Den Sidste D'tarion ||Åbent Emne!||

Sted: Et sted i Terre
Tid: Aften
Vejr: Regn
------------------------------------------------------------------------

Han løb gennem natten, gennem regnen, gennem hadet og raseriet i hans sjæl og i hans hjerte. Han løb fra sine forfølgere, han løb for sit liv... han løb fra Abbadon.
Etricus Da'talvere D'tarion var kun iført et lændeklæde, men han var ligeglad med om nogen så ham. Han løb og løb og løb, indtil han simpelthen ikke kunne mere. Han faldt om i en mørk gyde, liggende på ryggen og hivende efter vejret. Han havde løbet i flere timer...
Vandet vaskede stille hans lange, hvide hår og dråberne trommede let mod hans bare ryg, og den forhadte tatovering der var på den: the Mark of the Eye, symbolet tilhørende Ma'lakel Lemoris, Tronraneren.
Han lyttede for en tid, efter fodtrin... men det lod til at han var undsluppet sine forfølgere.
Etricus åndede tungt ud og kæmpede sig op på albuer og knæ.
En vldsom krampe i hans arme og ben fik ham til at styrte sammen igen.
"Satans!" hvæsede han. Han var stadig skadet efter den forbandede, sindssyge bøddel havde eksperimenteret med ham!
Han stønnede af smerte, og lå bare der i den voksende vandpyt, med regnen som sin eneste ven.

Kajika var på vej hjem fra centret de havde ikke en skid der var værd at kigge på nej ingen gang så meget som noget som helst i nærheden af værdige smykker at bære til en date. Kajika roede sig i håret i det hun tænkte for meget over den tvungne date hun skulle til, det var dejligt at være ny og teenager og alt sådan noget men mere var det dog heller ikke. Hun sukkede stille i det hun gik for sig selv iført de sorte leggins og en hvid trøje der hang let ned af den ene skuldre af hende så den var smukt blottet?, hun havde enda glemt sin jakke henne på skolen så hun blev nød til at hente den, dog kunne hun skyde genvej igennem gyderne vis hun ville men som menneske var det den dummeste ide man kunne gøre.
Hun var sjask våd og lignede en druknet dådyr for at være helt ærlig,. Hun pustede let til en af sine lange hvide platinske hårlokker i det hun pludselig så en fyr løbe forbi hende og så undrende på ham i det hun så det hvide hår og huden"Zane!?" hun satte i løb efter ham i det han forsvandt løb hun stadig den vej hun troede han var løbet*var det Zane!?... det må det ha været ingen andre har så langt hår og ...* hun stoppede op ved gyden og så på fyren.. det var ikke Zane men en lidt ligende.."omg.. er du okay" hun skyndte sig hurtigt at løbe hen til sortelveren uden at tænke over konsekvenserne i det hun var vand til farlige væsner og ikke tænkte yderligere over hun var menneske nu.. Hun gik på knæ ved hans side og strøg ham let over panden i det hun sagde"hallo.. svar mig?? kan de stå op" hun så på ham med sine isblå dådyr øjne og sad ved hans side på knæene klar til at hjælpe

Han åbnede øjnene meget pludseligt. Til forskel fra andre sortelvere, var Etricus' øjne lysende blå. De var fulde af forvirring da han så op på Kajika, og det samme var hans stemme, da han sagde:
"Du.. hvem er du...?"
Forvirringen forsvandt, og en kølighed lagde sig over hans blå øjne.
"Du er Kajika... jeg kan se det i dine øjne. Du var en gang meget betydninsfuld for min herre..."
Hans hæse stemme var fuld af indestængt smerte, og han skar ansigt da endnu et jag af smerte strøg gennem hans krop.
"Satans..." hvæsede han.
"Hvad.. hvad vil du?" fik han frem mellem sine sammenbidte tænder.

//må man være med? :)//

// Det er et åben emne - Du joiner bare :) //

skal vi så sige? ludo regl ^^" eller hva :D, altså at han svare efter mig eller jeg svare efter ham o,o/

// Etricus - Kajika - Logan //

okay ^-^ /

Kajika så på ham og i det han åbnede sine øjne steg hendes nakke hår og det gyste op af hendes ryg i det hun tog sig til munden og så helt chokeret ud i det hun rødmede over kindbene og så helt forlegen ud i det hun betragtede ham og tænkte*omg... han har blå øjne.. årh hvor er de bare smukk.. tag dig sammen kajika* Hun så på ham med en vis alvorlighed men os blidhed i det hun sagde"jeg er... er ingen men kan de stå op?" hun så lidt undrende på ham da han ændret sig fra forvirret til pludselig kold og kynisk mærkelighed?.
Hun så lidt væk i det han sagde at hun var en gang meget betydnings fuld for hans herre" jeg har aldrig betydet noget for nogen så glem det okay og svar mig så, kan du rejse dig op eller ej" hun så død alvorlig ud nu og lagde blidt hånden på hans arm i det hun sagde"jeg kommer for at hjælpe, jeg indrømmer dog jeg troede du var en anden, men jeg vil stadig hjælpe os selv vis jeg ikke kender dig og du måske vil såre mig bagefter men ligenu skal vi ha dig op på bene, det ikke godt at lægge her i dette område der..." hun kiggede bagud i det hun syntes at høre nogen og sagde"skynd dig" hun kunne nærmest bedømme ud fra hans stønnen at han havde løbet men fra hvad, men det ville sikkert følge ham?.
Hun tog ham let om armen og tog den ene af hans arme om nakken på sig og tog så om ham med sin arm og lod den anden støtte mod hans brystkasse i det hun tænkte*dette her... er jeg slet slet ikke trænet til i denne krop kan jeg mærke.. og maaan hvor er mennesker svage* hun pustede let ud i det hun fik ham nogen lunde op at stå og sagde"Kom så går vi, om du vil eller ej, så skal du ide mindste væk fra byen lidt mere.." hun så undrende på ham da hun begyndte at gå og sagde så undersøgende"så..." hun hævede det ene øjenbryn og så meget alvorlig men dog os neutral ud"hvad er det egenlig du løbet fra?..."

Påklædning: Skudsikker vest, løse sorte bukser, hvid tank top og sorte bokse handsker uden fingre (http://www.knockoutsports.dk/images/gloves/fightgloves/ko3_4finger1.gif).

Logan kom gående igennem Terres gader, på ind mod centrum.
Det var ikke et underligt tidspunkt at være ude på for ham, han var jo en vampyr jæger, så det her var som dag for ham.
"Logan, det her vil du måske finde interessant, jeg har lige kigget på de forskellige overvågnings videoer, fra lige nu, og det ser ud som om en vis Kajika De volkan, du har mødt hende før, men det ser ud som om hun har fat i en såret mand, jeg kan ikke fortælle hvilken race det er men prøv at tjek det ud" sagde en stemme.
Stemmen tilhørte hans gode og loyale ven, Matt O'Meyers, en teknik nørd der hjalp Logan når han var uden for. Logan havde kendt Matt siden Logan var soldat og de har være venner siden.
"Jeg kigger på det" sagde Logan ind i mikrofonen og satte tempoet op.
Han havde sit sædvanlige udstyr på, sine 4 M9'er fordelt 1 på hvert lår, 1 i sit bælte og en under sin venstre arm, på ryggen havde han et sværd, dette sværd var specielt, det var et elver sværd, Logan havde fået dette sværd af en gammel, nyligt afdød ven, en elver. På sværdet stod der med gammel elver skrift ''Vi slås kun for frihed'. Sammen med sværdet sad der også to knive og til sidst hans nyeste våben til samlingen, i sine handsker kunne der komme 17 cm stål klinger ud, som han kunne bruge som en slags klør, de var knivskarpe og kunne stort set skære igennem alt. Dog havde han sin M4 med, det var en god forsikring på at der ikke kunne ske ham noget, eftersom han kendte det her våben ind og ud.
Det var sikkert at hvis han kom i en ildkamp, eller anden form for kamp ville netop det her våben redde hans liv.
"Matt jeg kan se dem" sagde Logan og stoppe lidt væk, han stilte sig bag en container,
"Matt, jeg gør ikke noget endnu, enten er hun blevet svagere eller også er hun blevet menneskelig" sagde Logan og lænede sig op af containeren.
Logan ladte sig gevær og så på dem, dog var han stadig gemt bag containeren.

Han lod sig blive hevet af sted, stønnende af smerte.
"Hvem jeg løber fra?.. Heh.. jeg løber fra selveste Abbadon, tøs. Fra det usle svin Tronranerens lakajer..."
Han smilede smertefuldt ved tanken om hvad han var gået igennem, hvad de havde udsat ham og hans deling for.
Eksperimenterne... the Pit of Lies... torturen... det var alt sammen så forfærdeligt at enhver almindelig mand ville være brudt grædende sammen og forsøge at begå selvmord... men ikke Etricus. Han skulle ikke dø endnu... ikke før-
En lyd.
En lyd han havde hørt før. Han var bare ikkesikker på hvor den kom fra, men han vidste hvad det var, og han samlede lynhurtigt sine kræfter, greb Kajika hårdt om livet og kastede sig selv i dækning bag en stor container. Han sørgede for at lande på ryggen så hun landede oven på ham.
"Stille... der var nogen der ladede et gevær..." sagde han hæst til hende, mens han koncentrerede sig om at lytte.

Kajika sukkede let i det hun sagde"Aha... så det er derfor du ikke kan stå op, altså ikke sådan ment men jeg har hørt at vis man først kommer der ned tja... så kommer man aldrig op igen" så vidt hun kunne dømme på hans stønnen efter vejret og hans store smerter var han sikkert blevet fanget men mere gik hendes tænken dog heller ikke længere i det han pludselig tog hende om livet??!... "Hva i WO!....w" hun mærkede en pludselig rødmen stige op i hendes kinder og en varme i hele hendes krop i det hun flovt mærkede denne sort elveres krop mod sin ryg, dette var det tætteste hun lige pt havde været på en fyr i flere måneder faktisk og mest af alt ja... så ville hun stikke af det var en ubehagelig følse..."øhm.. vil du slippe mig nu? måske" hun hviskede det til ham i det hun tog fat i hans arm blidt og skubbede den væk i det hun ville sætte sig på knæ overfor ham"Så tror du det nogen af Malakels tingester der ligner døde lig" hun gøs let og sagde"eller..." hun huskede på dem det kunne være og sagde"eller os er det... logan eller scars måske" kajika kunne kun tænke på dem to der havde våben. Hun så stille rundt og sagde"kan du se et overvågnings kamera???.." hun huskede at Logan havde fået assistance da hun angreb ham den gang hun var ond.. vis der var overvågnings kamera var det med garanti ham, han plejede altid at patroljere her i området?. Hun vidste dog ikke om der var andre med våben men det var der skam nok. Hun var dog dårlig til at holde kæft og kunne ikke fjerne blikket fra den nye elver..*han lignede Zane men nu kan jeg se der ingen lighed er.. og de øjne? det vel ikke normalt elver har blå øjne, for ikke at sige.. han sagde herre... han er en del af deres klan.. omg..* hun huskede det Velarian havde sagt om hans klan at de voldtog og torturede kvinder og dræbte alle mulige ? ja begge køn så vidt hun vidste.. hun gøs let og gik lidt på afstand fra ham bare for at være sikker...

"Logan! Det er en elver, så pas på med hvad du siger til ham, du ved de går op i ære og alt det der, som sagt en af dine venner var elver" sagde stemmen i øresneglen.
"Kajika, fundet et nyt bytte? En elver høre jeg, måske burde du overlade, ham til mig, så du ikke fuldstændig dræner ham for alt hans blod" sagde Logan og så op over containeren, det var ingen.
Logan lod geværet hænge ned langs siden.
"Kajika, hvorfor nu alt det der blod og drab? Er vi ikke kommet over denne del endnu? For jeg har lært af mine fejl, Aldrig undervurder en modstander" sagde Logan og sikrede sit gevær.
Logan stoppede et par meter fra deres containeren, dog kunne han ikke se dem, men han kunne høre dem.
"Hvis du nogle sinde sammenligner mig med Scars engang til, vil jeg sørge for at du kommer til at huske forskel på mig og ham" sagde han og så sig rundt.
Logan havde lært af sine fejl, vampyrer kunne komme fra alle sider så det ville være bedst at være på vagt hele tiden.
"Hvorfor har hun ikke angrebet endnu Matt?" sagde Logan ind i mikrofonen.
"Logan jeg ved lige så meget som dig, men hun er ved den container til venstre for dig, så pas hellere på, hun er sammen med en elver, måske et gidsel" sagde stemmen.
"Jeg ved hvor du er, kom og bid mig Kajika, jeg venter bare hele natten" sagde Logan og kørte en hånd igennem sit nu meget gennemblødte hår.

Han bandede mumlende og vredt over at hun ikke holdt kæft, men blev ved med at snakke. Forstod hun ikke at det her kunne være en farlig situation? Hun var jo kun et menneske...
Han lyttede til Logan, og da han hentydede at Kajika var vampyr, kiggede Etricus hurtigt på hende.
Nix.
Hun hverken lignede eller lugtede som en vampyr længere.
Selv i regnvejr ville han have været i stand til at lugte en vampyr hvis han var tæt på den...
"Beklager makker... den her tøs er menneske. Ikke vampyr... men du har fået navnet rigtigt. Det er Kajika." råbte han hæst til Logan.
"Fortæl mig så hvad du vil! Men jeg advarer dig... nok er jeg såret, men jeg var en af Zane's stærkeste kaptajner. Jeg reducerer dig til aske hvis du så meget som tænker på at angribe!"

kajika så helt chokeret ud i det hun tænkte*hvordan kunne han se det var... årh! det svin der er kamera på* hun så vred ud i det hun kiggede på sort elveren og i det han sagde at det var kajika så kajika rasende ud i det hun tog ham hårdt for munden med sin hånd... nok var kajika menneske men hun var dog os virkelig dum til tidere hun glemte hvor svag hun var nu og hvor hjælpeløs og uskyldig hun var men hun ville ikke havde at hele di morga vidste hvem hun var. Hendes krop var forandret og hendes ansigt med os lidt... hun var en mere ung version ligende af sig selv fordi hendes sjæl skindte igennem mere men håret blev farvet nogen gange om måneden for at holde det hvidt, pigens krop hun havde fået havde nemlig blond hår men ikke helt hvidt...
Kajika så alvorligt på ham i det hun sagde(til elveren)"Høre jeg dig afsløre hvem jeg er en gang til.. så..." hun så blott alvorligt på ham med de skindende isblå øjne og så driv våd ud mens den hvide trøje klæbte sig til hendes krop mens den hang tungere og tungere ned af hendes ene skuldre så den blev mere og mere blottet til den stoppede dog viste den intet. Hun så lidt alvorlig ud og knyttede den ene hånd i det hun slap sort elveren og så lidt bange ud og sagde"Øhm.. undskyld" hun så flovt væk og tænkte*flot kajika.. stadig ikke lært hvem du lige er nu.. et menneske* hun så lidt ud fra containeren og sagde"han har ret.. jeg ingen vampyr, jeg et menneske men ja det mig"

Logan begynde at smile da elveren sagde han ville lave Logan om til støv.
"Skal jeg bukke eller være bange for dig Hr. Kaptajn? For jeg er ikke bange for dig" sagde Logan og lagde en hånd på sin pistol der sad i hans bælte.
"Min kære Kajika, hvordan er det sket? Sig mig, hvordan føles det at være byttedyret nu? Og ikke have kontrol over hvad der skal ske med en? Ikke en rar følelse for der har været vant til at have kræfter" sagde Logan og så på containeren.
"Matt det er bekræftet, Kajika er ikke længere vampyr, streg hende af listen" sagde Logan ind i mikrofonen.
"Og min kære elver, jeg ville ikke dræbe mig, dum ide, for du ved ikke hvem jeg er, det kan godt være du kender Zane, eller kendte, men Zane bestemmer ikke længere nu er det svinet Malakel det bestemmer" sagde Logan han lagde ekstra meget tryk på svinet.
"Mit navn er Logan, Logan O'Connel, tidligere sergent i den amerikanske hær, nu er jeg oprørsleder, så hvis jeg var dig ville jeg ikke dræbe mig" sagde Logan og tog to ekstra skridt hen mod containeren.
"Kajika, det jeg ked af at høre, menneskelivet er hårdt for nogle" sagde Logan og åbnede remmerne til den ene af sin pistoler der sad på hans lår.
"Værsgo, så kan du idet mindste passe på dig selv" sagde Logan og kastede den hen til containeren.

Etricus smilede skævt.
Hans blik på Kajika var hårdt som stål, og hans øjne bar en advarsel: Hvis du truer mig igen, er du død.
Han tog blikket væk fra hende, satte sig op ad containeren og sukkede.
"Godt nok... oprørsleder siger du? Måske har vi en smule til fælles. Sæt dine våben på plads og kom herover så vi kan tale ordentligt sammen. Jeg kan knap nok gå så jeg kommer ikke over til dig." sagde han højt til Logan.
Måske denne oprører kunne være en hjælp for ham... hvis han talte sin sag rigtigt...
"Kajika, bare slap af. Jeg fornemmer ingen fjendtlighed fra ham... han er parat til at slås for sit liv, og til at dræbe for det... men han er ikke decideret fjendtlig." sagde han, og hans blå øjne blev en anelse mildere.

kajika så på ham i det hun vendte hovedet den anden vej fornærmet og sagde"Jeg ikke bange for Zane hvorfor sku jeg så være det for dig, og jeg skal nok tage mig af det her, så ledt vil han ikke komme her hen" hun hviskede det lettere spydigt til ham i det hendes blik blev tænkende i det hun tog pistolen og før man kunne registrer hendes tanker hvad hun overhovedet planlagde så satte hun af med hurtigthed men ikke ? ud fra containeren, nej hun så undskyldende på sort elveren inden og hviskede med en blød klang mens hendes hår lå vådt ned af hendes skuldre og regnen lignede tåre på hendes ansigt i det hun hviskede...."undskyld" hun satte af med bøjede ryg og satte foden hurtigt på skuldren af sort elveren Etricus.. Man skulle aldrig fornærme kajika selv om hun var menneske, hun kunne have et stort tempre...
Hun sprang op på containeren i et, i det hun sprang mod Logan som et dyr, og eftersom han sikkert ikke regnene med det ville hun endten lande på ham med pistolen trykkende mod hans brystkasse, eller endte på den våde jord rettende med pistolen mod ham"Sagde jeg ikke du aldrig skulle undervudere mig, jeg stadig menneskelig men jeg frygter ikke døden mere!" hun så vredt på ham og fjernede ikke de isblå øjne fra ham... dog langsomt kunne hun mærke den lille sorte ink plet der indeholdte hades blod fordi han gav hende en forbandelse, den brændte og ville snart gå amok... Hun var lidt nervøs men viste det ikke. Hun havde taget chancen og hendes hjerte hamrede løs mens adrenalinen pumpede i hende. vis det ikke var for adrenalinen havde hun aldrig kunnet klare det spring og været så hurtigt oppe.

Logan så på Kajika.
"Hvis du ikke frygter døden, så tryk på aftrækkeren, skyd mig, og fordøm din sjæl, det er rigtig, du har en nu... Skyd mig!" sagde Logan og gik hen mod hende.
"fint elver" sagde Logan og trak sin pistoler og lod magasinerne falde til jorden, hvorefter den velkendte lyd af et klik når man sikrede sin pistol, lige så gjorde Logan med sit gevær.
Han samlede alle magasinerne og puttede dem i en lomme.
"Sig mig elver, hvorfor er en du såret? elvere plejer ellers at undgå kampe, altså med mindre du er mere end 'bare' en elver" sagde Logan.
"Kajika, tryk så på aftrækkeren, hvis du ikke frygter døden, så pløk mig, fyld mig med hele magasinet, alle 15 skud placer dem lige her" sagde Logan og pegede på sin brystkasse.
"hvis du vil have mig undskyldt" sagde Logan og vendte ryggen til Kajika, Logan gik over mod containeren, han åbnede remmene der holdt hans knive og elver-sværdet siddende på hans ryg.
Logan smed våbenene ved siden af elveren. "Nu kan jeg ikke gøre dig noget" sagde Logan, man kunne tydeligt se inskriptionen på sværdets skede (hylster) 'Vi slås kun for frihed' det var på gammel elver skrift.
"Kom då Kajika nak mig." sagde Logan og gik helt tæt på hende, så hun umuligt kunne misse, på denne afstand kunne skudene nemt gennemtrænge hans skudsikre vest, det var noget en sats, men Logan måtte finde ud af om hun kunne skyde en ubevæbnet mand.

Han fnøs.
"Hun skyder ikke. Hun er ikke kold nok." sagde han hæst.
Etricus kastede et blik på sværdene og smilede skævt.
"Mere end en elver... ja, det er jeg. Jeg er en Sortelver fra D'tarion klanen... " mumlede han.
Han kiggede på de to og fnøs igen.
"Kajika, smid dit våben, Logan hold din kæft, og begge to... hør efter." sagde han med en kommanderende, nådesløs stemme.
"Vi tre skal tale sammen."

Kajika så vredt på Logan i det hun sagde"dit forbandet svin jeg burde trykke pistolen direkte op i din mund og blast din hjerne ud på hele væggen bagved dig!" hun så vredt på ham i det hun hørte hvad Etricus sagde og slap så våbnet i det hun fnøs let dog tog hun våbnet op efter noget tid og tjekkede det for patroner og holdte det så sikret i sin hånd og kiggede lidt på Logan i det hun os så på Etricus og sagde"så hvad har vi at snakke om, jeg kan tydeligt se du har en anden til at vogte dig nu nemlig logan og hans mænd så jeg har gjordt nok" hun strøg let det platinsk hvide hår tilbage i det hun smilede med de isblå øjne og vendte sig så om i det hun sagde"Hvad ville du egenlig sige til mig?"

Det var som et let brise kom ind. En kold og frisk brise. Barishan kom frem fra en bagved en container. Det var en Aspara med gyldent hår. Han havde krystal blå øjne der viste en hvis kulde. Hans øjne viste at han engang havde haft en venlighed og varme, dog virkede det til det havde falmede. Han havde en sort læderjakke på og ingen trøje under. Han havde en veltrænet krop og et fejlfrit ansigt. Meget normalt for en Aspara som er en af verdens smukkeste væsner. På hans mave nær var der en tatovering der forsvandt ned i hans bukser. Der var noget ondt og dystert ved den. For kendere var det Sort Elver Magi blandet med Dæmonisk Magi. Det var en Dæmon der var blevet implanteret i ham af selveste Zane i deres sidste kamp. Regnen gled langsomt ned af hans hår og krop i det han stille og roligt bevægede sig over imod de 3. Det var som rørte det ham ikke at de stod med våben eller at der var en anspændt stemning. Han havde en rygsæk over den ene skulder og et sværd der hang på hans ryg. Han havde en halskæde på med oprørernes symbol på. Barishan nikkede over imod Kajika som om han kendte hende. Derefter faldt hans blik på de to andre. Han sagde med en næsten for rolig stemme der understregede at han havde en hvis ro i sig selv ’’ Goddag.. Lang tid siden Kajika ’’. Hans blik faldt på Logan ’’ tålmodighed er en dyd. Hvis du farer frem uden at vide hvad din fjende kan så lever du ikke længe min ven ’’. Barishan blik faldt nu på sortelveren ’’ Mig en ære at møde dem. Jeg er Barishan. Hvis det er muligt vil jeg gerne være en del af denne samtale. Da jeg ønsker at snakke med alle af deltagerne af denne samtale fandt jeg det på sin plads at vise mig selv ’’. Barishan fjernede noget vådt hår let fra sit ansigt. Det var nemt at se at denne Aspara havde gode manere på den måde han bevægede sig på. Måden han udtalte ordene var også perfekt. Som var han fra en anden tid. Hans sorte bukser lugtede en smule af sod skønt han selv lugtede af en frisk sommer brise. Denne Aspara havde helt klart set nogle kampe i sin tid. Han virkede ikke fjendtlig på nogen som helt måde. Han satte sin hånd frem og tilbød alle at give dem hånden. Efter han havde gjort det og givet hånd til dem der nu gad så satte han sine hænder i lommerne på sin læderjakke og smilede svagt. Det var ikke et smil fordi han var glad. Mere et smil der skulle berolige alle om at han på ingen måde havde nogen onde intentioner. Der hvilede en hvis tryk aura om denne Aspara.

"jeg vidste det" sagde Logan og blinkede til kajika.
I en ren refleks trak Logan sin pistol, selvom der ikke var nogle patroner i, da en fremmed kom.
Men han trak dog sin pistol tilbage, da han kom i tanke om der ikke var nogle skud i.
"Sødt, men står jeg her endnu? Er jeg død? Så en anden gang så lad vær med at snakke over dig, for jeg ved hvad jeg har gang i" sagde Logan og klappede den nyankommende på skulderen.
"Sig mig kaptajn hvad får dig til at tro at jeg gider gøre som dig siger med den tone du har over for mig? Jeg skulle se hvor jeg havde hende, og hvis du nogle sinde råber af mig igen vil du fortryde det inderligt" sagde Logan og tog sit sværd og sine knive.
Han satte dem på ryggen igen og vendte atter blikket mod elveren.
"Kajika, hvorfor skød du mig ikke? Bare et simpel tryk og du kunne have fået mange penge af Malakel, men selvom du hader mig kunne du ikke gøre det" sagde Logan og så på Kajika.
""elver, hvad vil du sige?" sagde han og satte sig på hug overfor ham.

//hvad er rækkefølgen?//

// Rækkefølgen er: Etricus-Kajika-Logan-Barishan, Jeg skriver dog nu, for at vi kommer ind i rækkefølgen. //


Etricus kastede et blik på dem hver... først Barishan, der var dukket op ud af ingenting og nu ville tale, åh ja.. Etricus vidste godt hvem han var.
Så Kajika, der havde lyst til at myrde Logan, skyde hovedet af ham... men som ikke kunne, ikke var ond nok.
Så gik blikket fra Kajika til Logan.
Denne lille lort, som blev ved og ved og ved med at køre i sit "Skyd mig! Tryk nu på aftrækkeren, kom nu! Skyd mig, myrd mig!".
Etricus' blå øjne lynede da han rejste sig op. Smerten skød igennem hans krop, men hans vrede overskyggede den og gjorde den ligegyldig, umærkelig...
Med vreden lysende ud af ham, sagde Etricus med en stemme næsten så kold som Zane's:
"Logan... hvis du siger 'skyd mig' én gang til, så tager jeg den riffel der, stopper den så langt op i røven på dig at du kan mærke dens løb kilde dig inde i næsen, og så trykker jeg så meget på aftrækkeren at lortet overopheder og du bliver kogt indefra."
Uden at vente på at Logan svarede, skubbede Etricus ham til side, trådte et skridt frem mod Kajika, og stak hende en syngende lussing.
"Kajika, vågn op, bliv voksen! Du er mere end det her, du burde enten have skudt Logan eller ignoreret ham."
Så vendte han sig om mod Barishan og nikkede anerkendende.
"Barishan... jeg kender dig af navn. Jeg har stået imod dine folk og kæmpet side om side med Valshar Zane... jeg tvivler på at vi to vil det samme."

Kajika så vredt på Logan og tænkte*Så hold dog din kæft for helved, ingen af dine lorte våben kan forhindre mig i at dræbe dig vis jeg virkelig vil!, du blot kæphøj fordi jeg ikke mere er et skide væsen der var dig langt overlegen!* hun vrissede let i det hun smilede da sort elveren sagde sådan til Logan og kajika gik dog et skridt hurtigt bagud da hun så hvad han var ved, dog ramte lussingen perfekt og kajika så lettere forfærdet ud i det hun tog sig vredt til kinden men vendte så hovedet den anden vej i det hun intet sagde andet end at nikke. Hun rømmede sig let og kiggede dog stadig ikke mod Barishan eller nogen af dem, dog pistolen ville komme med hende hjem, den skulle hun nok få brug for senere.
Hun sukkede let i det hun hørte på dem og sagde"du vil vel ikke befrie Zane.." hun så død alvorlig ud og sagde med en hård stemme"fordi det vil jeg ikke tillade"

Logan så vredt på elveren.
"Du skal sku ikke bestemme hvad jeg gør" sagde Logan, det var en ting Logan hadede når folk skulle sige hvad han skulle gøre eller sige.
Idet elveren slog kajika, knyttede han sin næver, ikke fordi han brød sig om kajika, men han hadede når man skulle spille smart over for mennesker, bare fordi de er de 'laveste'.
"Hvad fanden bilder du dig ind?" sagde Logan og gik hen og tog fat i kraven på Etricus.
"Nu har jeg fået nok! Først tror du, du kan bestemme alt, så er du så disrespektløs og tilsidst slå du hende!" sagde Logan og skubbede Etricus ind i en mur.
"Uhm Logan, du er et fjols, du burde nok ikke skubbe en elver ind i en mur, du pisser ham bare af" sagde Matt til ham.
"Matt jeg har ikke brug for en af dine prædiker igen" sagde Logan og tog øresneglen ud.
"jeg er lige glad med hvem du tror du er, du skal bare aldrig spille smart over for mig" sagde Logan og slap ham.
"sig mig, hvem er du så, dig som virker så vis?" sagde Logan og gik et par skridt tættere på Barishan.