YMCA ~Desdemona og Ophelia~

T: 14:30 - sommer
V: Solen skinner fra en skyfri himmel :D
S: Skoven..
O: Ophelia, træer, planter, aaalt. :D

Zacharias kiggede op i træernes kroner mens han stængede af sted. Lyden af grene, der splintrede under hans mørke skos såler gav genlyd og fik fuglene til at flyve op fra de grønne skjulesteder. Det var helt perfekt, sådan en tur i skoven, specielt når man havde en engel med sig. Det gjorde de nærmeste omgivelser en anelse smukkere. Han forsatte blindt med at gå og gå og gå, med snotten kastet op i skyerne. Glædeligt overrasket over at han ikke havde kollideret med et eneste træ, vendte han sig om for at skue efter sin kompagnon. Så snart han fik revet sine blå knapper ud af balance mærkede han hvordan noget greb fat om hans ben. Nej, faktisk filtrede det sig bare omkring ham, og stak. Forvirret så han ned af sig selv og opdagede synderen af angrebet - brombærbuskene. Han mindedes ikke at have set et eneste skilt på vejen, der varslede disse farer.
"Ophelia.." peb han højt og forsøgte at trække let på sine ben, men tornene slækkede ikke grebet om ham. "Jeg kan ikke komme friii.."

Som hypnotiseret stod Desdemona bagved et tykt egetræ og betagtede skikkelserne, der bevægede sig igennem skoven. "Lalleglade", hviskede hun for sig selv. Lalleglade, lalleglade, for det var de. Langsomt kom de nærmere og nærmere. "De er så lalleglade, at de ikke værdsætter skoven", hvislede hun igen til sig selv. En lærestreg, det var det, de skulle have. Hankønsvæsnet skulle i hvert fald. Aldrig kastedet han et eneste blik mod jorden, så han ænsede slet ikke al den skade, han gjorde mod hendes elskede planter.
Med et grumt smil på læberne løftede hun sin hånd op foran sig. Lige foran dem stod nogle brombærbuske. Småleende åbnede hun sin hånd. Straks blev buskene vakt til live. "Han er dum, han ser intet", lo hun sagte. Langsomt begyndte buskene at kravle op omkring hans ben i takt med, at Desdemona bevægede sin fingre. Snart var han helt fanget.
"Det kan lære dig at kikke efter naturen", sagde hun retfærdigt og lod sin hånd falde. Nu sad han fast. Panisk kaldte han på hunkønsvæsnet, som gik lidt længere tilbage. Så hun hed altså Ophelia. Gad vide hvilken race de tilhørte?
Nysgerrigt gik hun nærmere, mens hun ignorerede hankønsvæsnet uduelige forsøg på at komme fri. Kvinden lignede ikke et menneske, men Desdemona var så sjældent sammen med andre væsner, at hun ikke kunne bedømme hvilken race, denne Ophelia var. Men manden var en anden sag. Nu var hun ganske tæt på dem. "Et menneske!", udbrød hun begejstret med en lav stemme. Ja, det var helt tydeligt, at han var et menneske. Så var det jo en helt anden sag.
Straks trådte hun frem og sagde flyvsk til kvinden: "Din ven sidder fast". Uden at vente på svar løftede hun igen sin hånd og fik med en viften buskene til at trække sig tilbage. "Sådan", hviskede hun stille.

Ophelia fik øje på en lille, gul fugl på en gren og stoppede fornøjet op for at betragte den hoppe rundt. Hun glemte fuldstændig, hvor dum en idé, der var, at lade Zacharias gå rundt i sine egne tanker i skov befængt med alle mulige uhumske ting. Og ganske rigtigt, der gik mindre end et minut, før hun hørte hans stemme klynke hendes navn, og hun pustede tungt. Så var hun på den igen.
Hun havde netop fået øje på hans ranglede, langhårede skikkelse, da nogen sprang ind foran hende. Denne 'nogen' var et spinkelt hunkønsvæsen, og Ophelia vidste, at hun ikke var et menneske, men længere nåede hun ikke at komme i sin tankeræke, før denne fremmede pegede og berettede om det åbenlyse. At idioten længere fremme var blevet angrebet af nogle buske. Igen.
,,Ja, jeg ved det, jeg skal nok hjælpe h..." begyndte Ophelia, men næppe nåede hun at fremkvække ordene, før spirevippen foran hende viftede lidt med hånden, og buskene ligesom møvede sig til side igen og slap Zach fri. Ophelia hævede et kraftigt, lyst øjenbryn og tog pigen nærmere i øjesyn. Hun måtte næsten være en dæmon, eller noget i den boldgade, afgjorde hun overrasket. ,,Tak skal du have. Det var heldigt, at du kom Zacharias til undsætning, før han fik traumer for livet. Mit navn er Ophelia."