Første møde (Mark)

//27 vis jeg husker rigtig:D

Hun gibbede med øjnene, da han sagde at han var forelsket i hende. Det var ikke noget hun hørte hver dag. Hun kiggede hjælpeløst rundt i rummet, mens hun prøvede at finde de rigtige ord. Men hun kunne ikke finde sin stemme og vidste udmærket godt, at hun ville snuble over ordene, hvis hun prøvede.
Da han forsigtigt tog hendes hånd, ville hun trække den til sig, men et eller andet holdt hende tilbage. Medlidenhed, måske? Hun vidste det ikke helt. Hun kunne dog ikke lade være med at smile skævt da han tilbød en biograftur. Det var vel tanken, der talte?
Hun kiggede med milde øjne på ham, stadig uden at sige noget. Hvad var der at sige? Han skulle alligevel højst sandsynligt ind og sidde. En stik af dårlig samvittighed ramte hende igen.
Hun trak stille og roligt sin hånd til sig, men fjerne ikke blikket fra ham, da hun lænte sig tilbage i stolen. "T-tak for tilbuddet," sagde hun usikkert. Det var rimeligt dumt sagt af hende, men hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige.

Han så på hende lidt og sukkede "vis du ikke er interesseret så sig det" hviskede han og rejste sig op og Michael hjalp ham tilbage i sin celle hvor han satte sig og så ligeud for sig ind i en væg og bare sad stille mens Jacob hjalp Georgie mod hoveddøren med rolige hænder "han er sårbar når han er forelsket" sagde han roligt "han tager alt for tæt" sagde han roligt og åbnede døren ud "skal jeg køre dig hjem eller klare du den fint" spurgte han roligt mens han så på hende roligt

Hun bed sig i læben da hun hun hørte hans tonefald og så hans skuffede ansigt. Det var jo slet ikke ment sådan! "Vent - det var jo slet ikke sådan ment!" råbte hun efter han, da han allerede var på vej ud.
Hun sukkede lidt og stod lidt malplaceret tilbage. Hun rystede på hovedet da han tilbød hende et lift hjem, mens hun mumlede: "Ellers tak." Hun klarede det fint selv. Eller det prøvede hun i hvert fald at overbevise sig selv om. Men hun havde jo ingen bil og anede faktisk ikke hvor politistationen lå.
Med trætte skridt forlod hun stationen, efter at have taget afsked med betjentene. Hun ville gerne have sagt farvel til Mark, men syntes ikke hun kunne være det bekendt. Det var jo trods alt lidt hendes skyld han var endt her.

Han sukkede før Michael efter en halvtime efter hun var gået åbnede cellen hun havde jo smidt anklagerne så han måtte godt gå han rejste sig og gik roligt ud derfra og ud af politistationen væk derfra med rolige skridt og stoppede ved stedet han havde taget hendes taske gik hen til præcis samme bænk ved præcis samme træer og buske og satte sig ned på den roligt og sukkede svagt

Det var ret svært at finde tilbage, hun havde jo ikke fået sin taske med, hvor kortet over stedet lå. Hun blev derfor nødt til at spørge om vej et par gange. Der var heldigvis ikke særlig langt - 15 minutter på gå ben.
Hun var nu tilbage i parken. Ikke fordi hun havde lyst til at være der, men fordi det var det eneste sted hun sådan rigtig kendte. Hun undgik med vilje at gå tilbage til bænken hun havde siddet på før. Hun var måske lidt overtroisk? At der ville ske noget dårligt hvis hun gjorde det igen?
Hun gik i hvert fald over mod det smukke springvand, hvorefter hun satte sig på kanten. Hun lukkede øjnene med et suk og lyttede til vandets brusen, mens hun prøvede at lade være med at tænke for meget.

Mark sad bare på bænken hans blik gled rundt på alle de par som gik forbi han sukkede bare hver eneste gang der var et par der gik forbi vis han var gået hen og snakket med hende kunne det være dem som gik rundt lige nu han sukkede svagt endnu engang og rejste sig roligt op og gik med rolige skridt hen af parken forbi springvandet uden at se sig omkring og videre hen til et træ som han kravlede op i

Hun åbnede pludselig øjnene med et sæt. Hvorfor vidste hun ikke, mens det var som om hendes underbevidsthed fortalte hende at det var det rigtige at gøre. Hun missede lidt med øjnene på grund af det skarpe lys og fik så øje på en velkendt dreng. Mark.
Hun rejste sig automatisk op og var på vej i mod ham før hun havde tænkt over, hvad hun lavede.
Hun blev dog reddet i sidste ende, da han kravlede op i træet. For hun vidste ikke, hvad hun skulle have sagt, hvis han opdagede hende.
Så som den store kryster hun var, vendte hun sig om og gik tilbage til springvandet, hvor hun endnu engang satte sig.

Mark sad bare oppe i træet og så ned lidt før han prøvede at rejse sig men gled og faldt hårdt ned med ryggen først på jorden så det sagde et ubehageligt knækkelyd hvorefter han helt ubevægeligt lå på jorden det værste var der var næsten ingen i nærheden der kunne se det den eneste der kunne se det var hende den eneste i hele området lige nu var hende

Hun hørte en ubehagelig lyd, som gav hende kuldegysninger langs ryggen. Hun vendte sig forstrækket om og så Mark ligge hjælpeløst på jorden. Hun gispede og løb hurtigt tilbage til ham, og knælede ved siden af ham.
"Hallo?" Sagde hun højt og tydeligt. "Er du oka? Hvad skete der?" Spurgte hun igen og ved sig i læben, mens hun kiggede rundt for at se om der ikke var nogle der kunne hjælpe. "Skal jeg ringe efter en ambulance?" Spørgsmålene væltede ud af hende, som et springvand.

Mark tog sig til ryggen "nej nej Georgie det går nok" hviskede han og satte sig svagt op og ømmede sig på ryggen "det går det går slap helt af" hviskede han og vendte blikket mod hende svagt "er du altid så højrystet" spurgte han roligt mens han så på hende og smilede svagt til hende før han fik rejst sig op og stak hænderne i lommerne

Hun åndede lettet op, da han snakkede og fik rejst sig op. Et skævt smil bredte sig på hendes læber, selvom hun egentlig ikke syntes der var noget at smile af, da hun kommenterede hendes støjniveau. Hun trak på skuldrene og sagde: "Tja... For det meste."
Hun skævede til ham og vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre nu. Gå? Hun var ikke sikker på om han var rask. Og det ville også være forkert bare at gå. Det havde været rigtig ondt af hende at gå før og det skulle ikke ske igen.
Hun kom en anelse klodset på benene og nærstuderede ham. Han så ud til at være nogenlunde okay. Men hun var jo ikke en læge og vidste intet om sådan noget.

Han så på hende roligt "det sødt" sagde han roligt før han gik hen og satte sig ved springvandet roligt og så ud over skoven roligt "du må altså undskylde jeg næsten overfaldede dig tidligere" hviskede han svagt og så ned med et sørmodigt blik mens han bare sukkede svagt

Hun rødmede en anelse da han kommenterede hendes svar. Det gjorde hende ret irriteret at hun reagerede som hun gjorde. Men hun gjorde sit bedste for at skjule det, ved at lade et par hårtotter dække hendes ansigt.
Hun fulgte efter ham hen til springvandet og satte sig ved siden af ham. Hun stirrede ud i luften, mens han talte. Der gik nogen tid, hvor hun bare sad og gloede ligeud, men så rystede hun på hovedet og sagde: "Tænk ikke mere på det - det er helt i orden." Hun kiggede på ham og smilede overbevisende.

Han så på hende roligt "og undskyld at jeg sagde alle de sentimentale ting indepå politistationen" hviskede han roligt "jeg ved godt de var latterlige at høre på" sagde han roligt og lagde sig ned på kanten af springvandet "jeg har bare aldrig været forelsket før" hviskede han roligt "altså jo svagt men det her er noget andet det er de samme følelser men de er større" hviskede han blidt

Hendes kinder blussede endnu engang op, da han begyndte at snakke igen. Selvom hun følte sig utilpas, var det stadig utroligt dejligt at høre. Derfor sagde hun stille: "Det gør ingenting... Jeg synes nemlig også du er rigtig sød." Stadig med røde kinder kiggede hun mildt på ham og smilede for sig selv.

Mark så på hende lidt før han svagt rykkede sig tættere på og lod sin hånd ligge sig ovenpå hende nervøst mens han så den anden vej bange for hun bare ville stikke af så snart han prøvede at se om der var noget mellem dem hvilket var det han gjorde nu

Nogle behagelige kuldegysninger bevægede sig ned af hendes ryg, da hun mærkede hans blide berøring. Hun smilede forsigtigt og skælvede lidt. Ikke at det var en dårlig ting. Nej, tvært i mod. Hun var allerede blivet meget glad for drengen. Eller Mark, som hun nok skulle til at kalde ham.

Mark så på hende roligt og smilede svagt før han langsomt rykkede sig tættere på og med langsomme bevægelser lagde han en arm om livet på hende så de sad helt tæt mens han så på hende roligt og ventede på hendes reaktion

Hun smilede stadig forsigtigt, da han lagde sin arm omkring hendes liv. Det var... rart. Hun lukkede øjnene og prøvede at skubbe alle tanker ud af hendes hoved om, at det ikke var en god idé. For det var det virkelig ikke. Men hvad fanden - han var jo rigtig sød. Hun lænede sig forsigtigt op af ham.

Han aede hende blidt på siden med et roligt smil og så på hende blidt før han roligt lod en finger ligge sig under hendes hage og skubbe hendes ansigt forsigtigt op så de kiggede hinanden i øjnene før han blidt og langsomt sænkede munden mod hende meget svagt for at lade deres læber mødes

Hun smilede svagt, men begyndte så at blive en anelse nervøs da hun mærkede hans fingre under hendes hage. Hendes hjerte satte automatisk farten op før hans læber mødte hendes og gik helt amok, da hun følte hans læber med hende. Hun lukkede øjnene og smilede så godt som hun nu kunne.

Han kyssede hende roligt mens han langsomt lod sin anden hånd glide ned på hendes skød og tog hendes ene hånd mens han kyssede hende videre og nussede hendes ryg roligt mens han nød det nød at have fysisk kontakt med hende rigtig fysisk kontakt med læberne det var magi for ham.

Hun gengældte glædeligt kysset, mens hun skubbede alle tanker ud af hovedet. Da hun mærkede hans hånd på hendes skød, rødmede hun svagt, men tog også hans hånd i sin, mens hun fik kuldegysninger, da hun mærkede hans hånd som nussede hendes ryg. Han var ret dejlig. Hvis ikke det var en underdrivelse. Det var egentlig meget mærkeligt - hun sat og kyssede en dreng, som hun lige havde mødt. Og som faktisk havde stjålet fra hende. Men det var som om det var glemt. Det havde Georgie i hvert fald.

Han smilede roligt mens han kyssede hende dejligt videre før han blidt hev hende op og sidde på hans skød så hun bedre kunne lægge armene om hende og nussede hende roligt på ryggen med et roligt smil mens han aede hende videre og kyssede hende videre nydende