Lange fingre (åbent)

Simon slentrede ned af en af de store gader i storcentret. Der var mange mennesker, sådan en søndag formiddag. Det passede ham fint, han elskede store mængder. Nemme at forsvinde i. Og mange mulige ofre. Det var koldt udenfor, men varmen indenfor havde fået folk til at åbne for deres vinterjakker og tage halstørklæder af. For Simon var det næsten et rent ta' selv bord. Det skulle nok blive en god dag i dag. Hvis det gik rigtigt godt, ville han faktisk kunne købe sin mad de næste par dage. Og måske skaffe sig et par nye støvler, for der var gået hul i dem, han havde på nu.
Simon gik sjældent efter ting, når han stjal. Penge var det nemme. Ting kunne identificeres og var besværlige at gemme, når man smuttede væk fra tingens oprindelige ejer. Penge var ens og lige så snart pungen var væk, kunne ingen se, hvem de havde tilhørt.
Han udså sig en herre, der tydeligvis var her alene, sikkert sendt ud efter noget for konen. Hans lange frakke og silkehalstørklæde fortalte Simon, at manden havde mange penge. Lidt tilfældigt stødte Simon ind i ham.
"Hov, undskyld." Han smilede undskyldende til manden, der ikke gjorde andet end at sende ham et irriteret blik. Simon vendte ryggen til ham, med en dæmpet nynnen. Pungen i hans hånd var af fint læder og med monogram og det hele. Skidt med pungen. Der var penge. Med et lille grin hev han en god bunke pengesedler ud, inden pungen røg i en tilfældig skraldespand. Jackpot! Han grinede stadig, da han stak sedlerne ind i sin egen jakke i en godt skjult inderlomme.

Hvor hun dog hadede køer... og det her shoppingcenter var åbenbart fyldt med dem.
Hver eneste café var overfyldt, hver eneste kaffebar var bugnende fuld, og hver evig eneste lille, snottede bake-off 'bageri' var proppet med sure mennesker og væsener.

Mei Lin hadede disse fridage.

Hvorfor skulle hun overhovedet have dem? Hvad havde hun at bruge dem til? Spild af tid!

Mei sukkede dybt og irriteret, og forlod så den kø hun havde stået i i tyve minutter.
Hun sendte ekspedienten et halvgiftigt blik og begyndte at gå ned ad en af de ret så fyldte gange.

Hun var klædt i en elegant, åbentstående læderjakke, et par stramme, sorte bukser, og halvlange motorcykelstøvler som sad tæt på hendes ben.
Hun havde en sort styrthjelm i den ene hånd, og en lille lædertaske i den anden.

"Fandens til fridage..." mumlede hun surt og pustede en lille tot af sit lange, sorte hår væk fra ansigtet, mens hun fortsatte ned ad gangen...

Simon så sig lidt omkring, som han slentrede videre ned af gangen. Familier, kærestepar, venner.. Han rystede på hovedet. Ikke om han forstod det, det der med at have folk tæt ind på livet. Hvad kom der ud af det? Ikke noget godt. Det var sjældent, at han følte sig ensom. Han havde det godt i sit eget selskab - og hvis han havde brug for at være social, kunne han bare finde en bar og spille noget pool eller dart og hygge sig med hvem end der var der.

Han drejede rundt et hjørne og fik øje på en centervagt. Ups. Nok en god idé at gå den anden vej. Ikke at han regnede med, at de kiggede efter ham - endnu. Man kunne aldrig vide, om et af hans ofre kunne huske ham. Når han var på 'shoppintur', sørgede han altid for at have noget neutralt tøj på. I dag havde han almindelige lidt stramme cowboybukser, en armygrøn foret jakke og sine slidte vinterstøvler på. Jakken stod åben, da den alligevel var pænt varm at have på indendørs og man kunne se en hættetrøje indenunder.
Han tog en smutvej i mellem to af de større 'gader'. Mon ikke, at han kunne finde en eller anden ny at befri fra den frygtelige forbandelse som penge var. Han smilede skævt af sig selv. Very funny. Nysgerrigt så han sig omkring. En lille alarm gik af inden i hans hoved. Der kom en køn ung kvinde i noget sort stramt tøj gående ned af gangen. Sikkert en, han skulle holde sine lange fingre fra, men han kunne simpelthen ikke modstå fristelsen. En af grundene til, at han altid kom i problemer.
Simon snoede sig ind i mellem de forskellige folk omkring sig og stødte ind i den sexede kvinde, mens han sørgede for at slå til hendes hånd med tasken, hårdt nok til at slå den ud af hendes hånd, samtidigt med, at det stadig kunne tages for et uheld.
"Ej, shit, det er jeg ked af." Han bukkede sig ned og samlede tasken op med ryggen til hende, så han med hurtige fingre kunne åbne den og fiske hvad end der var af værdier i den ud. Han var sindssygt hurtigt og plejede ikke at blive opdaget ved det lille trick.

Fandens også at der skulle være så mange mennesker her... sikke da en lortedag!

"Ouff!" sagde hun da en ung fyr bragede ind i hende så hun var lige ved at få overbalance.
Han kom til at slå til hendes hånd så hun tabte den lille taske - men det så da i det mindste ud til at han havde pli nok til at samle den op.

"Det er okay. Se dig for, ikke?" sagde hun, men holdt igen med køligheden. Ingen grund til at lade det dårlige humør gå ud over andre...

Hun smilede , så op på ham fra sine hundredeogtres centimeter, og rakte hånden frem for at få sin taske igen.

Under sit snedige lille togt i hendes taske, fandt Simon et lille bundt sammenrullede pengesedler, en lille springkniv, og en lille bunke visitkort i plastic.

Simons hurtige fingre havde allerede gemt fangsten væk, da han rakte hende tasken tilbage. Han smilede et skævt og, hvis han selv skulle sige det, charmerende smil til hende.
"Jo, selvfølgelig. Undskyld. Hav en god dag." Han vendte om og fortsatte ned af gangen i et roligt tempo.
Da han følte, at han var langt nok væk, hev han sin fangst frem. Han pakkede det lille sammenrullede pengebundt ud og lod en finger glide over sedlerne. Ikke ringe. Efter at have gemt dem væk i inderlommen, kiggede han nysgerrigt på springkniven. Hans lille indre alarm havde haft ret, det var vist en farlig kvinde. Selvom hendes højde ikke var videre imponerende, taget i betragtning, at Simon selv var en smule lav. Han var lige ved at smide kniven væk, han brød sig ikke om skarpe ting, eller våben i det hele taget, men valgte at putte den i lommen. Den kunne sikkert indbringe nogle håndører det rigtige sted. Han gad ikke kigge nærmere på visitkortene. Hvad skulle han bruge dem til? Han så sig om efter nærmeste skraldespand.

Hun tog imod tasken og nikkede til ham.
"I lige måde."

Da han gik, fortsatte hun hen imod udgangen med et suk.
Sikke da en lorteda- Mei stoppede pludseligt op. Så pludseligt at personen bag hende gik lige ind i hende, og med en banden begav sig videre

Hun løftede tasken op, og skar tænder... den var åben.
Efter et lynhurtigt kig, kunne hun konstatere at der manglede visse ting i den, og med et lille fnys begyndte hun at se sig omkring.
Hvor fanden var den tyv blevet af?

Hun tænkte tilbage på hans påklædning... den var ret normal, og samtidig nem at genkende. Og han gik i dén retning... okay.

Mei begyndte nu at bevæge sig på en helt anden måde end før; hurtigt og nærmest lydløst, smøg hun sig ind mellem folk, forbi dem og uden om dem - smidighed og en god sans for balance var nu ganske godt at have...

Det tog hende ikke lang tid at nå langt nok frem til at hun kunne få øje på ham - hvilket hun gjorde.
Fjolset var på vej over mod en skraldespand. Tilfældigvis ved en af de relativt ubefærdede sideudgange...

Hurtigt og lydløst begav hun sig tættere på, og i det øjeblik Simon nåede hen til skraldespanden, rakte hun ud efter hans skulder med den ene arm, og hans underarm med den anden.
Hvis hun fik fat, ville han (På trods af at hun ikke var ret stærk) kunne mærke hvordan hans arm blev låst fast i en meget ubehagelig position, som virkede som om den ville gøre det meget let at brække hans arm.
I så faldt ville hun roligt føre ham ud af sideudgangen, og derefter forsøge at tvinge ham op ad en mur, uden at sige så meget som et eneste ord.

Simon havde overhovedet ikke opdaget kvinden bag sig, men var afslappet på vej hen mod skraldespanden, da en eller anden pludseligt greb ham bagfra og hans arm og skulder skreg af smerte.
"Fuck," udbrød han halvhøjt og forsøgte at se hvem det var, der havde fat i ham. Shit. Det var hende han lige havde snydt. Hun skubbede ham hen i mod en af sideudgangene.
"Hey, undskyld, okay, du kan få dine ting tilbage! Av!" En eller anden var på vej ind af døren og sendte dem et hurtigt blik, inden personen skyndte sig videre. Simon var ikke i tvivl om, at der ikke var noget hjælp at hente der. Han blev ved med at forsøge at snakke sig ud af det.
"Lad mig nu bare give dig dine ting tilbage, så er der ingen skade sket, okay?" De rundede et hjørne til en lille lukket gyde med en bagindgang og et par containere. Her blev han skubbet op i mod muren.
"Av, av, av, vær sød ikke at brække min arm, jeg skal bruge den," jamrede han. Hans hjerte pumpede, men han var ikke decideret bange, ikke endnu i hvert fald. Han frygtede bare, at hun ville brække hans arm, for så ville han ikke kunne stjæle det næste lange stykke tid, og hvad skulle han så leve af? Normalt ville han forsøge at komme fri, om han så skulle skifte skikkelse, men hun havde virkeligt godt fat om hans arm og hver eneste bevægelse fik hans muskler til at skrige.

Jamre jamre! Han var sgu selv ude om det! Hun fnøs irriteret, og da hum havde skubbet ham op imod muren, gav hun hans arm et lille vrid, men uden at det ville gøre skade.
"Ti stille!" sagde hun, og nu var hendes stemme kold som is.

"Hvad fanden bilder du dig ind at stjæle fra mig? Jeg er sgu da mindre end dig! Og kvinde! Hvad i alverden er der galt med folk i det her gudsforladte land!?"
Irritationen havde taget overhånd nu, og hun vrissede igen, hvorefter hun slap ham og tog et enkelt skridt bagud.

"Giv mig mine ting."

Simon bed sig i læben, da hun gav hans arm endnu et vrid. Please sig, at hun ikke ville brække den! Han tav dog klogeligt, indtil hun slap ham. Han skyndte sig at vende sig rundt i mod hende, så han i det mindste havde en chance for at forsvare sig. Ikke at han var specielt god til at slås, han var mere en slå-og-løb-væk-type. Men det var han tilgengæld god til. Han gned sin arm og sendte hende et surt blik.
"Man skal jo leve af et eller andet," mumlede han og stak hånden i lommen efter hendes penge. Uden at hive hele bundtet frem, som han havde fået skrabet sammen den dag, følte han sig frem til de sedler, han havde taget fra hende, hvorefter han rakte dem frem mod hende, sammen med de visitkort, han stadig havde i den ene hånd.
"Her."

"Leve af? Jamen så få dig dog et job!" vrissede hun. Den her dag blev da også bare værre og værre... aldrig mere fridage på denne måde...! Aldrig!

"Det kan ikke være så svært... hvis du da klædte dig lidt ordentligt!" sagde hun og tog halv-aggressivt imod hendes penge og visitkort, som hun pænt stoppede ned i tasken igen, for så at lyne den.

Hun holdt hele tiden øje med ham...

Okay... Terre var en hård by at leve i. Det var hun klar over. Men stadig... at stjæle fra en kvinde, som var mindre en ham selv!

"Jeg burde give dig en lærestreg..." mumlede hun og kiggede fortsat på ham med det iskolde blik.

Hendes udbrud om et job, var ved at få Simon til at le, hvilket han nåede at kvæle, inden han kom i gang, så han i stedet kom med et form for host. Han trak hurtigt hånden til sig, da hun havde taget sine ting. Nok bedst at holde sine lemmer til sig selv, så hun ikke kunne rykke hans arm af. Hun var stærkere end hun så ud. Hendes bemærkning om hans tøj rørte ham ikke. Han måtte igen holde en latter tilbage. Han havde næsten svært ved at tage den lille vrede unge kvinde seriøst, selvom hun lignede noget, der var taget direkte ud af en spionfilm med sit sorte tøj.
Han løftede sine hænder i en afværgende gestus.
"Rolig nu, du har fået dine ting! Skal vi ikke bare sige, at vi er kvit? Jeg tog dine ting og du gjorde mig ondt. Fair, ikke?" Han smilede sit lille skæve charmerende smil igen. Hun havde åbenbart ikke opdaget, at den lille springkniv manglede. Og det ville han da ikke gøre hende opmærksom på. Den kunne han da godt beholde som betaling for overfaldet.

"Rolig? Kvit!?" udbrød hun, og hendes øjne lynede.
Hun gav ham et slag på skulderen med flad hånd - dog grundet hendes ikke-imponerende råstyrke, gjorde det nok ikke ondt...

"Nej, vi er ikke kvit bare fordi du har lidt ondt i armen. Det kaldes at blive fanget. Men du kan jo få lov til at komme med et bud på hvad du vil gøre for at vi kan blive kvit!"
Hun var ualmindeligt vred i dag... men alt var også gået galt fra en side af.
Helt fra morgenstunden.

Okay, pludseligt var hun alligevel lidt mere skræmmende. Der var et eller andet i hendes blik, som Simon ikke kunne lide. Da hun slog ham på skulderen, kom lidt af ræven op i ham, og han blottede sine tænder, hvilket, som menneske, nok virkede lidt fjollet, men det var ren refleks. Hans blik flakkede, mens han overvejede, om han kunne nå at stikke af. Det ville dog nok blive på to ben, da hans muskler i armen stadig brændte. Satans.
"Give dig et kys på kinden og købe dig en is, så du kan køle lidt ned?" Hans rappe svar fløj ud af munden på ham, inden han kunne nå at stoppe det. Han kunne ikke lige se en vej ud af situationen, da hun stod i vejen for at han kunne løbe ud af gyden. Han kunne vel vælge at slå hende, men han brød sig altså ikke om vold, medmindre det var hæjest nødvendigt. Og det var det ikke endnu, selvom hun lignede en, der sagtens kunne finde på at slå ham ihjel. Men nu var hun noget mindre end ham, og med mindre hun havde flere knive gemt på sig, hvilket han ikke lige kunne regne ud, hvor skulle være, så kunne han sikkert godt vinde over hende.

Noget ved den måde han blottede tænderne på, fik hende til kort at overveje om han nu også var menneske... det ville være langt mere farligt hvis han ikke var...

Tankerne blev dog afbrudt af hans næste ord, og hun blev så overrasket at hun frøs fast i et splitsekund, før hun genvandt fatningen.

"Virkelig...? Først stjæler du mine penge, mine visitkort og min kniv... og så er du smart nok til at lægge an på mig?" sagde hun, og så på ham med et underligt blik.

"Hvad går der igennem dit hove-" hun afbrød sig selv, og tænkte lynhurtigt tilbage.

Kniven.
Han havde ikke afleveret den.

"Hvor har du gjort af min kniv?" spurgte hun, og virkede pludselig langt mere rolig.
Tanken om potentielt at få stukket en kniv i maven var nok til at køle hende ned - for nu.

Simon havde slet ikke tænkt over sine ord, så da hun sagde, at han lagde an på hende.. nå, ja, hvis hun ville se det på den måde. Han skulle til at udnytte hendes lille øjeblik af pafhed og forsøge at skubbe sig lidt til siden, da det åbenbart gik op for hende, at han stadig havde hendes kniv. Ups. Gad vide, om det var noget, han kunne udnytte. Hun virkede lige pludseligt lidt mere til at være til at snakke med.
Han rettede sig lidt op og fik et lidt kækt blik i øjnene.
"Godt spørgsmål. Har du lyst til at handle? Du får kniven, jeg stikker af?"

Hun lagde skam godt mærke til hans ændrede holdning og det kække blik i hans øjne.

Mei tog et halvt, langsomt skridt bagud og lagde armene over kors mens hun betragtede ham med et halvkøligt blik.
Han havde hendes kniv... men hun troede egentlig ikke at han var typen som ville bruge den - måske imod en stor, ond bodybuilder... men nok ikke mod en lille, spinkel tøs som hende.

Så han ville handle...?

"Niks," sagde hun og gik frem for at prikke ham hårdt i brystet med den ene pegefinger.
"Men du kan give mig kniven, og så købe mig et måltid mad! Jeg er hundesulten, og du skylder mig det!"

Simon veg under hendes finger, da han ikke var sikker på, om hun ville tage fat i ham igen. Han var ved at blive lidt forvirret. Det var svært at finde ud af, om han skulle være nervøs for kvinden foran sig eller om han bare skulle forsøge at smutte. Først virkede hun som om, at hun ville rive lemmerne af ham, og nu ville hun have ham til at give mad.
"Hvem er det, der flirter med hvem, hm?" Mumlede han. Han skiftede usikkert vægten fra det ene ben til det andet og så igen ud af gyden, inden han skævede til hende. Tøvende tog han kniven ud af lommen og rakte den frem mod hende, sådan at han ikke kunne trykke på knappen og få bladet til at hoppe frem. Bedst ikke at få hende til at gribe fat i hans arm igen.
"Hvis jeg kan slippe af sted med noget mad.." Han kunne love det han ville, hvis han fik muligheden kunne det godt være, at han ville løbe.

Hun havde det med at glemme hvad der var kutyme i det her land - og da det var så forskelligt fra der hvor hun selv kom fra, var det uhyggeligt let at skabe misforståelser.
Dette var et sådant tilfælde.

"Jeg flirter ikke med dig! Jeg... Hrmph! Find en café. Jeg ved du har flere penge, sådan som du rodede i lommen for at finde mine." sagde hun og tog imod kniven.

Hun gik et par skridt bagud og stoppede den så i lommen på sin jakke.

"Nå? Før an!"

Simon lavede bare sjov med hende, men hun virkede som en person, der tog alting meget alvorligt. Kedelige mennesker, der var sådan. Han regnede med, at hun var et menneske, siden hun hverken havde forsøgt at æde ham eller lave en eller anden form for vodoo. Med et suk skubbede han sig ud fra muren og gik ud foran hende.
"Som om jeg har lyst til at bruge mine hårdt tjente penge på mad til en sur kæl.." Han klappede munden i og valgte at sætte farten lidt op, parat til at løbe, hvis hun skulle gribe ud efter ham igen. Han roterede sin skulder lidt i et forsøg på at bløde sine ømme muskler op. Døren var alt for tæt på. Så snart de var indenfor, ville hans chancer for at komme væk være en del mindre end nu.

Hun fulgte efter da han begyndte at gå - tæt nok på ham til at hun hurtigt kunne forsøge at gribe fat i ham, hvis han kulle finde på at stikke af. Og så ville han selv have bedt om det...

"Jeg lader som om jeg ikke hørte de ord... og for resten, så tvivler jeg på at man kan kalde de penge for 'tjente'. Men lad det nu ligge." sagde hun og himlede en smule med øjnene.

"Det behøver ikke være hverken fint eller dyrt... men et eller andet skal du købe som undskyldning."

Simon overvejede hurtigt situationen og valgte så, at det nok bare var nemmest at give hende det måltid. Så skulle han i hvert fald ikke bekymre sig om, at hun skulle få lyst til at lede efter ham for payback. Han skubbede døren op og gik ned af den lille sidegang og ind i storcentret.
"Jeg kender lige stedet." Han skævede til hende. Sær kvinde. Men hvad vidste han? Han var ikke super meget vant til at være sammen med folk fra almindelige samfundslag, i hvert fald ikke udenfor de barer, han godt kunne lide at besøge for hyggens skyld. Det kunne da være, at hun var meget normal. Selvom det troede han nu ikke. Lige nu havde han egentligt bare lyst til at tage tilbage til galeanstalten og slikke sine sår, så at sige.
Men lige nu tog han hende med ned til en lille afsides café, der solgte billig men god kinamad.
"Regner med, at det er lige noget for dig."

Hun fulgte roligt med ham indenfor og ned ad en af centrets mange shopping-gange - hun holdt dog øje med ham, bare i tilfælde af...

Meget sjældent havde nogen stjålet fra hende, og det var bestemt ikke noget hun bare ville lade smutte...

Da de nåede frem til Kina-caféen, sendte hun ham et lettere undersøgende blik.
"Jo, det dufter i hvert fald godt. Lad os prøve!"

Mange andre ville måske have sagt noget så latterligt som at det var racistisk af ham, at sige sådan til en asiatisk pige... men Mei var ikke med på bølgen af mennesker, som fandt alting offensivt og stødende.

Hun så det måske nærmere som et lidt kejtet forsøg på at være flink.

"Lad os sætte os... bare bestil hvad du synes." sagde hun og gik hen til et lille bord, hvor hun lagde tasken, stillede hjelmen på gulvet, og satte sig.

Simon så efter hende, som hun satte sig ved et bord, med et stadig mere forvirret udtryk. Hun havde virkeligt tabt ham mellem det voldelige greb af hans arm og nu hendes næsten almindelige opførsel, som om de var to bekendte, der skulle ud at spise. Eller på date, for den sags skyld. Han blev dog trukket ud af sine forvirrede tanker, da hans mave knurrede af den dejlige duft af mad. Nå, well, måske han bare skulle få noget at spise og så få det overstået. Han satte sig og så op på tjeneren, der hurtigt var henne ved dem.
"Øh, noget Kung Pau Chicken og Ancient Meat." Han skævede til Mai. "Jeg skal bare have en cola. Jeg ved ikke, hvad hun vil have."

"Bare vand med is, tak." sagde hun og sendte et ganske kønt smil til tjeneren, for hun vendte opmærksomheden væk igen.
Hun trak læderjakken af og hang den over bag sig, på stoleryggen.

Under jakken havde hun en kortærmet, rød top som afslørede at hun var slank, og havde en relativt lille barm - som passede godt til resten!

Mei lænede sig tilbage i stolen med et let suk, og kiggede lidt på ham. Hendes blik var stadig halvkøligt.

"Godt så... efter måltidet, er du tilgivet. Bare husk det her." sagde hun og kunne ikke lade være med at sende ham et skævt smil.

Simon hev også sin jakke af, den var lige varm nok til at sidde og spise i. Han åbnede også hættetrøjen og så pludseligt lidt mindre ud end tidligere. Han lagde ikke mærke til Meis fysiske fremtoning, det interesserede ham ikke.
Hendes kølige blik begyndte at irritere ham, det var ikke behageligt, at blive kigget sådan på.
"Fedt." Han sendte hende et lidt surmulende blik. Han var absolut ikke tilfreds med at skulle betale for mad til hende. Hun havde jo fået sine ting tilbage. Han sukkede og pillede ved servietten, der lå foran ham. Han var ikke god til at sidde stille. Normalt kunne han ikke holde op med at snakke, men han vidste ikke lige, hvad han skulle sige til denne mærkelige kvinde, der sad foran ham. Hans blik gik lidt frem og tilbage fra sine pillende fingre til hendes ansigt.