Forvirring. (Diego)

Han sukkede tungt af hende og ignorerede hendes første spørgsmål. Hun fattede åbenbart ikke, at han var ligeså hemmelighedsfuld om sit liv, som hun var.
Desuden, hvis han svarede på hendes andet spørgsmål, ville hun nok få svar på det af sig selv.
En høj latter slap hans læber, da hun hentydede til, at han ikke var et menneske. Hans arme faldt ned langs hans sider og han rystede lidt på hovedet mens hans blik løsrev sig fra den smukke himmel og vendte sig mod hende igen.
"Hvad? ... " Han så bare ud som om hun var faldet ned fra månen og hans ansigt afslørede ikke noget som helst.
Men pludselig ændrede det sig og de røde øjne blev tydelige og hans smil blev grumt - ja direkte ondskabsuldt.
"Hvad jeg er ... Hvad jeg er?" Hans latter kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv den største vand. "Jeg er vampyr, lille skat.Og den eneste grund til, jeg ikke har dræbt dig er ... At du more mig."
Ligger hovedet på skrå og føler mig virkelig som det rovdyr jeg jo virkelig er ...

Hun kneb øjnene sammen, da han valgte at lade som om hun var retarderet. Perfekt skuespil. Men hendes øjnene borede sig i hans. Pludselig skiftede hans øjne farve. De... Var røde! Selvom det var ret mørkt omkring dem, var det stadig tydeligt at se.
Hun skreg højlydt og tog et par skridt baglæns. Så rystede hun på hovedet og mumlede: "Nej.. Sådan noget findes der ikke." Hun rystede på hovedet som besat og forsatte: "Det er bare gamle myter."
Men alligevel var hun helt sikker på, at han talte sandt. Hun fik kuldegysninger og det rendte hende koldt ned af ryggen af hans latter. Det gav alt sammen mening nu. Maden, sollyset og den skiftende øjenfarve. Hun bakkede derfor længere og længere tilbage, derfra de var kommet fra og satte til sidst i løb. Hun løb så hurtigt hun kunne, og selvom det ikke var specielt hurtigt, havde hun alligevel et godt forspring.
Hun spildte ikke tiden på at kigge sig tilbage, men løb bare gennem smågader og gyder. Hun stoppede først op, da hun kom til et sted, hvor hun var sikker på at han ikke kunne finde hende. Ha! Men på den anden side. Hun vidste jo næsten intet om vampyre. Havde de en eller anden ekstra jagtesans eller noget? Det håbede hun inderligt ikke på.

Han hævede det ene bryn, da hun pludselig skreg og flygtede. Hurtigt satte han i løb efter hene mens en sindssyg latter slap ham. Han følte sig som et legesygt barn! Ingen sult plagede ham, så han kunne reagere præcis som han selv ønskede ...
Han halede hurtigt ind på hende og greb pludselig fat hendes arme.
"Det er altid så sjovt når de løber," grinede han, med en stemme som et lille barn. Han vendte hende mod sig og så hende i øjnene med et svagt, ondt smil. "Jeg sagde jo, jeg ikke ville dræbe dig, ikke?" Han anede ikke, hvad der gik af ham ... Han havde ganske vist aldrig været et rigtigt barn og haft en rigtig barndom, men at det skulle komme op i ham nu, var absurd.
"Skulle jeg hjælpe dig til togstationen eller ej?" Han havde hurtigt fået kontrol over sig selv igen og så hende bare i øjnene med alvorlig mine.
Han lagde svagt hovedet på skrå og forstod ikke helt, hvorfor hun flippede sådan. Men det var morsomt. Han havde virkelig troet, hun var en stærkere pige end det ... Faktisk virkede hun ret så kol doverfor alt, men vampyre kunne åbenbart komme igenem hendes skjold ...

Da hun mærkede at én tog fat i hendes arme, kiggede hun hurtigt bagud. Det var ham igen Hun gispede og prøvede at trække armene til sig. Hun var fuldstændig op og køre og sagde: "Du findes ikke! Jeg sover lige nu, for der findes ikke vampyre." Hun rystede på hovedet og prøvede at overbevise sig selv om dette. Så slog en tanke hende. Hvad hvis nu det hele bare var fup? Hvor var overvågningskameraerne? Hvilket show var hun med i? Det var i hvert fald et sygt et.
Selvom hun meget gerne ville tro, at dette var fake, kunne hun ikke få sig selv til det. hun vidste at alt han sagde var rigtigt. Måske pånær 'jeg dræber dig ikke'-sætningen. Hun havde på fornemmelsen, at hun ikke kunne stole på ham. Det havde hun sådan set haft hele tiden, men det var bestemt blivet forstærket de sidste par minutter.
Hun prøvede at tage sig sammen og svarede en anelse koldt: "Nej tak. Jeg skal nok finde den selv." Hun bed sig i læben og vidste godt, at hun ikke var overbevisende.
Med et suk vendte hun ryggen til sig og så sig omkring. Hvor var det nu hun var kommet fra? Hun gik 360 grader om sig selv, men alt lignede hinanden. Hun sukkede igen og sagde surt: "Mange tak..."

Et tungt suk slap hans læber. Hvorfor skulle hun dog også kæmpe sådan imod? Han rystede lidt på hovedet af hende og tænkte, at det nok heller ikke var verdens bedste idé at flyve på hende på den måde. Han så lidt ned og tyggede på ordene, før han lod dem slippe hans læber. Han kunne ikke lade det gå skævt nu.
"Findes jeg ikke?" Spurgte han tænksomt og så hende i øjnene. "I så fald, har du jo ikke noget at frygte?" Han havde hurtigt fundet den charmerende tone frem i sin stemme og så på hende med et forførende blik.
Han sukkede igen af hende og grebfat i hendes håndled, da hun forsøgte at gå.
"Georgie," hviskede han forførende og trak hende blidt ind til sig. "Lad mig nu bare følge dig ... " Han så hende i øjnene og trak hende langsomt tættere og tættere ind til ham. Han overvejede lidt om han skulle kysse hende. Det ville være sjovt at se udtrykket i hendes ansigt. Og hun ville højst sandsynligt give ham en lussing ...
Han pressede hende blidt ind til sig og besluttede, at han ligeså godt kunne lave lidt sjov. Han nærmede sig blidt og hans øjne lukkede sig hals i, mens hans arme lagde sig om hendes talje.
"Du burde ikke kæmpe sådan imod, hvis du virkelig tror på, det er en drøm," hviskede han mens hans læber nærmede sig hendes.

Hun kunne ikke skjule overraskelsen over hans pludselig ændrede toneflad. Den kolde, afvisende stemme var væk, og den var nu blevet erstattet med en charmerende og forførende én. Hun rystede på hovedet for at tænke klart, da han trak hende ind til sig, men det var svært overhovedet at tænke på noget som helst fornuftigt.
Hun ville meget gerne trække sig væk, da han pludselig nærmede sig hende, men af en eller anden grund, kunne hun heller ikke få sig selv til det. Det var som om han fik hende i en trance, som hun ikke kunne slippe ud af. Det var ikke fair! Pludselig måtte han meget gerne følge hende. Det skulle han faktisk. Han måtte ikke gå fra hende.
Hans røde øjne stirrede direkte ind i hendes brune, men hun blev ikke bange for hans, som hun havde været før. De var faktisk ret smukke. Det ville hun selvfølgelig ikke have syntes, hvis hun havde været sig selv og nogenlunde ved bevidstheden. Men han var så forførende, at alt ved ham syntes at være perfekt.
Han lukkede de forførende øjne i, og hans læber nærmede sig hendes. Gud, hvad lavede han?! Hun havde mest af alt ikke lyst til at stritte imod og bare lade sig forføre, men det sidste fornuft i hende skreg, at hun skulle vride sig ud af hans omfavning.
Så der stod hun - splittet. Hun vidste, at hvis hans fantastiske læber først mødte hendes, var der ingen udvej. Så ville hun være fuldstændig væk fra alt fornuft. Så ville det bare være ham, som var det vigtigste. Hun vidste ikke, hvad hun skulle, så hun blev bare stående og så chokeret på ham.

Blidt pressede han sine læber mod hendes og trak hendes krop ind mod hans. Der var ingen følelse bag hans charme - jo én. Blodbegæret. Men han ville ikke bide hende. Ikke hende. Ikke den eneste pige, der havde været i stand til at afvise ham to gange i træk. Han måtte indrømme, at han var imponeret, selvom han nok aldrig ville sige det højt.
En svag lyd slap ham før han igen løsnede grebet om hende og så hende i øjnene. Et smil spillede på hans læber og det var egentligt lidt af en sejr. Han havde måske ikke stukket tænderne i hendes hals, men han havde stjålet et kys, uden at hun gjorde modstand. Det var mere end sejr nok for ham i det øjeblik. Han var jo mæt alligevel.
"Rolig, min skat," hviskede han lokkende og lod hænderne glide ned over hendes hofter. "Du sagde jo selv, det bare er en drøm." Hans smil var på én og samme tid forførende og ondskabsfuldt.
Hun var i hans magt nu ... Hun var hans! ... Hvor rungede de ord dog godt i hans hoved. Han smilede bredere og bredere mens han roligt slap hende og tog hendes hånd igen.
"Lad os nu bare komme ned til togstationen, okay?" Han begyndte at trække hende med ned af vejen og endu engang føltes hun halvt om halvt som dødægt

Det hele skete så hurtigt - hans fantatiske læber mødtes med hendes. Det føltes som om at hun smeltede. Alle hendes mure smeltede. Der var ingen fascade tilbage - intet kulde. I hvert fald ikke fra hendes side.
En klynkende lyd gled over hendes læber, da han løsnede grebet om hende. Det måtte han ikke! Da der var en vis afstand mellem dem, begyndte hun så småt at tænke mere klart. Men før hun var klar nok i hovedet til at tænke fornuftigt, kunne man igen høre hans stemme. Hun smilede for sig selv. Hans chamerende, forførende stemme. Hun lod slet ikke mærke til, at den også indebar noget negativt. Hun var alt for væk i ham. Hun gentog hans ord igen og igen i hendes hoved. Hvis dette var en drøm, måtte han meget gerne trykke sine læber mod hendes.
Da han fjernede hænderne fra hendes hofte, skulle hun lige til at protestere. Men så mærkede hun hans kølige hånd i hendes. Det var som at flyve på en lyserød sky. Hun var blendet. Af hans skønhed. Af hans perfektion. Det var som om hun var i en trance. En trance, som hun ikke havde lyst til at komme ud af.
Han trak hende med ned af gaden, mens han sagde noget om togstationen. Præcist hvad han sagde, lod hun ikke mærke til. Hun lod til gengæld mærke til hans perfekte, bløde stemme.

En kort, lille latter slap hans læber, da han i hendes tanker så, at hun ønskede endnu et kys. Han kunne vel sagtens udnytte situationen, men af uforklarelige årsager, valgte han at lade være. Han forstod ikke rigtig sig selv, men han kunne bare ikke tage livet af hende.
Ikke fordi han følte sig følelsesmæssgit bundet til hende på nogen måde ...Men hun var det første menneske han virkelig havde kæmpet for at få i sit net, og det ville næsten være et spild at gøre det af med sådan en udfordring.
Han smilede lidt mod hende, mens de gik op af den mennesketomme gade. Hun fuglte ham som en villig hvalp - ligesom så mange andre tåbelige dødelige - og han nød hvert sekund!
"Sig mig, min kære Georgie. Hvad flygter du fra?" Hans nysgerrighed havde nået et punkt, hvor han ikke kunne stoppe det mere. Og nu, hvor hun var så meget i hans vold, kunne han ligeså godt få stillet den nysgerrighed. Smilet falmede og blev mere og mere charmerende, mens han trak hende lidt tættere ind til sig uden at stoppe med at gå.

Hun fulgte villigt efter ham. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at gå, mens legen var god. Det var som om han var en slags magnet - umulig at løsrive sig fra.
Da han spurgte om hendes flugt, svarede hun bundærligt: "Min familie." Hun uddybede ikke og tænkte slet ikke over, at det var noget hun ville holde for sig selv. Hun havde sagt det med det samme, helt uden at tænke over, at det måske kunne få konsekvenser.
Mens de stadig gik, trak han sig tættere ind til hende og hun smilede. Huun havde bestemt ikke tænkt sig at flytte sig. Ikke engang en millimeter. Kun tættere på ham, hvis det skulle være.

//Min kreativitet døde.. >.<

Han stoppede op og trak hende tæt ind til sig. Der var ikke tid nok til at komme til stationen, eftersom der kun var en times tid til daggry.
"Hør, lille skat," hviskede han, mens hans arme endu engang snorede sig om hendes talje. "Jeg skal være væk inden solopgang. Det ved du." Han kyssede hende kort og lokkende før han slap hende fuldstændigt og fortsatte ned af gaden. Han regnede helt klart med, at hun ville følge efter, men han havde brug for at finde et sted, hurtigst muligt!
Han sukkede svagt mens han ledte efter noget, der kunne ligne et hotel, men kvarteret var håbløst forfalden og man ville sikkert ikke kunne finde noget. I så fald, måtte han håbe, der var en forladt bygning, for han nægtede sig selv at gemme sig i en gyde igen. Alle disse snavsede omgivelser var langt under hans niveau, og han nægtede at tage sig til takke med dem, med mindre det var aller sidste udvej.
Han stoppede kort op og så sig over skulderen. Han var sikker på, hun ville følge efter, men ... han havde jo taget fejl før om denne pige, så han kunne ikke vide sig sikker.

//Det er okay, bette skat! Bare prøv at holde en gennemsnits-længde ... Beslut dig for en længde du vil opnå hver gang. Det hjælper x3

Hendes hjerte satte straks farten op, da hun mærkede hans hænder ved hendes hofte og hans åndedræt ved ørene. Og hendes viljestyrke hjalp ikke ligefrem, da hans fantastiske læber pressede sig mod hendes. Så det var helt naturligt, at hun fulgte efter ham, da han slap hende.
Mens de gik, spurgte hun forsigtigt: "Er det rigtigt, at du brænder op i solen?" Hun kiggede nysgerrigt på ham. Hun vidste ikke særlig meget om vampyrer, men det havde hun da hørt om.
Da han var i en vis afstand fra hende, var det som om at hun vågnede. Vågnede fra en slags trance. Hun stoppede op og så sig forvirret omkring, som om hun ikke kunne huske, hvad der lige var sket. Det kunne hun selvfølgelig godt, men hvordan havde hun ladet det gået så vidt? Hun var gået med en vampyr! Hvor uansvarlig kunne man være? Han kunne dræbe hende så let, hvis han havde lyst. Han havde selvfølgelig sagt, at han ikke ville gøre det, fordi hun var underholdende. Men hvad så når hun ikke var det mere? Hun rystede kort på hovedet og så afventede på ham, uden rigtig at vide hvorfor.

Han sukkede tungt og nikkede lidt, mens han så på hende.
"Ja, vi brænder op ... Så hvis jeg ikke finder et sted at være, inden daggry, vil jeg blive en bunke aske." Han rynkede brynene lidt og læste hendes tanker. Et smil bredte sig mere og mere på heans læber. Så stædig hun dog var. Et par meter mellem dem, og så kunne han ikke tiltrække hende mere.
"Du vil måske gerne se mig blive til aske?" Han overvjede lidt, hvad hun kunne finde på, nu, hun var sig selv igen ... Hun virkede jo ikke hævngærrig, men man kunne jo aldrig vide.
Han sukkede og rullede med øjnene. Hun ville sikkert ikke engang hen til togstationen mere af bar raseri over de kys ... Men hun virkede underligt rolig?
Han lod ikke hendes tilstedeværelse påvirke hans tankegang. Han måtte finde et sted. Han fik øje på en bygning længere henne, der ikke virkede beboet og hurtigt satte han farten op.
"Har du tænkt dig at blive her, lille skat? Din familie skulle jo nødig finde dig." En tanke slog ham pludselig og han stoppede op og så på hende. "Du er i sikkerhed sammen med mig."

Hun lyttede nysgerrigt, da han fortalte om hvad der ville ske, hvis solens stråler ramte hans hud. Hun vidste, at det ikke var den korrekte reaktion hun fik, men hun var faktisk ret fascineret. Ikke fordi hun ville se det, eller jo, hvis det ikke var Diego det gik ud over, var det helt fint med hende. Hun var ligeglad.
Da han begyndte at gå igen, fulgte hun automatisk med ham, uden rigtig at tænke over det. Dog holdt hun en vis afstand fra ham. Man vidste jo aldrig. Da han sagde det første om at blive her, skulle hun lige til at sige ja, men da han så snakkede om hendes familie, bed hun sig i læben og stoppede op. Hun så sig tilbage, uden rigtig at vide hvorfor. Måske fordi hun fik følelsen af, at de åndede hende i nakken. Hun kiggede mod ham igen og kunne ikke undgå at være lidt skeptisk, da hun sagde at hun var i sikkerhed hos ham. Han var en vampyr! Men hun havde alligevel en fornemmelse af, at hvad han sagde var rigtigt. Hvis han altså ikke dræbte hende.
Hun bed sig i læben. Hun kunne vælge to ting; blive hvor hun var og blive fundet af hendes familie, som uden tvivl ville dræbe hende. Og hun kunne gå med ham og risikere at blive dræbt. Hun var ikke dum, så hun nikkede stille og fulgte igen efter ham.

Han smilede skævt, da hun fuglte efter ham - præcis som han havde forventet.
Hendes tanker overraskede ham lidt ... Ville hendes familie virlkelig slå hende ihjel? Han kunne knap tro det, men nu var det også meget længe siden, han havde fhaft en familie. Det kunne være, det var anderledes end det havde været. Men han regnede nu ikke med, at familiebånd ville ændre sig SÅ Meget på 100 år.
Hans smil voksede svagt, da hun nikkede og gik med ham.

Han sagde ikke noget, mens han gik om på siden af bygningen, hvor de ikke var så lette at få øje på, og rev et par brædder ned, der drækkede vinduet i den forladte byning. Hurtigt kravlede han op at sidde i vinduet og rake en bydende hånd ned til hende. Han esukkede svagt og vidste ikke helt, om hun ville tage imod.
"Det ville vække for meget opsidsgt, hvis vi brød døren op." Han regnede med, at hun ville afslå hans hjælp, nu hvor hun var sig selv igen ... Han skulle nok få det rystet af hende igen snart ...
Han så kort mod himlen, der allerede var ved at få en rødlig farve.
"Åh for satan, skynd dig!"

//Svarer når jeg kommer hjem fra ferie. :3//

//Kay så ...