Søen // Privat: Cricker

Cricker kiggede på hende. "Jeg har egentlig ikke lyst til at gå hvis jeg skal være ærlig" sagde han og kiggede op, han smilede lidt for sig selv og kiggede på hende igen. Det lød heller ikke på hende som om at hun ville have at han skulle gå, men sådan kunne man jo misforstå hinanden, han kiggede på søen igen, han havde lyst til at springe i, men han gjorde det ikke, eftersom at han jo godt vidste hun ikke kunne lide det.. Eller det havde han da i hvert fald fundet ud af at hun ikke kunne, og det var jo egentlig også logisk nok. "Hmm, er der noget du har lyst til at lave?" spurgte han imens han så at hun plukkede en blomst, han smilede igen for sig selv og kiggede den anden vej. Vinden blæste lidt, og Cricker lyttede til træernes raslen, det elsekde han, når der var helt stille kunne man nærmest høre træerne snakke med hinanden.

Han smilede en del, måtte hun konkluderer. Hendes læber skiltes i et forsigtigt grin, men øjnene havde endnu en let fraværende slør over sig. Havde ikke lyst til at gå. En rødmen skød op i hendes kinder; hun bøjede hovedet til den ene side og lod håret falde ned foran for at kamuflere dette for hans blik. Hun bed sig let i kinden. Øjnene klaredes.
Hans vedvarende stirren mod søen, gjorde dens tiltrækning på ham tydelig. Hun trak umærkeligt på skulderen, fast besluttet på ikke at lade sig mærke. En let brise kølnede hendes pande. "Tja. Jeg plejer at bruge min fritid på at destruere bygninger og æde spædbørn." Hun holdt ansigtet i udtryksløse folder, men et svagt smil spilede om mundvigen.

Cricker fik hurtigt kigget op da hun svarede på hans spørgsmål, han så ikke skræmt ud, men han så dog ud til at være klar til at slå igen hvis hun prøvede på noget. Måden hun sagde det på, og at han ikke kunne se om hun smilede fik ham automatisk til at være klar på det værste, men han vidste da godt at han ikke ville have en chance overfor hende, hun var jo ild dæmon og han var jord dæmon, det var jo ikke ligefrem fordi at han var stærk overfor ild, man kunne jo sagtens sætte ild til hans barkhud.
Den eneste chance Cricker ville have, var hvis han kunne komme hurtigt nok ned i søen og så bruge vandet til sin fordel, men der var noget inde i ham der fortalte at hun lavede sjov, men man kunne jo aldrig vide med folk, det var jo ikke fordi at Cricker ikke havde set den slags før. Han havde nok ikke set nogen udrydde en hel by, men det med at æde børn var der jo nogen der gjorde, blandt andet vampyrer.