Café De Charlott:: privat Scars

Tid:: 21:00
Sted:: gågaden på den lille cafe
Omgivelser:: masser folk der er ved at gå dog er der startet et slagsmål
Vej:: mørkt og koldt
Dato:: irl

Natten var faldet på og luften var kold dog regnede det ikke utroligt nok dog var gaderne stadig våde efter tre dages regn og uvejr, gaderne var tomme kun få mennesker var ude vampyrerne var også begyndt at komme frem fra deres skjul imens andre væsner som dæmoner og djævle også var på vej frem for at nyde natten og måske få lidt mad, stilheden lå som et tæppe over gaderne dog blev stilheden brudt ved lyden af skud og råb samt lyden af knytnæver der ramte deres mål, i en lille hyggelig fransk cafe dog var der ikke meget hygge lige nu, folk løb rundt og sloges med andre borde lå overalt samt stole og masser af glas de få gæster der før havde sidt og slappet af lå nu over i det ene hjørne krøbet sammen imens en høj skikkelse stod foran dem med en pistol rette mod dem"vis i rør jer, skyder jeg" brummede han koldt, det var en flok ældre dæmoner der havde overtaget hele caféen dog kæmpe de lige nu imod et par djævle som før havde været gæster men nu var fjender. En ung køn tjener sad tæt på døren med armene om sig hans krop skælvede og han knugede hænderne omkring et kors som hang i en kæde om hans hals, hans hud var solbrun og hans hår mørkebrunt men kort og pjusket hans krop var høj men spinkel, hans øjne var chokoladebrun men det ku ikke ses lige nu for de var lukket af ren frygt han hviskede panisk en lille bøn imens han håbe på at igen så ham, han var kun menneske og havde derfor intet at ku beskytte sig med dog ville han kæmpe vis det nu sku til. Asriel som den unge tjener hed åbnede øjne hvorefter han langsomt begyndte at kravle hen imod døren i håb om at komme ud dog nåde han ikke langt før han stødte ind i et par ben, han gispe da han løftede blikket og så nu direkte op på en dæmon som så skarpt ned på han hvorefter manden greb fat i ham og hev ham op fra gulvet "når hvad har vi så her?? et menneske?"spurgt han lumsk hvorefter han lo koldt. Asriel så skrækslagent på ham "slip mig" mumlede han panisk dog ku han intet gøre dæmon lo og stak ham en sygnende lussing så slaget ku høreres i hele rummet.
//undskyld blev lidt forvirrende//

Med lange skridt kom en hoej blondt man gaende ned af gaden, han var ifoert en tanktop og et pat sorte jeans, han han lignede sig sev og folk genkendte ham med det samme. Alexander var kendt som en mand der ikke var til at bide skeer med og ikke mindst konge og leder af Di Morga, det vr efterhanden sjaeldetn man saa ham i byen, der var loebende rygter om at han var ved at blive mere og mere tosset af at leve for sig selv i det enorme slot der mere eller mindre lignede en millitaerbase efterhaanden. Larmen fra cafen fangede Alexanders opmaerksomhed i et oejeblik, men da han kort kiggede derover og saa hvilke svage individer der havde valgt at kaste sig over hans befolkning kunne han ikke andet end at gremmes, skulle han traede til eller bare lade slaget gaa sin gang, saa sjovt som det ville vaere saa problematisk ville det ogsaa vaere naar han skulle leve med visheden om at have hjulpet mennesker, en race han ikke havde andet end had overfor, men det var ikke officielt kendt i efolkningen, ikke endnu da.
Alexander sukkede dybt og traadte ind i Cafeen og blev med det samme moedt med stirren fra maendene der roevede stedet, en af dem blev saa overrasket t han skoed Alexander i brystkasen med sit oversavede haglgevaer, Alexander sukkede bare, det var ikke engang soelv, de kunne lige saa godt have kastet sne pa ham i haabet om at han ville doe af en forkoelelse, "Jeg er ikke en der bryder ig om at blive skudt paa". Der var en kort turmult, men paa grund af Alexanders enorme styrke og hurtighed var det ikke en egentlig kamp saa meget som det var en massakre, Alexander stod der lidt med den sidste fyr i haanden, hans arm var stukket direkte igennem hans brystkasse, hjertet dunkede stadig lidt i haanden paa ham mens manden sirtrede en smule inden han doede.
Alexander havde et ansigtsudtryk at total kedsomhed, han havde ikke engang vaeret noed til at foersvare sig ordenligt, Alexander trak armen til sig og hjertet fulgte med, paa vejen ud fik han oeje paa en mand med et kors, han havde vaeret i en af roevernes naade, men Alexanderhavde fejet ham vaek og nu stod han og kiggede lidt ned paa ham, "her" han gav ham hjertet det tadig bloedte voldsomt, "lad vaere med at blive overfalet... roevet, whtever igen, jeg tagr betaling anden gang".

Asriel gispe af smerte efter den hårde lussing hvorefter han faldt på gulvet idet dæmonen som holdt ham blev dræbt på en yderst barbarisk måde, han kom hurtigt på bene og udstødte et gisp da den muskuløse redningsmand stak ham dæmonens hjerte i hånden dog smed han det hurtigt fra sig"hr? hvem er de"mumlede han ret bange imens han så på ham med undrende men bange øjne, Asriel endte tit i problemer dette var langt fra første gang men det var nu også gået i arv for hele hans familie endte altid i problemer nu var de alle dog døde undtagen ham. Han kendte ikke helt kongen og vidste derfor heller ikke at dette faktisk var ham og at han sku passe på med hvad han sagde og gjorde"øhh tak for hjælpen hr"tilføj hanb let efter et stykke tid, han så kort ned mod hjertet som lå et stykke fra ham dog så han hurtigt op igen da det gav ham kvalme hvordan ku man hive en mands hjerte ud? på den måde det var da umuligt? ikke? Asriel kendte ikke rigtig til alle racer men ønske nu heller ikke at støde ind i nogle det skete dog tit.

//undskyld længten//

Alexander kiggede misfornoejet ned paa dyret der snakkede til ham, det virkede som om den ike forstod at han ikke havde gjort noget som helst for den skyld, men kun for ren sport og fordig han ikke kunne lide daemoner og eller djaevle, med et ryk der var for hurtigt til at mennesket ville kunne se det sad han nu med sin naese ganske faa cm fra hans, "Du er et loejerligt menneske, enten er du fanstastik dum, hvilket jeg laener mest til eller du er klog nok til ikke at goere mig sur, men naermere faa mig i et godt humoer, (hans ansigt var stadig stenhaardt og gav ikke indtrygget af at han var glad paa nogen maade).
Alexander naermede sig ham endnu mere saa de var ukomfortabelt taet paa hinanden, "jeg er Alexander Lazarow, din konge og enevaeldige hersker", Alexander snusede ind et par gange for at faa hans faert, "din taknemlig er fuldkommen ubruglig, jeg har hverken lyst eller brug for din glaede eller noget andet, du er ikke andet end et dyr i mine oejne, husk det. Alexander trak en pakke cigaretter op af lommen og taendte den med det samme for derefter at puste roeg ud i hoved paa mennesket, "Din frygt stinker, faa styr paa dine foeleser, denslags er ubrugelige i denne by og vil faa dig draebt, tag imod mit raad, glem alt om taknemlighed, glaede, kaerlighed og frygt, de ting VIL faa dig draebt.
Alexander snusede lidt mere og kiggede paa mennesket mens han pustede mere roeg ud i hoved paa ham "Og for hvad end for en gud du tror paa find en anden deodorant, du stinker". Alexander rejste sig derpaa og saa ud som om han var paa vej til at gaa, men standsede og samlede hjertet op og kiggede lidt paa det inden han satte tanderne i det, men fik et surt udtryk og smed det ned i armene paa mennesket igen, "Jeg har maaske en brug for dig... paa den maade kan du ogsaa betale din gaeld til mig, det er ikke uden betaling jeg redder folks liv,.. Moed mig udenfor om 3 minutter".
Alexander gik ud og pustede mere roeg ud, mennesket ville komme med i meget vigtige vampyr sager hvis han da ikke var dum nok til han ville proeve at stikke af fra ham, men mennesket syntes at vide bedere end det, han have trods alt set ham rive hjertet ud paa en modstander minutter foer.