At stirre ud i mørket //Liam//

God morgen Liam, klukkede hans hjerne. Liam følte at hans hjerne havde arbejdet på stand by de sidste to timer efter solen var gået ned, og det havde gjort ham helt ør at tænke på. Var han mon blevet syg? Havde han drukket urent blod? Han havde godt hørt om tilfælde hvor vampyrer havde bidt mennesker med virusser, de ikke var helt så imune over for. Sino-aids og sådan. Måske havde han bare fået noget forgiftet blod? Narkotika, eller sådan noget. Tanken om at han ikke led af en eller anden ulækker virus gjorde ham en smule mere rolig. Som Anthony havde lært ham, så var han i de øverste rækker af fødekæden. Herren over økosystemet. Lyden af knirkende kæder nåede hans øregang. Han var tæt på legepladsen, men det blæste ikke spor voldsomt, så måske det var noget intelligent liv, der havde besat gyngerne? Det ville nok have taget ham flere minutter om at nå derover hvis han havde været et menneske, men dette var ikke tilfældet og han stod derfor på toppen af den mørke rutsjebane i løbet af få sekunder og stirrede ned på sin nye legekammerat.
"Aha-aha-aha," grinte han muntert og lagde hovedet tilbage i en gal grimasse.

Hun gyngede stadig en smugle, selv om hun et eller andet et sted i nærheden hurtig en latter. Men hvem gad at være ude så sent, også endda om natten. Hun rystede let på hovedet, et menneske eller andre lignende mennesker ville ikke ture våge at bevæge sig ud i mørket. Hvis de anede hvad der fandtes i mørket. Hun drejede sit ansigt stile og kiggede hen mod det sted hvor der var rutsjebaner, lyden havde i hvert fald kommet der fra. Et skævt smil dukkede frem på hendes læber, i mens hun betragtede mærket. Eller i hvert fald, lignede det at hun mere eller mindre stirrede ud i det tomme mørke, men der måtte dog være en person ude i mørket, ellers hvor kunne latteren så komme fra? "Hvem der?!" Besluttede hun sig at sige, selv om hun ikke var særlig tryg ved at tale direkte ud i mørket. Da hun jo ikke anede hvad der kunne være.