Killing, slaying and just having a good day. (Sintra)

Solen skinnede klart og tydeligt ned fra himlen. For første gang i lang tid, var folkene i Di Morga begyndt at håbe igen på en lys fremtid. Så for at mærke dagen, havde familierne med børn, og børn uden familier, nærmest samlet sig på legepladsen for at lege som de engang havde gjort.
Der måtte være over 20 skrigende, grinende, grædende og uvidende børn samlet på legepladsen, spredt ud på klatrestativet, sandkassen, legehusene og rutsjebanerne. Og hvor der var et barn, var et af dets 2 familiemedlemmer der til at holde øje, mens det andet pludrede løs med en anden familie.... Noget man ville forvente at se på en typisk film... Hvis man selvfølgelig fjernede de sværtbevæbnede soldater der udvalgte enhver veltrænede mand og trak ham af sted.

På en af de mange bænke, sad der dog ikke en familiefar eller single far med barn. På den ene bænk, sad der en fint tilhyllede person, hvis udsende var skjult for omverden med den tykke kappe han havde viklet om sig. Hvis det ikke var for kappens kvalitet ville man nok ha godtaget manden for en bums.
Et par sorte tjavser af hår stak frem fra hætten fra kappen og det var faktisk alt hvad der var synligt på selve personen, bortset fra de fine læder sko som tydeligt bar præg af at ha båret ejeren langt og vidt.
Hvad der ikke kunne ses, var de mørkeblå øjne i hættens skygge som holdte et godt øje med scenariet der udspillede sig foran ham. Man kunne heller ikke se de spidse øre som hætten ligeså skjulte og derfor gjorde det umuligt at gætte på at det var en elver med sikkerhed.
Men det der på ingen måde kunne ses, var det buede sværd som sad på bagsiden af hoften på personen... Dets foretrukne våben.
Vari sad helt stille og holdte godt øje... Ventede på det rette øjeblik til at lade sin blodtørst flamme ud på alle de omkringstående... Snart...

Det knasede, da et par velrettede aftryk plantede sig for første gang, på den drøje sandbund. En smal latter, kun undertrykt af lungernes sammenpres, flød ud imellem den høje larm af frustredede unger og overforsigtige forældres pludren i ydrekanterne. Der var noget over denne tarvelige scene af mennesker, der fik det til at pulse. Ikke bare sådan normalt, men over i hendes ustabile tilstand af lykke. Den mørkerøde lykke, der gnitrer som en tændt flamme uden lighterens beskytte. Som tusinder af rasende elefanters traven, der ligger enhver forhindring i fladmaste landskaber af destruktion og et fravær af sorg. En ondsindet manipulation, kun halvt gennemført, så man stadig kunne mærke vreden og angsten bygge sig op, seende sin egen hærgen af nærslægt.

"Udyr.. Du er vakt op til dåd" En halv, utændt cigarret blev smidt og landede blødt på det grusede stenhav. En tungespids lod fugte læberne, imens at de mørke øjne kun dyrisk udflød en dunkel farveorkan, med vandmanden som symbol. Dog var der den forskel, at den havde samme elektriske stød fra sine tråde, som dens nære slægt, brandmanden.
"Skønhed.. Du ligger dig til at sove, for synålen er malet til med dit slægtskab" Ud af den lange frakke, som begge arme havde været skjult i og som rummede plads nok til mere end de, blev drastisk åbnet. Folderne baskede under vindsuset fra armenes pludselig spreden, imens at mere end fleres øjne, blev rettet på hændernes klemmested. Eller det der var over. Begge håndflader mærkede den døde puls fra et livløst stykke træ, i dette tilfælde, to våbens skafter. Træet endede i noget skinnende, der sagtens kunne kvalificeres som "Slagterknive, størrelse Large".
Udtrykket i Sintras ansigt sagde kun en ting...
Hun var velfornøjet og parat til at have sit daglige sjov. Nemlig menneskeslagteri i åbent dagslys - med eventuelle tilskuere.

Vari så ud til at være døsede hen i et sted mellem søvnens og de vågnes verden. Hovedet hælede til den ene side og brystkassen hævede og lagde sig i regelmæssige ubrudte mønstre.
En af soldaterne, var ikke til at sige rang, stavrede højtidligt, i alles påhør, hen til Vari og stillede sig larmende ret. ”Træd an! Du er hermed indlogerede i Scars hær for at beskytte Di Morga imod alskens væsner og udåd!” Krævede han med en stemme der tydeligvis ikke var vant til modsigelser. Våbnet han havde i hænderne, parat til at skyde, var muligvis en modificeret Kalashnikov, men den kunne ligeså vel ha været en træudgave, da det eneste Vari havde øje for, da han rettede hovedet op, var den matte bajonet klinge der pegede på ham.

Ganske langsomt kom Vari op og stå i en flydende og ubrudt bevægelse. Han var på højde med dette larmende mandfolk og han stirrede ham dovent i øjne...
Soldaten rynkede sine mørkebrune bryn og satte fingeren på aftrækkeren så han var klar til at skyde. Bevægelsen havde været for unaturlig, elegant og hurtig, som en stor kat, til at det kunne være et menneske der var gemt bag klæderne.
”Jeg ville ikke gøre det hvis jeg var dig” sagde en melodiøs stemme inde fra skyggen i hætten. Den var blød, venlig og den øvede overtalers stemme. Men den stak dybere... Stemmen havde en undertone af trussel i sig.
Soldatens bryn, hvis muligt, trak sig endnu mere sammen så de formede et fuldstændigt V. ”Truer du mig?” spurgte han forvirret og prøvede at få et ordentligt billede af hvem der gemte sig under hætten. Så fik han et glimt af... Noget. Som en forskræmt hare,ville han dreje hovedet for at råbe efter de andre soldater, men der kom i stedet en kold 'zzzzzzzz-ing' lyd frem foran ham. Hurtigt kiggede han tilbage på manden foran sig, men han var der ikke. Og så blev alt sort for ham.... Sort og koldt...
Vari smilte psykotisk da den våde svuppe lyd fra soldaten nåede masserne der havde kigget hen på dem. Lyden blev frembragt af det faldende hoved og kort efter det tydelige 'bump' da kroppen blev til ren dødvægt.
Kaos udviklede sig sikkert på legepladsen med de to på den...

Observativt nænnede en svag gnist at slå sig op, til et par minimale slangeagtige flammer, med en blålig glans. De dansede svagt opad, søgte imod hjertets pulserende tomrum. Et andet væsen end hende, havde udgyldt det første blod, på dette grusede beslag. En direkte offensiv hån, imod det hun elskede. Imod det skarpe blad af rent, rustfrit stål, der lavede en violins klingen, når det skar luften i to fuldente stykker. Med et lille smil, sank hun svagt hovedet en anelse til siden, lige indtil 3 smertefulde knæk lød, da nakkens knogler, løsnede sig en smule fra bevægelsen. Øjnene fulde af fryd, snakkede på liv løs, allerede før læberne var skilt og drøblen klar til at dingle i ganen.

"Du spilder rødt væske, før mig, budd?.." Hun lod begge våben falde, lave en spektakulær lyd imod jordbunden, før hun tog et næsten uset skridt frem, dog uden at der var synlige tegn på hendes fremgang.

"Ikke..." Endnu et skridt, ikke lydløst, men en undertone i forhold til den cremede, flødeagtige stemme, der ingen trussel bar... Endnu.

"Acceptabelt" Endnu var smilet i øjnene storprydende, iforhold til stemmen, der drastisk faldt til en truende, bevidst tone af fryd og dog territoriebevidst formørkelse. Flere skridt fulgte, da hovedet igen blev rankt i en lige stilling til halsen, så de mørke, gruende øjne faldt ordentligt på plads ved denne maskerede person, der agtede at angribe først.

"Og så er det lige... Hvem er de?" Et spørgsmål, han ikke behøvede at besvare, for egentlig var hun ligeglad. Det eneste der faldt i hendes tanker.. Var skjulte for alle andre end hende.
Bemærkelsesværdigt sammenfald af konsikvenser...

Vari vendte hovedet imod stemmen og stirrede på hende. Hætten var faldet af i det spring han havde lavet. Hans sorte tykke hår hang ned over hans øjne, brynene var skrånede, det samme med øjnene mens to spidse øre stak frem. Stille åbnede han munden og han vendte sig imod hende. Forundring bredte sig let i ansigtet og han kiggede bare på hende.
Soldaterne pegede forundret på dem med deres gevær, mens folkene var skræmt fast til stedet, mens de stirrede på de to freaks.
Vari trådte et skridt tættere på hende, mens hans sværd begyndte at pege imod jorden. ”Ja... Det skal jo spildes” forklarede han og tog endnu et skridt.

”Og jeg vil være den der spilder det første” sagde han og endnu engang spillede det psykotiske smil på hans læber. Det var ganske tydeligt at han mente det... Han mente at han virkelig havde ret til at slå ihjel som det passede ham.

Han var nu endnu tættere på hende... Måske en armslængde. Han kunne hugge hendes hoved af nu... Med en næsten nonchalant og kedelig bevægelse fløj hans arm op imod hendes hals og så stoppede han sværdet med en opvisning af styrke og hånd-til-øje kordination. ”Jeg kunne også spilde dit blod... Mon det er meget bedre end deres?” Spurgte han og trådte endnu et skridt frem, så der var endnu mindre imellem dem. ”Og alligevel... Så lugter du så godt” Mumlede han forvirret. Som om hendes lugt gjorde det svært for ham at forstå hvad der skete... På grund af hendes lugt.

Latteren byggede sig op, som en vild kraft, uden for kontrollens rækkevidde. Denne mand, af ikke menneskeligt afkom, var seriøs. Men alligevel lykkedes det Bella at opfange det på en yderst grinagtig måde, som havde han udtalt verdens mest humoristiske vits, til dages ende.

"So... Som deres?" Nu med et strejf af en fjern fornærmelse, men stadig rystende af det kvalte latterudbrud, pegede hun med en enkelt negl imod de lamslåede soldater, med deres ynkelige våben. Frygt... Den ejede hun ikke. Selvom manden var en elver, med dens lange ører, var der ikke engang en tilnærmeligvis smule angst i luften, medmindre man fokuserede på tilskuerne.

Et øjenbryn blev skeptisk hævet, med et ret frydet smil, da elveren igen havde udtalt et par ord. Denne gang ville hendes stemme være sød som sukker, men hård som en kokosnøds skal. Korrekt, men dog en lunset latter i det, stadig stammende fra det tidlige grineanfald. Med en hurtig viften, der gik ud på en bøjet albue og et håndled, der fik hånden op og ned i en vinkende positur, der dog bevægede sig hele tiden.

"jeg takker den uædle herre" Armen faldt igen for tyngekraften, og hendes blik blev ikke mindre udtryksfuldt, denne gang lod vanviddet vise sig i form som små nuancespring, i de ellers dunkle øjne. Hun mindede mest af alt om en meget overlykkelig, splitterravende gal klovn, skrevet af Stephen King, i hans storhedstid.

"Hvorfor spilde mit blod, når soldaterne er de som ønsker freden? jeg ønsker kun lidt slagterisjov.. Vi kunne måske hygge os sammen - det bliver som en lørdag aften!" Hun slog armene ud og smilede som var det et tilbud, han ikke kunne afslå.