A silence night :: Sintra.

Lugten af alkohol kunne ikke undgås, det strejfede ens næse når man tog det første skridt ind på værtshuset. Det var et sted hvor der nærmest kun var idiotiske drukkenbolte, gamle slidte mænd der måske ikke havde et hjem, mens at nogle af dem også bare var ganske almindelig mænd der havde en kone som man var utro og ikke lige gad at gå hjem til med det samme.
Den knap så høje mørke skikkelse havde besluttet sig for at udforske stedet, inden at han ville vende næsen hjem og måske end da få en lille drink eller to, uden at blive alt for beruset. Hans sorte kappe blafrede let med vinden, mens at han gik med lette skridt hen mod døren, indgangen til værts huset, da han var lige i nærheden. Mens at en tung lyd kunne høres fra små, grå støvler der mindede en smule om militær støvler også alligevel ikke. Han havde sorte stramme bukser på og et bælte på som holdte dem oppe, samt en creme farvet, almindelig t-shirt, med et sort halstørklæde rundt om halsen; på hans hænder havde han sorte læder handsker på som gik til omkring hans knoer. Hvor han lidt længere oppe havde et stykke tape på hver af alle hans fingre, fordi han havde været med til nogle slåskampe tidligere, inden at han helt ankom til Di Morga.
Hans hår sad altid som det gjorde, det sorte hår som sad lidt pjusket, men som også var blevet glattet nogle enkle steder, med pandehåret ned foran øjnene. Denne skikkelse som var en dreng, hed Adeon; der var dog nogen som troede at han var kvinde ved første øjekast, da han havde nogle femine træk.
Han tog fat i håndtaget og åbnede døren, der gik godt nok noget tid før at han gik helt inden for da stod han lidt i dør åbningen og betragtede stedet, hvor han lod sine øjne glide rundt. Et mindre skævt smil dukkede frem på hans læber mens at han med en let bevægelse slap håndtaget og endelig gik ind i varmen, hvor han lod døren lukke bag sig. Han tog langsomt sin kappe af, så han kun var i ført sin t-shirt, bukser og sko.
Et mindre suk undslap fra hans strube, mens at han lagde sin kappe hen over sin ene arm inden at han begyndte at traske længere ind, hvor han fik øje på nogle tjenere som gik rundt og tjente folk. Adeon fik øje på et bord længere henne som stod ledigt, som han valgte at gå hen til hvor han satte sig ned, mens at han ventede på at få øjenkontakt med en tjener..

Imens at vinden forblev ugidelig, blev et iskoldt andsigt fremvist med dets markerede, da bløde linjer. En tøvende lyd, som angivet kunne stå under definitionen 'suk', flød ud i intetheden, ubemærket i sammenstykningen hos den larmende blæst. Der var noget af den næste skikkelses udseende. Denne person, en ung kvinde med et typisk navn, var ikke overnaturligt smuk. Ej heller var grimhed et stående punkt, når man skuede hende. Det var mere måden benene på en dyrisk, dog tam måde, fik bevæget sig smidigt frem, der var så foruroligende velkommende, at der stak noget under. Det var som om det halvkorte hår, der havde dets sorte spidser, med sin grå inderflade, faldt på en helt særlig måde. Tjavsede, spidse spalter, der dog bevægede sig lidt opad, men stadig hang på en glat måde. Ansigtet formning, der kunne tilhøre både en model og en tiggers, indeholdte da også et par mørke afgrunde i form af øjne og ellers det mest basale; en mund og næse. Ved den ene skulder, tæt på armens led, der bandt sig sammen med resten af kroppen, 3 stjerner. Den ene lille, sort omrids og mellemgrå indre, der betød noget helt specielt: Enhver som står balancerende, stadig med to valg imellem sin vej.
Øverst var der den mindste stjerne, igen sort omrids, men med en næsten hvid, sløret grå nuance. Igen havde det sin egen betydning, ikke i form som ord, men som et symbol: Småligt, men godt er denne tilværelse.
Til sidst den største stjerne, der havde næreste relation til Bella. Symbolikken ramte plet, hvis man regnede hendes dystre, uredelige fortid med på 'regningen': Aldrig mæt, men altid tilfreds! Denne stjerne var for hende speciel, igen et punkt i ligheden. Dens omrids var bleggrå, imens at det indre var sort som ravnevingers fjer. Ligesom hende var det ydre en skal af ordentlighed og en logisk sans for retfærdighed og sex. I det indre et uforbederligt sindsforvir, hvor selv psykologerne fra intensivafdeling af galninge, ville blive skræmt fra vid og sans... Og heller aldrig blive dem selv.

Selvom det var søndag og vinden blæste skraldespande omkuld, var Bella kun iført en nødvendig kjole, af fint stof, der mindede om bomuld, men var mere ulden i det. det nederste af begge ben var afsløret og hun havde intet tegn på det ellers medfødte forlegenhed, menneskene havde haft siden de blev adskilt fra aberne og blev sin egen, selvstændige race. Fødderne var kun besmykket med et par sandaler, med et halvlangt, rundt underlag og kun to plastikting, der kun lige omringede storetåen og lidt af den ene side af foden.
Ikke fordi Bella følte sig kold, men fordi hun ønskede det, fik den slanke krop tilsøgt skjul i det ret berømte, lokalbekendte værtshus. Forhåbentlig skulle hun snart høre ølkrus slå sig sammen i en harmonisk, klirrende lyd. Tungen bugtede sig, da vandet begyndte at fylde indermunden, da hun næsten kunne smage hvordan den bitre, sitrende væske ville fylde ganen og kilde tungen på en erotisk, behagelighedsfremkaldende måde.
Døren blev skubbet op af kun en enkelt hånd, da hun ikke længere ville drømme sig til sin fremtidige fuldskab. Der blev kastet blikke, mest af alt på den fremstående barm, der kun var skjult om allermest nødvendigt. Bella selv fangede bartenderens hånd, hvor han pudsede et glas rent fra den datidige besøgers mundsavl. Der lød en svag svuvlpen, for hvert skridt sandalerne slog imod fodballerne. Da Bella nåede den tætteste stol, blev den med magt rykket tilbage, lige indtil hun elegant fik sat bagenden på dens bløde læder og pudeindlag. Med et fugtede hun læberne, inden de søgende øjne ledte efter bartenderens.

"Bloody Mary" To gange bankede neglen rytmisk ned i bordet, så der kom en dunkel stemning de næste par minutter, hvor alle gloede istedet for at tale. På nær den professionelle tjener, der allerede hældte op for sin nye gæst.

Med det samme som døren endnu engang blev åbnet drejede han mere eller mindre omhyggeligt sit blik hen for at se hvem det kunne være der trådte ind på sådan et sted. Det overraskede Adeon at der efterhånden ville komme flere til stedet, som ellers var så fint beskidt og ulækkert pga. de fulde mennesker og alkoholen. Han fik øje på en kvinde der tydeligvis var ældre end ham selv. Han fjernede ikke sit blik da han havde for travlt med at undre sig over hvorfor en kvinde som hende havde besøgt værtshuset. Han betragtede hver og en af hendes bevægelser, som om at han var en der var ude efter hende, - En hemmelig spion, selvom Adeon godt vidste at det var ubehageligt når man opdagede at nogen bare stirrede på en. Det havde dette afkom prøvet at undgå gennem hele sit liv, pga. sine feminine træk, hvor han blev nedstirret. Han sad ikke så langt væk fra hende igen, mens at han overvejede om han skulle gå hen til hende, inden at han vidste af det stod der en tjener foran ham. ”Ehm..” kom det fra ham, han rømmede sig. ”Bare et enkel glas rødvin.. tak” og tjeneren nikkede enkel gang før at hun gik op for et hente et glas rødvin, som Adeon havde bestilt. Men drengens opmærksomhed lagde sig endnu engang hen mod den fremmede kvinde som han havde set førhen komme ind af døren til værtshuset, da hun med nogle af sine negle bankede dem ned i bordet på en rytmisk måde, så det gav en irriterende lyd igen. Hvad fanden lavede hun her? Han rystede kort på hovedet over hendes lille optræden.
Der gik ikke så lang tid før at glasset med rødvinen blev stillet på bordet foran ham, da tjeneren kom tilbage, havde han fundet sin pung frem fra sin kappe som han stadigvæk havde liggende på sin ene arm, ”Det bliver 40 kroner herre..” og med det samme havde han fisket nogle penge op, der var lidt mere end blot 40 kroner, da han gerne ville give tjeneren lidt drikke penge, så simpelt. Han rakte pengene mod hende og lagde sit hoved en smule på skrå, med et lille smil fremme på læberne sagde han: ”Tak for det.. og værsgo, behold resten..” mere sagde han ikke, der var godt 60 kroner.. som tjeneren så fint tog imod, inden at hun gik igen. Adeon gemte sin pung væk ned i lommen på sin kappe og tog fat i sit glas med sin ene hånd, da han valgte at tage det med sig, inden at han rejste sig efterfølgende op fra stolen, og begyndte at traske hen til kvinden som han på et tidspunkt havde tænkt sig at træffe..
”Hvad.. laver en kvinde som dig her på værtshuset på denne tid om aftenen?..” spurgte han da han var tæt nok på til at hun kunne høre ham og måske kunne ligge mærke til at der var en som snakkede til hende. ”Må jeg sætte mig ned?..” tilføjede han hurtigt med en rolig stemme.

Den flydende væske i det krystalklare glas svulpede, da bunden blev sat på bordet i en smidig, dog klunset bevægelse. Igen trykkedes hud imod den lange glassøjle, der holdt på den buede skålagtie ende. Da blev kontrasten mellem glas og træ brudt, idet luft blev skabt imellem de to elementer, svirrede rundt og undersøgt af et par grå, spekulerende øjne. Væskens farver var på en måde foruroligende, da den hverken var køn elller luftig. Det så ud til at være en tung masse af hakkede grøntsager og deres væske, der ville klistre sig tykt til fingrene, i en doven bevægelse.
Hun kneb svagt øjnene sammen. Hvis hun stirrede længe nok, kunne det ligne at der flød en bobbel på overfladen, for dernæst at springe. En dødelig drik, der ikke kickstartede appetiten, men derimod gav lidt for meget energi efter et slurke.

"En nasty motherfucker..." Stemmen var næsten neutral. I den forstand, at den var nær ingen følelser, men stadig havde en helt svag undertone, hvor frastødelsen gjorde sit indtryk. Også var læberne snerpet sammen og alt i hendes udtryk, fra de sammentrykkede øjenbryn til de krummede tæer, afslørede en stor grad af indre og ydre nægtelse. Hun nægtede simpelthen at indtage noget så dybt grotesk ulækkert, ved så at ætse både spiserør og mavesæk, der senere ville klage over hendes valg af drikkelse.
Bellas opmærksomhed gik fra glassets indhold, til drengen med sit spørgsmål. Hovedet tippede svagt til siden og menneskekvindens sorte pupiller, med mørke som afgrundens dyb, vogtede hans ansigt med yderste forsigtighed. Kun enkelte streger blev set, optaget i hendes hukommelsescenter, hvor små hjerneceller gemte på alt og alligevel smed noget i krybtkælderen, ned af den lange mørke trappe, stejle trin, vægge af forrådnet træ og mug, en dør uden håndtag, der automatisk sugede alle erindringer ind, for at gemme det til dagen hvor strømmen gik ud og løsrev alt, som gennem tiden havde været vigtig, men som nu ville være ganske ubrugelig. Men først den dag, hvor alt værk ville stoppe. Hjertet ville ikke længere hamre blodet ud i kroppen, som små torpedoer, med frygtindgydende hastighed og magt. Når øjnene skulle miste al glans og blive to bløde kugler, af en essens, selv de klogeste hoveder ikke kendte til. Hvor huden for alvor ville blive grå i det, mere end hvid, og alt i kroppen ville gå ned. Men ligenu, havde hun energien til at svare drengen, med en normal stemme af kølighed og dog en smule respekt for knægtens mod. Og dumdristighed.

"Prøver at overvinde min frygt med en ret utiltagende drik." Drengen tilføjede ord, og igen ville hun svare, men ikke over ord. Hun strakte kun halvt armen, bevægede således håndleddet, så fingerknoglerne lavede en typisk positur: Værsågod. Imens var pupillerne stadig rettet imod knægten, tålmodigheden afventede stolt hans fremtidige handlinger, selvom interessen i selve dette væsen, var nærmest u-eksisterende lav. Alligevel forholdte hun sig i respektabelt humør, og lod som om han ikke var ren luft for hende. Som Bella vidste det, så skulle amn altid prøve noget nyt. I dette tilfælde: At lytte.

"Du er svær at tilfredsstille?..” kom det mere eller mindre mumlende fra ham, imens at han satte sig ned på den stol som stod på den anden side af bordet, overfor hende. Han lagde sin kappe ned på skødet og stillede sit glas rødvin på bordet. Han lod sin tungespids glide ud for at fugte sine læber, inden at han rettede blikket hen mod den fremmede pige, dog var han en smule ligeglad om hun var nem eller svær at finde ud af. Han kiggede kort op mod loftet inden at han igen tog fat omkring glasset med sin ene hånd, med en let elegant bevægelse førte han det op til munden og tog en tår, hvorefter at han bundede det hele, end til at der ikke var mere rødvin i glasset.

Adeon stillede efterfølgende glasset ned på bordet og ventede på at der ville komme en tjener for at hente det, da han ikke selv ville gå op med det. Af en eller anden grund overvejede han at bestille et glas mere.. og lade være med at tænke på hvor fuld han egentlig ville blive.. for hans skyld kunne han godt finde på at drikke sig helt stiv, så meget at han måske ikke ville huske noget dagen efter. Ikke fordi der var sket noget negativt i hans liv. Man havde vel også lov til at nyde livet engang mellem? Han synes ikke engang at han var beruset nok, endnu. ”Hm..mhm..”

Hvis hun ville vide hans navn.. skulle hun tage initiativ til det, ellers ville han ikke sige så meget, andet end at han stadig så lidt på hende med et afventende blik. For ham var det ikke så vigtigt med at få sit navn sagt, og af hvad han kunne gætte sig frem til, end til videre, så så det heller ikke ud til at det var så vigtigt for hende, da hun kom med en udstråling, der sagde at hun var fuldkommen ligeglad. Dog var det bare et gæt fra hans side om hun var det.

Hun forsvandt et par sekunder, fra bordet og ham. Ikke med kroppen, den blev siddende på stolen og armene på bordkanten, men mentalt. Al tidligere fokus på den unge mand, blev blæst videre til et andet bord, som havde nogen pustet svagt men sikkert, så hendes tanker var et andet sted end netop hvor han sad. Uden at svare det, som kunne tyde på at være et spørgsmål, var koncentrationen brudt. Der var end ikke gået fem minutter, med at lytte, selvom hun ihærdigt havde forsøgt sig på det. På at holde fast.

Tre borde tilbage, tættest på et ensomt hjørne, hvor spindelvæv ihærdigt samledes, sad en ret så søvnig gæst. Det resterende hår fra 30'erne, var redt tilbage, for at dække nogenlunde af den voksende isse, der en dag ville blive brugt som en ny måne, hvis de gamle skulle gå i stykker. Tøjet, der for flere måneder siden skulle have været i vasketøjsmaskinen for at pletterne ikke blev til mug, sad alt for stramt, da der havde været et ædemaraton de sidste to, tre eller 46 år. Maven, sammenlignet med en gravid kvindes på 12 år, var sansynligvis fra barndommen og skjulte de mange rester mad og savl fra munden og ned til de skrækkeligt mange, beskidte hager. Et strejf ubehag, strøg Bellas ansigt, som de to pupiller nåede ned til de igen for stramme bukser, der tydeligt tegnede et omrids af den skjulte penis, ikke kun af svagt fremvist hår, men også de store fedtklumper, manden brugte til at gå frem med - eller sætte som støtter på bordets vippende kant. Frastødelse og atter frastødelse, blev igen og igen fremvist i hendes ansigt - gav hende stor lyst til bare at kaste op med det samme. Men som hun bevarede sin stadigt høje stolthed og selvvær, nøjedes hun med at smile tomt og nikke til manden overfor. Havde han overhovedet sagt noget? Eller ville dette betyde, at han havde kunne afsløre hendes fravær, idet et grotesk stykke kødfyld dækkede mindst 3 sæders bænk, i det yderste krog hvor selv tjenerne holdte sig fra, trods de stadig ophobende råb, fra en ulykkelig gryntende mand, med en umættelig appetit og en stank, der overgik et af hendes største og længste slagteriers. I det mindste havde ofrene været i bad først, og aromaen af indtørret som nyt blod, var kun et kick i hendes længselsfulde hjertes glædeskammer.
Bella rystede svagt på hovedet, så det lyse lokker yndefuldt svang sig om hendes ansigt, omringede det og fremlyste igen en farlig cocktail, imellem dyriske øjne, et drabeligt skjult smil og flydende tråde, der understregede hendes vanvid, så papiret umuligt kunne rumme en større streg af fed sort. Der var noget uskyldigt over det dukkeagtige ansigt, de smalle skuldre og de slanke ben, plus de bedårende talje, der med enkle streger buede elegant. Men alligevel.. Så advarede de pulserende farver om galskab. En hengemt skat, med så farlige konsekvenser og prøvelser, at sindsygen føltes som en god ven til sidst.. Eller i starten.

"Hmm.. Jeg hørte dig ikke, sagde du noget?" En undskyldning var ikke fremme på noget tidspunkt i sætningen, heller ikke efterfølgende. Øjnene var varslende, et fjernt udtryk af undren, men alligevel opmærksomhed, der igen var vundet til hans fordel.
Ihvertfald noget af det.

Små brumme lyde undslap fra hans læber, da kvinden åbenbart ikke havde hørt et kvæk af hvad han sagde.. Fint nok. Adeon fortrak sin ene mundvige i et mindre lumsk smil og lagde sit hoved en smule på skrå imens at han så på hende. "Ikke noget.. min søde frøken.." kom det fra ham, nogen kvinder ville blive sur over at en fremmede kaldte dem noget sødt og han var spændt på hvordan hun ville reagere.. om hun blot var ligesom en hver kvinde man kunne møde på vejen.

"Vil du have en ny drink, skat?" spurgte han efterfølgende og blinkede med det ene øje, hvis det skulle være på den måde.. ville han da gerne lege det uhøflige barn hvor man gjorde hvad det passede en.. hun virkede ikke til at være interesseret, men det var han ligeglad med, så længe at han kunne trække samtalen længere ud.
Han undslap et grin, og begyndte at nyde det mere og mere, han ventede blot på hendes næste trick. Spørgsmålet var om hun ville tage det valg at forlade stedet eller blive siddende og gøre mere ud af selskabet.

Det havde ikke irriteret ham så meget igen at hun ikke havde hørt efter det som han havde sagt, men han kunne vel bare ikke lade være med at gøre igen, mens at han var beruset nok til at få noget mere sjov ud af det. Ellers kunne det hele også få en drastisk drejning.

Fingrene gled henover den ru bordflade, nøje undersøgt, af andet end bare hendes nervepunkter. Også fulgte øjnene de smidige bevægelser, der blev gjort hen af bordstrækningen. Et harmonisk åndedrat, skød sikkert igennem rummets tomrum, fyldte den med en kølig brise, der matchede hendes kolde svar, til drengens første spørgsmål. Irritationen var let at spotte, siden hendes temperament, ikke tillod megen spøg. Men alligevel lå den i en krypt, bag døren, hvor en anelse venlighed dog holdte vagt, men uden våben eller skjold.

"Jeg klarer mig, min søde ven" Hun løftede skeptisk det ene øjenbryn, i takt med stemmens forvrængning, da ordet 'søde' blev udtalt. Smilet havde været en elendig falsk komedie, kun slet skjult af hendes sande følelse: Afsky. Men selvom han nu inderligt prøvede at komme i kontakt med hende, blev rebet sluppet lidt, så det ikke strammede så meget igen, om hendes ignorance til manden.
En latter skød igennem hendes tanker og hensigter, idet hun tavst betragtede hans ansigt, der skød i et åbent tandsmil. Fingrene standsede deres tranceagtige movementer, igen en tavs betragtelse af hans udrungende latter. Hun måtte tilte hovedet en anelse til side, i et spørgende udtryk, øjnene henlukket i fjerne tanker, der kun svagt fik lov at være der. Resten af hendes fokus, stod hvilet på drengen, i et fast jerngreb. Hvis ikke han havde holdt sin leende fasade inde et par sekunder efter, var bæreret væltet af indholdets tyngekraft, så et pludseligt knald var uundgåeligt imellem væske og marmorbelægning.
Hovedet svandt i sin lige holdning igen, da øjnene blev knebet sammen til et stadigt spørgende, men utilfredst ansigtsudtryk. De mange auratråde i hende, spandt som killingers rygge, flettedes og dannede tusinder af knuder, med hver deres farvekombination i endeløse rækninger. Bellas stilhed knugede i hende, idet læberne tvangsfundet blev trykket sammen, så de to kødstykker fik munden til at gære i en metallisk smag af flydende, men tykt væske. Hun så forbavset ud, uden at vide det, da tungen intet kunne føle, men stadig mærkede hun den specielle smag i sig. Tungen bugtedes, fik snuden til at afsøge ethvert hulrum, men fandt intet andet end tyndt hud, der kun lige dækkede tandkødet og de pulserende blodkamre.
Håndryggen pejede opad, imod den trængt besmykkede loftsvæg, så en tydelig pulsårer kunne ses i det bløde lysskær fra lampernes yderste grænser. Hendes blik var igen gået fra fjern, til opmærksom, imens de mørke, dyriske pupiller holdte et vågent øje med mandens frydsomme ansigt. Fingrene trykkede sig imod håndfladens hud, neglene tæt på at sprænge det og flå sig igennem kødets trygge fyld. Hendes ansigt fortrak ikke en mine og munden var ikke mere en en simpel streg. Følelserne var elimineret fra det øverste punkt, de første par sekunder.

De næste sekunder gik ud på en svag fnisen, der hurtigt svælgede over i en glædsom lattergurglen. Som var munden igen fyldt med flydende væske, men denne gang var den sødmisk, tynd og velsmagende, så det eksisterende smil, kun blev større i takt med den indre nydelse. Fingrene slappede af og håndfladen slap for en revet hudstykke, endte kun med en bleg rødsvælgig nuance, med enkle hvide prikker.

"Det må jeg give dig, senior, deres latter er smigrende, istedet for deres håblige forsøg på en samtale" Det var ikke korrekt. Deres latter var dybt forskellige. Hans var dybere, mere moden og kontrolleret. Hendes var badet i et hengemt usammenhængning, en lys, nærmest skinger tone og så indeholdte den fleres års medfødt vanvid - hvilket aldrig ville forsvinde helt, uanset hvor mange år spændetrøjen ville klemme hendes arme sammen i en ubrydelig lås.
Hun observerede nu hans træk. Hvad enten han ville svare eller ej, så havde hun helt sikkert ombestemt sig, om mandens fremtræden. Noget interessant, skulle nok komme ud af denne aften, hva enten om det var blodigt eller venskabeligt.
Noget guddomeligt.