a child's silent scream? //manda

En mørk dog yderst smuk skikkelse kom lydløst gående igennem skoven. Skikkelsen var tydeligvis en kvinde og de flotte former var fremhævet i en fort sort kjole. Det eneste der lyste op på hende var hendes blodrøde øjne og en sølvhalskæde med en medaljon i.
Hendes hoved blev vendt da en klynken fra et vildt gået barn kunne høres. Et koldt og ondt smil listede sig frem på kvindens læber, og hurtigt og lydløst kom hun hen til barnet, en dreng på omkring 6 år, lyshåret blå øjne og spinkel af bygning, nogle ville kalde ham et englebarn på grund af hans søde udseende, dog ikke kvinden… hun ville kalde ham mad. De sultne, kolde øjne fra kinden stirrede længe på drengen. Inden han kom for tæt på hende, hun greb om hans hals, lod ham komme med et enkelt skrig da hun satte de sylespidse hjørnetænder i hans hals, kort efter var lyset fra den lille drengs øjne væk. Blodet fra drengens krop blev suget ud og i løbet af ingen tid var det intet tilbage, hun bed det kød der var omkring bidemærkerne af og spiste også dette, hvorefter hun lod drengen falde til jorden med en lav og kold latter.

Manda gik rundt i skoven. Han gabte lavt og kedede sig. Han var på vej hen for at sove i sit yndlings træ før han hørte et barn græde i nærheden. Han kiggede undrende rundt før der gik kort tid og gråden blev lavet om til et skrig i den mørke skov. Det gav et lille sæt i ham og han løb mod lyden. Han stoppede bag et træ da han så på skikkelsen der havde taget fat i barnet der vred sig indtil livet forsvandt. Han knyttede hænderne lidt. Han fik skarpe tænder og negle og mærkede sin vrede vokse. Han fik gule øjne før han gik til angreb. Skikkelsen kunne ikk nå at reagere fordi han var så hurtigt at der knap gik et sekund. Han slog hende ned i jorden og holdt hårdt i hendes håndled så hun ikk kunne komme fri. "Hvad fanden bilder du dig ind!?" snerrede han vredt. "Hvad skulle det barn dø for!?" Han borede lidt sine negle i hendes håndled. Han lugtede lidt før han stoppede og kiggede stille. Han slap hendes håndled men holdt fast i hendes hænder. "Liger?" spurgte han undrende og lugtede lidt igen.

liget lå smidt på jorden som om det var affald og intet andet. Som om denne lille drengs liv intet betød... og sådan var det også, hvis man så det fra Lg's øjne, han betød intet, havde intet formål i livet ud over at tjene som hendes mad, det var det hans 6 leve år var blevet brugt til, at vokse sig stor nok til at blive hendes mad. De stadig sultne øjne lyste fortsat op i mørket, og et kort smil kom frem da den 'guløjede' skikkelse overfaldt hende. Selvom hun måske kunne havde nået at reagere gjorde hun det ikke. De snerrende ord morede hende og en stor gensynsglæde fyldte hende, åbenbart havde han ikke set hvem det var endnu, hun svarede med vilje ikke da han nok ellers ville kunne kende hende på stemmen, hun fortrak ikke en mine over at hans negle var boret ind i hendes håndled, og kun en smugle tjæreligende masse kom ud de enkelte steder hvor hans negle havde boret sig ind under hendes hud. Da han tog neglende til sig men fortsat holdt hendes hænder blokerede tjæremassen for såret og størknede hurtigt. Et kort opgivende ryst på hovedet kom da han åbenbart ikke var sikker på hvem det var "nej din bedstemor" kom det lettere koldt dog drillende. Hun rullede rundt så han kom til at ligge nederst, og som om hun var en kat satte hun sig på hans mave "slipper du mine hænder?" kom det kort fra hende.

Han kiggede opgivende da kommentaren om bedste mor kom. Det var helt klart Liger... Han sukkede lavt og blev lidt overrasket over at hun fik dem drejet. Han var ikk klar på det så han var trillet med. Han kiggede stille på hende og sukkede, "Hvorfor skulle jeg?" spurgte han men slap så. Han satte sig op så hun sad på ahns skød og kiggede på hende. Han fik hende ned og gav hende en enkelt hård knytnæve i ansigtet, "Du er og forbliver et lorte væsen!" snerrede han af hende. Han kiggede roligt, "Du har overhovedet ikk forandret dig, det handler altid om dig..." sagde han opgivende og rejste sig. Han børstede lidt jord af sig og gik hen til drengen. Han bukkede sig ned og samlede drengen op. Han begyndte at gå før han lagde drengen ned ved en sti og gik tilbage igen. Han gik hen og gav hende en lussing, "Nogle gange ville jeg ønske nogen dræbte dig..." sagde han vredt.

Nu kunne man kende ham igen, alvorlig som altid... og for en gangs skyld var hun i det man kunne kalde godt humør... eller noget i den stil. "skal jeg svare på det spørgsmål?" kom det skeptisk fra hende... men faktisk havde han lovet det. Hun dumpede ned på hans skød og lænede hovedet en smugle på skrå. Hun greb fat i den næve han ville slå hende med "jeg er også glad for at se dig" kom det koldt til svar. "jeg har forandret mig!... lidt" en kort knoren meldte sig men den stoppede dog hurtigt. "det handler ikke altid om mig nii-chan" den kolde stemme var der som altid, dog var den blevet tydeligere. Hun så kort efter ham men blev siddende "hvorfor måtte den ikke ligge der hvor jeg havde lagt den ?" Hun hentydede til liget, men regnede dog hurtigt ud at han bare ville kritisere eller noget i den stil i stedet for at svare. Hun sukkede kort da han gav hende en lussing og kunne ikke rigtig se hvorfor hun skulle havde den, men tog uden videre imod den "du er godt klar over at det ikke rigtigt hjælper at slå mig" kom det ligegyldigt fra hende.
"tak da... har du ellers haft det godt" kom det afvisende fra hende.

han kiggede stille på hende. Han ignorerede hende, han hadede hende nogle gange. Hun var bare så... ja, der var ikk noget ord han kunne for sådan en som hende. Han kiggede roligt på hende, "nej jeg ved godt det ikk ændrer noget at slå dig, men en straf skal du da have..." sagde han roligt. Han snerrede af hende. Hun havde stadig den kolde og ligegyldige tone. "Du forandrer dig aldrig, jeg savner dengang du var mere menneskelig, nu er du jo kun den dæmon..." sagde han og skubbede hende til side. Han begyndte at gå igen. Han kunne ikk klare hendes tonefald, hendes opfattelse af alting. Alt hvad hun gjorde troede hun jo at hun bare kunne gøre. Det var så irriterende, han forstod godt Black nogle gange. At han ville have hende så langt væk fra sig som muligt.

Hun knorede kort, hun vidste det, han hadede hende og han havde egentligt ikke løst til at se hende, hun vidste det... og på en eller anden måde gjorde det ondt, et eller andet sted i hende gjorde det forbandet ondt. Noget hun ikke kunne forklare og noget hun ikke ville vide noget om, hun krympede sig kort over denne følelse, men håbede egentligt at han ikke så det, følelser hvem fanden havde også udstyret hende med dem? de skylle dræbes, og hun var godt på vej. "så må du nu nok hellere øve dig lidt for den metode du bruger nu virker ikke rigtigt" knorede hun, *drop det* tænkte hun, det var ynkeligt, bare det mindste tegn på følelser gav hende løst til at kaste op.
"hvordan kan du savne den ynkelige skabning... ja hvis du ikke har bemærket det så er jeg dæmon!" sagde hun koldt. "så nu skal jeg bekymre mig om alle? være venlig og sørge over min egen mad, fordi der var en der måtte lade livet så jeg kunne overleve? er det, det jeg skal gøre? ændre mig helt fordi du vil havde det?" 'hun krympede sig igen da den underlige følelse kom igen da han gik. Og igen knorede hun faretruende da hun ikke anede hvad hun ellers skulle gøre