mødet i skoven med en solnedgang i ryggen-Karl van Ricter

Tid: Solnedgang
Vejr: helt fint, nogle få sky'er, en lille smule koldt
Omkring: ikke rigtigt nogle endnu
Sted: Skoven

Jin gik rundt i skoven imens solen gik, det gjorde skoven endnu mere smuk at gå rundt i, hun gik og nynnede en sang, hun sang aldrig, hun nynnede kun og det havde hun det fint med, eller der var nogle gange hvor hun sang, men kun når hun var 100% sikker på der ikke var nogle i nærheden og heller ikke kom nogle, men man kunne jo ikke være sikker i en skov, der kunne altid være nogle i nærheden som man ikke kunne se, hun havde en taske med sig, der var nogle bøger, nogle tegneblokke og en nodebog, hun skrev nogle gange sange selv, men hun viste dem aldrig til nogle overhovedet, det var hendes lille hemmelighed, en vind kom og fik hende til at ryste lidt, der var ved at være koldt, hun kiggede lidt i sin taske, hun mente selv hun havde taget en ekstra trøje med, hun fandt den til sidst, men hun havde ikke se hvor gik så hun gik ind i en.

Hans øjne skar sig igennem skoven, han var parat. En sveddråbe gled ned over hans hans kind og jo mere man så efter, kunne man se at Karl lignede en der havde været ude at løbe en marathon. Hans kulør som for alle Sortelvere sjovt nok var sort, var dækket af et fint lag sved der fik ham til at glimte i det sollys som slap igennem træernes kroner. Hans bryst hævede og sænkede sig også rytmisk på samme måde som en person der anstrengte sig meget hårdt fysisk.
Karl pustede en tot af det lange hvide hår ud af øjnene, mens han stadig så dybt fokuseret ud. Hans trøje var revet i stykker og små dråber af blod landede hele tiden på jorden ved siden af ham, men det var en nødvendighed, han var nød til at blive stående, han kunne ikke flade på grund af dette, det var under hans værdighed.

Karl kastede et irriteret blik på det enorme ibenholt træ og sukkede, han havde knapt kradset i dets overflade og han var så træt at han kunne flade om på stedet, men han var nød til at fortsætte, hvis han nogensinde skulle blive færdig med denne opgave.
'Karl kæmpede tankerne på plads og kiggede med stadig større energi på træet, han skulle nok bøje det for hans vilje, for en stav af et ibenholt træ så gammelt, kunne man næsten lave lige hvad man ville og staven ville stadig ikke bryde sammen under det enorme magiske pres som Karl vidste han kunne putte den under.

Karl stillede sig i en kraftposition og kiggede på træet, mens han begyndte at mumle ælgamle magiske ord og folde hænderne på sjove måder, indtil hans med et brag skød lange sorte skygger ud af hænderne.
Smerten var enorm og han kunne mærke hvordan hans tøj blev mere og mere smadret, samtidig med at han blev drænet for energi og træet nægtede at bøje sig for hans vilje og give ham dets hjerte, så han kunne lave den tryllestav han gerne ville.

hun gik så bare videre, hun begynde så at synge, hendes stemme var fin og smuk, der var ikke en fejl i den"nu går solen sin vej for at skinne på andre,for alle på jorden har brug for dens lys"sang hun, gik bare videre, hun så en person, han var helt sort, en sortelver, men hvad lavede han her i skoven, hun havde ikke rigtigt set så mange sortelvere i skoven, hun så jo heller ikke så mange i skoven, hun stoppede med at synge, hun tog en tegne blok frem og tegnede den måde han stod på, hun gik jo i skole og de havde en opgave for, de skulle finde en race at skrive om og hun havde valgt sortelvere, men alle i hendes klasse havde grint af hende, men hun skulle vise dem skulle hun, men hun viste jo næsten ingenting som sortelvere, og ham hun så, så ikke ud til at havde tid til at snakke, hun ville blive helt til grin på hele skolen, hun sukkede lidt og gik så videre

Karl Lod energine fosse ud mod træet, lyden af træ der flækkede kom som et chok for ham og gav ham bare mere lyst og styrke til endelig at få træet til at bukke under for hans vilje. Med et sidste rædeselsvækkende stort skub af energi, brækkede træet til side og en gren lidt tyndere end en arm pulserede som om det var et hjerte inde i træet.
Dette træets hjerte stoppede dog med at banke, vred sig løs og fløj i en blød bue over til Karl som greb den med en hånd. Han grinede højt og inderlig, men så blev alt sort for hans øjne og han faldt om på jorden med et tungt bump.

Karl havde endnu ikke lagt mærke til pigen, men han fik et kort glimt af hende inden han besvimede fuldkommen af mangel på flere krafter. Stokken, eller staven af det kulsorte træ var stadig knuget fast i hans ene hånd, så meget enda at hans knoer var helt hvide og vidnede om at han, selv når han var besvimet, holdt fast om hans nyvundne trofæ, som om det var det vigtigste i verden for ham.
Karl glippede et par gange med øjnene inden han mistede bevidstheden totalt, han var ikke engang sikker på om pigen rent faktsik havde været der, eller om hun bare havde været en del af hans fantasi, der på randen af totalt udmattelse havde begyndt at vise ham billeder af alt muligt.

hun hørte at manden hun havde set ikke så langt væk faldte, hun skynde sig derhen igen hun så han var besvimet, hun gik så helt hen til ham, hun satte sin taske ned på jorden, hun fandt et tæppe frem, hun normalt brugte til at sidde på, men det var lige blevet vasket, hun lagde over ham, hun viste jo ikke om han ville fryse, der var jo lidt koldt, hun tog en bog frem og kiggede den hurtigt igennem og fandt nogle ting i skoven, men hun pakkede dem i tasken, hun viste jo ikke om manden ville havde hjælp fra en blandet blods, hun tog alle sine ting undtaget tæppet, hun tog sin taske på ryggen igen og gik videre så, hun kiggede dog tilbage lidt, der var ikke mange som ville ha haft hendes hjælp, det var derfor hun var stoppet med det for manden, for han ville nok syntes det samme, hun fik med et en rådne tomat i hovedet, hun gjorde ikke noget ved det og der efter kom en meget dårligt æg, det ramte hende"ad"sagde hun, hun kom til at kaste op af det, det lugtede jo ikke godt, der var nogle der fra der begynde at grine af hende, det var nogle dæmoner/djævle, hun var jo kun halv af dem og derfor mobbede de og drillede hende meget