans åbne, før så rapkæftede mund. Hvad var det lige de snakkede om? Hvorfor talte han overhoved til ham om sådan noget? Det kom overhoved ikke ham ved, hvad eller hvem Keiko var til og hvorfor!
Keiko vendte tilbage til virkeligheden igen, da hans Herre begyndte at remse op om alt det kærlighed åbenbart var! ”Tsk! Selvølgelig kender jeg til kærlighed! Tror du at jeg er fuldstænding hjernedød?” Han begyndte at gå fremad. Hurtigt. Så han ikke behøvede at se på Rafaels lalleglade smil, når han fandt ud af det modsatte. Han havde ikke tid til sådan noget... teenage-pjat! Han havde allerede alt for travlt med at undgå folk.
”Hør, jeg behøver egentlig ikke engang at snakke med dig om den slags ting, så bland dig udenom og lad være med at spørg, okay?”

"Ulovligt at torturere slaver? Hele meningen med slaver er, at man må gøre, hvad man vil, med dem. Ligemeget hvor frastødende, dette er," fortalte Rafael med smilet over sin mund og et nedladende blik på Keiko. Han lod mundvigene trække lidt op, så de skarpe dræbertænder kunne skimmes bag de velformede læber. "Så jeg må faktisk gøre alt ved dig, som jeg vil." Han sagde det mest for at gøre det klart for dæmondrengen, at han bestemte. For at få ham til at miste håbet. For at teste ham. Han vidste, hvad nogle folk gjorde ved deres slaver. Torturerede dem, voldtog dem, dræbte dem. Keiko var heldig at få ham.
Det var egentlig lidt sjovt, hvilken situation drengen var i. Han var jo en dæmon - højest oppe i magthierkiet. Hvad lavede han som en slave? Det var hans dumhed, som havde ført ham ned i bunden, og det måtte han betale for.
Drengen formåede at overraske og gøre ham tavs i et par sekunder, da han pludselig løftede en finger imod ham og råbte højt. Den finger.. Hvis han ikke passede på, ville den forsvinde. Han afbrød ikke drengen. Han stoppede pludselig op i sætningen. Og desuden.. Desuden hvad, dæmonknægt?, tænkte Rafael. Han lod drengen vende rundt og gå i et hurtigt tempo væk fra ham. Han blev stående, et mørkt udtryk var gledet over hans ansigt. Han så efter drengen med let sammenknebne øjne. Hans hånd greb med en hurtig bevægelse fat i en lygtepæl ved hans side, og han knugede hårdt i den. Metallet under hans hånd blev rødt, og lygtepælen begyndte at bue til den ene side, indtil den med et blødt donk ramte jorden. Han slap den og fulgte så med drengen og nåede med sine lange ben hurtigt op bag ham. Intet ord kom ud af hans mund. Drengen havde fået sin vilje.

”Klart, så jeg skal sidde og se på, mens du prøver på at slå mig halvt ihjel. Sikke et liv!” Igen kunne sarkasme spores i hans mumlende stemme, efterfulgt af et lavt suk. Jah, sikke et liv, men det var sikkert bedre end det han levede før, hvis han da ovehoved levede på nogen måde! Hans forældre forstod ham ikke... lod ham ikke gøre andet end at sidde og glo ud i luften hele dagen, og man kan da ikke sige at det på nogen måde blev bedre da han først havde slået ham drengen ihjel, og der blev snakket om en 'ulykke'. Egentlig var det jo hans egen skyld... den åndsvage unge kunne bare have holdt sin kæft!
Det overraskede ham på en måde... at Rafael kunne tie stille så længe. Måske var han i virkeligheden bange for hvad Keiko rent faktisk kunne gøre ved ham, bare ved at pege. Keiko knyttede hånden og pressede tænderne hårdt sammen bag den lukkede mund. Eller også var han endelig blevet træt af at høre sig selv snakke løs hele tiden!
Han fik et mindre chok da han hørte noget ramme jorden, og var overbevist om at Rafael på én eller anden måde var blevet vred, eller irriteret, og nu havde tænkt sig at slå Keiko ned, for at gøre det klart hvem der bestemte. Men intet skete. Ingen smerter, udover dem som han allerede led af, og heller ingen besvimelser, hvilket fik ham han til at tænke. Han havde ikke lyst til at vende sig om for at se hvad det var, for så ville han med sikkerhed få Rafael's dumme grin lige i fjæset, så han fæstnede blikket på jorden og sagde ellers ikke en lyd.
”Hvad-...” et svagt host kom fra ham, hvorefter han stille fortsatte; ”...Hvad er det helt præcist jeg skal gøre, som din slave?” Tanken om tortur og voldtægt havde måske alligevel gjort ham lidt nervøs... det havde i hvert fald fået ham til at tænke over hvad det egentligt var han havde sagt ja til.

Nå.. Så drengen ville altså alligevel gerne tale. Nu måte han til at bestemme sig. Han skulletage at passe lidt på. Han skulle være glad for, at Rafael var så god til at styre sit temperament, som var medfødt af racen, for ellers var han blevet til aske. Han kom op på siden af drengen. Selvom drengen snakkede til ham, så han ikke på ham. Hans blik var rettet stift ud i luften. Udtykket i hans ansigt var fudstændig koldt og følelsesløst. Man skulle ikke tro, at disse ildrøde, ellers så livlige øjne kunne blive så døde og isnende kolde. Hvis et blik kunne dræbe..
"Du lyder nervøs," startede han sætningen. Stemmen var ligeså isnende som øjnene. "Det bør du også være. Men bare rolig, jeg tænder ikke på børn." Hans tone var nedladende og rettet direkte imod drengen. Den var ikke ment til at skulle ære beroligende.
Han havde dog ikke ondskabsfulde intentioner imod denne dreng. Sex havde han ikke brug for af sådan en dreng som ham til at opfylde det behov. Der havde han bordellerne til det og kvinder, som han fik charmet sig ind på. For ikke at nævne Ivory. Den djævlekvinde var noget helt specielt. Han havde heller ikke brug for drengen til at give al sin aggresivitet til, for det ville bestemt ikke være det samme. Han havde det bedst med at give den til folk, som var skyld i den.
Så egentlig havde drengen havde ikke et egentlig formål. Måske var han blot til for at være underholdning. Det var nok sidstnævnte, der var det rigtige svar, hvis der overhovedet var et.
Han lod hånden glide ned i jakkelommen og lod fingrene trække cigaretpakken op. Snart sad der en cigaret i hans mundvige igen. Åh, hvor herligt. Ilden var ikke den eneste grund til, at han var blevet sådan en storryger. Til folk med sådan et temperament, som han havde, var det vigtigt med et beroligende middel, og det var cigaretter for ham. Efter et par sug, som blev efterfuldt af voldsomme hosten, da smerten blev voldsommere ved røgen, kom et roligt smil over hans læber igen.

”Jeg er ikke nervøs... Jeg er bare nyskerrig over hvad der kommer til at ske med mig.” Ikke at det betød noget som helst. Det eneste han ville komme til at lave var sikkert bare at sidde på gulvet og stirre, og muligvis slå et par personer ihjel en gang imellem, så han idet mindste var en smule slave-agtig. Rafael havde vel også andet at lave, end bare at sidde og lave grin med ham. Det mindede ham om den store blod-plet på hans jakke, hvilket tvang ham til, hurtigt, at se ned af sig selv. Det var allerede tørt, men det betød jo ikke at vampyre og andre blodsugere ikke kunne lugte det. Ulækre kræ! ”Og bare så der ikke bliver nogen forvirring og sådan, så er jeg ikke et barn. Jeg blive sytten i år, så teknisk set er jeg næsten voksen.” Eller, det var han i hvert fald sikker på... et sted der omkring. Han talte faktisk ikke, men det var nu altid en god idé at vide cirka-tallet. Han så diskret på Rafael ud af øjenkrogen og betagtede ham i noget tid, men igen dukkede et smil op på hans læber, hvilket fik Keiko til at se hutigt væk igen. Især når nogle personer ikke kunne kende forskel på børn og teenagere!
Rafael begyndte at hoste, hvilket fik Keiko til at smile indvendigt, da han var ret sikker på at det var hans skyld, da han havde lagt trykket ved hans Herre's ribben, så det skulle ikke undre ham, hvis det havde gået ud over hans lunger, på én eller anden måde. ”Nuurh, Ralfie... var jeg for hård ved dig?” Smilet nåede nu hans blege, smalle læber, men det var nu ikke ovedrevet stort, man ville slet ikke kunnet se det, hvis ikke man stod så tæt på som Ilddæmonen nu gjorde. Og det hjalp heller ikke utrolig meget at Keiko stadig havde ansigtet vendt mod jorden, så hatten dækkede for det meste af hans ansigt.