Forvirring. (Diego)

Sted: En tilfældig gyde
Tid: Omkring midnat
Omgivelser: Ingen
Vejr: Skyfrit

Stjernerne stod så smukt på himmelen den nat. Det var som om at de blinkede til befolkingen på jorden og fortalte, at der virkelig fandtes bedre steder. Steder hvor græsset var grønnere. Men det lagde Georgie ikke mærke til. Hun gik og så sig nervøst omkring. Hun var sikker på at hun var gået forkert. Her var ingen hoteller. Det lignede mere et slumkvarter. Hun gøs. Var der heller ingen, som havde tænkt på at sætte skilte op?!
Hun var desperat efter væske og satte sig i en gyde, mens hun rullede sig sammen til en kugle. Hun ville bare gerne hjem. Hjem til hendes familie, selvom hun var utrolig skuffet over dem. Men hun ville ikke være sulten eller tørstig, hvis hun var der.
Hun havde i de sidste par dage gået og ladet som om at hun ikke eksisterede. Eller at andre gjorde det, for den sags skyld. Hvis nogle havde vovet at snakke til hende, havde hun for det meste givet dem et koldt svar og derefter gået. Der var dog et par undtagelser. Men hun havde ikke vist venlighed overfor nogle.
Det var ikke specielt koldt, men alligevel lå hun og rystede. Hun var desperat efter væske. Hun havde det som om hun havde snurret rundt i flere timer og så pludselig var stoppet - ikke nogen rar følelse.

Brostenene i den mennesketomme gade larmede en høj, klappende lyd, mens hans fødder slog mod dem. Det gav ekko mellem bygningerne, men det var på en måde en beroligende lyd. Han var ikke en paranoid sjæl, som han havde været efter hans flugt fra sin skaber ... Men det var måske ikke en god ting, eftersom paranoiaen havde været det, der drev ham frem. Han stoppede op, da gaden delte sig og lyttede ud i den tavse nat. Han kunne smage blod fra sit sidste offer og det var rart for en gangs skyld ikke at mærke tørsten, der plejede at flå hans hals. Et svagt smil sad på hans læber, da han lagde hovedet tilbage og så op mod halvmånen, der hang højt på himlen. Han var stoppet op midt på gaden og ville sikkert se meget arrogant ud, sådan som han bare stod der og stirrede. Men han var jo alene. Det betød intt, hvor han stod eller hvad han gjorde.
Pludselig blev hans blik fanget af noget inde i gyden og han gik derhen. Ikke fordi han regnede med, at det var en trussel eller noget, der egnede sig til et måltid -desuden var han jo ikke sulten. Men nysgerrig, det var han desværre. Og man kunne jo måske få sig en overraskelse. Hvem vidste også, hvad der lurede i området?

Han stoppede overrasket op, da han fik øje på pigen, han havde set i værts huset for et par dage siden. Han sukkede svagt og overvejede om han burde furde gøre noget eller ej.
Han satte sig på knæ foran hende og lagde en hånd på hendes skulder. Hun ville sikkert ikke kunne genkende ham alligevel, så han kunne ligeså godt få stillet sin nysgerrighed.
"Hey ... Hey, er du okay?" Han ruskede blidt hendes skulder for at vække hende. Hun var enten syg, træt eller døende ... Ærligt talt håbede han på det sidste. Så ville hun måske kunne tale lidt venligere - Han brød sig ikke om, at andre end han selv var så følelseskolde.

Mens hun lå der og.. Ja, hvad lavede hun? Hun følte det som om at hun ikke havde kontrol over sin egen krop. Det var som om hun var i en sø og prøvede at komme op til overfladen, men noget trak i hende, så hun blev dernede.
Til sidst fik hun taget sig sammen og satte sig normalt op, med en del besvær. Udmattelsen var nem at se, selvom hun skjule det så godt som hun nu kunne. Hun kiggede på et ansigt, som hun ikke mente at hun havde set før. Men alt andet end ansigtet, lignede præcis drengen, som hun havde snakket med tidligere. Men hun fik egentlig ikke set hans ansigt sidste gang? Det var nok godt, at hun ikke havde det, for hvis hun havde, var hun gået. Det havde hun ikke været i stand til. Hans ansigt lignede en engels.
Hun blinkede desorinteret med øjnene og sagde, med en hæs stemme: "Ja, jeg har det fint." Det passede ikke, men det vidste hun godt, at han kunne se. Hun orkede ikke engang at svare ham i et koldt tonefald, så det blev i stedet toneløst. Hun vidste ikke, hvad hendes ansigt afslørede. Angst? Lykke? Irritation? Hun vidste heller ikke, hvordan hun havde det. Hun følte sig syg, men på den anden side meget frisk. Var dette normalt?

Han rynkede bekymret brynene og forsøgte at få hende op at stå. Hun havde tydeligvis ikke mange kræfter og det var virkelig en dødvægt at løfte. Men selvom han ikke var kæmpestor og pumpet, så var han da en smule stærkere end almindelige mennesker.
"Du ser ikke ud til at have det for godt. Kom med, vi må hellere finde et sted, du kan sove." Selv havde han ikke et hjem og havde derfor intet at tilbyde hende. I stedet måtte han håbe at der var en barmhjertig samarit et sted i nærheden.
Han bekymrede sig selvfølgelig ikke om pigens velfærd eller liv. Han ville bare gerne genoptage jagten, de havde påbegyndt sidst. Men lige nu var han ikke sulten nok til at tage hendes liv og det ville være uværdigt at gøre det i en nusset lille gyde.
Han regnede bestemt ikke med, at pigen ville give en hånd med, så hun kunne komme op og ind i ly for natten et sted. Ærligt talt regnede han med, at hun ville finde den forpulede dårlige facadefrem igen. Det ville ikke overraske ham, hvis hun gjorde.

Hun splittede pludselig øjnene op, da han prøvede at hjælpe hende op. Hun skulle ikke hjælpes! Hun havde da lidt værdighed tilbage! Derfor gjorde hun et svagt forsøg på at skubbe ham væk, mens hun mumlede: "Jeg kan godt selv." Det var løgn. Og det var hun sikker på at han godt vidste. Men hellere blive i gyden end at gå med ham.
Hun satte sig derfor ned igen, som et stædigt lille barn. Hun prøvede at finde den kolde fascade frem igen, men den lå meget langt væk på det tidspunkt, så hun nøjedes bare med at lave et pokerfjæs. Det kunne vel aldrig gå helt galt.
Hun følte sig ikke særlig tryg ved hele situationen og hun havde mest af alt bare lyst til at bede ham om at gå væk. Men hun var klog nok til ikke at gøre det. Hun havde på fornemmelsen af, at det ikke lige var ham man skulle lægge sig ud med. Men alligevel var der noget... dragende over ham. Det ville hun gerne se mere af, for hun var faktisk ret nysgerrig efter at vide, hvordan han var. Men hun kunne selvfølgelig godt se, at han havde en lige så stor, hvis ikke større, fascade som hende.

Han slap hende med et dybt suk og lod hende sætte sig op af den kolde mur igen. Hvir hun var så ivrig efter at fryse ihjel alene, kunne hun vel bare gøre det.
"Fint nok, men du burde altså finde noget ly for natten," sagde han beroligende, som om han talte til et lille barn - hvilket hun også opførte sig som i det øjeblik. Hun burde være taknemmelig for hans hjælp. Men som sidste gang var hun bare en sur kælling og han forstod virkelig ikke, at han spildte sin tid på hende. Alligevel ville hans stædighed ikke slippe.
Han sukkede tungt og lænede sig op af den modsatte mur, så han kunne mærke den kolde, fugtige væg gennem skjorten. Han var virkelig for god til sådan et sted. Hvad lavede han dog her? Han spurgte sig selv om det et par gange uden at finde et ordentligt svar.
Han besluttede sig hurtigt for snart at finde en lejlighed. Der måtte jo være plads til ham et eller andet sted i Di Morga! Faktisk var det bare direkte åndssvagt at han ikke havde taget sig sammen til at finde en endnu.
Han så lidt på pigen og rystede så op hovedet af hende. Hun var vist ligeså stædig som han selv og det var bestemt ikke en god ting for et menneske. Hun ville bare blive dræbt af den opførsel.
"Vil du sidde der hele natten?" Han rettede sig op fra muren og overvejede at gå med det samme. Det ville måske være det bedste. Han burde ligge den jagt bag sig.

Hun vidste godt han havde ret, og hun havde ledt, men det var ikke til at finde nogle steder her. Hun betragtede ham, mens han også satte sig op af muren.
"Ved du da, hvor jeg kan finde et hotel henne?" Spurgte hun. Hun havde på fornemmelsen af, at han kendte området rimelig godt. Hun var selv kommet få et par dage siden, så hun anede intet om stedet. Hun vidste ikke engang, hvor hun var.
Da han spurgte om hun havde tænkt sig at blive her, trak hun på skuldrene. Hun vidste det ikke helt. Så sukkede hun og sagde: "Nej, selvfølgelig ikke. Jeg, øh, jeg skal noget andet. Senere." Hun bed sig i læben - hendes pokerfjæs var forsvundet.
Hun ville meget gerne have fokus fra hende, så hun spurgte om noget, som hun havde tænkt meget over: "Hvad laver du egentlig her?" Hun kneb øjnene sammen og stirrede koldt på hans smukke ansigt. Hun ville ikke lade sig narre af et charmerende smil. Men hun var vel et let "bytte" når det gjalt sådan noget. En kæmpe svaghed.

Han sukkede svagt og rystede på hovedet. Han var langt fra stedvant endnu.
"Og jeg tvivler også på, at du har nok penge på dig, til at leje et værelse ... Og jeg kan desværre ikke låne dig nogen." Han trak undskyldende på skulderne og så på hende uden at se hende direkte i øjnene.
Han lagde mærke til at hendes facade karkelerede og han følte en vis sejr. Måske var hun bare træt, men uanset hvad, var han brudt igennem hendes kolde ydre. Det var vel et godt tegn - regnede han med. Det kunne vist ikke være så meget andet, vel?
"Jeg var bare ude at få lidt at spise," sagde han glat, med den friske smag af blod i munden. Hans smil blev ondskabsfuldt et øjeblik, men han fik hurtigt skjult det igen.
"Jeg er et B-menneske, så ... " Han synes selv det var et pænt stor spor til hans identitet, men hvis hun opdagede noget, kunne han jo bare slå hende ihjel på stedet. Han havde aldrig tøvet med at dræbe og han ville ikke tøve i aften.
"Bor du ikke et sted i nærheden?" Han rynkede brynene lidt og fandt det svært at tro, at et menneske ikke allerede ville have erhvervet sig en lejlighed.

Hun sukkede. Hun var flad. Hun havde ikke engang penge til mad og drikke. Derfor var hun også ved at være godt dehydreret. Hun burde virkelig få fat i nogle. Om hun så skulle stjæle. Hun måtte jo have penge for at leve.
Hun kneb øjnene sammen. Spise. Her? Den måtte han længere ude på landet med, men hun spurgte alligevel, det kunne jo være der var en resturant: "Hvorfra har du fået mad fra?"
Hun syntes et øjeblik, at hun så et ondt glimt i hans øjne, men det forsvandt så hurtigt som det var kommet. Det var nok bare hende der så syner i mørket. Det ville ikke være første gang.
Hun havde på fornemmelsen af at der var noget bag ordene han havde sagt. Hun opsumerede kort i hendes hoved. Han havde lige spist. Hun havde vadet rundt i dette område hele aften og hun havde ikke set ét eneste spisested? Han var B-menneske, hvilket ikke var så mærkeligt i sig selv, men det var mere måden han havde sagt det på. Og så selvfølgelig hans smukke udseende. Hun var selv meget bleg, men det var intet i forhold til ham. Hun tænkte og tænkte. Hvem var han? Eller rettere sagt; hvad var han?

En varm, men kynisk falsk latter rungede svagt i gyden, da den pludselig strømmede over hans læber.
Han var øjeblikke fra at sige, hun havde været så lukket omkring sit eget liv, da de sad inde i værts huset, men hun lod stadig ikke til at genkende ham og den ilussion ville han ikke ødelægge.
"Hvorfor lyder du, som om jeg lige har begået mord? Jeg spiste hos en ven. Slap ned." Han forsøgte at lyde kammaratlig. Der var ingen grund til at forføre hende, når han var mæt. Han stod og så ned på hende. Så rakte han en hånd ned til hende, som om han ville hjælpe hende op at stå.
"Du bør virkelig ikke sidde her og blive kold ... Øh, du sagde, du skulle noget senere? Måske skulle du begynde at gå nu, for at få varmen." Han smilede lidt til hende og håbede svagt på, at hun snart ville indse, at hendes facade var faldet, men det gjorde hun selvfølgelig ikke ... Hvorfor skulle mennesketøser også være så besværlige?
"Hvis jeg må spørge; Hvor er det overhoved du skal hen?" Han holdt det venlige udtryk og lignede nok en hver anden uvidende teenager.

Hun kneb øjnene sammen. Havde han ikke hentydet til, at han var ny her? Hun kunne ikke gøre for at hun var mistroisk - det var bare en del af hendes personlighed, som kun få fik at se.
"Hos en ven, siger du? Jeg troede at du var ny her?" Sagde hun med et hævet øjenbryn. Måske var det bare fordi hun var træt, men der var altså noget specielt ved ham. Om det var positivt eller negativt, vidste hun ikke. Men hun havde på fornemmelsen af at hun skulle passe på, i hans selvskab.
Hun tog imod hans hold og kom på benene. Så snart hun stod op, trak hun hurtigt hånden til sig igen. Hans hånd var iskold, som om at han havde proppet dem i en fryser. Hun kunne mærke at hun gyste let.
Hun prøvede at finde sin fascade frem og sagde: "God idé. Tak for hjælpen." Det lød ikke koldt, men stadig ikke venligt. Men til gengæld lød hendes sidste kommentar kold: "Det rager ikke dig..." Hun kiggede ned.
Så spurgte hun: "Hvis jeg skal ind til togstadionen, hvilken vej, skal jeg så gå?" Hun tænkte overhovedet ikke på, at hun lige havde fortalt hvor hun skulle hen. Men hva' pokker. Hun var en lille, uvidende, dum tøs.

Han smilede skævt til hende og rystede lidt på hovedet.
"Bare fordi, jeg er ny, kan jeg vel godt have venner ... Tro det eller ej, men folk er normalvis venlige mod en, når man er venlig mod dem." Han hentydede til hendes kolde tone.
Hun blev jo mere og mere belastende ...
Han sukkede tungt og lod hende rive sin hånd til sig. Det betød intet. Han var ved at blive træt af deres lille leg alligevel. Han lagde hovedet voldsomt på skrå, og strakte dermed halsen. Han bevægede hovedet rundt i en cirkel. Han fik en indbildt hovedpine af at høre på hende.
"Fint, det rager ikke mig, men hvorfor skulle jeg hjælpe dig, når du er sådan overfor mig? Du var ligeså kold i røven, da jeg mødte dig på værts huset." Der vr ingen grund til at skjule, at de havde mødt hinanden før, når hun alligevel var ved at flygte fra ham på den måde.
Han rukkede med øjnene af hende og begyndte at gå ud af gyden.
"Hvis du kunne lukke bare ét venligt ord ud af din kæmpestore mund, ville jeg med glæde vise dig vejen." Han følte sig stadig bedre end hende og var helt og igennem fornærmet over hendes irriterende tonefald.

Måske skulle han droppe samtalen og dræbe hende med det samme ... Ak ja, hvorfor skulle han også have spist så meget allerede.

Hun sukkede over hans kæmpe hentydning til, at hun var kold. Han vidste jo udmærket godt, at det var en fascede hun havde, for at holde folk på afstand. Men hun fik alligevel ret dårlig samvittighed over hvordan hun havde behandlet ham. Det var ikke fair. Han havde ikke gjort hende noget.
Derfor sagde hun, oprigtigt: "Undskyld, jeg.. Er bare lidt.." Hun fuldførte ikke sætningen, men trak bare på skuldrene og håbede at han forstod hvad hun mente. Hvis ikke - ja, så var det vel det. Hun kunne ikke forklare det.
Hun gik efter ham og sagde igen: "Undskyld. Jeg er bare ikke så vild med at snakke med fremmede. Og jeg er desperat efter at komme væk herfra, så vil du ikke være sød og fortælle mig vejen?" Hun prøvede at få det til at løde venligt, men hun kunne ikke skjule det stressede tonefald.
Hun lagde forsigtigt sin hånd på hans skulder og håbede at han ville stoppe op. Hun havde ærlig talt ikke lyst til at gå og snakke til hans ryg.

Han stoppede op og vendte sig mod hende igen. Han smilede sejrrigt og nikkede så kort.
"Var det virkelig så slemt?" Han grinede kort og måtte tvinge sig selv for ikke at lyde kold. Han forstod ikek helt, hvorfor hun var så ivrig efter at komme væk, men det var vel bare hendes sag, så ...
Han sukkede svagt og så sig lidt omkring. Hvor var det nu togstationen lå?
"Øhm, du skal den vej," han pegede over skulderen mod gaden til højre. "Hvis du fortsætter ti-minutters tid eller noget, burde du kunne se stationen." Han trak svagt på skulderne og var bestemt ikke så sikker på det, som han så ud. Faktisk så arbejdede hans hjerne på højtryk for at huske flere detaljer, der kunne sikre, det var rigtigt.
"Men vil du stadig ikke sige mig, hvorfor du har så travlt?" Han hævede det ene bryn og smilede skævt til hende. Det virkede helt absurd, at hun havde planer. Han havde jo set, i hendes tanker, at hun var blevet sendt væk fra hendes familie. Det kunne jo ikke være dem, hun skulle hen til ... Og hvis hun ikke troede, han havde fået venner i byen endnu, havde hun bestemt heller ikke selv. Der var et eller andet i gære, og hans nysgerrighed nagede ham noget så frygteligt.

Hun kiggede den vej han påpegede og nikkede kort, selvom hun ikke havde nogen idé om, om det gav mening. Men det måtte tiden jo vise.
Hun smilede taknemmeligt og sagde: "Hvorfor? Det er alligevel ikke særlig spændende. Jeg skal bare.. Se området." Hun bed sig i læben og kiggede ned i jorden. En forfærdelig dårlig vane hun havde, når hun løj. Men det vidste han jo ikke, så det var vel fint nok.
Hun spurgte så igen, for at være hel sikker: "Og jeg skal ikke dreje af nogle steder? Bare lige ud hele tiden?" Det ville være ret så irriterende, hvis hun endte op et eller andet forkert sted og at hun så skulle vente hele natten på, at folk stod op, så hun kunne spørge om vej. Det gad hun virkelig ikke. Det var livet sgu for kort til.
Hun smilede venligt til ham og sagde: "Men tak for hjælpen - du har lige reddet mit liv!" Fra at blive fanget og snuppet af dem. Hun gyste næsten ved tanken og hadet blussede pludseligt voldsomt op i hende. Hun knyttede sine hænder og stillede sig automatisk i forsvarsposition.

Han bed sig lidt i læben og overvejede ruten igen. Så trak han på skulderne med et svagt suk.
"Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke aner det ... Men hvis du vil have det, kan jeg da holde dig ved selvskab?" Han smilede svagt til hende. De havde sikkert begge en dårlig stedsans, men man kunne altid bruge selvskab.
Han hævede brynene, da hun pludselig stod klar til kamp. Men når man satte hendes tanker ind i billedet gav det da en smule mere mening ...
"Hør nu, tror du jeg har tænkt mig, at slå dig?" Han måtte tvinge sig selv til ikke at udstøde en håndlig latter. Det var jo direkte komisk at hun pludselig fór sammen på den måde. Han rystede bare lidt på hovedet af hende og begyndte gå at gå ned af gaden. De tomme sidegader - eller gyder - gav området en uhyggelig stemning, som han fandt hjemlig. Hans skaber havde ganske vidst været en Daeva, men han havde bestemt ikke undladt at nedlade sig til de mest dyriske og beskidte handlinger.
"Forresten tror jeg ikke, jeg har fået fat i dit navn?" Han smilede skævt over skulderen og så på hende. "Hvad hedder du?"
Han regnede ærligt talt med at hun ville sige det rager ikke dig igen, men i så fald ville han stadig præsentere sig selv. Om ikke for at få en smule ro på hende igen. Han ville have hende til at tro, han var til at stole på.
*Hvad går der dog af dig!* Tænkte han irriteret. *Jeg må lade den her jagt ligge ... Hvorfor er det så svært?*

Hun smilede smørret, da han indrømmede at han ikke anede hvorhen hun skulle gå. Hun dog straks mere forbeholden, da han tilbød hende selvskab. Hendes første tanke var, selvfølgelig, nej. Men på den anden side... Hvad kunne der ske? Havde hun måske andet at give sig til? Nej, det havde hun ikke. Derfor sagde hun: "Jo, okay. Hvis du gider? Jeg er ikke særlig interassant."
Da han troede at hun troede at han ville slå hende, kunne hun ikke lade være med at grine lidt. Det var jo absurd. "Nej, selvfølgelig ikke!" Hun smilede smørret og tilføjede, ironsk: "Du ville alligevel ikke have en chance imod mig!"
Han begyndte pludseligt at gå og hun fulgte automatisk med. Da han spurgte om hendes navn, overvejede hun kraftigt at give ham et falskt. Men på den anden side... Hvilken forskel ville det gøre? Derfor sagde hun: "Georgie." Hun prøvede at lyde neutral og spurgte så ham: "Og hvad er dit?"

"Måske ikke interresant, men du er fandme noget for dig selv," sagde han med et skævt smil og forsøgte at vise, at han mente det positivt. Han var stoppet lidt op og så på hende med et skævt smil og hovedet let på skrå.
"Og jeg ville ikke have foreslået det, hvis jeg ikke gad." Han kunne ligeså godt se efter et sted at tilbringe dagen. Nætterne gik af og til så frygteligt hurtigt og han havde stadig et ar fra sidste gang solens stråler ramte ham.
Han grinede lidt. "Jeg har ikke en chance mod dig? Okay, så siger vi det." Da han var menneske havde hans far ofte sagt, at kvinder bare skulle have lov at snakke og få ret - så slap man for at høre mere på dem.
"Georgie," gentog han og smagte lidt på hendes navn. Det var bestemt ikke ét, han havde hørt før - såvidt han huskede..
"Specielt navn, hvor er du fra?"
Han sukkede svagt, da hun spurgte til hans navn. Det var hun faktisk den første i byen, der havde gjort. "Ciel Diego Phoenix. Men mine venner kalder mig bare Diego." Han trak svagt på den ene skulder. Han var blevet kaldt ved fornavn, da han var menneske og derfor ville han ikke kaldes det mere - medmindre den, der sagde det, var en der stod ham nær.
Diego var det navn, hans skaber havde givet ham ... Og han havde modvilligt taget det til sig.

Selvom han viste, at det skulle tages som en kompliment, var hun ikke sikker på at hun gjorde det. Hun ville helst bare falde i ét med alle omkring sig, så man ikke lod mærke til hende. Hun hadede sådan noget.
Hun smilede, da han tydeligvis accepterede det, selvom han selvfølgelig godt vidste at hun jokede. Men ærlig talt så han ikke speciel stærk ud. Men udseendet kunne jo snyde meget, så man vidste aldrig... Hun kom til den konklusion at hun aldrig skulle udfordre ham. Det ville hun aldrig komme til at glemme - det var hun sikker på.
Hun kiggede mådende på ham, da han sagde at han ikke havde hørt navnet før, og sagde: "Øh, England.. Det er ellers et ret normalt navn.. I hvert fald fra den by jeg kommer fra.." Hvor i alverden var han fra, hvis han ikke kendte til det? "Sig mig.. Hvad er du fra? Diego." Spurgte hun. Hun havde tilføjet hans navn, som bekræftelse i, at hun havde hørt hans navn.

Han så lidt på hende, da hendes underkæbe pludselig faldt til jorden. Hvad havde han nu sagt? Han sukkede svagt og lod den glade maske falde. Der var ingen grund til at give sig selv ondt i kinderne for en tøs, der ikke engang egnede sig som måltid.
"Lige her fra Frankrig," sagde han kort for hoved. Han havde ofte været ude af Frankrig, men han kom altid tilbage. Han var stærkt bundet til sit fædreland, og han vidste med sikkerhed, at hans fædreland ikke ville slippe sine børn. Alligevel rejste folk på kryds og tværs af verden. Det var klart, at man ville se nogen andre steder, men han forstod ikke folk, der aldrig vendte tilbage til deres land.
"Jeg har været i England før, men jeg har aldrig hørt navnet Georgie ... Jeg har hørt om navnet Georgia, men efterhånden variere alle navne jo meget." Han smilede skævt til hende. Troede hun virkelig, at han slet ikke havde hørt navne der lød som det? Nej, ikke af dømme efter hendes hages placering på brystet.
"Du ser helt chorkeret ud?" Han hævede det ene bryn og begyndte at gå ned af gaden igen. Nu havde hun ladet facaden falde og han havde bestemt sig for at gøre det samme. Sjovt nok var de åbenbart det komplet modsatte af hinanden.

Hun nikkede kort, som svar til, at han kom fra Frankring. Hun blev faktisk ret nysgerrig. Hvad lavede han her? Havde han noget specielt han skulle? Hun lod mærke til hans pludselige humørsvigning, men blev ikke rigtig overrasket over det. Han virkede ikke som typen, som gik rundt og spredte glæde til alt og alle omkring ham. Hvilket hun var ganske tilfreds med. Hun orkede ikke at smile falskt, så hvis han heller ikke gjorde det, behøvede hun vel heller ikke.
"Hvad laver du her? I byen, mener jeg." Hun havde jo allerede spurgte ham om, hvad han lavede i dette område, så hun ville sikre sig, at han ikke misforstod det og troede han hun var fatsvag eller noget lignende.
Hun sukkede da samtalen endnu gang drejede over til hendes, åbenbart, unormale navn. Så trak hun på skuldrene og sagde: "Jeg har aldrig rigtig brudt mig om det, men man vælger jo ikke selv sit navn, vel?" Selvfølgelig kunne man det. Bare bede folk om at kalde én noget andet, men så kreativ var hun ikke. Og i øvrigt havde hun ingen idé om, hvad de skulle kalde hende. Det var som om at intet rigtigt passede til hende. Den tanke, fik et suk over hendes læber. Hun havde altid haft svært ved at identificere sig selv. Men måske var det hendes identitet? Ikke at have nogen.
Hun rystede på hovedet af hende selv, da hendes tanker næsten blev filosofiske. Hun gik stille efter ham, da han forsatte ned af gaden, som gerne skulle føre dem til togstadionen. Det håbede hun inderligt, for hvis det ikke var, ville hun nok højst sandsynligt ikke finde den, før solen viste sine første stråler.

Han bed sig svagt i læben og overvejede lidt hvad han skulle sige til det ... Han kunne jo ikke fortælle hende sandheden. Det ville blive værst for ham selv. Han måtte fordreje sandheden, men teknisk set, behøvede han ikke lyve.
"Jeg flygter fra min far," røg det ud af ham. "Jeg er kun 16, men jeg kan tage vare på mig selv." Det var ganske vist ikke hans far, han flygtede fra, men manden havde kaldt sig selv det, i de sidste hundrede år ... Han havde dræbt Diegos rigtige far og af en eller anden grund, kunne han ikke hade manden for den handling, selvom han havde elsket sin far meget højt.
Han skubbede det fra sig. At tænke på fortiden gjorde bare for ondt.
"Nej, man vælger ikke sit navn ... Men jeg var vel heldig med mit." Han smilede skævt. Han var godt tilfreds med sit og han ville ikke ændre det, hvis han kunne. Hvilket han jo teknisk set nemt kunne ...
Han stak hænderne i lommerne mens de gik ned af den mennesketomme vej. Han tænkte ikke så meget over, omder kom nogen, eller hvis der sket noget ... Hans tanker var låst fast til himlen og solens rejse op af den. Der var stadig et par timer til solopgang, men han var på vagt.
"Ved du, hvad klokken er?" Spurgte han ud i luften. Han var ikke rigtig nervøs, men han vidste, han skulle være klar til at finde et sted at opholde sig ... Før himlen blev rød.

Hun så ud i luften, da han fortalte, hvad han flygtede fra. Det mindede hende lidt som sin egen situation. Hun havde bare en hel by på nakken. Men de ville aldrig finde hende her, det var hun sikker på.
Hun var ret nysgerrig, mest fordi det lød som om han helst ikke ville snakke mere som sin far. Derfor spurgte hun toneløst: "Hvorfor flygter du fra din far?" Hun vidste godt, at det ikke ragede hende, men kunne da ligeså godt prøve at lokke det ud af ham, ikke? Da han kommenterede sin alder, rynkede hun brynene og sagde: "Ja..? Jeg er da også seksten, men jeg kan skam også tage vare på mig selv." Hun prøvede at se selvsikker og bestemt ud, men hvem prøvede hun at narre? Hun havde intet mad, igen sted at sove og ingen ejendele. Det ville snart gå galt, det vidste hun godt. Men det var heller ikke ligefrem fordi at folkene stod i kø for at hjælpe. Men endnu en gang vidste hun godt, at det var hendes egen skyld. Hun havde jo heller ikke ligefremt spurgt om hjælp?
Hun smilede svagt og sagde: "Ja, det har du vel..." Diego var faktisk et ganske pænt navn, men heller ikke et, hun havde hørt før. Men han var jo også fra Frankrig, så det forklarede vidst en hel del.
Hendes blik var også klistret på himmelen, da han pludselig spurgte om, hvad klokken var. Hun trak derfor på skuldrene og sagde: "Desværre, nej." Hun havde intet ur og hendes tidsfornemmelse var elendig. Klokken kunne være et. Men også fire om morgenen. Okay, måske ikke fire, for så burde man kunne se et rødt skær østpå, hvilket man ikke kunne. "Hvorfor? Er der da noget du skal nå?" Spurgte hun og fiskede efter hvad det var han skulle.

"Det kommer ikke dig ved," sagde han bare ligeså koldt som hun selv havde talt tidligere. Han så stift ned af vejen og sagde ikke mere til det. Han kunne ikke komme på en god løgn. Især ikke efter, at han havde sagt, det var hans far ... Det var måske et uheldigt ordvalg. Han sukkede tungt, lagde hænderne bag hovedet og lagde nakken tilbage mens han så mod himlen.
Et par mørkegrå skyer hang tungt på den sorte himmel og bevægede sig kun ganske langsomt, mens de i øjeblikke dækkede stjernerne for at slippe dem i næste nu. Det hele var meget vanskeligt at se, men når man lagde mærke til det, var det egentligt virkeligt smukt. Selv i hans menneskeliv havde han haft en svaghed for nattens skønheder.
"Ja, der er faktisk noget, jeg skal nå," sagde han koldt, men kunne ikke holde facaden, da han blev tvunget til at gabe. Solen måtte snart stå op, det måtte være derfor.
Han sukkede tungt og begyndte at se sig omkring efter et sted, han kunne skjule sig. Der ville gå evigheder før han fandt et sted og endnu en evighed før natten igen ville indhylde verden i sit beskyttende mørke.
Han sukkede bed sig i læben og knyttede næverne bag sit hoved.
"Men jeg skal i hvert fald være væk, inden solen står op, " sagde han lavmælt. Han havde givet tøsen så mange spor at det ville overraske ham, hvis hun ikke snart forstod hvad han var.
Måske var det også dumt af ham, at gøre det så tydeligt, men han orkede ikke kæmpe med at holde det skjult.

Hun trak bare på skuldrene af hans tonefald. Hun havde, som sagt, ikke forventet andet. Hun var ret sikker på, at hun ville have svaret på samme måde, hvis hun havde været i hans sko.
Hun fulgte hans blik på nattehimmelen. Hun kiggede tilbage på ham og sagde: "Hvad skal du da nå?" Hun prøvede ikke at lyde alt for nysgerrig, men det lykkedes vidst ikke specielt godt. Der var nu alligevel noget dragende over mystikken omkring ham. Hun ville gerne vide, hvad han var for en, men på den anden side, syntes hun at det ville ødelægge det hele.
Hun hævede det ene øjenbryn, da han talte om at skulle væk inden solopgang. Hun var sikker på, at der var noget mere i det. Noget under overfladen. Hvis dette var et slags eventyr, havde hun været sikker på at han var et slags overnaturligt væsen. Hun ville gætte på en vampyr. Men dette var virkeligheden og der fandtes ikke overnaturlige væsener. Det kunne der ikke.
Men hun var alligevel sikker på, at der var noget. Og hun ville vide, hvad det var. Derfor spurgte hun direkte: "Hvad er du?" Hendes tonefald var dæmpet, men afslappet, som om de talte om hverdagsting.