Why would I be troubled? /Yukii/

Yukii skubbede ham stille ind i det nærmeste træ mens hun lod en tåre løbe ned ad hendes kinder, hun kunne ikke gøre for det tårerne tog bare frit løb"Du forstå ikke jeg ænsker ikke at du forlade dine venner, eller mig Ahngel..Jeg vil savne dig for meget, hvorfor ønsker du så meget at forlade det...Du må ikke.."sagde hun trist men hun holdte fast i et lille let greb mod træstemmen

"Fordi jeg bare bliver sindsyg igen!" sagde han så umiddelbart efter hun havde spurgt. Han tav og kiggede kort væk. Sådan! Det var ude! Ude af sækken og ude i den frie natur. "Du ved ikke hvorfor jeg i min tid forladte skolen." sagde han. "Ailince var forsvundet og min tørst var ved at fortære mig." sagde han og vendte igen øjnene imod hende. "Det slog klik til sidst. Min mentalitet kunne ikke klare mere. Jeg brækkede ned... og forlod stedet. Slagtede. Åd."

Hun var stille lidt mens hun kiggede på ham, så kiggede hun på ham, og lod bare flere tåre falde ned ad hendes kinder, så var det at hun knyttede hendes hænder sammen, og så kiggede hun lidt ned en smule trist. Yukii vendte ryggen til ham og tog nogle skridt frem"Du forladte skolen uden at sige noget til mig...Så fældede hun flere tåre og vendte sig hurtig km mod ham"Men Ahngel siden den tid er mine følelser blevet tydeligere, men jeg kan ikke blive nu jeg kan ikke kalre de tanker! har det som om du ikke vil have mig sammen med dig mere, som om jeg ikke eksistere for dig mere du burde bare lade mig dø, eller lade vlad dræbe mig"sagde hun trist og gik nogle fler skridt væk

"Det var aldrig min mening at skyde nogen væk fra mig. Jeg vidste jo det ville gå sådan. At komme på den skole var også en fejl. Jeg fik venner som jeg på et tidspunkt skulle se dø.. det virkede bare så lokkende at tage væk." sagde han så og lod sine fingre glide igennem sit hår. "Jeg kom først til mig selv da det hele var for sent." sagde han så og betragtede hende lidt endnu. "Jeg fik min forstand igen, så jeg kan ikke risikere igen at miste den. Så får jeg bare mere gæld." sagde han så.

Yukii lpd nogle fler tåre falde ned ad hendes kinder mens hun knækkede ned på knæ lidt væk fra ham, mens hun lod tårene falde ned på jorden under hende. Hun vidste at hun ikke kunne give slip på ham hun ku lig ham meget både ven og ikke ven, men hvorfor dte fik hende til at græde var det store spørgsmål..Yukii lod håret falde ind over hende mens hun prøvede at lade vær med at lyde trist"Hvis du ikke ønsker mig i nærheden er det ok jeg må leve med det, men Ahngel jeg har fået følelser for dig hvis du ikek evd det, jeg er ked af hvis dine tanker spiller dig et pus eller noget men..."sagde hun stille og stoppede kort

"Så hør dog for pokker efter. Jeg vil ikke have nogen ud af mit liv, men jeg må bøje mig for hvad der er rigtigt." sagde han og tog sig kort til hovedet. Han sukkede irriteret.
"Jeg ved ikke hvornår jeg tager af sted igen.. når jeg har fundet gerningsmanden, så kan jeg tage tilbage, men der er gået flere måneder nu uden nogen spor." sagde han. "Der kan sagtens gå år.."

Yukii kiggede på ham mens hun fjernede tårene og knyttede hendes hænder sammen, hun havde gjort ham vred og var selv ved at blive det, hun ønskede det jo ikke men det blev det til"jeg hørte det godt, lad vær med at blive sur, jeg siger bare at jeg ville vil miste dig hvem ved hvornår du ellers vil se noget til mig mer hvis du finder gerningsmanden, forsvinder herfra, det for dumt det syntes jeg undskyld jeg siger det.."sagde hun med armene rundt om sig selv*gid jeg bare var taget væk...jeg laver kun problemer, står kun i vejen* tænkte hun stille mens hun kiggede op på himlen

"Så er det altså heller ikke værre." sagde han og så på hende. "Paris ligger ikke langt herfra.. der vil stadig være mulighed for kontakt." sagde han og bevægede sig lidt rundt med et opgivende blik. "Det er ikke fordi jeg dør igen eller noget." sagde han roligt med et kort suk.
Selv nu kunne døden godt lyde som en flygtvej fra alting, men nu havde han dog noget at beskytte. At opretholde og vride ud af det jerngreb hans far havde pålagt det.

Yukii kiggede kort videre på himlen med en lidt surmine på sig, svaret på hvorfor var hun ikke sikker på hun følgte bare alt var forvirrende nu, så mange tanker, og det hun havde gjort"Jeg tager med!"sagde hun mens hun havde ryggen til ham med et letere udtryk men shun knugerede lidt rundt om et lille blad de rvar faldet ed fra et træ i nærheden"Tag mig med Ahngel..."sagde hun stille og gik lidt tættere hen mod ham

"Hvad?!" sagde Ahngel med overraskelse i stemmen. Det havde han virkelig ikke forudset. "Det kan jeg ikke Yukii. Hvad pokker skulle du også lave i frankrig?" sagde han og kløede sig usikkert på halsen imens han så på hende. "Det kan jeg ikke. Jeg har et embede at fuldføre." sagde han så. "Desuden er dæmoner ikke tilladt at opholde sig i vampyrinstanserne. Du bliver bare ædt." sagde han forklarende.

Hun kiggede på ham mens hun tog hans hånd og lagde den stille på hendes hjerte, så han kunne lyttede efter"Ahngel mærk efter...Jeg mener det jeg tager med jeg kan sagtens passe på mig selv desuden har du været med mig dengang i Dark Ground, i det mindste kan jeg være ved din side i steden for at vi begge to ikke er sammen!"sagde hun med blikket på ham"Ahngel jeg gør det af egeb fri vilje, hvis de vil æde mig må de jo gøre det jeg ..Men jeg vil bare gerne være ved dig"sagde hun stille

Ahngel sukkede og hang med hovedet. "Pokker ta det... ikke igen." mumlede han og rettede sig op. "Lad tiden bestemme det." sagde han så. "Jeg lover intet." sagde han så idet han ikke magtede at diskutere det, men ville heller ikke lade hende få sin vilje. Aldrig i livet ville han lade hende gå uden beskyttelse i Point Du Lac området. Næppe.

Yukii kiggede på ham med hovedet lidt til siden, og hun kiggede på ham med et lille smil mens hun lagde en lille hånd på hans kind mens hun kiggede ham ind i øjnene"Ahngel jeg lover dig at der ikke sker mig noget, du skal ikke være så bekymret for mig, det kan ende med at skade dig...Jeg lover dig det"sagde hun og rørte blidt videre med hans kind

"Men som jeg sagde... så lover jeg ikke noget." sagde han bare for at sætte det på plads. "Det er ikke så enkelt som det lyder." sagde han og kiggede opgivende på hende. "Og selvom du ville flytte med til Frankrig, ville det sjældent være muligt for os at se hinanden.." sagde han og bevægede sig lidt rundt igen og støttede armen op af kirsebærtræet.

Yukii kiggede på ham hvad mente han ville se ikke se hinanden så det var det hun håbede på ikke ville ske, så hun lå sig dumpe ned op af det nærmetse træ"Jeg vil kun være sammen med dig, men hvis det ikke er dte du vil,så ved jeg ikke..."sagde hun stille mens hun lod fingerspidserne passere jorden"jeg ved ikke hvad du tænker, jeg kan ikke læse dine tanker, jeg vil give alt for at vide hvad du tænker på, jeg vil gøre alt for at være sammen med dig, selv ligenu"sagde hun så og betragtede ham stille

Ahngel vendte sig imod hende. "Vær nu sød at forstå at der ikke er noget galt med dig." sagde han opgivende. "Jeg er alfahan. Jeg har ikke tid til at være sammen med folk. Jeg arbejder i døgndrift. Når jeg ikke sover, så jager jeg eller ordner statsanliggender." sagde han. "Mit liv er allerede planlagt og der er ingen huller i skemaet.."

Yukii kiggede ned med et trist blik mens hun så lod en finger glide ind foran hendes mund mens hun bed i den"Så du mener at kærlighed ikke findes hos dig, og at du aldrig vil bluve lykkelig nogensinde, så det mener du, hvad med mig Ahngel jeg kan jo godt lig dig, men hvis kærligheden ikke findes for dig, så vil jeg ikke være i vejen for dig mer..."sagde hun og hoppede op i træet over hende med et lill smil"du skal jo bare være lykkelig ikke andet"sagde hun venligt

Ahngel placerede en opgivende hånd i panden og sukkede. Kærlighed.
"Kærlighed er sådan et overbrugt ord." sagde han med en dyster mine. "Folk tager den for givet og begrænser sig til den såkaldte eneste ene. Jeg har aldirg sagt at der ikke findes kærlighed hos mig, men den er svær at grave frem. Du må huske at jeg kun ligner et menneske.. jeg er langt fra et. Jeg er ikke sat sammen på den måde. Jeg bliver ikke bare forelsket i et snuptag." sagde han. "Der skal andet til."

Yukii kiggede ned på ham fra den gren hun sad på som sagtens godt kunne knække når som helst det skulle være, så hun kiggede med hovedet lidt lænet til den ene side"mer til skal jeg liegrem ofre mig?"sagde hun stille og tænkende over hvad det måtte være, men ja kærlighed var ikke noget man bare fandt hurtigt der skulle gå meget længere tid

Ahngel bankede med vilje baghovedet ind i træet. *Så tag dog min sanitet!* tænkte han opgivende. Han så op igen. "Du skal ikke ofre noget som helst." sagde han. "Eller prøve at overbevise mig." sagde han med et opgivende blik.
"Hvis det er meningen at vi en dag skal være sammen, så lad det ske, men indtil videre.. har jeg desværre ikke udsigten dertil." sagde han.

Yukii kiggede ned og hun satte sig på en gren med blikket vendt op mod himlen mens hun kort smillede"men bare indrøm det jeg gør dig jo altid i dårligt humør, jeg kan ikke egang få dig til at smile, ja tiden er jo noget man ikke altid kan regne med...Men jeg vil lade vær med at gøre dig mer sur, og det, og bare rense alt luften, så klar som muligt, og bare enlig få styr på mig selv nu for jeg føler at der er sket noget"sagde hun stille

//logge godnat ses, skrives^^//

"Ikke mange får mig til at smile nu om dage." sagde han blot. "Føl dig ikke udenfor." sagde han så. "Og jeg vil ikke indrømme noget. Du aner slet ikke hvordan jeg har det." sagde han og kiggede op.
Han sukkede opgivende og begyndte igen at bevæge sig rundt.

Yukii kiggede på ham med øjnene vendt nedad mens hun så kort smillede
, hun vidste godt at det måtte være svært med Lucifer, og det at beskytte ens venner. Hun kiggede rundt lidt"nej måske ved jeg ikke hvordan du har det men jeg prøver så godt jeg kan for at gøre det, det må være svært nu da Lucier og dig er et, og ja det er også sjædlent du smiler..Jeg kan slet ikke styre mine tanker lige nu er lidt forvirret"sagde hun og så ned igen