Forbandelser, jo hvis man kan udrydde vampyre //Åbent emne//

Sted: Voodoo butikken
Tid: Aften
Vejr: Kraftigt Skydække
Omgivelser: Voodoo ting

Arthur gik ind i butikken. Den typiske varulv ville jo selvfølgelig komme af med de vampyrer som han var omgivet af til dagligt. Tiden var knap. En flok vrede vampyrer løb af sted imod Voodoo butikken. Arthur gik imod hjørnet med uhyreforvarsmidler. Han kiggede på hylderne med djævle klokker, dæmonsten og spøgelse pæle. Men der låg også et sølvkors som fik Arthur til at springe ind i en reol og væltede en masse eliksir-blandinger som gik i stykker og svejsede gulvet. Arthur rejste sig og gik imod en plads ved hylden hvor der låg en lille æske påtrygt skriften Imod vampyrer. Arthur løftede æsken og lagde den på disken samt en lille håndfuld mønter. En lille skrøbelig mand nikkede venligt imod Arthur og tog pengene på bordet. "Må jeg godt blive her i butikken? Der er en flok vampyrer efter mig der ude." spurgte Arthur manden bagdisken. Manden nikkede og viste Arthur et kosteskab. Arthur hoppede ind og lukkede døren. Arthur åben langsomt æsken. Der låg en lille træ figur som skulle forstille en mandelig vampyr der holdte fast om et kors. Lidt senere ringede butikkens lille klokke ved døren og en sort skikkelse trådte ind.... Arthur holdt vejret og holdte fast om den lille træ vampyr.

Hvorfor hun var her, havde hun ingen anelse om. Hun ville måske bare finde noget, som kunne beskytte hende mod det hun mente forfulgte hende. Angelin havde taget en sort kappe på, og hendes høje hæle klappede med gulvet, da hun begav sig ind i butikken. Hvis man eller slyttede efter, kunne man høre Angelin trække vejet i korte stød. Under hendes kindben havde hun et stort åbent sår, og havde flere hist og her på kroppen, efter den straf hun havde fået af hendes herre. Det skulle ikke undre hende, hvis det var hans skyggedæmoner som var ude efter hende igen, og det var så derfor hun var trådt ind i butikken. kappens sorte hætte, skjulte det meste af hendes ansigt, samt hendes blonde hår. Forsigtigt gik hun hen mod den ældre herre, som stod ved disken, og kiggede forvirt rundt. Angelin kiggede på manden i et stykke tid, for at sikre sig at han ikke var alt for skræmt. Forsigtigt slog hun hætten ned, og åbnede noget af kappen ved brystet. "Ehm.. Duskulle vel ikke have noget der kunne holde skygge-dæmoner på afstand?" Angelins stemme var virkelig ikke til at tage fejl af. Blid og mind.. Lige som den havde været altid.

Arthur sprang ud af skabet med træfiguren hævet. "Dø vampyr!!" råbte han men ramte gulvet før han kunne springer krigerisk på benene. Det var ret så pinligt at falde imod sin fjende. Det så ret klodset ud. Og selvom Arthur var blevet mere menneskelig hadede han bare at falde imod sin modstander. Men hov... det var ikke en modstander.... Arthur så imod skabningen. En engel.. en velkendt engel. Det grønne øjne lyste op med et smil. "Hey Angelin!" sagde Arthur glad og rejste sig op og børstede støvet af den krøllede blå bluse. Så kunne han endelig møde den smukke engel igen. Anden tilfældige gang de mødtes. Han bukkede dybt ned i knæ så han kunne samle sin træfigur op. Den var blevet lidt risset men det gjorde vidst ikke noget håbede Arthur og lagde den i lommen. Han glemte alt om at der kunne være vampyre bag ham. Forresten, hvilken vampyr gad at angribe inde i en butik fyldt med hvidløg og andre ting og sager. Det ville være komplet dumt. Men vampyre var jo også dumme? Ihvertfald angreb de ham ikke nu og det var han glad for.

Manden sagde ikke rigtig noget, og kiggede blot over imod et skab, som blev åbnet meget pludseligt. Angelin trådte i forbavselse et skridt tilbage, og var ved at midste balancen. Hun greb hurtigt fat i en tingest som man kunne hænge jakker på, som hun ikke helt kunne huske hvad hed, og holdte sig derfor på benene. Hendes hjerte dunkede hurtigt, og hun lagde den ene hånd ovre brystet, hvor hendes hjerte sad. "Gosh! Arthur! Du skræmte livet af mig - Igen!" Anden gang Angelin næsten var blevet overfaldet af ham. Hvor typisk dem. "Hvad laver du her?" Hendes ene øjnbryn skød i vejret, da hun iggede på den lille figur i hans hånd. "Og hvad skal du bruge den der til?" Det andet øjnbryn skød i vejret, men un kunne ikke lade vær med at grine, og gik hen for at omfavne en af hendes gode venner. "Hvordan har du det, Arthur?" Forsigtigt på hun på ham, og strøj sig selv over kinden, der hvor hendes sår var.

"Jeg har det da meget godt egentlig. Jeg kom her enlig bare for at finde noget imod de vampyrer som jagter mig, træfiguren her skulle gerne beskytte mig." sagde Arthur med et fjoget smil og viste den lille træ vampyr med korsets tegn i hænderne. "Forresten, hvad er det for et sår?" spurgte Arthur og pejede på de åbne sår ved Angelins kindben. Det så egentlig ret skræmmene ud med sådan en såret engel. Det var ikke noget man så hverdag. Og hvis man gjordeville det ske meget sjældent.




//Beklager indlægget blev så kort, jeg skal nemlig gå nu og kommer tidligst tilbage i over morgen.//

"Aha.." Angelin ville ikke til at spørge ham om, hvorfor der mon var vampyrer efter ham, da hun ikke ville blande sig for meget i alt muligt. Derfor blev hun bare stående, og lod hånden glide over såret igen, da han spurgte til det. "Tjaa.. Var vist list for længe væk fra min herre.. Og hans ksyggedæmoner fik mig så slæbt tilbage, hvorefter jeg blev mishandlet en smule.. Da jeg så flygtede igen, var jeg døden nær, og heldigvis mødte jeg den jeg skulle have mødt." Hun sukkede kort, og mindede Gustav.


//Det okay^^//

//*Finde ud af at man godt kan komme til en computer, YAY :D*//


"Hvordan kan det være at ham du skulle have mødt ikke havde lappet dit sår eller sådan?" sagde Arthur forvirret. For hvis det var ham hun skulle have mødt burde hun da ikke have noget sår. "Ligemeget. Jeg vil ikke overbelaste dig med spørgsmål. Du er bare min eneste kilde til at få lidt mere menneskelig viden, da jeg på et tidspunkt ikke mødte nogle væsenere med inteligens i 3 år." sagde Arthur og sukkede. Tiden i skoven havde taget hårdt på ham. Han havde ikke mødt nogle, snakket med nogen. Han havde bare været en dreng. Halv ulv halv menneske. Næsten på samme tid. Arthur vendte sig om. Han kunne hører skridt udenfor. En krild hvid hånd tog fat om dør håndtaget. Hånden var så bleg at man næsten kunne se igennem den. Arthur gøs og strammede grebet om træfiguren. Hånden åbnede døren og en tre meter høj skyggelig skikkelse trådte frem. Var det en vampyr? Eller måske en af de skyggedæmoner Angelin snakkede om. Der var kun en måde at finde ud af det på. Arthur rettede træ figuren i mod skikkelsen. Skikkelsen kunne måske være en djævel afslørede tog spidse horn der gik ud fra panden. Den sorte skikkelse skød to flagermuse vinger ud af ryggen. Ved skikkelsens haleben groede en lang hale med en pilespids lignene ende.

”Ehm jah.. Nu skal du høre. Da jeg så endelig mødtes med den jeg skulle, var jeg døende og havde mange smerter. Han kunne ikke rigtig gøre noget for at hjælpe mig, da jeg var så svag og skrøbelig. Derfor har jeg stadig mit sår på kinden.. Og for den sags skyld også på andre steder af kroppen..” Forsigtigt lagde hun hovedet på skrå, og viste de tre-fire par vampyrmærker i hendes hals. Det var nogle af hendes sår. De andre havde hun f. eks på ryggen eller omkring hofterne. Hvordan det var gået til at hun havde fået de sår, var hun ikke helt nøjagtig klar over længere. I 270 år af Angelins engletid, strejfede hun rundt fra familie til familie, for at være deres hushjælp i et par dage. Det eneste hun havde krævet, var at hun fik et lille måltid og så en seng at sove i. Det var ikke så tit, at hun egentlig forstod hvad familien sagde til hende, men hun gjorde som hun tænkte at de ville have hende til.
Ind af døren kom en tårnhøj skikkelse ind, og Angelin krøb hurtigt sammen. Hun kendte ikke skikkelsen, eller havde nogen anelse om hvad det kunne være, så derfor krøb hun ind bag Arthur med skræk i øjnene.

//Heh:D

Arthur rystede af skræk. "F-forsvind!" fik Arthur fremstammet. Skikkelsen rystede på hovedet og begyndte at snerre. Arthur var sikker på det var en djævel. Han greb fat om en djævel klokke fra det 16 år hundrede. Langsomt ringlede den lille klokke. Den store skikkelse hævede en pisk. Arthur ringlede som besat med klokken. Manden bag disken så bare på og drak noget kaffe. Bæstet gik nærmere og begyndte at knurre. Gulvet splintrede og revnede og nogle steder begyndte det at gløde. Pludselig expoderede gulvet under Arthur som reagerede hurtigt og sprang til i et rullefald. Arthur sprang op i luften og plantede en fod i djævlens hoved. Djævlen sprang forskrækket en reol i luften. Arthur holdte godt fat i hornene selvom djævlen rystede grasat. Der var kun en ting at gøre. The Dark Part var den eneste hjælp. Arthur skiftede langsomt form til en halvvarulv. Arthur skreg. Hårene skød op af armene og Arthurs øjne blev gule rovdyrs øjne. Ørene blev en anelse spidsere og næsen lidt længere. Skikkelsen hyrede Arthur direkte igennem væggen. Arthur stønnede af smerte og sprang igennem hullet i muren '
og begravede hans kløer i skikkelsens
arm. Lang som blev den sorte skikkelse til en kæmpe hvid mand med en læder rustning. Manden havde noget kraftigt sort hår og sorte øjne. Djævlen brølede af smerte da hans arm blev gennem boret. En masse kul sort blod flød ud af armen. Djævlen flænsede Arthurs bluse og gav ham langt rive mærke over brystkassen. Arthur samlede krafter i et par sekunder og så hyrede han næven igennem mandens læder rustning og ind i maven så det sprøjtede med sort blod. Manden skreg så man kunne hører det i hele byen. Djævlen tog sin pisk og piskede Arthur hårdt i ryggen så der kom et langt blåt mærke. Så begyndte ulven for alvor at vågne. Arthur voksede op på højde med djævlen og blev langsomt til en kæmpe mæssig varulv. Da Arthur var fuld forvandlet kunne de forsætte kampen. Arthur begravede de sabel skarpe tænder i djævlens hals. Blodet strømmede ud af sårene på begge parter. Arthur fjernede tænderne fra djævlens hals og begravede kløerne i djævlens bryst. Djævlen brølede "Jeg æder dig levende!" og så faldt den om. Arthur blev atter normal og faldt om.

Da Djævlen og Arthur begyndte at kæmpe, trådte Angelin blot tilbage i frygt men også for ikke at stå i vejen for de kæmpende. Det føltes ubehageligt blot at overvære, så hun måtte komme til sig selv inden længe, hvorefter hun måtte gøre et eller andet. Dog gik der længe før Angelin fik modet til at gøre noget, som var at gå med stive skridt hen mod den mand som tydeligvis ejede butikken, og ikke fattede det mindste om hvad der var i gang i hans butik. Med en hurtig bevægelse skubbede hun kaffekoppen ud af hans hånd, og fik den til at splintre mod disken. Selv blev hun ramt af få dråber skoldende hed kaffe, men mere gik det ud over alt der var på disken. Manden lod stadig ikke til at fatte hvad der skete, og Angelin måtte klare det selv. ”SMUT! FORSVIND, OG KOM IKKE TILBAGE FØR I MORGEN! GÅ MED DIG!”
Hendes tone var rasende og hendes ord lød som knurren, hvæsen og andre ubehagelige lyde for øregangen. Pludselig gik det op for hende, at hun ikke kunne opfatte mandens tanker længere, og at hendes evne for at læse tanker var forsvundet. Kort udstødte hun et gisp, og tog et godt greb om hjørnet af disken, for ikke at besvime af fortvivlelse. Hendes anden evne med at hendes sang kunne gøre bevidstløs, var også forsvundet for lidt tid siden, men der var en ny evne kommet til hende, og denne evne kunne hun snart få muligheden for at få afprøvet, og hun havde allerede udvalgt sig et godt offer.
Angelin vendte sig om mod de kæmpende, og så nu Arthur i sin ulveform. Den havde hun også set dengang de havde mødt hinanden ved kirkegården, og stadig var hun en smule skræmt over for hans voldelige bevægelser, men vidste at det var nødvendigt.
Der lå allerede en hel del sort blod på det flænsede gulv, men blodet var ikke rødt.. Det var kuldsort, og det gik op for hende at det var Djævlens blod. Dog kunne hun se en stor flænge i Arthurs overkrop, som også sprøjtede en smule med hans blod. Pludselig var det stort set overstået, og begge de kæmpende lå på gulvet. De var simpelthen faldet om.
Angelin gik hen mod Djævlen, og satte sig på hug ved dens side. Hun lukkede øjnene, og pludselig forsvandt alt blodet omkring den. Faktisk forsvandt det meste af dens blod faktisk. Både uden for kroppen og indvendigt. Dernæst gik hun hen til Arthur, og satte sig på hug ved ham. Forsigtigt lod hun en hånd stryge over såret på hans brystkasse, og så bedrøvet på hans ansigt.

Arthur vågne langsomt. Smerten jog ind i ham men han havde det en smule bedre. Han havde dog kun kræfter til at åbne øjnene og tale langsomt. "Angelin...ar dæ dej?.." Arthur hostede voldsomt. "Vand vand jeg må bare have vand!" fik Arthurs ulve stemmebånd fremstammet. Da var han ikke helt tilbage forvandlet. Hans negle var stadig rimelig lange og han havde en smule mere hårvækst. Næsen som var 2 cm længere og ørene en anelse spidse. Og så stemmebåndet hvor der stadig var en lille gnist ulv i. Arthur kiggede op imod Angelin. Han så bare op på hende. Tankerne fløj rundt i hovedet på ham. Men ingen af dem var til at tyde for Arthur. Det gik så hurtigt og så tænkte han på noget nyt. Langsomt faldt han i søvn.



En djævel stod foran Arthur. Et djævel som så bekendt ud... Det var ham Arthur lige havde dræbt. Han smilede bare. Hvor var de? Arthur kiggede rundt. De befandt sig i Voodoo butikken. Der var helt rent. Ingen skader og huler. Bortset fra en skikkelse på jorden. Angelin. "Nej... NEEEEJ!!!" råbte Arthur. Djævlen grinede bare. "Så kan du jo bare lærer det".... Vreden boblede langsomt op i Arthur. "HVEM TROR DU DU ER VAR? HVEM HAR GIVET DIG LOV TIL AT BLANDE SIG I MIT SIND? VAR? VAR? DET HER ER MIT MARERIDT, I MIN FANTASI, I MIT UDVALG AF HJERNECELLER, I MIN HØJRE HJERNE DEL! I MIN HJERNE! I MIN KROP! MEN DER ER JO OGSÅ EN TING TIL DIG. DIN DØD!" Skrålede Arthur op i djævlens hovede. Djævlens vingespidser blev langsomt grå. Langsomt bredte det grå sig udover vingerne. Noget tog også fat i halen og hornene. Små flier af djævlen begyndte at falde af de grå steder og langsomt greb det fat over kroppen. Djævlen skreg. Til sidst var den helt og begyndte at gispe. Den blev
til et regnvejr af grå stykker. Arthur vågnede lidt igen. Han var ved at komme til kræfter igen. Han rejste sig halvt op og udstød et par små smerte klynk. Det gjorde ufattelig ondt. I mellemtiden var hans krop blevet normal. Det eneste han savnede var et glas vand... og en rask krop.

Forsigtigt strøg den unge engel hendes ven, Arthur, over håret. Hun håbede at han havde det godt, og at han ikke var kommet alt for meget til skade efter kampen med Djævlen, som efterhånden trak vejret i korte stød. Om lidt ville den ikke trække vejret længere, og så være død for evigt. Heldigt at hun ikke selv var indblandet i den kamp, da hun intet ville kunne gøre overhovedet. Djævle og Engle var decideret bare fjender, selvom de var af samme blod. Hvis der var nogle væsner Angelin ikke kunne klare eller var bange for, var det Vampyrer, Djævle og få Dæmoner. Da Arthur så ud til at vågne, rejste hun sig hurtigt, og gik over på den anden side af ham, hvor hun lagde hovedet let på skrå, og kiggede lidt ud i den ødelagte butik. ”Djævlen vil snart være helt død, takket være dig. Du har gjort et godt arbejde, men hvad ville han dig egentlig?” Spurgte hun forsigtigt, og tog hans hånd, som hun gav et lille klem. Intet svar nåede hun at få, da hun gik på jagt efter et glas vand til Arthur. Det var lidt af en omvej hun måtte tage, da hun skulle gennemsøge hele butikken for at finde noget. Til sidst opdagede hun et lille rum bag ved, og fandt et par flasker vand, som hun tog under armen. Ham den ældre herre havde hun for længst skræmt væk, da hendes ord vist havde skåret sig ind i ham. Nogle gange kunne engle altså godt være voldelige, der var bare ingen der troede på det, og det var godt nok en skam, da de kunne volde store smerter på andre folk.
Da Angelin kom tilbage, lå Arthur og vred sig. Han var sikkert faldet i søvn, men hvad han tænkte på, stod ikke helt klart for hende. Måske havde han et mareridt af en slags? Pludselig satte han sig op, slog øjnene op og udstødte et par hulk. Det var tydeligt at se, at han havde store smerter i kroppen, og igen kunne hendes evne hjælpe hende. Forsigtigt satte hun sig på knæ ved hans side, og rakte ham den ene flaske med vand. ”Har du ondt?” Spurgte Angelin med en blid og forsigtigt stemme, da hun ikke ville virke upassende.

//Kreasvigt:[//

"Ja et par indre blødninger og brækkede knogler, ellers går det da fint" sagde Arthur og hostede. Med et smil på læben drak han grådigt af flasken med vand. Lige nu følte Arthur en smerte. En smerte man næsten aldrig kunne få væk - synes han selv. "Altså jeg ved ikke helt hvad han kom for.. Men jeg kan vel næsten regne ud af han havde en grund..." Arthur kogte sig hoved igennem efter minder. der var et minde, kraftigere end de andre i denne sag.


Klokken er 3 og vores Arthur befinder sig ved et høj bygning. Arthur ser ud til at være elleve på det tidspunkt og træt. På ryggen slæber Arthur en taske. Tasken er af læder og stof. Den lille dreng som den gang ikke anede hvad der ville ske i skolen idag. En ringen lød i hele skolegården og alle børnene løb ind. Arthur sætter i løb ind mod indgangen. To drenge, et par år ældre end Arthur stopper ham indtil alle var løbet ind og på mystisk hvis lukkede dæren. "Arthur Nyborg" begyndte den ene, han var høj, mørk håret og havde rød glødene øjne. Hans træk så meget umenneskelig ud og var ret uhyggelig. Den anden som var lidt tykkere men stadig ligeså uhyggelig trådte frem. "Vi kender til dit problem varulv. Du slipper ikke herfra, ikke levende ihvertfald. Her i danmark findes der ikke ret mange væsener som du og jeg. Men der findes langt flere ude i verden. Der findes Engle, Dæmoner, Vampyre, Elvere, Varulve som dig. Ligesom dig. Og du har en god slave værdi på markede at du ved det! Og så findes der djævle. Som os. Vi er de ondeste skabninger du over hovedet kommet til at møde! Vi er de mægtigeste!" sagde han og blev langsomt til en bleg dreng med to horn. "Stop det!" hvæssede Arthur. "Hvis i kender til mit problem, kender i vel også til mine evner?" spurgte Arthur med en modig stemme. Det var ikke Arthur der talte, men det var Varulven. "Jeg tøver ikke med et brænde jer!" råbte Arthur, og hans steme revnede jorden. Sten henad vejen sprang i luften og de to djævle gik i brænd. Da røgen var væk grinede djævlene bare. "Ved du ikke at vi består af Lucifers flammer? Vi kan ikke brændes op.." sagde de i kor. Arthur begyndte bare at grine. Grine som han aldrig havde gjort før. "Hvad?" spurgte djævlene i kor. "Det kan godt være at i er lavet af flammer, men det er jeres tøj altså ikke!" grin brøllede Arthur. Det to
djævle skreg og løb ud af gården med deres bare numser.


Måske kunne denne djævel være de to djævles far? Måske og måske ikke. Arthur fortalte historien til Angelin, han kunne stadig klemme et grin op fra den episode.

//Der dødede kreaen//

Atter strøg Angelin den unge dreng over håret, og lyttede ivrigt til hans historie. Hun kunne heller ikke holde et lille grin tilbage, da han fortalte det sidste. Sikke et oplevelse det havde været for ham, og sikke et show det havde været for andre. Gud hvor havde det nok også været pinligt for de to djævle som han så fint havde beskrevet. Sikke et held at Arthur havde haft den evne, ellers ville han nok være død. ”Såå.. Du tror at det er en fra deres familie eller noget, som forsøgte at angribe dig? Men, det kan da ikke passe, når vi lige nu befinder os i Frankrig? Hvordan skulle den Djævel vide at du var her? Og hvorfor skulle den dog opsøge dig? Du har den jo intet gjort?” Fik hun sagt i en hurtigt udåndelse af luft. Det overraskede hende faktisk, at der havde været nok luft i hendes lunger, til at få alt det sagt på en udånding af luft.
Forsigtigt satte hun sig helt ned på bagdelen ikke særlig langt fra ham, og mumlede: ”Luk øjnene. Dette kan måske gøre ondt. Faktisk er jeg ikke helt klar over det. Og undskyld hvis det bliver for meget. Både med smertestillende og alt det,” mumlede hun ikke langt fra hans øre. Forsigtigt lukkede hun selv øjnene, og begyndte at tænke positivt om alt. Ikke længe gik der, før hun begyndte at tænke på at hun skulle have noget medicin over i hans krop, samt en smule blod til at hjælpe hans krop igen. Hvor alt et kom fra, havde hun ingen anelse om, men nu burde det havde hjulpet. Hun havde tilføjet en del smertestillende til hans krop, samt en smule af noget engleblod. Egentlig kunne det godt have været hendes, men det var hun selv ikke helt klar over.
Forsigtigt åbnede englen øjnene igen, og studerede Arthur. Han var virkelig en flink fyr, lige en som kunne passe på hende, hvis hun havde brug for nogle at skjule sig under. Arthur ville med sikkerhed beskytte hende, hvis hun havde brug for hjælp.

//Samme med min:3//

Da Arthur fik engle blodet ind var det som hele hans krop sang en smuk sang. Som om
han blev til en fugl og svævede rundt. En dejlig føelse sprang i op i ham. "Arr.." nød Arthur og lagde sig ned. " Altså det kan også være af andre grunde, fks at den gerne ville pine mig eller noget. Du kender djævle, det er deres stil. " sagde Arthur og nød stadig føelsen af engleblodet. Rivemærket havde lige forseglet sig og de andre skrammer healede langsomt. "Angelin?..." spurgte Arthur med en alvorlig men trist stemme. "Hvordan er det enlig at... dø?". Arthur havde længe tænkt på hvordan det var. At slippe alt man havde kært... at dø... efterlivet... chancerne... Arthurs hjerte slog hurtigere. Hvis det skete med ham...

(Undskyld at det blev så kort, min krea er ikke på det højeste.)

"Hvis du tænker på om jeg kan forvandle dig, kan jeg ikke se nogle muligheder for at gøre det. Engle er ikke som vampyrer, og derfor skader det ikke at du får blod fra en engel som mig, men nu til dig spørgsmål." Selvom hun havde startet op med at sige det, hun helst ikke ville sige, kom det alligevel ud af hendes mund, hvis ord var bløde som silke og smukke som guld. "Når man dør, øfler man pludselig ingen smerte længere. Alt begynder at slå fra, og du slapper mere og mere af i kroppen. Hjertet dunker reglmessigt, og ingen smerte kan nå dig længere. Pludselig falder du i søvn, og så er det overstået.. Det sker ganske roligt og man opfatter det faktisk ikke rigtigt, før man befinder sig et helt andet sted, som man aldrig har troet eksisterede." Forsigtigt størej hun ham over håret, og følte det som om stemningen blev mere afslappet, og som om det var begyndt at blive mere roligt omkring dem. Djævlen var nu væk, og natten var begyndt at sænke sin dug. En rolig aften ville ikke skade, efter det der var sket.

Arthur nikkede. "Det er bare, i tre år har jeg tænkt og tænkt på hvor man befandt sig. Om man var død eller ej. Altså da jeg stadig befandt mig i danmark var der denne her vampyr kvinde. Måske 20 år gammel. Da jeg brændte hende op med min evne kom denne sort røg og jeg følte jeg aldrig ville kunne se eller høre. Pludselig låg jeg i den franske skov, et sted man ikke kendte. Forstår du. Jeg har intet lært og jeg har aligevel lært så meget.. Jeg har ikke lært sprog, matematik, og geografi. Vi lærte kun kristendommen som har hjulpet mig så meget med at opfatte at disse væsener findes. Så lærte jeg mig selv kampteknik, jagt, styrke og en masse andre færdigheder og så bang røg man ind i Terre og bliver jaget hentil kirkegården fordi man er en varulv. Det gik så hurtigt for mig og jeg har lige fundet ud af at jeg lever..." Arthur havde rigtigt nok først fornylig fundet ud at man ikke var i danmark længere. Arthur så op imod Angelin og smilede. Den engel kunne altså bare noget med folk. Bare at hun var der gjorte ham tryg. "Jeg trænger enlig til noget nyt tøj" sagde Arthur og hentydede til at han kun havde en ødelagt flænset blå t-shirt på. Den han havde på da Angelin og Arthur mødtes for første gang. Og der var den ren og pæn. Arthur rejste sig og haltede over i rummet bagved. Der låg en papkasserække med et lille hvidt parpir skilt hvor der stod hvad papkasserne indholdte. Da han var nået til den sidste standsede han op. På skiltet stod der: "TØJ: Åndemaner dragter, Voodoo dragt, Rejse kutter." Arthur rev kassen op og tog sig en mørkegrøn rejse kutte i hans størrelse. Da Arthur var kommet i kutten haltede han tilbage imod Angelin og satte sig på det ødelagte gulv. "Kunne jeg lokke dig på en middag?"

”Det er ærligtalt lidt svært at finde ud af hvor man befinder sig. Om man er død eller stadig lever, blot et andet sted. Hvor mærkeligt torede du ikke jeg havde det, da jeg havde haft en ud-af-kroppen følelse, hvor jeg så mine forældre blive begravet og jeg så selv døde i en hospitalsseng et par timer efter at jeg havde været ude for en ulykke. Jeg havde ingen anelse om hvor jeg var, men smerterne i min krop var fuldkommen væk, og det var list som om at min krop var lammet efter at jeg nu var et andet sted. Jeg snakkede med.. Jah.. Jeg ved ikke rigtig hvem det var, men tror det måtte have været gud, omkring hvad min opgave skulle være, og at han ville sende mig tilbage på jorden, så bare som en af hans engle.”
Kort kom der et suk fra hende, og hun tog forsigtigt den sorte kappe om sig igen, efter at have taget den af uden kampen.
Da Arthur kom tilbage med an kappe på, som var mørkegrøn i det, lagde hun mærke til at hans ene ben haltede en smule, kort overvejede hun om han var kommet til skade med den under kampen, og om hun skulle spørge ind til det, men regnede med at han selv ville sige noget, hvis smerterne blev for meget for ham, og hvis det ikke var til at holde ud længere, for så måtte hun jo se hvad hun kunne gøre for ham. ”Hmmm.. Jeg kunne godt lokkes.. Jeg tænkte lidt på. Jeg overvejer at leje et værelse på hotellet et par nætter, da jeg endelig har råd til det. Har du lyst til at tage med?” Kom det forsigtigt fra hende, mens hun kiggede på ham med et mildt blik..


//Undskyld længden:3

Arthur kunne slet ikke stå for det blik. Hun kunne altså noget. "Det vil jeg da mægtig gerne." sagde Arthur glad for at nogle havde taget sig sammen til at invitere ham ud. Arthur slog hætten op over hovedet og rejste sig. Arthur kiggede ud af vinduet. Uden for var der fred i Terre. Folk havde små lys i deres vinduer og slappede af. Væsener som mennesker var også trætte. Halvmånen havde i sinde at stå op. Det føltes så rart. Arthur åbnede døren og rækkede Angelin sin hånd. "Mylady, jeg kunne også betale så du kunne spare penge. For det er ikke små ting Wulf river op af grav kamrene hjemme i kirkegården. Desuden føler jeg også jeg måske skal betale min gæld til dem. Du har nemlig været så sød imod en forbandet halv ulv som mig." sagde Arthur. Ja han var enlig kun halv ulv. Selvom folk ville sige at en ulv er en varulv har de enlig kun halvt ret. Halv ulv. Halv menneske. Hel varulv. Arthur havde en enorm lyst til at kysse den smukke engel. Arthurs hjerte var nemlig solgt til den skønhed..

”Åh nej, unge Arthur, jeg skal nok selv betale, og de står ikke i gæld til mig. Jeg er blot som jeg er, og hjælper gerne. Gode gerninger skal jeg ikke have noget for.” Hendes stemme var blid som en varm sommernat, og hendes tone var varm og blød som silke. Intet ville hun tage imod for at hun havde været venlig og sød mod ham, da hun gjorde det for venskabets skyld. Hun ville ikke såre ham på nogen måde, men havde lidt på fornemmelsen at han var begyndt at kunne lide hende, og hun var faktisk ikke interesseret i en kæreste, selvom hun sikkert ville fortryde det. Men alt kunne jo ske? Alle følelserne kunne jo nå at vende tilbage til hende. Alt kunne simpelthen ske.
Angelin tog hans hånd blidt, og gav den et lille klem, før hun fortsatte ud i det lette mørke, som himmelen oplyste med den halve måne og de smukke stjerner, som fik hendes krystalblå øjne til at glimte så smukt, i takt med alt lys fra byen. Folk mente at hun havde utrolig kønne øjne, men hun måtte ærligt indrømme at hun ikke fandt dem særlig interessante selv, og bedre kunne lide at kigge på øjne selv, end at få at vide at hun havde de skønneste øjne på kloden, da det jo nok ikke passede.


//Undskyld længden, men kreaen er lige smuttet:{

Arthur mærkede en varme skride op i han kinder og han blødnede i knæene. Arthur gik hen af fortovet med Angelin i hans hånd. Når han en idag døde ville han frygtligt gerne genfødes som engel. Men gud skrev måske varulve gerningerne på han straffe attest? Måske ville han.. gå i Lucifers møde. Trods det var der langtid til hans død. Eller var der? Di Morga var jo en farlig by nu om stunder.. Arthur ville ikke tænke på dette da det gav ham selvmords tanker. Skridtne dunkede i fortovs stenene som lidt efter lidt fik et par bloddråber liggene efter Arthurs sår. Det gav Arthur en underlig fornemmelse af at han måske ville blive forfulgt af en vampyr eller noget. Han
magtede bare ikke kamp lige nu. Arthurs øjne faldt på en stor bygning med en masse vinduer. En skrift, skabt af lamper blinkede op i toppen på en lystavle. Skriften sagde "Hotel" dog kunne Arthur ikke læse. En rød løber lå strakt ud og fulgte en hen til en glas dør. "Jeg tror det er her.." sagde Arthur og kiggede op af bygning. Den eneste ting som gjorde Arthur utilpas var en mørk skikkelse oppe i toppen af bygningen. Hvad Arthur ikke vidste var at det var en robot som skulle forestille en glad mand som skulle lokke kunder til. Arthur åbnede døren og gik med Angelin ind. Der var et skrivebord i siden med en høj kvinde med blonde krøllede lokker sad. Hun så ikke venlig ud. Hendes øjne var skjult bag et par briller og hendes ansigt var fyldt med make up men dække ikke et par rynker.

Da de havde gået et stykke tid, kom de endelig til en høj, slank men smuk bygning, hvor der var et blinkende skilt omkring to-tre meter over døren og den røde løber. Dette var sikkert et af de finere steder, men Angelin lod ikke til at tænke på det. Lige på denne gade var det meste utrolig smukt og harmonisk, dog ønskede hun ikke at se det om natten, da det sikkert så ud af ht, med alle de vampyrer som sikkert angreb her, i den pænere del af byen, da der sikkert var renere blod og smukkere kvindemennesker, som de fleste mandlige vampyrer helst ville tage blod fra, og det havde hun så også god erfaring med. På det seneste år, havde hun haft besøg eller været i nærheden af vampyrer, som åbenbart tørstede ekstremt meget efter hendes blod, nu hvor hun var engel, men den tid var snart forbi, og det ville sikkert gøre ondt på Arthur, når hun engang fortalte hvad hun snart ville forvandle sig til. Kappens hætte lod hun falde ned lidt efter, mens hun studerede bygningen og gav hans hånd et lille klem. ”Jeg tror du har ret,” hviskede hun, da hun nu stod lidt tætter op af ham, da hendes tanker havde skræmt hende en smule.
Da de nu gik ind i Lobbyen, kiggede Angelin sig forsigtigt rundt, mens hun ledte efter stedet man kunne tjekke ind. Damen bag ’disken’, så ikke ud til at være særlig venlig, og det irriterede hende en smule. Kort hostede hun, for at få damens opmærksomhed, som egentlig bare kiggede på hendes pink negle, og tyggede på tyggegummi, hvilket kun fik Angelin til at opfatte at damen ikke hørte til stedet.
”Ehm… i skulle vel ikke have et værelse ledigt for en uge, vel?” Kom det roligt fra Angelins mund, mens hun forsøgte at lade vær med at kigge for meget på den halv irriterende dame, som blot nikkede, og gav dem en nøgle, og lavede tegn til at de skulle skrubbe af. Egentlig skulle Angelin lige til at spørge hvor meget det blev, men siden damen ikke nævnte det, te hun blot stille, og vendte sig om for at gå hen mod trappen.

Arthur fulgte med og lod øjnene falde imod damen som bare stod der. Han gik så op af trappen sammen med Angelin. Da de var halv vejs oppe spurgte Arthur "Hvorfor gav du enlig ikke hende pengene?". Altså en engel burde da betale. Arthur mærkede noget som simrede i hans næse lugten af.. Vampyr. En lokkende lugt for mennesker og andre mennesker men en kold og død lugt i en varulvs næse. Arthur stoppede op i et øjeblik. Lugten var tæt på ham. Arthur rystede på hovedet og gik videre. "Var det ikke værelse nummer 108 vi skulle ind til?" spurgte Arthur og standsede ved en dør med en messing plade på hvor der stod "108". Heldigvis kunne Arthur godt læse tal. Arthur kiggede tilbage imod nøglen i Angelins hånd. Nej der stod 234. Efter mange lange skridt. Møder med uhyggelige personer på gangene, lå værelset nummer 234 tæt ved Arthur og Angelins føder. "Så er vi her" sagde Arthur med et smil på læben.

//Kreativitet svigt :(//

Da de var omkring halvvejs oppe af trappen til den sal de skulle op på, besvarede hun hans spørgsmål, som hun havde gået og tænkt på et svar for. Det var ærligtalt også lidt dumt af hende, men kvindemennesket kunne da også bare have sagt noget, kunne hun ikke? Altså det var vel ikke Angelins skyld, at hun ikke havde fået sin regning? Så kunne hun vel heller ikke betale for sit ophold på hotellet i en uge vel? "Jo ser du. Damen der nede, bad jo ikke om pengene, så det er mere eller mindr hendes egen skyld. Jeg skal nok betale det, men det kan jo også gøres efter opholdet?"
Forsigtigt så hun på ham, og så ned på nøglen. Først nu gik det op for hende, at Arthur nok heller ikke kunne læse og regne, siden han havde boet i en skov i så lang tid, som han havde fortalt. Og selv havde hun lært ham at tale rent. tadig havde hun hans hånd i sin, og ville egentlig ikke give slip på den, bortset fra da hun skulle låse døren op.
Forsigtigt satte hun nøglen i nøglehuldet, drejede nøglen om og åbnede døren til værelset, som var rimelig fornemt, iforhold til det hun normalt var van til.

//Det okay:3 Har heller ikke den helt store krea lige nu:[//

Arthur blev nærmest blind. Han havde aldrig set mage til luxsus før men det var nok også fordi at det mest luxsus han havde prøvet at være i var et falde færdigt hus med en seng ædt op af møl. Pænt redte senge man kunne sove i. En dobbelt seng og en normal seng. Et ting han havde set en gang isit liv igennem en rude. En fladskærm. Et bade værelse med boble bad og brusebad, selvfølgelig et porcelæn toilet. Håndvask og alt svineriet. Selvfølgelig var der mere end det. Arthur gav et lille hop fra sig men stødte, efter nogle centimeter op i loftet. "Der lavt til loftet." sagde Arthur og strøj sig ved bulen han havde fået i knolden. Men det var jo også fordi at Arthur var 198 høj. Arthur hang sin kutte på knaen og sprang op i dobbelsengen som var tættest på tv'et. Han greb fjern betjeningen og trykkede på en tilfældig knap. "Vi bringer vigtige nyheder. Borger har fundet butikken "Voodoo ala best" smadret. Butiks ejeren mener der var en mand og en kvinde. Kvinden skræmte ham ud og manden kæmpede imod en tre meter høj djævel. Arthur slukkede. "Vi er eftersøgt." sagde Arthur og stirrede på Angelin.