So be it - Daelyn

Et glemt paradis, det var hvad man kunne kalde dette sted, som en elver kvinde havde bevæget sig ind på. Nogle nysgerrige øjne, betragtede lige så stille stedet omgivelser, for andre mennesker, eller væsner for dens sags skyld. Men kunne ikke rigtig mærke, andre vibrationer end hende selv. Nu var det dog sådan, at hun ikke var den bedste til at fornemme racer, eller mennesker, men det var mere dyr hun kunne fornemme, ja Abigails styrke måtte helt klart være dyr, også var der jo alle de svagheder hun havde. Et stille suk gled igennem hendes læber, da hun flyttede et kæmpe blad, og krøb ud fra den lille sprække i klipperene, som førte ind til de varme kilder. Hun havde været her en gang før, hvor hun havde mødt en person, som hun dog ikke huskede særlig godt, kun kortvarrigt snakket med ham, også havde det været det. Hun skar dog et ansigt, da hun hoppede ned på det bløde græs, og landede forkert på hendes dårlige fod. Tage være den løve, som der havde bidt sig igennem sener og kød, og derfor gjort det næsten umuligt at kunne heale ordenligt. Men det gik, nu var hun trods alt ikke blot et menneske, selvom mange så hende for at være det. Langsomt listede hun igennem buskende og træerne, bare for at være på den sikre side, og at der ingen var på stedet. Da hun følte sig nogen lunde sikker, valgte hun at finde sin læderpose frem, og gik så på jagt efter de urter hun havde fundet sidste gang, de havde været utrolig hjælpsomme til hendes mange sår, og skræmmer hun havde fået rundt omkring på skuldrene. Inden hun dog gik i gang, lod hun en stor rygsæk dumpe ned på jorden, da hun havde regnet med hun skulle overnatte de næste par nætter her oppe, mens hun gav sig selv tid til at komme til kræfter, da hun var ret sikker på, hun var mere sikker her inde, end hun var ude i skoven. Et stille suk gled atter igennem hendes næse, mens hun indledte sin jagt, på noget spændende, at plukke til hendes foråd af urter.

Daelyn kolapsede udmattet udenfor sprækkende i klipperne, som førte ind til de varme kilder. Han havde gået langt og med et sår som det, han havde fået sig, tog den lange tur virkelig på kræfterne. Idet han rejste sig op igen, støttede han sin hånd imod sin ene side, hvor den lange flænge fra en kniv pyntede på hans blege hud og havde farvet hans hvide T-shirt helt rød af blod.
Hvis det ikke var fordi han engang havde fået at vide, at der omkring de varme kilder voksede urter med healende kræfter, ville han aldrig være gået så langt. Han var dog ikke klar over om hvorvidt historierne om de healende urter var sande eller ej, men den sorthårede dæmon var et naivt væsen. Der skulle ikke meget for at overbevise ham om, at løgnehistorier var sande.
Han fugtede sine tørre læber og skubbede et par store blade til side, så han kunne passere igenenm sprækken. Han sprang ned, da han nåede fast grund igen, og mærkede det bløde græs over sine fødder. Han tog sig tid til at nyde følelse af græs under fødderne, der var den direkte modsætning til klippegrund og spidse småsten. Hans mørkebrune øjne gled i og en trang til at ligge sig til at sove lige her, lige nu, overvældede ham; han nåede dog aldrig at tanke tanken om, hvorvidt han skulle ligge sig ned eller ej, til ende, før en lyd af skridt nåede hans ører. Han slog sine øjne op og fik øje på en lyshåret pige, der gik rundt ved de varme kilder. Han bed sig let i læben. Hvor længe mon hun havde været der, uden at han havde set hende?

Smilende fik hun plukket en masse af de urter der var brug for, og fik lagt dem ned i den lille pose hun havde omkring sin hofte. Men inden hun nåede at komme meget længere, hørte hun en lyd, en lyd der næsten ikke var til at tage fejl af; En der var hoppet ned fra sprækken hun ligeså var kommet ind ad. Dog nåede hun ikke at gemme sig, fra dette væsen, før den havde lagt mærke til hende, og kiggede lige ind i drengens øjne, næsten lige så brune som hendes egne, dog var hende mere gyldenbrune. Hun smilede skævt til ham, og lagde hoved stille på skrå, tavs, som vinden der blæste uden for. Det var først da hun så at han var skadet, at hun vågede sig hen mod ham "du er såret" mumlede hun, og gik over til ham, "lad mig hjælpe dig" hun kiggede afventene på ham, for at se om han overhoved gad hendes hjælp eller ej. Det så ret så slemt ud, så hvis han ikke snart fik hjælp ville han forbløde, og så ville der ikke være så meget at gøre, trods for at han nok var et overnaturligt væsen lige som hende selv, da hun ikke mærkede den menneskelige aura over ham. Hun fugtede langsomt læberne, og forholde sig stille, bare afventene på hvad det var han ville have hende til at gøre. Måske var han en stolt type, som der ikke tog hjælp fra nogen, men så igen, det var utroligt hvad den selv hårdføre mand ville tillade, så snart han var i fare for at miste sit liv, eller noget han havde kært. Men at trænge sig ind på denne dreng nu, ville, kunne være livsfarligt, derfor valgte hun at stå 2 meter fra ham.