Silent Screams-Shiro Noir(privat)

Yukii kiggede på ham, og nikkede så"det er altid det bedste at være sit hjerte tro de fleste lytter ikke engang til deres hjerte men der er self også nogen som gør"sagde hun efterfulgt af et bredt smil. Hun lyttede lidt efter og syntes næste at hun kunne se nogle få skygger rundt omkring, det kunne ikke være Shiro for hun havde holdt lidt øje med hans bevægelsr og han gjorde ikke noget. *hmm lidt underligt*tænkte hun for sig selv. Yukii kiggede så hen på Shiro og sendte ham et blidt smil tilbage til ham."Altså det du holder inde vil komme frem, når du selv får det frem"sagde hun.

Yukii kiggede lidt rundt"Hey skal vi ikke gå indenfor eller vil du blive stående her udenfor og snakke hele dagen"spurgte hun med et lille grin, det var et mildt grin ikke et ondt et.Hun rømmede sig en smule over det han sagde men blev meget glad for at han mente det"Årh takker Shiro det er virkelig sødt af dig, men du er også meget smuk"sagde hun og lagde hovedte på skrå lidt. Yukii kiggede så pludselig hen mod nogle af de grave der var i nærheden"prøv at forstlle dig hvis de skeletter der lå her blev levende"sagde hun, med et ansigt udtyk der sagde at hun slet ikke kunne forstille sig det, det virkede næsten helt umuligt. Self kunne man godt gøre det hvis man havde evnen og styrken til det.

Han smilte kort og lod en hånd glide gennem hans hår " Jeg prøver at være mit hjerte tro, men det er svært.. Du ved hvordan jeg er Yukii" sagde han og sukkede kort over sig selv. Trods han havde mistet Tarja for flere tisind år siden, havde han lige siden ikke lyttet til han hjerte, da det fortalte ham han skulle efterlade hende døende. Han så på hende med et kort smil og bed sig derefter kort i underlæben " Lad os håbe det gør" sagde han og smilte usikkert til hende uden egentlig at vide om ordene ville komme ud af hendes mund nogensinde.

Han så på hende og grinte kort af hende " Jo lad os gå indenfor" sagde han og begyndte stille at gå indenfor men stoppede op da hun nævnte det med skeletterne i gravene " Hmm.. Jeg tror jeg kender en der kan få det til at ske" sagde han og grinte kort " Men han er.. Ja hvad siger man.. Djævel og ikke ligefrem den der snakker mest med kvindelige dæmoner" sagde han og sukkede kort. Han så på hende med et smil og så derefter på de to løver som stadig var udenfor, hvilket egentlig var meget fint, så de kunne holde øje med om der skulle komme andre.

Yukii kiggede på ham og nikkede så lidt"ja jeg ved hvordan du er Shiro du er en vildt sød, beskyttende person"sagde hun med et smil. Yukii tænkte lidt mens hun kiggede rundt omkring hun valgte at gå ind og sætte sig ned ved klaveret og vidste at Shiro ville komme efter hende eller ja følge efter hende.Orderne skulle nok komme ud ad hendes mund, når tidspunktet var der til det, hun vidste ikke hvornår det var, eller hvordan det ville blive sagt. Yukii vidste bare at orderne ville komme ud, måske lidt stille men de ville komme ud, og Shiro ville høre dem.

Yukii sad foran klaveret, hun havde valgt at sætte sig der, men kunne slet ikke finde ud ad at spille på det, det var svært at gøre.Hun smillede lidt til Shiro, et blidt smil. Derefter lod hun nogle fingre strejfe hen over tangenterne "Jeg kan ikke finde ud ad at spille på klaver men ved a det lyder smukt når man gør det"sagde hun

Et smil kom frem på hans læber da han hørte hendes ord "Yukii... Mig sød? Der er noget jeg er gået glip af" sagde han og sukkede kort inden han fulgte efter hende ind til klaveret. Han lod ganske blidt hans hånd glide i gennem hendes hår inden han satte sig ved hendes side " Vil du lære at spille på det? Eller skal jeg spille noget for dig?" spurgte han med et smil på læberne, før han satte sig til rette og var klar til at spille et stykke for hende, hvis hun da ville have det.

Lyden af den dyb knurren kunne høres i det fjerne " Lucian! Lucy! " råbte han hysterisk og så derefter på Yukii med et uskyldigt smil " Om forladelse my lady" sagde han og rejste sig fra stolen ved hendes side og gik ud for at se hvad det var de knurrede af.