Your new master! Well, maybe. {Towa}

Der gik ikke lang tid fra da de begyndte at gå, til at Towa stoppede op igen, netop på grund af den kommenter manden kom med, omkring stormvejret. Han stirrede på ham, gav ham dræberblikket, som han kom med i starten af det hele, hvorefter han bøjede sig ned og samlede et par sten op, var selv ved at falde forover, men han holdte sig da oppe. ”Jeg. Er. Ikke. Bange. For. Skide. Stormvejr!” Han kastede en sten efter ham, for hvert ord der kom ud af hans mund, og samtidig med at han kastede vaklede han mere og mere. Fuck. Han kunne sgu ikke det her... man han ville ikke have hjælp. Aldrig! Han satte sig på hug, med ansigtet vendt mod jorden. Han var fandeme allerede forpustet, og de havde ikke engang gået specielt langt!
”Jeg vil ikke have din åndssvage hjælp! Jeg kan ligesom godt selv, din perverse stodder!” Han viftede halvhjertet med hånden for at få ham væk fra sig. ”Jeg... skal bare have noget tid.” Han trak vejret langsomt, og pustede stille luften ud igen. Tsk! Hvis det ikke havde været for ham, så kunne han havde løbet sin vej... spurgt om vej ned til bageren, og så kunne han resten selv! Men næh, nej! Han skulle sgu lige have et par klamme hugtænder i nakken, og negle i sin ryg! Han lavede en irriteret grimasse og lod fingrene langsomt glide hen over de to små huller han nu havde i nakken. De blev sikkert til ar på et tidspunkt, og så var han mærket for livet!

Som på ren refleks vente han hovedet væk, men lod bare drengen kaste de fucking sten. Hvis han virkelig havde så meget brug for at skabe sig og opføre sig som en møgunge, så kunne han da få lov til det.
Han sukkede tungt og stod bare stille foran drengen, da han stoppede sit raseri anfald og bare sad stille foran ham. Det så ikke ud til, at knægten vidste, hvad der var bedst for ham selv.
"Knægt, hvis du ikke vil have, at jeg skal trække dig i nakkeskindet som en hundehvalp, bør du enten rejse dig og gå,eller lade mig hjælpe dig." Han opgav! Drengen ville jo ikke modtage hans hjælp, selvom han gav ham muligheden, og han kunne jo tydeligvis ikke gå selv!
Med et dybt suk, trak han knægten op fra jorden for gud-ved-hvilken-gang . Han slyngede drengen op i sine arme. Den lille udsultede skikkelse vejede næsten intet, til trods for at han ikke var meget yngre end Diego selv. Der var ikke tid til at drengen skulle samle sine kræfter. Solen stod snart op, og han blev nød til at komme væk fra den åbne gade så hurtigt som muligt! Kroen var ikke langt væk og de blev nød til at komme derhen - om så drengen kunne gå selv eller ej. Han ville nok også have det bedre efter en god, lang søvn i en rigtig seng.
"Du er fandme en stædig knægt," mumlede han hen for sig selv.

”Jeg sagde at jeg ikke ville have din hjælp. Jeg er ikke en lille hjælpeløs killing!” Han lod langsomt sine hænder glide igennem sit tykke, fedtede hår, og værdigede ikke manden så meget som et enkelt, lille blik. ”Bare... to sekunder...” Det var da altid noget at sætningerne kom ud nogenlunde forståelige, denne gang. For hundredeogsyttende gang den nat, mærkede Towa manden tage fat i ham, men hvad fanden... han var allerede blevet så vant til det, han havde dog ikke lige regnet med at blive taget op på den måde, så det eneste han kunne gøre var at lægge armene rundt om mandens hals og presse sig ind til ham. Ind til kunden, som han bestod af.
”Du er fandeme en åndssvag spade.” Mumlede han lavt, ind til ham. Han fin fandeme ikke lov til at få det sidste ord! Som om han var så meget bedre. Det var ham der tog pungen, ham der ville have Towa med sig, så han var selv udenom konsekvenserne! ”Jeg er ikke en prinsesse. Jeg kan altså godt gå selv, din narrøv...” lød det så hviskende fra ham. Tsk! Som om han ville spille sød, bare fordi han fik en smule hjælp! Han bad jo ikke ligefrem om det! Næh! Ville han have ham med, så fik han ham fandeme med! Selvom han ikke havde specielt mange kræfter, ville han slå igen, om det så gik ud over ham selv, ja!
”Er vi der ikke snart? Jeg syntes du sagde at den lå tæt på.” Drillende. Hån. Alt var vist blandet ind i den sætning, hvilket Towa havde det helt fint med! Et lille smil tegnede sig på hans læber, endnu engang. ”Jeg har ondt i hovedet...”

Han kunne ikke lade være med at smile, da drengen lagde armene om nakken på ham og holdt sig ind til ham. Han holdt blidt drengen ind til sig og forsvandt hurtigt og fjerlet gennem mængden af væsener.
Fornærmelserne og skældsordene haglede ned over ham, men han tog sig ikke rigtig af det. Drengen havde åbenbart nogen aggressioner han skulle af med.
"Vi er der næsten, min lille prinsesse," drillede han med et svagt grin. "Bare slap af, det er lige om hjørnet." De havde ikke gået mere end fem minutter, da kroen lå foran dem. Han bar roligt drengen derhen, men sat ham så ned og støttede bare svagt hans skudre.
"Bare bliv her, så får jeg et værelse til os ... " Han regnede selvfølgelig med, at drengen ville forsøge at stikke af, men helt ærligt, han ville knap kunne tage to skridt uden at falde om. Og da slet ikke løbe. Så skulle der fandme et mirakel til!
Han gik hen til krofatteren og fik hurtigt et værelse til dem. Der var overraskende mange penge i pungen Towa havde stjålet og de kunne let få et værelse der for natten.
"Er du sulten, Towa?" Han smilede svagt hen imod ham og så på arene i hans nakke, hvor Diegos tænder havde sat i hans hud. Han var i hvert fald ikke sulten mere ... Men alligevel var hans hals tør af blodbegær og et øjeblik var han i tvivl om, hvorfor han ikke havde slået drengen ihjel ...

”Røv.” Kom det mumlende fra ham, da kommentaren med 'prinsesse' røg ud af mandens mund. Towa gad ikke gøre noget ved det... han var overbevist om at manden ikke ville sætte ham ned, selv hvis Towa begyndte at sprælle som en gal. Et lille suk, og han lukkede stille øjnenefor endelig at slappe lidt af... han sov ikke! Selvfølgelig som han ikke, han kunne sagtens holde sig vågen!
Hans vejrtrækning nåede dog alligevel at blive tung, men der gik ikke længe før manden satte ham ned igen, hvilket han ikke lige var forberedt på, så han vaklede en smule, men fik da styr på sin balance igen. Han opfattede ordene 'bliv' og 'værelse', men kunne dog ikke lade være med at se efter ham i et øjeblik. Nu kunne han stikke af, uden af manden ville kunne finde ham, men... hans ben ville ikke med, hvilket de stærkt viste tegn på, ved at lade ham falde til jorden igen. Han landede da heldigvis ikke så hårdt denne gang! Han rullede sig om på ryggen med et suk, så han kunne stirre op i ingenting, men det havde han nu heller ikke så meget imod.
Når manden endelig kom tilbage ville han finde Towa liggende på jorden, med sit dogtag i hånden, dog stadig med kæden om halsen. Det var først da manden sagde noget, at Towa lagde mærke til ham. ”Sulten?” Spurgte han lavt. Hvorfor spurgte manden overhoved? De havde flere gange i løbet at natten, konkluderet flere gange at Towa var et gadebarn, som ikke fik nok mad. Selvfølgelig var han sulten! Han lod sig komme op og sidde med lidt besvær, og rakte så sin hånd frem imod manden, dog så han selv væk. Han kunne ikke lide at få hjælp, men lige nu var det den eneste måde han kunne komme op på.

Diego så lidt ned på drengen, efter at krofatteren havde givet ham nøglen til deres værelse. Han smilede sejrrigt, da drengen blev nød til at få hans hjælp. Alligevel sagde han ikke noget om det, mens han trak drengen op fra jorden og støttede ham, mens han hurtigt sendte bud efter noget mad. Han gav krofatteren lidt ekstra for at få maden op på deres værelse, mens han hjalp drengen derop. Hans ben vaklede og til sidst opgav Diego og løftede ham op i hans favn igen. Da de kom op på værelset satte han ham ned på sengen, der stod i det ene hjørne af det lille rum. Det var et fint og hyggeligt lille sted og selvom det bestemt ikke faldt i Diegos smag trøstede han sig med, at han kunne myrde og plyndre igen så snart solen var gået ned. Eller i hvert fald, når han havde fundet ud af, hvad han skulle gøre af drengen. Han havde ikke lyst til at efterlade ham men på den anden side nægtede han også at have sådan en kamp med ham hver eneste dag. Så hellere dræbe knægten og få det overstået. Han kunne jo tydeligvis ikke klare sig særligt godt på egen hånd - eller ... Tja, Diego kunne jo nemt klare ham og der var en hel del typer der var langt værre end ham derude.
"Hør knægt. Imorgen kan du vælge at blive sendt på gaden igen eller komme med mig ... Og hvis du ikke får det meget bedre i løbet af en enkelt nat her, vil du sikkert blive dræbt ret hurtigt. Men jeg gætter på, at den risiko ikke røre dig?" Maden blev sat på bordet ved siden af drengen så han endelig kunne få noget at spise.

Towa blev trukket op fra jorden af, mens han prøvede at ignorere det åndssvage smil, som han vidste manden lavede. Han gjorde sig selv lidt tungere, ved at bøje lidt i knæene, men manden så ikke rigtig ud til at det gjorde noget. Så var det op på benene igen. Gud hvor følte han sig svag! Han vaklede så utroligt meget, hvilket manden åbenbart også havde lagt mærke til, så selvfølgelig skulle Towa lege 'Prinsesse' igen, men han protesterede ikke. Ikke denne gang, men et par bandeord faldt igen ud af hans mund, som var det en sygdom han besad.
Towas øjne faldt på det som åbenbart var sengen, og han lagde hovedet en smule på skrå. Han havde aldrig rigtigt set en seng, så det ødelagde en smule de tanker han havde gjort om dem. 'han havde selvfølgelig hørt historier... som... 'Prinsessen på ærten' og et eller andet med at den var for hård, og blød og så 'lige tilpas'... men det var jo anderledes det her. Han blev sat ned på den, med benene ud over kanten. Langsomt lod han fingrene kærtegne stoffet, som var det det mest værdifulde i verden. Det var blødt. Utrolig meget anderledes end den container han havde brugt det meste af sit liv i, så et lille smil kunne han ikke lade være med at komme med. Manden talte igen, men det så ikke ud til at Towa hørte efter hvad han sagde. Han var mere optaget af den fine seng, som han sad på. Da manden var færdig med at stille sit spørgsmål, så han heller ikke ud som om han havde tænkt sig at svare, han så heller ikke ud til at tage sig af maden, som blev stillet lige ved siden af ham. ”Den er jo helt blød...” det kom fra ham som en meget forsigtig hvisken. ”Det havde jeg ikke forestillet mig...”

Han satte sig ned i den anden ende af sengen og så på drengen, der åbenbart var helt væk i sengen. Det var ret så tydeligt at han aldrig havde haft et rigtigt hjem. Måske havde han haft forældre før, men aldrig en seng eller et sted han var tryg.
"Towa," sagde han lavnælt og lagde en hånd på hans skulder. "Få nu spist. Du kan dåne over sengen bagefter." Han smilede skævt og var ret sikker på at drengen ville kunne lide det liv, han kunne få ... Men efter hans reaktion på bidet, ville han ikke kunne betale Diego, hvad han ville have.
Han sad stille og studerede knægten. Det var underligt som et barn kunne reagere på så lille et sanseindtryk. Han huskede tydeligt hvordan verden havde set ud for ham, for hundrede år siden ... Det var en glædelig tid at være barn. Så sorgløst, men det stakkels barn havde aldrig fået lov at være et barn. Et øjeblik fik han medlidenhed med knægten, men den lille flig af følelese forsvandt hurtigt igen. Det var umuligt at holde på en følelse i mere end et par sekunder. Det var den skæbnevangre forbandelse en Daeva måtte leve med.
"Hvad skete der, med dine forældre?" Røg det nednu engang ud af ham. Nysgerrighed var desværre en ting han ikke havde rystet af sig under sin forvandling.

Han mærkede hånden på sin skulder, hvorefter hans navn blev sagt. Spis? Hans blik blev vendt imod manden, hans smil var væk, og var blevet erstattet med det altid ligeglade ansigtsudtryk. Han var lige blevet sat i en seng, og så blev han bedt om at spise? Utroligt. Tja... sådan noget skete jo ikke ligefrem hver dag. Men okay, så... det var jo ikke ligefrem noget som han kunne klage over. Hans øjne faldt på den tallerken, med mad på, som var blevet stillet til dem, og han rakte ud efter det eneste som han faktisk havde fået før; En skive brød. Stille lænede han sig fremad, så han ikke skulle komme til at spilde krummer ned på den fine seng. Langsomt begyndte han at bide af det, tygge, synke... langsomt, som troede han at det ville holde i længere tid.
Han havde godt lagt mærke til at manden bare sad og stirrede på ham, men det var han utrolig ligeglad med, lige nu. Der gik noget tid, før manden begyndte at tale igen. Endelig. Det var begyndt at blive lidt for stille. Desværre var det et spørgsmål som Towa ikke rigtig kunne svare på. Hans forældre... han havde ikke rigtig nogen... erindringer om dem. De var vel bare endnu en ting som Towa ikke havde? Det var i hvert fald ikke noget som han rigtig havde tænkt på. Han trak på skuldrene, som for at vise at det var ligegyldigt og han var ligeglad! ”Det kommer ikke dig ved!”

Han sukkede svagt af drengen, da han bare sad og gumlede i brødet. Han havde tydeligvis ikke forstået, at han kunne spise sig mæt for en gangs skyld. Nå, men han ville nok vende sig til det ... Håbede han da.
Han lod det ikke røre ham, da knægten igen råbte op. Han havde vel ret. Hvad der var sket med Towas forældre, kom ikke ham ved. Det betød vel, at det enten var for frygteligt til at Towa ville snakke om det, eller at han ikke vidste det.
"Du behøver ikke spare på maden ... Bare spis." Han smilede kort til drengen og lagde dig så ned i sengen og så op i det mørke træloft. Lidt efter lukkede han øjnene og lyttede bare på drengens vejrtrækning og den lave gumlen. Der var ikke meget støj i kroen. Men det var også ved at være sent.
Han åbnede øjnene med et gisp. Han rejste sig fra sengen og rev hurtigt gardinerne for vinduet, så solen ikke trængte ind. Den ville stå op om bare et par minutter så vidt han selv havde regnet det. Han så mod drengen igen og vidste at han måtte have lagt mærke til den lettere voldsomme reaktion.
Sukker tungt og ligger mig tungt ned i sengen igen og ser op på Towa, der stadig sidder og gumler i brødet. Smiler svagt og forstår egentligt godt, at han er lidt forsigtig efter hvad der er sket i løbet af natten.

”Det siger du ikke... sådan én som mig spare på maden uanset hvad. Desuden er jeg også mere træt end sulten...” Han sukkede stille, og lod langsomt en hånd køre igennem sit utroligt fedtede hår. Det havde nok været én af de værste nætter i hans uduelige liv. Han tog endnu en bid af sin brødskive og så på manden ud af øjenkrogen. Han havde lagt sig ned... lukkede øjnene. Mon han sov? Neej, vampyre sov jo kun om dagen, så han slappede vel bare af?
Towa slugte det sidste af sit brødstykke og bukkede hovedet en anelse, for at stirre ned i gulvet. Havde han overhoved tænkt sig at fortælle sit navn? Det gik lige op for Towa at han ikke havde fået det at vide... han havde faktisk ikke fået noget som helst at vide om den gut! Hans tanker blev afbrudt, da manden pludselig rejse sig op for at løbe hen og trække noget stof foran vinduerne, so der ikke kunne komme noget lys ind. Denne pludselige bevægelse som han havde lavet, havde givet Towa et chok, fået ham til at falde på gulvet, da han allerede havde siddet ude på kanten af sengen. Han havde dækket sin hoved med sine arme, som var der lige sket et terrorangreb på værelset.
Efter et par minutter havde Towa opfanget at der ikke skete noget som helst, og at han bare havde reageret en smule voldsomt, men hvem fanden havde reageret anderledes!? Han fjernede langsomt armene fra sit hoved, og afslørede hertil to fine katteøre, som sad i det sorte, pjuskede hår. ”Dit spade! Jeg blev sgu da vildt bange! Er du idiot, eller sådan noget, din narrøv!?” Han råbte, utroligt højt, hvilket fik dem inde ved siden af til at hamre vildt på væggene. Hans kinder havde taget en fin pink farve til sig og hans øjne var blanke, imens han stirrede på manden, som igen havde taget plads i sengen. Man skulle fandeme ikke spøge, når det kom til at forskrække ham, for sådan noget kunne han slet ikke holde til!

Han kunne ikke lade være med at grine lidt, da drengen reagerede fuldstændig teatralsk! Han rystede lidt på hovedet af ham og forsøgte at stoppe smilet.
"Af en, der er så beskidt i munden, er dine fornærmelser ved at være ret så slidte." Han lænede sig op af væggen og så lidt på drengen.
"Det er da ikke min skyld at du var ved at pisse i bukserne." Han rullede med øjnene af ham. Der var ikke rigtig noget at sige, der kunne få drengen til at holde sin kæft. Det virkede tydeligvis ikke at spille venlig. Han var ved at blive træt af knægtens anfald, men nægtede at stoppe.
Pludselig faldt hans blik på de sorte katteører i drengens hår. Han rettede sig straks op fra væggen og gik hen mod drengen. Han satte sig overfor ham og strøg blidt gennem det fedtede hår og over de bløde, sorte øre.
"Hvad er du, Towa?" Han så ikke drengen i øjnene med et nysgerrigt blik. Han havde vist at drengen var speciel, men han havde aldrig kunnet sætte fingeren på, hvad det mon var.

//Undskyld for ventetiden og den dårlige længde. Min krea virker ikke lige nu.

”Eh?” Towa stirrede i et øjeblik bare på manden, som stod og grinte ham lige op i fjæset. Slidt? Som om han kunne finde på noget bedre! De fleste af de ord han kunne havde han hørt på gaden... fulde mennesker som rendte forbi og råbte af hinanden. ”V-vel er de ej! Så hold dog din kæft!” Towa vendte ansigtet væk, mens han kørte alle sine bandeord igennem... han kunne da ikke allerede have brugt dem alle op? ”Og jeg var fandeme ikke ved at pisse i bukserne din... din... klisterkusse! Der! Et nyt et, tilfreds!?” Han vendte hurtigt blikket imod ham igen, da han endelig havde fundet på et nyt. Han var ikke ikke rigtig sikker på hvad det betød, men whatever!
Towa slog hurtigt øjnene op, da manden hurtigt begyndte at gå imod ham. ”Nej, stop! Jeg-...” Han lukkede hurtigt øjnene og holdte hænderne op foran sig, da han var overbevist om at manden var blevet træt af ham, og havde tænkt sig at slå ham, eller sådan noget. Han mærkede de kolde hænder i sit hår, og på sine øre og han spandt kort. Noget han ikke havde lært at styrer endnu, og noget han fortrød lige så snart han kunne mærke det i sin hals. Fuck dig. Fuck dig. Fuck dig! Han lukkede øjnene hårdt i, og trak vejret langsomt.
”D-det kommer ikke dig ved!” Stammede han og tog fat i mandens håndled med et løst greb. ”Så bare lad mig være, og lad være med at spørge om alt muligt... okay?” Langsomt åbnede Towa sine øjne og stirrede på manden med det mest seriøse ansigt han nogensinde havde lavet. Han var ved at blive træt af at han blev ved med at spørge om så mange ting. Kunne han for fanden da ikke regne ud at Towa ikke havde tænkt sig at sige noget som helst? I hvert fald ikke endnu...

//Det er helt okay! ;D

Diego smilede tilfreds, da han kunne høre at drengen vaklede. Han havde altså virkelig ikke mere at sige. Da drengen så kom med sit 'nye bandeord', kunne han ikke lade være med at grine lidt af ham. Det kære barn troede virkelig han var noget stort ...
Han fortsatte med at se på drengens katteøre. En formskifter, gik han ud fra. Han havde aldrig set en, der var så ung at han eller hun ikke kunne styre det. Det overraskede ham lidt, men det var også morsomt. I et øjeblik så han mere et kæledyr i Towa, end han så en dreng. Det stoppede dog kort efter, da den lille knægt igen forsøgte at stille sig på bagben mod ham.
"Du er ikke så sej, som du bilder dig selv ind. Det er virkelig ynkeligt at et lille skravl som dig ikke engang kan udvise lidt taknemmelighed." Hans øjne blev straks blodrøde igen, efter at have skiftet til en masse andre farver. Hans spidse hjørnetænder trak sig ud af tandkødet og han snerrede lavt af drengen. Hans læber trak sig tilbage fra tandkødet og hånden ved Towas øre kørte ned om nakken på ham og rev ham tættere på Diego.
"Du burde tænke bare en smule på din sikkerhed, snothvalp," hvæsede han så lavt at det kunne være en hvisken. Han kunne mærke Towas varme åndedrag mod sin egen unaturligt kolde hud.

"Taknemmelighed!?" Towa pressede hårdt de fyldige læber sammen, imens han stirrede op på den åndssvage vampyr. "Hvad fanden har jeg at være taknemmelig for, din usle-..." Han slugte sine ord, da han så hvordan manden pludselig forvandlede sig. Hjørnetænderne, som allerede havde lavet et hul i Towas beskidte hud, blev længere, og da der pludselig blev hvæset af ham, tog Towa til at tage et skridt tilbage... eller det ville han, hvis ikke manden pludselig havde grebet far om ham, og trak ham tættere til sig. Fuck. Hvis han havde tænkt sig at bide sig fast i ham igen, vidste Towa ikke hvad han skulle gøre. Han havde ikke lyst til at blive bidt igen.
"S-stop!" Han klemte hårdt øjnene sammen og satte hårdt begge hænder på mandens bryst, for at prøve at skubbe ham væk. "Slip mig! Du skal ikke røre ved mig!" Towa vendte ansigtet væk, for at komme så langt væk fra ham som muligt.
Han nægted at være offer én gang til. Det havde han alt for meget stolthed til, og hvis den mand troede at han kunne knække ham, bare ved at true lidt, så tog han fejl! "Giv slip!" Han begyndte at sparke. Uvidende om, om han overhoved ramte, men nu måtte han jo bare håbe på det bedste. Han nægtede at stå model til sådan noget pis.

En lille, pivende lyd slap ud mellem Towas fyldige læber, da manden greb fat i hans hår og tvang hans hoved tilbage. ”Mm,” han trak vejret hurtigt. Han var ved at gå i panik. Han ville ikke bides igen, og det hjalp ikke specielt meget at han stod som han gjorde. Forvandles? Til... til en vampyr? Nej, det kunne han da ikke bare sådan gøre, kunne han? Små lyde og støn kunne høres fra den lille animagus, da han prøvede på at komme væk, og bare blev ved med at sparke ud i luften.
Hans knæ gav en smule efter, da han mærkede vampyrens tunge glide over sin hals. Han klemte benene sammen, og lukkede endnu engang luften ud af sine små lunger. Fuck. Han følte sig næsten som et voldtægtsoffer, men det kunne da umuligt blive værre end dette.

Towa tog fejl. Han mærkede de to spidse hjørnetænder ramme mod sin hals. Fuck nej! Manden skulle til at bide, da Towa endelig fik ramt ham med et spark. Yes! Nej! Manden havde stadig fat i Towa da han faldt tilbage på sengen, hvilket resulterede at Towa faldt med, og landede i den akavede stilling, oven på vampyren. Hurtigere end man kunne nå at råbe 'kat' fik han sat sig op med et ben på hver side af vampyren, satte hænderne på hans skuldre og pressede til, så han på den måde kunne holde ham nede. ”Du bliver liggende lige dér, vampyr!” Towa pressede øjnene halvt sammen og stirrede fast ind i vampyrens. ”Jeg har stået model til så meget af dit pis, så nu bliver du bare liggende der helt rolig!” Kattens stemme rungede i hele rummet, og folk i de andre rum kunne helt sikkert hører det, men Towa kunne ikke være mere ligeglad.
”Jeg forlanger en undskyldning!”

Med hænderne, stadig solidt sat på Towas hofter, satte vampyren sig op, som om den lille kat slet ikke forsøgte at holde ham nede.