Dødens lange le - Penelope

Sted: Kirkegården, ti meter fra Arthurs hjem af en gammel kirke.

Omgivelser: Gravsten og en kæmpe mæssig fuldmåne, Arthurs sidste.

Vejr: Stjerneklart.

Tid: Midnat.


Han havde jo intet valg. Han skulle der ud og tvinges i hans ulve form. Hvorfor? Hvorfor kunne han ikke være et normalt menneske? Fuldmånen så ud som om den lo af ham og svarede med kloge ord. Det er jo klart ikke? du er en varulv,. Ja han var varulv og han var sgu stolt af det. Men ikke altid. Til tider kunne det være en plage. Så som nu. Arthur sparkede arigt til en sten og trådte ud i måne lyset med forsigtige skridt. Han kiggede op imod månen som kiggede tilbage. Arthur smed sig i jorden og rystede af smerte. Hans tøj revnede og hans knogler voksede og groede. Hår voksede udover hele kroppen og uhyret rejste sig og hylede et hyl. Arthurs sidste ulve hyl. Hylet rungede i hele kirkegården og over hele Di Morga. Hylet indebar et meget mere sørgelig lyd end normalt men det var bar et tilfælde da bæstet ikke vidste hvad der ville henne ham. Arthur hørte en gren knække og vendte sig hurtigt om og så en skikkelse der lugtede langt væk af råden vampyr. Arthurs øjne blev røde. Kløerne foldede sig ud. Fra 20 cm til 30, til 50, til 60, 65!. Kløerne skimtede med deres brunde farve. Vampyre gjorde denne varulv sindsyg. Han havde dem som pesten. I både ulve og menneske form. Tænderne glimtede med et svagt skær. I mørket kunne man kun ane et omrids af en kæmpe ulve med og to lysende røde øjne og tænderne som låg ud for munden. Varulven udstød nogle små "GRRRRR" og "Grrroo!". Varulv trådte nærmere på skabningen af vampyr som ventede på at blive slagtet i mørket. Efter lugten var det en kvindelig vampyr.. Hmm nemt bytte. Men det var de menneskelige tanker varulven ikke tænkede. Varulven tænkte "Grrr ssssss auuuu" og på dansk "Dø Dø Dø Dø!!". Arthur gjorde sig klar til at give vampyren det døds stød som hendes slags race fortjente. Udover en masse tortur selvfølgelig.

Penelope var gået en tur mod kirkegården, det var et skønt vejr med fuldmånen og alle stjernerne. Hun gik så lydløst som muligt gennem den lille skov der grænsede op til den fortryllende kirkegård. Hun havde altid elsket kirkegårde. Der var noget magisk over dem, noget spændende, mystisk og fortryllende. Et eller andet sted var det jo en bizar fascination, eftersom hun burde ligge begravet i en kiste. Hun havde faktisk sin egen gravsten, men den var hjemme i England.
Eftersom det var fuldmåne og der helt sikkert var vareulve i byen, havde Pen et våben på sig - en af hendes andre fascinationer. Idag var valget faldet på en maskinpistol, den var ikke så handy at have med sig, men den var effektiv. Pen havde et par stramme, blå jeans, en hvid t-shirt med sort print og en brun læderjakke på. Inden under læderjakken hang pistolen. På fødderne bar hun et par støvler, den slags med en tynd hæl, som det så ud til at være umulig at komme gennem en skov med. Men ikke for Pen.
Pludselig trådte hun på en gren, fordybet i sine tanker havde hun ikke trådt varsomt nok. Lugten af varulv fyldte hendes næsebor og med ét skærpedes alle hendes sanser. Der gik ikke lang tid før hun så ham. Hun rynkede på næsten og med ét var hun skjult i buskadset, bare for at vinde tid. Hendes hurtighed var en fordel.

Arthur satte godt af efter vampyren selv vampyren stadig låg i spidsen ved hjælp af den hurtige krop af skind og ben. Arthur spurtede så hurtigt han kunne. Vampyren var jo et godt stykke for an pågrund af vampyrens hurtige ben og gode start. Arthur måtte opgive at tage hende på den måde. Arthur løb hen til den gamle kirke og sprang op på taget af den. Ulvens jagt evne til at holde sine øjne på byttet hjalp med at holde øje. Varulven satte sig godt til rette på taget. Hele tiden havde han øjnene på vampyren. Stanken af vampyr var mindre her oppe hvilket Arthur nød godt af. Lige som hunde kan mærke der var noget på færde kune Arhur også. En sitrene fornemmelse af at han var truet. Livs truet. Han nu sikker på at denne gang måtte sanserne fejle. Men det var vel lige meget. Han skulle måske dø og ja det var vel det. Kløerne borede sig ned i mellem murstenene og han satte klar til at springe på vampyren som nok vil være godt træt nu. Arthur satte øjnene tættere vampyren og gjorde nu klar til springe. For at irriterere vampyrens høre sans hylede varulven så højt den kunne. Det ville nok gøre en smule ondt? Mere end bare en smule. Tænderne var klar til at borer sig ind i vampyren. Der var efter naturens vidunder, trætheden nok kun fem til tre sekunder til at vampyren ville standse forpustet op.

Penelope fulgte varulvens bevægelser op på taget af kirken, hvor hun betragtede dens træk. Hun havde en plan, der ikke ville trætte hende eller skade hende. Et enkelt bid fra varulven og hun var dømt til døden. Der fandtes ingen kur og de var jo ikke dumme, bare langsomme.
Pen havde ladt sin maskinpistol og gik nu ud fra sit skjul, midt ud på den åbne kirkegård. Her ville ulven frit kunne springe mod hende, den ville få god fart eftersom den var højt oppe. De observerende grønne øjne forlod ikke det store dyr, hun slap aldrig sin modstander af syne. Det her var kamp, måske var resultatet givet på forhånd, måske ikke.
Selvom Pen aldrig havde brudt sig om at slå ihjel, var hun iskold nu. Det her var selvforsvar. Eller det gjaldt ihvertfald liv eller død. Hun skulle være fokuseret nu, den mindste fejl kunne koste hende livet. Heldigvis var hun uhyggeligt præcis med automatvåben og ligeså snart ulven sprang, ville hun gå efter mave, arme eller ben. Den skulle første falde, hun ville ikke slå den ihjel med det samme. Hun ville lege med sit bytte som en kat gør med en mus.
Pen blotted de spidse hjørnetænder i et smil, hun følte allerede en sejrsrus. Til trods for at hun så afslappet og uforberedt ud, så var hun så klar som hun kunne blive. Hun manglede kun den rette mulighed til at skyde.

Varulven knurrede men tøvede lidt med springet. Hvad den ikke vidste at den ville dø. Kløerne kunne ikke holde meget længere før Arthur sprang fuldfart ned imod vampyren. Blodet bølgede igennem Arthur som først nu fik øje på maskin pistolen. Tiden gik i stå. Det gik langsommere end nogensinde. Den sidste bevægelse gik til at håbløst sætte kløerne klar til at bore sig igennem vampyren. Den menneskelige Arthur fik akkurat kæmpet sig til at se med ulvens øjne. For en gang skyld mærke hvordan det var at være varulv. Det var slut. Det var enden på hans liv. Var der ikke mere. Var det enden? At blive skudt at en vampyr? Der måtte næsten kun være det tilbage ellers ville dø af at brække nakken. En fjern stemme lød i hans hoved. "Du er ikke død min fine ven. Du lever videre. Det lover jeg dig. Men ikke i denne krop." Måske var den for fjern eller os var Arthur sindsyg. Varulven lagde sidste føelse i af at sig tre ord "Brandh i helvedeh!" det var svært at sige med ulve stemmebånd men han gjorde det. Men det var også det sidste han gjorde.

Penelope rettede armen og derved pistol, idet ulven sprang og affyrede tre præcise skud. Hun havde ramt skulder, hofte og låret. Tiden var næsten gået i stå og hun havde følt at hun havde haft lang tid til at rette pistolen mod det rette sted.
Efter at have sikret sig at hun havde ramt, sænkede hun pistolen igen. Hun fandt en pakke cigaretter frem fra jakkens inderlomme og fiskede en frem. Hun tog et par skridt hen mod det store dyr, efter at have stukket cigaretten i munden og tændt den. Hun tog et hvæs og lod langsomt røgen sive ud mellem de rødmalede læber. "Jeg føler mig god idag.. Så hvis du helst vil have det hurtigt overstået, så sig til.." sagde hun som snakkede hun om vejret. Hun kunne bare sætte pistolen mod hans bryst og skyde ham i hjertet, men hvis han nu ikke foretrak en hurtig død, så kunne hun også lege med ham.

//Beklager, hvis det er en anelse powerplay :(//

Varulven sagde intet. Blodet piplede af den sår og varulven låg for døden. Vilddyret inden i var dødt og snart mennesket. Arthur fik små glimt at sig liv. Ting fornylig og ældre ting. Arthur var allerede blevet sindsyg. Varulvens blod låg i store pytter. Alle Arthurs sanser var slået fra. Der kom pludselig liv i varulven som borede sine kløer nogle cm ned i vampyrens arm og trak kloen ud igen. Desværre kom reste af kloen ikke med af den var knækket. Så kunne ulven dø i fred. Det sortnede for varulvens blik. Det var slut. Alt hvad Arthur havde kæmpe for var slut. Arthur sagde intet. Han var død. Der var mørkt der hvor han befandt sig. Meget mørkt. Kun lyden af døende menneskers stemmer bevidste en om at det var et sted. Et lys der var lysere end hvidt oplyste det hele så man kunne se de var en grotte. Iden anden ende af grotten var der sort. Arthur rejste sig. Han var forvirret. "Er jeg ikke død?" spurgte han sig selv. En høj stemme lød "Jo det er du!" stemmen var efterfulgt en ond latter tunnellen vippede op på skrå så Arthur gled ned i den mørke del "NEEJ!" råbte Arthur lige før han røg igennem helvedes port...

//Det var Arthurs sidste indlæg folkens. Resten af historien bliver mulig at læse i min profiltekst. Fremover vil Arthur optræde som en djævel. Dette emne har skubbet Arthur i VEM igang så dette emne vil ikke glemmes.//

Penny gav et svagt gisp fra sig da ulvens klo borede sig gennem hendes hud og ned i hendes arm, hvor den blev siddende. Den skulle hun have hjælp til at få ud.
Som hævn satte hun pistolen for ulvens bryst og skød ham lige i hjertet. "Dumme hund" mumlede hun, hvorefter hun gemte pistolen væk og forsvandt hurtigt ind i skoven.

//Out