Stemmerne i skoven - Rafael

Tid: Eftermiddag
Sted: Skoven omrkign Terre
Omgivelser: Dyr, fugle
Vejr: Varmt, kølig vind og bagende sol


Det var eftermiddag, torsdag, den 4. maj, sent forår. Solen skinnede fra en himmel med få skyer, og varmen bagte ned, selv på trods af den kølige vind fra nord. Men mellem skovens træer, under træernes frodige kroner, der var tempreraturen køligere, selvom man stadig der ville ha det varmt. Skovbunden var fuld af liv, små dyr, blomster og græs var at finde alle vegne - ikke en fri plet.
Bag ved et træ, i skygge, stod en ung kvinde. Hun var klædt i sorte korte shorts, og en sort top med nogle få små blå stjerner over det venstre bryst. Derudover havde hun tynde slidte grå sko, og et sjal over hovedet, bundet løst, men så det beskyttede hendes ansigt mod solens skarpe stråler. Hendes sorte hår hang løst ned ad hendes ryg.
Agaicha betragtede roligt nogle af skovens dyr. Indtil nu havde var det kun fugle og småkryp der havde krydset hendes vej. Hun kunne mærke at hun begyndte at tørste og sulte, men det påvirkede hende ikke, hun kunne godt vente. Hun havde været her en halv times tid, ventende på noget større end kaniner og mus. Hendes mor havde tilbudt hende at følges med hende, men Agaicha ville ikke jage i byen, hun ville ud og væk. Desuden havde hun jo allerede været sammen med hendes mor to dage forinden. Agaicha drejede langsomt hovedet og så rundt. Lidt længere væk var der en ræv, men den var heller ikke stor nok. Hun overvejede kort at prøve med forvandling, men gad ikke. Det var ikke besværet værd, for lidt pæls hist og her, hun vidste jo godt at det ikke ville lykkes. Alligevel var det fristende. Hun kiggede på en myre der kravlede på træet hun stod ved, tog sin finger og pressede den flad. En lille smule myreblod var efterladt på fingerspidsen, og hun slikkede det forsigtigt af, men det resultere blot i mere længsel efter noget større og bedre.

Det var dejlig varmt. Rafael var sådan en type, der elskede varme lige meget hvilken størrelse. Han svedte aldrig og fik det aldrig for varmt. Det var simpelthen umuligt for ham. Til gengæld frøs han nemt, når det var koldt, så sommeren var helt klart hans yndlingsårstid. Derfor var det en dejlig dag at gå på skovtur. Denne skovtur var bare ikke, som man tænkte på, når man hørte ordet ”skovtur”. For det første var han alene. Man plejede normalt at have en partner med, som man kunne dele en god flaske vin med. Men han var alene, og det var egentlig lidt sørgeligt, da han havde lyst til selvskab lige nu. Lige nu var han nemlig ikke fuld, nej, han havde en ren promille. For det andet havde han ingen madkurv med. Så det var egentlig ikke en rigtig skovtur. Bare en gåtur i skoven.
Han begyndte langsomt at fortryde, at han var gået herind. Han havde ikke været i skoven før, så han havde ikke regnet ud, at solen ikke kunne trænge igennem de store trækroner. Han fik en lyst til at bevæge sig ud fra skoven igen, ud hvor solen var helt synlig. Desuden gav skoven ham paranoia. Når han allerede var en meget paranoid person, så var skoven ikke det bedste sted at være. Der var forholdsvis stille derinde, men små knæk lød, når dyrene sprang rundt, og hver gang vendte han sig rundt, fordi han troede, der var nogen, der angreb ham. Han kendte godt skove. Det var herinde, rovdyrene luskede rundt. Og han mente ikke bjørne og ulve men de menneskelige rovdyr. Vampyrer, varulve og sådan nogle som ham selv. Dæmoner..
En ny lyd fangede hans opmærksomhed, og den kom foran ham. Han gik roligt videre fremad og kom forbi en busk med lidt besvær, da han var ved at falde over nogle grene, men da han kom forbi, så han op og så en kvinde. Hun var let påklædt og lignede ikke en, der forventede at blive angrebet.
Han rettede sig op og så vurderende hen på hende.

Agaicha stod og betragtede ræven. Den ville ikke være nok, langt fra, det var kun da hun var mindre. Dengang ville hun desuden ikke ha fået ræv af sin mor, men menneske. For hendes mor havde regnet med, at hun havde brug for det samme som hende selv, så da opdagelsen af at hun kunne leve helt af dyr kom frem, var det som et chok. Det var første gang hendes mor havde været rasende på Agaichas far. Selvom Agaicha var lille kunne hun stadig huske hvordan hendes mor havde råbt og skreget at 'han' havde gjort hende svag, han havde forringet hende og at han havde taget kræfterne fra hende. Siden den dag havde 'han' fået skylden for alt dårligt Agaicha havde gjort, og på den måde havde hun selv lært at hade ham hun aldrig havde mødt. Det var ikke far, da var 'ham'. Det havde aldrig været far og ville aldrig blive det. For Agaicha var far kun et tomt ord, et ord hun ikke kendte betydningen af, og heller aldrig havde længtes efter.
En gren der knækkede fik Agaicha til at tage øjnene fra ræven. Hun stod stille og lyttede. Det var noget større, siden det ku få en gren til at knække, men om det var en endnu en ræv eller noget større, noget stort, noget der var stort nok, det var ikke til at bedømme ud fra lyden. Men det nærmede sig, det kunne hun godt høre. Ræven foran hende kiggede skræmt op og var med et væk i løb. Hun lyttede nøje, stod helt stille et par sekunder. Det var større end en ræv, eller var den anden ræv ikke løbet væk, spørgsmålet var bare hvor stort det var. Engang havde hun set bjørnespor i skoven, men hun havde aldrig mødt en, og hun var heller ikke bange for at møde en, det var hun stort set aldrig for ting hun ikke havde mødt. Frygt var ikke noget hun frygtede, det var lige omvendt.
Hun vendte sig langsomt og roligt om mod det der havde nærmet sig ind på hende. Skyggen fra træet hun stod ved, forsvandt fra hendes ansigt, og et par mørke opmærksomme øjne kom til syne. Resten af hendes ansigt var stadig skjult af hendes sjal. Hendes sorte hår skinnede i solen, og var en komplet kontrast til hendes lyse hud. Hun betragtede skikkelsen. Det var ikke et dyr, men en ung mand. Om han var menneske eller en anden skabning kunne hun ikke se på den afstand. En lille trækning ved hendes mundvig. Hvis han var et menneske, så ville han ikke være så meget mere. Det var godt nok ikke et menneske hun var kommet herud for, men hvis det så frivilligt gik hende i armene, kunne hun da ikke sige nej. Desuden så kunne hun ikke risikerer at han talte over sig, det vidste hun at mennesker var forfærdelige til, det havde hendes mor sagt, og hun havde selv oplevet deres snakkeri på gaden. Hun betragtede ham roligt, og ventede på at han gjorde noget.

Han så hen på pigen i lang tid. Han stod bare med et roligt ansigt, som ikke udtrykte nogen følelser overhovedet. Han lignede lidt en statue, som han stod der og gloede på hende. Men bag facaden kørte hjernen på højtryk. Han studerede situationen og havde en diskution inden i sig selv om, hvordan han skulle handle. Hun var nok bare en eller anden vampyr, der havde dårlig samvittighed over at spise mennesker og derfor spiste dyr, og hvis det var tilfældet var hun ikke den store fare. Hvis hun var en varulv, var hun ikke den store fare, men han ville nok dræbe hende. Han hadede hunde.. Forfærdelige dyr.
Hvis hun var en elver eller aspara, måske en engel, så var hun heller ikke til den store skade.. Men det tvivlede han nu lidt på, da hun ikke hade glansen over sig, som de tre racer havde. Det var ikke fordi, hun ikke var smuk, hun havde bare ikke den virkning på folk omkring hende, som de tre racer ville give.
Så alt i alt var hun ikke den store fare.. Men han kunne selvfølgelig tage fejl.
"Heeej!", udbrød han pludselig efter lang tavshed, og stenansigtet kom til live og brød ud i et smil. Han kørte hånden igennem håret og vinkede lidt med den anden. Han fik sig selv til at virke som et eller andet forsigtigt menneske. Det kaldtes skuespil. "Undskyld, hvis jeg afbrød i noget.. Jeg er bare lige ude at gå en tur, så jeg skal nok hurtigt passere, så du kan fortsætte din rævejagt." Han smilede undskyldende og begyndte langsomt at bevæge sig videre, stadigvæk med øjnene rettet imod hende på en naturlig måde. Han ville ikke vende ryggen til en mulig fjende.

Agaicha kiggede på ham. Betragtede ham. Han virkede sikker på sig selv, men alligevel opførte han sig som en uskyldig person. Det kunne han i princippet også godt være, men hvorfor var han så ude i skoven alene? Ikke fordi uskyldige mennesker ikke kunne det, men det var sjældent. Så havde de et problem og ville gå tudende rundt, og klage over alt. Det havde hun oplevet en gang før, og dengang havde hun hjulpet pigen af med hendes triste tilværelse.
Men denne gang var det anderledes, det kunne hun fornemme. Alting tydede på at han var et skjult væsen som hende selv, noget andet end et menneske. Hun betragtede ham nøje, og hilste så igen, "Hej" sagde hun roligt, hendes stemme var lidt kølig, men ikke noget man tog notis af. Han begyndte at gå videre, mod hende, og da han kom nærmere slugte hun hans ansigt med øjnene. Han var køn. Men ikke elever. Hun havde en gang før mødt en da hun var i skoven med sin mor, og hun havde beundret eleverens store skønhed. Men ham her var ikke elver, og hun troede heller ikke på at han var menneske. Var han som hende selv, nej det ville hun ha kunne fornemmet. Men hvad var han så? Hun kiggede på ham og svarede så, roligt men med en mere venlig og imødekommende stemme. "Det gør ikke noget, jeg holder alligevel en pause i min - øh rævejagt" sagde hun og sendte ham et smil.
Det irriterede hende faktisk ikke at være blevet afbrudt, hun kunne godt vente på føde. Desuden hadede hun at lave folk passere forbi hende, hvis først de havde lagt mærke til hende. Så gjorde hun dem som regl tavse, på den ene eller anden måde. Men hun regnede ikke med at det blev nødvendigt denne gang, men hvad viste hun, hun viste jo ikke hvem og hvad han var. Det måtte komme an på en prøve. Så kunne hun se om han dumpede eller bestod.

Hendes mistænksomhed var forstålig. Hun lignede lidt ham, når han var på vagt. Hun prøvede at skjule mistænksomheden, men der var tydelige tegn på, at hun holdt øje med ham som en mulig fjende. Hun havde en lidt for stiv holdning til at kunne være afslappet omkring hans nærvær. Det morede ham lidt, at han kunne finde disse ligheder imellem dem, for han var også super dårlig til at skjule, når han var mistænksom og holdt øje med nogen. Det var kun, når han havde drukket, at han var god til det, men den tilstand var ikke en, der var god at blive i for lang tid, for så endte det bare galt. Og alligevel drak han hver dag på diskoteket eller på stripbaren. Så dobbeltmoralsk han var. Han var så dårlig til at holde sig indenfor sine personlige regler.
Nu når han kom tættere på pigen, kunne han lettere tage hende i betrækning. Han begyndte igen at prøve at løse puslespillet om hendes race ved at sætte hendes udseende ind i de forskkelige racer, men det var et besværligt spil med alt for mange brikker. Han kom til sidst med den konklusion, at hun var en blandings race. Nu var man jo også kommet til den tid, hvor folk parrede sig på tværs af racerne. Det var kommet på mode, og han ville sikkert også selv ende med at gøre det, for alle de hun-ilddæmoner han kendte, var snoppede og havde hver gang, de havde set ham, prøvet at tæve ham ihjel.. Men han havde det nu også med at komme på tværs af folk fra hans race. Han pirrede måske lidt.
"Åhh, det var godt," sagde han lettet, stadigvæk med masken på. Han tog sig til hovedet og smilede undskyldende til pigen. Så stoppede han op. "Så har du vel ikke noget imod, at jeg bliver hængende lidt her?" Han ventede ikke på et svar, men stilte sig afslappet op af et træ. Han fik en kriblen i fingrene efter at gribe sin cigaretpakke, som lå trygt og godt nede i lommen, men han holdte sig fra det, da det ellers ville ødelægge det hele. Det gjorde helt irriteret, og som erstatning for cigaretten, samlede han en pind op fra jorden, som han knækkede over, så den blev ligeså lang som en cigaret, også begyndte han at trille den imellem fingrene. En lille leg han havde med sin cigaret. Der var en risiko, at han ville brænde sig, men selv hvis han gjorde, så ville det ikke gøre ham spor. Det ville være som et blidt kærtegn fra sin elskede.

Hun smilede let, "Ja du bliver da bare. Lidt selvskab er da altid godt" sagde hun, med en stadig venligt og imødekommende stemme. Men ærlig talt havde hun aldrig brudt sig om selvskab. Jo engang imellem var det faktisk rart, og nogle gange tilmed både underholdene og hyggeligt. Men det skete sjældent og hun var ihvertfald ikke den første til at starte en samtale. Det var ikke fordi hun ikke kunne li at være sammen med andre. Hun havde det bare bedst alene, og hun havde aldrig rigtig haft behov for samvær med andre. Men når det så skete, så var hun for det meste meget åben for det, og lige nu, selv afbrudt i en jagt, ja, så var hun faktisk positivt indstillet overfor selvskab.
Hun betragtede ham igen. Hans øjne der betragtede hende, hvordan han stadig prøvede at være uskyldig, og at det ikke helt lykkes så godt som han håbede. Hun betragtede hans hænder, og pinden han rullede rundt mellem hans fingre. Hun sagde roligt og venligt, "Du må godt ryge for mig, du er ude i den frie natur, og røg irriterer mig ikke. Selvom jeg ikke lider under afhængelighed." Hun sendte ham et drillende smil.
Orderne gjorde godt i hendes mund. Det var som hendes glæde. Hun elskede at hun ikke var afhængelig. Ikke fordi hun havde noget imod andre var det, men selv ville hun aldrig binde sig til noget fast. Kun det at hendes mor var hendes mor, og hvem hun selv var. Men de to ting kunne også ændres. Det kom an på hvad hun følte for. Hendes mors hus var heller ikke et fast hjem, det var blot der hun var for tiden, selv om det var der hun altid havde været. Hendes mor var langt mere afhængelig end hende selv, og selvom moren altid havde forbandet hendes far for at hun ikke var ren som hende selv, ja så var hun selv glad for ikke at have den samme afhængelighed. Godt nok var hun stadig selv afhængelig af føde, men hun kunne klare sig bedre end hendes mor, og hendes føde var langt nemmere og mere ubesvaret at få fat i. Det var ikke så opvækkende når hun skulle tilfredstilles, som når hendes mors sult skulle.
Hun betragtede ham igen med hans afhængelige fingre, der længtes efter en smøg. Det var morsomt, hvordan en så lille ting kunne ha så stor betydning for nogle. Men hun var fri og hun nød det. Hun nød hendes uafhængelighed.

Hun gav ham lov, men han tvivlede lidt på hendes ord. Hvis der havde været en skjult mening i ordet, så var det ligemeget nu. Og det havde nok også været lige meget inden, han havde fundet sig til rette op af træet, for han havde besluttet sig for, at han ville stifte bekendtskab med denne.. Han snuste ind i gennem næsen med lukkede øjne, og fik et udtryk i ansigtet, som om han lugtede noget ganske vidunderligt. Hendes blod var ikke rent. Hun var en blandingsrace, så så vigtig var hun heller ikke. Selvom han kunne lugte racen på blodet, var det ikek fordi, han fandt nydelse i at suge blodet ud af folk, som vampyrene fandt det. Han synes ikke, blodet smagte så værst, men det smagte heller ikke fantastisk. Nej, hans passion lå i hjertet. Hvor han dog elskede et dejlig ondskabsfuldt hjerte. Hjerter generelt var bare en delikatesse. Ondskaben var jordbæret på kagetoppen. Det var prikken over i'et. Men det var heller ikke kun smagen, der gjorde ham vild med hjerter. Det var også oplevelsen af at rive det ud af brystkassen på sit offer. Det gav en dejlig tilfredsstillende følelse. Også var der også oplevelsen af at spise et hjerte. Ved en lille bid kunne man smage lidelserne, som personen havde oplevet i livet. Ved at spise det hele, kunne man opfange hele livet. Det var lidt ligesom at læse en bog. Det var grunden til, at de onde var bedst. For man blev jo ikke ond bare sådan uden videre?
Han så op fra sin lille leg med pinden, da hun talte til ham. Han var opdaget. Hans lille vane havde afslørret ham. Nå, så var der vel heller ingen grund til at skjule det mere.
Han sendte et smil til pigen, et smil med tænder, så hun kunne se rækken af sylespidse hugtænder, der gjorde ha til det farligste rovdyr af dem alle. Han kunne såvel have skjult dem, men nu når hun selv lagde op til, at han var opdaget, så slulle han da ikke skjule noget af sig selv.. Jo, måske sin sande form, for den havde selv han ikke lyst til at vise sig i lige nu.
Hans hånd gled ned i jakkelommen og frembragte en pakke cigaretter. Han fiskede en op, som han placerede i mundvigen, hvorefter han rakte pakken imod kvinden. Han ville ikke til at bruge ord, da bevægelsen var spørgsmål nok i sig selv, men hvis hun var helt dum i bolten, så kunne den anden ledetråd være hans hævede øjenbryn. Uden kontakt fra lighteren, tændte cigaretten. Det var hans ene evne. I sine første år var han nødt til at bruge bevægelser, men nu kunne han gøre det ved tankens kraft. Det var herligt.

Hun kiggede ned på cigaretpakken. Svarede ikke med ord, men fuglte hans eksempel og røstede blot på hovedet. Hun røg ikke. Ikke på den måde ihvertfald. Hendes mor havde engang fortalt hende at hvis hun dødede ville hun komme til Lucifer og få sin straf. Men at Lucifer også er tro mod sine tro og derfor ville sende hende tilbage i røg. I røg, men ikke cigaretrøg. At han gad at være afhængelig. Hun betragtede cigaretten i hans mund, følte sig bedre end ham. Hun var ikke afhængelig hun var fri, hun var selve begrebet af frihed.
Hendes opmærksomhed blev rettet et andet sted hen, nemlig ved hans mund, hans tænder. De var spidse, så han var enten vampyr eller demon, eller måske noget andet. Men hvis han havde været vampyr, så ville han vel ha jagten hende til at starte med? Ihvertfald ville hans øjne være mere blodtørstige, det var så let at se på vampyre. Hende blik faldt igen på cigaretten i hans mund. Den tændte, uden han havde taget en lighter op, uden han havde gjort noget. En lille trækning ved hendes mund, hun havde endelig fundet ud af hvad han var. Han var en demon, og ikke nok med det, så var han en ilddemon. Ellers ville han umuligt kunne ha tændt cigaretten. Han kunne selvfølgelig også ha været djævel, men det ville hun ha opdaget med det samme, han var kommet tæt på hende. Hun ville ha kunne mærket ondskabet stråle fra ham, hun ville ha kunne fornemme hvordan Lucifers flammer ville ha brændt i ham, som de brændte i hende. Selv hvis han havde været en benægter, så ville hun stadig ha kunne mærke flammerne, hun ville ha kunne mærke hans kamp og hun ville ha staffet ham for at kæmpe imod hans skaber. Hun ville aller helst ha sendt ham tilbage til Lucifer, så han kunne gøres hvad der gøres skulle, hvis han var en benægter. Men som hun allerede havde bemærket, så var han hverken benægter eller djævel i det hele taget. Han var ilddemon.
Hun havde mødt sådan en før, en kvindelig en, men kun ganske kort og havde kun fået mulighed for at betragte hende på afstand. Hun var dog meget mere oppe at køre end ham her. Han var afslappet og selvom han havde sin afhængelighed til cigaretter, så virkede han meget ro over sig selv. Han havde vel også fundet ud af hvem hun var, og betragtede hende ikke som en trussel. En fejl flere havde begået. Dog ville hun ikke gå til angreb på en demon. For det første, var hun ikke klar over om han var blanding med flere evner, eller renracet og dermed meget stærkere end hende. For det andet var han større og måske også klogere.
Han smilede. Hun betragtede hans smil, hans tænder og vidste at han ikke ville havde vist hende hvem han, var hvis han ikke ønskede det. Han virkede ikke som en der ville være så dum, at afslører sig selv. Selvom han heller ikke var den bedste skuespiller. Hun stod lidt og tænkte, så sagde hun, "Du valgte den rigtige at smile til", og så smilede hun tilbage og viste selv sine egne spidse dræbertænder. Stadig holdt hun ansigtet gemt i sjalet, hun kunne bedst li at det var skjult, hun brød sig ikke om at folk kendte for meget til hende.

Hendes rysten på hovedet, fik ham til at trække på skudrene og gemme cigaretpakken væk igen. De var vidst i gang med en tavs kommunikation. Han tog sin cigaret ud af munden og begyndte at køre den imellem fingrene. Det var tydeligt at se for en hver, at dette var en vane, han havde haft i lang tid. Der var chance for, at han brændte sig, men det var ingen trussel for en ilddæmon. Det ville bare være et dejligt kærtegn. Han førte den op til mundvigen igen og tog et sug. Røgen gled ned igennem hans halsrør og videre ned i hans lunger. Noget han lige havde glemt, eller havde ignoreret, var, at hans ene lunge var punkteret og de indre blødninger, han havde fået sig i sin venskabelige kamp imod dæmondrengen Keiko, ikke var healet, så hans lunge blev nødt til at protestere, da røgen kom ned og angreb den. Han knækkede forover i et voldsomt hosteanfald, og det tog lidt tid, inden han kom op igen. Han fjernede hånden fra munden og måtte sukke højlydt over det mørkerøde stads. Han fandt et lommetørklæde frem fra lommen, der tydeligvis fra et andet århundrede. Han tørrede sin hånd af, så den blev ren igen, og gemte lommetørklædet væk igen. Det her var ikke første gang. Hvor ydmygende.. men han nægtede at tage på hospitalet. Hans ribben var healet, men det tog vidst lidt længere tid med det andet.
Han så over på pigen. Han kunne mærke hendes blik ætse ind i huden på ham. Det kunne han ikke andet end smile over. Havde hun regnet hans race ud? Hvis hun havde, var hun så bange? Han havde oplevet, at folk blev bange for ham, da de fik fanget, hvilken race han var. På en måde var det forståligt, for han kunne, uden at være den mindste smule arrogant, sige, at han var kræftfuld.
Han fnøs let af hendes ord og betragtede hendes smil. Nærmere sagt hendes tænder. De var skarpe, ligesom hans. Men han vidste allerede hvilken race, hun var. Hun var en blanding. Den ene del var djævel, den anden var ikke nogen trussel. Djævledelen, derimod.. hvis han fulgte de uskrevne regler, så burde han dræbe hende. Han var en dæmon, hun var en djævel. De var fjender, og det havde de været lige så langt tilbage, som historien rakte. Det var deres racer, der ikke kunne udstå hinanden. Det var egentlig lidt sjovt, for på en måde var de de racer, der lignede hinanden mest.
Han lo lidt over hendes ord. ”Ja, det ser jeg,” sagde han med et arrogant glimt og øjnene og holdte smilet, så tænderne stod fremme i deres egen pragt. ”Men du valgte desværre den forkerte, søde.” Han tog cigaretten væk fra mundvigen og begyndte igen at lege med den. Hans øjne blev mørkere og skiftede fra den ildrøde farve til en blodrød farve. ”Fortæl mig; Hvordan er det at være splittet i to?” Ved spørgsmålet lænede han hovedet lidt på skrå og borede sine øjne ind i hendes.

Hun betragtede ham, hans øjne, hans bedrevidenhed og hans styrke. Hun blev ved hans ord klar over at han nærmere var en fjende end ven. Og ham som fjende var dårligt, det kunne hun godt fornemme. Han var stærkere, klogere og sikkert også bedre i kamp. Hun var ikke klar over om slagtet var tabt, men regnede dog ikke med det. Hvis han gik til angreb havde hun muligheder, selvom de ikke var gode, så kunne det måske lykkes hende at slippe væk. Men hvis han allerede var klar over at han ville slå hende ihjel, burde han ha gjort det for længst. Medmindre han var typen der ville lege med hende, ingen han slog hende ihjel i kamp. Men helst ville hun undgå kamp. Ikke fordi hun ikke brød sig om at kæmpe, hun fandt det både underholdende og som en livsgnist, men når hun var så meget udsat for at dø, så ville hun ikke begive sig i kamp med god vilje. Det var dog ikke døden hun var bange for. Den var ikke farlig eller skræmmende som hun havde hørt mennesker snakke om, når hun en sjælden gang havde gået rundt i gaderne ved dagstid. Nej, det var at skuffe Lucifer hun frygtede. Lucifer som havde skabt hende og hendes mor, Lucifer hvis ild levede i hende og gav hende styrke. Lucifer som var hendes skaber, den eneste hun ville være tro mod for evigt. Hun ville ikke skuffe Lucifer, hun ville undgå det for alt i verden. Men hvis hun døde, så ville hun styrke sig og så ville hun komme tilbage og slå hendes dræber ihjel. Det havde hun vidst siden hendes mor lærte hende om at hun kunne vende tilbage. Og hvis det ville mislykkes at slå hendes dræber ihejl første gang, så ville hun blive ved med at prøve til det lykkes. Hun ville lære noget hver gang hun levede, og hver gang hun døde. Så døden var hun ikke bange for, hun var kun bange for at skuffe Lucifer.
Hun betragtede ham. Selvom han vist havde rystet hende, viste hun det ikke. End ikke hende øjne viste tegn på frygt. Men hun var heller ikke rigtig bange, blot klar over hvor hun stod og bekymret for at skuffe Lucifer. Frygt havde aldrig sagt hende noget. Kun når andre følte det, så sagde det mere end hun kunne beskrive.
Hun betragtede ham, hans hænder og cigaretten men gik hurtigt tilbage til hans ansigt. Det var typisk der man så de første tegn på at en modstander ville angribe. Ansigtet eller hænderne. Hun lyttede til hans spørgsmål. Fnøs kort, hun havde fået det før. Folk forstod det slet ikke, det var ikke en splittelse, ikke forfærdeligt, det var en gave, en gave hendes mor havde givet hende. Hun svarede helt roligt, "Jeg føler mig ikke splittet. Det er i så mange der misforstår, at det ikke er en forbandelse, men en gave. Måske" sagde hun køligt og så ind i hans øjne, "er jeg ikke lige så stærk som jer renracede. Men jeg har evner der strækker sig til flere sider, og når først jeg lærer rigtigt at bruge dem, så skal i nok få at se at vi blandede racer ikke kun er dårlige eksperimenter, men at vi også har plads her." hun var blevet oprørsk og kold. Hendes øjne blev mørkere og flammerne begyndte at rører på sig. Hun havde ikke været troede eller vred, eller ubehagelig, og hendes blik var heller ikke rettet mod ham. Der gik også kun få sekunder før hun faldt ned igen. Hun sendte ham et enkelt undskyldende blik og et lille smil. Venlighed overfor ham var nok en god ide. Og helt falsk var det heller ikke, for selvom han var en fare, så var han en hun gerne ville lære bedre at kende.