Hvad er det lige du vil? - Rafael.

Fire skikkelser var til at se i gyderne, ved Di Morgas, mindre finde kvarter. Hvis man gik tættere på, ville man se at mændende havde omringet en relativt høj kvinde, som der bare stod og kiggede på dem med et hævet bryn, som prøvede hun at sige 'hvad fanden laver i'?. Kvinden hvis navn var Faith var omkring de 1.80, hendes lange røde hår, bølgede langsomt ned over hendes skuldre og det øverste stykke af ryggen. Hvad var det disse mænd ville hende? Havde de ikke noget andet, og noget bedre som de kunne tage sig til. Hun sukkede stille, og lukkede langsomt øjnene, mens hun prøvede at tomme deres mange tåbelige kommentarer ud af hoved, det var så typisk for disse mænd, mænd som der havde brug for at undertrykke kvinder, fordi at de vidste at hvis de gjorde de mod andre mænd, ville der ikke komme samme effekt. Kvinder ville blive dem underlegne, de ville lade sig styrer af dem, og gøre at de bare voksede i deres position, ofte så havde de brug for at kunne vise sin magt ved at slå kvinder, fordi de selv var blevet slået, det var egentlig utroligt hvor mange ting der egentlig lå inde i en, på grund af hvad ens forældre havde gjort ved en, de utallige skænderier man måske havde været igennem, at man til sidst lærte at slå fra sig, eller at man lærte at lægge sig i støve for andre, fordi at så undgik man jo at der var noget skæld ud. Der var så mange ting, som kunne spille ind, og forme ens liv jo længere ind i det man kom. Så mange spørgsmål, så mange ting man skulle tage i betragtning, hvornår fik man i grunden lov til at være sig selv? Få lov til bare.. at kunne forme sit eget liv, man ville jo altid have andres indflydelse, rette sig efter andres valg, hvornår, helt hundrede procent, gjorde man kun det man havde lyst til. Hun tog en dyb indånding. Duften af de svedige mænd, brændte i hendes næsebor, dette var almindelige mennesker, det var jo lige frem uretfærdigt. Ånden lå tungt på dem alle sammen, mens de forgæves fyrede kommentarer afsted, som enden skulle krænke, eller gøre hende bange. Men da de så det ikke hjalp, ville de gå til drastiske midler. Hendes fod flyttede sig langsomt i støvet, og hun kunne høre hvordan at de små sandkorn langsomt virvlede op, alt var som slowmotionen, alt foregik så langsomt, men alligevel på få sekunder. Og nu, lige der hvor manden lagde sin ene hånd på hendes skuldre, for at vende hende om, greb hun fat omkring håndledet, svang sig rundt og og slyngede ham i jorden. "Idiot" brummede hun, men måtte indse, at først nu ville det hele begynde. Den anden mand, fik sin kniv frem, med et hurtigt ryk vente Faith sig om, greb fat atter omkring mandens håndled, og klemte til, så han ikke længere kunne holde på den farlige genstand for hende, hun kunne endnu ikke heale sig selv, hvilket var en evne hun savnede, utrolig meget. Den tredje mand, vågnede nu op for sin dvale, og ville komme sin ven til undsætning, der var Faith ikke hurtig nok, og hun mærkede hvordan at manden fangede begge hendes arme og tvang dem ind til brystet. Ikke nogen slem kattepine, og med et kendt trick drejede hun sine arme, så at håndfladerne vente ud af, i stedet for at være knyttet ind mod brystkassen, og pressede til. Dette forudsagede at manden røg lige ind i muren. Endnu et hurtigt træk fra hendes side af, ende med at give en knytnæve lige i den anden mands hoved, hvis kniv hun havde tvunget ud af hånden på. Jamrene faldt han til jorden, og blev også der nede. "er det virkelig alt?" brummede hun meget irriteret. Det var da næsten ingen modstand, hvis overhoved nogen.

Hvorfor var der kun mænd i buret? Det var et spørgsmål, som kørte lidt rundt indeni i Rafael. For han havde da kendt mange kvinder, som havde været stærke og brutale nok til at kunne tæske de mænd, som han her til aften havde set inde i burene i lutte à mort.
Hvis han havde bedt en af de mænd, som var kommet for at se på de kæmpene, så havde han nok svaret noget i retningen af: ”Tøser i buret? De er nogle kujoner!”, men han troede mere det var fordi, at kvinder var klogere. Han ville nu gerne se en kvinde derinde.
Hun kom som kaldet. En stor og robust kvinde kom ind i arenaen. Hun var lidt af en kæmpe, men hun var intet i forhold til sin modstander. Men man skulle jo ikke bedømme efter størrelsen æ det vidste han jo så godt. Den erfaring havde han fået igennem sine mange kampe. Så da han skulle satse, holdte han, hvad han lovede sig selv. Han satsede på kvinden.
.. Og han tabte. Det var en lang kamp, og igennem hele forløbet var han overbevist om, at hun ville vinde, men lige pludselig blev der vendt om på det hele, og hun lå på jorden. Fuldstændig slået ud. Det havde spoleret hele hans aften. Han måtte flygte fra dem, som han skyldte pengene, for han havde ikke stor interesse i at betale dem, så det var bare med at få benene på nakken og løbe.
Da han nogenlunde havde sluppet af med dem, var han kommet hen i boligkvarteret. Han gik igennem den store labyrint, som han helt sikkert vilde fare vild i, da han ikke kendte kvarteret. Noget fik ham dog til at stoppe op. En gruppe af mænd stod omkring en person. Var det mon en person i samme situation som ham? Han knep øjnene lidt i og ledte efter en sprække imellem de store gutter for at kunne se, om han kunne se personen. Hun overraskede ham lidt. Hun lignede ikke sådan en person, der ville få problemer med lånehajer, men det var selvfølgelig ikke sikkert, at det stod sådan til.
Han skulle til at løbe videre, da han ikke mente, at der var grund til at blande sig ind i hendes sager, men så måtte han overraskes endnu engang. En kamp begyndte, hvis man overhovedet kunne kalde det en kamp. Hun fik næsten ingen modstand. De prøvede, men hun svingede dem bare rundt, som var de ikke andet end små børn, der havde provokeret hende. Interessant..
Det han før havde flygtet fra, fik han pludselig lyst til at blande sig ind i. Han havde lyst til at kæmpe imod hende. Han havde ikke haft en god kamp længe. Han trådte frem fra sit skjul og gik hen imod hende med et muntert og venligt smil på læberne.
”Hej,” hilste han og løftede hånden som hilsen. Han så ind i hendes øjne med et udfordrende udtryk. ”Det var interessant at se jeres kamp.. Især fordi du næsten ingen modstand fik.”
Han lignede ikke en mand, der ville være i den del af byen. Han havde et fint jakkesæt på med et slips indenunder. Dog hang slipset skævt ud over skjorten, så det fik ham til at se lidt mere snusket ud. Han fandt en cigaretpakke frem, som han snuppede en cigaret fra. Lighteren blev fisket op af lommen, og snart var cigaretten tændt og sad i hans mundvige. Han rakte pakken frem imod hende og lagde hovedet lidt på skrå. ”Cigaret?”

Lige som hun troede at hun var færdig med at slås med de mænd som der var der, hørte hun en stemme i baggrunden, som sagde hej. Hurtigt havde hun grebet omkring sin elskede sølv kniv, og lagde den i lodret position mod manden som der stod foran hende nu. "Hej.." sagde hun mistænktsom og sænkede ikke kniven et eneste sekund, denne mand var i den grad anderledes end de andre. Hun havde altid været god til at fornemme, om det var magiske væsner, eller mennesker hun var i nærheden af, og ham her. Han udstrålede så meget kraft, at det umuligt kunne være et menneske, det måtte være en djævel eller en dæmon. Og følelsen af at det skulle være en dæmon, fik hende til at knurre, så at de syle spidse tænder kom til syne.
"hvad vil du?" kom der meget uhøfligt fra hende, uden noget som et lille hej. Nej hun skulle fandeme ikke sige hej til denne person, hvad ville han i det hele taget? Hvorfor var han stoppet op. Ud af øjenkrogen lagde hun mærke til at en af mændene begyndte at røre på sig, med hurtigt skridt, gik hun hen, og trådte kraftigt ned på hans nakke, så det gav et uhyggeligt knæk fra sig. Ingen tvivl om at hun lige havde brækket hans nakke, da blodet begyndte at sive ud. "det var den vel sikkert.." mumlede hun, stadig ikke særlig overbevidst over, hvad denne mand i det hele taget ville hende, og om dette virkelig bare var et høflighed. Hun havde meget, meget svært ved at tro på det. Knurren forsatte stadig, men en del mere sagte end den havde været i starten. "hmm.. jo.. tak" kom der stille, og hun trak en af æsken, da han tilbød hende en cigaret. Hun havde selv ikke flere, og burde virkelig få købt nogen. Dette shit blev man jo afhængig af. Hun fik hurtigt fisket en lighter op fra hendes læderjakke. Flammen blussede op, med det samme som hun havde trykket ned for starteren. De gyldne flammer slikkede sig hen over enden af den smøg som der var blevet hende tilgivet. Røgen gled langsomt ned af spiserøret og ned i lungerene, inden at hun atter pustede det op igen. "hvem er de så?" spurgte hun efter andet sug, og lagde hoved på skrå, med hævet øjenbryn, for at vise at trods for at hun ikke kunne lide ham, var nysgerrigheden der alligevel, et eller andet sted dybt gemt inde i hende.

Han stoppede op lidt fra hende med afvigende arme og et skævt smil.
”Rolig nu,” udbrød han og lo en høj, karakteristisk latter. Det var tydeligt at se i hans ansigt, at han ingen frygt havde for kniven, der var rettet imod ham med den spidse ende. Han så ikke engang på kniven. Ikke en eneste gang lod han blikket glide ned på dens skarpe blad, der nemt ville kunne få ham til at bløde i denne krop. Hans øjne var som klistret fast til kvindens ansigt, til hendes øjne. Han blinkede ikke en eneste gang. Det havde han ikke behov for.
Han kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over hendes knurren. Man kunne tydeligt høre, at den kom fra et rovdyr. Helt nede fra maven af. Efter hendes duft at dømme, var hun en djævel. Hendes hjerte var også fyldt med ondskab, men det kunne såvel være, at hun var dæmon, vampyr eller en falden engel for den sags skyld. Han stod nu mest fast ved djævlen. Hvor han dog elskede djævle.
Hvor var det dog et dumt spørgsmål, hun stillede ham. Svaret stod jo skrevet med stort ud over alt. Det var tydeligt at høre, at hun var en djævel. Han besvarede ikke hendes spørgsmål bevist men ignorerede det let, som havde hun aldrig stillet spørgsmålet. I stedet betragtede han hende med interesserede øjne, da hun gik hen og brækkede mandens nakke. Hun var tydeligvis en anden slags dræber, end han var. Det var i al fald det indtryk, han fik. Hun dræbte, når det var nødvendigt. Hvis nogen spærrede hendes vej eller irriterede hende. Hun dræbte ikke for fornøjelsens skyld. For der var vel ingen fornøjelse i at slå folk til plukfisk på sådan en måde, når hun ikke engang tog sig tid med det og observerede de små følelsesudtryk, som gled over ofrets ansigt inden døden.
Han lod den spidse reptyltunge glide rundt om munden i en hurtig bevægelse. Han lagde cigaretpakken tilbage i lommen, hvor den hørte hjemme. nå, så hun var nysgerrig? Men det passede ham fint, for han var også nysgerrig omkring hende. Hun var interessant.
Han tog cigaretten op foran munden og tog et sug, hvorefter han smilede med et hurtigt arrogant glimt i øjnene og åbnede munden for at sige sit navn..
Der knækkede filmen. Han knækkede forover i et voldsomt hosteanfald. Typisk.. Hans sår fra den lille kamp, han havde med dæmonknægten var ikke healet endnu. Ribbenene var healet hurtigt sammen igen, men de indre blødninger og den punkterede lunge, havde han været for utålmodig på at få healet, så hans krop var stadigvæk i slem tilstand. Og da røgen gled ned i hans punkterede lunge, var den blevet nødt til at protestere.
Hostefaldet stilnede til sidst af. Han rettede sig op og fjernede sin hånd fra munden, hvor der nu glinsede blod. Hans blod. Han sukkede opgivende over synet og fandt et fint broderet lommetørklæde frem, som absolut ikke passede ind i denne tidsalder, hvor han tørrede blodet af i den. Da han var færdig, vendte han sig igen imod kvinden, dog var han ikke så kæphøj som før, men han fik alligevel bevaret lidt stolthed.
”Mit navn er Rafael. Og hvad er dit så, om jeg må spørge?”