This... is not good :: Jebadiah

Jebediahs blå øjne, søgte solen, som nærmede sig opgangen, med et smpligt, og roligt smil. Han løftede sin vinge, for at hun kunne træde ind ved siden af ham, men trak dem ikke tlibage, fra hans trøjeløse krop, da han ingen grund havde til det. Han udstrakte dem, så den ved hendes side, srakte sig ned bag hende, dog uden at de tykke og varme fjer rørte hende. Vinden ruskede en anelse i hans fjer, så de nærmest hviskede med en blid hvislen.
"Derfor. Der er intet bedre end dette. Luften under vingerne. De skal også trænes. Mine har ikke behov for det, men det har dine bestemt stadigt. De er stadigt ung, min kære Ephal." Sagde han, og smilede blidt af hende, for at vise det ikke var for at rakke ned på hende. Han misunede hende en anelse. Hun havde ikke det utal af minder og erfaringer han havde. Hun havde sin egen start at skulle lave. Sine egne hård eerfaringer, og sine egne opdagelser. Hun havde ikke en hånd over sig, fra starten. Hun havde ikke en Fader, der bad hende om at udføre arbejde, lige fra den dag menneskene havde udviklet sig. Han tog selv en tår af sin vin, imens hans øjne gled ud over Terre igen, og betragtede den travle by. Selv ved denne, lettere specielle tid, var der masser af liv, og masser af larm. Men alt dette, var ikke tydeligt her oppe. Det var dulmet, og skyerne overskyggede byen, en anelse. Han kiggede så tilbage på Ephal, smilede og klukkede en anelse, imens han holdt sit glas imod hende.
"Drikke.. Slappe af, og snakke. Nyde vinden. Udsigten. Jeg kommer tit her op. Det er beroligene, og behagelig." Han tog glasset til sig igen, omg hun lod sin klire imod eller ej, og tog en lille tår af dette. Han smilede og nikkede til Ephals spørgsmål, imens øjnene gled tilbage over hende
"Bestemt. Men så skal du også bruge dem. Du skulle overveje at bruge noget mere praktisk tøj, til når du skal bruge dem. Der er flere ting, som fx Coursages, som lade dine skuldre være fri. Ellers, skulle de blodt spørge mig, og jeg ville kunne skaffe dem skjorter nok, til at kunne ødelægge nogen, engang imellem. Dine vinger har behov for vinden under sig. Brug for at blive løsladt, og udstrakt. De udvikler sig, som så meget andet i evolutionen. Og hvis ike du bruger dem, bliver de mere og mere dovne. Og en dag ville du ikke kunne bruge dem, hvor du har mest behov for det." Han smilede imens han fortalte, og nikkede imod sine egne, med dets tykke fjer, og det var tydeligt at de var bygget mere som en ørns store varme vinger.
"Mine har udviklet sig, så de kan virke som tæppe. Varme. Det havde jeg behov for, i en lang tid i mit liv. Det fik dem til at udvikle sig sådan. De holder sig selv praktiske. Og hvis ikke de er nødvendige, vil de falde hen, og blive matte." Sagde han, og nikkede imod hendes skuldre, med et blidt smil, og tog endnu en tår af sin vin.

Kaiden kunne ikke forstille sig selv stå halv nøgen eller med bar overkrop overfor Jeb så derfor havde hun skam ladt sine vinger gemme sig igen men.. hun smilede dog let over hans måde at være på og sagde"Jeg ved jeg ung, og jeg ved de kræver træning " hun nikkede bestemt af sig selv og så mod solen og pludselig da han nævnte det med corsage rødmede hun i hele ansigtet og sagde"HVAD?" hun vendte sig let mod ham og kunne ikke forstille sig selv i så stram en mundering, der pressede hendes allerede stor nok.. barm ind mod hendes bryst og gjorde dem større samt slankede sig efter hendes talje ? som ja et corsage skulle gøre?.
Hun så flovt ned og tænkte at det ide mindste måtte være bedre end.. at ha intet på under så hun så stille mod Jeb og sagde forsigtigt"J...Jeb? vil du ikke øhm skaffe et corsage til mig ? eller nogle corsages .. sådan så jeg ikke behøves at afklæde mig hver gang jeg skal bruge mine vinger?" hun anede ikke hvad hans stil ville være i dem men det var vel os lige meget, hun var ikke en lille pige mere og det måtte hun se i øjnene?, og hvad så vis hun aldrig havde haft sex?, fået sit første kys?, aldrig lagt nøgen ved siden af en fyr eller været i bad med en som så mange andre af hendes veninder havde`?, hun var ren og hun var ikke som dem, hvad så vis muligheden aldrig kom det var jo ligesom ikke noget hun savnet når hun aldrig havde prøvet det?, dog måtte hun se at blive lidt mere voksen os angående beklædninger?.
Hun nikkede forsigtigt til det med at drikke og sagde lidt nervøst"Øhhmm jeg burde nok ikke drikke for .. meget" hun havde det med at miste sine strenge hæmninger og være meget nærgående når hun var fuld..
Kaiden nikkede og tog om sit glat og klirrede det imod hans og smilte sødt da hun endelig havde fået lidt at drikke og sagde så"Så? de kan blive dovne?" hun grinte let og sagde"det egenlig sødt på en måde, som var de levende" hun sukkede let og tænkte på det med hendes evner og sagde"Min mor ville sikkert være flov over mig, eftersom mine evner overhovedet ikke har vist sig en eneste gang?" hun kiggede stille rundt og gik så hen til siden af taget men.. noget virkede ikke rigtigt? en lyd kunne hun høre? en lyd der fik hende til at undre sig, som kravlede noget op af væggene af glas ? på hotellet..
"Jeb jeg tror der er e...." hun stoppede pludselig da hun så et mærkeligt væsen? nærmest som løve med vinger, dog dette var en slags hell udgave, et bæst med næsten råden skind, flagermuseligende vinger og store hænder med lange finger med klør på!?..
Hun trak sig hurtigt bagud og sagde"JEB!" hun løb mod ham så hurtigt hun overhovedet kunne i det hun hørte bæstet komme op på taget til dem og langsomt dog... nervøst vendte hun sig..."Årh nej.."

Jebediah lo blidt af hendes chokkeren over hans forslag, og kiggede ned på hende, med et blidt smil.
"Ingen sige at det behøves at være dem der er rigtigt udfordrene. Bare et der holder dine skulder, og det øverste af dine skuldreblade fri." Sagde han, og lod sin vinge stryge imod hendes skulderblad, hvor vingerne voksede ud.
"Og så skal du lære at folde dem specielt ud, så de skåner tøjet. Der er masser af øvelse i det. Men det er noget du nok selv vil få lært. Bare.. Lad være med at udfolde dine vinger foran nogen, første gang du forsøger det med Coursage på.." Sagde han, og smilede bredt, med en blid klukken. Hans vinge strakte sig bag ham, inden de begyndte at trække sig tilbage. Dog foldede de sig ikke helt ind af kroppen, da de var alt for store til bare lige at være bag hans ryg. Men de gav stadigt de radbrækkene knæk fra sig, som de kom i stilling.
Han rejste et øjnbryn en anelse, og kiggede ned på Ephal igen, med et blidt smil, til hendes indkøbs spørgsmål. Han klukkede blidt, og nikkede langsomt et par gange.
"Hmm. Må sige jeg nok ikke ligefrem er den mest skarpe, inden for kvinde mode.. Eller for mode i det helle tage. Men jeg vil med glæde tage med dem, så de selv kan vælge deres tøj. Jeg skal nok betale." Sagde han, og smilede en smule bredere. Han kendte bestemt ikke så meget til mode. Han gik blot i det, alle andre buisnessmen, som han handlede med, gik i. Og når det kom til kvinde mode, vidste han blot hvad der var pænt at se på. De eneste modetips han havde, var inden for forretnings klæder. Og disse var bestemt ikke praktiske til en elegant Engle kvinde, med vinger. Han lod øjnene glide ud over byen, med et roligt ansigt, og han rystede kort på skuldrene. Han tog endnu et sip af sin vin, og kiggede ned på Ephal med endnu et blidt smil, og en kort latter.
"Naturligtvis ikke. Du skal kun drikke, til din egen grænse, kære Ephal. Vi har alle en. Bare rolig, i din alder, forestiller jeg mig, at grænsen ikke er så stor. Det er ganske normalt." Sagde han, og smilede blidt ned til hende. Han fullgte Ephal med øjnene, som hun betvivlede sine egne evner. Han smilede blidt af hende, og lod endnu engang en vinge stryge imod hendes ryg.
"Ephal. Det sidste Lailah vil være, er flov over dem. Du er igang med at udvikle dig til en smuk selvstændig kvinde. Der er ikke det mindste at være flov over. Det var svært for alle der er blevet sendt til jorden. Sjældent finder de deres evner, hvis ikke de for hjælp, før de kommer pr. refleks." Sagde han, og smilede igen blidt til hende. Han kiggede så ud over byen igen, og tog endnu en slurk af sin vin.
"Lailah els..." Han stoppede sig selv da Ephal snakkede, og han samtidigt mærkede en stærk tilstedeværelse. Han drejede så hurtigt imod Ephal da hun kaldte hans navn, imens hans vinger strakte sig ud i deres fulde pragt, med et enkelt højt knæk. Hanrejste begge øjnbryn af bæstet der kom op, men kneb dem så hurtigt sammen igen. Væsnet hvæsede højt af dem, og gjorde klar til at hoppe ud efter den første og nærmeste, som stadigt var Ephal.
Jebediah vred sin hånd rundt, og greb fat i rødvinsflasken, så den var kaste klar, og kastede den hastigt imod bæstet, da det hoppede imod dem. Hans vinge stillede sig så blokerende overfor Ephal, inden han løb imod bæstet. Flasken ramte perfekt i panden på det, og disorienterede den, nettop som Jebediah hoppede imod den, og sparkede den med begge føder, for så at flyve en anelse op. Dog blev han ramte af bæstets vinge på vejen, og skubbet en anelse ned igen, hvilket bæstet kunne reagere på, og slog ud efter ham, med bagsiden af sin ene hånd. Det ramte Jebediah perfekt, og sendte ham igennem luften, hen af taget, for så at ramle ind i trappeopgangens dør. Bæstet vendte så sin opmærksomhed imod Ephal, og brøllede højt, inden den hoppede ud efter hende, og formegentligt slog hende som den havde gjort ved Jebediah, hvis ikke hun nåede at reagere.
Jebediah spyttede noget blod ud på jorden, men var for disorienteret til at kunne reagere og hjælpe Ephal endnu.

Kaiden bukkede sammen i det hun pludselig så en flyvende flaske og nået lige at bukke sig så den ikke ramte hende men ramte bæstet!?.
Hun lod sig dog hurtigt nærmest kravle løbe mod Jeb da han pludselig fløj forbi hende ikke så lang tid efter og landet ind i opgangen mens døren var halvt ødelagt? nærmest flået af sine hængsler?.. hvilket overrasket hende .
Dog før hun kunne nå at tænke sig yderligere om hvad der skulle gøres kunne hun se bæstet og før hun vidste af det havde den ramt hende direkte i siden og flået hendes skjorte halvt i stykker så hendes smukke mave kunne ses med 3 lange dybe rifter og hun mærkede blodet flyde langsomt ud af hendes mund mens hun lå der temmelig forslået nede på jorden, hun havde gjordt sit til at løbe og derfor havde klørene ramt hende i forhold til Jeb der knap var så forslået?.
Hun mærkede en svimmelhed tage over og åbnede forsigtigt øjnene og der stod bæstet og nærmest kiggede på hende sultent, dog vendte den sig hurtigt mod Jeb og med klagen og græden fik hun sig rejst op og tog fat i dens lange hale med små takker prøvede at holde den tilbage ved at hendes vinger nærmest skød ud af ryggen på hende og slog og basket så hårdt de nu kunne, for at skabe tryk så den ikke kunne gå tættere på ham og den vendte sig skam os om og bevægede halen kraftigt, dog fordi hun havde vinger kunne hun følge trop med den og man kunne se hvor hidsig den reageret med hvæsen og brølen, da den vendte fokus mod den næsten forblødte Kaiden..
Dog randte det ikke lige frem fra hende men blod kunne man skam se...
Dog det eneste hun tænkte på var ikke smerten men at der intet måtte ske Jeb, han skulle ikke dø... han kendte til hendes mor.. til hendes familie, han var det eneste link til hendes rigtige hjem.. derfor måtte han IKKE DØ...

Jebediah blinkede iltert og hastigt med øjnene, inden han begyndte at gnide dem med fingrene. Han kunne høre bæstets hvæsen og brølen, og syntes også at kunne høre Ephal blive ramt. Nej! Han ville helst ikke påtvinge en klarhed i hovedet, men blev han nød til. Intet! Måtte ske med Ephal! Han lagde håndfladen over sit ansigt, og pressede fingrene hårdt derimod.
"Inner S.. Sanctum." Hviskede han, og brugte meget lidt af hans energi på dette. Lige præcis hvad der var nødvendigt, og hans blik blev hastigt skudt imod bæstet, hvis hale Ephal nu havde fat i, og bravt kæmpede imod. Der var blod på dens klør. Han slog øjnene op, og kiggede hastigt op på Ephal, og så straks sårene over hendes mave. Han kneb øjnene sammen, og hans vinger slog ud, og bragede ind i skuret omkring sig, og i et slag med dem, blev han næsten skudt ud af skuret, og fløj imod bæstet med høj hast. Da han ankom, fjernede han straks vingerne, og slog den først hårdt i hovedet, for at få den til at rive dens opmærksomhed fra hende, og brøle af ham. Den rev ud efter ham, men han hoppede hastigt over, og sparkede bæstet i panden, hvilket fik ham til at flyve over dennes vinger, og lande på dens ryg. Han tog et fast greb om dens ene vinge, påede et stykke ude på den, og ved roden, og med et hastigt knæ, brækkede han dens højre vinge. Bæstet brøllede i smerte, og begyndte mere desperat at få fat i Jebediah. Men Jebediah sørgede for at forblive på dens ryg, så den ikke kunne få fat i ham med dens drabelige kløer og tænder. Han greb fat i den anden vinge, satte foden på roden, og sparkede så frem, så denne også blev brækket. Hans vinger rev sig frem igen, og han vendte sig, for at flyve hen til Ephal.
"Ephal! Ephal giv slip.. Kom her." Sagde han hastigt, og greb fat i hendes arme, i et forsøg på at få hende til at slippe dyrets hale. Hendes mod, kunne slet ikke overskygges. Han selv, havde aldrig hoppet ud i sådan noget, i hans ungdom. Han var skabt i en voksen form, uden forældre, men hans tidlige stadier, var ikke meget anderledes end en teenagers opvækst, og vejen imod at blive voksen. Hvor Ephal var noget til. En voksen kvinde. Sig selv.. Ikke sin moder.
Jebediah smilede ganske kort, inden han fik Ephal væk fra halen, og hvis hun var for afkræftet til at kunne bruge sine vinger, ville han bære hende, og flyve hende hen til den anden ende af taget de var på, og satte hende blidt ned. Han undersøgte såret, og kneb øjnene sammen, inden hans øjne gled tilbage imod hendes øjne, og han lagde en blodig hånd på hendes kind.
"Ephal.. J.. Jeg.. Tak.. Jeg skal n.." Han drejede hurtigt hovedet, da bæstet brølede igen, og skulle til at løbe imod dem. Han vendte sig hastigt om, strakte vingerne helt ud, og holdt begge hænder frem for sig.
"Exorcisme!" Næsten skreg han, og et skarpt lys, skød frem for ham, imod bæstet. Bæstet blev blindet, og stillede sig på to ben, og afskærmede sine øjne med den ene arm. Jebediah slog så hårdt tilbage med vingerne, så han fløj i høj hast imod bæstet, og lanede med brystkassen imod den. Slaget skubbede bæstet flere skridt tilbage, men nåede ikke at komme helt ud over kanten. Den begyndte febrilskt at forsøge at rive Jebediah væk, men han blev ved med at skubbe. Den fik revet ham flere gange over ryggen, men vinklen gjorde, at ingen af sårene blev dybe, eller det mindste til fare for Jebediah.
Da de nåede kanten, gav Jebediah et sidste hop fra sig, så både han og bæstet faldt ud over kanten. Bæstet brølede i angst, og forsøgte desperat at flyve, med dens ødelagte vinger. Men Jebediah fik sig revet fri, og skød straks sine vinger frem, for at stoppe sit fald. Han betragtede kort bæstets fald. Han trak vejret udmattet, men var langt fra afkræftet. Jebediah kunne holde længe, men ikke til meget. For meget afstræffelse, og hans krop ville ikke kunne tage det. Han strakte sine skulder, som hans medføldte selvhealing begyndte at lukke sårene på ryggen, og han fløj så hastigt op på taget igen. Han lanede et par meter fra Ephal, og løb straks imod hende.

//Det blev meget. :) Giver dig lige lov til at reagere, så jeg også kan vide hvor slemt sårene er.. Hehe//

Kaiden os kendt som Ephal tog hårdere om dens hale og prøvede at rive i den og baskede som en gal for at holde den væk fra Jeb, da den pludselig vendte sig temmelig vred mod hende og med et snap tog den ud efter hende, hun nået lige at afvige og holdte sig på en go afstand indtil"AH!" hun mærkede let dens hale skrabe hen af taget og hun mærkede skjorten gå mere i stykker og vingerne let rives itu næsten, dette føltes som helved vis det da ikke havde været for en lille medfødt? sygdom Kaiden havde, nemlig at hun kunne ikke mærke smerte som så mange andre egenlig? vis de kunne mærke dette 100% kunne hun faktisk kun mærke dette? 67 %? ..
Hvilket var meget at tænke på i sådan en situation, dog holdte hun stadig om dens hale dog stoppende med at baske for at holde den tilbage men simpelthen baskende for at undgå at sakke bagud og ende i dens takkede gab af råden ånde og syle skarpe tænder der så gerne ville splitte hendes krop ad og rive hendes marv og ben i stykker.
Hun mærkede sin kæbe få et ovnlig skub af dens hale da den pludselig ændret retning og uden at vide det? besvimede hun nogle sekunder, i mens hun var besvimet var hendes greb stadig stramt om dens hale, af overlevelse og af beskyttelse for at beskytte Jeb så godt hun kunne, skønt hendes vinger langsomt trak sig mere og mere ind, basket hun for at holde sig selv og ham i live..
Mens bæstet brølede og spruttede af næsten giftig råden lig ånde og knækkende ryg samt vinger der spredte sig let ud mens den næsten lignede en drage i sig selv?..
Disse væsner var aldrig set før i Di Morga men, måske bar denne by på mere end blot væsner af menneskelig udseende? og løgne, måske levede der stadig rigtige hell bæster i denne verden af forskelligheder..
Hun mærkede pludselig en hånd mod hendes arm og langsomt gav hun slip på bæstet og tog blidt fat i den der end havde reddet hende og til hendes overraskelse da hun endelig var i siden af selveste taget, i hjørnet med murbrokkerne op af sin forslået og revet ryg, så hun ind i Jeb´s lyse blå øjne og hun smilede forsigtigt og sagde"Syyysh" hun lod blidt en finger placere sig over hans munds bløde aflange læber der var mere end tiltrækkende denne gang og langsomt lod hun øjnene lukke blot for at slappe af, hun var ikke døden nær, men dette havde taget utrolig meget på hende..
Hun hørte Jeb forsvinde fra sig og hørte så et højt skrig, næsten som var hun med i en film, hvilket fik hende til at smile skønt alt ikke var iorden så prøvede hun at få det bedste ud af situationen, det var første gang hun havde kæmpet mod et uhyre men hendes evner havde igen svigtet hende?... hvorfor anede hun ikke..
Da hun hørte væsnets sidste brøl åbnede hun det ene øje og der så hun Jeb falde med det, et højt skingert kvindeligt dog ungt skrig kunne høres i morgens solopgang og det var sådan hun altid ville huske disse morgener på dette tag..
Ligeså vel som den aften hun stod på taget i regn med blødige hænder og følte sig uovervindelig, ligeså denne morgen gry, følte hun sig sårbar som aldrig før..
Hun så let mod kanten indtil... der kom han Jeb!.. han overlevet til hendes overraskelse og hendes hurtigt bankende hjerte, trak hun let vejret i små hiv og skubbede suig mod kanten og løb så os straks mod ham så godt hun nu kunne eftersom hendes ben ikke var beskadiget og der tog hun så om ham, selv om hendes tænder skar mod hinanden og en klagen "Aahh.." kunne høres ud mellem de sammen presset fyldige rosa pinke læber af hendes, mens de orange øjne var gemt væk bagved dramatisk sorte bøjede øjenvipper, samt øjenlåg med blid hvid øjenskygge over der gav hende et mere blidt udtryk...
"J..Jeb" hun smilede let og hostede stille fra sig og sagde"Ta..k"
Hun stod temmelig afkræftet op af ham og mærkede smerten i ryggen dog.. ønskede hun ikke at arene skulle væk eller heales, hun ville selv heale dem vis det var.. dog vis der var noget hun ønskede lige nu, var det at komme i sikkerhed sammen med Jeb og få renset sårene og komme til kræfter, samt sørger for han var... okay

Den værste skade Jebediah tog under denne kamp, var hver eneste skramme på Ephal. Vindication... Jebediah! Hvorfor brugte du det ikke! Hvorfor lod du dig selv blive slå ud, så hun var i fare. For Faders skyld Jebediah, hun er stadigt ung!
Jebediahs tanker rev i ham, i hvert eneste sekund af kampen. Lige fra det slag han tog, der slog ham ud, til da han skubbede bæstet ud over kanten. Han følte en hvis styrke, nettop i dette. Hvad var det? Var det angst? Nej, Jebediah havde følt frygt før, det havde ikke styrket ham, og han havde overvundet det. Var det en positiv tanke? Bestemt ikke. Var det virkeligt. Vreden? Den havde kun ganske sjældent været der, og han havde kæmpet den væk hver gang. Den brændene vrede, som han altid holdt tilbage. Aldrig, rejste han hånd af en uskyldig. Aldrig bar han nag, over et tyveri, eller når hans bil, blev ridset af en nøgle. Nej. Men hvorfor så der? Hvorfor under den kamp? Var han virkeligt vred nok over, ikke at have været hurtig nok? Snu nok? Til at undgå skaden gjort på Ephal?
Jebediah åbnede øjnene udvidet, da han så den afkræftede, og forholdsvist slemt sårede kvinde, løbe imod sig. Han holdt først hænderne ud, som om han ville stoppe hende, men han kunne ikke få sig selv til det, og i stedet, løb han hendes arme imøde, og lagde sine omkring hende. Dog så han hurtigt de voldsomme sorg hun havde fået på ryggen, og stoppede sine arme i at røre hende. Han kiggede desperat efter et sted han kunne ligge armene, men der var sår, over det meste. Til sidst, lagde han hænderne på hendes sider, og strøg dem blidt op og ned, på en beroligene maner. En tåre forlod Jebediahs ene øje, da han blidt lagde ansigtet imod hendes hår.
"M.. Min tur.. Til at tysse på dig.. D.. Din.. Tossede kvinde.. Hvorfor blev du ikke sidene?" Han sukkede, med en blid klukken. Han strøg sin kind imod hendes hoved, inden han spontant kyssede hendes hoved. Han tænkte ikke over det, og fortrød det ikke. Ephal betød allerede langt mere for Jebediah, end noget andet. Og dette, ikke på grund af hendes rødder. Lailah, havde ikke længere noget med det at gøre. Jebediah trak sit hoved en smule tilbage, og prøvede at få Ephal til at se op imod ham, og møde hans kølige blå øjne.
"Vi skal i sikkerhed.." Han kiggede lidt op og ned af Ephal, og så kort overvejende ud. Han gik så den lille bitte smule, der skulle til for at de var i samme hæjde, ned i knæ, og kiggede tilbage i hendes øjne.
"Ephal. Læg armene omkring min nakke. Vi kan ikke tage trappen, nedgangen er ødelagt.. Jeg bliver nød til at bære dig." Sagde han, med en rolig, sikker og seriøs stemme, imens han kiggede I Ephals øjne, endnu engang. Hvis Ephal ikke gjorde det, ville han lede hendes arme omkring hans nakke, og så lagde han hænderne på hendes lår, og hev hendes ben, ud på hver side af ham. Han gad ikke at tænke på konsekvensen, eller på hvor forkert det måske var. Hun skulle i sikkerhed. Og hvis ikke hun protesterede, slog hans vinger sig ud igen, og han fløj af fra taget, og ned imod hans lejlighed, i en rolig fart, så det ikke var svært for Ephal at holde fast.

Kaiden grinte stille og bed sig let i underlæben for at udholde den smerte og sår der var blevet givet hende hvilket havde resulteret i stor kamp udholdenhed og virkelig gode overlevelses instinkter samt ar permanent på sjælen dog, havde Jeb gjorde det hendes oplevelse med bæstet 10 gange bedre end det kunne ha været vis hun var alene fordi hun følte at der var en der kæmpet for at holde hende i live, en der endelig forstod hende og ikke nok med det så kunne man høre politi og andre der var i gang med at spære hotellet af dog ikke for indbygger, og var ved at få nogen til at komme og ordne vejen fordi ligeså snart bæstet havde ramt jorden fra den højde de nu var på, havde den nærmest gået op i røg og flammer som tog helved den tilbage fordi den var ikke værdig nok til at dø på en værdig måde? at dø og så blive begravet eller andet måske?, undersøgt ?.
Hun rystede let på hovedet over sine dumme tanker og tog blidt om nakken på Jeb og da de landet i lejligheden var det første hun gjorde at ringe ned efter 2 første hjælps kasser samt at finde en skål og noget sæbe samt mixe det op og derefter gå ud i badeværelset og tænde for vandet så man kunne vaske sig for skidt og snavs ovnlig samtidig med de overflødige sår kunne renses med skålen med sæbe og en blød gul lidt svampe bob firkantet agtig svamp.
Hun smilede ved at se dens farve og rystede så igen på hovedet og sagde"tusind tak f...fordi du reddet mig Jeb" hun smilede og satte sig let hen til sofaen hvor hun havde ført ham hen og sagde"Hvor er du kommet tilskade" hun ville hjælpe ham vis han sagde hvor han var kommet til skade, og vis man så, så lidt på hende blødte hun ikke halvt så meget fordi skjorten i hvid havde klistret sig op af de blodige lange sår hun havde på maven nu, et af dem nået næsten op til de runde fyldige bryster hvor den ene var lidt blottet fordi skjorten var revet mere ellr mindre itu og knapperne var sprunget ud da den havde revet hende så hendes bryster var dækket af hver folde af Skjorten mens resten ikke var dækket som mave og siderne samt lidt af ryggen.
Noget fik hende til at grine ved at se lidt ned af sig selv, nok fordi ellers ville hun græde men os for at lette stemningen, mens tårene fyldte hendes øjne og hun tørte dem væk i det de kom og sagde lettere... hulkende og grinene i samme tone der lød glad og lettere"Heh.. de..det her minder mig faktisk... m.. ahh.." hun bed sig let i underlæben af at trække stoffet væk fra sine blodige sår og sagde"Minder mig om din skjorte da vi mødtes første gang" hun grinte let og sagde"Like? for få minutter siden kan man vel sige, eller timer haha, tænk jeg har aldrig haft det så spændende men samtidig kommet ud for fare? før jeg mødte dig ? Faktisk.." hun grinte og sagde"Sjovt hva?" hun roede sig lidt i håret og kunne ikke lade vær med at vise smerte i det nuttede smil og sagde"så tror du at du overlever, og jeg har tændt bruseren for dig.. så du kan smutte i bad.."

Bæstets nedfald, og problemer det gav på jorden, skænkede han ikke engang en tanke. Det var ham fuldstændigt lige meget. Den eneste tanke han havde, var at få Ephal i sikkerhed, og så hvorfor Hell beasts, kom så vidt omkring byen nu? Var det Signets skyld? Den som han havde forsøgt at fange, og dræbe, men som havde benægtet hans sidste chance, og så sendt sine Hell Spawn efter ham? Nej, Signet burde ikke have rådighed over disse.
Som de fløj, havde han intet andet i tankerne, end hendes styrke, på trods af hendes unge alder. Hvad havde gjort, at alt dette ikke havde knækket hende fuldstændigt? Havde han selv taget den mængde skade i sin unge tider, havde han bestemt ikke tænkt på alt det, Ephal gjorde da de lanede.
Jebediahs blå øjne, betragtede hende opservant, som ventede han blot på, at blod tabet skulle gøre underværker. Måske mærkede hun ikke megen smerte, men hun skulleogså passe på, at hun ikke tillod såret at bløde for meget. Tøjet der klistrede derimod, ville bestemt ikke være nok. Han strakte sine skuldre en anelse, så den ene gav et højt klagene knæk fra sig, og hans overlæbe hoppede en anelse. Han lagde så en hånd imod brystkassen, og hviskede still 'Inner Sanctum'. Lys skød ud fra samtlige hans skræmmer over hans ryg. Men arene forsvandt ikke. Han lod dem blive, som så mange andre. Dem han fik, da han fejlede i at beskytte en familie imod Døds Engle. Da han succefuldt gjorde det. Da Michael gav ham tæsk, og sidst men ikke mindst, det ar i den ene side af hans pande, fra første gang der blev gjort modstand, i hans tid som døds Engel. Aldrig ville han glemme det. Den dag, Jebediah, blev Jebediah.
Han smilede af hendes tak, og da de var sat, lagde han blidt hånden på hendes hoved, og strøg den ned af hendes hår. Han klukkede en enkelt gang, og rystede på hovedet, som hun spurgte ind til hans skade.
"Den eneste skade jeg tog, var inden i. Og den kan du rette op på, Ephal, hvis du for hvor Faders skyld, dog bare gad at tage dem af dem selv. Frem for mig?" Sagde han, og smilede blidt til hende, med en venligt blik. Han lænede sig så frem over, og kyssede hende blidt på panden, i det han rejste sig. Da han gjorde, betragtede han ganske kort hendes mundering, og så hendes sår, med let sammen knebne øjne.
Han klukkede så af hendes sammenligning, og rystede langsomt på hovedet.
"Bortset fra, jeg kunne heale mit, min kære. Der er skjorter som du kan låne, i det skab." Sagde han, og peggede imod et skab et stykke fra badeværelsets døren.
"Jeg vil gå ud og tage brug af det vand du gjorde klar. Tak. Hvis de gider at kalde på mig, når du en gang er færdig, og er. Mere klædt på... Så vil jeg vente der inde, til da." Sagde han, med et halvt, blidt buk. Han smilte så venligt, og bevægede sig imod døren til badeværelset. Han stoppede op nær dørkarmen, og kiggede langsomt over sin skulder, tilbage imod Ephal i sofaen. Han smilede så blidt, og nikkede en enkelt gang.
"Tak. Du er langt stærkere, end hvad er beregnet af dig, i din alder. Jeg takker dem inderligt for deres indsats." Sagde han, smilede blidt, og gik så ind på badeværelset.
Som han stillede sig under bruseren, slog han også sine vinger frem igen, i den store brusekabine. Han sørgede for at få dem vasket, lige så meget som resten. Jo mere han vaskede sig, jo flere røde ar, kom til syne på kroppen. Utallige ar, fra de de fleste af de kampe han havde udkæmpet, i hans tid. Sjældent, havde han healet dem væk. Blot ladt dem side. Aret i hans pande, kom lige så, langsomt til syne, og fremviste det brutale skudsår. Jebediah sukkede, og afventede så blot Ephals kalden, og færdiggørelse, imens han lod vandet, hviske sårene på sjælen, væk.

Kaiden nikkede forsigtigt og sagde"Okay Jeb" hun sukkede let da han endelig var gået sin vej og tog så langsomt og pivende skjorten der var ødelagt af sig og tog vandet og begyndte at vaske sig de steder sårene var og langsomt fik hun plast over dem, et slags plaster der holdte sig fast rundt om sårene med gennemsigtig tape der var beregnet til menneskehud. Hun tog så forbinding rundt om det sted på sin mave hvor det mest havde ramt i siden af hende, og langsomt var hun forbundet til under brysterne og ned til hofterne.. med forbinding i hvidt der var smukt lavet med en lille sløjfe i siden, indtil hun fandt klipsen og fik det klipset på hvorefter hun fandt sin bh og tog den forsigtigt på da det gjorde ondt på ryggen hvor der var lidt overflødige ridser her og der fra gruset der lå ovn på taget på hotellet.
Hun så let på sig selv og tog så fat i sit hår og blidt satte det op i en fletning, fransk, fra hovedbund til enden af hårets spidser, tæt ind til hovedet og så ved nakken løst som en pisk hang fletningen.
Hun smilede let og så allerede mere sofistikeret og mere orden agtig ud?, måske lidt mere voksen så hun os ud, dog lod hun sig ikke stoppe af det og råbte så"Jeb jeg færdig" hun havde ikke taget leggins på fordi skjorten dækkede ned under hendes bagdel så man intet så, og hendes ben gjorde allerede rigtig ondt og legginsene var ødelagt så hvorfor beholde dem på ?.
Hun satte sig dog i sofaen forsigtigt og kiggede ud mod vinduet og tænkte lidt på om hun mund kunne heale sine sår som Jeb gjorde blot ved at tænke på det?, men intet syntes at virke...

Jebediah lod hænderne køre igennem håret, stadigt under bruseren, imens han stille sukkede. Hvorfor slog vreden stadigt op i ham? Havde det været så længe siden han havde været i himlen? Fri fra al denne vrede? Han havde ikke følt den, siden en familie var blevet dræbt, og bragt i himlen, for øjnene af ham. Nogen, han ikke selv kunne bringe til himmels, selvom det havde været hans job. Dengang, havde han smidt Michael, hans egen broder, igennem et rum. Denne gang, havde han hjulpet en anden. Måske kunne han kontrolere denne vrede? Bruge den til godt, frem for ondt? Han havde altid fået afvide, at brændene vrede, kun bragte ondt. Men hvad hvis han kunne vende det, til noget godt.
Han blev rusket ud af hans tanker, da han hørte Ephal, og han kiggede imod døren. Havde han stået i badet, så længe? Han rystede kort på hovedet, og strakte skuldrene, så de gav ulidelige knækkene lyde fra sig, som fik ham til at brumme en anelse. Hans overlæbe hoppede en anelse af smerten, og hanrystede hovedet en anelse hårde. Han trådte så ud af badet, og tørrede sig hurtigt.

Jebediah trådte ud af badeværelset, med et par simple shorts på, og flere perler af vand over hans bare overkrop, der lagde sig imod de mange ar. Han betragtede kort Ephal, osmilede så blidt.
"Blev det gjort ordentligt?" Sagde han. Han lød ikke som om han tvivlede hendes evner. ,men blot som om han ville sikret på, at hun var okay. Han bevægede sig så imod sine hylder, hvor hun havde taget en skjorte, og tog da også en. De to katte kom så ud fra køkkenet. Den store sorte kat, bevægede sig bare hen imod lænestolen, hvor den hoppede op, og lagde sig straks behageligt, og spandt, som den hvilede. Hun katten, begyndte straks at klage efter opmærksomhed, og luntede over til sofaen, hvor den hoppede op, og gik hen for at gnide sig op af Ephal. Jebediah trådte så imod sofaen, da han lige havde fået en skjorte over skuldrene, uden at lukke den foran. Han gik så over i sofaen, hvor han satte sig, lænede sig langt tilbage, og sukkede afkræftet, imens han lænte hovedet tilbage på dens ryg.
"Velkommen til mit job, i en nødeskald.." Sagde han, og lo så blidt, imens hans blå øjne, gled op på Ephal igen.

Kaiden betragtede let katten der ville kæles, og nussede den så bagved det ene øre mens hendes opmærksomhed gik over mod Jeb og hun nikkede ja bestemt til ham angående det med rensning af hendes sår. Hun følte sig lidt påtrængende men holdte det dog tilbage og sagde så undrende"Så det her er du altså van? til.. at slås med store klamme monstre der vil slå en ihjel eller spise dig samt? bruge masser af bandage og andet" hun sukkede let og lænte sig langsomt bagud for så at lægge stille og sagde"Jeg kan slet ikke vente med at komme ned og lægge i min egen seng på 20 etage"
Hun strakte let armene over hovedet og mærkede fletningen lægge sig over hendes ene skuldre og langsomt så hun hen af mod Jeb med sine orange glinsende lidt våde øjne der tidligere havde været fyldt med tåre og hun smilede forsigtigt men følte stadig en slags anspændthed mellem dem?, dog fik hun mod nok til at rejse sig og kiggede mod solens opstandelse kunne man vel kalde det, efter så hård og dødbringende en kamp de havde været i.. så hendes fokus blev vendt mod Jeb og hun gik langsomt hen af mod døren og tog blidt fat i den og sagde"Nårh men.." hun krydsede let genert bene og sagde med blikket rettet ned mod jorden"Jeg må hellere gå i seng, ser du.. jeg sover som et menneske, hver nat altså? vis jeg kan komme afsted med det, og jeg vildt træt så jeg må hellere smutte ned af og komme i seng, men.. vi kan jo altid ses? altså det jeg mener er" hun rødmede let over kinderne og lod blidt øjnene glide over mod Jebs sidste position og sagde"Du altid velkommen nede ved mig, anytime.. sååå vi ses vel?" hun åbnede stille døren og sku så småt til at gå ud fra lejligheden, mens hun følte en stor trang til at stikke af ned til sin seng og glemme alt der var sket af slås kampe og den tæthed hun havde haft med Jeb nede i rummet hvor de næsten havde kysset, det var så pinligt at hun kunne ha ønsket sig død !?... på det tidspunkt..

Jebediah betragtede katten, som den gned sig op af Ephals berørelser, og spandt lystigt. Den hoppede så over hende, og luntede hen til ham, hvor den kælent, lagde sig på hans skød, og gled halden op af hans bare mave. Han lagde et par fingre på dens hoved, og kløede den blidt, som fik den til at spinde endnu højere, og dovent lade halen falde ned ved dens side. Jebediahs blå øjne, lagde sig op på Ephal igen, og han smilede skævt af hendes spørgsmål.
"Ja. Det er ubetalt. Det er en ting.. Jeg skylder mig selv. Noget jeg ikke kan give op. Men det er ikke kun 'klamme monstre'. Det er synder. Dem der skader de uskyldige. Dem der driver uret." Sagde han, og gled langsomt sit blik væk fra Ephal. Antalet af faldene engle, og selv mennesker han havde taget livet fra, kunne han slet ikke tæle til. Og var heller ikke noget han ønskede. Ønskede blot, at deres ansigter ville forlade hans hukommelse.
"Jeg bruger sjældent bandage. jeg kender min grænse. Når den er nået, flygter jeg. Som til aften, i gyderne. Jeg gjorde ikke mit arbejde færdig. Den jeg jagter, lever stadigt. Jeg forlader en kamp, før den dræner al min energi, så jeg stadigt kan heale mig selv." Fortalte han, og lagde sine arme imod sofaens ryg.
han så en smule overresket ud, over hendes ønske omkring at sove. Jebediah sov kun, når han kunne mærke hans energi helt drænet. Hvilket sjældent skette, da han havde udviklet sig, så den var meget hårdføre, og stort set aldrig blev udtømt. Men Ephal var naturligtvis stadigt ung, hun havde utallige år, at udvikle sig i. Han betragtede hendes hestehale, og han smilede blidt, med et kort ryst på hovedet. Aldrig ville han forstå, hvordan kvinder satte en sådan fletning...
Som Ephal rejste sig, gled Jebediahs blik med hende, og han smilte blidt, med et enkelt nik.
"God ide, Ephal." Sagde han, og rejste sig så også, langsomt, for at katten, utilfreds, hoppede væk, med en kort klagen, inden den dovent lagde sig i hjørnet af sofaen. Jebediah fulgte Ephal til døren, og smilede igen, med et enkelt nik.
"Det vil jeg overvej. Bestemt overveje." Sagde han, med et blidt smil, og et enkelt nik.Han rakte en arm ud bag sig imod sin lejlighed, inden han fortsatte.
"Og de, altid velkommen her. Med hvad end, du kunne have behov for. Og jeg vil forsøge at få skaffet dem nogen coursages." Sagde han, og nikkede en enkelt gang med et smil. Han brød sig ikke om at 'slippe'. Men han vidste, at han ikke altid ville kunne være der for Ephal. Men han håbede bestemt, at hun ville overveje, at lade ham hjælpe hende med at forstå og finde sine evner.

Kaiden tog blidt om Jeb og sagde"Nu ikke så formæl, vi kommer jo til at ses mange gange inden jeg sikkert flyver fra reden som man siger" hun gjorde en let flyvsk bevægelse med den ene meget smalle feminine hånd og grinte så let med sit tandpasta smil og slap så stille og blidt Jeb for at kunne gå hen til døren og med et flovt smil lukke den efter sig og så løbe ned til elevatoren hvor hun tog den og lod som om alt var iorden indtil hun stod inde i elevatoren gik hun ned i knæ og tårene strømmede ud og hun tog sig let til siderne hvor sårene gik om til eller nærmere de åbne rifter og hun følte en trang til at skrige men holdte det inde.
Tårene ramte det klare metal gulv der ingen tæppe bar, hvorfor var nok fordi en mand havde overfaldt en, for nogle måneder siden og et nyt tæppe var bestilt.
Hun vidste dog ikke til dette, men hun så sine tåre dobbelt i spejlene der var rundt om hende indtil dørene klikkede sig op og hun fik rejst sig langsomt dog svimmel og hørte mikroovns lyden indtil hun langsomt besvimede, som om hele verden nærmest forsvandt som når man slukkede et gammelt tv og det fadede ind til en hvid lille prik for så at forsvinde..
Det var sådan hun nærmest så verden forsvinde i sort for hende af de store smerter hun så smukt havde undertrykket for at Jeb ikke skulle bekymre sig.
Hun mærkede langsomt nogen tage fat i hende, eller nærmere under hende og bære hende op med et godt og blidt tag, langsomt hørte hun dørene lukke i men vidste ikke om hun var i elevatoren eller ej?..
Dog efter få sekunder så hun glimt af lys og syntes at høre noget eller nogen snakke og så endte hun i en dejlig blød seng og der lå hun skam indtil næste morgen hvor hun ville ende med at se hvem der havde båret hende til hendes egen seng eller en andens for da at passe på hende..
Nattens kølighed strømmede ind af et åbent vindu i hjørnet og hun mærkede allerede hvordan hele rummet syntes at fjerne hendes høje feber fra smerterne der langsomt var svedt ud med medicinen hun havde fået samtidig med at hun følte sig allerede tusind gange stærker hvilket os var grunden til hun så hurtigt satte sig op og så rundt i en lejlighed der lignede hendes? utrolig meget, så hun var stadig på hotellet..
Mund ... Jeb havde fundet hende???

Jebediah smilte blidt af hendes berøring, og lagde ganske forsigtigt sin arm omkring hende. Han trak hende blidt ind til sig, inden han så slap hende, og nikkede en enkelt gang, og rejste sin højre hånd, for blidt at lade den glide ned af hendes bløde hår.
"Det håber jeg bestemt. Ephal." Sagde han, og smilede blidt til hende, inden han lod hende forlade døren, og langsomt vende sig. Hans blide smil, blev langsomt til et bekymret blik. Han kiggede kort over på telefonen, og gik så over til den, for at ringe receptionen op. han fik en tjener til at tage til 20 etage, for at sørge for, at Ephal i det mindste nåede til sit værelse. Han lænte sig så op af væggen ved siden af telefonen, med det bekymrede blik, rettet imod vinduerne, og krysede armene, med et lavt suk.
Der gik ikke mere end ganske få minutter, inden han fik et opkald fra receptionen, og han tog den med det samme.
Kun ganske få sekunder, tog samtalen igennem telefonen, inden Jebediah smed røret fra sig, og hastigt løb imod døren, rev denne op, og stormede imod trapperne. Sekunder efter at have åbnet trappegangens dør, hoppede Jebediah ud over trappens rækværk, og faldt ned igennem det tynde mellemrum derimellem. Flere folk gispede da de så ham falde forbi dem. Jebediah så ikke ud til at falde med en fast tanke, men han talte samtlige etager, og præcis ved tyvene slog hans vinger sig frem, og sank hans fald, lige nok til ikke at brække armene, da de greb fat i trappe kanten. Han hoppede over rækværket, og løb igennem døren.
Tjeneren fra tidlige, stod henne ved elevatoren, og så ud til at vente der, med tanken at Jebediah ville komme der fra. Da han så hørte døren slå op, vente han sig med et gisp, og stirede uforståene imod Jebediah, som slet ikke skænkede ham en tanke.
"Har du taget hendes ekstranøgle med?" Spurgte han hastigt. Tjeneren nikkede hastigt, og løb straks imod Ephals lejlighed. Jebediah samlede blidt Ephal op, og stirede imod hendes ansigt, med et kort ryst på hovedet, og et sørgmodigt smil.
"Din overmodige lille tosse." Hviskede han stille, og rejste hendes hoved en anelse, for så at kysse hendes pande. Han bevæggede sig så hastigt imod tjeneren, som vinkede ham imod ham.
Jebediah lagde Ephal blidt på hendes seng, og aede blidt hendes hår væk fra ansigtet.
"Hvad er der dog sket?" Spurgte tjeneren, og lignede et stort spørgsmål. Jebediah skænkede ham kune et kort blik, inden han nikkede.
"En mindre konfrontation.. Tak for hjælpen Jim. Sig til receptionen, at vi nok skal klare den." Sagde han, med et enkelt nik imod tjeneren, Jim. Jim nikkede en enkelt gang, og forlod lejligheden. Jebediahs blå øjne fulgte ham ud, inden de faldt ned over Ephal igen. Han lagde blidt sin hånd på hendes mave, og hviskede stille.
"Inner Sanctum." Varmen fra hans hånd steg, og sente blide energier igennem Ephal. De ville ikke vække hende, nærmere hjælpe hende i en dybere, og mere behagelig søvn.

Jebediah stod ved det åbne vindue, stadigt med de samme bukser på, som aftnen før. Han stod med en hånd i lommen, og sukkede blidt, da han hørte Ephal rejse sig fra sengen, og han vendte sig langsomt om, for at lade de blå øjne falde imod hende. Han bar et venligt smil, og nikkede en enkelt gang imod hende.
"Velkommen tilbage." Sagde han stille, og vente sig, for at gå over til sengen. Han satte sig ned på kanten af sengen, og betragtede hendes sår, som så ud til at være blevet bedre. De blå øjne, gled så tilbage op på Ephal, og hans blik blev en smule mere seriøst.
"Ephal.. Hvor nævnte du ikke dette? Hvor svækket du var?" Spurgte han, med en blid stemme, og sørgmodigt blik.