Første møde (Mark)

Sted: Parken
Tid: Lige efter middag
Omgivelser: En masse, som slapper af
Vejr: Solskin, med et par skyer på himlen. Passende tempratur

Den kolde bænk gav Georgie kuldegysninger, da hun satte sig på den. Det overraskede hende meget, at den kunne være så kold i denne varme. Men hendes hvide sommerkjole havde nok meget med det og gøre. Og så vidste hun jo også godt, at det bare var et spørgsmål om tid, før hendes kropsvarme fik varmet den op.
Hendes blik gled over parken. Der var en masse børnefamilier og kæresteåar, som gik og hyggede sig. Det kunne forstås på to måder, hvilket også var meningen.
Hun lukkede øjnene og vendte sit ansigt mod solen, mens hun smilede let. Hun var nu meget glad for, at dette i det mindste var det samme som hjemme. Det havde været en kæmpe omvæltning at komme hertil. Især fordi hun havde stødt på de mærkeligste væsener, som hun slet ikke vidste fandtes. Vampyrer og varulve? Nogle gange spekulerede hun stadig på, om dette var en drøm.

//Ret kort. Sorry. :3//

I en busk bag hende sad en dreng på knæ og så rundt han var ikke mere end 16 maks. Men allerede i den alder var han dømt. Han havde været på Rehabilitetskursus men han kunne ikke lade være. En pige på 16 satte sig på bænken foran ham. Hun havde en taske med. Han smilede ondt. Der gik ikke lang tid efter før han tog sin elefanthue helt over hovedet og hoppede frem og tog hendes taske og så hende kort i øjnene pludselig var han ved at falde så han tabte blikket og fik så sin ballance igen. Og begyndte at løbe alt hvad han kunne. Ud af pakken og ind i en gyde hvorefter han satte sig bag en skraldespand og åbnede hendes taske for at rudde den igennem. Med et håb fandt han måske nogle penge han kunne bruge. Han hørte fodtrin. Han fandt sin butterflykniv frem og svang den mellem fingrene så den gik op og holdte godt fast i den. Og håbede det ikke var pigen som havde fulgt efter ham.

Den ellers så perfekte dag blev hurtigt ødelagt, da en mand, eller dreng, kom løbende og huggede hendes taske. Hun nåede lige at se ham kort i øjnene, før han forsvandt. Hun sad chokeret tilbage - stivnet. Så rystede hun på hovedet og blev rasende. Hun rejste sig hurtigt op og løb efter ham. Så hurtigt som hun kunne. Hvad fanden bildte han sig ind? Kendte han ikke forskel på mit og dit? Åbenbart ikke.
Hun løb hurtigt efter ham, uden rigtig at vide, hvor han løb hen. Men pludselig genkendte hun gyderne. Hun gøs stille. Her havde hun været før. Hvor hun mødte en vampyr. Hun gøs igen og satte farten ned til gang. Hun ville ikke lave for megen larm.
Hendes skridt gav genlyd i de skumle gyder og hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede hurtigt. Det var ikke på grund af hendes tidligere løbetur. Hun følte sig bare ikke sikker i dette område. Slet ikke.
Hun gik ned i den gyde, hun mente at han var gået ned af. Der var ikke særlig meget. Noget skrald hist og pist og et par skraldespande. Hun skulle lige til at gå skuffet videre, da hun hørte en lyd. Det lød som om noget rodede i noget. Hun var næsten sikker på at det var ham, så hun nærmede sig ham med et hastigt åndedræt.

Han så kort rundt om skraldespanden og så hende før han tog tasken og rejste sig og sigtede på hende med kniven "du holder dig væk fra mig" sagde han hårdt mens han fortsat så på hende "eller jeg stikker dig ned og jeg tør godt" sagde han selvom hånden med kniven rystede svagt hans tøj var meget pænt det lignede kinesisk med et tørklæde godt om halsen og så hans sorte elefanthue over hans hoved hvor man kunne se hans svagtrøde perfekte læber samt hans smukke blå øjne som stirrede på hende nervøs for hun ville gøre noget dumt han var allerede blevet taget op til flere gange for severale ting så han ville ikke mere han var blevet 15 og havde lovet sig selv ikke at ryge i fængsel uden modstand vis hun gjorde noget dumt som at prøve og tage tasken eller ringe efter politiet måtte han stikke hende ned... Vis altså han kunne fordi han var langsomt ved at falde i i hendes øjne som en dyb brønd men han rystede hovedet og kom til sig selv og så på hendes mund for at undgå øjenkontakt

Den eneste hun rigtig lod mærke til var kniven, som han holdt rettet direkte mod hende. Hun gispede og så skræmt på ham. Det turde han ikke! Eller hjorde han? Hun ville meget gerne finde en kold fascade frem, men det kunne hun slet ikke. Det var som om hun var i chok. Eller det var hun faktisk.
Hun rystede på hovedet og prøvede at komme til sig selv. Nu hvor chokket nogenlunde havde fortaget sig, kunne hun mærke raseriet stige. Hvad troede han lige at han gjorde? Det var slet ikke acceptabelt, så hun sagde spydigt: "Fjern kniven, tak." Hendes øjne borede sig ind i hans. Det var nok et ret truende blik, hvilket også var meningen. Men det var nok ikke så smart. Han havde en kniv og hun havde.. Ingenting. Men det tænkte hun selvfølgelig ikke over.
Hun havde lyst til at råbe af ham, hvilket gav hende en idé. Hun tog en dyb indånding og skreg så højt hun kunne: "TYV! TYV ALLE SAMMEN! HAR HAR STJÅLET MIN TASKE!" Der var nok ikke mange der ville høre det her omkring, men hvis der bare var én, var det vel bedre end ingenting.

Samtidig med han så på hendes truende blik var han igen ved at falde om men han tog sig igen sammen. Pludselig begyndte hun at råbe. Han så chokket rundt som om han forventede ragnerok men pludselig så han noget. Et politiblink bag hende. Han så chokket på hende før han begyndte at løbe med tasken. 2 betjente kom løbende forbi hende og fangede ham kort efter. "hejsa Mark allerede igen? Hvad er det? 2 år? Jeg troede du ville holde længere" sagde den ene betjent mens de hev ham op og stå. De havde taget hans maske af. Og hans smukke ansigt kom frem. De hev ham med sig mod hende og gav hende hendes taske mens de holdte ham. "Undskyld frøken vi må be dig om at tage med på stationen" sagde betjenten roligt mens den anden hev Mark om på bagsædet og satte sig ved ham så han intet kunne gøre. Den anden betjent førte pigen med hen til forsædet så hun kunne sætte sig ned. Mark sad bare stille "Jacob mand du ved jeg intet gør når jeg først er fanget" sagde han "når ja det rigtig sorry Mark" sagde Jacob og slap Mark så han kunne sætte sig op "hvorfor fanden er du ikke stoppet med det tyveri endnu" spurgte Jacob Mark om Mark så på ham "hvad kan jeg sige" han så på pigen og brugte sin evne eller rettere sin magt over for piger "hun var bare for smuk" sagde han med et smil

Det hele skete så hurtigt, at hun næsten ikke nåede at opfatte det. Hans blik var fokuseret på noget, bag hende, så hun fulgte blikket og så et par betjente. Hun smilede lettet. Da de fik fanget ham og spurgte, om han allerede havde stjålet igen, hævede hun det ene øjenbryn. Han havde åbenbart ikke været desperat, som hun havde troet. Måske var det dette han levede af?
De trak masken af ham og da hun sådan rigtig så hans ansigt, gispede hun diskret. Han lignede en engel. Hun bed sig i læben og kiggede ned. Det var dog ikke længe det fik lov til at være der, da hun fik sin taske igen. Hun smilede taknemmeligt til dem og sagde: "Tak."
Hun vidste godt at det var barnligt, men hun kunne ikke lade være med at give ham et så-kan-du-lære-det-blik.
Da en af betjentene bad hende om at tage med på politistadionen, blev hun straks forbeholden. Hun havde ikke rigtig lyst til at køre med dem, men da hun slet ikke ville sige en betjent imod, satte hun sig ind i bilen med et skræmt ansigtsudtryk.
Snakken gik livligt på bagsædet - de kendte åbenbart hinande. Ret godt. Hun kunne ikke lade være med at rødme lidt over hans chamerende tonefald og søde ord om hende.

"Du skal ikke tage dig af ham han er god til at forføre" sagde betjenten der styrede bilen "hallo Michael husk lige dengang med de tø..." "DET SNAKKER VI IKKE MERE OM" sagde Michael hurtigt mod spejlet hvor han kunne se Mark hvorefter han mimede det sidste af ordet 'ser' hvorefter han sukkede og så ud af vinduet "denne gang ender jeg sikkert i ungdomsfængsel" hviskede han til sig selv Jacob lagde en hånd på Mark's skulder "rolig Jacob vi kender din baggrund ud og ind det ikke sikkert du ryger ind" sagde han roligt Michael fortalte pigen "han mistede sin mor som 2 årig og røg på børnehjem som 5 årig fordi hans far var misbruger" Mark rettede sig vredt op "JA HVORFOR FORTÆLLER DU HENDE IKKE LIGE SÅ GODT HELE MIN LIVSHISTORIE" råbte han vredt før Jacob klappede på Mark's skulder "rolig Mark" hviskede han roligt "det var bare for at få hende til at forstå din smerte" sagde han roligt "jeg er ligeglad jeg vil hellere ryge i fængsel end at fortsætte sådan her" sagde han roligt "nu når vi taler om kriminelitet er du ikke stukket af fra børnehjemmet igen" sagde Michael og stoppede ved politistationen og vendte sig mod ham Mark nikkede kort "jo det er jeg jeg gider ikke være der" hviskede han svagt "jeg er så ensom der der er ingen som gider snakke med mig fordi jeg har min plettede straffeattest" sagde han roligt Jacob steg ud og hjalp Mark ud mens Michael så på pigen roligt "hej som du har hørt er mit navn Michael og jeg er betjent her i Di Morga og jeg vil gerne vide om du vil anklage ham eller lade ham slippe for denne gang" sagde han roligt til hende mens Mark blev ført ind på politistationen ind i en celle "du kan osse få lov til at snakke med ham" sagde Michael roligt

Hun lyttede opmærksomt og spurgte: "Hvad for noget? Hvad skete der med de 'tøser'?" Hun kiggede nysgerrigt på betjenten og derefter på drengen, som åbenbart hed Mark. Hun havde på fornemmelsen at hun ikke ville få specielt meget ud af at spørge dem hun tog i det mindste chancen.
Hun tav dog, da betjenten begyndte at fortælle om hans baggrund. Hun bed sig i læben og så ned i sit skød. Det var ret akavaet. Og sørgeligt, selvfølgelig. Så var det da ikke så sært at han opførte sig, som han gjorde. Hun havde mest af alt bare lyst til at stige ud af bilen og glemme det hele.
Da betjenten, Michael, som han havde præsenteret sig, gav hende et valg, bed hun sig i læben og så ned i jorden. Hun var splittet. Hvad skulle hun gøre? Anklage ham og måske få ham i fængsel? Han havde jo bare taget hendes taske. Skulle hun bare lade som om dette ikke var sket? Det var jo det hun mest af alt havd lyst til. Hun havde ikke rigtig lyst til at snakke med ham. Hun havde absolut intet tilovers for ham!
Hun sagde derfor: "Jeg vil helst bare have at alt dette bliver glemt." Hun kiggede ned i jorden for at undgå øjenkontakt. Hun følte sig enorm fej. Tænk, hvis hun var skyld i at drengen gjorde det igen? Hun rystede på hovedet - hun havde truffet sit valg.

Michael betjenten så på hende fortsat lidt "jeg tror han kan li dig" sagde han roligt og så på hende fortsat "han plejer ikke blive sur over at jeg fortalte om hans fortid" sagde han smilede roligt før han steg ud og gik rundt om for at hjælpe hende ud "jeg synes du skal snakke med ham bare rolig han vil sikkert snakke med og til dig du behøver sikkert ikke sige noget medmindre du gerne vil og en betjent vil blive der hos dig plus han vil ha håndjern på" sagde han roligt mens han smilede og fulgte hende indenfor "nåh men ligemeget hvad skal jeg bruge dit navn efternavn adresse og værges navn efternavn og nummer så jeg kan ringe og fortælle hvad der er sket så snart du har fortalt mig det" han førte hende ind på hans kontor og tændte sin computer og så på hende "tænk tilbage og fortæl mig hvad du husker fra hvad der var sket" sagde han roligt og tappede på knapperne som hun fortalte eller osse prøvede han at forklare hende at hun skulle fortælle det vis hun ikke ville enden eller
Mark lå på den hårde madres i cellen og så op på loftet med et halvt nervøst blik og halvt undrende blik før han så mod døren og råbte "JACOB" hvorefter Jacob kom ind og satte sig ned Mark satte sig op "har du nogensinde prøvet at være forelsket?" spurgte han roligt "Mark jeg er gift og har 2 børn selvfølgelig har jeg været forelsket" sagde han "hvordan føles det" spurgte Mark "det føles som om at når i får øjenkontakt så står hele verdenen i stå og man er ved at falde" forklarede Jacob til at starte med "tjek" sagde Mark og så på Jacob "man får sommerfulge i maven når man ser hende for sig og man kan ikke lade være med at smile" Mark smilede "tjek" sagde han og mærkede på sin mave "og det føles som om man er bange for at dumme sig" Mark sukkede højt "tjek" hviskede han og gemte ansigtet i hænderne "men det er for sent" sagde han roligt
Jacob så på ham roligt "Mark vis du slipper så gå efter hende undskyld og sig at du er forelsket i hende" sagde han roligt "eller måske er du heldig hun gerne vil snakke med dig" sagde han smilende og rejste sig og gik ud mens Mark sad der helt smadret lige ved bristepunktet mellem at græde og ryste

Hun blinkede et par gange med øjnene og der gik nogen tid, før hun endelig fandt tråden igen. Så rystede hun på hovedet og sagde: "Det tror jeg nu ikke. Jeg tror han hader mig." Hun smilede skævt og forsatte: "Men det vel også forståeligt. Jeg har lige fået ham smidt i fængsel. Hun så tankefuldt på stationen, mens betjenten gik ud af bilen og over til hendes side, for at hjælpe hende ud.
Hun sukkede og sagde: "Okay så. Men kort." Hun fulgte efter ham ind på stationen og var ikke særlig tryg ved situationen. Hun kiggede sig nervøst omkring og bed sig i løben. En dårlig vane hun havde, når hun var nervøs.
Hun gik med ham ind på kontoret og bed sig så i læben - igen. Hun kunne ikke svare på spørgsmålene. Hun havde ikke kontakt til hendes familie og hun var på flugt. Skulle hun lyve? Hun ville ikke på børnehjem. Men... Hun var seksten. Hun kunne godt bo alene. "Øh.. Jeg hedder Georgie Soul og bor på et hotel inde i byen." Det var alt hun kunne svare på. Hun kiggede ned og tog en dyb indånding, før hun begyndte: "Altså.. Jeg var en tur i parken, hvor jeg sad på en tilfældig bænk. Og.. Så pludselig dukkede han op og tog min taske." Hun kiggede fustreret ned. Det var som om der var et hul i hendes hukommelse. "Det næste jeg husker er at jeg løber efter ham. Og jeg finder ham i den gyde, hvor I fandt os. Han truede mig med en kniv, så jeg skreg og så kom I." Hun gad ikke til at fortælle detaljer. Det var alt de behøvede at vide.

Michael så på hende roligt og skrev det hele ned alt hvad hun sagde han så på hende kort "jeg tror ikke jeg fik fat i din værges eller forældres navn og nummer" sagde han roligt og så på hende fortsat før nogle kaldte over radioen det kunne høres var Jacob "ja han er rimelig sikker på sine følelser ser det ud til han er virkelig ked af det nu kan der være mulighed for de kan snakke sammen han har alligevel tænkt sig at lede efter hende når han kommer ud du kender jo reglerne de må ikke lukkes ud samtidig men han vil lede efter hende alligevel" sagde Jacob og ventede på svar mens Michael så på hende "har du lyst til det?" spurgte han roligt mens han så på hende og ventede på svar "du må endelig ikke tro jeg prøver at tvinge dig til noget men ser du jeg er den betjent som har ansvaret for Mark vis han anholdes så skal jeg tage hånd om sagen sådan er det når man bliver anholdt mere end en gang" sagde han roligt og så på hende fortsat
Mark sukkede igen trist og rejste sig for at gå frustreret rundt i ring mens han ventede på at høre om hun ville snakke med ham eller ej vis hun ikke ville så ja så måtte han vel bare acceptere det tanken fik ham til at ryste og knytte sin højre hånd hårdt men han kunne ikke holde det før den faldt slap fra hinanden og han satte sig fustreret ned og gemte ansigtet i hænderne igen

Hun kiggede ned og sagde: "Jeg - jeg ved det ikke." Hun bed sig i læben og håbede at det var godt nok for ham. Hun kunne ikke sige mere. Og hun ville virkelig ikke anbringes på et eller andet hjem med masser af andre børn. Hun fik gåsehud af tanken.
Hun lyttede opmærksomt, da betjentene konverserede med hinanden. Da han endnu engang spurgte hende, om hun havde lyst til at snakke med ham, tøvede hun lidt og nikkede derefter svagt. Hvorfor hun sagde ja til dette, vidste hun ikke.
Hun så sig omkring i rummet og håbede inderligt, at alt dette snart ville være overstået. Eller endnu bedre - at hun vågnede. Vågnede fra dette maridt. Hun kunne virkelig ikke lide situationen, så hun skævede til Michael og spurgte: "Du vil være der, ikke?" Hun ville ikke, hvis der ikke var andre til stede.

//Jeg undskylder for min elendige kreativitet. xD//

Michael så på hende roligt "jeg vil sidde lige ved siden af dig og Jacob vil sidde ved siden af Mark" sagde han roligt mens han så på hende og tog radioen "Jacob? Hun har sagt ja til at snakke" sagde han roligt "jeg føre hende til forhørslokalet" sagde han og rejste sig op og fulgte hende med ham hen til forhørslokalet ind i siderummet så man kun kunne se ind igennem noget glas men han ville ikke kunne se hende før hun var klar og ville gå derind
Jacob førte Mark ind i forhørslokalet hen ved væggen og sætte sig på den anden side af metalbordet inderst helt op af væggen hvorefter Michael så på hende "kom ind når du er klar" sagde han og gik ind og satte sig på den inderste plads så de ikke sad over for hinanden men på skrådt så hun kunne løbe og Mark blev nød til at gå hele vejen rundt om bordet før han kunne nå hende.

Hun var utrolig lettet, da hun fik det afvide, men det var ikke noget, som kunne ses på hende. Hun holdt det perfekte pokerfjæs. Hun rejste sig og gik med ham ind ved siden af. Hun blev dog ståede udenfor i nogen tid, hvor hun tog et par dybe indåndinger og prøvede at tage sig sammen. Hun havde alligevel ikke lyst til dette, men der var ingen udvej nu.
Derfor tog hun den sidste dybe indånding, før hun gik derind, med blikket i gulvet. Hun satte sig ved siden af Michael og stirrede ned i bordet. Hun bed sig i læben og var ret skræmt af hele situationen. Hvad skulle der til at ske?
Hun skævede derfor op til Michael, da han var den, hun følte sig mest tryg ved, selvom hun lige havde mødt ham. Hun så med et spørgende blik på ham og havde slet ikke kigget på Mark, selvom hun vidste, at han var der.

Mark så på hende roligt med et trist blik før han rømmede sig "øhm" han så tænkende på hende "jeg så dit navn var Georgie" sagde han og så ned i bordet han havde set det på et stykke papir i hendes taske "Mit navn er Mark" han var skide nervøs fordi vis han bare sagde 'jeg er vild med dig' ville det nok blive lidt akavet han samlede sit mod op fra gulvet rent billedmessigt og så på hende roligt før han trak vejret og sagde i en strøm som overraskede begge betjentene meget "siden jeg så dig i øjnene efter at have snuppet din taske har mit hoved siddet fast på dig jeg har sommerfugle i maven når jeg tænker på dig jeg er ved at falde over mig selv når jeg ser dig i øjnene og jeg er nervøs og bange for at du går og jeg ikke vil kunne finde dig igen" Michael så helt måbende på Mark Mark havde aldrig vist følelser før andet end sjov og vis han var ked men intet med forelskelser før "Mark du ved godt hun har droppet anklagerne ikke?" Mark så på hende "jeg er ligeglad det er første gang jeg har følt sådan her jeg mener det bedst at sige det" Michael nikkede kort og så på Georgie Jacob fik sig taget sammen og klappede Mark på skulderen men Mark så bare ned i bordet han havde lige gjort sig selv til grin foran den første pige han kunne li sådan rigtig li

Hun kunne ikke ikke skjule sig overraskelse over hvad han pludselig sagde. Hendes kæbe faldt næsten ned på hendes bryst og hun stirrede bare på ham, som en eller anden idiot. Sådan følte hun sig i hvert fald også. Hun blev ved at stirre måbende på ham, før hun endelig tog sig sammen og rømmede sig. Hun mumlede til sig selv: "Det.. ændre vel tingene lidt."
Hun kiggede forlegent ned i bordet og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige. I lige måde? Havde hun sådan nogle følelser for ham? Det vidste hun ikke. Han virkede ret sød. Men så kom hun i tanke om at han havde truet hende med en kniv og stjålet fra hende.
Stadig med blikket i bordet, spurgte hun: "Hvorfor truede du mig så med en kniv?" Hun pressede sine læber sammen, så de blev til en tynd streg. Hun kiggede stadig i bordet og ventede på hans svar.

Der gik ikke lang tid før Mark svarede trist "jeg var bange for du ville sende mig i fængsel" hviskede han blidt og rettede blikket svagt op på hende "jeg ville ikke kunne stikke dig ned selv vis jeg prøvede" hviskede han svagt "jeg skader ikke piger for det første og for det andet jeg skader specielt ikke dem jeg er forelsket i" hviskede han blidt og så på hende blidt "jeg havde intet valg vis jeg blev kastet i fængsel ville mit liv blive ødelagt og jeg manglede penge" hviskede han roligt Michael så på ham kort "vent lidt du stak ikke af idag du ham som stak af for 3 dage siden" sagde han og så på ham "ja jeg gad ikke være der mere så jeg stak af jeg løb tør for penge til morges og prøvede at finde andre løsninger lige siden men jeg kunne ikke finde nogle andre" han sukkede og prøvede at tage fat i hendes hånd selvom han havde håndjern på "Georgie du må undskylde vis jeg skræmte dig kan du tilgive mig? Jeg gir en film i biografen og popcorn" han slog sig selv på panden "så snart jeg får penge" sagde han dumt "på en ærlig og lovlig måde" forsikrede han hende om ikke så meget for betjentene men for hende for at bevise han kunne godt være ærlig og lovlydig

//Svarer når jeg kommer hjem fra ferie. :3//

//Ej helt ærlig:( Hvornår kommer du så hjem?:)

//Den 22. eller 23. :3//

//Okay:)

//Men der er du jo også smuttet, ikke? xD//

Jeg er væk til starten af uge 30:D

//Hvilken uge er vi i nu? xD//