Why would I be troubled? /Yukii/

S: sombre
V: klart
T: efter solnedgang
O: ikke nogen
D: irl


Ahngel lå i græsset ikke langt fra byens park. Han kiggede op i trækronen som langsomt var ved at danne små grønne knopper til de fremtidige kirsebærtræer. Ahngel sukkede kort. Han var akkurat vågnet fra dagens lammende søvn og havde stadig et tungt blik imens han lå og filosoferede. En slags revesøvn, hvor der kun var plads til tanker. hvad han så foran sig var bare et midlertidigt standby billede. Ahngel gabte kort og lod sine makabre hvide tænder blive fremvist for den stille sovende verden. Himlen var stadig lysblå, men byens horisont havde for længst malet sig sorte og begyndt at oplyse de nattelige neonskilte som alle de unge var så glade for. Ahngel blæste det dog et stykke. han var ikke den store fan af falskt lys.

Yukii gik stille rundt i hendes egen lille verden for sig selv, og nynnede en smule det var en meget glad og munter melodi hun lige netop havde fundet på. Håret hang løst som altid med to sløfer i som der også var i håret som altid, og ellers stadig det samme lignende påklædning på. Hun pillede ved nogle røde blade der sad på den rose hun havde plukket lidt længere væk før hun gik hen til parken. Hun stoppede kort op for at lugte til naturens lugt, så mange ting, så lidt tid. Yukii gik lidt videre og strøg en hånd forbi en træstamme mens hun stoppede igen*hmmm fornemmer nogen* tænkte hun stille

Ahngel lagde dog ikke mærke til hende endnu, da han mere eller mindre stadig sov. Hans øjne havde påtaget sig et mærkeligt isblåt skær i hans nærmest bevidstløse tilstand. Han kiggede stadig op i træet med et studerende blik. Kiggede på hvordan de små blade stadig omfavnede blomsten der var klemt inden i. Han lagde ikke mærke til at det rent faktisk var en blomst, som han så på, men betragtede bare formerne og stregerne, som var det ikke andet end et simpelt lille maleri.

Lyden af hendes sko der forladte jorden kunne ikke så tydeligt høres, og hun havde set alle omgivelserne på et lille hurtigt blik rundt. Hun gik videre pillede en torn af rosen da den mulighvis ville have stukket hende i fingeren eller i hånden, så det var bedst hvis der ikke var ret mange på stilken. Yukii gik roligt videre i en let rytme mens hun stadig nynnede lidt og så så igennem nogle træer Ahngel. Hun begav sig stille hen til ham, hun troede at han var vågen men da hun kom tættere på tog hun fejl han sov"Ahngel sover du?.."spurget hun stille med en lille viftende hånd foran hans ansigt den anden hånd hvor rosen ikke var i

Ahngels puupiller insnævrede sig tynde og den blå farve i hans øjne fortonede sig. Først til en dyb mennelting der lignede lilla inden de igen blev røde som blod på et hvidt lagen. Ahngel bevægede blikket fra bladene og hen på Yukii. Den mystiske kølighed havde igen omsnævret ham og hans indsugende røde øjne. "Yukii?" sagde han så undrende og kiggede på hende. "Bonjour." sagde han så og bevægede armene om bag sin nakke som en mindre støttepæl. Han kiggede sig kort om. *Er jeg faldet i søvn herude?* tænkte han med et hævet øjenbryn. Han mærkede størknet blod på sin mundvige og tørrede det af med en langsom bevægelse.

Yukii kiggede på ham og stod og duftede lidt til rosen hun havde omfavnet i hænderne, så rørte hun lidt blidt ved at af bladene der sa derpå, så dejlig en duft men roser duftede jo også hele tiden så dejlig selv hvis de var visne. Hun bukkede sig lidt ned så de fik øjenkontakt"Ahngel du har de mærkeligste tidspunkter at falde i søvn på hihi men det er nu ret kært"sagde hun med et smil der bredte sig på hendes læbe, så fik hun strøget lidt af høret ombagved det ene øre så det ikke var i vejen for hendes syn

"Som om jeg har noget valg." sagde han lidt irriteret over sin belastende døgnrytme. Nu mere man gør om natten, jo hårdere vil dagen slå ned i en. Han havde åbentbart ikke nået at se solen gå op før han gik i brædderne. Ahngel sukkede opgivende. Det var egentligt lidt pinligt at sove i en skov som en eller anden junkie.. mhm.. måske kunne man godt kalde ham det eller hvad. Det var han blevet kaldt før. Blodjunkie.

Yukii kiggede på ham havde hun sagt noget forkert, eller noget der gjrode ham irriteret over noget, så satte hun sig ned ved ham mens hun rækte rosne frem mod ham"Værsgo jeg vil gerne forære dig den, og undskyld...min skyld jeg ved det"sagde hun med et lille nik med nakken, så kiggede hun ned på hendes finger godt der ikke var gået hul på huden fra en af de mange torne på rosen, så det var godt."Foresten det mener mig om godt at se dig igen Ahngel!"sagde hun og gav ham et hurtigt kram

Ahngel kiggede undrende på hende. Det var jo ikke hendes skyld, vel? Han kiggede roligt på rosen da hun rakte den frem og tog sin roligt imellem to fingre med et kort smil. "Du forstår virkelig at bytte rundt på klicheerne." sagde han med et kort smil til hende inden han betragtede rosen i en tid. Lidt uortodoks, men hvem klagede. En rose var vel en rose ligemeget hvad. Han så derefter stille på hende. "Og i lige måde." sagde han så.

Yukii kiggede på rosen mens hun hun blev fanget af dens meget blide blade og skøndhed, så vel som sagt var den meget smuk, men man kunne stadig stikke sig derpå som en nål nærmest. Hun vendte blikket på Ahngel med et lille grin"hihih ja det må du nok sige, jeg håber du kan bruge rosen eller kan lig den eller noget lignende jeg ku ikke beholde den selv da jeg hele tiden stikker mig på tornene avs"sagde hun kort og roligt, men Ahngel ville nok ikek lade sig skade af det"og tak det er rart at vide at der er nogen der tænker på en"sagde hun smillende det avr et kært smil

Ahngel smilede kort og placerede rosen i et af de øverste knappehul på sin lange sorte frakke, så lidt af den gotiske vampyrstil blev pudset en lille smule op af den røde farve. Han nikkede kort. "Der er altid nogen der tænker på en.." sagde han så en smule ligegyldigt inden han rettede blikket op på hende igen og lagde hovedet lidt på skrå.

Hendes hænder var gledet ned på jorden mens hun strøg fingerspidserne
forbi nogle græsstrå og så lidt på Ahngel og lidt over ham på en gren, så nikede hun"ja men sommetider kan jeg godt undvære det underligt nok, jeg ved ikke lige hvorfor det giver hvist ikke ret meget mening...Hvordan går det foresten efter dte med Vlad"spurget hun stille hun var lige ved ikke at bringe det på banen men det kom hun til

Ahngel klukkede dystert for sig selv inden han hev op i sin røde skjorte under jakken. Hans marmorhvide overkrop kom til syne, hvor der var to aflange friske ar på hans ellers allerede markerede hud. Mange ar. Rigtigt mange. Der var et helt specielt et over hans hjerte.. det var formet som et kors. og med hans huds farve ville det blive et sølvkors. Han tog trøjen ned igen. "Han har fået sine mærker."

Yukii kiggede på ham det så ud til at have gjort meget ondt, ikke engang hendes selv kunne få sig til at kigge mer på de ar de så så røde agtigt ud, nærmest glødende"er du ok, gjorde det ikke ondt, eller mærkede du det slet ikke, jeg skulle altså have gjort noget jeg efterlade dig altid såret eller noget, sidst var du lige ved at dø, og blev forgiftet på grund af mig..Undskyld mange gange det var ikke det jeg ville"sagde hun stille med blikket rettet ned ad

"Ah hold op, Yukii. Havde jeg ikke kunnet klare det havde jeg ikke deltaget i kampen, men trække et tilbagetog." han smilede kort og nikkede til hende. "Og jo det gjorde meget ondt, men pyt med det. Jeg vil hellere føle smerte end slet ingenting." sagde han så og rettede kort på skjorten med en elegant bevægelse. Hans blik sad fast frem for sig i en tid inden han rejste sig op. "Lad os gå en tur." sagde han så.

Yukii kiggede på ham med hovedet til siden lidt, hun kunne nu heller ikke på en måde forstå hvorfor hun skulle få sig selv til at spørger om sådna noget, men man måtte jo aldrig holde en nede på pinebænken"Æhm...Ja hvorfor ikk" sagde hun og rejse sig mens hun fik børstet sin kjole af lidt fra alt det smulre af jord som var på, så retted ehun kort på hendes sløfer i håret en gå tur i parken en smuk aften som dette var nu særdeles godt og vidunderligt"jeg ville bare lige være sikker"grinede hun stille

Ahngel begyndte stille at gå og kiggede lidt på Yukii. Han nikkede lidt. "Det var pænt af dig." sagde han blot og kiggede kort tilbage.

//Manglende krea...//

Hun smillede tilbage mens hun lod en hånd glide hen over hendes kant på kjolen så det fik den til at flagre"jeg sagde jo også at jeg ikke ville være til så meget nytte når det kom til stykket, men vi klarede den da så godt som vi nu kunne, desuden er jeg glad for at hvis jeg skal være sammen med nogen at det så er dig Ahngel."sagde hun og vendte blikket på ham mens de gik

//gør ikke noget^^ håber du finder den igen//

Ahngel lukkede kort øjnene i et vemodigt suk. Han så derefter på hende. "Hvorfor finder du sådan en vigtig person i mig?" sagde han så og kiggede undrende på hende. Halvdelen af den Ahngel hun kendte var jo væk og gjort til ukendelighed, men så alligevel insisterede hun på at prøve at tvinge ham frem, selvom han nu, mere eller mindre, var blevet til sin far. Til Lucifer.

Yukii kiggede på ham og lidt ned med et kort smil mens hun lod sine hænder
være samlet ombagved hendes ryg"hmm godt spørgsmål måske fordi jeg vil vide om noget af den gamle Ahngel stadig er noget af det du er. Jeg ved at jeg gør dig forvirret sommetider, og vred måske eller gør aå du er træt af mig, men jeg vil stadig ha' svar på det"sagde hun med blikket vendt op på ham mens de gik lidt videre

Ahngel sukkede kort. "Hvad vil du vide af mig. Jeg kan muligvis svare dig på de ting du ikke fik løst dengang." sagde han så. "Og om ikke andet før jeg igen forsvinder." sagde han tilføjende og kiggede uobservant ud til siden, da han vidste hun nok ikke ville kunne lide at han på et eller andet tidspunkt måtte tage væk igen.

Hendes blik kiggede lidt ud til en af siderne mens hun lodt øjnene glide hen over et træ med nogle blomster på, de var sorte og visne emn stadig smukke, så lod hun blikket glide hen på Ahngel igen"hvorfor vil du forsvinde...ønsker du at forsvinde væk fra mig.."spurgte hun mens hun lod en hånd glide hen over nogle blomster blade de gik forbi.Hun ville ikke have at han skulle forsvinde igen smerten alene var ikke nok

"Lad nu være Yukii, du ved jo jeg ikke kan blive her. Det var ikke engang meningen at jeg skulle være her i første omgang." sagde han så og vendte blikket imod hende. "Jeg hører til i frankrig på Point Du Lac, og så snart arbejdet her er færdigt, viljeg tage tilbage dertil." sagde han målfast o betragtede hende med et lettere stædigt udtryk. Pokkers til følelser der altid skulle komme i vejen.

Yukii kiggede kort på ham, og lidt ned mens hun knyttede sine hænder lidt, stadig ville hun ikke have at han skulle rejse men efter det han sagde vidste hun slet ikke hvordan hun ellers skulle stoppe ham fra det"Jeg gætter på at der ikke er noget der kan stoppe dig, men hvis det er det du vil, så vil jeg ikke stoppe dig..Ja jeg vil savne dig, og ja jeg har følelser for dig, men det er dit valg, respektere hvad du vælger..Håber bare at du ikke forsvinde helt..Det burde mest være mig der skulle gå jeg er jo ikke til megen nytte hos dig"sagde hun og vendte ryggen til lidt mens hun lukkede øjnene kort for at lugte til naturen og nyde den stille vind komme hen over hende så håret løftede sig

Ahngel kiggede derefter på hende. "Der er intet i vejen med dig. Jeg forlader ikke stedet på grund af nogen. Du må prøve at huske at du ikke er den eneste som jeg er nød til at sige farvel til. Ailince, Mail, Mikala.. dem alle sammen." sagde han så og kiggede ned med et irriteret blik. "Jeg skulle slet ikke ha kommet overhovedet.." hviskede han uhørligt. *Pokker tage dig Croix 4.. *