I vil blive straffet for jeres synder.. (Scars ~ Privat)

T: 19:06
S:Gågaden i Terre
V: Faktisk er der gråt, og lettere køligt. Skyerne dækker himlen de fleste steder, hvor solen kan ses længere mod horisonten som kaster et lettere gyldent lys henover områderne hvor skyerne ikke dækker alt.
O: der BURDE være øde. Men man kan aldrig være for grundig..

En mørk skikkelse var synlig ved hjørnet på en butik der højst sandsynligt var en eller anden tilfældig tøjbutik der stadigvæk havde masser af kunder til ikke at falde sammen, i pengemangel. Dette var vel mest af alt også fordi at manden som tidligere havde ejet butikken var blevet skiftet ud – fordi denne mand var blevet slået ihjel af en menneskehadende djævel – med en 46 årig animagus. Altså en af disse der var kloge nok til ikke at holde sig uden for de sikrede zoner efter klokken 19.00.
Også derfor kunne man blive mistænksom over denne mørke skikkelse der stod iført en glødende rød kutte hvis hætte skjulte det meste af personens ansigt.

Kom man tættere på ville man tydeligt kunne mærke den pulserende aura som stod ud fra denne person. Auraen var ikke kold. Den var blot stærk.. og mørk. En let genkendelig aura for dem som havde følt denne før. Det ville være tydeligt at ejeren af denne aura var en af de sjældne og sidste skyggedæmoner.
Damia Ambrosia.
Nuværende chef for FSB. Et job som tilfredsstillede denne hunkønsdæmon meget vel på nuværende tidspunkt. Det var ikke for meget hun skulle håndtere. Derudover slap hun for at blive jagtet af dem som arbejdede Alexander Lazarow. Et ting hun måtte indrømme var bedre end hvad hun før havde turdet håbe for da Ma’lakel forsvandt.
Og arbejdet som han havde givet hende havde givet hende adgang til Abaddon når som helst hun ønskede det. Hun så Scars til tider.. hun mødte ham og snakkede. Selvfølgelig var det angående jobbet og ting der burde diskuteres. Ting som skulle ordnes.

Damia løftede let hovedet og lod de skjulte måneagtige øjne glide henover gågaden for uvelkomne skikkelser der ikke burde befinde sig uden døre på et sådan tidspunkt. Umiddelbart virkede gaderne godt og grundigt øde. Men hun følte noget. Hun var ret sikker på der ville befinde sig uvelkomne væsener her til aften, som ikke overholdt tidszonen. Væsener som skulle straffes for deres synd.
Selvfølgelig havde hun ikke helt selv fundet ud af dette. Folk som arbejdede for hende og Lazarow, havde patruljeret. Ligesom nogle få skygger hun altid holdt i nærheden og rundt i byen, for at spionere. Det var tit at skygger så og hørte mere end folk gjorde. Og her til aften havde disse skygger opfattet noget. Derfor var Damia til stede her til aften.
Men grunden til at hun fortsat stod i skyggerne af denne tøjbutik var en helt anden. Hun ventede. Hun havde på fornemmelsen at der her til aften var én som ville holde hende ved selskab. Ikke at han lige frem havde givet hende besked på at vente. Hun vidste bare at han her til aften ville være til stede. Hvordan hun vidste dette, var så en helt anden sag.

Lyden af hurtige fodtrin og en dæmpe nervøs snakken fik de syregrønne øjne til at åbne sig i mørket, på gaden udenfor den gyde han stod i bevægede tre meget forsigtige og meget nervøse væsner eller mennesker sig forbi, de kiggede hele tiden til alle sider og deres frygt var stor nok til at man kunne se den snarre end at lugte den som det ellers var blevet ham for vane, han smilede lavt for sig selv så de perlehvide tænder kort kunne ses i mørket, men ingen af de tre syntes at have set ham *tåber*. Lige så hurtigt som øjnene var kommet frem forsvandt de igen i samme retning som personerne, der ville ikke være nogen flugt, deres ansigter var allerede genkendt af ham, de ville ikke se morgengryet.
På toppen af en bygning lidt foran de fortvivlede personer kom han igen frem, denne gang var der en smule lys så man kunne se de sorte busker, de blanke sko, den sorte t-shirt uden motiv og lædrjakken, men ansigtet var højt nok oppe til at det kun var de syregrønne øjne og de perlehvide tænder der kunne ses, selve hans tilstedeværelse gjorde området koldere og bare en lille smule mere mørkt end det var i forvejen, der kunne ikke være tvivl om de tre måtte føle en isnende kulde løbe ned over deres ryg. Fra sit udsigtpunk så han dem løbe forbi og kunne nu sige at det var en engel og to mennesker der ikke var kommet ind i deres respektive zoner til tiden, havde det været for blot et par dage siden ville han have slået dem ihjel med det samme, men efter flere og flere af de væsner der havde været jagtet af hans patruljer slap væk havde han fattet mistanke til at der måtte være nogen der hjalp dem, nogen der gav dem ly for natten i et sikkert hus... det hus ville ikke være sikkert meget længere.
En vind rørte sløvt på sig og en velkendt og respekteret lugt kom ham i møde, det kunne ikke skade noget at strejfe blot en gade væk for at se om det var hans næse der bedrog ham, de sølle stakler dernede syntes alligevel at bevæge sig i samme retning, så det ville kun være et spørgsmål om minutter inden han igen ville kunne se dem, smilet blev større og de syregrønne øjne uden pupiller åbnede sig en smule mere end før.
På samme måde som før koncentrede Alexander sig kort og sugede luft ind i sine ubrugelige lunger, han blev usynlig og i et spring der fik afsatsen til at brække en smule sprang han henover et par tage og fortsatte den process til han kunne se en velkendt figur længere fremme. Der kom et lille sus fra ham da han landede ved siden af Damia og gjorde sig synlig, "Og hvad laver du så hernede i slummen Damia, har du fanget aftensmad?", han blinkede til hende og lod den ellers meget formelde positur han hold krakkelere fuldkommen, det var som altid en stor glæde for ham at se Damia, han talte hende som en 'ven' og der var ikke andre der havde den samme status ligenu, måske bortset fra Ahngel... men den utilregnelige vampyr ville formentligt være den første til at stikke en kniv i ryggen på ham skulle han få chancen, det samme med Damia, men hun var på en måde mere behagelig at være sammen med, "Hvis det har nogen form for interesse er der tre personer jeg jager, en engel og to mennesker, men de skulle komme denne vej om nogen minutter", han bukkede lavt for hende og smilede så hugtænderne var tydelige.

Damia løftede let hovedet. Skyggens hvislen i hendes ører gjorde det klart at han var på vej. Præcis ligesom de tre væsener som skyggerne tidligere havde spottet sammen med de patruljerende – som hun kunne lægge mærke til at skyggerne til tider var anderledes end de for et øjeblik siden havde været.
På denne måde var Damia også forholdsvis sikker på at disse var på vej i retningen af hvor hun stod på nuværende tidspunkt med sin røde silkekutte. En kutte med noget stof der lignede at det var blevet vævet med tusindvis af blodstrimler. Smukt, men anderledes.
Præcis som hun havde forudset landede Di Morga’s nuværende hersker ned foran hende. Med en anden attitude end den som hun udmærket vidste han brugte på alle andre end lige hende. Hun var jo ikke blind. Damia løftede begge hænder og slog hætten ned så det kønne ansigt blev synligt. De to øjne der som altid mindede om to måner der havde taget øjenæblernes originale plads, havde stadigvæk den skræmmende blidhed over sig. For trods man på auraen ville kunne tro at denne person ikke havde nogen venlig sjæl, virkede ansigtet langt mere.. roligt. Fredfyldt hvis man kunne beskrive dette på den måde. Ansigt var markeret men havde stadigvæk det rigtige rundinger i ansigtet der gav hende det rigtige feminine look. Håret der som regel hang løst omkring hendes skuldre var blevet sat over med en hårnål der havde en sort ravn for enden. Smuk, og tydeligvis meget dyr.
De mørkerøde læber krusedes i et meget lille smil, ved synet af Scars lette blink. Hun ventede kun kort på skyggernes rolige hvislen før hun besvarede Scars ord.

”Jeg passer mit job. Og angående det med aftensmaden går jeg mere efter kvaliteten. Hvis ikke jeg tager fejl har mine skygger opfanget duften af.. menneske.” hun rynkede svagt på næsen hvilket gav hendes ansigt mere liv. ”.. og engel.” rynken forsvandt ligeså hurtigt som den var dukket op. Og hun sendte nu Scars et lidt større, men dog tydeligt mørkt og faretruende smil. Et smil der tydeligt viste at denne kvinde, uanset hvor blid hun end måtte kunne fremstå til tider, var en sand dræber.
Damia lagde tydeligt mærke til hans mere afslappede måde at tale på. På samme tid med hans kropsholdning. Ikke at dette betød alverden, men for en som Damia var selv den mindste detalje en vigtig ting at kende til. Uanset hvad dette så måtte være. Hun havde lyttet til hans ord før hun rigtigt havde talt. Men allerede før havde hun også selv regnet ud at der var tre personer. Eller mon dog. Faktisk vidste hun det. Udelukkende pga. skyggerne som hun havde sendt i forvejen.
Scars mere præcise og ligefremme ord gav hende dog et langt bedre syn på sagen. Disse.. ting.. vidste åbenbart ikke hvor hverken Damia eller Scars befandt sig, og måtte derfor tro at de på nuværende tidspunkt var tættere på deres sikkerhed end tidligere.
Hvilket jo så var en fejltagelse der måtte koste dem langt mere end blot deres liv.

Et glimt blev synligt i hendes øjne da hun åbnede kutten så tøjet hun bar indenunder blev synligt. Dette var ikke en af hendes lange kjoler. Faktisk så tøjet ud til at være mere praktisk end udelukkende noget som skulle se godt ud – hvilket det til gengæld også gjorde. Kjolen som hun bar var sort. Lavet af noget stof der både mindede om læder og alle mulige andre former for sort stof. Alt sammen noget forholdsvis tyndt dog. Den gik hende til omkring knæene. Ikke for kort men heller ikke for lang til at den ville forhindre hende i at løbe langt og hurtigt. Som fodtøj bar hun hendes elskede ’kick-ass’- støvler. Støvler som både så godt ud, men som helt klart ville gøre ekstra ondt at blive ramt af når man fik et velrettet spark ind mod sig. En form for metal som.. man formodede måtte være smedet af måske dværge, der som regel var eksperter på sådanne områder.
Kjolen var ikke helt vildt nedringet, udskæring var i en rund form og endte ude ved ærmerne som dækkede lige før skuldrende og under skuldrene. Men de dækkede ikke direkte, hvilket man nemt ville kunne stoppe op og undre sig lidt over, de endte omkring hendes albuer.

Damia fjernede kutten helt og holdt den ud i en udstrakt arm. ”Take it with you back. You have finished your job here” sproget som Damia pludselig begyndte at snakke var et ukendt sprog. Et gammelt og for længst glemt sprog som nu kun skyggerne brugte. Skyggerne. Og så dæmonerne. En mørk skygge der så ud til at være lavet ud af hundredvis af snoede mørke skyggesnore greb fat om kutten, som Damia straks slap, hvorefter skyggen forduftede som havde denne aldrig været der.

”Hvad siger du..” Damias sirene agtige stemme gennemtrængte hvilke tanker Scars’ end måtte have haft på nuværende tidspunkt. ” noget ideer til hvad vores næste skridt bliver?” der var en udfordrende og let drillende tone i denne stemme fyldt med flydende sølv. Hun rettede de to måneøjne mod herskeren, afventende. Velvidende at der kun var minutter til at de tre personer drejede om hjørnet. Måske endda kun sekunder.

Alexander kunne ikke tage øjnene fra hendes, de smukke måner var betagende selv for ham og han ville have været helt i hendes magt havde hun været i stand til at kontrollere hans tanker eller hypnotisere ham, men han havde ikke hørt eller set noget der skulle give ham den tro at hun kunne det. Han beundrede hende uden at lade det komme til udtryk på nogen måde, hendes ynde og den måde hun snakkede på, han bremsede sig selv til blot at kigge på hende uden det fraværende udtryk der uden tvivl måtte have danset i hans ansigt i et par sekunder, det var nedværdigende og ikke mindst meget pinligt at han kunne blive så fraværende foran en som han respekterede på den måde, en pinlighed der ikke vandt andet end hendes afsky, eller det var da hvad han troede.
Alexander smilede da hun snakkede i lyde han ikke genkendte og hun holdt kappen frem i luften, en skygge kom op og greb den og begge forsvandt igen i den blå luft *Smart, hun kan lidt af hvert*, han fik kort et interreseret udtryk inden hun fik bragt ham tilbage til den presserende situation, han kunne høre de tre puste og pruste ikke langt væk, det ville være mindre end et minut inden de kom rundt om hjørnet og så dem, "Jeg undskylder min ligefrem adfærd, men det er presserende at vi for os skjult i et par øjeblikke". Alexander tog blidt fat omkring livet på Damia med den ene arm og trykkede hende ind til sig med et meget tydeligt smil, "Det bliver meget koldt i et par minutter", i samme øjeblik som han havde sagt dette forsvandt de begge fuldstændigt så der intet var at se eller mærke fra dem.
Mindre en 5 sekunder efter de var blevet usynlig kom tre meget forpustede personer rundt om hjørnet, de to af dem i lav ubetydelig snakken og til sidst en halvtyk 17-18årig dreng, diskret stak Alexander et ben ud foran ham og han væltede rundt på jorden mens han kom med et højt hyl, de andre var hurtige til at hvæse af ham han skulle være stille og få ham op igen, de spejdede nervøst rundt og løb videre inden de rundede endnu et hjørne og forsvandt.
Alexander gjorde hamselv og Damia synlige igen, men holdt hende stadig om livet mens han kiggede i hendes øjne, "Godt nok skridt? og jeg fik plantet en sender på fedlingen", han snakede stadig lavt til hende for ikke at de skulle høre dem. Alexander blinkede til hende før han gav helt slip og begyndte at rode i sin lomme for at finde den lille mobiltelefon lignende modtager der viste hvor de tre var på vej hen, det hele gik som planlagt.

Damia kunne ikke undgå at lægge mærke til det fraværende blik han havde i få sekunder, før han trak sig selv tilbage til virkeligheden. Hun reagerede dog ikke nær så meget på denne detalje, eftersom det var normalt for andre at døse let hen når hun var i nærheden af dem. Dog var der klart nogle som slet ikke reagerede på dette. Alt afhængig af deres alder, hvor længe de havde eksisteret, hvad race de var og så selvfølgelig deres personlighed, og mentale styrke. Der var bare nogle personer som ikke reagerede på andres udseende. Og Damia var ikke ked af at sige hun var en af dem der kunne føle en hvis skuffelse hvis en person ikke følte sig blot det mindste draget af hende.

Hun morede sig når andre så på hende med beundrende blikke og hver i sær udstrålede blot en eller anden form for respekt for hende. Om det var som hendes ven eller fjende gjorde absolut ingen forskel for hende. Blot følelsen af dette gav hende en form for.. tilfredshed i hele kroppen. Dette var hun ikke bange for at indrømme. Og hun var ikke i tvivl om at hun ikke var den eneste der havde det sådan.
Damia løftede blikket og studerede hans ansigt ved hans næste ord. De skulle altså holde sig skjult? Hun var allerede parat til at stræde ind i skyggerne for så at blive et med dem, som enhver anden skyggedæmon ville kunne det af ren naturlighed. Men før hun kunne nå at gøre dette mærkede hun hans arm omkring sig, og følte pludselig hans krop blive presset let mod sin. Dette fik hende til at trække lidt på smilebåndet, og lod sig blive omsluttet af den kulde som han et kort øjeblik havde advaret hende om at hun ville opleve.

Faktisk mistænkte Damia, Scars temmelig meget for at have trukket hende unødvendigt tæt på udelukkende af egen lyst. Ikke at dette generede hende spor. Damia drejede let hovedet og fulgte de tre skikkelser med øjnene. Selv prøvede hun intet at gøre da hun havde en følelse af at Scars ville..
oh… hun havde haft ret. Et af menneskene tumlede klodset forover da han snublede over Scars fremstrakte ben. Under dette korte scenarie havde Damia forholdt sig helt stille, dog fortsat med et lille mørkt smil over læberne. Selv da de var blevet synlige mærkede hun at herskeren ikke gjorde nogen som helst tegn til at slippe hende igen, og hun måtte indrømme de var længe siden hun havde mærket et par mandehænder holde om hendes liv. Hun tog sig et kort øjeblik i at tænke tilbage på sidste gang.
En person som aldrig nogensinde var kommet til at se dagslyset igen. Hun havde vidst ikke været i så strålende humør den dag nu hun tænkte over det.

Damia mødte hans blik med sine egne, der ikke havde ændret sig det mindste siden han først havde set dem her til aften. Hun nikkede anerkendende af ham ved ordene. En sender. Smart. Dette måtte have været grunden til at han nu ikke så ud til at vise den helt store hast, eller mine til at følge efter dem straks. ”Så de har altså en plan?” Hun vidste godt at hun ikke engang behøvede at spørge. Da han gav slip placerede hun en hånd på sin hofte og så afventende på ham da han fandt senderen frem.