Come and play with me ;) - Samuel&Ma'lakel

Sted; Katedralen - Domkirken
Tid; 00:45
Omgivelser; Sådan, som en domkirke nu ser ud indenfor (for doven til at beskrive det).
Vejr; En smule skyer, men ellers stjerneklar himmel med en smule kølig vind.
Påklædning; En lårkort, rød kjole med en meget dyb udskæring (don't ask) og røde stilletter.
_____________________________________________________________

Klik, klik, klik kunne man høre i nattens mørke, mens der var faktisk herskede en ro alle steder, hvilket virkede uhyggelig, når gaderne burde være befolket med natvæsner, men her var ingen. Et sted stod domkirken i all' sin pragt, som også var dødstille, ingen havde rigtig rørt stedet i noget tid, eller det var det, som man skulle tro.
Døren til domkirken gik langsomt op og en kvinde kom ind og lukkede døren efter sig. Hun førte sig elegant op ad gulvet med klik, klik, mens hun kiggede rundt. "Samueeeel.. kom og leg med mig." råbte hun og lod lyden give genlyd, mens hun dansede rundt om sig selv og grinede. Det var ikke hendes normale opførelse, men der var jo ingen, som kendte noget til, kun Ma'lakel, som havde givet hende den forbandede røde pille. Dog ville man opdage, at der var noget i vejen med kvindens ribben, da de ikke havde den rigtige form. De var faktisk brækkede, men det anså kvinden ikke, da hun virkelig havde lyst til denne engel, som hun skulle opsøge og lege lidt med, før hun skulle lokke ham videre.
Lucinde, som kvinden hed, var instiktivt gået mod domkirken, da hun regnede med, at der var her, hvor englene holdte til.

//De er nu ude i skoven, hvor Ma'lakel joiner dem.
Deja vu! XD//

Der lød en kort lyd af luft der brød omkring et objekt som en skygge gled hen over loftspærrende, det eneste man kunne se var to lysende stjerneklare pletter der havde en ærefrygtingydende glans i dem, den samme lyd kom igen da skyggen flyttede sig endnu engang, den holdt øje med den kvinde som lige var trådt ind ad døren og på mest skamfulde måde begyndte at opføre sig uanstændigt i hans kirke, at denne kvinde følte ingen skam var over Samuel, han kunne ikke fatte at nogen ville bringe skam over sig selv på den måde i guds hus, fra sit skjulested under loftspærrende råbte han tilbage med stor og kraftig stemme "Du er i herrens hus, opfør dig med ære og respekt eller du må finde dig et andet sted at være", han tav derefter, hun kendte hans navn, men han havde da aldrig mødt hende og hun var ikke med i oprøret på nogen måde og hun var ikke ligefrem denslags person som Scars ville bruge som sendebud. I en glidende og hurtig bevægelse lod Samuel sig falde ned mod gulvet for kun at spræde vingerne ud i sidste sekund, dog landede han let og elegant foran hende, han slog sin hætte ned og lod de isblå øjne scanne hende, han blev ikke overrasket, "hvad vil du mig Dæmon? Du er hverken velkommen eller forventet", han lød neutral dog med en iskold kant som ikke kunne misforstås, han ville elske at smide hende på porten med det samme, men hans ære bød ham at finde ud af hvad hun ville med ham , men der kunne ikke blive tale om nogen form for leg.

Lucinde kiggede stadig rundt i kirken og gik længere ind, mens hun ventede på en reaktion fra en eller anden. Hun lod sine fingre glide langs bænkenes kant, når hun gik forbi dem. Hun kærtegnede alt, som hun kom i nærheden af. Hun drejede endnu engang rundt om sig selv og grinede. Hun var ikke træt, hun havde virkelig så meget overskud og lyst. Hun stoppede dog midt i sine bevægelser, da der var nogen, som talte til hende. Hun svarede ikke på det, som der blev sagt, men spurgte i stedet, ”Samueeel, er det dig?” Mens hun så rundt og rundt og rundt, mens hun ikke kunne få øje på nogen, hvilket skuffede hende rigtig meget.
Lucinde spærrede øjne op, da hun fik øje på noget og trak sig forskrækket lidt tilbage. Hun betragtede personen, som stod foran hende, mens hun bed sig frækt i læben. Hun syntes, at han var fræk med sine vinger. Hun grinede bare over, at han gættede på, at hun var en dæmon. ”Det er det uventede, som er mest spændende.” sagde hun og gik helt hen til ham. Hvis han ikke skubbede hende væk, ville hun læne sig op af ham og lade sine fingre stryge hans kind og derefter ned langs hans side. ”Er du Samuel?” spurgte hun blidt, men hviskende med en sukkersød undertone.

Samuel flyttede sig ikke en millimeter da hun kom tættere på ham, dog havde han lyst til at holde sig for næsen, hun stank som kun en dæmon kunne gøre, men hun opførte sig meget mærkeligt, "Ja jeg er Samuel søn af Gabriel, hvem er de og hvad søger en som dem i mit hjem?", hans stemme blev en smule mere stiv og kold i det da hun begyndte at irritere ham , hun virkede som et menneske der havde fået for meget alkohol. Da hun begyndte at røre ved ham kunne det være nok, Samuel greb hendes hånd med et stærkt greb og begyndte at slæbe hende mod døren for at smide hende ud, "Jeg ved ikke hvad du er for en Dæmon, men din opførsel er totalt uacceptabel i mit hjem og guds hus, forsvind med dig og kom ikke igen", hans stemme var så kold at man skulle tro han snakkede til en dødelig fjende, han kunne ikke for noget i verden klare folk der på den måde opførte sig i en kirke for så derpå at begynde at opføre sig på den måde overfor en af guds højeste tjenere, han trak hende med sig med voldsom kraft, hun skulle ikke være i kirke mere end absolut nødvendigt, havde hun gjort sådan overfor ham på et andet sted havde han uden tøven kløvet hendes hoved fra hendes skuldre og således have fjernet en dæmon fra verden. Samuel var på den anden side lykkelig over endelig at have noget at tage sig til, han havde brugt størstedelen af de sidste par uger på at opholde sig i kathedralens bibliotek hvor han havde kikket gamle tegninger af Abbadons undergrund igennem for mulige indgange til borgen, men uden held.

Lucinde grinede begejstret, da han fortalte, at han var Samuel, hvilket gjorde, at hun snoede sig lidt tættere op af ham. Hun tænkte lidt over, hvad hun skulle svare, men hun var ikke hurtig nok, fordi lige pludselig afviste han hende og begyndte at trække hende mod døren. Han ville smide hende ud! Og hun havde ikke engang rigtig prøvet endnu. Hun blev rasnede. "Jeg havde ellers en god overraskelse til dig, men nu..." sagde hun vredt, den hånd, som han havde fat i, blev utrolig kold, og hvis han ikke gav slip, inden for kort tid, så ville hans hånd blive dækket af et lag af is, og hvis han ikke sagde noget pænt til hende eller i det mindste stoppede op, så ville hun lade isen vokse op langs hans arm. Alt dette i mens hun slog på ham. Ville han give slip på hende, havde han også mulighed for dette, men isen ville ikke forsvinde. "Du går glip af alt det sjove." sagde hun pludselig grinende. Hendes humør havde vendt sig igen.

Samuel standsede et par skridt fra den store træport der førte udenfor til gaden, hun havde på trods af sin opførsel vækket hans nysgerrighed, han vidste godt at det var en skidt ting, men han havde nu brugt så meget tid på jorden at han var begyndt at blive en smule præget af det, han slap hende og vendte sig om, han havde stadig et iskoldt blik, men virkede åbenlyst en smule interesseret i det hun havde sagt. Samuel stillede sig helt hen til døren, men vendte sig om mod hende så han kun lænede sig op af porten "Hvad er alt det sjove da? hvad er det jeg går glip af hvis jeg smider dig ud? for det er bestemt det der er det mest tiltrækkende ligenu hvor du står oig skaber dig som en uvoren møgunge i en kirke", et lille smil tegnede sig på hans læber, men det var knapt synligt og forsvandt hurtigt igen, han havde en dårlig fornemmelse på trods af at hun virkede så glad, der var noget i vejen, han havde næsten kunne mærke det fra han stod op at der skulle ske et eller andet meget stort idag, hvor han dog håbede på at der kom en og fortalte ham at Malakel var død på en eller anden grotesk måde.

Lucinde betragtede Samuel med et glimt i øjet og førte en finger op til læberne og tyssede stille på ham. Hvorefter hun smuttede helt hen til ham igen, men med lidt bøjet ryg denne gang, hun lod, som om hun kiggede efter nogen, som muligvis holdte øje med dem. ”Ikke så højt, du vil ikke have, at andre skal høre det, vel?” hviskede hun, hvorefter hun igen rettede sig stille op, men var stadig vagtsom. Hun fat rundt om hans ene arm, som om han var den eneste i hele verden, som betød noget for hende. Hun lægger sit hoved på hans skulder. Hun havde for et øjeblik glemt, hans spørgsmål, men hun kom dog i tanke om det igen, og et frækt smil bredte sig igen på hendes læber. Hun flyttede den ene hånd på hans kind, som hun forsigtig begyndte at stryge, med forhåbninger om, at han ikke ville afvise hende igen. Hendes pupiler virkede en anelse store i det.
”Jeg har fundet noget i skoven, som du sikkert vil se… Jeg hører nemlig, at du er en kriger, som hader herskeren.” hviskede hun hemmeligshedfuldt og fortsatte med at smile. Hun havde bevidst ikke sagt, Ma’lakel, måske så det skulle virke, som om, at hun ikke kendte ham, men dog alligevel vidste, hvem han var.

Samuel kiggede på hende med uro i blikket, på samme måde som hende kiggede han nervøst omkring sig for at tjekke om der var nogen der lyttede, efter han havde gjort det undrede han sig for han vidste jo egentlig godt at der ikke var andre end ham og hende derinde. Denne gang rykkede han sig ikke da hun kom tættere på ham, men det tog en enorm kraftanstrengelse fra ham for ikke at give hende en på kassen og sende hende på hoved ud i mudderet igen, han kiggede på hende med væmmelse i øjnene mens han lod hende pille ham på kinden, han følte intet for hende og havde aldrig følt andet end ynk for de stakler som boede på jorden og ikke havde set herrens under endnu. Samuel kom ubevidst til at læne sig lidt mod hendes hånd og lukke øjnene kort, men med et åbnede han dem igen og greb fat i hende med et fast dog ikke for hårdt greb, "Hvad sagde du... hvad har du fundet? en indgang til Abbadon?... et våben? hvad har du fundet fortæl mig det", han lagde ikke mærke til hvor ivrig han blev og havde han gjort det havde han nok ikke ændret det for han kunne mærke noget sjovt i brystet der fortalte ham det var vigtigt, et eller andet stort som han kunne finde i skoven, "vis mig hvor det er, du kan fortælle det til mig på vejen", han strakte sin hånd ud mod alteret og den store økse der lå på det fløj med det samme hen i hans hånd og blev med en enkel håndbevægelse hægtet fast i bæltet.

Lucinde så på deres hænder, da Samuel tog fat i den og afbrød hendes bevægelser mod hans kind, hun bed sig i læben og blev faktisk meget irriteret, dog hans begejstring over hendes ord gjorde hende glad, og hun smilede endnu mere hemmelighedsfuldt til ham, mens hun mumlede blidt, næsten kærligt, ”Så stor og stærk. Hun fór forskrækket sammen og klemte sig faktisk tættere ind til ham, da en økse kom flyvende, men den landede sikkert i Samuels hånd. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, hvorefter hun tog Samuels anden hånd. ”Jeg vil ikke fortælle, da andre ikke må høre.. men jeg kan vise dig det.” sagde hun og bed sig frækt i læben. Hvis man ikke tog fejl, kunne man tro, at hun prøvede at lokke ham hen til sit eget hus, hvor hun ville kunne gøre utalelige ting ved ham. Hun gned sig endnu en stund mod ham, hvorefter hun tog hans frie hånd og blinkede let til ham. Hun åbnede døren og kiggede ud, før hun skubbede den mere op og begyndte at trække af sted med Samuel efter sig. Hun strejfede glad af sted, da hun havde en god fornemmelse, men dog også en dårlig, men hun trak dog på skulderne og fortsatte derud af og ville ikke give slip på Samuels hånd, fordi så følte hun, at hun ville svigte.

De ankom til skoven, et godt stykke inde i skoven. Hun stoppede brat op, men holdte stadig Samuels hånd, hun mumlede kort, ”Det må være her.” Hvorefter slog over i en latter og dansede let og hurtigt rundt om Samuel, mens hun lod sin hånd strejfe ham tilfældige steder og gav slip på hans hånd. Han var blevet en smule uinteressant, da der var en meget mere interessant person til stede, håbede hun. Hun satte en hånd for læberne og blinkede til ham, et tegn på, at han skulle forholde sig stille, hvorefter hun trak sig lidt på afstand af ham. ”Se hvad jeg har fundet!” halv råbte hun ud i mørket, som omgavn skoven. Hun slog over i en latter og drejede rundt om sig selv. Hun følte, at hun havde gjort det godt og håbede da også, at hun ville få sin belønning for det.


//Ludo; Lucinde (som er nu), Samuel, Ma’lakel.//

Samuel væmmedes stadig ved hende da hun trykkede sig ind til ham, det måtte bestemt være en form for synd fra hans side at lytte til en dæmon og måske enda være glad for hende, havde hun virkelig noget der var så vigtigt ville det måske kunne styrke det svækkede oprør så meget at der ville være nye folk der sluttede sig til det, der var ikke andet at gøre, på trods af at hun virkede forstyrret oven i hoved kunne han ikke lade en chance for at finde hvad end det var hun snakkede om gå forbi, det var en synd at begære og det vidste han, men den viden hun havde var noget han på det nærmeste ville give alt for. Samuel væltede næsten da hun begyndte at trække ham efter sig, men han fandt hurtigt balancen igen, dether var jo direkte dumt, han havde vinger og kunne sagtens bære dem begge, men det virkede som om hun var opsat på at gå og han var nød til at føje sig, tænk hvis hun pludselig fandt på at hun ikke ville vise ham hvad end det var der var i skoven. Han slog hætten over hoved, der var ingen grund til at blive opdaget af vagter hvis der var sådan nogen i gaderne på dette tidspunkt, eller hvis der var nogen junkier som var på detder nye engleblod, han gøs let ved tanken om hvor mange af hans artsfæller der måtte lade livet på grund af den hæslige pille som folk tog for at ændre deres hjerne. De nåede om sider ud i skoven, Samuels underlige følelse havde ændret sig til en gruenede uro og en smule nervøsitet, som når man står på en slagmark og ser en hær af fjender komme løbende mod en, Samuel kiggede underligt på hende da hun slap ham og begyndte med det samme at spejde rundt, han kunne lugte det, der var en anden person men han kunne ikke lugte om denne også var en dæmon endnu, han brølede med overmenneskelig kraft af Dæmonen "Din elendige forræder, din race har ingen ære!", han ville have kastet øksen efter hende, men han havde en gruopvækkende følelse af at han havde mere brug for at beholde den i sine hænder ligenu, han spejdede ud i mærket der omgav dem.

En hånd rakte ud inde fra mørket, og ville meget hurtigt gribe fat om den fjantede Lucinde der så lydigt havde gjort hvad han havde bedt hende om. Den lille engel var til stede, hvilket hans råben havde sørget for at afsløre, på samme tid med at Lucindes lalle glade kalden indikerede at hun ikke var kommet alene.
Mørket omkring området blev på mystisk vis tættere, og hvis man kiggede godt efter ville man kunne fornemme skygger der gled frem og tilbage fra igennem de store søjler der udgjorde skovens utallige træer. En kulde skyllede først indover området, og bladende på træerne begyndte at blive brune og rådne. Græsset døde, blomsterne visnede, og træernes bark blev hård og tør. Meget simpelt gav området sig til at dø. Ikke på grund af Ma'lakels tilstedeværelse, den magt havde han ikke, selvom det ville være underholdende, men hans tjenere også kaldet Gengangere, eller De Døde, kredsede om stedet, iklædt sorte flangrende kutter der dækkede deres skellet kroppe, omringede byttet.
Alt lyd fra dyr, kunne ikke høres, og hvis Lucinde havde fortsat hendes lallede fnisen og fjanteri, ville hun være noget af det eneste hørbare, udover selvfølgelig en hurtig lyd fra nogen der var kommet tæt på..lidt..for tæt på.
Hånden der havde grebet om Lucindes håndled, snurrede hundæmonen en enkelt gang rundt, inden hun ville lande i favnen på en meget større udgave af sin egen art. En næsten to meter høj dæmon af hankøn, med mørk solkysset hud, en muskuløs krops bygning som en kamp hund, et hårdt og hærdet ansigt, der til trods for sit fodsoldats ydre stadig formåede at have noget.. specielt tiltrækkende ved sig. En sort tatovering kunne skimtes på den venstre side af halsen i et sort og okkult mønster. For ikke at nævne et par gylden grønne øjne, der lyste i det dunkle mørke.
Et mørke brunt, næsten sort hår som var redt tilbage, udover en enkelt rebelsk tot der valgt at dingle foran det venstre øjenbryn, kunne også ses. Han var iklædt en lettere tæt siddende grå T-shirt, og udover havde han en lang læder jakke med en helt udfoldet krave der lå trygt imod hans nakke og hals sider. På ryggen bar han et våben der sikkert hurtigt ville tiltrække opmærksomhed hos det hellige væsen. Et enormt to-hånds sværd hang på ryggen af han dæmonen, sad der ved hjælp af to læder remme der var spændt om den og holdt den oppe, samt gik læder remmen tværs ned over brystet på han-dæmonen. Sværdet havde en sin egen aura, idet den var et slags individ for sig selv, i den lå ikke bare en del af Ma'lakels egen energi, men også resterne af hans tidlige mesters udødelige sjæl. Auraen syntes anspændt omkring sværdet, som om den ventede på noget, og var ivrig efter at få start skuddet.
Malakels bukser var af stærkt stof der kunne holde til en del, og i det sorte bælte der holdt det oppe, hang et pistol hylster med en sølv glimtende pistol. Bukserne sad lettere løst, og endte i et par sorte militær støvler der ville være passende til denne slags lege.
Som Lucinde var i favnen på Ma'lakel, gav han slip på hendes håndled og lagde i stedet sin hånd over hendes lænd, imens hun var skubbet tæt ind til ham med fronten imod hans brystkasse.
,, Dyygtiig pige Lucinde-skat..", roste han hende, og rakte sin frie hånd op til hendes kind, for at stryge hende ned over den ganske nænsomt og kærtegnende.
Et smil dannede sig på hans læber, fyldt med inderlig hysterisk glæde over hans lille prinsesses fund.
,, Sikke dog et prægtigt eksemplar du har fundet..".
De gylden grønne øjne gled over på Samuel, der sikkert stod ikke særlig langt fra dem. En morskab kunne spores, makaber, sadistisk, legesygt, manisk!
,, Ingen ære, jamen hør nu.. hvis du begynder at fornærme mig, så fornærmer jeg dig, og så ender vi jo bare med at slås, min kære Samuel..".
Hans ord var sleske, bedrageriske og fyldt med en ironi som ikke var til at tage fejl af.
Han så ganske kort hen på Lucinde igen, og smilede stort.
,, You can leave now, dearest. Do not wait up, daddy is going to stay out late tonight..".
Hans ord til hende ville blive talt på et sprog som Samuel ingenlunde ville kunne forstå, da disse ord var på dæmonernes føde sprog.
Han slap hende.

Lucindes blik blev såret, da Samuel råbte forræder efter hende. Hun var jo ikke nogen forræder, fordi han ville selv herud, og hun havde bare vist vej, så det var faktisk hans egen skyld, at han nu befandt sig i denne situation. Lucinde lyste dog igen straks op, da der var nogen, som havde taget fat i hendes hånd og hun genkendte straks varmen fra hånden. Hun lagde faktisk ikke rigtig mærke til forandringer omkring dem, selvom hun kunne mærke, at atmosfæren omkring forandrede sig. Hendes opmærksomhed var vendt mod denne hankøns dæmon, som hun personlig mente var mere værd at bruge tid sammen med end englen, selvom englen også virkede interessant, bare dog ikke så interessant igen.
Lucinde grinede muntert, da hun blev drejet rundt om sig selv. Hun lænede sig ind mod varmen, selvom det enlig burde genere hende, men det gjorde det ikke, fordi hun nød nærværet af den anden. Hun støttede kort sit hoved mod hans bryst, hvorefter hun kiggede op på hans ansigt. Hun hævede den ene hånd lidt og lod hende fingre vandre fra hans mave og op hans skulder, hvor hånden lagde sig nær halsen. Lucinde smilede stort, da hun blev rost, hun følte sig stolt. Hun lukkede øjne, da han kærtegnede hendes kind, og hun lod igen sin hånd stryge ned fra skulder, over hans bryst og ned til hans mave, hvor hånden igen stoppede og blev liggende. Hun smilede over hans ord, men sagde intet, hun ville lade ham tale. Hun kunne lide lyden af hans stemme. Lucinde slog kort blikket ned, men så dog igen op. Hun bed sig i læben og nikkede. Hun ville ikke efterlade ham, men hun kunne fornemme, at det ville blive grimt for englen, og hun ville helst ikke være i vejen, og hun kunne ikke nægte ordene, som blev sagt på deres føde sprog. ”Then I will hope, that you’re the first thing I see, when I open my eyes, master.” sagde hun ligeledes på det samme sprog, mens hun smilede frækt til ham. Da han havde sluppet hende, så hun kort, men muntert, over på englen, hvorefter hun forsvandt ind i mørket. Hun frygtede ikke dette mørke, da hun regnede med, at det intet ville gøre hende.

//out d;//

Samuel kunne først mærke en isnende kulde af forrædderi, men det forsvandt hurtigt igen og blev afløst af det intetsigende mørke og en tør og irriterende varme, han kunne mærke hvordan han begyndte at svede under sin rustning og han trak hurtigt kappen af og afslørede det matte sølvgrå metal som den var lavet af. Samuel stod afventene mens mørket kom kravlende hen over jorden mod ham og træer og græsset døde for øjnene af ham, men da det nåede et par meter fra hans fødder stoppede det og gik rundt om ham i en cirkel, kun omkring ham var der en plet med grønt frodigt græs. Samuel trak lod for nu øksen hænge i bæltet mens han lukkede øjnene *jeg tager imod min skæbne som den tjener jeg er, gennem mit offer må et nyt liv spirer*, han sendte denne lille dødsbøn inden han vendte tilbage til nuet og lod de isblå øjne skære igennem mørket som stjerne på den mørke himmel, han trak vejret roligt og med normale intervaller, han var blevet skabt til dette øjeblik, det var nu han skulle gøre sin forskel ved at lade det ultimative offer ske, et svagt nervøst smil fandt vej til hans læber. Han bevægede sig et par skridt tilbage og cirklen med frodigt græs fulgte med ham, han skulle have noget plads at kæmpe på, han så med et fast blik mod de to blasfemiske væsner der omfavnede hinanden, havde han været svagere havde han brækket sig "Du taler om fornærmelse, din blotte eksistens er en fornærmelse mod alt hvad der er levende, din ånde forgifter luften som vi indånder, dine ord er som syle der bliver hakket i vores øre og din tunger er som en slanges, du er en fjende af alt der har en sjæl og det ved du. Men en ting er sikkert for dyr som dig, i vil blive mødt med den samme hårdhed af folk som ikke ligger for dine fødder, dem du stoler på vil vælte dig, dem som hader dig vil vælte dig, du kan ikke stole på nogen og det er en fatal svaghed for dig... du opføre dig som om du har alt, men du har intet", Samuels stemme rystede ikke den mindste smule over herskerens nærvær, men var i stede fast som en klippe der konstant blev ramt af bølger fra det frådende hav. Samuel grab fat i hans økse og holdt den tæt i begge hænder op foran sig *for the wicked is never strong as long as the pure and brave is breathing, the light of the one true god will fall upon this place and forever burn the darkness and its followers, may my choice lead others to follow my example*, i samme øjeblik som Samuel havde tænkt denne bøn til ende kom det flydende lyd /Purification/ til syne som en flod af lys der brusede om ørene på ham, han knyttede hånden og det samlede sig om stålhandsken så den begyndte at skinne kraftigt på en hellig og ærefrygtindgydende måde.

Som Lucinde havde forventet, rørte skyggerne og mørket hende ikke, men lod hende glide ud fra fare zonen uden hun blev stoppet af noget som helst. Ma'lakels gengangere, der cirkulerede rundt om stedet, rørte ikke den rene rase(dæmon rasen) og lod derfor Lucinde komme uskadt derfra.

Et sort øjenbryn blev skudt i vejret som Samuel gav sin lille tale om hvordan Ma'lakel ville falde, og så videre, og etc. Han vidste nu snart ikke helt hvor glad han et eller andet sted var for situationen, en ting var at nakke elvere, for ikke at nævne elvere herrer, men engle. Han følte sig patetisk, engle var nu engang hans speciale, så hvad var det at frygte? Til trods for Ma'lakels hovmod, kunne man dog fornemme en smule ubehag da et lys gled indover stedet og samlede sig som en hellig beskyttende kræft omkring englens metal handske. Nærværet af noget så rent og ukorrupt syntes at tvinge en smule ærefrygt ind i den ellers ego-centrerede halv-dæmon, som trods alle odds altid havde sin selvtillid på plads. Det var dog heller ikke fordi han rystende af skræk, men man kunne godt se på den lettere tøvende mine at han ikke følte sig veltilpas i selskab med det hellige lys.
Han rynkede brynene, og lod et lille smil komme til syne. Ma’lakel var midlertidig stadig upåvirket af Samuels evne udenpå, hvorimod indeni vaklede han en smule, når alt kom til alt, handlede kampe ikke blot om hvem der var stærkest men at vurdere hvorvidt han havde noget der kunne slå modstanderens tricks, desværre var det ikke altid brutal styrke der afgjorde dette, men nærmere kløgt og intellekt, men på det plan manglede Ma’lakel heller ingenting, så til trods for at tilstedeværelsen af Samuels rene energi, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Ma’lakel et kort øjeblik, var han overbevidst om at denne kamp kunne han uden tvivl vinde, når alt kom til alt havde han jo Stemmen på hans side!
,, Se nu der Samuel..”, begyndte han.
Det dyriske, gylden, grønne, blik lagde sig over englen, fra før at have været fæstnet på lyset, og den store dæmon flettede fingrende ind i hinanden for at strække dem, og nogle modbydelige knæk kunne høres. Bagefter knækkede han lige så nakken og rullede med skuldrende, for til sidst at lukke øjnene og ryste på hovedet.
En lav, mørk, knurren, som fra et bestialsk monster, kom fra ham som han gjorde, og da han igen åbnede sine øjne var det grønne, der før havde lagt i perfekt balance med den gyldne, trykket sammen til at ligge som en tynd streg langs den sorte pupils kant der ligeså havde ændret sin form, og var blevet aflang og reptil-agtig, frem for oval og menneskelig. Et stikkende gul dominerede hans øjenfarve, og lyste op. Hans læber skiltes i et bredt, manisk, smil, og afslørede den lange række af syle spidse tænder der alle havde en uhygiejnisk gullig emalje over sig.
,, Nu skal jeg fornærme dig, og så kan vi begynde at slås. Det er en grim cirkel du har opbygget dig min ven…”
En varme begyndte at brede sig omkring halv-dæmonen som denne havde talt, og med ét begynde lyseblå flammer at rejse sig fra Ma’lakels hænder. Ilden omfavnede hans fingre og indhyllede dem i en velkommen varme som Ma’lakel elskede, det kriblede i hele hans væsen.
Sværdet på hans ryg der før havde forholdt sig anspændt og passivt slog ud i en mindre chok bølge der skyllede ind imellem de mange døde træer og buske, imens at en skinger, metallisk skrigen, der var en blanding imellem menneskelig og dyrisk, kunne høres skære igennem området som blev et monster frigivet fra sin fængselscelle. Den skingre skrigen blev fulgt af mange flere, og den pulserende aura omkring sværdet slog imod hvem end der måtte være i nærheden, og lod dem opfange bestemte følelser: vrede, hævntørst, og desperation. Som var sværdet ikke bare et skarp slebent stykke metal, men skabt af tusinder vrede sjæles rester, hvilket det ironisk nok også var!
Et legesygt skær gled over de, ulækre, reptil øjne, og med en morskab i stemmen talte Ma’lakel for sidste gang:
,, Men lad os ikke spilde tiden på snak.. Hvis du vil ha’ mig.. kom og ta’ mig..”.
En mørk, manisk latter fulgte, og kampen imellem det gode og onde kunne begynde!

Den bløde vejrtrækning blev afløst af en mere tung og forberedende, svedperlen der trillede ned over kinden virkede som en opkvikkende forfriskning, det var nu, det var nu det hele skulle ske, en forventningens nervøsitet bredte sig stille i hans mave, han havde ingen frygt, han vidste hvad han skæbne ville blive for det havde han set i et syn, et skinende smil bredte sig på hans læber, tænderne var så vide at de på samme måde som hans øjne skar igennem mørket, Malakel ville få sit livs kamp, det kunne være han før havde slået elvere og andre renere racer, selv engle havde han vel gjort det af med, men han havde aldrig stået foran en af de tolv, en herrens ærkeengle skabt i renhed uden frygt eller ønske om andet end at tjene denne herre, budbringere til jomfru Maria og beskyttere at perleporten, nervøsiteten forsvandt igen og vejtrækningen blev på samme måde som før fuldstændig rolig. Samuel slog øjnene op men de havde fået det flydende lys omkring dem så det lignede hvide flammer, han var i ét med alt, han var de reneste mest ophøjede han kunne blive, langsomt men sikkert begyndte den lille cirkel af græs at trække sig væk og overtage mere og mere af den lille lysning Malakel og han stod i indtil den nåede et sted lige imellem dem hvor det så ud til at den lyse grønne side sloges med den mørke og døde side, langsomt begyndte lyset også at omfatte rustningen han bar, det slikkede som korte tråde ud mellem de forskellige plader der udgjorde hans hellige rustning. Han ville ingyde ærefrygt i det mest hårde og onde væsen i denne verden med når han på den måde lod det hellige overtage ham og slap kraften fra tusindevis af års gode og rene gerninger løs, han følte sig ikke hovmodig på nogen måde, Malakel var en modstander som ingen anden og på trods af hvordan Samuel lod hele hans kraft skinne igennem vidstehan at han hvordan det ville ende. Da han åbnede munden stod lyset på samme måde som fra øjnene ud af den, "Må du for altid prise dig lykkelig for det kun har været mig der blev sendt herned, havde det været Michael eller Gabriel havde du ikke haft en chance, se blot på mig og føl med rette hvordan din onde sjæl skælver, jeg er den laveste af ærkeenglene kun en simpel budbringer, tænk hvis du havde mødt en af beskytterne", hans stemme lød helt forkert som var der flere der lappede over hinanden i forskellige tonehøjder. Samuel kiggede på det forbandede sværd med ophøjet ro som om det egentlig ligeså godt kunne have været et træsværd som børn brugte til at lege med, han strammede grebet om øksen og sagde med samme stemme som før "Lad da kampen begynde", med lange skridt gik han mod Malakel mens han løftede øksen over sit hoved og til sidst svang den mod ham med enorm kraft, der var ingen grundt til at begynde for hurtigt og få brugt alle sine krafter på en gang, Malakel skulle aldrig glemme denne kamp, det ville være dejligt at give ham et stort fedt ar der kunne minde ham om styrken hos de gode racer, dem som han betegnede som lave og næsten uden ret til at leve.

Den maniske latter fik naturligvis sin ende, dog forblev et makabert smil stadig på de lysebrune læber der skiltes for at fremvise det gullige tandsæt, fyldt med skarpe haj lignende tænder der sikkert med hjælp fra Ma'lakels kæbe styrke, kunne flå kød fra knogler!
Det gyldne der dominerede dæmonens blik begyndte ligeså at have en lysende effekt til trods for at Samuels hellige lys var meget kraftigere end den mindre refleksion af måne skinnet som Ma'lakels bæst øjne lavede. Dog var det der, et symbol på overmenneskelighed, på indre overlegenhed til trods for at englen i sig selv så ud til at være meget mere end bare snak, så så Ma'lakel frem til dette.
En del af ham var en kujon, en del af ham havde lyst til at skælve og krybe på grund af den mængde hellig energi der skød ud fra Samuels blotte tilstedeværelse. Men Ma'lakel ikke så meget som skuttede sig. Hans dæmon side blev alarmerende bange på grund af lyset, for ikke at nævne dets effekt på det førhen døde græs, og praktisk talt alt hvad der kunne klassificeres som helligt ved englen, men det var hans menneskelige korruption der holdt ham fattet og urokkelig. Dæmon blodet i hans gener, tilføjede bare en dejlig gode: at fremprovokere ild, og overmenneskelig handlekraft og styrke.
Til Samuels sidste ord, fnyste Ma'lakel hånligt ved dennes barnlige konstatering om at hvis det havde været en hver anden ærkeengel havde han ikke stået en chance. Hvad var det? En form for: hvis jeg ikke vinder så var det bare fordi.. mimimi - sikke noget bras at fyre af? Men så igen, alle kunne jo ikke være ligeså perfekte som Ma'lakel selv, kunne de vel?
I modsætningen til Samuel der så veludrusted ud til episk nærkamp, lod det ikke til at Ma'lakel havde planlagt at trække sit sværd med det samme og gå i flæsket på englen. Nej, det gjaldt om taktik, og derfor ventede Ma'lakel på at Samuel kom nærmere, lige indtil denne svang den enorme økse imod Ma'lakel, og dæmonen reagerede overmenneskeligt hurtigt, sprang uforvarent til den ene side og ventede i få sekunder der indtil at Samuel fejlagtigt havde plantet sit våben i jorden, og derved blottet resten af sig. Da ville, med mindre Samuel havde en måde at counter dette på, en knytnæve omsluttet af dansede blå flammer med temperatur nok til at skamfere et hvert stykke kød, hamre ind i ansigtet på englen, og hvis dette lykkedes, forhåbentlig få denne til at vakle tilbage og derved væk fra sit våben.

Der lød et enormt brag da Samuels økse ikke engang fangede Malakels sværd men drønede ned i jorden, Samuel var ikke overrasket, han var jo nød til at prøve Malakel lidt af. Fra øjenkrogen kunne Samuel se den blå flamme komme imod ham med stor fart, med det samme slap han øksen og lod den sidde i den sten havde sat den fast i, han mødte Malakels næve med sin egen der var omsluttet af det hellige lys, det ville beskytte ham en smule mod Malakels dæmoniske ild. Der lød et brag da deres hænder mødtes og Samuel blev slynget bagud og ramte et træ i udkanten af lysningen, idet han ramte træet kunne han mærke hvordan hans skulderknogle blev knust under det enorme tryg fra både ham og den rustning han bar, det blev kort sort for hans øjne inden han kom på benene igen, han kiggede ned af sig selv og så de sorte brændemærker der var overalt på hans rustning samt hans hånd der var sort og forkuldet på knogerne. Smerten var næsten ubærlig, men han kunne ikke stoppe nu der var meget mere i ham, der var meget mere han kunne tilbyde Malakel i form af helligt lys, med en let vaklende bevægelse rejste han sig helt op, venstre arm hang løst og uhjælpsomt ned af hans side, "den sved, man skulle jo næsten tro du ville dræbe mig", Samuels stemme var spottende og provokerende, men bar tydeligt præg af de smerter han havde. Langsomt begyndte lyset igen at kravle op om hænderne på Samuel og han fik den samme hellige aura over sig igen som før, dog virkede den ikke så stærk som før, han begyndte at løbe mod Malakel mens han kastede den ene kugle af lys mod ham efter den anden, han var nød til at få fat i øksen igen så han kunne forsvare sig med anden en helligt lys som han ikke kunne blive ved med at producere.

Ma'lakel reagerede ikke på Samuels meget heldige undvigelse af det mindre angreb som han kom med, og som deres hænder stødte sammen i et ordentligt brag, spærrede den selvsikre halv-dæmon øjnene op, som han kunne mærke en form for lammende stød der vandrede lystigt hele vejen op til hans arms begyndelse, og satte spjættende pulseringer i gang, som sprang den samtlige blodåre i hans krop uden at gøre det dog.
Den magnestiske ustabilitet der blev dannet som deres kræfter støtte sammen med hinanden, havde selvfølgelig en fatal reaktion da de to energier frastødte hinanden, hvilket resulterede i at både Ma'lakel selv og englen fløj bagover med utrolig hast og stødte ind i scenens natur liv. Ma'lakel var dog mindre heldig end englen der blot blev slynget ind i et træ og fik et modbydeligt knæk som følge. Ma'lakel stødte den ene side imod et træ, hvilket fik ham til at snurre rundt resten af vejen han blev slynget imod jorden og ind i en kampe sten, der meget ubelejligt lå hvor den gjorde. Et ordentligt dunk kunne høres som de to kom i kontakt, og stenen fik en lang flænge ned af sig efter sammen stødet med Ma'lakels skulder der blev hamret imod den samt resten af hans overkrop.
Der gik nogle sekunder hvor han bare lå stille, og indtil han satte en hånd på stenens overflade. En linje af spyt og blod, løb fra hans mundvige, imens han prøvede at komme op, selvom faldet havde resulteret i et stort slag imod næsten alle kropsdele. De dirrede og skreg i smerte. Hans venstre side syntes at knase svagt som han rejste sig op, og som han kom op så han sig over skulderen: imod englen der på dette tidspunkt ligeså var kommet op at stå. Han spyttede blodet ud, og tørte resten væk med tommel fingeren.

Han vendte sig og gik 'uskadt' imod englen, imens man kunne ane at de endnu lyse blå flammer, der skød ud som dampe fra et lokomotiv fra under hans klæder, fik et lilla skær over sig og voksede sig stærkere og temperatuen blev uudholdelig. Et menneskes hud ville blive afbrændt på få sekunder, kom denne i nærkontakt med Ma'lakel nu. Men for en englen? Det ville skam gøre ondt, men om det var fatalt ligefrem? Måske, måske ikke.
Han stoppede som han nåede den lille klippeblok hvor englens våben var placeret. Lod sine stikkende gule øjne ligge sig ned på den, imens at en sagte dunken fra hans højre arm kunne mærkes. Man kunne intet se da denne var dækket af klæder, men under den var en skamfering af den mørke hud skabt.
Som et kort svar til hvad englen sagde, kom et meget skævt, drenget smil fra den store halv-dæmon, som morede han sig på trods af smerten, som åbenlyst blev ignoreret.
,, Det sagde din mor også igår...".
Ma'lakel rakte dernæst op og greb fat om håndtaget på hans enorme sværd. Zenkai reagerede ved sin herre berørelse, og en mindre chock bølge blev udgivet fra den enorme mængde energi sværdet indeholdt. Zenkai skreg i hysterisk glæde over udsigten til at smage blod. Chock bølgen var tegn på at Ma'lakel brugte sin første evne: Oblivion. Det var flammer skabt af energier der blev presset imod hinanden så de til sidst skabte en ubeskrivelig varm temperatur, hvilket gav dem illusionen af flammer. Selve varmen ville være nok til at smelte bygninger, og de tætteste træer gik skam også i brand omkring dem.
Ma'lakel undveg med nød og næppe den første hellige kugle af energi ved lettere kluntet at træde til den ene side, og vende sig med fronten imod Samuel, dog ramte den næste. Satte sig i brystet på dæmonen der som reaktion bukkede sig en smule forover og kom med et tilbage holdt smerte støn. En plet af forbrændt tøj kunne ses og Ma'lakel havde nu fået sig sit første brande mærke midt på brystkassen. Han så op imod englen, med et rasende blik. De gyldne øjne slog gnister, og han så imod englen der kom tættere på ham. Pludseligt ændrede Ma'lakels udtryk sig fra noget menneskeligt, til noget... bæst agtigt. Han åbnede munden, hægtede kæberne af led der resulterede i nogle modbydelige knæk, og udstødte et metallisk dyre brøl, der kunne minde om en løves majestætiske klang, men også en måges skingre skrig! Han slap Zenkai, skønt at sværdet stadig pulsede den enorme varme, og som en varulv der var parat til at slås, indtog Ma'lakel en dyrisk stance: bøjede sig let frem over, knurrede hidsigt, og spredte sine fingre ud som var de kløer. Skulle Samuel stadig løbe imod ham, ville Ma'lakel når denne var kommet tæt nok på, springe på ham, så de sikkert ville rulle nogle gode meter hen af jorden før en meget brutal næve kamp ville begynde.

Samuel kastede den sidste kugle af hellig energi mod Malakel og kunne med et træt smil se hvordan den borede sig ind i brystkassen på ham, et normalt menneske ville have sprængt i luften i en kaskade af lys energi, men det så ud til at dæmonen kunne tage det, dog men i lille skade. Samuel bremsede sit løb da han kunne mærke varmen og hviskede lavt med en skræmt stemme "Zenkai", sværdet skabte skræk og rædsel blandt himmelens tjenere som noget af det ondeste i verden, sværdet der levede af døde og onde sjæle, kunne han få gjort en ende på det og ikke Malakel ville det næsten være en større sejr. Samuel kiggede med ophøjet ro på Malakel der nu blev mere dyr en menneske, han vidste hvad der ville ske hvis han angreb, men der var vidst ikke andre veje at gå af, han måtte bare gøre sig klar på en hæftig nævekamp, han samlede sig endnu engang for at få styr på sine tanker og manifesterede en meget bleg og lille smule hellig energi igen, det ville kun være nok til at det gjorde lidt ekstra ondt hvis han fik plantet et slag på Malakel. De nu afbrændte træer i udkanten af lysningen skabte en endnu mere dunkel og skummel scene for englens sidste kamp, han ville ønske han kunne have gjort lidt mere, bare have reddet en person til, eller have skabt glæde hos en enkelt person, men tiden til det var forbi, andre måtte tage over hvor han ikke kunne løfte byrden mere, hvis han var noget var det bare urolig for hvem det var der skulle løfte arven, Barishan? Logan? eller en helt tredje, der måtte være en af dem der skulle fuldføre arbejdet, finde Meowinger barnet og fjerne Malakel for altid. Samuels hellige energi voksede en smule igen i takt med at han tænkte på alle dem han efterlod tilbage i denne forfærdelige verden. Samuel begyndte igen at løbe mod Malakel mens han råbte med overmenneskelig røst "Kom så dæmon! Vil du leve for evigt?", Samuel løb mod ham og foldede vingerne ud, det var bedere at være den der endte på toppen end i bunden, med et rasende brøl satte han fra jorden og fløj det sidste stykke mod Malakel, han drejede sig en smule så hans skulder ville være det første der ville ramme ham, hvis han ramte ville slaget være mere end nok til at brække knogler og skade indre organer på mennesker, men på dæmoner, det var jo en anden snak, de var for det meste noget mere hårdføre en mennesker.

Endnu et modbydeligt overmenneskeligt brøl kom fra Ma'lakel der i sin vrede havde udvidet sit stemme bånd og hals rør, blot for at gøre sit udtryk for raseri endnu mere tydeligt. Han fungerede stadig mentalt som et tænkende væsen, men hans dyriske sind var ved at overtage langsomt. Skulle denne kamp ende med Ma'lakels ønskede var han ikke sikker på at han ville komme derfra uden diverse skrammer og lemlæstelser. Men dette var dog også første gang han havde stået overfor en ærke engel.
Som Samuel, efter et mindre boost, fløj det sidste stykke imod Ma'lakel med hensigt om at støde skulderen imod ham, satte Ma'lakel ligeså af fra jorden, og de to ville støde sammen, hvilket ligesom før ville skabe en mindre chokbølge på grund af de to afvisende energier der lige ledes kolliderede! De brande træer gav efter for udfaldet, og kæntrede bagover, imens at de to kæmpende sikkert ville flyve nogle meter hen af den døde jord.
Som Ma'lakel var sprunget på Samuel havde han fået dennes skulder direkte ind på det ene kravebenet, hvilket gjorde at Ma'lakel blev skubbet til den højre side af englen, dog kunne man ikke høre et knæk derfra hvilket var umådelig heldigt for Ma'lakel der ellers ville have risikeret en ufattelig stor skade, havde han ikke haft dæmoniske gener der gjorde hans knogler betydeligt hårdere end menneskers.
Som de kolliderede søgte Ma'lakel hurtigt Samuels højre vinge da det var den han blev slynget over imod. Greb fat i den så meget han kunne imens at flammer stadig dansede over hele hans krop: denne handling ville forhåbentlig sætte ild til englens fjerpragt.
Idet de lande, og uden tvivl rullede rundt et godt stykke tid på grund af tyngdekraften. Dette så Ma'lakel som en åbning til at få overhånden, han prøvede så vidt muligt at bruge netop tyngdekraften til at blive ved med at rulle rundt indtil Ma'lakel var øverst. Han prøvede dette ved at skubbe Samuel til siden imens de lavede de sidste par rul, og forhåbentligt ville englen være en smule distraheret af sine vinger der brande med en dejlig lyseblå/lilla farve, skulle Ma'lakels forsøg på at sætte ild til denne have været succesfuldt. Hvis ikke Samuel havde fuldt fokus på hvad det var Ma'lakel gerne ville opnå, ville det være tænkeligt at det var Ma'lakel der endte med at være øverst, og dette kunne meget vel vise sig ufattelig fatalt for den stærke engel.

Samuel kunne se det vilde dyr i Malakels øjne og for første gang i meget lang tid blev han en smule rystet, måske enda en smule bange, men han holdt hoved koldt og fortrød ikke at han var gået i kamp med dette bæst der var med et godt engelsk udtryk en "Abomination" for alle som kom i direkte eller indirekte kontakt med denne. Samuels skulder bragede ind i Malakel, men kravebenet bukkede ikke under for satødet sådan som han havde håbet på, dog måtte det gøre ondt som bare fanden når man fik 90 kg engel plus 60 kg tung rustning smidt i hoved med 40-50 km i timen, Samuel prøvede efter bedste evne at få lagt en arm om Malakels hals mens de strøg gennem luften, han kunne allerede nu mærke han kom til at ligge nederst når de engang var landet og havde rullet et stykke, kunne han få ordenligt fat ville han kunne kaste Malakel over sig selv og ligge ham i en form for hovedlås. Samuel nåede dog ikke at tænke meget længere før en skarp smerte startede på hans ene vinge, han fik kastet et kort blik derop og så hans hvide fjerpragt stå i lys lue, nogen fjer fra hans ene vinge rev sig løs på grund af ilden og ramte den anden som også begyndte at brænde, det ville tage umådlig lang tid inden hans vinger var brændt siden de var skabt af stærk hellig energi, det ville dog også betyde at smerterne ville fortsætte meget længe. Da Samuel og Malakel landede på jorden begyndte de ganske rigtigt at vælte rundt og Samule prøvede at få givet ham nogen hug mod både nyrene og hoved mens han lå øverst og prøvede på bedste måde at beskytte de samme steder når han lå nederst, de kom langt om længe til standsning og Samuel kom ganske rigtigt til at ligge nederst, han greb fat i Malakels hænder så han ikke kunne begynde at slå eller sprætte ham op, en test om hvem der havde mest fysisk styrke ville afgøre hvem der vandt denne lille dyst, men siden Samuels skulder gjorde ondt som plage ville det nok ikke blive en lige kamp.

Som de lande fik englen et meget heldigt slag ind på siden af Ma'lakels hoved, hvilket gjorde dæmonen en smule disorienteret, efter lige at være blevet overfaldet af en meget godt udrustet engel. Det resulterede i at da Ma'lakel endelig havde fået overtaget var han en smule langsom til at registrere at der blev grebet fat i hans hænder, og i et kort øjeblik var han på vej til at vælte væk fra sin sidde plads oven på englen, men han nåede at komme til sig selv og gav ellers englen tilbage af samme skuffe.
I modsætningen til englen der lå nederst, brugte Ma’lakel sin vægt på hundredetyve kilo, til at få englens hænder ned imod jorden. Skulle det overhovedet lykkedes for ham, gik han efter det ene sted hvor der formentlig ikke var noget metallisk beskyttelse: halsen. Som en gal hund der gik efter struben på sit bytte, bed han ud efter Samuels hals. Hans tænder ville være faretruende tæt på skulle englen tabe den mindre styrke kamp, og kom Ma’lakel ned i en højde hvor han faktisk kunne nå dennes strube ville han trække hovedet en smule tilbage, åbne munden, umenneskeligt meget, så en knasende lyd kom fra kæben der næsten blev skubbet af led. Han blottede sine lange, haj-agtige, gule tænder for englen og et dyrisk, næsten overnaturligt raseri prægede de nu fuldstændig gyldne øjne der lyste i nattens mørke.
Der var ikke noget tilbage af hvad man kunne kalde menneskeligt, eller bevidst, Ma’lakel var i den grad en dæmon, sendt direkte fra helvede, skabt af ondskab og vanvid! Et monster uden lige!
Og da ville han sænke hovedet i et nådesløst bid imod englens strube. Hvis han fik fat, ville hans tænder bore sig ind igennem strubens sener, nerver og kød, for at hægte sig fast, som en bulldogs kæbes berygtede låsemekaniske. Som han havde fat, begyndte han at rive og flå, som et galt dyr, indtil at han havde revet hud, sener, nerver, hals rør, og stemme bånd fra hinanden.

// Undskylder ventetiden ^^!

Samuel kæmpede for sit liv, hans hænder blev langsomt presset længere og længere ned mod jorden og han lænede halsen væk for at Malakel ikke skulle kunne når, han kunne hvis han havde lyst kunne slikke Samuel på halsen, så får centimeter var hans venstre arm var ved at give efter for presset, ikke nok med at det gjorde ondt som en helvedes ild, nej den brækkede knogle bevægede sig rundt inde i hans arm og skabte endnu større indre blødninger. Samuel bed hårdt sammen mens en enkelt smertetåre gled ned af kinden på ham, det ville være så nemt, han kunne bare stoppe med at presse imod og så ville det hele ende i løbet af få sekunder, han mindedes himlen og den fryd det var at være deroppe, han ville give slip, men så forsvandt det igen og han så direkte op i munden på Malakel. Stanken af død og ødelæggelse og synet af de gule tænder var grufuldt, der var ikke nogen tvivl i Samuels hoved, han skulle ikke bare stoppe, han var nød til at kæmpe videre bare lidt endnu. Langsomt begyndte helligt lys at samle sig om ham igen, men det syntes hele tiden at forsvinde igen på grund af for få krafter, *der er mere i mig, der er mere jeg kan gøre, der er mere jeg kan give i denne min sidste kamp!*, hans tanker bevægede sig som bølger ned i hans krop og han kunne mærke energien der voksede igen. Samuel var klar, "Malakel! Jeg frygter dig ikke, ej gør resten af Di Morga, du er omkredset af svaghed og løgne, du er SVAG!". Samuel fik det sølvfarvede lys i øjnene og ud af munden på ham kom en kugle af lysende energi, hvis ikke Malakel flyttede sig hurtigt ville han få den skudt direkte ind i munden med voldsom kraft og konsekvenser. Det var Samuels sidste desparate forsøg, han havde drænet selve sin livs energi for at kunne frembringe lyset, han ville ikke have mange minutter igen selv hvis han havde fået ramt Malakel.

Så tæt at han næsten kunne høre blodet der løb igennem de mange blod kanaler inden i kroppen på englen. Den søde smag af kød, indmad der så let kunne glide ned i mavesækken og forblive der, give en mættende fornemmelse som intet andet kunne. Tilfredsstillelsen af at æde en af Guds mest hellige skabninger, der var intet større trumf kort for et væsen der hungrede efter at komme et nærmere skridt op af rank stien, inde i det dæmoniske samfund, og selvom Ma'lakel havde fortæret flere engle end han kunne tælle, var døden af en ærkeengel så meget større!

Den lange, ru, katte tunge ville glide over Samuels hals, som Ma'lakel kom tættere og tættere på den. Ventede ængsteligt på de få sekunder det ville tage før englen endelig gav efter, og lod ham flå struben fra hinanden. Rive forskellige lunser kød fra kroppen og sluge den som et krybdyr ville sluge hele korpuses!
Desværre nåede Ma'lakel ikke så langt før at noget meget overraskende skete, Samuel havde et uventet es i ærmet, og med et ugudeligt hyl sprang Ma'lakel væk fra englen i det en søjle af lys energi skød op fra dennes mund. Ma'lakel blev ramt, desværre nåede han ikke helt væk, da han ikke reagerede lige så hurtigt på grund af at sindet var lammet af et dyrisk styrer. Søljen svitsede den venstre side af kæben, kindbenet, og ville ligeså Ma'lakels tænding ganske svagt.
Som han var sprunget væk i håb om at slippe for at blive 'brændt' yderligere af det hellige lys, satte han en hånd op for de steder han var blevet skamferet. Han sad på knæ et stykke væk og vuggede frem tilbage imens at dyriske klynk og hvæs ville kunne høres til at starte med, inden det rasende gyldne blik vendte sig imod englen igen.

Samuel havde mærket hvordan Malakels tunge havde kørt hen over hans strube, det modbydelige væsen var i det mindste blevet overrakset nok over hans sidste angreb at han havde hoppet væk og nu klynkede som den vanskabningen han var. Samuel kunne mærke hvordan hans krop blev tung og hvordan det blev sværere og sværere at trække vejret, der var ikke meget mere at gøre, han kiggede rundt mens hans syn svigtede ham mere og mere for at finde hans elskede våben, han ville for intet i verden lade det falde i hænderne på nogen der ikke fortjente det, han begyndte mens han grad af smerte at kravle de få meter der var over mod hans elskede økse, han måtte nå den, røre den, give øksen den afsked den så rigtigt fortjente, han var ligeglad med Malakel nu, han kunne ikke gøre mere, han havde ikke flere krafter at gøre godt med, der var ikke andet end de sidste små bevægelser i ham. Han kom frem i små ryk ved at trække sig frem med den ene arm mens den anden nu han livløs ned af hans side og ikke var til andet end besvær, han grad men ingen lyd, ikke det mindste klynk kom fra ham, han nægtede at give Malakel den tilfredsstillelse at høre ham i al hans smerte. Få centimeter var han fra at give hans økse den afsked han ville, men hans krop kunne ikke mere, han kunne ikke kærtegne den andet end ,med en finger der langsomt gled ned over det barberblads skarpe æg dog uden at der gik mere hul på hans medtagede hånd, det var som om den snakkede til ham, igennem ham, som om den beroligede ham og fortalte at der ikke var ondskab på den anden side. Samuel smilede og rullede rundt på ryggen mens han kiggede op i luften, han havde tit tænkt over hvad herrens plan med ham havde været og nu da han vidste det kunne han ikke være mere glad for den tid han havde haft og de ting han havde gjort, han håbede inderligt han havde givet Malakel et ar for livet, noget der ville minde ham Samuel og at han for altid måtte frygte den dag en af de højere ærkeengle kom ned og gjorde det han havde startet færdigt.