Lad granitten formørkes - Allen

T: Eftermiddag
O: Bjergenes vildnis
S: Den sydlige del af Nain Des
V: Regnvejr, gråt og halvkoldt

Regnens lange sølvhvide tove lod stille den grå granit tilsøles, og formørkes. Det var langt over middag, Itarian havde intet ur men vidste det instinktivt, og de grå overhængende skyer, der havde hængt truende over byen hele dagen, havde endelig givet slip på sin tunge last, og ladet det regne.
Itarians bare fødder bevægede sig hurtigt, hans hænder ligeså på jorden, givende ekstra fart. Hans bøjede skikkelse ville på afstand ikke ligne meget andet end et dyr der løb gennem terrænet.
Kipperne omkring ham lignede så mange andre. Hårde, kantede. Slebet af tiden. Mange ville far vild i disse ensartede omgivelser, hvis ikke de kendte de rigtige vejvisere.
Itarians sagte vejrtrækning virkede øredøvende i regnens stilhed, mens han febrilsk søgte efter et sted at søge læ. Han hadede vand.
Han var blevet overrasket af det pludselige regnskyl, og var allerede våd til skindet. Han stoppede op et øjeblik, for at tørre det våde hår væk fra ansigtet, og se sig omkring. Det var vist nok her omkring der var en mindre grotte ... Den ville være perfekt.
Han drejede væk fra den sti han var kommet af, og fulgte en mere tilgroet rute, nogle steder spærret af væltede klipper, for at komme længere op af den modsatte side af bjerget. I det fjerne kunne han skimte indgangen til grotten, et stort sort hul i bjergsiden, der næsten virkede som et øje der betragtede ham.
Han sprintede det sidste stykke, ivrig efter at komme i læ for vandet, der fortsatte med at sile ned i en uendelighed.

Mennesker. hvilken irritable race.

Al var lettet over at han ikke længere tilhørte den uvidende race, der troede at de var toppen på fødekæden. Ikke fordi at han havde nogen specielt store fordomme imod dem, de gav han bare en helvedes hovedpine. Så i et desperat forsøg på at komme væk fra byens mennesker, havde han besluttet sig for at gå en tur i bjergenes vildnis.
Han havde set de tunge skyer, der lå faretruende over byen, men alligevel havde han forventet at han ville kunne lave et hurtigt smut forbi bjergene og tilbage igen, men nej... Det skulle absolut lige regne da han var kommet langt nok væk fra byen. Langt nok væk til ikke at kunne finde tilbage igen. Det problem skyldes Al's stedsans.. eller rettere hans manglende stedsans. De mange klipper, der lignede hinanden, havde for længst forvirret ham så meget, at han ikke længere vidste hvilken vej byen lå i. *Skønt, hvornår lære du af dine fejl!?* tænkte han til sig selv. Han havde prøvet der her så mange gange før at han for længst havde holdt op med at tælle.

Der havde ikke været nogen advarsel før at regnen pludselig faldt fra skyerne og ligesom Ita, hadet Al også regn. Det var en ubehagelig følelse at få det kolde vandt ned over sig. Den unge engel valgte derfor at tage benene på nakken, med kun 'et sted at finde ly for regnen' i tankerne. Han var ikke som de andre engle der kunne folde deres 'guddommelige' vinger ud og flyve væk, eller bruge dem som en form for paraply. Vinger var nemlig ikke noget Al var i besiddelse af længere; det var hans straf for at være ulydig overfor hans 'overmagt', men han var så træt af det. Træt af at andre skulle planlægge hans liv for ham, så hvorfor måtte han ikke protestere? Åbenbart havde de ikke samme mening som ham.

Bjergenes vildnis havde aldrig været et godt sted for ham at løbe. Man blev hurtig udmattet af de stejle bakker, klipper og træer, som blokerede ens vej, vis man ikke var van til det. Til sidst var han blevet så udmattet at han blev nød til at bøje sig lidt forover med hænderne på knæene, for at få pusten tilbage. Det tog et par dybe indåndinger for at genvinde kontrollere over hans vejrtrækning. Det var tydeligt at han havde fejlet i hans søgen efter ly, men hvad havde han forventet? Det var ikke så tit at han var kommet så langt ind i bjerg skoven. Så her stod han, midt i regnen og blev mere og mere gennemblødt og irriteret. Det var da hans øjne faldt på noget som bevægede sig fra den retning han var kommet af; Først lignede det bare et dyr, men da Al så nærmere efter kunne han se at det var.. en person? Han blinkede et par gange, Jep en person. En person som kom lige imod Al, men ikke så ud til at havde opdaget ham endnu.