Det sidste møde - Logan

Det sidste møde
Privat – Logan

Hun måtte stoppe ham. Det kunne ikke være rigtigt! Han kunne ikke gøre det her? Hvad han virkelig tænkt sig at gøre noget så tåbeligt? Så kunne han næsten lige så godt kaste sig ud fra et åbent vindue oppe fra hotellet. Nogle gange forstod hun ham bare ikke. Hvordan kunne han finde ud af at gøre noget som det? Scars var farlig, og det burde han også vide.
Det var allerede sen aften, og skoven gjorde kun lyset mere skummelt. Eller rent faktisk var her ikke rigtig noget lys. Her var mere eller mindre bel mørkt. Det eneste Angelin kunne se frem for sig, var omkring en lille meter. Mere kunne hun ikke rigtig se. Hendes hud gjorde at hun fik lys, men det var ikke meget.
Det sted i skoven hun var i nu, var en smuk og ældre del af den. Eftersom det var ved at være efterår, begyndte bladene at drysse ned fra træerne i spande vis.
Den person som Angelin ledte efter, var naturligvis Logan. En af hendes venner. Men på en måde føltes det som om at en anden person styrede Angelin inde fra, og den person mente at Logan var en fjende for hende. Angelin var mere eller mindre blevet splittet i to, efter hun havde haft et møde med gud igen. Efter det møde, havde hun heller ingen vinger længere. Han havde simpelthen revet dem af. Bare sådan uden videre? Det var nok bare straffen for at forråde sin herre, og forelske sig?
Efter dette møde, var hun også blevet en helt anden. Hendes forhold til nogle mennesker var blevet ændret, og nogle gange kunne hendes hjerne slå fuldkommen klik. Uden videre kunne hun finde på at angribe folk. Selv hendes venner. Hvordan kunne det egentlig gå til?
Hendes udseende havde måske også ændret sig en smule. Nu var hun nok lidt mere dyster, og lod håret hænge ned over hendes ansigt tit. Hun var ikke som hun havde været før, det kunne mange regne ud.
Mens hun gik og ledte efter det sted hun mente Logan måtte være, flagrede en lang hvis kjole og hendes ben. Den kjole hun bar nu, mindede rimelig meget om den hun havde haft på, da hun kom tilbage på jorden, efter mødet. Den eneste forskel der var på kjolerne, var at denne havde en dybere halsudskæring, var stropløs og ikke var gennemblødt af hendes eget blod.
Da hun langt om længe hørte stemmer, og så skikkelser, standsede hun brat op, og kiggede på de egentlig mange folk der var. Efter at dømme på deres kropsbygninger, var det alle mænd. Mon Logan var iblandt dem? Hun holdte sin base bag et træ, hvor hun kunne holde øje med forsamlingen af mænd.
Et kort og lavt hvæs kom fra hende, hvorefter hun gav sig til at studere mændene, selvom det ikke var nemt. Hun var jo så langt væk, men turde ikke at gå tættere på.

P: skulderplade ( http://www.madmaxmodels.com/images/proparmor_belt11.jpg ), ringbrynje ( http://www.thinkgeek.com/images/products/zoom/chain_mail.jpg ), brystplade ( http://getasword.com/590-1187-thickbox/adult-breast-plate-armor-full-size.jpg ), sorte bukser (minder lidt om et par militær bukser bare uden camouflagen) og et par militær støvler.

En flok af mænd på cirka 51 mænd kom gående igennem mørket af skoven.
En ting var sikkert, de skulle ikke ud og feste, de var alle klædt ens, de skulle ud og føre en drøm til virkelighed.
Ledt af Logan Brian O'Connor, også kendt som Logan 'The Bucther' O'Connor. Alle mændene var klædt som Logan.
Selvom Logan var blevet vampyr havde han stadig sit 'gamle' udstyr på, selvom han havde fået at vide af sin skaber Kajika, at han var stærkere og ikke behøvede, brugte han det stadig, det var det sidste der holdt ham fast til at være menneske.
Hans udstyr bestod stadig af to metal armskinner (en på hver arm) som faktisk var et våben, ud af dem kunne der komme et blad (http://images3.wikia.nocookie.net/__cb20110222041327/assassinscreed/images/7/7b/Eerste-info-onthuld-over-assassin-s-creed-2_5_460x0.jpg ) ud som Logan brugte til at snigmyrde fjender, personer eller andre. På ryggen havde Logan sit trofaste elversværd ( http://www.kormax.com/images/UC1373.jpg ). Logan havde fået dette sværd af en gammel død ven, en elver. På sværdet stod der med gammel elver skrift ''Vi slås for frihed'. Sammen med sværdet sad der også to knive (http://www.council-of-elrond.com/castdb/legolas/legolas8.jpg ). Dog havde Logan i agens anledning også taget sin M4 riffel med, han havde både sølvpatroner og plasma patroner som han fik foræret af Scars på deres første møde, dog var skuddene til en vampyr ved navn Kalden, men Logan havde gemt patronerne til Scars så han selv kunne blive nakket af sine egne våben.
Logan havde også to af sine gamle M9’er med sog, det var begge ladt med sølvkugler.
Som Logan og hans mænd kom igennem skoven, ville de tydeligt kunne høres, deres rustninger klirrede, deres fodtrin hen over skovbunden, knækkede grene ville afsløre at der var mere end bare 5 mennesker.
Som Logan og hans mænd krydsede en sti, i skoven og dermed blev lyst på af månen kunne man tydeligt se hvem der gik i fronten af det hele.
Logan O'Connor.
Den mand der startede det, ville nu slutte det, koste hvad det koste vil.
Logan stoppede da de havde krydset stien og stod nu en lysning, forholdsvis stor faktisk.
"Hør gutter vi taget lige et hvil og får samlet tankerne, I slapper bare af, jeg skal nok sikre området" sagde Logan og kiggede rundt før han smed det meste af sin rustning så han kun stod i sin ringbrynje, bukser osv.
Et højt og tydeligt "Hua" kunne høres, med andre ord de havde forstået bedskeden og begynde at smide deres udstyr og satte sig ned.
Inde under ringbrynje kunne man tydeligt se hans muskeløse overkrop, dog med det store ar over hans brystkasse, det eneste tegn på at Logan sagtens kunne såres.
Logan havde alle sine våben på sig mens han gik i gennem mørket.
Det så ud til at være fredeligt, det skulle nok blive en fredelig tur til Abbadon.

Angelin hvæste igen, dog lidt højere denne gang. Ikke for at få nogles opmærksomhed, men nok mere for at vise at hun faktisk også var her. Okay. Så forsøgte hun da også at få opmærksomhed? Det var bare lidt svært, når hun vidste at det kunne gå fuldkommen galt. Hun vidste hvilke våben disse mænd havde med, men hun kunne ikke kende forskel på hverken mændene eller deres våben.
Et form for hyl hørtes, og alle mændene lod til at smide deres udstyr. Angelin så en smule nervøs på dem, og hvæste igen, da der var blevet mere stille.
Efter det pokkers møde med gud en gang til, hvor hun havde fået revet vingerne af, havde hun fået splittet sin personlighed på en meget spøjs måde. Den helt normale pige som hun var engang, og så en meget grum, ond og dyrisk person, som hun aldrig havde troet at hun kunne være.
En mand havde tydeligvis forladt sin gruppe, og var i gang med at holde øje med området. Sikkert for at find ud af om her var nogle farer.
Manden lignede de andre, og derfor gav Angelin sig til at holde lidt øje med denne, tilsyneladende kriger. Hvem mon han kunne være, og var hun i fare for at blive dræbt, hvis hun nærmede sig? Hun var trods alt ikke bedste venner med Logan længere, og det havde han vel sagt videre?
Der var ingen tvivl, da Angelin kom nærmere denne person. Det kunne ikke være andre end Logan i egen høje person. Hvordan skulle hun dog nogensinde komme på talefod med ham igen, og turde hun nærme sig ham mere?
Hun udstødte endnu et hvæs, og følte sig lidt so men panter der skulle til at angribe sit offer. Måske var det også sådan lidt? Det eneste våben hun havde på sig, var nok den kniv som hun havde gemt et sted under sin kjole, oppe omkring hendes overkrop. Et sted under det sted hvor hendes arm hang ned langs siden. Det eneste måske nyttige våben.
Nu begyndte hun også at knurre? Hvad pokker gik der af hende? Havde hun faktisk tænkt sig at angribe ham? Hun var sq da lidt af en mærkelig kvinde. Hvordan kunne hun få sig selv til at gøre det, hvis hun altså gjorde det?
Hun holdte sig tilbage, men nærmede sig Logan i højere tempo end forventet.


//Undskyld længden:3

Logan stoppede op idet han hørte en knurren, ikke særligt langt fra ham selv.
"O'Meyers, der er sku da ikke ulve i skoven vel?" sagde Logan ned i sin mikrofon og så rundt, han tænde lomme lygten for enden af sin riffel og lyste rundt.
"Ehm Logan, jeg tror ikke du skal regne med at det er en ulv....... Måske mere en menneskelignende skikkelse" lød svaret i Logans øre.
Logan så rundt, menneske? Nu? Det kunne da ikke passe, intet menneske ville være i skoven hvert i fald ikke nu.
"Titte bøh, kom frit frem, jeg gør dig ikke noget eller så meget"mumlede Logan og lyste rundt.
Dog havde en bekendt lugt havde passeret hans næse, den mindede lidt om Angelin, men Logan tænke selvfølgelig ikke over det... Han var også en idoit...
Logan så rundt, han brød sig ikke om tanken om at en kunne se ham og han ikke kunne se vedkommende, det var den værste situation Logan kunne komme i.
Logan stoppede med at se sig rundt da han syntes at han så en person der var forholdvis hvid i hudfarven, han vidste på lugten at det ikke var en vampyr, måske var det Angelin.
Logan lod for en sidste gang lomme lygten lyse rundt om sig selv, men stoppede da en skikkelse stod 5 meter fra ham.
Denne skikkelse var tydeligvis en kvinde at dømme efter formerne.
"Jamen, jamen, jamen.......... Se hvad katten har slæbt med sig..... Eller skule jeg sig varulven?" sagde Logan man kunne tydeligt høre at det som en hån og ikke som et spøg, Logan var faktisk sur på Angelin.
"Havde ikke forventet at se dig her, så du har vist fået mit brev" mumlede Logan og sænkede sin riffel, dog slukkede han ikke lyset, han havde brug for at se hvad der forgik.

Da Logan endelig fik øje på hende, pissede hans kommentar hende fuldkommen af. I samme sekund brød hun ud i en vred hvæsen og knurren, som lidt efter resulterede i at hun trak sin dolk, og stirrede på Logan. Skulle hun nærme sig, eller skulle hun holde sig væk fra denne Bitch til en kriger.
Kort tid efter udstødte hun et højt og tøset skrig, hvilket sikkert ville gøre ondt i nogles øre. Det var som om noget snurrede sig sammen i hendes ryg, der hvor hendes vinger havde siddet før i tiden. Det føltes som om det snørede sig sammen og derefter forsøgte at rive sig fra hinanden. Det var nok de to stadig åbne sår på hendes ryg, som begyndte at lege med hende. Pludselig var det som om noget ville ud af hendes ryg. Ud af hendes skulderblade, hvor vingerne normalt ville sidde på en engel. Atter skreg hun, og tabte dolken.
Selv var hun ved at bukke under for de grusomme smerter som prægede hende som bare satan. Hun peb faktisk, hvis ham hørte bort fra skriget som varede ved i et par sekunder. Smerterne var så voldelige, at de fik hende ned på knæ.
Hvad mon Logan ikke ville tænke, når han så hende sådan her. Tårerne var begyndt at vælte ned over hendes kinder. Ikke fordi hun græd, men på grund af smerterne i hendes ryg. Til sidst kunne hun ikke klare at holde sig oppe længere, og skreg atter. Denne gang af fulde lungers kræft, hvilket resulterede i at hun faldt sammen på jorden, næsten helt livløs.
Angelin trak stadig vejret, men nok mere i korte stød. Det gjorde så forfærdelig ondt. Hvad pokker mon ikke Logan ville sige til det her, og hvad mon ikke han ville tænke? Det så da en smule skørt ud, gjorde det ikke?
Hun var ikke i stand til at tænke i særlig lang tid, da det kun gjorde hende svagere.
For at holde gråden lidt tilbage, måtte hun bide sin læbe rimelig voldsomt til blods. Det føltes som da Gud rev hendes vinger af første gang. Det havde været så smertefuldt og der havde været blod over det hele. Hvad pokker var det der skete?

Logan rørte sig ikke en millimeter da Angelin trak en kniv, det eneste han gjorde var at fremprovokere et angreb fra hendes side.
"KOM SÅ!! GØR DET STIK MIG NED!" sagde Logan, han regnede ikke med at Angelin ville gøre ham noget, hvorfor skulle hun også det? Logan havde jo gjort så mange ting for hende, så hvorfor overhovedet trække en kniv?.
Da hun begynde at skrige, stod Logan også bare og så på hende, hvad skulle han gøre? Gå hen til en der lige har stået med en kniv i hovedet på ham?
Dårlig ide, en meget dårlig ide.
Idet hun begynde at skrige kom 4 mænd løbende hen til Logan alle 4 pegede selvfølgelig deres våben mod Angelin, ingen skulle komme til at skade deres leder.
"Hva er det?" fremstammede en af mændene, han frygtede den skabning.
"Det der?" mumlede Logan og pegede på Angelin.
"Det er hvad der sker hvis man ikke accepter sin skæbne.... A man must accept his fate or be destroyed by it." sagde Logan og vendte ryggen til hende velvidende at det ville højst sandsynligt pisse hende endnu mere af.
"Men gutter et skal I ikke bekymre jer om, vi holder lige pause lidt længere før vi stoppe uretfærdigheden i det her land!" sagde Logan og begynde at gå hen mod flokken, men stoppede da hans mænd var gået der hen.
Logan vente om og gik tilbage til Angelin.
"Jeg advarede dig om dine farlige venner, det er vist straffen" sagde Logan hånende.

//Undskyld længden!//

Han pissede hende fuldkommen af! Han gjorde hende så vred, at hun havde lyst til at skære halsen om på ham og… Og.. Hvad var det dog for et monster hun var blevet til, efter gud havde smidt hende ud? Hun var blevet hendes værste marridt. Hun havde trang til at dræbe, hvæste og knurrede af dem hun holdte af. Der var helt sikkert et eller andet galt med hende?
Da mændene kom hen mod hende, og pegede på hende med deres våben, blev hun bange. Skulle hun dø nu? Ville de dræbe hende, eller skade hende så meget, at hun ønskede at dø? Hun fortjente det kun, men Logan ligeså. Da mændene igen gik, og Logan vendte ryggen til hende, fik hun få kræfter igen. Hun knurrede kort, før øjnene blev fyldt op med tåre. Hun var virkelig blevet til et monster, som hun ikke engang selv forstod. Hun ønskede ikke at gøre ham ondt, men var samtidig så vred på ham, at det halve kunne slå et menneske ihjel.
Da hun fik kræfter igen, og smerterne lagde sig, kom hun på benene. Hun støttede sig op ad et træ, og forsøgte nu at få de rette ord frem. ”Undskyld…” Det eneste ord hun kunne få frem, var undskyld. Tårerne efterlod sorte spor ned af hendes ansigt. Hendes meget lyse øjne søgte efter hans. Han føltes som om han var så langt væk, og hun kunne ikke engang tyde hans følelser lige nu.
Over hende, sang en smuk fugl en stille melodi. Den havde vist hørt hendes gråd. Fuglen var helt klart på vej ned mod den unge kvinde, som stod og så fuldkommen sønderknust ud. Den begyndte at flyve i ring rundt om hende, og til sidst satte den sig på hendes skulder. En stor og smuk hvid fønix havde sat dig på hendes skulder. De smukke fjer mindede hende om hendes egne vinger.
”Hvis du ønsker at gøre dette. Dø for dit land. Så gør det. Jeg er ligeglad. Ligeglad med dig. Jeg fandt lykken, blev ødelagt af den. Jeg ønsker ikke dit selvskab hvis du kun kan komme med grimme ord og hån. Du er ikke en rigtig ven, og du kan glemme alt om vores venskab. Jeg vil ikke kendes ved dig. Du er ikke en ven længere… Du har forandret dig mindst lige så meget som jeg har. Du..”
Tårerne trillede ned af hendes kinder, og sorgen i hendes stemme kunne tydelig høres. Han var ikke værd at mindes, hvis han kun havde bragt hende ondt. Han var død for hende.

Logan så på hende, med et løftet øjenbryn, han havde ikke forandret sig, det var bare hende der ikke havde hørt efter hvad han sagde....
"Du tør jo ikke, kom nu! Jeg ved godt at du har lyst til at dræbe mig, kom så!" sagde Logan, ikke for at håne hende eller noget, han havde bare en politik om aldrig at trække et våben med mindre man har planer om at bruge det.
Logan gik hen mod hende.
"Kom så" sagde Logan og bøjede sig ned og tog kniven op og gav den til hende i hånden.
Bagefter tog han hendes hånd og tog hendes hånd op mod hans hals.
"Kom så gør det, du skal ikke trække et våben med mindre du vil bruge det" sagde Logan og lod bladet skærer let over hans hals og lave et mindre snit sår.
"Sådan nu kan vi snakke igen" sagde Logan og smed sine våben og ringbrynje så han kun stod i bar overkrop.
"Tror du at jeg nyder at gå i møde med den visse død? Tror du jeg nyder at død? Jeg har været død engang før, og det er sku ikke sjov!" sagde Logan, men nogle var nødt til at prøve at stoppe Scars.
"Glemme alt om vores venskab? Det har jeg glemt alt om, allerede da jeg fandt ud af at du var små kærester med den der skøge-hun til en vampyr" sagde Logan og rystede på hovedet.
Idet han stod forholdvis tæt på, lagde han mærke til tåren trille ned af hendes kind, han tog sin finger og fjernede hendes tåren.
Efter det sidste hun sagde, behøvede Logan ikke at høre mere fra Angelin side.
"Har du mere at sige, så sig det nu for det bliver sidste gang du ser mig" sagde Logan og rystede på hovedet før han samlede sine våben op og svang sin brynje over skulderen.
"Btw, jeg har altid været der fordi, også selvom du ikke har vidst det, så har jeg altid været lige bag dig for at hjælpe dig, kan du huske oppe på taget af den der bygning? Hvem var der da du havde brug for hjælp?" sagde Logan og begynde at gå hen mod sine mænd.

Bag hendes tårer, begyndte hadet nu at buldre frem i hendes krop igen. Atter pissede han hende fuldkommen af, ved at hentyde til at hun havde haft brug for hjælp, den gang oppe på taget.
Den gang havde hun haft fuld kontrol over det der skete, og havde ikke haft brug for hjælp overhovedet. Hun vidste allerede på forhånd at Arthur ikke kunne finde på at skade hende det mindste. Hun vidste at allerede der havde han holdt af hende, næsten som om de havde været i familie. Måske var de endda det.
”Vent!” Hun tog et par hurtige skridt, og den smukke Fønix fløj væk. Hun greb hastigt fat om hans skulder, selvom hun vidste at det kunne være meget risikabelt. Dette ville nok ikke ende godt alligevel, så hun kunne vel ikke ødelægge mere. Eller kunne hun?
Hun havde trods alt allerede ødelagt noget for et stykke tid siden, mellem hende og Logan. Det ville ikke gøre det særlig meget værre, hvis hun fyrede et par spørgsmål af, og et par kommandoer. ”Hvad er det du har imod Arthur? Hvad er der galt med ham? Han er ikke engang varulv længere? Hvad fuck har han gjort dig!?”
Hun var virkelig forvirret hvad det angik, og inderst inde havde hun nok heller ikke lyst til at miste Logan sådan rigtigt. Det ville nok gøre forfærdeligt ondt på hende, når han engang døde. Det kunne endda rive hendes lasede hjerte ud. Det ville sikkert gøre meget ondt.
”Og hvad har jeg gjort dig? Det kan godt være at du siger at du har hjulpet mig når jeg havde brug for det. Hvorfor hjælper du mig så ikke nu? Jeg har fået revet halvdelen af min sjæl ud af mig. Er blevet sønderknust over en del handlinger jeg har lavet. Haft det forfærdeligt med mig selv. Haft mange smerter og meget sorg i kroppen, siden jeg begyndte at indse hvad der skete med mig, og folk omkring mig. Hvorfor hjælper du mig ikke nu? Hvad er grunden til at du ikke vil hjælpe mig, som du mener at du har gjort?”
Hun havde lyst til at kaste sig på jorden. Kniven havde hun stadig i hånden. Hun overvejede lidt at gøre sig selv ondt, ved hjælp af denne kniv. For tiden havde hun det så mærkeligt, så dårlig med sig selv, og ikke mindst med det hun vidste, skulle ske.


//Undskyld længden:3

Logan sukkede lettere da hun tog fat i ham.
"Vil du virkelig gerne vide hvad der er med din lille varulve kæreste? Først og fremmest, har jeg tilbudt dig min hjælp med alt, jeg har tilbudt dig mit hjem, og du svare igen med at skide på mine rivaler! Først og fremmest er han en varulv, hvordan har en vampyr med det varulve? For det andet, det kan godt være at han ikke at varulv længere, men den nar har ødelagt min rustning jeg skulle have en ny en efter mit sidste øde med ham!" sagde Logan og fjernede hendes hån fra hans skulder.
"Hjælpe dig? Det må være din spørg, du klare dig jo fint, jeg har prøvet på at hjælpe dig, jeg har sagt at du måske ikke burde være venner med en varulv, eller være inde i Terre, for Scars kunne finde dig! Tror du virkelig at jeg gider hjælpe dig når du ikke gider at høre på mig?" sagde Logan og smed sine ting igen, "Sig Angelin, hader du at leve? Jeg mener med at du konstant er sammen med farlige væsner? For jeg kan sørge for at du aldrig kommer til at se lyset igen" sagde Logan og rystede på hovedet før han lavede en bevægelse med sin hånd og en mand kom løbende og tog hans ting, Logan stod nu kun i sine bukser og bar overkrop.
"Lad mig lige høre dig om en ting... Tror du virkelg at jeg elsker død og ødelæggelse? Tror du ikke at jeg gerne ville have en familie og bare nyde resten af mit liv fredeligt? Jo det ville jeg gerne, men det har åbenbart ikke ligger i mine kort, jeg har konstant skule være i krig med alt og alle, tror du ikke at jeg håbede at efter Malakel så kunne jeg slappe af? Det kunne jeg ikke for så bom, så fik Scars magten den selv samme Scars som gjorde min 'søster' til vampyr, den selv samme Scars som prøvede at dræbe mig før? Jo så jeg var nødt til at redde alle de 'svage' racer" sagde Logan og rystede på hovedet.

//Åh>.< Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare:'/

// haha okay :p Men jeg kan sige så meget at Logan måske ike skal dø :) //

//Orv? Hvorfor ikke?O.O Nuh blir han i hvert fald endnu mere rasende på Angelin..:3//

//Der går rygter om at Scars er død, altså Scars ikke længere er konge, hvis han er død, hvem skal så dræbe Logan? :p//

//Duh sir noget:3 Men Logan vil stadig være rasende på Angelin, ikk? (Svarer selv på spørgsmål) Jah.. Jah det vil han>__< Meeeen! Nu vil han hade hende endnu mere:3//

//altså Logan vil nok være pænt pis på hende... Logan kan ikke hade nogle han har set som en vigtigt person for ham.. Især ikke Angelin ^^//

//Jeg tror han er pænt rasende på hende... Angelin og Arthur er forlovet:3//

//Haha, Logan bliver måske lidt sur...... Men han er da inviteret til brylluppet ikke? Men hvis jeg kender min Logan godt, så vil han måske blive lidt vred... Men kan vi ikke snart have et emne som går godt? :) //

//Vi forsøger at finde ud af hvordan man kan holde et bryllup for en djævel og en falden engel:3
Selvfølgelig! :3 Men jeg har ikke emnet i et stykke tid, så min krea er fuldkommen død>.< Kunne jeg ikke lokke dig til at lave det? Det behøver ikke være langt:3

//Hvor henne? :) hvis I ikke inviterer ham så crasher han det da bare //

//HahahaxD Eh... Ved havnen eller noget:D

//Havnen fint med mig ^^Laver det her om lidt :D//

//Yay:D