Sv: The blessing light, of the Moon

af **Angelin** Tors 14 Jul 2011 - 22:30

Angie lyttede blot til hvad han havde at sige, og nikkede når det var nødvendigt. Han havde fuldkommen ret i det han sagde. Mange havde levet et meget længere liv end hende, og hun ville nok også få et rimelig langt liv, medmindre hun altså blev dræbt, eller tømt for blod. Hun stolede på Scars, og på at han ikke ville dræne hende krop for blod, hvis han gjorde, ville hun komme op til sine forældre igen, se sin retmæssige herre, og bede ham om at sende hende tilbage igen, så blot som spøgelse, så hun kunne hjemsøge Scarc til han begik selvmord, fordi hun gjorde ham sindssyg af hendes stalkerri.
Hun havde ikke svaret på hans spørgsmål, om hvornår hun skule være tilbage, da Jebediah havde spurgt hende for et par minutter siden, og hun blev en smule rød i kinderne, da hun følte at hun havde dummet sig en smule.
”Ehm.. Han sagde at han ville opsøge mig, når han havde brug for mig, hvad det så end skal betyde.. Så jeg har ikke en tid som sådan, nej. Hvorfor da?” Hun så på ham med et forlegent blik, og forsøgte at finde ud af hvorfor han virkelig ville vide det. Forsigtigt brød hun ind i hans tankegang, men der kom intet svar på det spørgsmål hun havde. Faktisk kunne hun ikke hør det helt store. Kun et par ond hist og her. Hvad skete der lige med hendes evne? Måske var det fordi hun var udmattet eller noget i den stil. Hun følte sig faktisk rimelig ret træt og en smule sulten, hvis hun mærkede ordentligt efter.
Angie lod en hånd glide gennem hendes gyldne hår, som mere eller mindre var blevet tørt. Hun fiskede en tynd elastik op af lommen, og samlede håret i en knold. Hun lod en lille tot af hendes pandehår hænge, da det klædte hende bedst. Nu var det ikke til at vide, hvad Jebediah mente om hende frisure, men hans mening betød en del for hende nu. Han var virkelig blevet som en ven for hende. Faktisk var hun ikke klar over, hvad han mente om hende? Var hun også som en ven som ham, eller have han allerede nogle vigtigere venskaber?

af Gæst Fre 15 Jul 2011 - 14:33

Jebediah smilede af hendes nikken. Hendes lytten. Det vidste at hun var redde til at lære. Komme videre. Og det ville hun også komme, det var Jebediah sikker på. Og lige meget hvor knækket hun var når hun kom fri, ville han gøre sit, for at få hende på benene igen, og med en stædighed, og lærelyst som hendes, var han sikker på at det vile være muligt. Han klappede blidt hendes skulder da han var færdig, og afventede så et svar på hans spørgmåls. Han ønskede ikke at hun skulle straffes på grund af hendes tid med ham.
Han smilede da hun svarede, og nikkede en enkelt gang. Han lo en enkelt gang af hendes spørgsmål, inden han stillede sig ved siden af hende, og lagde en arm bag hende, for så at lede hende hen af bredden, hvis altså hun ønskede at følge med.
"Fordi, jeg ville hade at de skulle blive afstraffet, fordi de blev for længe ude, sammen med mig. Som sagt, bliver du nød til at være lydig, for at undgå de værste kvaler. Jeg ved bestemt det er svært. Men fortsæt med at tage ro i, at der ikke er lang tid tilbage. At du snart vil være fri igen, og vil kunne flyve med frihedens luft under vingerne." Sagde han, og ruskede hendes skulder blidt, imens han fortsatte hen af bredden.
Han kiggede frem for sig i en tid, og overvejede hvad han kunne gøre, for at få Angelins tanker i ro. Give hende en kort tid, uden kvaler, nu hvor hun var ved ham, og ikke hendes herre, eller denne vampyr. Hans øjne gled så ned over hende, og kom så til at tænke på noget.
"Så.. Du har været der oppe. For kort tid siden? Eller. For de par hundrede år siden?" Spurgte han, med et tænkene blik ned imod hende, og et blidt smil.
"Hvordan var det? Hvordan var det at være en sjæl, der blev sendt op i vores.. Hans. Verden?" Spurgte han, med et varmt smil, og tydeligt interesse.

af **Angelin** Fre 15 Jul 2011 - 20:00

Angelin grinede lidt af hans spørgsmål. ”Tjaa.. Der var vist blevet lavet om, da jeg var der oppe. Vores herre var ihvertfal i højt humør, og sendte mig med glæde af sted som engel. Underligt at jeg ikke fik at vide hvad min mission var, men det da også okay ikke at have nogen? Sidst jeg var der oppe, var i en ud-af-kroppen tilstand. Det var i en slags drøm, hvor jeg så det hele igen. Det er for ikke så mange år siden. Måske ti år eller noget. Ellers var jeg der oppe for første gang, for 271 år siden. Der var virkelig blødt over det hele, og utrolig hvidt. Jeg forelskede mig straks i den farve som det hele havde. En slags ekstrem lys blå.”
Hun grinede kort, og gik langs bredden sammen med Jebediah. Han var virkelig venlig mod hende, tilbød hende hans hjælp og det hele. Hun havde aldrig forstillet sig at hun ville finde nogle som faktisk bekymrede sig for hende? Hun havde altid troet at hun var alene om det hele, og aldrig ville finde et venskab igen.
Jebedaih var klart et af de første venskaber hun havde fået, siden sin hjemrejse. I alle de mange år hun havde været engel, havde hun strejfet rundt på det meste af jorden, og levet af at tjene en familie i et stykke tid, så hun kunne få husly og en smule mad. Der var hun i et par dage, og så var hun smuttet igen. De fleste familier havde været utrolig venlige mod hende, snakket med hende om hvordan det var at være engel, og hvordan hun døde osv.
Nogle havde endda hjulpet hende til grænsen eller længere, givet hende lidt ekstra mad både at spise og med til turen, et par mynter og nogle beklædningsgenstande. Andre havde bare været fuldkommen kolde i røven, og lod hende arbejde dag og nat, uden et eneste tak eller en eneste samtale.

//Kreasvigt:(

af Sponsoreret inhold