Hvad er de der lange maskiner?

De hvide fjer på de store vinger vibrerede muntert, som kvinden hoppede let over betalingsdimsen, hvor folk åbenbart satte et kort på en flade, der så tillod dem at åbne. Hun ejede ikke sådan et besynderligt kort, og vidste egentlig ikke hvordan det virkede, og desuden var det ufattelig fjollet, når man bare kunne springe over dem alligevel.

Hastigt for mennesker såvel som væsner forbi hende, som de store metaltog hamrede over sporene hvert femte minut.
Selv stod hun langs væggen med store lysende øjne, der bar et unaturligt grønlige skær, som hovedet fulgte toget fra den ene ende til den anden. Hun havde efterhånden stået der i nogle timer, dybt fascineret, som hun var begyndt at tælle fornylig selv, og løfte en finger for hvert minut der gik imellem ankomsterne.
Det var mod på eftermiddagen og udenfor ville det regne let. De blonde lokker lå blidt ned langs rygraden, over den hvide kjole hun bar.

Menneskenes land var i sandhed fascinerende. Selv uden evnen til at flyve var de i stand til at komme rundt så hurtigt!
Da det næste tog landede på perronen, tog hun beslutsomt et par skridt i retningen af dørene der åbnede sig, men inden hun fik muligheden for st nå igennem dem, blev der mast fra alle sider, som folk skulle ind og ud af toget. Var det også sådan noget mennesker gjorde? Det resulterede i, at toget kørte afsted.
Utilfreds skød hun underlæben fremad, inden hun endnu engang begyndte at løfte en finger for hvert minut. Hun vidste efterhånden at det krævede fem af slagsen.

Det støvregnede, og selvom Max for det meste var ligeglad med regn, var det ikke ligefrem et vejr at være ude i. Endnu en gang kedede han sig, så i dag havde han været på langfart, hvilket havde ført ham id en del af byen, han endnu ikke havde været i. Der havde absolut ikke været noget spændende, så det eneste han havde fået ud af det, var mere kendskab til byen. Det kunne da også altid bruges, men det hjalp ikke på kedsomheden.
Men nu var det ved at være sent og med regnen, der var begyndt, havde han besluttet sig for at tage hjem. Han var kommet herud med metroen, så han kunne vel også tage den tilbage. Det ville i hvert fald være tørt.

Iklædt et par stramme slim cowboybukser, en grøn smal strikketrøje, der var et par numre for stor, converse og en fedora med en bred skygge så han lige så drenget ud som altid som han hoppede ned af trapperne til metroen. Nede i bunden stod betalingsbommene, men dem hoppede han let og elegant over. Hvorfor betale? Hvis der kom en eller anden og ville se en billet eller skanne et kort, well, så skruede han bare op for tossetheden. Det virkede hver gang, han havde ikke fået en bøde endnu, heller ikke i Paris.

Mens han nynnede lidt, tullede han ind på perronen, hvor toget ind til byen holdt ind. Han nåede lige at se et køre, men det gjorde ikke noget. Så havde han tid til at kigge på folk, der stod på perronen. Der var ikke fyldt op, nu hvor de feste var hoppet på, men der var da lidt. Som altid spekulerede han på, hvem der var hvad af væsner. De fleste var trods alt rimeligt godt forklædt som mennesker.
Han fik øje på en køn ung pige, der stod og så meget koncentreret ud om at tælle på fingrene. Han spærrede øjnene lidt op. Hun havde vinger. Vinger! Hurtigt tullede han hen og stirrede måbende på hendes vinger, ligeglad med at det nok ikke var specielt høfligt.
"Waauuw," sagde han bare, tydeligt imponeret.

I første omgang bemærkede hun ikke, at en person uden tvivl havde retning imod hende, hvilket gjorde at hun blot løftede endnu en finger som det næste minut var gået.
Det var først, da han stod helt tæt på hende, og tydeligt stirrede på hendes vinger, at hun nysgerrigt vendte hovedet i hans retning, for at lade de lysgrønne øjne løbe over hans person og påklædning.
På hendes ansigt bredte sig der et muntert og varmt smil, som hun kunne senpræcis hvad han kiggede på.

For at give ham lidt mere at måbe over, rystede hun med de lange hvide fjer, så vingerne sendte et lille frisk pust imod hans ansigt, inden hun klukkede lydløst.
Hendes hånd hævede sig, inden alle fingrene spredte sig ud på denne, inden hun viftede den ivrigt i vinkende bevægelser til ham, i et lydløst Hej.

Selv samme hånd rakte nysgerrigt ud imod hans underlige hat, inden hun prikkede lidt til den, hvis han ikke fjernede hovedet ud fra hendes rækkevidde.
Efter st have berørt den besynderlige hat, ville hun dreje sig en anelse, så den ene vinge rakte frem imod ham, som tilladelse til at han gerne måtte røre ved den, da hun trods alt ikke regnede med at han ville begynde at plukke hende tynd.

Max havde set vinger før, men det imponerede ham lige meget hver gang. Og disse var hvide og fjerede, hvilket han ikke havde set før. Engleagtige. Var hun en engel?
Inden han nåede at spørge, viftede hun med vingerne, så han kunne mærke luften bevæge sig om ham. Det fik et stort grin frem på hans ansigt.
"Sejt!"

Han flyttede blikket til hendes hånd, da den begyndte at vinke, og han løftede sin egen hånd og vinkede mindst lige så ivrigt. Han smilede stadig stort, hun virkede sød! Der var ikke mange, der reagerede så positivt på ham, men pigen foran ham så glad ud.
"Hej med dig!" Han spekulerede ikke over, at hun ikke havde sagt noget endnu. For ham sagde hendes vinken og smil, hvad der var behov for.

Hendes hånd var på vej mod hans hat, og han blev skeløjet af at følge den med blikket. Han flyttede sig dog ikke, men begyndte bare at grine lidt, da hun prikkede til den. Han elskede hatte og havde en større samling af dem derhjemme.
Da hun tilbød ham at røre hendes vinger, spærrede han øjnene op og rakte ud, for at røre forsigtigt ved dem. De var bløde og han kunne slet ikke rumme al den begejstring, så han hoppede lidt på stedet.
"Årh, det er altså bare vildt med vinger!" Han tog sin hat af og satte den på hovedet af hende. Han havde fået lov til at røre hendes vinger, så måtte hun godt låne hans hat.

Hans åbenlyse begejstring fik hende blot til at grine endnu mere, uden muligheden for at det kunne høres. Han virkede til at være et pragteksemplar på hvorfor mennesket var så fantastisk et individ i hendes øjne. De havde overlevet meget og var her stadig, hvilket var langt mere end man kunne sige om mange andre racer. Ellers var det fordi de bare hele tiden producerede afkom? Eller en blanding, hun vidste det ikke med sikkerhed, men under alle omstændigheder gjorde hans høje humør hende godt tilpas.

Som hans hånd strakte ud for at berøre hendes vinge, stod hun ganske stille, let trippende på tåspidserne, som hun hørte hans stemme. Han sagde det ord meget, ordet sejt altså. Det var uden tvivl et godt ord, at dømme ud fra opførslen.
Da han begyndte at tage hatten af, voksede øjnene sig store, som hun fulgte hans bevægelse imod toppen af hendes eget hoved, hvor den blev placeret.
Hendes mund lavede den lydløse 'uuuh' lyd, som hendes fingre strakte sig indvejet, og tog fat om kanterne på fedoraen, inden hun drejede et par gange rundt, for at fremvise det nye udseende og få at vide om det klædte hende at gå med sådan en ting.

Ude af stand til at vide hvordan mennesker takkede hinanden på anden måde, kastede hun ivrigt armene omkring den fremmede mand foran hende, hvorefter hun klemte svagt i omfavnelsen, halvt trippende af iver og glæde over hans persona.

Max kunne ikke andet end at blive ved med at grine. Hendes store øjne, da han satte hatten på hovedet af hende, gjorde ham bare glad. Tænk at hun var så glad for at få lov til at prøve hans hat! Da hun begyndte at posere trådte han et skridt tilbage og lod som om, at han tog billeder af hende med et usynligt kamera.
"Yndefuld! Lige til forsiden af.." Han gik i stå, for han vidste egentligt ikke, hvad man smed smukke unge kvinder på forsiden af. Så han viftede med hånden, for at understrege, at det var ligegyldigt. ".. det største modemagasin for mystiske væsner!"

Han nåede ikke rigtigt mere, da hun kastede sig om halsen på ham og gav ham et kram. Først spærrede han øjnene op i overraskelse. Det kom lidt ud af det blå, det kram. Men så brød han ud i latter og lagde armene om hende. Det hele var så positivt, så han kunne ikke lade være med at løfte hende op og svinge hende rundt. Selvom han så ranglet og ufarlig ud, var han overraskende stærk og adræt. Og nu var den her lille skabning ikke ret stor, så det var ikke noget problem at give hende en svingom.
Efter et par omgange, satte han hende ned igen, stadig leende.
"Puh, jeg bliver helt forpustet."

Lige nu lod han hende beholde hatten på, hun virkede for sød til at ville stjæle den. Og hun så da fin ud! Max lagde hovedet på skrå og så på hende med et nysgerrigt blik.
"Er du en engel? Altså, det er hvad jeg vil gætte på, men man kan bare ikke vide i den her underlige verden fyldt med væsner!"

I første omgang var hun ikke sikker på om han overhovedet brød sig om at blive rørt ved, hvilket kort fik hende til at overveje om hun skulle trække sig tilbage fra ham. Hun nåede ikke at udføre det før hun mærkede hvordan han selv omfavnede hende. Før hun vidste af det, lettede hendes fødder fra jorden hvorefter han ubesværet svang hende rundt i luften.

Han kommentar om at blive forpustet, fik hende blot til at grine endnu mere, inden hun rakte op, for at skubbe hatten tilbage på plads, eftersom svingturen havde sat den en anelse ud af kurs på toppen af hovedet.
Dog opdagede hun hurtigt hans nysgerrige blik, hvilket fik hende til at sende et halvt spørgende et tilbage til ham, som hun afventede hvad han havde tænkt sig at sige.
Pegefingeren kløede diskret højre side Af hendes næseryg, inden hun begyndte at nikke ivrigt, hvilket endnu engang måtte få hende til at sætte hatten på plads, som den gled ned over hendes øjne.

Nu havde han så fået bekræftet hvad hun var, men hvad var han? Han så menneskelig ud, men det gjorde mange andre væsner også. Derfor løftede hendes hånd sig, gled hånden i en cirkel over hovedet, hvorefter hun pegede på sig selv. Derefter drejede hun fingeren, for st pege den imod ham, inden hun sendte ham de samme spørgende øjne, med hovedet en anelse på skrå.

Max betragtede hende, som hun begyndte at nikke ivrigt over hans spørgsmål. Han slog hænderne sammen i begejstring og hoppede lidt på stedet. Åh hvor fedt, en engel. Og hun så lige så nuttet ud, som en engel burde!
Hvor var det fantastisk at være kommet til Di Morga. Der var så mange forskellige væsner, han blev ved med at møde nye. Der havde også været væsner i undergrunden i Paris, men det havde mest været vampyrer, varulve og lidt løst af det, som kunne færdes mellem mennesker uden at tiltrække sig opmærksomhed. Di Morga var fyldt med alt, hvad man kunne drømme. Han havde endda mødt en elver! Og nu en ægte engel! Det kunne jo ikke blive bedre. Slet ikke, når hun var så sød.

Hans blik fulgte hendes bevægelse, som hun lavede en usynlig glorie over sit hoved, pegede på sig selv og så pegede på ham. Han var ikke i tvivl om, at hun spurgte ham, hvad han var, men hvorfor gjorde hun det på tegnsprog? Han stirrede lidt på hende med et tænksomt blik i de blå øjne.
"Jeg er bare et menneske.. kan du ikke tale?" Hans stemme var nysgerrig, men han var faldet lidt til ro. Det var jo et alvorligt spørgsmål.

Muntert smilende så hun til spm begejstringen blev vist i håndklappen og små hop, inden hun ventede på at han fortalte om sig selv. Bare.. Mennesker var ikke bare, hvilket hun udtrykte ved at sende ham et let skeptisk blik, og spidsede læberne en anelse. Mennesker var fantastiske! Han burde da være stolt over at tilhøre en race, der var så god til at udvikle og indfinde sig med verdens skiften. Hendes egen race ville garanteret ikke være nået så langt, hvis de skulle have levet som hans.

Hans næste spørgsmål fik hende langsomt til at ryste på hovedet, imens hun overvejede hvordan hun overhovedet ville kunne forklare hvorfor ved hjælp af sine hænder.
Efter et kort øjeblik pegede hun så højt op i luften, som hun overhovedet kunne strække sig, inden hun derefter pege på ham, for at lade en finger glide igennem luften ved halsregionen. Fingeren nåede hende selv pegende, inden pegefingeren vippede fra side til side, imens hun rystede på hovedet.
En kort pause fandt sted, som hun ventede på at ae om han havde forstået den første del.
Hun pegede igen på sig selv, hvorefter hele hendes krop faldt til jorden med et blødt bump. Vingerne vippede let fra hendes krop, inden hun rejste sig. Munden åbnede sig let, som hun pegede ind i denne, for endnu engang at pege op i vejret, og lave samme vippen med pegefingeren og rysten på hovedet. Derefter slog hun let ud med armene, som tegn på at hun var færdig med hendes lille optræden.

Nu var spørgsmålet trods alt bare hvor meget af det han havde forstået. Ellers måtte hun vel gøre det på en anden måde, eller i mindre bidder, så han ville have nemmere ved at følge med.
Dog ønskede hun ikke medlidenhed over hendes situation. Alt skete af en helt bestemt årsag, og hernede kunne hun rigtig opleve hvordan væsner og mennesker levede sammen, hjælpe dem. Hun havde jo stadig hendes evne og hendes vinger.

Max fangede ikke, at hun ikke mente, at mennesker var "bare". For ham var mennesker en kedelig race, der ingenting kunne. Ingen magiske evner og super dødelige. Ikke at han ikke godt kunne se, at de havde overtaget verden og var den ledende race, men det behøvede ikke at være positivt, gjorde det? Samtidigt havde han ikke noget i mod at være menneske. Han kunne ikke forestille sig at leve for evigt, som nogle væsner gjorde. Eller have noget fysisk der gjorde, at man blev nødt til at skade andre. Nej, han var nu meget tilfreds ved at være menneske. Bortset fra, at han da godt kunne drømme om en eller anden sej evne.

Da englen begyndte at fortælle en historie på tegnsprog, fugte han så godt med som muligt. Noget med at pege op i luften. Først kiggede han op, men det gik op for ham, at hun nok mente himlen. Så pegede hun på ham og lavede tegn for død. Døde mennesker kom i himlen? Nej, det var vist ikke det, hun mente. Han spærrede øjnene op. Ville himlen dræbe mennesker?
Han var ikke helt sikker på, hvad det næste betød, men da hun dumpede til jorden, fangede han med det samme, at hun var smidt ud af himlen. Hvad kunne det ellers betyde?

"Himlen ville.. dræbe mennesker? Og.. du ville ikke? Så du faldt? Og mistede stemmen?" Han var ikke sikker på, at han havde forstået det rigtigt, så hans stemme var meget spørgende, det samme med hans blik og ansigtsudtryk.

Det var egentlig dybt imponerende, at han næsten havde gættet det rigtigt. Et stort smil indtrådte inden hun nikkede ivrigt for hver af de første tre spørgsmål. En hovedrysten kom dog efter, at han spurgte om det var derfor hun mistede stemmen. Hun havde ikke mistet den i faldet, men fået den frataget inden.

Som hun overvejende begyndte at gumle lystigt på sin pegefinger. Fingeren løftede sig hurtigt i vejret, for st begynde en ny mængde fagter, som hun insisterende pegede op i luften. Langsomt knyttede hun hånden foran den åbne mund, i et forsøg på at levende en rivende bevægelse, i håbet om at dette ville være nemmere st forstå for ham.

Derefter begyndte hun hurtigt st lave blablabla mundbevægelser og pegede så på sig selv, og derefter rystede på hpvedet med den vippende finger, og pegede til sidst op i luften.

Hun stod lidt for st få pusten tilbage, eftersom de vilde fagter havde taget åndedrættet en anelse fra hende. Let hivende efter vejret, stirrede hun op på ham med de muntert glødende øjne, der var fulde af forhåbning.
Langsomt ændrede udtrykket sig til spørgende, som hun pegede imod ham, for derefter st pege imod de rullende maskiner på skinnerne bag hende. Måske han bedre kunne forklare hvad disse var gmblevmbrugt til, hvor de førte en hen.

Max rynkede panden, da hun rystede på hovedet. Hun havde ikke mistet stemmen, da hun faldt? Han skulle lige til at spørge, hvordan hun så havde mistet den, da hun begyndte på nogle flere fagter. Det gik så hurtigt, men Max havde ikke så store problemer med at følge med.
Himlen.. oh, himlen havde taget hendes stemme! Han lyste op, fordi han forstod det, men blev hurtigt alvorlig igen. Det var da ikke pænt gjort.
"Himlen tog din stemme.. så du ikke kunne snakke?" Det gav jo god mening, ellers ville man vel ikke fjerne nogens stemme!

Han lavede en utilfreds grimasse.
"Og her gik jeg og troede, at himlen skulle være et godt sted." Max var ikke specielt troende, selvom hans mor havde været det. Han havde et sølvkors på inden under sit tøj, men det var mere af sentimentale grunde, fordi han havde fået det af sin mor. Selvom han havde forstået, at der var engle og djævle, himlen og helvede, havde han stadig svært ved at tro på, at der sad en eller anden almægtig kraft og styrede det hele. Han afviste ikke tanken helt, men alligevel.. han kunne bedre lide at tænke, at han selv var ansvarlig for sine handlinger.

Han betragtede hende lidt. Hun virkede ikke ked af det, hun lige havde forklaret ham. Det var han ikke helt sikker på, at han forstod, men han ville så heller ikke være ked af det på hendes vegne. Som han heller ikke ville have nogen til at være kede af det på hans vegne. Så smilet bredte sig igen på hans ansigt.
Hun pegede på ham og så på togene bag ham. Han løftede spørgende øjenbrynene.
"Om jeg skal med metroen? Ja, det skal jeg."

Igen nikkede hun ivrigt, som han så ud til endelig at forstå hvad det var hun prøvede at forklare ham. Hendes smil falmede dog ved hans næste kommentar, inden hun spærrede øjnene helt op, og løftede begge hænder for at vinke dem ovrigt, som et forsøg på at stoppe den ide, han havde formet sig. Hånden pegede igen i luften, inden hun slog armene om sig selv, for at dreje rundt, i en varm og glad omfavnelse. Det havde bestemt været et fantastisk sted, og hun mente ikke han skulle tro andet. Selvfølgelig var der problemer og intriger ligesom alle andre steder, men alt i alt var det ubeskriveligt.

Munden lavede 'oooh' lyden igen, som han nævnte navnet på togene. Metroen, det lød ellers som et ganske interessant transportmiddel.
Hendes blik gled hen imod de tomme skinner et kort øjeblik, inden hun vendte det tilbage imod ham, undrende. Hvor førte denne metro mon hen. Det var ikke ligefrem noget hun vidste hvordan man skulle forklare, og måtte derfor blot hoppe efter ham og ind i den næste for st finde ud af det. Det havde vel også været hendes plan til at starte med.

Som de rungende lyde kom fra tunnelen, begyndte hun ivrigt at hoppe på stedet, inden hun i et forsøg på at gribe ud efter hans hånd og trække ham imod metroen, formegentlig ville få fat i striktrøjen og gøre et ihærdigt forsøg på at få ham til at flytte sig med retning imod stedet, hvor hun før havde set folk træde ind og ud af dem.

Max spærrede øjnene op, mens englen lavede flere tegn. Himlen og kram. Så himlen var et godt sted? Hvorfor havde de så smidt hende ud og taget hendes stemme? Han så lidt skeptisk på hende, men trak så på skuldrene.
"Hvis du siger det." Han var sådan set ligeglad med, om himlen var godt eller ej, så længe det ikke havde noget med ham at gøre. Og det havde det vel først, når han døde, men kom sjæle virkeligt til himlen? Måske han skulle spørge englen på et tidspunkt.
Alle de her tanker var egentligt næsten for tunge for Max, så han skød dem væk. Hvorfor tænke på indviklede ting, når man kunne have sjov i nuet?

Han lagde hovedet på skrå og grinede lidt. Hun vidste åbenbart ikke, hvad metroen var. Det var da lidt spøjst.
Han nåede ikke at begynde at forklare, hvad det var for noget, inden han kunne høre endnu et tog komme og englen greb fat i hans trøje, for at slæbe ham hen i mod en af vognene, der stoppede tættest på. Der var mange mennesker, klokken var åbenbart derhenad, hvor folk fik fri, så det både væltede ud og ind med folk. Max greb fat i englens hånd for ikke at miste hende i mængden og fik hende trukket med ind i vognen, hvor han fik dem placeret ved en af metalstængerne, man kunne holde fast i. Alle sæderne var selvfølgeligt optagede.

"Puh, det er med at have tungen lige i munden!" Han grinede til hende, samtidigt med at han lige kiggede efter, at hun stadig havde hans hat. Den ville han nødigt miste.
"Hov, hold godt fast." Det gav et ryk i toget, da det satte i gang.

Selvom det i først engang var lykkedes hende at trække ham med sig imod en af vognene, stoppede hun dog op, da folkets pressen og Madsen begyndte, ude af stand til at vide hvordan man håndterede sig i disse mængder.
Hun nåede kun lige at mærke ham gribe hendes hånd, inden hun blev trukket afsted småløbende, hvorefter hun skyndte sig at sætte en hånd på hatten, for st den ikke forsvandt iblandt alle de travle mennesker. Et hvin ville have undsluppet hende af overraskelse, hvis ikke det var fordi hun ikke havde et brugbart stemmebånd.

Som han placerede dem begge ved en stang, gav hun hans hånd et blidt klem, inden hun muntert kiggede op på dette fascinerende menneske. Som han talte om at holde tungen lige i munden, rakte hun tungen ud og skeløjet forsøgte at kigge ned på den, imens hun holdt den så lige som muligt. Mennesker havde besynderlige måder at beskrive ting på.

Han nåede knap at advare hende, før det overraskende ryk nær havde fået hende til at miste balancen, inden hånden faldt væk fra hatten, for at gribe ud efter metalstangen. I det mindste var hun ikke faldet ned på jorden, hvis det overhovedet var muligt med så mange mennesker og væsner så tæt på.
Det enorme lydløse grin kom fra hende, som hun stirrede ud af de beskidte ruder, og så hvordan tunnellen passerede hastigt, som de kørte med denne metro.
Blikket gled lidt mere rundt, inden det landede på et kort, der var forsynet med forskellige farver. Hendes finger løftede sig i vejret og pegede spørgende på det

Max brød ud i latter, da hun rakte tungen frem og blev skeløjet i forsøget på at se på den. Hans dag med kedsommelighed var slut, hun var sjov at være sammen med! Normalt var det andre, der syntes han var spøjs, men denne gang var det ham, der havde fundet en, der var anderledes.

Da toget gav et ryk, klemte han lidt hårdere om hendes hånd, så hun ikke væltede. Han løsnede grebet igen, men slap den ikke. Hun var så lille og han havde ikke lyst til at miste hende, når de kom frem til en station. Der var et par stop, inden de ville være fremme i den del af byen, hvor han boede. Men skulle de egentligt derhen? Hvor skulle hun hen? Han havde en fornemmelse af, at hun kun ville med metroen, fordi hun ikke havde set en før. Hvilket også var fint, for Max kunne gøre det samme, men hun skulle vel også hjem igen.

Han fulgte hendes finger med blikket og så op på kortet over de forskellige ruter.
"Hvad det er? Det er et kort. Det viser, hvor de forskellige toge kører hen. Vi er på den blå linje. Den kører ind forbi midtbyen og ud omkring, hvor jeg bor." Han lagde hovedet på skrå og så spørgende på hende. "Hvad med dig, hvor bor du henne? Skal du med metroen tilbage igen?"

Hun lyttede ivrigt til hans forklaring om kortet, som hun stirrede på de små navne der stod på det. Så denne metro kørte forbi hans hjem? Spændende. Hun overvejede et kort øjeblik om den stoppede direkte foran hoveddøren, men rystede tanken af sig. Den stoppede garanteret ved en platform magen til den de havde forladt, og så skulle man gå, men ikke desto mindre var det ganske godt fundet på.

Som han spurgte hvorhenne af hun boede, rejste hun sig op på tæerne, inden hun lænede vægten imod hans hånd, for derefter st slippe stangen go pege på den orange linje, der var navnet på den sydlige side af Terre, hvor hendes egen lejlighed ville befinde sig. Det var i hvert fald der hun sov, og der hvor det magiske køleskab befandt sig. Hun fandt det magisk, fordi det aldrig stod tomt når hun åbnede det, eftersom ejeren var engel og fyldte det op jævnligt, men det var hun ikke klar over.

Hans næste spørgsmål fik hende til st ryste let på hovedet, inden hun pegede imod sine vinger. Hvis det ikke regnede voldsomt, fløj hun formegentlig bare hjem, hvis hun kunne finde vej. Hun var trods alt faret vild et par gange, men ikke desto mindre fandt hun ud af det.
Et bump, fik dog hånden til hastigt st gribe fast i stangen igen, inden øjnene gled rundt på de forskellige personer der befandt sig i metroen.

Blikketmlagde sig til at stirre åbenlyst på et kærestepar, som havde hun ingen hæmninger,som de sad der og omklamrede hinanden. Det var intet hun havde oplevet selv, men det så da ganske hyggeligt ud. Hun vidste trods alt slet ikke hvad det indebar at elske en anden. Hun elskede alle, for sådan var verden skabt. På den anden side.. Hun havde ikke været uheldig nok til at møde nogle af de mørke og farlige væsner eller mennesker, der uden tvivl befandt sig i Di Morgas stræder.

Max så på den linje, hun pegede på. Ah, hun boede i en sydlige del af Terre. Han boede selv i den vestlige, hvor hans far havde lejet en lejlighed til ham. Ikke det fineste kvarter, men et ganske normalt område med alt fra pensionister til børnefamilier. Ingen grund til at bo i et fint kvarter, men heller ikke nogen grund til, at hans søn skulle bo et sted med mere suspekte mennesker. Hans familie havde ingen anelse om, hvilket slags område Di Morga var, de troede, at Terre bare var en almindelig by i et almindeligt område. Ingen af dem kendte til væsnernes eksistens. Selvom Max da havde pludret løs om både den ene og den anden race, men ingen havde lyttet til ham. Han var jo trods alt sindssyg.

Han så på hendes vinger og slog sig selv for panden med et grin.
"Selvfølgelig, det havde jeg ikke tænkt på." Han så nysgerrigt på hendes vinger. Tænk at hun kunne flyve. Han var næsten helt misundeligt det måtte være fantastisk at kunne lette fra jorden og flyve derhen, hvor man ville. Sikke en frihed!
"Det må være vildt at kunne flyve!"

Han fulgte hendes blik hen til kæresteparret, der åbenbart var ret ligeglade med det fyldte metrotog. Synet fik ham til at grine og han overvejede at slippe englen for at tulle hen og irritere dem, men syntes alligevel ikke, at han kunne efterlade hende midt i det her tog. Slet ikke, da højtaleren proklamerede, at de var på vej ind på en station.
"Der er nok nogen, der hygger sig." Sagde han i stedet halvhøjt og lavede en grimasse med tungen ud af munden og øjnene ind i mod næsen, inden han grinte igen. Toget stoppede lidt ublidt og dørene åbnedes, så folk maste sig lidt from og tilbage. Han havde et godt tag i sin nye ven, så hun ikke blev væk.

Egentlig havde UN aldrig overvejet om det var såkaldt vildt at kunne flyve. For hende og andre engle, var det sådan verden fungerede, men på den anden side.. Hvis hun ikke kunne ville hun uden tvivl savne den egenskab. Som hun målende lod øjnene glide op og ned af ham, overvejede hun muligheden for om hun ville være instans til at lette fra jorden, bærende ham, så han også kunne opleve det. Han havde trods alt givet hende oplevelsen med metroen, så hun kunne i det mindste gøre et forsøg, men ikke lige nu. Folk ville sikkert finde det underligt, desuden var der slet ikke pladsen til dette.

Som højtaleren rungede fløj blikket hastigt op på den firkantede boks, der bragte stemmen, inden hun blinkede et par gange, for derefter hurtigt st blive distraheret af hans stemme. Blikket nåede lige at lande på ham, som hun så hans ansigtsudtryk. Muntert efterlignede hun det, inden rykket ved opbremsningen klemte hendes krop ind imod stangen, og hånden, der holdt fat i hans, strammede grebet for ikke at hvirvle rundt, som personer bevægede sig i alle retninger omkring dem. Skulle de også af nu? Men han virkede ikke til at bevæge sig ud, ergo blev hun blot stående, som hun så til at dørene knirkende lukkede sig på ny.

Denne gang var hun klar da rykket ville komme,mig faldt derfor ikke ud af balance.
Havde han egentlig overhovedet fortalt hende sit navn? Hun kunne ikke mindes at have hørt det.
Hendes hånd slap stangen, inden hun løftede den, for st kunne prikke ham på skulderen, og fange opmærksomheden, inden denne pegede på et halvdukket vindue tæt på. Her begyndte hun at skrive de fire bogstaver, hendes menneskelige navn indebar, for st pege på sig selv. Forhåbentlig ville det være nok af en gestus til at han kunne gætte at hun også ønskede st kende hans navn.
Alt i alt virkede ham ganske glimrende til at kunne forstå hendes måde at tale på, hvilket var forbløffende og ganske underholdende. Det gjorde det nemt at kommunikere, skønt hun manglede stemmen.

Max havde travlt med at kigge på de folk, der var omkring dem. Det overraskede ham stadig, hvor mange væsner der havde helt almindelige jobs og levede normale liv. Man skulle tro, at det ikke var det, mystiske væsner gik mest op i, men det var de fleste i Di Morga, der levede helt normalt. Og de færreste, der klarede sig på mindre lovlig vis. Det kunne lige så godt være et helt almindeligt område med helt almindelige mennesker. Han vidste ikke rigtigt, hvad han havde forestillet sig, inden han flyttede hertil, men ikke noget så.. normalt. Han var lidt skuffet, men samtidigt var det vel nok godt nok, at folk ikke rendte rundt og myrdede løs i blandt hinanden. Heldigt for de mennesker, der boede her.

Englen prikkede til ham, hvilket fik ham til at se på hende. Han så til, mens hun skrev på et af vinduerne, der var dugget på grund af alle de levende væsner i vognen. Lavi. Han så på hende igen.
"Du hedder Lavi?" Han lagde hovedet på skrå og så på hende med sin sædvanlige nysgerrighed og venlighed. "Hej Lavi, jeg hedder Max." Han lod som om, at han havde en hat på og lavede en bevægelse som tog han den af, mens han bukkede lidt med overkroppen. Han grinede igen, det mest permanente udtryk på hans ansigt. I hvert fald, når han var social med andre. Han gav hendes hånd et klem.

Lige nu glædede han sig til at komme ud af metroen, han var ikke god til at stå stille i så lang tid, men der var ikke ret meget plads i vognen lige nu. Normalt ville han rende rundt på sæderne og svinge rundt i stængerne. Ikke kun på grund af sin indre uro, men også fordi det var en del af hans maske udadtil. Tossetheden. Han havde kastet sig helhjertet ud i det skuespil, og det var blevet en del af den, han var. Undtagen, når han var alene hjemme i sin lejlighed. Den trygge base, hvor det ikke var nødvendigt at skabe et andet udtryk af sig selv for andre.

Det forventningsfulde blik lå stirrende imod ham, som hun ventede. Da han endelig sagde hendes navn, nikkede hun ivrigt inden hun tørrede en hånd over ruden, så bogstaverne blev ulæselige. Derfor trods alt ingen grund til at fortælle hvert eneste individ i metroen hvem hun var.

Hun så muntert til som han fortalte sit eget navn og lavede gestussen med den usynlige hat. Hendes hånd klappede imod toppen af hendes hoved, for at være sikker på at hatten stadig sad på toppen af de blonde lokker, hvilket den da heldigvis gjorde.
Klemmet om hånden frembragte et lyst smil til ham, inden den besynderlige højtaler proklamerede en ny station.
Blikket lagde sig på kortet, for derefter at vende sig ned af gangen, hvor folk var begyndt at skramle med deres genstande for at finde billetter frem. Hun så til som en mand i det fjerne, klippede i papirerne folk holdet frem, og bippede kort.

Hendes hånd, der holdt fast i hans rykkede blidt i hans arm, inden hun pegede direkte imod vedkommende format spørge hvad det nu var for noget. Den pegende finger var på ingen måde diskret, men derimod ganske synlig for enhver.
Det var egentlig ufatteligt så let han var at omgås. Andre mennesker havde tendenser til at være indelukkede og uinteressante, men han var lige så åben som hende selv, og virkede til at more sig over alle de nye oplevelser.

Hånden løftede hatten af hende selv, inden hun rejste sig helt op på tåspidserne, for at sætte den tilbage på hans hoved, selvom det var lettere besværligt at må derop. Hun formåede dog at vende hatten forkert, men det bemærkede hun trods alt ikke.
Hun ville ikke risikere at miste den flotte hat, som han så venligt havde lånt hende, desuden manglede han den i sin fine hilsegestus. Mon han ofte gik med sådan nogle på hovedet?

Max havde ikke bemærket kontrolløren, han havde haft øjnene på Lavi. Hun var så lille og sød, han kunne ikke lade være med at se på hende. Og så hendes flotte vinger! Men da Lavi rykkede i hans arm og ugenert pegede ned igennem vognen, vendte han blikket mod kontrolløren. Åh åh. Sådan en. Han overvejede lidt, hvad han skulle gøre i dag for at undgå en bøde. Normalt foldede han sig helt ud og lod til at være så langt ude, at kontrolløren troede, at han alligevel ikke fattede, hvad det var han ville, men i dag havde han Lavi med.

Han bed sig kort i læben, indtil han kunne mærke hatten blive sat på hans hoved. Det fik ham til at se på englen igen. Hun havde vist haft svært ved at nå op på toppen af hans hoved. Men hun var også så lille.. Han kunne mærke hatten sidde forkert, men det gik nok.

Kontrolløren begyndte at nærme sig og Max lænede sig ind til Lavi for at hviske til hende.
"Ham manden der vil gerne se billetter. Det har vi ikke. Så bare.. følg mig, okay?" Han blikede konspiratorisk til hende og trak hende så med igennem folkene i toget for at nå til hen kontrolløren.

"Min gode mand!" Max talte højt og lød så fornem som han kunne. Kontrolløren så på ham med et blik, der både var overrasket, men også træt. Max kunne kun håbe på, at han blev ligeglad, når han blev træt, og ikke irritabel.
"Min hustru og jeg vil gerne vide, hvornår vi når Moskva. Vi vil nødigt komme for sent til vores frokostaftale hos zaren!"
"Det her er metroen, vi kører ikke til Moskva.."
"Sludder! Nu skal De ikke være fjollet! Dette er tydeligvis eksprestoget igennem Europa. Kan De ikke se her er både kinesere, indianere og canadiere?" Max lod en hånd pege rundt på alle de helt almindeligt udseende franskmænd. Mange af dem havde et smil på ansigterne, nogle så bare irriterede ud. Kontrolløren rynkede panden.
"Jeg tror I er lidt forkert på den.."
"Sh! Hvis De ikke kan fortælle os, hvornår vi er i Moskva, så må vi henvende os til kusken! Kom, min kære hustru, lad os se, om vi kan finde manden med den orange hat." Max trak Lavi med sig ned igennem toget. Der stod en eller anden ung mand og grinede lidt af dem, så Max stoppede op og bukkede for ham. Denne gang havde han en hat at tage af.
"Åh, kong Gustavo, jeg havde ikke set Dem. De må have en meget dejlig dag, Deres majestæt." Han satte hatten på plads igen og fortsatte. Kontrolløren stod tilbage med et undrende og stadig træt udtryk i ansigtet. Han havde glemt, at han skulle se deres billetter. Det virkede! Som det normalt gjorde.

Max åbnede en dør ind til næste vogn og hev Lavi med. Der var et par frie sæder og han dumpede ned i et af dem.
"Se, så er den klaret." Han grinede til Lavi og rettede på sin hat, der stadig sad skævt.

Hun mærkede hvordan han lænede sig tættere på, for at hviske imod hendes øre. Følg ham? Det så hun intet underligt i at gøre, eftersom hun praktisk talt ikke havde bestilt andet det meste af eftermiddagen.
Hendes hoved nåede kun lige akkurat at nikke, inden hun mærkede hvordan han begyndte at trække hende igennem toget. Småluntende efter ham nåede hun at følge med, inden hun strammede grebet om hans hånd, som han stoppede op foran manden, der havde klippet i papirerne, som folk holdet frem.

Som Max høje stemme rungede igennem toget, kiggede hun nysgerrigt og undrende op på ham, inden vingerne foldede sig sammen for at lægge sig fladt ned langs hendes ryg, da der trods alt var en anelse trangt heroppe.
Hvad var dog det han sagde? Hustru? Moskva? Vidste han slet ikke, at de jo var på vej over til den del af byen, som han boede i? Måske havde han glemt det eller. Det lydløse gisp kom fra hende, som hun lagde hånden over munden, og lod blikket flakke fra max og over til kontrolløren, som deres samtale lød.
Hun besad ikke evnen til at lyve over for andre, og prøvede at rykke lidt i Max hånd, som for at spørge ham om hvad der skete, hvilket udefra nok ikke så ud til at være andet end den omtalte hustru, der ikke forstod fransk.

Der gik ikke længere inden han snakkede om en mand med en orange hat. Hun nikkede en enkelt gang og begyndte ivrigt at kigge rundt efter en mand, der bar en hat i samme farve. Dette resulterede i, at hun vadede direkte ind i siden på Max, som han stoppede foran en ung mand og bukkede.
Hun stirrede nysgerrigt på den unge mand, som hun stod stiv og rank, med hovedet en anelse på skrå. Så denne mand var en konge? Burde hun følge hans eksempel? Til sidst besluttede hun sig dog for at løfte kjolen en anelse til siden, inden hun lavede en nejende bevægelse, bukkede hovedet i respekt og fortsat fulgte efter Max.

Som de gled ind i den næste vogn, lod hun sig dumpe ned på sædet ved siden af ham, inden hun hørte hans ord.
Hendes blik lagde sig på ham, inden hun begyndte at småle, selvom hun ikke havde den fjerneste anelse om hvad der var foregået. Det hele havde været ren underholdning, skønt den besynderlige opførsel, hvilket hun godt kunne lide omkring dette menneske.

Max havde ikke kunne andet end at håbe på, at Lavi ikke ville spolere det hele, men det gik nu fint. Hun nejede endda for den unge mand, Max havde tiltalt som konge.
Da han så på hende, da han dumpede ned i sædet, kunne han godt se, at hun var meget forvirret. Men hun begyndte at le på en super nuttet måde (lydløs eller ej), og han kunne heller ikke lade være med at le. Han elskede at lave sjov og han elskede at få andre til at le, og der havde været mange folk inde i den anden vogn, der havde moret sig. Men det bedste var nu at få Lavi til at le.

Max kløede sig i panden og skubbede lidt til hatten, så den gled lidt længere om i nakken.
"Se, sådan slipper man for at få bøder for ikke at køre i tog." Han så lidt på hende og lænede sig så ind til hende. "Jeg er slet ikke så tosset som jeg ser ud, men det må du ikke sige til nogen." Han blinkede hemmelighedsfuldt til hende og ødelagde lidt ordenes budskab med et stort grin. Selvom han slet ikke var så tosset som han gav udtryk for, var det ikke meningen, at nogen skulle vide det. Men Lavi havde i det mindste lige set, at han kunne gå fra lettere tosset til fuldt ud sindssyg. Hvilket han mestrede til perfektion.

Toget standsede ved en ny station og Max kastede et blik på kortet. De skulle af om to stop. Eller, han skulle af.
"Hvor skal vi tage hen? Ind i byen eller? Skal du hjem igen, når vi står af?" Han var ikke meget for at skulle tage hende med hjem. Han forsøgte at undgå at tage folk med hjem, det var hans lille base, hvor han var i sikkerhed. Hans hule, hvor han kunne slappe af. Ikke at han troede, at Lavi kunne have nogen dårlige intentioner, men i den her verden fyldt med væsner var det nok heller ikke så smart at tage fremmede med hjem. Hvem vidste, hvad de kunne finde på at gøre ved en?

Bøder? Fik man bøder for at køre rundt i metroen? Mennesker var da underlige.. Hun nåede ikke st overveje dette længe før hun mærkede varmen fra ham, da han lænede sig ind imod hende. Nysgerrigt vendte hun øret til ham, for derefter ar mærke ånden fra hans hviskende stemme og høre ordene. Hendes mund truttede overrasket, som havde han delt verdens største hemmelighed med hende.
Hurtigt lavede hun en lynlås bevægelse over hendes læber, som svar til at hun lovede ikke at fortælle hans hemmelighed til nogen som helst.
Selvom det havde været en stor fed løgn, måtte hun erkende at det havde været sjovt, og hvordan folk havde set på dem.. Uvurderligt, og hun ville gøre det igen hvis chancen bød sig. I hvert fald sammen med ham.

Da hans spørgsmål lød, rettede hun kroppen en anelse, inden hun overvejende kløede siden af hendes næse. I hendes verden var valget ikke svært, men derfor kunne hun godt lade som om, at hun overvejede mulighederne.
Langsomt løftede hun en finger i vejret, som svar til at det skulle være ind til byen. Aftenen måtte nærme sig, og hun havde endnu ikke oplevet hvordan natten i Di Morga var. Hun rystede derefter på hovedet for at svare på om hun tog hjem når de stod af. Der var stadig masser af ting hun skulle nå at opleve, inden hun overhovedet kunne finde ro til at falde i søvn.
Hun var sikker på, at dette menneske kunne lære hende den muntre og mere underholdende side af menneskelivet, eftersom det var hvad han havde gjort indtil videre. Desuden ville hun stadig se, om hun ville være i stand til at hæve ham i vejret, bare for at give ham en ny oplevelse, skønt han var så meget højere end hende.

Der gik ikke længe før toget satte sig i bevægelse for efter nogle minutter fortalte at den næstenstation var snart. Hun pegede spørgende imod døren, for st høre om det var stoppet ved byen han så fint havde omtalt, eftersom det sjove ligesom var gået SF metroen efterhånden, nu hvor de havde brugt en del tid siddende og stående i denne jernhest.