Hvorfor er jeg her endnu? //Zenia og Sintra//

S: Kirkegården
V: Støvregner
T: Lidt over midnat
O: Nogle enkelte sjæle der stiger ned i deres grave for at få en rolig nat.

Støvregnen plaskede blidt mod gravstenene på kirkegårdene, mens gennemsigtige skikkelser langsomt tonede ud for at få deres velfortjente ro i graven. Endten for ikke at komme tilbage, eller for at dukke igen inden solen stå op, så de kunne få deres menneskelige skikkelser. Der var dog en skikkelse, en halvgennemsigtig skikkelse, der ikke tonede ud, men blot sad på en gravsten, der så lettere udmattet ud.
Den gennemsigtigeskikkelse var en ung mand, der endten var i slutningen af sine teenage-år eller i starten af sine tyvere. Hans øjne hvilede dødt ud over landskabet, mens han blot tænkte. Tænkte over hvorfor han overhovedet stadig var der - og hvorfor han overhovedet behøvede at tænke over hvorfor han var der. Hvis det ikke havde været for den forbanede vampyr, havde han siddet derhjemme og læst. Hvis ikke lektier, så bare en roman eller noget, inden han ville falde til ro - en helt normal nat for de fleste. Men næh nej. Han var tvunget til at være på denne forbandede kirkegård, med de forbandede spøgelser der beklagede sig over diverse ting.
Støvregnen generede ikke den unge mand. Eller Flip, som hans navn var. Det var et usædvanligt navn, det vidste han. Men sådan var det. I sin tid var han vel blevet døbt det? Det var i hvert fald ikke navneskift. Hvis det havde været det, havde han kaldt sig selv Kai istedet for. Han sukkede dybt og rejste sig, inden han gik en lille runde på kirkegården, så på de forskellige grave, inden han gik videre. Dog bevægede han sig ikke ud for kirkegården - endnu.

De tunge skridt rungede ud i nattelyset, skabte en forstyrrende lydbølge, for hvert eneste løft og fald, de massive støvler lavede. Det så sært ud, en ung kvinde iført hvidt skørt, en sort og rødstribet bh, plus et par militær inspirerede Dr. Marens muddersko. Regnen, der faldt som bleget dug på pigens skuldre, blev rystet væk idet en svag bevægelse foråsagede jordskælvslignende rystelser. Ansigtet henlå i et koldt, neutralt udtryk, som kun en tom dukke normalt ville eje, efter den var blevet kaseret for mere morderne, teknologisk stof. Skrammel, der fik selv den mest døde dukke, til at hævne sig i en blodtogt. En togt, der krævede mere end ét offer, helst også uskyldigt kød blev flået med sig, i dens hungrende længsel på mere. Skrig fik den til at smile, flugt fik den til at traske sig langsomt hen af vejkanten, modstad fik den til at le, med så hæslig tør og klirrende lyd, at selv det tykkeste krystal ville bryde sammen og lade de før beskyttede blive udsat for en frastødende latter.
Sindsygen var et valg, når man sammenlignede udtrykkene, mellem hendes og et forladt dukkestykke.

Den plaskende lyd fra det klæbende mudder og de hærgede støvlesåler, standsede ligeså brat som den stive krops bevægelser. De dyrisk pulserende pupiller, mørke som afgrundenes klaustrofobi fremkaldende sindsdybde, stirrede dødt på det smågennemsigtige væsen, der så ud til at sukke sjælen væk - hvis den da overhovedet ejede en. Hovedet tippede lidt til siden, så det dukkeagtige hår bølgede med, skabte et image, som en uskyldig dukke med forfærdelige traumer. Traumer, den holdte af og som denne ikke ønskede fra sig. På ingen måde.
Min psykologi er... Slagmarker
En fjern tanke, hos en endnu fjernere person, der bare stod og vågede over dette ulyksalige væsen. Trangen til at udsulte det, efter en vellykket fangst, voksede, men stod med låg på, af den stadig dungrende nysgerrige sindsvækkelse. En dyrisk drift, der stadig levede i hende.

Lette dansende skridt tonede sig ud i mørket og skabte små orange stød i luften af glæde. Ikke oprigtig glæde, men en falsk glæde, som en vampyr der lige havde fået stillet sin sult, hvilket pigen også havde. Hendes ansigt var dækket af hvidt og rødt. En blanding af hud og blod. Både hendes eget, og et uskyldigt offers. Hendes læber var trukket tilbage i en dyrisk snerren af et smil. Hun bevægede sig fjerlet henover den mudrede jord. Den lette støvregn dansede af hendes skuldre, som langsomt tegnede sirlige mønstre ned af hendes kridhvide hud. Fucking lykkelig. Hun skulle forestille at være så fucking lykkelig.

Langsomt stoppede hun fuldstændigt op og kiggede frem. Hendes nøgne krop opfattede nærmest hver eneste bevægelse i mørket. En lettere bekendt duft ramte hendes næsebor. Hun lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage, for så at snuse godt ind. Hendes ekstremt gode lugtesans fremkaldte et blodigt billede.

Han lå fuldstændig blodig for hendes følelser. Blodig for hendes dybe begær. Hun lukkede en højlydt latter ud og kastede hovedet tilbage. "Død! Død! Død!" skreg hun som en bizar melodi, om og om igen. Hun drejede rundt om sig selv og så lukkede hun en hysterisk latter ud. "Jeg dræbte dig!" skreg hun og pegede på den unge mand der lå for hendes fødder og sendte ham et blik, der udviste tusind års dybt had. "Jeg dræbte diiig!" Der var noget hånende i hendes stemme, noget ufortrydende. Noget, intet menneske, ville kunne klare at gøre. Hun stirrede på ham og så vendte hun sig om og løb. Duften af ham hang fast i hendes hoved.

Hun kiggede sig omkring, men der var intet at se, udover halvutydelige skikkelser, der forsvandt ned i den bløde jord. Hendes krop var indsmurt i blod. Jomfrublod. Blod fra en syvårig pige, med langt lyst hår og blå øjne, der gnistrede af liv og en fin fremtid. Men Zenia havde slået hende ihjel, som hun hed. Zenia, hed vampyren, der stod der i mørket og fremkaldte sig dystre minder, fra en gammel tid. Hun lod sig glide sammen med mørket og hun følte sig usynlig i den kølige natteluft, der på ingen måder påvirkede hendes halvdøde krop.

Flip slog blikket op, ved en lyd. En lyd af støvler der ramte jorden på kirkegården. Han så dog ud til at være den enese der lagde mærke til det. Og den eneste der ikke var gået i graven endnu. Hans blå øjne gled rundt og det første hans øjne fangede var en ung kvinde. En kvinde der så ud til at være på hans alder. Han så på hende med sammenknepne øjne. Noget ved hende virkede så bekendt. Men han kunne ikke huske at have set hende og heller ikke at have snakket med hende. Tanken skød han dog ned og så igen rundt, og fik til sin forskrækkelse øje på...

... En vampyr. Men ikke en hvilken som helst vampyr... Den vampyr der var skyld i hans død. Den vampyr der var skyld i at han ikke sad derhjemme med en bog, mens han hørte lavmeld musik, mens hans forældre sov og hans dejlige adoptiv-lillesøster lå i hans seng efter de havde set en film sammen. Det var hendes skyld at han sad på sin egen gravsten, med et en dyb psykisk smerte, der hvor hans hjerte engang havde slået. Et sted bag hans ribben hvor en rolig banken havde lydt og kunne mærkes når han lagde hånden der.
Da han gjorde dette nu, kunne han intet mærke, udover sin brystkasse hæve og sænke sig i det der var en vejrtrækning - trods han ikke behøvede det. Han bed tænderne hårdt sammen for ikke at komme med en råben. Men han rejste sig dog op i sin fulde højde og så over på hende, og så mod den anden skikkelse, der som sagt virkede så underligt bekendt. Hvad skete der? Hvorfor kom disse to på kirkegården - hvorfor virkede den ene så bekendt? Hvorfor var hende, der var skyld i Flips død der? Spørgsmålene snurrede rundt i hans hovede og han blev mere og mere frustreret over alle disse spørgsmål, og at han ikke havde et eneste svar på nogle af dem.

Bella drejede hovedet, men kun efterfulgt af en ny handling, igen en konsikvens efter dette. Den friske aroma af blod, flåede hendes næsebor og tunge, på en ufølsom måde, så hun umuligt kunne holde det frydende smil tilbage. Den tøjløse skikkelse var i hendes øjne intet og alligevel alt. Drengen der havde rejst sig, fik tilgengæld ingen opmærksomhed, efterfølgende. Det var som et gammelt savn, at et skæbnesvangert møde, ville ændre alt for dem der mødtes. Dem, der ville tale sammen, enten under hadets eller ignoransens kærsyn. Vagtsomt, men selvsikkert forlod pupillerne den blege kvinde med det røde kropsslør, der lignede et tyndt stof, men flydende.

"Du..." Bella var den første til at tale, brød den høje tankespindelse, der foregik imellem dem alle tre. Tankerne hun fik, var lukket inde i en boks af dybt vanvid og spontanitet. Et stræktbart stof, stærkt nok til at være lig ubrydelig. Ville man alligvel få snærten af hendes indre, var fælderne nok allerede klappet. I dette tilfælde, så sindsygen ud til at være en ven. Noget godt.

"Hvem er I?" Ikke at hun var interesseret, betød dog ikke, at det var en umulighed at forsøge sig med et spørgsmål som det. Den ene hånd blev langsomt løftet, idet fingrene hang trygt imod luften, der stille gled imellem dem, kildede de stadigt fungerende nerver, der prikkede til hjernecenteret, for at få sit svar, nanosekunder efter. Et svagt kvæk, efterfulgt af et bredt, dystert smil forfulgte øjnenes pulserende farveudspring, som en eng, tildynget med gråt væske fra tusinder af uskyldige væsner. Mennesker som dyr. Hånden var som på en dukke, gik lige op, og pludselig ved håndledddet, nærmest knækkede det til en lige vandret linje. Der manglede kun tråde, så var hun dukkemesteren, men også selv dukken.

Zenia kiggede op straks over på en anden skikkelse. En skikkelse, der var en del af tågen, før hun lagde ord til hendes kedsommelige eksistens. Zenias iskolde øjne skinnede nærmest blot af den stillede sult i mørket, og hun drejede sig helt, så hendes nøgne krop blev ramt af månens ligegyldige sølvlys. Sølverskæret fik den hvide hud til at skinne op, under den røde maske af blod, der omsluttede hende. "Hvem vi er?" spurgte Zenia i et stille tonefald. Så kedeligt og monotomt. Hun undgik at kigge på pigens ansigt. Istedet holdte hun blikket på hendes hårgrænse. Little, pretty doll, with beautiful glass eyes. So empty and dangerous, so filled and nice. My little pretty doll. En barnestemme fyldte Zenias hoved og hun lod sig synke ned i det mørke den omsluttede hende med.

Zenias øjne gled langsomt hen mod drengen, der også sad i sølverskæret fra månen. "Han er en ... Jeg kender." Et let smil gled henover Zenias kolde læber, og straks vendte hendes monotome, hånende stemme tilbage: "Jeg er The Natural Born Killer. Hvem er du... Lille dukke?" spurgte hun i et kedsommeligt tonefald og trådte langsomt frem mod hende. With beautiful glass eyes. Hun turde ikke kigge på pigens øjne. Hun var faktisk bange for at se hende i øjnene. For at se alle i øjnene. Bare tanken, fik hendes døde hjerte til at slå hurtigere. Hun lukkede øjnene et par sekunder og forsvandt ... Væk fra verdenen. Så vendte hun tilbage og stirrede på månen. Sølvmånen, der hang dystert på nattehimlen.

Hendes kolde øjne gled langsomt mod drengen igen, der stod dér. I mørket. Han var bekendt, selvfølgelig var han det. Han havde engang været hendes aftensmad. Pigen derimod ... Virkede bekendt på en helt anden måde. Det kunne ikke beskrives med de ord, der står i den danske eller engelske ordbog. Det var bare ... En genkendelighed, som ikke skulle beskrives. Den var der ligesom bare. Som om det var to venner, fra et tidligere liv, der mødtes igen. Zenias ansigt blev flænget af et dødt smil. En blodrød stribe, der ødelagde den illusion af perfekthed.

Flip var frastødt af vampyrens tilstedeværelse. Han ville helst se dette væsen brænde op for hans fødder, mens ilden ville lægge et orange skær over hans blege ansigt og danse, til der var intet længere at brænde. Han ville le imens hun skreg af smerte og fryde sig over sin hævn. Det billede gled igennem hans dystre tankespind. Hun havde taget alt fra ham. Hans perfekte liv. Som en dydsmønster-unge om dagen og morder om natten. Det var ikke gået over nogens fatte-evne at det kunne være drengen, der var blevet dræbt, der havde dræbt massere - børn som gamle. Den arme dreng havde jo bare været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

Ved den underligt, bekendte kvindes spøgsmål, vendte han blot sine mørkeblå øjne mod hende. Han skulle til at svare, da vampyren snakkede. Som om at hun KENDTE ham. Han knyttede hænderne hårdt sammen, inden han fik styr på sig selv og vendte blikket mod kvinden. "Jeg er ked af at måtte ødelægge din lille forklaring, men du kender mig ikke. Du har aldrig snakket med mig, faktisk har du bare dræbt mig" sagde han så, i et roligt toneleje, inden han vendte blikket mod den inderst inde velkendte pige. "Mit navn er Flip" sagde han og bukkede, som om at hun var en kongelig eller noget. En vane der var kommet efter at have snakket med spøgelser fra 1400-tallet.
Han bøjede halsen lidt så hans mund var gemt bag de babyblå halstørklæde, der var lagt om hans hals og skuldre. Så satte han sig igen, hvilende på sin egen gravsten. Hans mørke øjne hvilede skiftevis på de to kvinder. Den ene som han af gode grunde havde set før, den anden som var fremmed, men som han havde det som om at han kendte. Han vidste ikke hvorfra, eller hvordan, men hun virkede som en del af ham. Ligesom den anden kvinde - desvære - også føltes som om at han kendte og var en del af. Han var dog tavs. Hvad skulle han sige? Han havde intet at sige til nogen af dem. Han ville egentlig helst slippe for at se på den ene af dem, og den anden anede han mildest talt ikke hvem var. Og vampyren havde allerede spurgt den anden kvinde, hvem hun var.

Sintra forblev stående, en del fra drengen men stadig tættere på pigen. Det dyriske blik gled imellem dem, som knagede noget i hendes indre. Et utrætteligt mørke, knugende om noget, hun burde huske. Noget, som ikke skulle have været glemt. En ting, der aldrig var sket, uden et par fremmedes hjælp. Normalt var hun velkendt med sin svage paranoia, der havde fulgt siden den ret tågede barndom, der igen kun var som en tynd streg i hukommelsens dybde. Stregen lå i varmt vand, sydede, indtil billedet ville komme frem i klarhed. Tid... Hun manglede tid.

Havde det virkelig været så mærkeligt, hvis Sintra følte sig interesseret i spøgelset, eller i så fald vamyrtøsen? At hun tilsidesatte sin normale, respektive sikkerhed, da pigen spurgte om hendes identitet? En identitet, hun længe havde skjult bag et falskt navn, der stammede fra en eller anden portugisisk by? Selvom hånden trykkede sig imod det ene bryst, følte hun sig ikke sikker. Den normale rytme hjertet fulgte til daglig, var ændret til fordel for en hamrende, urytmisk pulsen, der fik blodet til ar bruse som en vild aftenorkan i det fjerne vestenlandskab. Halsen, ganen og tungen lå svedt af, som en tør sandbakke, der mistede flere og flere hudceller, som der blev skrabet af ved selv at stå stille. Øjnenes omrids tegnede smalle røde linjer, det var som saltkorn, der tirrede hendes øjne, men stadig tillod de mørke pupiller forblive varslende. Fingrne knugede den halvstramme bh's silkeagtige stof, fik det til at klage under den ubarmhjertige strækning. Hvis ikke hun slap, ville de små tråde blive løse, gøre bhen slap, men stadig i stand til at holde brystet på plads.. Bare... Slappere i det.

"Bella Dwelnoreh..." Hendes syn havde været fast på drengen, men efter lidt tid, skiftede fokusset sig til den mere androgyne kvinde. De virkede så.. Nær. På en sær måde, hun ønskede at lære. Et blåligt skær af indetrængt længsel, der stadig blødede mindet op, henlå stadig i en uklar gråtåge af usikkerhed og glemsel. Hun forstod ikke denne følelse... Det var som om den ville æde hende op, når tiden var løbet ud. Hun havde ikke længe... Hun måtte huske relationen imellem dem.
Dem alle 3.

Zenia rettede straks opmærksomheden mod spøgelset, da hans stemme, fortrængt i et bizart minde, fyldte hende med en form for fryd. Kender jeg dig ikke? Hun lod sig langsomt glide ud af mørket og trådte et skridt bagud, så hendes fødder blev begravet i mudder. Mere jord, mere blod, mere til at gøre hende beskidt. Hun kiggede langsomt mod jorden, hvorefter hun lod hånden danse igennem hendes sorte hår. Hun rettede blikket mod kvinden, da hendes læber skiltes, i et svar. Bella... Bella. Hun lod sit blik glide langsomt nedover kvindens krop, som åbenbart kaldte sig selv Bella. Zenia lod let sine læber skilles, så hun kunne lukke nogle få ord ud: "Jeg hedder Zenia."

Langsomt lod hun blikket falde mod spøgelset igen. Hans hår var en unaturlig blå farve. Sådan huskede hun ham ikke ... Hendes monotome stemme vendte tilbage, og tegnede sirlige sorte streger i luften: "Jeg kender dig bedre end du tror, Flip." Pludselig forsvandt alt hadet til ham, blev bare trængt i baggrunden et par sekunder, og et mærkelig glimt af tryghed fløj henover hendes nethinde. Hun lukkede øjnene og hun så nærmest kirkegården oppefra. Små, gyldne tråde, der smøg sig om hinanden, som fletninger i et gyldent hår, forbandt de tre personer, der stod i en trekant. Drengen lidt længere væk fra de to piger, der nærmest stod lidt tættere sammen. Zenia og Bellas afstand til Flip var lige lang.
Zenias øjenlåg gled langsomt op og hun gispede let. Hun havde nærmest på fornemmelsen hvad det var. Hvad de var. Sammen ... Hun kiggede forsigtigt på pigen, og derefter på drengen. Så flængede et hoverende smil hendes blege ansigt.

Hun lod blikket falde på sine negle, der var ligeså blodige som hendes ansigt og hendes brystkasse. Hun løftede langsomt hånden søge mod munden, og hun lod ganske let tungen glide henover det fine blod, der syntes at eksplodere i hendes mund. Barneblod var det bedste. Det allerbedste. Det kunne bare ikke diskuteres. Hendes smil gled ud i en mere nydende grimasse, der mest lignede en dyrisk snerren. Hun lagde hovedet tilbage og nød smagen. Smagen der kildede hendes fantastiske smagsløg.

Det var en ret foruroligende måde de kiggede både på ham, men også omkring dem, der fik ham til at gyse. Hvis ikke fysisk, så psykisk. De viste begge så tydeligt at de ikke var helt normale. Vampyrkvinden, af gode årsager. Hallo, kvinden var nøgen og smurt ind i blod, hvad var der normalt ved hende? Og noget ved mennesket... Bella? Det var ikke en helt normal måde hun opførte sig på. Eller i hvert fald ikke af hvad han havde opfattet af hende. Flip holdte dog masken, på trods af at det var den tid hvor han for nogle år tilbage havde gået en tur rundt og ladet sin sindssyge få frit løb. Selv han kunne ikke altid holde det tilbage.

Han hævede et øjenbryn og så tilbage på vampyren. Han kunne egentlig ikke se på hende som om at hun ikke var noget, eller som hun bare var en fremmed, der til tider måske fik et lille smil. Hun havde dræbt ham. Og der skød nærmest lyn ud af hans øjne, sådan kunne de da se ud. Han ønskede at volde hende voldsom smerte, men han kunne ikke. Af en eller anden grund kunne han bare ikke.
"Du kender mig overhovedet ikke, Zenia" Han knurrede det meste af det, men vrængede barnligt hendes navn. mens han kneb øjnene lidt sammen. Han lagde armene over kors på sit bryst og rettede sig helt op, mest for lige at slå fast at han langt fra var lille. Okay, ikke lige derfor. Det var mest fordi han havde en følelse af at han var mindre end dem. Ikke i højden, ganske vist, der toppede han nok. Men på en eller anden ubeskrivelig måde, der var utroligt ubehagelig. Han hadede den følelse disse to gav ham. For der var også bare alle de spørgsmål. Hvorfor havde han det som om at han var den lille? Hvorfor følte han at der var noget imellem dem der ikke bare bestod af at de lige havde mødt hinanden - tilfældigvis?

Han gøs da Zenia, som vampyrens navn var, lod tungen glide over den røde væske der var som smurt over hendes hud. Hvem mon havde ladet livet for at blive til hendes bytte? Automatisk trak han tørklædet tættere om halsen, nærmest som om at det kunne beskytte ham. Han tog til og med sig selv i at være ved at søge væk fra hende. Han kunne ikke lide lige hendes selvskab. Men gode grunde, selvfølgelig. Billedet af hende der stod hoverende over ham, spillede som en ustoppelig film i hans hovede, der ikke bare kunne slås til side med lidt vilje.

En hånd smøgede sig langsomt igen håret, der filtrede sig om fingrene, for at standse den unødvendige bevægelse. Havde der været nogen tvivl i Bellas blik, var den som forsvundet igen, båret væk af den blide vind imellem de tre. De grå øjne havde sat sit fokus på drengen, der ikke så ud til at have det særlig behageligt, idet et svagt smil krøb frem for læberne.
Det hele var bare for åndssvagt. Helt ærligt. Denne elektriske aura imellem dem, der for det skarpe øje, spandt sig sammen til én regnbueknude. Den vred sig som tusinder slangekroppe, der gjorde alt for at komme løs - men uden at huden ikke fulgte med. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt inde, kunne tydeligt se det for sig. Tungen svælgede i en voksende vandpyt, der omringede det bløde kød. Næsen rynkedes, kunne næsten lugte de hudløse slangers kød og blod, som stak hun snuden i en af dem. Fingrene kildede, havde lyst til at flå også sener af, bare for at høre slangerne skrige - hvis det var muligt for dem. Prikke de bløde øjne ud, ikke beskyttet af andet, end et stykke usynligt hud. Hvis sceneriet virkelig havde stået for, ville flere stykke harm, ligge på jorden med deres blodplettede skind.
Hun ville rejse sig, med jord og væske på begge knæ, et par mudrede kinder med en svag rosafarve derudover og den nøgne krop, begynde at le hysterisk. Ikke som et smertefuldt hikkende skrig, men en humoristisk, sorgløs latter - mindede om en af de gamle klovne, der smilede så forskruet, at det kunne minde om et minde til ære for motorsavsmassakren og Stephen Kings figur, der sjovt nok var en klovn, IT.

To håndflader klappedes sammen og dannede et lydfølt brøl, smilet var som IT's, og igen lød der en skinger, klukkende latter. Denne gang var den virkelig, og ikke kun spundet i hendes hoved. Den var...
Realistisk skræmmende.

(Fuck hvor er mit indlæg kort >____< Sorreh....)