The Four Snakes. (Privat: Vlad, Yin, Adeon. )

Sted: Bjergende rundt om Di Morga.
Tid: 23:30.
Vejr: Sner svagt, mild vind.
Ludo: Vlad, Yin, Adeon.


En fredfyldt serenade udgjorde omgivelsernes mindeværdige duet over de mange klippe blokke, og bjærg kædens lange strækning der snoede sig som en giftig slange rundt om Di Morga livsbælte. Temperaturen oppe i disse høje sten broer skabt udelukkende ved moder naturs barm, var på fryse punktet, og små sne fnug lod sig dale fra et tæt himmel dække af grå hvide skyer, der kun opløste sig få steder og vidste i midnats blå stjerne himmel. Hvor lysende prikker blinkede som øjne der åbner og lukker, og ligeså mange gange de kom frem og vinkede glædeligt til de rejsende over Di Morgas livsbælte, dets mere følte ham at blive overvåget af noget venligt, og imødekommende. For på trods af højden, var omgivelserne milde, til trods for det lette sne dække der omfavnede skosålen.
Langs klippe stykket af samme bjerg kæde vandrede to væsener, imens at vind og vejr mildt rev og flåede i hvad der var synligt af hår og klæder. Den forreste var en stor herre iklædt en mørkebrun lang frakke der var lukket foran, og blev presset til siden for oven af et sort tørklæde der gik op og dækkede mund og næse, til dels for at denne kunne holde på varmen, da personen var et varm blods væsen vis porer i huden åbnede sig når kulden rev fat, og derved var forsvaret overfor det modsatte element drastisk formindsket.
Udover denne ankel lange jakke, der var flænset i stykker i enden og bagpå revet op indtil den nåede knæ højde, bar personen ligeså et bar stærke dog slidte cowboy-bukser inden under, i en mørke blå farve, som ende ned i et par stærke militær støvler, der var mere end blot effektive i bjerg miljøer. Hænderne var ligeså dækket af et par sort, forede, læder handsker. Det eneste man rigtig kunne se af personen var det stykke som tørklædet om mund og næse, ikke dækkede. Det ville sige øjnene, der var smalle og mandel formede, og hvis farvespil lyste op i en katte agtig mannér, så de gav genskær i det dulmende mørke. Deres mørke grønne farve, var på sin vis beropligende at se ind i, men de gullige strejf der ligeså lå i farvespillet, gjorde dem ubehageligt dyriske at se på. Som tilhørte de et væsen der var halvt mand, halvt bæst. Hudfarven kunne man skimte var mørke brun, som var denne mand blevet baget i solen indtil at hans måske førhen lyse hud, havde fået en solbrun kulør. Håret var mørkt, næsten sort, og redt tilbage så det lå langs hovedets form, udover en enkelt rebelsk tot der valgte at stå ud fra sine medsammensvorende, og hang og dinglede foran det venstre øjenbryn.
De kolde omgivelser fik huden til at have et rødligt genskær, som personens temperatur var betydeligt steget, da kroppen konstant kæmpede for at holde dette individ varmt og behageligt. En yderst anstrengende opgave, da hvert vindstød der slog imod ham og hans følge, flåede varmen væk og lod ham fryse indtil kroppen reagerede og varmede op igen, for blot at blive nedslået af vinden.
Med sammenknebne øjne så han ligeud for sig. Det var starten på en hård nat, og idet han skuede ud over bjerg stien, kunne man endnu ikke se andet end en ujævn vej.
Et usynligt smil formede sig under det varme tørklæde imens han satte en hånd på en bjergside, og rakte den anden op for at befrie munden, og råbe til sit følge:

,, Sak nu ikke bag ud, Bæst!”, en halv manisk mærk latter fulgte, hvorefter han igen trak tørklædet over næsen og fortsatte.

Den milde, dog stadigt vilde vind, rev i en lang sort læder frakke, der nåede, den foreste herres følge, til knæende., og fik denne til at slå ud til siden fra ham, i en vild dans i den hvide sne. Frakken var flodset og lasset, med mange manglende stykker, i både sider, ryg og ærmer. Som om den person der bar den, var blevet stukket med utalige våben og genstande, i hans tid. Herren tårnede sig også op i en imponerende højde, men ud over dette, var der ingen ting tilfældes. Denne havde sin frakke åben, og lod den kolde vind, slå og rive, hårdt imod hans grålige hud, hvis flodser af hud, desperat forsøgte at blive sidene på brystet af ham. Han var mager, men havde stadigt tydelige beviser på styrke, på hans stillestående brystkasse. Men på maven, ville han ligne et udmagret, og allerede lettere forrådnet lig. Hans ansigts hud, var lige så flodset og uren som denne på hans overkrop, og fra øjnkrogen, stirede to, næsten usynlige, mat hvide øjne, lige frem, imod den foreste. Vinden slog ligeså imod den skaldede isse, hvis urene overflade, sørgede for, at ingen livlige spil af lys spejler sig fra det.
På benende bar han et par, lige så lasede, og ødelagte army pants, med en muddergrøn farve. På flere steder var hans grålige hud bag, fremvist af åbne huller.
De korte ærmer. Den åbne frakke. De bare føder. Alt dette ville have efterladt et hvert andet væsent dødt efter kort tid, i dette harske terrain. Men herren så ikke engang ud til at fryse. Ikke det mindste ryst, eller knyttet næve, i forsøg på at tvinge blod igennem ham, hurtigere, for at varme ham op. Nej. Han frøs ligefrem mindre, end den godt inpakkede herre foran ham.

Et lavt fnys kom fra følgens næse, af den ledenes kommentar. Et halvt kurvet smil i siden af hans læber, fremviste hans frydelse. Han vidste hvor hårdt det her var for hans herre. Hvor forfærdeligt koldt.. Det måtte være, for sådan en stakkels Dæmon... med få skridt, satte han sit tempo op, og kom op ved siden af den ledene, dog stadigt få skridt bag ham, og kiggede imod hans herre, med de matte hvide øjne.
"Det.. Må virkeligt.. Være vigtigt.. Det.. Du er ude efter... Håber ikke.. Det.. Er for koldt... Herre.." Hans hæse, og hakkende stemme, blev efterfulgt af endnu et fnys, og han sakkede igen få skridt bag ud, for så at følge hans leder, i det samme tempo, hvis ikke at han stoppede op.
Det kolde blik, gled langsomt omkring bjergkæden, og øjnene blev knebet en anelse sammen. Det var svært at opfange dufte og lyde i denne temperatur, og dette vejr. Nu forstod Vladimir bedre, at hans herre ville have ham med.

Kulden gik lige igennem den spinkle krop som kom travende gennem sneen. Hun var nemlig blevet drillet af nogen tidligere den samme dag, der derved havde 'kidnappet' hende og ladet hende blive oppe på bjerget. Hvor hun heller aldrig havde været før, så hun vidste ikke hvordan hun skulle komme hjem igen. Men efterhånden som tiden gik havde hun bare gået i en retning med sine bare fødder i den kolde sne. Pigen var lav, omkring de hundredeogtreds, og hendes sølvfarvede, næsten hvide hår flagrede nu i vinden, også foran øjnene. De rosa tomme øjne som ingen livsglæde ejede. Pigen var vampyr, men det ville man kunne dufte hvis man ejede den evne. En ung vampyr af udseende men lidt over trehundrede år i levetid.Yin stoppede lige så stille op da hun kunne mærke nogen komme nærmere, dog kunne hun ikke mærke hvilket væsen det var, eller de var. *....hvorfor endte jeg her til at starte med* Hun foldede sig lidt sammen, mens hun stod der i sin lilla kjole, som vinden hev i et par gange, og nogle gange lod vise hendes blege ben helt op til livet. Det eneste hun ellers havde til at blive varmet med, var bare hendes sorte bolero.

Hvorfor skulle der findes den form for kulde? Hårene rejste sig en smule på kroppen, men denne dreng tog sig ikke af det, han prøvede at ignorere det at han frøs en smule. Sneen måtte godt forsvinde og aldrig komme tilbage.. selvom det gjorde naturen mere unik. Det sorte fine slips blafrede lidt med vinden, mens at dette væsen fløj et højt stykke oppe fra jorden, direkte oppe over bjergkæderne.
Mens at han barskede en anelse hårdt med de ligeså sorte vinger med blå spidsfjer, selvom han var en blanding havde han englen som den mest dominerende side.

Der ville ikke gå lang tid før at han lukkede sine øjenlåg hvis han fik chancen, da det var hårdt for ham at flyve i dette vejr, godt nok var han også en idiot at han ikke havde taget mere tøj på, han lignede en gentleman..folk måtte lære ham at kende for at finde ud af om det var sandt, de stramme kedelige sorte bukser, der gjorde at man kunne se hvor tynd han var.. mens at han havde en hvid skjorte på, hvor han udover havde en sort vest på og sorte støvler der ikke så ud til at være blevet brugt før nu.

Håret var sat som det altid var, med pandehåret ned foran øjnene,
en smule glat og lidt pjusket. Det som var sort af hans hår kunne næsten ikke
ses fra sneen som havde lagt sig, det lignede en masse snefnug. Adeon som denne
dreng hed, havde nogle enkle metal stykker i ansigtet, som han var pretty stolt
af. Han lod sine øjne glide hen over landskabet, mens at han stadig barskede
med vingerne og fløj af sted. Med tiden strejfede en bekendt lugt hans næse, en
advarsel om at han skulle passe på, hvis han havde tænkt sig at lande og
udforske stedet.. der var vampyrer til stede!.. Hvor mange vidste han ikke
helt.. dog var der også en anden lugt, som han ikke kendte til, han var helt
sikkert ikke alene længere. Et lydløst suk undslap fra hans læber inden at han
besluttede sig for at lande, få skridt fra nogen der var på vandre tur, mens at
der muligvis var en som var dukket op imellem tiden. Han lod sine vinger forsvinde
ind gennem kroppen med det samme da han stod på jorden med begge ben. Og trak yderligere et skridt tilbage, da han vidste at nogen af dem var et bæst.. et bæst som han ikke havde lyst til at komme i nærheden af. Han ville ikke ende med at blive
bidt af en vampyr. Han rømmede sig en smule imens at han kiggede en smule på de
to herre,

”I ved godt at det er dårligt vejr til at gå sådan en ordentlig tur
i?..” sagde han, mens at det mere var et spørgsmål, uden at vide om de ville
have hørt ham. Adeon rettede hurtigt sit blik hen på den tredje person, og
rystede enkel gang med hovedet for at få det værste sne væk; det var åbenbart
en kvinde, han lod sin tungespids glide ud for at slikke ved sin underlæbe,
mens at han overvejede om han nu var det rigtige sted, han vidste ikke om det
var klogt at han skulle have landet sig på jorden.. dog kunne han hurtigt forlade stedet igen, med sine vinger som han havde skjult..

Den maniske latter hørte ikke op med at eksistere, og igennem de let sne dækkede landskaber kunne et svag ekko af samme mørke, og dyb rystende stemme høres, fra bjergtinderne. Man kunne tænke sig at det var begyndelsen til et sne skred, hvilket ejermanden af denne latter tilsyneladende ikke frygtede det mindste, for latteren ophørte først et stykke tid efter da endnu et vindstød slog imod den varme krop, og derved sugede samtlige varme partikler ud af kroppen på ham. Der som resultat kneb øjende en smule sammen, da kulden gjorde direkte ondt. I modsætningen til hans følge, der på sin herrens vegne gav udtryk for at han håbede at denne tur var herrens lidelser værd, havde kulden en svækkende effekt på det stærke halvblods herre.
En lav prusten kom fra Ma'lakel, der et kort øjeblik støttede sig en smule til bjerg væggen, og prustede en smule som om han var forpustet.
Det varede dog ikke længe før at han kom på benende igen, og åbnede de mandel formede ulve øjne helt, for at se igennem den mindre skare af snefnug der lod sig dale ned over dem, skønt det så ud til at stoppe lige så stille. Som han kom helt op at stå igen, kunne han skimte en skikkelse længere fremme. Ligeså nåede en lugt hans næseborer, selv igennem det tykke tørklæde. Hans lugtesans var på et dyrisk plan, noget af det som hans blanding havde givet hans menneskelige jeg, som en frynsegode for at have urent blod farende rundt i de adrenalin fyldte åre.
Denne skikkelse så ud til at være lille, ikke større end herren selv, eller hans følge. Han rakte en hånd op ved siden af hovedet, et form for tegnesprog til hans ledsager om at denne skulle stoppe op. Hvis Vladimir forstod dette og stoppede, ville den næste kommando komme på samme måde, uden ord, men igennem håndtegn: lange og pege finger blev skudt fremad sammen med håndleddet, det tegn soldater i krig bruger når de vil signalere at de andre skulle marchere fremad.
Selvom skikkelsen var mindre end dem begge to, tog den mørke herre sine forholds regler, han havde ikke lyst til at blive angrebet i dette kolde helvede, og havde overhovedet ikke lyst til at komme i slagsmål for den sags skyld. Det var blandt andet også derfor han havde taget Vladimir med sig, han havde brug for en der kunne kæmpe i dette uvante terren. Nok var han Di Morga's fyrste, herre, konge, monark, men han kendte også sine begrænsninger, og denne titel og krone var ikke noget der gjorde ham blind overfor hans mangler.
Skulle hans følge lystre og bevæge sig ligefrem for at finde ud af hvad denne ukendte skikkelse var, ville Ma'lakel blive stående, og række en hånd ind under jakken, for at lade sine fingre vikle sig om hylstret på en sølv glinsende deagle (Desert Eagle), med en special indbygget anordning, da patronerne der lå inde i den var skabt af sølv ligeså, og med en neon grøn væske i sig.
Pistolen kom svagt til syne et kort øjeblik, det ville dog sikkert være svært at se for både snefnuggene og det store bæst der var gået op foran herren.
Han lod den anden hånd ligge på det øverste stykke af pistolen og trak det bagud, for at lade, så det gav et lille klik. Derefter lod han den meget diskret gemme ved sin ene side, i ly af den mørke brune frakke, og imod bjergvæggen så den ville være svær at spotte.
Men ligesom den fremme skulle til at blive afsløret besluttende endnu et væsen at forstyrre vandringen, denne havde dog vinger og tog sin landing ikke langt fra nogen af dem.
De dyriske øjne lagde sig straks årvågent på personen, af hvad man kunne se lignede en ung dreng, iklædt noget tøj der var ufattelig upraktisk, taget deres omgivelser i betragtning, og med en frisurer der heller ikke tjente større formål end at gå i vejen for øjnene. De sorte øjenbryn trak sig let ned imod øjende idet han rynkede dem, som drengen meget flabet fortalte dem noget yderst åbenlyst, skønt at vejret ved bjerg sidernes tinder, ikke var andet end slud og sne, så hvilken slags vejr ville egentligt være et godt vejr? Udover det havde møg ungen samme ting at svare på. De grønne øjne var stille stående dog, og rolige, selvom det ikke så ud til at denne var særlig tilfreds med forstyrrelsen.
Den frie hånd, der ikke afslørede pistolen han havde trukket, blev ført op til ansigtet, og tørklædet trukket ned fra over næsen og læberne, så man kunne se dennes ansigt helt. Et hårdt, udtryksløst, læder-agtigt ansigt, med uskønne træk, og en middelmådig skønhed, der ikke lignede nogen form for drømme prins eller smuk ond fyrste. Hvad han lignede var en ældre fodsoldat, der ikke besad nogen overnaturlig charme ved første øjekast: med andre ord, som han så ud nu, ubevægelig, og observerende med et stille blik, lignede han blot et menneske.
En mørk stemme kunne da høres fra ham, der ligesom hans blik var roligt og afbalanceret, men med en krybende forudsigelse, hviskede til en igennem de gyldne strejf i øjnene, en advarsel om at denne ro kunne vende på et split sekund. At samme beherskelse kunne blive forvandlet til kaos.

,, Det kommer an på hvad definationen af et godt vejr er .. ", han lukkede de grønne øjne kort, inhalerede luften som havde han opfanget færden af noget delikat. Han åbnede dem igen, men denne gang var der noget forandret ved blikket: som om at den gullige farve havde taget mere over end den grønne, og noget forstyrret hvilede i de stille øjne.
,, engel... ".

// Beklager stavefejl :P.. lidt halv doven da jeg prøver at notere ting til eksamen og poste på samme tid ^^''

Vladimir fnøs lavt, af Ma'lakels langtrukkede latter, og rystede langsomt på hovedet, med et lille og skævt smil. Han rystede kort på hovedet, og afventede hans herres fremrykken igen, med en tålmodigmine. Normalt ville han aldrig være tålmodig, og det var heller ikke normalt, at han fulgte en person. Men han kendte til sin loyalitet.. Ma'lakel havde givet ham noget, og man slog ikke hånden, på den der fodrede dig..
Vladimir fulgte Ma'lakel med sit blik, da han fik sig taget sammen, til at fortsætte, og Vladimir fulgte langsomt med, stadigt med sine få skridt bag Ma'lakel. Men dog blev hans øjne, langsomt knebet sammen, og hans blik gled rundt omkring dem, da hans næse opfangede flere dufte. Det var ikke blot den ene, der var nem at opfange, på nuværende tidspunkt, der tydeligtvis var en anden vampyr. Men en mere betagende duft opfangede hans næse. Dog virkede det som en ulækker blanding, af noget godt, og noget ligegyldigt...
Langsomt gik Vladimir ned i knæ, og uden en lyd, groede lange klør, ud fra hans lange fingres spidser. han spændt sine fingre, så hans brutalt lange klør, mindede om en rov fugls. Han stoppede op, da Ma'lakel bevægede sin hånd, og da han gjorde, gik han endnu længere ned i knæ, så han næsten var nede i en stor huns højde, på trods af hans store længde. Stadigt holdt han de lange drablige klør lidt oppe over sneens dække. Han stod så fuldstændigt stille, og afventede Ma'lakels næste træke, nu uden at fjerne de tomme hvide øjne, fra skikkelsen, stadigt et godt stykke fra dem.
Vindens riven i Vladimirs frakke, fik den til at slå ud til hans side, i endnu en voldlig dans, der troede med, at rive det lassede læder fra hinanden.
Han skulle ikke vente længe, på Ma'lakels tegn, og lige så snart det blev givet, gled vladimir langsomt over jorden, imens hans figur, forsvandt med hvert eneste fnug af sneen, for så at være fuldstændigt væk, og ude af syne. De eneste tegn på ham, var de dybe fodtrin han stadigt afgav i sneen, men få skridt senere, forsvandt selv disse, og intet var tilbage af Vladimir. Selv ikke duften af ham, var stadigt at tyde, for nogen af dem. Han var usynlig, på så mange måder det var muligt. Det var den bonus, dette fantastiske vejr gav ham. Det dulmede andres sanser, præcis nok til, at hans, allerede svage duft, ikke kunne lugtes, overhovedet.

Ganske få sekunder efter Vladimirs forsvinden, lød der en stille lyd bag Yin, som føder, der trykkede sneen flad. Og langsomt kom Vladimir til syne, i sin fulde højde, der gik mere end to hoveder højere end hende. Den ene af hans hænder, lagde sig på hendes skulder, så de lange klør, lagde sig ned foran hende, på en truende maner, hvis ikke hun flyttede sig straks. Vladimir havde ikke anset Yin som den største fare, men selv med dette i tankerne, var han stadigt klar. Hans frie hånd, havde stadigt sine fingre spændt, og let rystende, som en overspændt bue.
Hvis Yin kiggede op, tilbage på Vladimir, ville hun møde de hvide øjne, der stirrede tomt ned på hende, få sekunder, inden han begyndte at skubbe Yin imod hans herre, uden at frembringe et ord.
Dog stoppede han brat op, og drejede sit blik hastigt imod den nyankommende, da dennes stemme brød igennem stilheden. Hans greb på Yins skulder, blev langt strammere, og formegentligt smertefuldt, så hans klør pressede hårde imod hende. Var det en der fulgte denne yngre vampyr? Eller var han blot endnu et uheldigt offer, der gik i vejen for hans herre, nettop på en dag, hvor han var svagest. Hvilket blot gjorde Vladimir endnu mere farlig. Han var nået så langt i hans loyalitet, at han ville ofre en hel del for Ma'lakel. Og at skulle lege 'Bodyguard' for ham i en tid hvor han var svag, havde Vladimir på toppen, af alle sine sanser. Det hvide blik, stirede fast imod den nyankommende, imens han ignorerede, den lettere tiltrækkende duft. Selvom dette ikke var nemt, da hint af engel, stadigt lå i blodet.
Endnu engang, afventede han blot på ordre fra Ma'lakel. Han havde pågrebet en hindring på deres vej, nu var det blot, hvad Ma'lakel ville have ham til at gøre med denne kvinde, og hvad der skulle ske med den anden. For Vladimir, var de blot humbler på vejen. Ikke andet end et spild af deres tid, der skulle rydes af vejen, eller noget de blot skulle bevæge sig over.

Kulden var begyndt at give hendes hænder og fødder en lilla glans, samtidig med at der lå et rødlig skær hen over hendes kinder, som makeup på en dukke. En dukke som små piger altid havde når man var lille, hvor man redte deres hår og gjorde dem smukke, før man uheldigvis rev hovedet af dem. Yin stirrede ud i luften selv da manden lagde sin hånd på hendes skulder, lille spinkle skulder som virkede kold som sneen omkring dem. Måske kunne hun knap nok mærke hans berøring, eller også var hun bare ikke så nem at skræmme, pga hendes fortid. Da hun var yngre blev hun ynglingen på børnehjemmet, men kun i kort tid. For da hun begyndte at udelukke sine følelser, i takt med at hendes vampyr side udviklede sig indeni hende, blev hun anderledes og ligeglad med alt, selv sine dukker. Men nok om det. Yin så stille op og lige til at starte med var det eneste hun så sneen..men efter lidt tid kom noget til syne, hvidt... hvide øjne? Mødte ham med sit eget blik, med sine rosa tomme øjne. *...hvad...laver han?* tanken fløj igennem hendes hoved i det hun så mandens øjne. Men hvad var nu det, han fik hende til at gå med hen mod en, en mandlig duft i hvert fald. Men andet kunne hun ikke regne ud lige nu. Hun var svækket af kulden, selvom hun normalt ikke ville blive svækket af det, så var denne kulde ekstrem. I takt med at han strammede grebet ved hendes skulder begyndte hun at bide sig selv lidt i læben, for det gjorde ondt... Voldsomt ondt i en tand hun ikke selv kunne beskrive.

”...hvem er i?” kom det fra hende, uden hun lagde mærke til det. Så hvis han svarede ville hun ikke helt kunne forstå med det samme, men hvem var han, dette store bæst som faktisk på en måde havde fanget hendes interesse. Med de tomme hvide øjne, som ligesom hendes, genspejlede manglen på liv.

//uuh stolt :D//

Skønt at de stoppede op, lod han sine øjne bevæge sig fra de to herre og videre hen på den anden nyankommne som tydeligvis var en kvinde, han rettede sit blik hen mod den herre som begyndte at snakke til ham.

"Well.." kom det fra ham mens at han rømmede sig lidt og selvfølgelig håbede han på at han ikke var inde for fare.. men der var alligevel vampyrer til stede og hvem vidste hvordan det ville ende? Lige meget hvad skulle han passe på, fordi han netop var en blanding af noget som en vampyr godt ville sætte sine skarpe hugtænder i.

"Mit navn er Adeon.. jeg er ikke blot kun en engel.." sagde han lige ud, Adeon ville undre sig med det samme hvis denne herre godt vidste det i forvejen, men alligevel kaldte ham for en engel, selvom det var hans mest dominerende side.

"Hvad.. laver sådan nogle to herre som jer, her på dette tidspunkt..?" spurgte han, af mindre ren nysgerrighed, mens at hans øjne hvilede sig hen på pigen, der også så ud til at være en af de bæster, som han skulle frygte mest. Hun så ikke ud til at være heldig, siden at en af de ældre herre tog fat i en af hendes skuldrer.

Han lukkede sine øjne et kort øjeblik og tog en dyb indånding inden at han så afventende hen på herren der utroligt nok begyndte at snakke til en fremmed, da Adeon ikke selv havde regnet med at nogen ville sige noget, så han bare kunne lande fra jorden og flyve videre, hjem til hans lejlighed.

//undskyld min Kreativitet, men jeg har haft en masse at se til og jeg håber at det er i orden, jeg skal nok skrive længere næste gang :))//