I am so damn near girl!

S: Søen.
O: Masser af væsner rundt omkring.
V: Solen skinner virkelig højt, og det er pisse varmt.
T: Det er lidt over eftermiddag.
_________________________________________________

”Ja. Pas du heller bedre på hende, end at gale op, ikke?!”

Solen blændede hende. Det var ikke fordi, at solen irriterede hende, men hun var i en dårlig humør. Hende var, Aino. Hun havde valgt at tage en tur her i skoven, inden hun begyndte sin daglige 'pligts'
Aino strøg sig over det glatte korte hår. Den lille kvinde hun havde råbt af, havde taget sit barn op og kiggede nysgerrig på hende. Aino gjord øjne, og kvinden vendte sig om, og mumlede noget der kunne mindede om et 'tak'. Hvad var der ved at ske for hende? Var hun ved at blive blød?
Hun gøs ved tanken, og rystede sit hoved. Hun satte sig derfor på en træstamme, og tændte en smøg. Smøgen fik hende på rette tanker. Så som; hvad dag var det nu i dag? Eller; Sally..
Hun havde ofte spurgt sig selv, hvad der var galt med hende. Hvorfor hun stadig var 'sammen' med Sally. En hård kvinde, som bare var ud efter hævn. Og hvis kvinden ikke havde hævn, tja så fandt hun dem sgu. Aino fandt stille sin smøg frem, som bare var i lommen uden æske eller noget der kunne holde på dem. Hun tændte smøgen, og lukkede øjnene da røgen steg hende over hovedet. Hun kunne høre fuglene kvidre, og væsner snakke hist og pist. Hun smilede skævt, og træk smøgen væk fra læberne. Hun åbnede øjnene, og kiggede imod to fugle vende bladede, som var faldet fra træerne. Hun missede med øjnene da solens skarpe stråler ramte hendes øjne. Det var egentlig en varm dag, med masser af folk. Aino bar derfor sin 'sommer tøj' som hun kaldte det, for andre vil kalde det militær tøj. Hendes stil beskrev egentlig hendes værdmåde. Hård, men dog blød når alt kom til alt. Hendes korte hår fortalte, at ingen skulle messe rundt med hende, for så endte det galt.
Og sådan kunne man ellers tyde resten af hendes krop.

En stille melodi ramte hendes øre. Det var noget hun kom i tanke om, den mand fra i går. Han havde siddet her, præcis hvor hun sad. Hans smil der aldrig forsvandt under deres lille samtale, og den måde han havde beskrevet natten over dem. Aino kørte en hånd gennem håret, og fnys. Hun tog et sug af smøgen, som blev mindre og mindre. Han var en dæmon, fandt hun ud af. Han skulle snart i krig, men han vil helst sidde sammen med sin guitar og lede efter kærligheden. Det havde fået hende til at grine, og nu fortryd hun det. For han havde ment det. Hvis der skulle grines, så var det ham der skulle grine og ikke hende. Han ledte i det mindste efter kærlighed, hun flygtede fra den. Han vil gå igennem ild og vand for at mærke læber. Hun vil springe ud over en klippe, bare for at være alene.
Hun kastede smøgen, som var på størrelse med et barns lillefinger. ”Andrew” smilte hun. Det var hans navn. Han havde fortalt hende noget meget vigtigt. Derfor skulle der handles nu. Måske havde denne mand forandret hende på en nat?
Aino løftede den ene ben op, og hvilede sin hage dertil. ”Bah” kom det fra hende, og det sidste af røgen fra smøgen steg op. Langsomt, som var det en linedanser.