Karl von Heist, professionel bad guy //åbent//

S :: Det mørke marked
T :: Det er mørkt, men tid er ikke en del af Karls tilstand eller opfattelse
O :: Folk der sælge ting der ikke burde sælges, inklusiv den meget store sarkofag med undertegnede indeni.
V :: Let regn, men det trommer på taget af det overdækkede marked

Hvis et liv kunne beskrives med bare et ord ville smerte eller kaos passe bedst ind med det der var blevet ført, men ingen anger, ingen sorg, ikke engang glæde eller nogen anden følelse kunne beskrive hvad han var, tomhed ville nogen kalde det, men side han ikke vidste hvad tomhed var kunne han ikke tænke sig til at det var det. Så mange år havde han stået stille, så mange år havde han været i denne sarkofag at han ikke engang kunne tælle det mere, dage var flydet ud i uger som var flydet over i måneder som blev til år og årtier, men hans tid var ved at vende tilbage, han havde kunne mærke og lugte dem som havde fundet ham i ruinerne under Augsburg, simple mennesker som med stor... hvad var det... glæde, havde fundet ham og gået fra det ene sorte marked til det andet for at sælge ham, uden at vide hvad der gemte sig indeni, havde de vidst det havde de vel også ladet ham være eller måske enda have gravet ham et dybere hul, men nej de havde taget ham med og han befandt sig nu et sted han ikke kunne beskrive, han kunne høre og lugte hvad der skete omkring ham og var bevidst om at han ikke længere befandt sig i tyskland.
Der kom et lille bump da Sarkofagen landede på jorden og en forpustet rødhåret mand, eller nærmere dreng rettede sig op mens han holdt sig på ryggen og bandede højlydt på tysk mens en anden forsøgte at tysse på ham, de var uden tvivl brødre eftersom de lignede hinanden på en prik, men en anden af dem var endnu større og lignede mest af alt en omvandrende granitblok, hans ansigt var hårdt og hans hænder lignede mureskeer og det sorte hår og skæg fik ham til at ligne en hulemand, han var uden tvivl den der bestemte det hele og da hans rustne stemme lød som et tordenvejr stoppede de to andre da også med at slås og larme, "Hold kæft og få sat boden op så vi kan få solgt vores mumie, der må da være nogen i Di Morga med en sådan tosset hobbie", han klappede lidt på den sorte sarkofag der havde et stort hagekors på midten. Karl havde aldrig været nazist, men uniformen var smuk og han havde fået lov til at dræbe i flæng, så måtte man kalde ham hvad man ville også selvom det betød at han skulle hilse på en lille mand med et overskæg som kaldte sig selv for et overmenneske hvilket havde været den mest fejlagtige fortolkning han nogensinde havde hørt eller set, men mennesker og deres egoer havde altid været underlige.
En mængde folk samlede sig om det underlige Nazi levn mens de sparkede og skubbede til sarkofagen for at etablere en værdig og for at se om den overhoved var ægte, og da de første to havde fået ondt i foden af at sparke til metallet var det fastslået at det måtte være en kiste for en stor leder, eller måske enda en form for container hvor Nazister kunne have gemt noget af alt det guld som var forsvundet under krigen, buddene begyndte at flyve i luften lige så snart der blev snakket om skatte og Karl kunne kun glæde sig til at få en chance for igen at skabe død og rædsel omkring sig. Der var virkelig ingen af dem som forstod hvilken fare de stod overfor, men de skulle hurtigt lærer det og så skulle han aldrig tilbage i den sarkofag nogensinde igen, han havde spildt for meget tid og der var for mange drab der ikke havde fundet sted som nok burde have sket og nu kunne han næsten smage sin frihed igen, hvilken overvurderet følelse... hvis han da overhoved følte det, eller var det bare det faktum at han lå dårligt i sin enorme kiste? Det sidste var nok den største mulighed, *Karl van Hesit skal igen føre krig mod frihed og fredelighed*.

En dæmon på det sorte marked ses vel ofte, så det var intet nyt, men en serbisk dæmon, mon det før var set? Det betød heller ikke så fandens meget, for han gik jo ikke med noget der stod han kom fra Serbien, og det gav ham jo heller ikke noget, ud over han selvfølgelig kunne tale Serbisk, hvilke der ikke var mange fra omverden der evnede. Han havde i dagens anledning, shoppe, taget en halv lang sort frakke på, der så meget neutral ud, under den en sort skjorte og løse jeans, og på fødderne nogle godt tiltrådte Dr. Martin støvler som han nødig ville stille fra sig. Han var kommet ned til en eller anden bod, hvor der stod en hel masse og ævlede om guld og penge, så det skulle der lige kigges nærmere på. Han kom forbi flokken af mennesker, og hvad der ellers var, for at se på en kiste af den ene eller anden art, fra Hitler. Hvis det ikke havde været fordi han v ar blevet brændt, så der ikke var nogle der kunne få den lille mands krop, ville han da næsten have troet at kisten indeholdte ham, men det var jo umuligt.
Han gik tætter på kisten, og bankede lidt på den, solede hårde bank, der hurtigt afslørede den var lavet af metal, som han nu godt vidste efter de mange mennesker der havde stået og sparket til den, som om der så ville ske noget. Han lænede sig lidt ind over den, mens han nærstuderede hagekorset der var indgraver i kisten. Det var en skam, at dette tegn, Svastika skulle misbruges på denne måde. Det betød jo held, men nej, den lille mand vente det til noget ondt. Han lod fingeren glide over tegnet før han kiggede op på granitblokken som ikke lignede en man ville op og kæmpe imod, hvis det ikke havde været fordi han var et menneske. ”Ved du hvad der er i den, eller er det bare endnu en ting til samlingen?” Han rettede sig op. ”Prøv da at åbne den.” Han ville gerne se hvad de andre mennesker omkring ham ville sige når de fandt ud af at den bestemt ikke indeholdte guld og sølv, den mulighed var der ikke nogle rigtig chance for, men måske et lig? Nej, for der ville klart være mere stank omkring kisten så. Han blev mere og mere nysgerrig for at se hvad der var der i, men købe den gad han ikke, blot spild af penge.
Han gik lidt tilbage, for at se på kisten lidt længere væk, mens han målte den med øjne, og prøvede at gætte hvad der kunne være i den. Der var jo plads til en mand, uden problemer, men skulle det så ikke være en zombie allá?
Han stak hænderne ned i lommerne på sine bukser, og ventede spændt på at se om der var nogle der ville købe den, eller åbne den så man fik æren af at se indholdet. Det glæde han sig sandt at sige til.

Han kunne fortsat høre larmen udenfor og kunne ikke andet end glæde sig til at han kunne strække sig og lade blodet flyde, det søde blod som løb rundt i årene på alle de stakler som var udenfor, ingen af dem ville vide hvad ville ramme dem når han slap fri. Med ét stoppede Karl med at tænke da han kunne høre en lav banken på sarkofagens dør, en lille mekanisme inde i ham begyndte langsomt at tikke, endelig havde en eller anden ramt den meget lille knap ved svastika tegnet, han kunne mærke hvordan en lille skrue borrede sig ind i brystet på ham og begyndte at dreje rundt. Efter bare nogen øjeblikke kunne han mærke hvordan han kunne bevæge hænderne en smule og derefter hans hoved og fødder, de havde stukket hænderne i en hvepserede og nu skulle de betale prisen for deres fejlagtige og grådige adfærd.
Manden der lignede en granitblok klappede på sarkofagen med den store hånd og så tænksom ud, hvis den var fyldt med guld ville det være surt at sælge den, men hvis der var et lig i den ville det på den anden side skræmme potientielle købere væk, men hans grådighed overvandt hans frygt, "Find et brækjern og vi åbner skidtet så alle kan se hvor meget de har lyst til at eje den", han lavede en overdrevet bevægelse med og de to rødhårede drenge sprang afsted for at finde et brækjern eller noget andet der kunne bruges til at åbne skidtet med. Efter bare gnaske få øjeblikke kom de tilbage med et brækjern og en muggert, de gik lystigt igang med at slå og banke løs på sarkofagen inden den store mørkhårede mand skubbede dem væk og selv begyndte prøve at brække sarkofagen op, efter nogen minutters intensiv kamp med den forseglede sarkofag kom der et dybt og ildevarslende knæk og lågen åbnede en smule, luft blev suget ind og der kom en hvæsende lyd inden det så stoppede igen. Folk begyndte at trække sig til bage og med rette, men den behårede og store mand ville for alt i verden se hvad der gemte sig inde i sarkofagen.
Der kom en lille stribe lys ind til Karl og han fangede det med det samme som en kærkommen forandring til den mørke og indelukkede tilværelse han havde levet i meget langt tid, han lagde mærke til stemmerne som han nu tydeligt kunne høre, der var en stærk fransk accent ved mange af dem... så han befandt sig i Frankrig? Hvilken skuffelse. Langsomt blev hele låget fjernet og alle kunne se den uniformklædte person der stod med armene over kors og det gasmaske lignenede apperatur han havde foran ansigtet, en lav tikken kunne høres fra ham og stille og roligt begyndte en vejrtrækning at give genlyd, den var metallisk og nærmest hvæsende, den gik i den samme taktfaste rytme hele tiden og virkede ikke til at ændre sig det mindste da Karls hoved vendte sig en smule så der gik et forskrækket chok gennem forsamlingen. Karl kiggede rundt og vente sig til lyset, med en stiv og let underlig bevægelse begyndte han at røre på sig og stige ud af sarkofagen, folk omkring ham kom tættere på for at se på ham og flere af dem prøvede at snakke tysk til ham, men han svarede ikke, det gjorde han aldrig. Den stor mand så først lidt skræmt ud og dernæst skuffet, han skulle til at åbne munde for at sige noget, men nåede det ikke før en lang kniv sad igennem hans strubehoved, han væltede om på jorden mens blodet sprøjtede fra ham, skrig begyndte ar rejse sig mens flere og flere der var for tæt på Karl faldt med blodet sprøjtende fra dem.
Da der efter kort tid lå en bunke på 6-7 mennesker og andre væsner foran ham kiggede han rundt som om han ventede på at det næste offer skulle komme mod ham og han fik øje på en mand der stod lidt væk, han lugtede af dæmon og ville formentlig stille lidt mere op end bare at skrige, Karl stillede sig i kamp position og lod de to klinger han havde fra håndleddene glide hen over hinanden med en ildevarslende og skummel lyd.

Han kiggede tavst på at manden kom ud fra sin kiste og begyndte at dræbe. Et næsten uhørligt suk kom ud mellem hans læber, mens han studerede djævlen som hvis havde fået blod på tanden efter at være blevet lukket ud. De metal grå øjne blev liggende på ham mens mennesker som væsner væltede over hinanden i deres arme død. Et dovent smil gled hans læber, så man let kunne se de syle spidse tænder som kun tilhørte enten en djævel eller dæmon. Han lod fyren dræbe videre mens han stod og ventede på at han selv fik lidt opmærksomhed fra dræbermaskinen. Da han så endelig fik det, var det yderst tilfredsstillende med lyden af metal der gled mod hinanden som forhåbentligt betød kamp, men man skulle måske ikke afvente for meget af ham, måske fortrak han arme mennesker som ikke ville gøre modstand? Det ville være frygtelig ærgerligt at skulle gå der fra uden kamp. Han lage hoved let på skrå med et hånligt smil på læberne mens han roligt gik tætter på ham så de stod fem menter fra hinanden, plus minus et par centimeter. Han var ikke sikekr på hvad han skulle gøre, da fyren jo tydeligvis var ude efter at dræbe ham, eller det var dét han var kommet frem til, efter at have kigget lidt på fyren.
Han knep øjne sammen og lænede sig lidt frem mens ligne begyndte at bevæge sig en smugle da knivene blev trukket ud af deres kroppe og fløj hen til Andrija som med hurtige hænder greb alle knive og lukkede hånden omkring dem, stadig med blikket rettet mod maske manden der stod foran ham. Han lod langsomt en finger glide omkring en af knivene mens han stirrede tilbage mens han halvt om halvt ventede noget fra sin modstander. Han slap knivene der faldt ned mod jorden men aldrig nåde den da de blev holdt oppe i luften, få centimeter over jord højde hvor de svævede rundt og ventede på at de skulle bruges.
Der var klart flere handlinger end ord i denne mand, yderst interessant, men også farligt, men det var det jo altid når man ikke sagde et kvæk, men hvis det var stille leg var han da med på den hvis det var det der var kravet til denne lille kamp.
Han prøvede at måle gutten med øjne, men der kom ikke meget ud af det, da kroppen var dækket af en gammel nazi uniform fra det ’gamle’ Tyskland og hoved var dækket af en maske som også dækkede mandens øjne. Så han måtte måle manden ud fra hans kropssprog, som tydeligt fortalte hvad han havde i siden at gøre. Dræbe. Han åbnede langsomt munden, for at sige noget, men stoppede så sig selv og droppede det han ville sige, og fortsætte med sit forhenværende. Det var en skam han ikke kunne meget tysk, da manden så ud til at komme fra tyskland med en frygtelig ubestemmelig alder på grund af masken og tøjet der dækkede mandens krop fra top til tå. Han lage hoved let på skrå, mens han let fugtede sine læber, mens han lyttede til den svage lyd der kom fra manden bag masken. Det lød som et urværk, ensformigt som om det aldrig ville stoppe, som tiden.
Lyden var frygtelig træls at høre på i længden men han syntes ikke rigtig han kunne bede fyren stoppe, af flere uforklarlige grunde.

Karl kiggede lidt på de knive der på magisk vis var dukket op, han havde ikke kastet nogen og undrede sig kraftigt over hvor de var kommet fra, men det kunne være ligemeget, manden der nu stod med dem i sin magt ville snart ikke kunne gøre noget mod den overvældende magt som det tredje rige havde givet ham, ingen havde før stået mod ham, så hvad skulle han dog kunne gøre mod ham nu, han var vel knapt værdig til hans opmærksomhed, men siden han havde været der og set hvor Karl kom fra var han nød til at uskadeliggøre hans modstander med alle tænkelige midler. Karl lod hans krydsede klinger glide ned så de næsten prikkede til jorden og den svage lyd af urværket samt hans tunge åndedræt der lød meget metalisk ruinerede luften, den lave larm der kom fra ham ville i længden gøre folk tossede, men det ville tage lang tid og det havde han ikke ligenu.
Karl løftede den ene hånd og inde bag masken stirrede han på sin modstander, det var underligt, folk plejede som regel at frygte for deres liv når de så ham, men denne tåbe syntes at være villig på en kamp, nu måtte Karl se hvor villig han var når han ikke havde nogen evner at gøre godt med. Fra Karls indre kom der et lille tryk og en bølge af dis kom rullende ud fra han, men blev opløst i luften så den ikke var til at se, den rullede op om fødderne på han modstander som snart ville miste alle hans kræfter mens Karl på mest modbydelige måde beholdt hans. Kampen var allerede slut i Karls hoved, hans fokus var total og der var ikke længere andre til at forstyrre ham, så han ville uden problemer kunne opretholde den neutraliserende kraft som han havde haft fra barns ben samt den hurtighed som han var blevet trænet til igennem flere års modbydelig og smertefulde træning
Karl sprang frem i en fart der var svær for øjnene at følge med i mens han huggede mod hans modstander for så igen at løbe lidt væk så der var afstand imellem dem, han ville gerne se hvordan hans modstander reagerede når han fandt ud af at hans kræfter ikke længere var til stede, det var ofte en ting som ville kunne få selv den mest barske kriger til at gå i panik når han først indså at de kræfter han normalt havde sin lid til ikke var til steder, eller simpelhen ikke ville virke, åhh hvilken fryd det var at se dem vride sig i smerte og frygt.