To be or not to be-{Daelyn - Åbent}

*hmm okay det her går ikke, hvorfor er jeg endt her på det her hjørne og ved teateret! arrrg* tænkte han inde i sig selv. Han sank lidt ned i knæ og sukkede dybt"jeg burde virkelig overveje et kort, til at finde rundt for jeg syntes jeg tit er forskellige steder henne, og hvorfor taler jeg nu med mig selv"sagde han med nogle viftende arme. Jesse besluttede sig for at vandre lidt rundt, fandt så en hjørne kiosk hvor man kunne balloner og alt mulligt, han valgte så at købe en lyserød ballon med en panda på. Nu så han da vældig yndig ud. Han lagde slet ikke mærke til folks blikke eller tanker, det gad han enlig heller ikke lægger mærke til.

Jesse stod nu-efter lidt gåtur rundt omkring, foran teateret,skulle han gå derind? eller bare vente udenfor som en sten eller en statue. Han valgte at gå derind med den fine lyserøde ballon, han så så en mand der var på vej ud ad døren, han stirrede på den lyserøde ballon og på ham, men Jesse gav ham bare et dræberblik"Bare fordi jeg har en ballon og du ikke har tssh!"sagde han og surmulede sådan lidt diva agtigt som han nu kunne. Og nu endte han sørme inde i teaterhallen den store hal fyldt med sædder og rækker, og den store scene. Han valgte straks at gå hurtig hen til scenen"Jeg føler mig som en prinsesse nu, underligt"mumlede han stille. Gad vide om der var nogen der havde set ham gå herind? eller nogen der havde holdt øje med ham.

Ikke overraskende lå Daelyn inde i teateret og sov. For anden gang denne uge var han blevet smidt ud af hans såkaldte hjem – hvilket ville sige tilfældige lejligheder, som han havde overtaget, mens deres retmæssige ejere var på ferie – og havde derfor ikke noget sted at sove. Han havde valgt at krybe sammen under sæderne på anden række. Gulvet under ham var blødt, da det var dækket af et rødt gulvtæppe, og samtidig var han skjult for forbipasserendes blikke. Win win.
Det var dog ikke længe, han fik sovet, før lyden af fodtrin vækkede ham. Hans slog sine sorte øjne op og stak hovedet frem fra sit skjulested, idet han desorienteret drejede rundt om sig selv. Det tog ham mere end bare et par sekunder at huske, hvor han var, og hvad han lavede her. Det begyndte dog så småt at gå op for ham, da han fik øje på den store scene foran sig. Der stod en skikkelse på scenen, bemærkede han, en fyr med en lyserød ballon, som åbenbart mente, at han lignede en prinsesse.
Daelyn tøvede ikke med at gå direkte hen imod den fremmede. Han tog fat om ballonen med sine ene hånd og pressede sine spidse negle ned i det bløde gummi, indtil det gav sig og ballonen spræng med et højt brag.

”En prinsesse ville aldrig vække en hjemløs, der ligger og sover.”
Overraskende nok var Daelyn hverken sur eller irriteret, nej, tværtimod, han var faktisk gled for, at den fremmede havde vækket ham. Han kunne jo trods alt ikke ligge og sove hele dagen, og da slet ikke et offentligt sted som teatersalen.

Jesse stod bare der på scenen helt stille og lydløst som en sten nu kunne være, eller ja nu var han jo heller ikke en sten men ja stille som en"Eh.."fik han kun frem så hørte han ballonen spræng"Du kunne bare have sagt hvis du ville have en, man kan få dem udenfor teateret"sagde han nikkende og pegede med en finger hen mod udgangen. Jesse havde enlig slet ikke bemærket at der var kommet en eller at der var nogen herinde"undskyld jeg er lidt overasket, jeg havde ikke troet der var nogen herinde og her står du så, ehm hej"sagde han bare mens han kløede sig i nakken.

Enlig var han meget glad for der var kommet nogen, en person der hvist nok havde sovet? sådan kunne man altid gøre.Jesse kiggede på ham med hovedet på skrå"du er ikke sådan en morder vel der dræber folk"spurgte han undren, bare for at være lidt sikker. Jesse s blik var bestemt rettet på ham"du ser mege sød ud"sagde han bare sådan ud ad den blå luft.

Hvordan kunne man dog være så dum? Selvfølgelig ville Daelyn ikke have en ballon – så havde han da for længst selv købt en – eller måske stjålet en. Nej, han sprængte jo netop ballonen, fordi han ikke brød sig om den. Det var kun små børn, der rendte rundt med balloner. Ikke teenagere.

”Ellers tak,” svarede han med et tvært udtryk i ansigtet. Ham, købe en ballon? Tssh…
Den andens næste ord fik ham næsten til at grine, men han formåede at holde grinet tilbage bag et bredt smil. En morder? Nej, det var han godt nok langt fra, selvom han ville ønske, at han var en, ligesom sine ældre artsfæller. Men han havde hverken psyken eller styrken til at slå et andet væsen ihjel.

”Selvfølgelig er jeg det,” løj han og nikkede bestemt. Det kom noget bag på ham, da den anden kaldte ham for sød. Havde han ikke lige antaget, at han var en morder? Men hvorfor syntes han så, at han så sød ud?

”Nej, jeg gør ej!” Daelyn kunne mærke varmen stige op i sine kinder, idet de blev helt lyserøde. Han så i hvert fald ikke sød ud. Han så farlig og drabelig ikke. Han lignede en, man burde holde sig på lang afstand af - det ville så sige, sådan ville han i hvert fald selv have, at tingene hang sammen.

Jesse syntes bestemt at han lige skulle have en ballon hvorfor? fordi han bare var virkelig mærkelig. Han valgte at sætte sig ned på en papkasse der stod på scenen men idet han gjrode det, faldt han igennem"Arg det sker bare ikke!"sagde han med viftene arme, men han orkede virkelig ikke rejse sig op, men i sidste ende hvem gad have en papkasse bagdel ikke ham hveritfald."ehmm jeg ved det nok er lidt underligt når vi jo lige har mødt hinanden men ehm.. ja gir'du en hånd "spurgte han med et håbfuldt blik.

"Nårh ja Jesse Coldtrain hedder jeg"sagde han bare som en kort præsentation, enlig var det virkelig en klassisk Jesse at gøre sådan noget, man møder en person,, gør noget dumt, sikke et flot førstehånds indtryk. Han sukkede dybt*ting som dette sker da også kun for mig*tænkte han for sig selv.

"Jeg ved det nok er lidt barnligt med en ballon men jeg er virkelig en underlig type der kan finde på at gå rundt med en, eller en slikkepind eller noget helt tredje"svarede han, og sad der i den papkasse han ikke havde set"og her er så et tegn på jeg kan være yderst elegant"sagde han og sendte ham et bredt smil. Jesse lagde hovedet på skrå"hmm du ser sød ud, hvis jeg skal være ærlig , du ligner ikke en morder såååh"sagde han bare med en lang pause efter orderne.

Han tænkte lidt"hmm men skinet kan bedrage nogengange men med dig, du virker slet ikke sådan"sagde han tænkende, med blikket på ham.Jesse lagde så mærke til hans lyserøde farve"si'mig rødmer du"spurgte han

Daelyn fulgte med hævede bryn den fremmede, da han satte sig på papkassen, der ikke kunne holde til hans vægt. Det så ud til at gøre ondt, da han faldt igennem den, men på trods af at Daelyn sagtens kunne føle sympati med den fremmede, rystede han på hovedet, da den anden bedte om hjælp. Det dér med at hjælpe andre havde aldrig været en af hans store interesser, og desuden var han – hvilket var hans lille hemmelighed - en anelse berøringsangst, så bare det at røre en andens hånd krævede en del overtagelse fra ham selv af.

Han valgte at lade som om, at den fremmede slet ikke havde bedt om hjælp til at komme op, og gav sig i stedet til at præsentere sig selv. ”Daelyn,” lød det fra ham. Han var ikke så meget til det dér formelle fis med at præsentere sig selv ved efternavn, så han brugte som regel kun sit fornavn.
Den fremmede virkede til at være virkelig snaksaglig, hvilket kom noget bag på Daelyn, der havde svært ved at følge med. Han forsøgte sig med at nikke lidt ind imellem når han syntes, det passede bedst. Da Jesse igen kaldte ham for sød, kunne han dog ikke holde sin mund lukket længere.

Han stampede vredt i jorden som et utilfreds lille barn. ”Jeg ser aldeles ikke sød ud! Jeg er en dæmon, det er ikke meningen, jeg skal se sød ud!” protesterede han, mens farven i hans kinder kun blev mere og mere rød. ”Og jeg rødmer altså heller ikke!”
Med de ord trådte han frem imod Jesse og i stedet for at hjælpe staklen op, skubbede han til ham med begge sine hænder, så han forhåbentligt ville falde sammen på gulvet. Så kunne han få lov at ligge der, kunne han… Han skulle i hvert fald ikke komme her og påstå, at Daelyn så sød ud!

Jesse kiggede bare på ham og da han så blev skubbet til lå han nu på gulvet nedenfor scenen, han blev lidt vred over det, han forsøgte jo bare at være venlig og det var hvad der skete. Han sukkee men papkassen røg i det mindste af han rettede sig op og stirrede hen i retningen mod ham"pas du på godt nok er du en dæmon men en vampyr kan sagtens finde på grusomme ting at du ved det"sagde han og var hurtig op på scenen igen. han stilte sig lænet op ad væggen, hvad skulle han ellers sige han forholdte sig bare i den tænkende tilstand han var i. Han lyttede til det han sagde"Nåmen kan vel kun sige hyggeligt at møde dig eller noget"sage han bare sådan helt uinteresseret, det var første gang nogen havde gjort det mod ham, og det gjorde bare han ikke specielt syntes godt om denne person om det ændrede sig hvem kunne vide.

Jesse havde nu også andre personligheder men dem gad han ikke rigtigt komme ind på nu.Han kunne godt lig at tale meget det var han alligevel så vant til at gøre."Hvis du ikke vil høre sandheden så fint nok men det er bare hvad jeg syntes okay!"sagde han til ham med en hård stemme, og bed så tænderne sammen"jeg siger bare jeg hvad tænker er det forbudt"sagde han og kiggede så kort på ham og lidt væk"hmmm"mumlede han bare lidt for sig selv,"nåmen burde enlig takke dig for at være herinde så man i det mindste ikke er alene"sagde han stille og kiggede lidt hen mo en mur.

Daelyn ville ikke have spor imod at vide, at Jesse ikke syntes om ham. Han var jo blot en fremmede, så om han kunne lide Daelyn eller ej, havde ikke den store betydning for den sorthårede dæmon.
Han strakte armene ud fra sin lille krop, idet han begyndte at balancere frem og tilbage på scenens kant. Bag ham svingede hans hale, idet han forsøgte at holde balancen. ”Jamen, i lige måde,” svarede han lystigt, da den anden åbenbart mente, at det var hyggeligt at møde ham.

Hans blik gled undersøgende over hans nye bekendte. Fyren så ud til at være omkring hans egen alder eller måske et år ældre, men han stank langt væk fra vampyr, så man kunne jo aldrig vide. Vampyrers udseende havde det med at bedrage. Måske var han i virkeligheden langt over hundrede år gammel – eller måske endda over titusind år! Det kunne være, at han havde været med under første verdenskrig eller måske danset salsa med en mumie i det gamle Egypten…
Han blev brat revet ud af sine tanker, da den anden endnu engang åbnede munden. Han lød virkelig til at være sur… Daelyn kunne nu godt forstå hvorfor. Han ville ikke selv have brudt sig om at blive væltet omkuld på den måde.
Og alligevel mærkede han, hvordan et smil pressede sig på. Han elskede, når folk forsøgte at spille fornærmede ved at kigge væk, præcis ligesom Jesse, der nu stod og stirrede ind i en mur. Den måtte virkelig være spændende, siden han gad glo på den.
”Ååårh, nu må du ikke blive sur,” lød det fra Daelyn. Hans stemme lød næsten helt syngende, idet han havde svært ved at skjule sit fornøjede tonefald. Han sprang hen til kanten af scenen og satte sig ned, så han nu var i øjenhøjde med vampyren, der stod nede på gulvet. Med et drillende smil hængende på læberne rakte han hånden frem for at prikke til den andens pande.