Den vemodie melodi.....

"Flyve?" spurgte hun undrende og så på Ting. Et kort minde skød igennem hende. Fjer.. sorte fjer? Hun tav kort og kiggede på hende. "Ikke hvad jeg ved af." sagde hun så med et lidt forlegent blik i øjnene.
"Hvorfor da?"

Hun tænkte lidt "jeg ville bare vise dig kirken, uhm jeg bruger denne kirke som mit sovested" hun grinede lidt af det men så på hende "men det går. Jeg kan bare hjælpe dig op i tårnet, har ikke nogle nøgle, men jeg flyver derop iennem vinduet. De er aldrig lukket" sagde hun og gjorede sig klar til at flyve men så på Anthon "Uhm hvis du vil" mumlede hun lidt genert

"Jeg kan måske.." sagde hun og kiggede sig om. Hun åbnede derefter sin jakke. Indenunder havde hun en kort hvid kjole og et form for hylster der lå hen over hendes torso. Hun åbnede det og tog en lille metalkygle op og lagde den i hånden. Den udvidede sig da hun fokuserede på den. Blev aflang, så man kunne så på den. Anthon trådte op og fokuserede kort og metalpladen rejste sig fra jorden. Lidt vaklende, men det virkede.

Hun smilede og trak sit le og gik op.. Hun gik op, som om der var en usynligt trappe og hun gik hen til den nærmeste vindue "VI skal først ud. Ok" sagde hun og åbned eden og kravled ud og sad nu på en sorte le, som om den var en kost. Hun svævede og ventede på Anthoni

Det gik lidt langsomt, men Anthon lykkedes dog at følge efter hende med den usikre fremgangsmåde. Hun smilte lidt nærvøst da de kom udenfor. Der var langt ned.
"Du fører an." sagde hun og kiggede afventende på Chan.

Hun fløj mod tårnet og så lidt usikker på hende "skal jeg hjælpe dig.. du virker sådan svag. Ik på den måde men du virker usikker på at være i luften" sagde hun lidt bekymret og så lidt bange ud, om hun skulle falde. Så skulle hun jo føre hende til døden. Hun gys ved tanken *Hun er min første ven, så jeg venter* tænkte Ting chan

"Nej nej." sagde hun og viftede kort med hænderne. "Jeg klarer mig." sagde hun og fløj stille efter. Hun undlod nu at kigge ned.
Anthon betragtede tårnet bag Chan og smilte lidt. Det var kønt påafstand, men endnu bedre når man kom helt tæt på det.. Guds hus huh?

Hun smilede og gik hen til et vindue, den var halv lukket. Ting chan åbnede den forsigtig så man kunn ekomme ind "Damerne først" sadge hun og bukkede lidt Anthonia. Ting chan syntes det var bedste hun kom ind først, hun vidste ikke hvorfro.

Anthon kiggede lidt underligt på hende. Hun var vel selv en såkaldt 'dame'? Hun trak på skuldrene og satte af ind igennem vinduet og ladede blidt på gulvet derinde. Den lille metalkugle skrumpedes og fløj ned i hendes lille lomme under jakken endnu engang.
Hun kiggede kort efter Chan for at se om hun var med.

Hun sad lige ved siden af Anthonia og hviskede til hende "vent lidt, jeg ved jeg forstyre ham, uhm du ved uhm nej du kan se det. Men du skal være stille" Hun så lidt på Anthon, også selvom det var svært at se når det var halvmørkt. Hun ville bare så godt vise hende noget. Faktisk måtte de ikke være i tårnet, men hun elskede at ikke at gøre hvad der bliver sagt.

Anthon nikkede lidt usikkert, og var ikke fuldkommen klar på hvad hun overhovedet mente i det hun sagde. Hun så kort ud i rummet med et tænkende blik og så derefter spørgende hen på Ting Chan. Hun lagde hovedet lidt på skrå.

Hun smilede og prøvede at falme ud i det mørke rum. Hun vidstr den var der, men hvor...... hun fandt den og smilede og holde om den. Det var et reb, hun holde vejret og trak i det. Hun trak i en klokke. En almindelig en, den larmede meget "Ups, den forkerte undskyld" sagde hun forskrækket og lavede noget. Klokkens lyd blev slugt af vinden, som hun lige påkalde "Der var den" mumlede hun og trak i den..... Klokken bevæget sig og den lyste, dne blev kridt hvidt. Den toner var milde som bjælde klange og imens den rum de var i, blev der lys i hvert en krog. Det var som om de var i himlen, Ting chan smilede og svajede lidt.

Anthon holdt kort hænderne imod ørene, da Ting trak i den forkerte. Hun så kort op på den larmene klokke og fjernede igen hænderne derefter. Den anden klokke spillede og hun mærkede sine pupiller give efter for det nyankomne lys i tårnet. Hun smilte kønt og betragtede den. "Hvor er den smuk." sagde hun imponeret og lyttede kort til det lille klokkespil.

Hun smilede "jeg fandt ud af dette klokke, jeg tror man kalder den 'Himlens Lys' det er som om man er i himlen. Jeg er her tit, og se det er stadig mørkt udefor, men denne klokke tror jeg at englene har lavet" sagde hun og betragte dne smukke lysende klokke. Den svajede bare og den milde toner var så smukke.

Anthon betragtede den med et nu tænkende lys. Igen denne forudsætning om engle og deres himmelske lys. Hvad nu hvis der fandtes mørke engle.. ravne i stedet for duerne. Kaos i stedet for helligånden? Anthon nikkede og så derpå. "Den er ihvertfald meget lys." sagde hun bekræftende og nikkede kort for sig selv. Hun lyttede kort til tonerne. Igen..

Hun sukkede "jeg er tit her oppe, når jeg undskylde de sjæle som jeg har ført over dødens flod. Nogle er komme i freden, mens andre er faldet i vandet. Og det betyder de er faldet i helved, imens dem der har fundet freden. Bliver til 'Sjæls blomster' og lever i himlen" forklarede hun og så på klokken som næsten ikke mere kan svajede mere.

"A-ha..." mumlede Anthon stille og fjernede kort blikket fra den lysende klokke. Gad vide hvor hun selv hørte til hende når dem tid en dag ville komme? Hun lagde kort en hånd om bag baghovedet og lænte sig op ad en af væggene derinde imens hun betragtede klokketårnet med et roligt blik.

Hun så lidt på hende og rødmede lidt "uhm minder den her noget, uhm om din fortid" spurgte hun og løb lige under klokken som ikke svajede mere og lyste heller ikke mere. Men da Ting kom ud igen af klokken havde hun noget lysende i sine hænder "Uhm her er den, Uhm tag den" sagde hun og gav den til Anthonia, det var en kridt hvid fjer og den lyste ligesom klokken.

Anthonia rystede på hovedet til Tings første spørgsmål. Alt hun huskede fra dengang var det her navn. Anthonia, og hun vidste ikke engang om det var hendes eget navn.
Hun betragtede kort ting og fjeren. "Hvad skal jeg med den?" spurgte hun undrende og gik allerede ud fra at den ikke var helt normal.

Hun skuldrede "når denne klokke har uhm er færdig med at klokke. Falder der altid sådan en lysende fjer ud... Som jeg sagde før, tror jeg at englene har lavet den til vor herre Gud" sagde hun og så på den lysende fjer "Men når jeg går ud herfra og at sove nede i kirken, er dne væk..... Men hvis jeg bliver her hele natten er fjerene der stadig" sagde hun undre "jeg tror de forsvinder når man går ud af dette rum" sagde hun

//Mangler krea. vender tilbage når jeg har fået inspirationen igen//

//Helt i orden ^^ sees vel ;D//