Come and play with me ;) - Samuel&Ma'lakel

De dyriske hvæs og små klynk, kom så småt inde, næsten som var de kommet. Følelsen af de ar som Ma'lakel var blevet påsat var ubeskrivelig, det sveg, og sitrede. Som et dyr følte han et behov for at gnide såret imod den kolde jord, blot for at lindre den svigen som skød igennem resten af kraniet på ham.
Hans blik var rettet imod englen, der kravlede imod sten blokken hans våben var blevet hakket ned i. De gyldne øjne, hvis pupiller knap kunne kaldes for pupiller, men blot en steg der indikerede at Ma'lakel faktisk kunne se, og at hans pupil ikke var blevet opslugt af den gyldne farve, som syntes at have udkonkurreret den grønne fuldstændig.
Adrenalinen pumpede igennem kroppen, imens at vreden forblev motivation til at rejse sig var sin position. Han satte sin uskadte hånd imod jordens golde overflade, og skubbede sig op på benende, let vaklende da han rettede ryggen, og et jag af smerte skød igennem den stor dæmon krop. Det lammende stød der før var blevet skudt igennem hans ene arm, fik den til at dunke forfærdeligt, og for hvert skridt han tog strammede samtlige muskler sig i den, og en ulidelig krampe fik Ma'lakel til at klemme øjnene i på grund af smerten. Motivationen var dog for stor til at give efter for en smerte, skønt den var så voldsom.
Den raske hånd søgte sværdet Zenkai der gang på gang gav ugudelige krigshyl fra sig. Dets aura reagerede udelukkende på Ma'lakels intentioner: den ville dræbe. Den hungrede som en gal hund, efter at blive dækket i englens søde livs væske, og mærke dennes kræfter sive hen til intet, imens Zenkai blot ville, som sin herre, blive stærkere af endnu en erfaring.
Ligesom Englen havde rørt ved sit våben, og rullet om på ryggen for at se imod himmelen, hvis mørke skyer lod sig sive fra hinanden og afslørede det stjerneklare ocean der lå bag mørket, hægtede Ma'lakel Zenkai af ryggen. Med sværdet i sin raske hånd, fik sig selv kæmpet hen til englen stående. De gyldne øjne skinnede som et uhyrs i nattemørket, og efterlod resten af Ma'lakel som intet andet end en sort skikkelse der stod over englen, blokkede for dennes udsyn til den stjerneklare himmel.
Med en tung vejrtrækning blev Zenkai løftet op over englens bryst, imens Ma'lakel placerede sin fod over englens mave, for at forhindre denne i at rejse sig.
En pulserede lyse lilla/blå farve, gled over den mørke klinge, imens at de stikkende gyldne øjne så ind i englens. Der var intet medfølelse at spore, ingen anger, ingen menneskelighed tilbage i halv-dæmonens blik.

,, From heaven you came, by my hand you will leave, Samuel.".
Hvislede han på abyssel, inden taget om Zenkais skafte blev stærkere, så knoerne let kunne skimtes, og spidsen af det store sværd smeltede igennem den stærke rustning, så let som ingenting, da dens varme var ubeskrivelig. Han sank sværdet ned igennem brystet på englen i et hurtigt ryk, gennemborede brystkasse og hjerte, afslutte hvad Gud havde begyndt, og som det skete, trillede en mindre chok bølge igennem området, og Samuel ville da begynde at brande lige så stille, skulle noget da ikke forhindre det.
De gyldne øjne holdt sig stærkt fæstnet på englens, imens Ma'lakel så til, imens livet sivede fra englens blik.

// ^^.. sowwie igen for meget sent svar.
https://www.youtube.com/watch?v=XOykCYDMKBs

Samuel hev efter vejret og kunne intet gøre da Malakels sorte silhuet kom nærmere, han var på trods af sin viden om at gud den almægtige stod ved ham nu alligevel begyndt at blive en smule bange for det der uundgåeligt var ved at ske med ham. Tårene begyndte at samle sig i hans øjne da Malakel satte en fod på hans mave og løftede Zenkai en smule for at hugge igennem den hellige rustning, det var ikke fordi han var ked af det, men udsigten til at de forfærdelige smerter han havde skulle forsvinde virkede mere som om Malakel havde medlidenhed og ville skåne ham fra dette, Samuel vidste naturligvis at det aldrig ville forholde sig således, men alligevel var der spor af taknemlighed i hans sidste tanker. Der kom bare et dybt host fra Samuel i det Malakel lod sværdet sænke sig ned i hans brystkasse og blodet begyndte stille at løbe ud af mundvigen på ham, på samme måde som Zenkai lige så stille satte Samuel i brand begyndte en Aura af energi at skyde fra Samuels økse, den gjorde ikke andet end at hæmme ilden en smule så Samuel ikke ville forsvinde i et flammehav, men stille brænde ud. Samuel greb ud efter Malakel og fik fat i noget tøj, med et stramt greb der fik stålhandsken til at knirke på en foruroligende måde holdt han ham fast med mindre og mindre styrke, "From hell you came and to hell you will go Malakel the vanquished, may the scars of our battle inspirer those who oppose you", Samuel mistede grebet og armen fladt ned på jorden med et dybt dunk, han kiggede bare op på Malakel mens han kunne mærke Zenkais vrede brænde ham langsomt op. Samuels økse skinnede savgere og svagere indtil den til sidst slukkede helt i samme øjeblik som Samuels krop forsvandt i flammerne, en lille plante begyndte at kravle op af bladet på øksen og videre op på skæftet inden den standsede og sprang ud i en lille hvis rose lignende blomst.

De lysende gule øjne skævede blot ned imod englens hånd, som denne tog et fast greb om buksebenets kant. Herefter vendte blikket tilbage og lagde sig over englens øjne, imens at Zenkai nåede ud på den anden side af englens krop, og afsluttede sin pennetreren, idet spidsen nåede jorden under ham.
Til englens ord, trak Ma'lakel ikke en mine, men valgte derimod at trække Zenkai hele vejen op fra dennes krop igen, alt imens at dennes hånd hamrede imod jorden, og livet i dennes øjne synede hen.
Da skød en hellig energi over området fra englens våben.
Zenkai reagerede som den svage energi bølge kom, og skabte en mindre barrier omkring Ma'lakel, for at dennes herre ikke skulle lide under endnu en berøring fra noget så rent.
Med et uforanderligt udtryk lod Ma'lakel hovedet glide på skrå, som han så på den bunke aske der før havde været en af himmels undersåtter, men som nu var blevet reduceret til mørkt støv. Han fandt det komisk, hvordan at noget kunne befinde sig til stede det ene øjeblik, og forsvinde det andet. Dog varede denne midlertidige morskab ikke ved, Ma'lakel skar en smertende grimasse som hans arm endnu engang gik i en form for kramper. Hans øjne gled over området, imens at han sammenbidt holdt et smerte støn indenbords. Zenkais aura faldt, og blev mindre og mindre indtil at sværdet knap nok gav nogen overnaturlig vibration fra sig, og var sat tilbage på sin plads over Ma'lakels ryg.
De gyldne øjne begyndte at ændre sig: den grønne farve vendte roligt tilbage, og de lige pupiller udvidet sig gradvist til ovale menneske pupiller igen.
Han lagde sin raske hånd på den sårede arm, imens at øjnene gled paranoid over landskabet en tid, inden han besluttede sig for at der ikke var andre. Uden at se på englens våben en ekstra gang, eller skænke aske bunken, som nu var badet i månelys, et sidste blik, vendte han sig, og begyndte sin færd ud af skoven, tilbage til livet.. tilbage til Abbadon.

// Out ^^

//Dead X__X//