Det er jo bare en lov?( privat, Kogen gulerrod )

Tid* 00:00
Sted* Duncans hjem retter sagt Det hjemsøgte hus
Omgivelser* støv, skidt samt møg og spindelvæv, rotter, myg
Vejr* mørkt og koldt ude men køligere her inde
Dato* irl? ikke fordi Duncan tænker over den slags
Tøj* en sort skjorte samt et par sorte bukser og et par sorte lang snuet lædersko samt et sløv kors o halsen i en kæde
**************************************************************
Luften var kold og himlen sort som kul dog lyste få stjerner op på den ellers sorte himmel, den blege måne lå skjult bag en sort sky og ku derfor ikke kaste sig blege lys over det hjemsøgte hus retter sagt galanstalden som det engang havde været men som nu var forladt samt hjemsøgt af ånder og en bestemt herre, huset var omringet af et gammelt slidt sort stålhegn som snart var ved at gå fra hinanden selv lågen var røget af dens hængsler og lå nu et stykke inde på grunden, rundt om huset var en græsplæne eller man ville heller kalde det en død græsplæne for græsset var gult næsten sort uden det mindste tegn på liv, længere inde på grunden stod et stort træ helt nøgent da det var dødt og der derfor igen blade kom, en lille snoet grussti førte op til det forfaldne hus som så ud til at ku brase samen når som helst, en lille trappe førte op til terrassen dog manglede der et trin så man var nød til at tag et stort skridt, terrassen var nedslidt så man tydeligt ku se det gamle træ, vinduerne var der intet glas i og desuden hang skodderne meget løst dog ku man ikke se ind fordi tunge røde gardiner spærrede for udsynet, vis man sku ind ku man bare vade ind for døren var væk så man ku bare gå ind. Når man trådte ind ville man ende i en stor forhal hvor der var en trappe der førte op men også en der førte ned dog var trappen der førte ovenpå gået helt i stykker og det manglede flere trin så den eneste måde man ku komme op på var ved at flyve vis man altså ku det, flere malerier hang på væggene dog var de bådet falmet samt nogle var hullet så man ku ikke se hvad de forestillede, i den ene siden af hallen var der så en gang hvor der var døre på begge sidder bag en af døren lå et køkken som dog var gået helt fra hinanden desuden lå alle køkkentingene på gulvet i store bunker, en anden dør førte ind til et smadret badeværelse hvor intet due selv ikke toilettet. Hvis man gik ned af trappen ville man ende i et stort mørkt kælderrum hvor masser ting stod stablet rundt omkring desuden var der en lem under trappen som førte ned til ja det var svært at sige, helle kælderen var fyldt med støv og møg samt spindelvæv dog uden nogle ejer da edderkopperne sikker var døde på grund af mangel på mad, desuden var her masser af rotter som rendte rundt, over i den anden ende af rummet var der hevet en gammel slidt seng frem, desuden stod der en bogreol og en lænestol samt et lille bord med et stearinlys på som stod i en gammel stage, det så ret mystisk ud for man sku næsten tro at disse ting var sat frem med vilje men det var nu også sandheden. Hvis men kigge godt efter ville man ku se en høj skikkelse sidde på den gamle lænestol med lukket øjne, denne persons hud var ligbleg og personen så faktisk ud til at være død for dens brystkasse bevægede sig ikke spor dog var manden ikke død, dette var nemlig en vampyr en meget mystisk vampyr med navnet Duncan, hans hår var langt samt hvidt næsten gråt desuden var det næsten galt og hang bare løst ned. Duncan sad og slappe lidt af hans slave var ude på jagt for ham og derfor brugte han tiden til at tænke lidt, han vidste at det var ulovligt at ha en slave men det tog han sig ikke af han var i forvejen kendt for han havde dræbt to af kongens soldater dog var han sluppet let fra det, han sukke svagt imens et skummelt smil gled over hans smalle blege læber og han slog langsomt de blod røde øjne op for kort at se rundt.

Hvis lyden af stilhed overhoved var en lyd var det den der bedst beskrev det som skete omkring den gamle galeanstalt, ikke en vinde, ikke en lyd fra en ugle eller bare en gren der knækkede, overhoved intet lavede en lyd. Til trods for at der var totalt stille gled skygger igennem mørket uden på noget tidspunkt at virke som om de ikke hørte til, der var hundrede hvis ikke tusinder af dem, ikke en lyd ikke engang et suk kom der fra skyggerne som omringede den gamle bygning og så med et blev skyggernes hjernespil fjernet da lyden af hastige skridt brød igennem den ellers totale stilhed, en mand gik hurtigt forbi den gamle og trak i farten sin frakke længere op om nakken, det var tydeligt ikke et sted han ønskede at være så sent om natten og hans skridt blev da også nærmest til en småløben igen inden han forsvandt ud af syne fra stedet. Skyggerne begyndte igen at kravle og te sig som før, et tydeligt tegn på at mange mennesker og væsner i tidens løb havde set deres endeligt bag murene på den skumle bygning, skyggerne lignede nærmeste flammer som bølgede fra hvert eneste mørkt hjørne så selv de mindste hår ville rejse sig i nakken på folk når de gik forbi så sent om natten, men så var det jo godt man ikke var en helt normal person.
Fra sin komfortable plads på taget havde Alexander nu siddet i usynlig, lyd og lugtløs tilstand fra det øjeblik Duncan havde forladt huset i bare et øjeblik til nu hvor hans 'slave' havde forladt huset og han var alene der var ingen måde han kunne vide at han havde sin konge og meget muligt et af landets farligste mænd til at sidde på sit tag og vente på den rette mulighed. Langt væk ude i mørket, for langt væk til det gav mening at de skulle herhen holdt tre sorte varebiler og ventede, de havde først ankommet da Duncan havde gået ind i sit hus og de havde fået lov af deres herre, mere end 20 indsatsfolk sad som sild i en tønde og ventede på at skulle blive kaldt ind hvis de overhoved blev det.
Alexander rejste sig op mens han bandt et reb om maven mens han stadig forholdt sig totalt usynlig for omverdenen og dermed også hans mål, han bandt rebet fast om en gammel skorsten og kiggede udover hustagets kant, Alexander smilede bare for sig selv mens han listede et par skridt tilbage og skar lidt af rebet så det fik den helt rigtige længde, *Så er der dømt house warming*, så let som ingenting og meget forsigtigt løftede Alexander skorstenen op så den gik løs fra taget og gik hen til kanten af taget, der begyndte han at svinge skorstenen rundt i en bred cirkel over hoved inden han med stor styrke svang den ned så den ville smadre igennem det vindue der var ved siden af Duncan og forhåbentligt ramme ham inden han vidste hvad der skete.
Da braget fra vinduet kom fulgte Alexander efter og kom ind af vinduet mens han med en rolig og alt for venlig stemme sagde, "Duncan du er anholdt for slaveri, din straf vil blive udmålt af folket når du er fundet skyldig", Alexander kunne ikke se noget fordi der var støv over det hele, men regnede med at Duncan fattede beskeden helt fint da han næppe var til at slå ud så nemt selvom det var en af Alexanders bedere entrerer

Duncan nød freden dog var han ved at blive utålmodig fordi han også var ret sulten og efter hans mening var hans slave langsom denne nat selvom han havde bedt hende om at sætte tempoet op faktisk var hu spurtet af sted ud af det mystiske hus, han havde igen ide om hvad der forgik udenfor men vis han havde haft det var han gået under jorden for at skjule sig men det ville han ikke ku nå nu, han udstødte et vredt hvæs imens han begyndte at banke fingrene ned i armlænet så det gav en utålmodig lyd fra sig"så kom dog tøs” brummede han køligt imens han stirrede ud i mørket med et tænksomt blik han huske tydeligt mødet men kongen for et par uger siden mon kongen havde glemt ham det regnede han med han havde vel travlt og troede på at Duncan ikke lavede mere rod dog var det ikke sandheden, han havde nemlig ignoreret reglen med at man ikke måtte ha slaver men hvad ku han gøre hun bad selv om det efter hans mening men hans meninger var jo også om at få brændemærket hans navn ind i hendes hud det havde hun også bet om samt alt smerten men Duncans meninger var også unormal og næsten igen mente det samme som ham. Duncan lukke øjne men slog dem op idet han hørte et brag og en skorsten eller hvad det nu var smadre ind i vægen så det selv fik kælderen til at ryste så Duncan fløj gennem luften dog var han heldig nok til at lande på sengen så der sket ikke det store, han rejste sig hurtigt op og så rundt imens støvet langsomt lag sig som et tæppe over Alt igen, han fik så hurtigt øjne på selveste kongen og hørte hans ord dog hvæssede han koldt af dem" anholdt? det var da ikke så godt, den salgs har jeg ikke tid til" svarede han hårdt imens de blod øde øjne stirrede på kongen han prøvede dog også på at få øjenkontakt så hans første evne ku blive aktiveret men den stærkeste evne han havde krævede at han måtte røre kongen kort, Duncan stillede sig klar til kamp "vil de kæmpe om det?" spurgt han hvæssende mens han rette sig op sin fulde over to metrer højede" en kamp mand mod man uden våben, men med evner?" tilføj han køligt imens han åbnede munden for at vise tænder og for os at udstøde et hvæs" sikke uhøflig de er bare sådan at bare ind uden at være velkommen ser man det" tilføj han køligt imens han holdt øjne med alle kongens bevægelser, Duncan ville ikke give op uden kamp langt fra nu måtte han se hvor meget denne konge enligt ku klare men først måtte han få rørt ham men hvordan? han måtte følge sit instinkt og lade være med at tænke hver ting. Duncan lo så koldt en latter som skød gennem luften og som fik de fleste rotter samt mus til at flygte i skræk ”længe siden? Stadig sur over det med dine mænd?” spurgt han så koldt imens han vendte på hvad kongen nu ville gøre men han var dog klar, så klar han nu ku blive på så kort tid han stak hænderne frem og viste let de lange sorte negle fra som nemt ku skære igennem kød, de sår han havde fået efter skorsten begyndte hurtigt at healede op for så at forsvinde helt igen så let som ingenting skønt at være vampyr man havde så mange styrker samt evner, dog var det ikke alle der kendte dem men Duncan kendte hver og en og ku også styre dem alle desuden havde han helt styr på sine egne evner som også var ret stærke dog var han ikke så stærk fysisk det ku nu også ses på hans høje spinkle krop, vis han havde været et hoved højre ville han ikke ku bo her nede for så ville han slå hovedet op i loftet og det ville ikke ha været så godt, han vidste at vis hans slave kom nu ville hun flygte og langt fra hjælpe ham forståeligt nok for hun hade han fordi han havde ødelagt hendes sind og havde vist hende hvad smerte er men hun sku vel bare være glad for hun stadig var i live og at han ikke havde dræbt hende, selvom lysten havde været der et par gang dog havde han behersket sig, men nu ville han nok aldrig se hende igen det gjorde dog intet for hvem sagde at han ville overleve dette møde? Det regnede han dog selv med at han ville men lige meget hvad ville han kæmpe så godt som han nu ku mønstre, godt han var i træning eller det ville sige at han havde øvet sine kræfter mod sin slave.

Da støvet var faldet nok til ro at han kunne se noget kiggede han lige i øjnene på Duncan som var godt og vel 20 cm højere end hamselv, dog viste Alexander ingen tegn på frygt for han frygtede ham virkelig ikke, den lange bønnespire havde været under observation så længe at Alexander kunne sige hvonår der var størst chance for at Duncan ville skide skulle det have været tilfældet. Alexander stod der bare kold foran ham mens han havde lyst til bare at begynde at grine af ham, han vidste mere om Duncan end Duncan ville være i stand til at finde ud af om ham selv vis han brugte resten af hans levetid på at gennemrode hans tanker for spor af det der engang havde været hans liv, medn en nemsom hånd lod han en genstidig tot hår falde på plads i den ellers glatte og blonde manke han altid gik rundt med, sjovt nok var Alexanders hår noget han gik utrolig meget op i, han havde ikke haft det i mange år og nu da han endelig havde det igen betød det virkelig meget for ham ikke at være den skaldede arrede gamle våbensælger han engang havde været, nu var han konge af et helt land og intet skulle stå i vejen for ham, og da bestemt ikke Duncan som enten ville blive dræbt eller tilfangetaget i løbet af den næste times tid.
Alexander lod sin hånd glide igennem hans hår mens han kom med et svagt grin, "Jeg tror ikke helt du har fattet at dether ikke er en kamp, men som sagt en anholdelse, under normale omstændigheder ville jeg have ladet dig få din kamp til døden, men siden du har valgt at nedværdige dig selv til ikke bare at eje en slave, men trodse din konge som vel og mærke er en vampyr... du har ikke længere rettigheder ikke engang hos din egen race, du er en skamplet og vil blive behandlet som en". Alexander trak sine pistoler, to sølvgrå desert eagle med plams hollowpoint kugler, det ville ikke bare gøre nas på en vampyr at blive ramt af en af de små sataner, det kunne være meget meget dødeligt. Med et lystigt smil begyndte Alexander at skyde så de små blå kugler ville stryge om ørene på Duncan hvis han ikke kom væk.
Alexander nød disse små ture ud til hans elskede undersåtter så de kunne fatte hvem det egentlig var der bestemte og i Duncans tilfælde var der grund til at være ekstra grundig, han havde ikke bare dræbt Alexander soldater, men havde gået imod en direkte lov fra hans side og havde derfor bragt sig selv i skam foran hele vampyr miljøet, det var påkrævet af Alexander som den højeste indstands i Di Morga at han tog sig af det når nogen af vampyrene valgte ikke at adlyde hans ordre for hvis han ikke gjorde noget ville han tabe mere ansigt end hvis han prøvede at gøre noget og fejlede, men han ville ikke fejle, han ville dø før han ville fejle og det regnede han stærkt med at Duncan allerede vidste og det var derfor han havder prøvet at får ham til at smide sine våben.
Lyden af pistolskud stoppede som Alexander løb tør for patroner og han smed dem sløset på gulvet efter at have knust slagstiften i dem begge så de ikke længere virkede, "du ville jo have en nævekamp, hvis du har mere i dig kan du få din nævekamp", der kom nogen dybe knæk fra Alexanders nakke mens han drejede den, lydene var så dybe at man skulle tro det var lårbensknogler der flækkede på langs, tiden var inde for Duncan til at vise han var lavet af mere end de bønnestager han så ud til.

Duncan så køligt på ham uden det mindste tegn på frygt faktisk ku man ikke helt se hvilket humør han lige nu var i men et godt gæt ville være at han var munter lige nu dog på sin egen kølig måde som ikke rigtig ku gennemskues, han betragte kongen nøje den mand var ikke andet end et muskelbundt han vidste at kongen var stærk og at det var en af hans evner men om Duncans evner havde virkning på ham måtte tiden vise han føns koldt idet han begyndte at snakke "jeg har fattet dig, men jeg kommer skam ikke fir villigt" svarede han tørt hvorefter han hurtigt vendte blikket mod pistolerne som nu kom frem så det var det han først ville prøve et klogt træk men også ret sikkert samt kedeligt men om det virkede måtte man få og se, lige idet kuglerne blev sendt af sted forsvandt Duncan eller ikke helt for på jorden dukke en sort kobra slange op som hurtigt gled i skjul under sengen indtil der ikke vare flere skud tilbage, da pistolerne ramte jorden gled slangen frem på gulvet igen hvorefter den forsvandt og Duncans høje skikkelse kom igen til syne foran Kongen eller hvad man nu ku kalde ham "skamplet det har jeg vel altid været så det er vel igen nyhed" svarede han koldt "desuden du har sikkert også selv slaver "tilføj han tørt imens han stillede sig klar igen til næste træk, han vidste ikke hvad de vidste om ham men det var nok ikke at for Duncan var en mand der ikke altid gjorde som han plejede og en man som ikke rigtig havde nogle tanker der ku læses dem der var utrolig kedelige eller enkle. Duncan fnøs koldt imens de røde øjne stirrede på manden foran sig "det var skam det jeg efterlyste" svarede han vredt, Duncan sku skam nok vise hvad han ku om det så sku koste ham dyrt ville han gøre alt for at kæmpe imod selv vis det sku tag flere dage vikle han kæmpe til det sidste han ville ikke gi op så let langt fra og nu hvor kongen selv bad om det sku han skam nok også få det, han måtte røre ham vis han sku bruge den evne som var stærkest hos ham men hvordan det var ikke nemt, han hørte tydeligt lydene fra ham men lod sig dog ikke skræmme af sådan nogle få knække lyde, Duncan udstødte et hvæs tiden var inde han måtte røre ham kort for så at skabe store sort flamme som muligt så derfor sprang han hurtigt op på sengen hvorefter han kastede sig mod kongen i fuld fart dog så det så ud til han kom lige imod ham men det var ikke det der sket, da han kom tæt nok på ellers vis han gjorde strakte han kort sin hånd ud blot for at røre kongen et sted å kroppen før han kaste sigt til den anden side og landede på bene lidt knæ før han rejste sig op, nu stod han kun et lille stykke fra kongen, vis han havde rørt ham ville han begynde at mumle mystiske æld gamle ord, og vis han virkelig havde rørt ham ville der nu vokse en sort flamme rundt om Duncans ene hånd denne flamme var lavt af ren ondskab og ville derfor gi personer der fik den på sig stor smerte indtil flammerne ville forsvinde, han formede den til en kugle og sku til at kaste den vis altså det overhovedet var lykkes, men vis ikke og kongen havde kastet ham væk ville han forsvinde oh dukke frem som slange for så at blive sig selv igen og gøre klar til ny angreb. //vil smutte i seng svare i morgen//

Alexander børstede let lidt støv af den ene skulder mens han ventede på at Duncan skulle komme igen, han fortjente vel at få en chancen når Alexander nu havde startet ud sådan som han havde gjort, han ventede ikke meget af Duncan da han så sig selv som bedere på alle planer end hans modstander, "Jeg ejer på ingen måder andre mennesker, dem der er under mig bliver altid betalt i modsætning til det du gør... for jeg er ikke så lav at jeg lader mine tjenere bruges som øvelses dukker, desuden er der heller ikke noget sjov ved at slå på nogen der er så meget svagere end en selv, det er derfor jeg ikke hygger mig specielt meget ligenu". Alexander var stadig uimponeret over Duncan, lige så uimponeret som han havde været første gang han havde mødt ham og han på mest nedrige og kujonagtige måde hade dræbt to af hans mænd, men nu var det tid at bringe ham ind med mindre han var dum nok til at forsøge at slås med Alexander.
Da Duncan sprang frem mod Alexander gik det ganske vidst hurtigt, men Alexander havde mere respekt for styre end hurtighed og idet Duncan kom flyvende mod ham tog han nogen hurtige skridt frem mens han undveg han udstrakte arm så han stod så Duncans pande ville ramme mod hans. Alexander nikkede en skalle fremad idet han ikke regnede med at Duncan ville kunne undvige det mere, han havde lagt for meget omtanke i hans angreb og havde planlagt for meget frem for at flyde med strømmen og lade det komme til ham som kampen skred frem, man havde ikke så længe Alexander kunne huske kunne planlægge en kamp en mod en, der var for mange faktoren som gjorde at ens planer næsten altid gik i vasken hvis man lagde for mange planer på den måde som han kunne fornemme Duncan havde, nu var det eneste han, med mindre han var meget god eller heldig ville møde være Alexander altoverskyggende fysiske kræfter i form af en skalle.
Alexander glædede sig nærmest til at høre det øresønderrivende brag der sikkert ville komme hvis deres pander stødte sammen, Alexander var både tungere og stærkere end Duncan så hvis han ikke nåede at komme væk ville Alexander blive stående mens Duncan ville modtage alle skaderne. For Alexander havde kampen allerede udviklet sig i hans favør og det virkede som om Ducan havde alt for lidt kamperfaring til at kunne overraske ham, men på den anden side Alexanders højrøvede attitude havde før fået ham i problemer og det kunne med al sandsynlighed sagtens ske igen.