A Nice Day :: Phoenix

Sted: I midten af parken.
Tid: 12:09
Omgivelser: Der er mange. (:
Vejr: Godt solskins vejr.

Solen skinnede smukt på den blå himmel. Små børn legede tik, mindre sad sammen med deres mor eller far og legede små lege som Bøh Titi. En skikkelse sad på en bænk i parken. Hendes blonde hår sad smukt og langt. Hun var iført en pæn kjole. Sort og sad fint omkring hende. En slags sommer kjole. Kjolen man elskede at rende rundt i haven med og lave alt muligt. De grå øjne var ikke til at tage fejl af. Hendes navn var Rosemarie. Hun kaldte sig for det meste sig for Rose eller Rosie. Sjældent Marie eller Mari. Det var ikke længe siden at Rosemarie var flyttet til byen. Det betød så at hun ikke havde nogle venner endnu. Hendes mor og far levede endnu, men troede stadig at deres eneste datter var død. De kendte jo ikke til engle. Sådan var det. Rose havde lovet at fortælle dem hvad der ville ske dem når de døde. Og hvordan kunne Rose vide det? Jo. Hun kunne gå i tankerne på folk. Og hun har jo haft en masse fysisk kontakt med sine forældre gennem kram og små lege som man legede i haven. Så den dag de døde ville hun fortælle at hun var engel og sige farvel til dem. Rose var lettere ensom. Hun ventede på en eller anden ville tale med hende. I vært fald en hun kunne se som en ven. Rose var ikke så meget for fjender. Derfor holdte hun sig lidt på afstand til folk.

Sommervejr, glade mennesker, ja, det hele var jo perfekt! Hvordan kunne man ikke være glad i dette vejr? Man kunne jo spørge herren som gående, igennem parken, med blikket rettet mod jorden. Begravet i sine egne små forvirrende tankespind der slet ikke gav mening for hverken ham selv, eller andre. Han bemærkede ikke den søde duft, der kom fra nogle af hans artfæller, som sad, og var i betydeligt bedre humør end ham. Han lod en hånd glide igennem før han begravede den i en bukselomme igen. Han havde taget en blå t-shirt på, et par sorte jeans og nogle all stars. Det var hvad han havde orket at tage på, før han gik ud i det dejlige sommervejr og legede lysseslukker. Humørets kilde var ukendt, det var der bare.

Rose kunne mærke der var kommet andre engle. Hendes blik faldt på en med sort hår. Han så ikke ret glad ud. Kort betragtede hun ham. Alle væsners glæde blev heldigvis ikke afbrudt. Det var det samme som før han kom. Den glade udadvendthed som Rose sjældent ejede kom i dag. Med korte skridt ig hun meget lidt tættere på. Hendes sorte sneakers sagde ikke en lyd. Det var lidt mærkeligt at rende rundt i kjole men også havde sneakers på. Rose kunne bare virkelig godt lide dem. Hun ventede på hvad der ville ske. Stadig betragtede hun drengen kort. Han lignede en på alder med hende selv Måske ældre endda?

Han kunne mærke nogle øjne, men hans humør forbød ham interessere sig mere for hende, og blot gå videre, under sin egen lille tordensky. Han gryntede lavt, og rode rundt i sit hår. Han havde nok fået det forkerte ben ud af sengen, for der var ingen der havde taget hans sukkermad.
Dog kunne han ikke lade være med kort at kigge på kvinden. Englen. Hun havde et pænt skørte på. Han vendte blikketvæk, og fortsatte sin tur, til han fandt en bænk han kunne slå sig ned på.
Han vidste ikke lige hvad han skulle gøre. Han krydsede bene, og lænede sig tilbage, mens han sukkede.