Efter solnedgang

Bellz trak let på skuldrende da hun selv var blank. Entlig var det bare hyggeligt at side af studere hinanden men hun ville også bare snakke om et eller andet. Hun smilede blidt og satte sig ned da hende ben begyndte at sove. Hun tog stille noget sand i den ene hånd mens hun roligt ventede op hendes ene magi ville tænke på hendes sår.

Akumu betragtede uden særlig interesse Bellas bevægelser og ligegyldig trækken på skulderen. Han kunne ikke undlade at drage et svagt smil *Beordrer ligefrem underholdning* Tænkte han let ironisk og rystede krot på hoved, men fik det til at se ud som om han blot fjernede håret fra sit ansigt ved et yndefuldt kast med hoved. Han lod sine arme hænge alment langs siderne. Akumu betragtede åndsfraværende området, som langsomt var blevet mørkere. Skyernes farve var falmet drastisk og lå tungt over havet. Over dem selv, var himmelvævet synligt og skyfrit. Hans læber tog skjult form af et skævt smil. Natten nærmede sig og snart ville de være badet i mørke. Efter en tavs stund drejede han hoved og så på Alecia over skulderen "Så er det vel op til os, om at være kreative" Sagde han og skævede smilende til hende, med sit let forførende og dog gådefulde smil

Hun fulgte hans blik op på himlen, og hørte tankerne i hans hoved.. *Hmm..* Tænkte hun. Han kunne godt lide mørke, præcis som hende selv.. Hun kiggede ned på Bella, der sad og legede med noget sand.. Hun trak lidt på smilebåndet, *havde hun haft rottehaler, kunne hun sagtens gå for en på 5* tænkte hun og fnisede lidt.
Hun kiggede igen på Akumu, hans kønne ansigt var hvidt som hendes, og han duftede så ubeskrivelig godt..
Hendes tænke spind blev afbrudt da han kiggede på hende, og talte til hende.. Hun prøvede forgæves at flytte blikket og lade som om hun ikke kiggede på ham, men det lykkedes tydeligvis ikke særligt godt..
"Tjah, det er det vel." Sagde hun smilende, og trak let på skuldrene..
Hun kiggede ud langs havet.. De lavede nogle kæmpe store bølger, da vinden var meget kræftig der ude..
Pludselig kiggede hun på Bella, og ud i det blå kom hun på noget at snakke om..
"Har du nok venner?" Sagde hun til hende med et smil.. Hun kunne mærke forvirringen strømme ind fra både Bella og Akumu..
"Ser du, vi mennesker har brug for mennesker omkring os, så vi kan spejle os i dem, for egentlig at vide hvad vi er.. Uden mennesker at spejle os i ville vi være fortapte.. Fordi vi simpelthen er sådan nogle sociale dyr.. Hvis vi ikke har mennesker omkring os, bliver vi skøre, og ender måske endda med at tage livet af os selv.. Vi er nogle underlige nogle..." Sagde hun til slut, og så tænkefuldt ud over havet.. Hun vidste ikke hvor det kom fra, men det var vel noget hun havde læst engang..
Hun kiggede smilende på Bella igen..

Hun fulgte let deres blikke mens hun betragtede deres udsende.
"Åh.. Det vil jeg da sige.. Men ikke mange?" sagde hun lidt forvirret. Hun smed sandet ud af hænderne. Hun åbnede stille kulden og rettede blikket mod det. Den var næsten healet nu. Hun smilte og rejste sig igen. *Er det ikke lidt underligt at spørge om man har venner?* tænkte hun kort men fik en anden tanke i hovedet. Det var noget helt helt andet. Det var om hun kunne få frisør arbejdet.

Akumu smilte sit svage og dog uhyggelige smil da han bemærkede hendes tydelige forsøg på at skjule hendes svage betagenhed af ham. *sødt...* Tænkte han fraværende og dog uden speciel notis af det. Det var ikke ofte man mødte vampyrer med så let påvirkelige følelser, som Alecia havde... men hvem ved? måske havde han en speciel virkning på hende.
Vinden blæste ind over dem, løftede let sandet og kastede det mod deres ben. Bella fik det sikkert kastet over sig, men det måtte hun vel selv om. Akumu vendte atter blikket hen på Alecia og lod det hvile på hendes ansigt, imens hun talte. Han lyttede til hendes talestrøm og spekulerede let over hendes ord. Hun havde vel som sådan ret... Men han fandt det alligevel en smule morsomt. Bella virkede ikke som sådan som én der havde mange mennesker omkring hende... og som Alecia fortalte, ville et menneske mere eller mindre blive halvskør af for meget ensomhed. Han smilte skævt og en smule drilsk "Sig mig... hentyder du til noget bestemt?" spurgte han let hoverende, uden egentlig at være det. Hans mørke blik blev atter udtryksløst som han afventede et svar fra hende... Hans skæve indtrængende smil hang dog ved, da han vidste at hans ord, kunne påvirke hende på forskellige måder.

Hun kunne mærke hendes kinder blive en smule varme, da hun hørte hans tanker.. Han havde nok fat i noget, hun var ikke som andre vampyre, hun var mere menneskelig, da hun jo levede alene..
Hun kiggede med et stille smil på ham, og grinede svagt da han havde talt færdigt..
"Neej, jeg tror ikke jeg havde nogle specielle hensigter med det.." Sagde hun smilende og trak på skuldrerne.. Hun kiggede ned på Bella, som stadig sad i sandet, og lignede et barn..
"Du må ikke være den slags, som har en masse omkring dig..?" Sagde hun og kneb øjnene en smule sammen.. "Det er underligt, os vampyrer, vi er helt anderledes hvad det andgår.. Vi har intet imod at være alene, de fleste af os, foretrækker faktisk at være alene, for at det ikke skal være løgn.." Sagde hun med et smil.. Hun kiggede ud over havet, og fik en uendelig lyst til at hoppe i vandet.. Bare smide sit tøj, og hoppe i det skønne vand.. Det måtte være ret koldt efter hvad klokken var ved at være.. Hun trak skævt på læberne, og så længselsfuldt ud over havet.. Det var så utroligt smukt..

Bellz kiggede list overraskende på Alecia, "Jeg er også genert." sagde hun bestemt og rejste sig, sandet rørtet hende ikke engang da sandet kom flyvende. For sandet skiftede retnig ud mod havet. Vinden stillede sig roligt, lidt som om der slet ikke var nogen vind. Kun en meget let vind fløj lige omkring Bellz og legede med sit hår. Hun var jo en halv luftdæmon. Hun skævede let ud over standes sand langs kanten. "Jeg tror snart det bliver højvande..." sagde hun og tænkte lidt over at man ikke kunne se hvor Bellz først var faldet.

Akumu svarede med et let smil "Javel så..." sagde han lavmælt og fulgte hendes blik over på Bella. Han lyttede fraværende til Alecia's ord, og da slog noget ham. Som alle andre vampyrer havde hun nok også selv kræfter. Et svagt fornøjet smil gled ind over hans læber. Han undrede sig over at han først havde lagt mærke til det nu. Han skævede til Alecia med et skummelt blik *Det er ret uhøfligt at rode i folks sind* tænkte han og så på hende. Han hævede let det ene øjenbryn og så en smule anklagende på hende. Dog voksede et skævt og let arrogant smil på hans farvede læber. Han lyttede til hendes ord og nikkede svagt for sig selv. Han selv afholdt sig fra andre... han havde faktisk ikke regnet med at der ville være andre på stranden ved denne tid... men han tog fejl. Han fulgte hendes blik ned på Bella, som derefter talte. *genert?!* tænkte han og spilede let øjnene op. det troede han ikke helt på... hvis man ligefrem slog ud efter folk efter at have løbet ind i dem, var man ikke ligefrem genert... ikke ifølge hans egen mening.

"Du virker ikke ligefrem genert?" Sagde hun med et grin, og lavede en bevægelse over mod Akumu, og gættede på at hun forstod den hentydning..
Hun kiggede overrasket på Akumu, da hun hørte hans tanker.. Hun smilede stort til ham, og grinede let. "Undskyld.. Det er ikke ligefrem noget jeg selv vælger.." Sagde hun stadig smilende og trak på skulrerne.. Hun smilede længe til ham, selvom han ikke længere kiggede på hende.. *Du er ikke så dum..* Tænkte hun, og fnisede let..
Hun så igen på Bella, "Du undskylde hvis du føler dig udstilt.. Det var bare noget jeg kom til at tænke på.." Sagde hun, med at venligt smil.. Hun havde igen rejst sig op, så følte hun sig vel mere på samme level som de andre? Hmm..
Hun kiggede igen ud over havet, det smukke mørke vand lavede nogle store bølger ude i horisonten, som langsomt blev mindre og mindre, og nåede helt ind til vandkanten, hvor de stod.. Hun fik igen, en gennemtrængende lyst til at hoppe i vandet, hun vidste da godt at det var upassende, men det stoppede hende da ikke fra at have lysten.

"Det var et uheld i starten!" ubrød hun højt. Hun kiggede lidt forvirret på Alecia, "Jeg tror fakltisk jeg er udstilt" sagde hun lidt tænkende og skævede over på vandet igen, *Det ser meget uroligt ud når vinden tog så kraftigt fat, men hvad kan man gøre..* Tænkte hun og slog sig derefter i hovede men en flad hånd på panden. Hun var jo den fatsvage dumme luftdæmon, hun kunne jo nemt ordne det.. Memn nu hvor hun havede lagt mærke til det gad hun ikke. Hun skimtede så over på Amaku og grinte lidt. Det var da meget sjovt at hun havde lavet det sjove slag på ham, det syntes hun da. Men det ville også være strengt at tænke.


//Sandra(Min kusine) vil gerne være med i emnet.//

Akumu så mod hendes hånd, som diskret pegede mod ham, da hun hentydede til Bella's 'generte handling'. Hans blik klatrede op ad hendes arm, til det til sidst fæstnede sig på hendes ansigt, som sendte ham et strålende smil. "Havde jeg heller ikke regnet med" svarede han og undlod et svagt, men koldt smil. Hans tanker kredsede om hendes tankelæsning. Det måtte have været svært for hende at abstraherer fra det... og leve med det... især som ung, kunne han forestille sig. Han kunne ikke helt bedømme om det var en gave, eller en forbandelse. Han selv kendte kun til få af sine egne krafter, men kunne tydeligt mærke der var langt større styrke og uopdagede magter i hans krop. Han ville måske finde dem en dag og mestre dem. Men indtil nu, måtte han nøjes med dem han allerede kontrollerede perfekt.
Han slog blikket ned på Bella som hun talte, men lyttede egentlig ikke til hendes ord. Han var allerede begravet i sine egne tanker. Halv luftdæmon og halv vampyr... en underlig blanding

//Vi venter på dig, Alecia...//

Alecia så igen overrasket på Bellz, idet hun, højlydt, forsvarede sig selv. Hun løftede hurtigt selv armene op som et salgs forsvar og svarede så i en rolig tone: "Rolig, jeg siger det bare som det så ud for mig. Du må da virkelig undskylde hvis jeg har misforstået det hele, men jeg kan nu og engang kun sige hvordan det så ud for mig." Da hun igen stoppede med at snakke lod hun sine hænder falde ned slap ved hendes sider igen. En pludselig vind slog ind mod dem, og legede vildt med deres hår, nærmest i et forsøg på bare at ugle håret så meget som muligt. Hun slog igen blikket ud mod vandet og lod sine tanker løbe med. Gud hvor måtte det dog være uendeligt fantastisk at være i det kølige vand på denne her tid af aftenen .. og af året. Fortabt i en lang strøm af alt for mange tanker lod hun slet ikke mærke til hverken Akumu eller Bellz, hun lod bare hendes tanker fører hende et andet sted hen. Efter nogle minutters tænkning glippede hun med øjnene for at komme lidt tilbage til nutiden. Hun kiggede kort fra ham til hende uden at sige et ord, betragtede dem bare kort.