Got some christmas spirit? (Allen - Åbent)

Så. Nu var det nu. Hans tur til at skinne! Nivan smed den brune stofpose, som han havde sin guitar i, på de let snebeklædte sten som udgjorde gaden. Selve guitaren havde han stadig i hænderne, dækket med diverse klistermærker og små andre ting som viste hvor han havde været henne i verden. Det var begyndt at sne, lige i det Nivan var trådt ud af den opgang han havde tilbragt natten i. Ikke lige det bedste sted at skulle holde jul, men det var bedre end ingenting, desuden gav sneen ham, ligesom andre, en smule håb, selvom de mennesker som lige nu befandt sig på gaden for at købe det sidste ind til jul. Der var ikke så mange. Folk holdte jo sikkert jul hjemme hos familien, og måtte stå i flere timer over den varme gryde for at gøre det hele klar. Men det gik vel.

Nivan stillede sig til rette og rømmede sig kort, før han lod lyden af sin guitar og stadig ikke færdigudviklede stemme til at fylde gaden. ”Hvis du vil følge mig gennem byen, må du hold' på hat og slips.” Et par stykker vendte sig for at se hvor lyden kom fra, og vil sikkert, til deres store overraskelse få øje på den 15-årige, knægt som stod og prøvede at holde varmen, ved at hoppe en smule. Han havde blå ørevarmere på, en grøn jakke og sorte støvler, men det var sgu stadig koldt.
”Det går som ét forsinket lyn! Det' bare et enkelt poteknips,” Nivan smilede til de mennesker som gik forbi, bare for at se lidt venligere ud, og på den måde få tjent flere penge. Det virkede da også. Han fik da scoret nogen mønter!

Mennesker.
Der var alt...ALT for mange af dem i denne by. Heldigvis var der ikke så forfærdelig mange på gaden nu. De gav altid Al en frygtelig hovedpine. Men nej- han hadet dem ikke.. Nogen gange kunne de bare blive lidt for meget. Alt for meget arbejde.. Alt for mange at beskytte på samme tid. Eller, nu er det jo ikke fordi at Al følger hans arbejde, som skytsengle særlig godt. Kun halvhjertet. Det er jo ikke lige frem hans højeste ønske, at beskytte folk han ikke kender. Han var ikke guds ynglings engle og ville nok aldrig blive det. Men selv vis de mange menneske kunne give ham hovedpine var det langt bedre end at tilbringe juledag alene.

Så her var han ude i kulden for at slå tiden ihjel. Sneen gjorder det jo ikke specialt varmere. Tilgengæld havde han en vinter jakke på, en hvid hue, sorte vanter og sorte støvler. Alle hans tanker om sne og kulde blev dog stoppet da han hørte en stemme iblandt så mange andres. Denne stemme sang dog i takt med en guitar. Dette fik Al til at vende hans hoved en smule, hvor han fik øje på en ung mand som prøvede at tjene nogle penge. Har han det ikke koldt? tænkte Al forundret. Jo, han må jo fryse siden at han hopper sådan... Enden det eller så har han ALT for meget energi. I et par minutter stod Al bare der, ikke så langt derfra, og lyttede til de forskellige toner fra både guitaren og stemmen. Musikken gav i hver fald en hel del mere julestemning til gaden.
Den brunhåret unge mand smilede til de forbipasserende mennesker, og det gik ikke længe før at det var Al's tur til at få det venlige smil.
Well...Al havde jo et par mønster i lommen, og det var jo ikke fordi at den unge dreng ikke havde fortjent dem. Han sang jo ret godt. Så med et gengældende smil, lag Al mønterne ned, hvor de andre også havde gjord. 'Fantastisk stemme' ville Al havde sagt eller måske bare rost ham på en anden måde. Men ak, uden en stemme kommer man ikke langt. Så det eneste Al kunne gøre var at give den unge mand et varm smil før at det var tid til at begive sig videre. De havde vel begge to andre ting at tage sig til. Al var stadig hundesulten og vis han ikke snart fik noget at spise ende det nok med at han begyndte at gumle på det halsteklæde der varmede hans hals.

Nårh, han fik da folk til at grine lidt, og det var jo altid godt. Sådan noget var sundt for sjælen. ”Og så – Uh, uh, uh, uh, uh!” Hans hyl gav genlyd i den næsten tomme gade, og nogen børn grinte lidt af den halvvoksne dreng som stod og hylede som en anden hund, men han kunne dog ikke lade være med – selv at grine med. Det måtte jo se hylende skægt ud. ”For fuld fart! På en boulevard!” Han hoppede en gang mere og lagde en smule mere tryk på stemmen, så meget han nu kunne for at det lød godt nok til at kunne få nogen flere penge ind.
Det føltes som om han fik en mavepuster, da han så lige frem for sig igen og han holdte i et øjeblik op med at synge. Han stirrede på den næsten lysende, unge mand, som han havde stående foran sig, med store øjne. Aldrig havde han set noget så... så... vidunderligt! Det gik op for ham at han havde slukket for lyden, og med et ryst med hovedet og et smil på læben fortsatte han på guitaren. ”Jeg er stedkendt! Jeg har nerver af cement!” Han blinkede hurtigt til den unge fyr, med et drenget smil på læben, som tak for pengene, men selvfølgelig. Som alle andre rare mennesker som gav en skilling, vendte han sig om og gik.

Nivans smil forsvandt i et øjeblik, og han fulgte den fremmede med øjnene, idet han gik videre, dog fik en ældre kvinde hans opmærksomhed, ved at kaste en mønt ned, og på den måde tvang Nivan til at se på hende, smile og nikke. 'Hvad sku' jeg tud' for? Jeg klare mig pænt, godt nok ejer jeg ikke en øre, men jeg har gadetalent!' Teksten kørte inde i hans lille, forvirrede hoved, idet han stoppede sin lange guitarspillen, og bukkede for folket... hvilket bestod af en lille, snottet dreng, en gammel dame og en kat som lige havde sneget sig forbi. De klappede ikke. Hvor skuffende.
Han bukkede sig ned for at samle mønterne op, og puttede dem i lommen, før han pakkede sin guitar sammen igen, og svang den over skulderen. Nu skulle han på jagt. Den unge dreng luntede hen mod det hjørne manden var drejet om, og han lod hovedet titte frem, for at se om han stadig var der. Yes. Den fremmedes ryg kunne han stadig skimte ned af gaden, hvis han var hurtigt, kunne han jo nå ham! Han grinte kort, før han satte i løb igen, og var stadig et lille stykke fra manden, bare så han ikke blev opdaget... det var jo en smule sært, det han havde gang i.

En kort lydløs latter kom slap forbi englens blege læber da den unge mand hylede som en eller anden hund. Humor var der brug for de her dage, og det var da godt at der i det mindste var en der kunne frembringe det, på den ene eller anden måde. Den pludselige stoppen i den brunhårets sang fik Al til at undre sig. Havde han glemt hans tekst? eller havde Al gjort noget forkert? Tanken rystede han af sig da han gik videre ned af gaden. Sneen var begyndt at blive tungere, måske ville det blive storm i aften?

Al var så optaget af tanken om mad og sne, at han slet ikke lage mærke til at han blev forfulgt. Ja okay, det var jo heller ikke fordi at den unge mand var tæt nok på at man ville kunne ligge mærke til ham. Men det var heller ikke ting han tænkte på dagligt. Han blev aldrig forfulgt. Råbt til af dæmoner måske, men det omkring det. Der var ingen som normalt lage mærke til den blond håret engle. I hver fald ikke før nu.
En butik med indbydende kager, stillet frem i vinduet, stjal Al's opmærksomhed og fik ham til at stoppe. Han havde altid haft en sød tand.. for at sige det mildt. Han spiste flere søde sager end hvad godt var. Selv for en død engle som ham, men synet af de mange kager fik hans mund til at løbe i vand.
Stadig begravet i hans tanker om mad/sødesager, lage han ikke mærke til en dreng, på knap 12 år, der var i gang med at snige sig ind på ham. Han lage ikke mærke til da drengen tog hånden ned i hans venstre lomme hvor man kunne se kanten af hans pung. Kun da drengen trak pungen til sig lag Al mærke til den uvenkommende hånd. Med en hurtig håndbevægelse tog han fat i håndledet på tyven, men et uventet spark over benet fik ham til at miste grebet. Og der løb tyve.. væk med hans pung.. væk med de penge han skulle bruge til at stille hans sult.
Forbandede menneske. Tænkte englen der sad ned på jorden og kærtegnede hans sårede ben. Af en knægt at være kunne han sgu sparke hårdt. De folk som var omkring ham, lod som om at de intet så. Al havde jo ikke råbt op, og derfor var det ikke alvorligt i deres øjne. De vidste jo ikke at han var stum. Og pga den manglende dramatik over tyven havde de fleste havde ikke engang lagt mærke til forskellen.

Nivan var roligt fulgt med englen med et smil på læben. Det smukke væsen... hvor mon han skulle hen? Mennesket stoppede op, da den unge mand stoppede foran et vindue, som åbenbart besad noget veldigt spændende. Hm. Gad vide hvad det var som åbenbart var så interessant at han ikke lagde mærke til den lille spirrevip som havde hånden begravet i mandens lomme... vent lige lidt. Spol lige tilbage! Det var da forkert! Han var ved at blive berøvet! Nivan åbnede munden, og skulle til at råbe op, da noget slog ham: så ville han jo blive opdaget. Man var jo ikke en specielt god ninja, hvis man blev opdaget, var man vel? Åh, for pokker da også! Han var splittet! Hvis han sagde noget blev han opdaget, men hvis han ikke sagde noget ville drengen rende med pungen! … Altså... pengepungen. Han grinte kort af sin egen dårligt humor, før han hurtigt lod sig hive tilbage til virkeligheden. Den unge dreng trippede mens han så på det lille tyveri som fandt sted, kun et par meter fra ham. Var der ikke andre som så det? Altså! For pokker da!

”Hey!” Nivans stemme rungede gennem gaden, men det var for sent. Drengen var allerede smuttet med pu-... tegnebogen. Den lille møgunge! Nivan satte i løb igen og nåede hurtigt hen til den sorgede skønhed som havde placeret sig på numsen på den kolde gade. ”Er du okay? Er du kommet til skade? Hvor gør det ondt?” Så mange spørgsmål, men han kunne jo ikke rigtig gøre noget. Mennesket gav sig til at undersøge skønheden nøje, både på hovedet og på armene, selvom det slet ikke var der han var blevet ramt, hvilket Nivan egentlig godt vidste, men... dette var jo en strålende mulighed for at se nærmere på den vidunderlige person.
”Bare sig hvis jeg skal bære dig! Jeg kan godt bære dig, hvis det er!” Han satte en hånd på hver af englens skuldre og stirrede ham dybt seriøst i øjnene. Han kunne næsten ikke vente på at høre den stemme som skønheden besad... den måtte være helt fantastisk!

//Pff dine svar er geniale xD //

Han vidste godt at han ikke var særlig godt til at tiltrække opmærksomhed, men burde folk ikke havde lagt mærke til tyven som løb? Lagt mærke til at en teenager sidder nede på den kolde jord? Nej? Typisk. Lige nu ønskede Al at finde et menneske, som var anderledes. Bare et menneske, som ville ligge mærke til ham.

En højklangret stemmen brudte ind i Al's tanker, og fik trukket ham tilbage til virkeligheden i et synligt sæt. To varme hænder lå på hans skuldre, og to store lysebrune øjne så på ham i bekymring, og med noget andet som Al ikke rigtig kunne genkende lige nu. Beundring måske? Nej han må have forstillet sig det. Få sekunder efter blev Al's mørkeblå øjne store, da han lag mærke til hvem det var som var foran ham- Det var den unge musikant!
Så åbnede den unge musikants mund og ord strømmede ud som et vandfald der aldrig så ud til at stoppe. Det var spørgsmål, men det gik så hurtigt, at det tog et par sekunder, før at Al kunne få hans hjerne til, at registrere hvad fanden den unge man sagde. Og da han forstod det sprede sig et smil på hans smalle blege læber.
Ah, det viste sig at unge mand var mere bekymret for ham end han havde troet.. Måske lidt mere end normale personer ville være overfor fremmede, men det betød vel bare at han var et 'varmt' menneske- Vent... han var jo bekymret for Al!! Wow ønsker kan virkelig gå i opfyldelse! Og så hurtigt? Ville det sige at vis han ønsker at sin nabo vil stoppe med at spille høj musik kl. fucking lort om natte, at det vil lykkes? Eller måske ønsket om at finde noget, som kunne gengælde hans kærlighed?

Den unge musikants læber bevægede sig stadig, og med nød og næppe fik Al lige hørt det sidste. Bære mig? tænkte Al, som hurtig rystede halvhjertet på hovedet. Så såret var han vist heller ikke.
I desperat brug for at svare ham, fiskede Al en blok og kuglepind op fra højre lomme og med hurtige bevægelser, fik han skrevet noget ned. 'Jeg har det fint, tak for din bekymring.' Smilet forlod ikke hans læber, og da slet ikke da han studerede musikanten nærmere. Han var... ja der var vel ingen vej uden om det. Han var tiltrækkende. Ung måske.. men stadig tiltrækkende. Igen kom han tilbage til virkeligheden- Urg han burde virkelig holde op med at dagdrømme så meget som ham gør! Det var jo næsten værre end hans sukkertrang - Da han hørte en høj rumlen fra hans brokkende mave der forlangende mad.

//Jamen tak, da! Og jeg kan kun sige i lige måde! ;D

Nivan stirrede i lang tid kun på englen, da han ikke så ud til at svare. Var han måske blevet overrasket? Tja... det var nu heller ikke hver da man fik sin pung stjålet... sin pengepung. Måske var han gået i chok? Skulle han så ikke på hospitalet? Kunne man ikke dø af den slags ting? Nivans tanker, om at bære skønheden i sine arme blev knust, da han rystede på hovedet. Godt så. Han kunne stadig tænke. Det unge menneske åndede lettet op og lod meget langsomt sine hænder glide ned af skønhedens bedårende skuldre, og han trak dem derefter til sig. ”God så,” lød det svagt fra ham. Han følte sig fornærmet, men det måtte den tilskadekommende selv om, jo.
Nivans opmærksomhed blev vendt imod den underskønnes hænder, da han lod til at finde noget frem. En blok. En kuglepen... havde han tænkt sig at begynde at tegne en tegning midt på gaden, eller skrive et takkekort?

Blokken blev vendt mod Nivan, som straks gav sig til at læse ordene, mumlende op. Efter kort tid slog han øjnene op og stirrede på englen som en sindssyg, så så på det skadede ben, og op på englen igen. ”Åh. Gud! Slaget har gjort dig stum!” Nivan råbte op og tiltrak sig utrolig meget opmærksomhed fra fremmede. Det var sgu da helt sindssygt hvad sådan et spark kunne gøre. Hold da kæft mand! ”Åh, nej. Åh, nej. Åh, nej!” Nivan viftede med hænderne som en overspændt tante, idet en rynke mellem hans øjenbryn tittede frem. ”En læge! Vi må have dig til en læge!” Nivan greb endnu engang fat i englens skuldre og ruskede kort i ham. ”Åh, nej! Tænk hvis du også er blevet døv! Svar mig! Kan du hører mig!?” Han ruskede endnu engang i skønheden, indtil det gik op for ham... at hvis han var blevet stum, kunne han jo ikke svare! Oh nej! Det her var jo et sandt mareridt! Den unge dreng skulle til at gå fuldstændig i panik da han hørte en lav rumlen, og han stirrede spørgende op på skønhedens ansigt.

”Er du sulten?”

Han blev aldrig træt af det. Aldrig træt af se det forskellige reaktioner folk viste, når de kom til konklutionen, at Al var stum.
Der var simpelthen så mange forskellige reaktioner, og han kunne stadig finde nye. Specialt hos mennesker. Selvom de fleste mennesker ligner hinanden, var det den race han fandt fleste reaktioner hos, og den her musikanten kom med, var den nyeste til samlingen. Vis der da var en samling?

Musikanten var jo gået helt i panik. Til at starte med var det morsomt at se på, men så blev det lidt.. problematisk. Hvordan skulle han kommunikere med en som var panikslagen? Hmm, det så ud som om at han troede Al pludselig var blevet stum p.g.a. Sparket.. Vent lige lidt! Musikanten troede at sparket havde gjort Al stum?... Lad os bare håbe at musikanten ikke havde tænkt sig at blive læge. Så ville det da først gå galt. Måske var det chokket over at møde en stum at han havde glemt hvordan menneske kroppen fungerede?? Oh nu begyndte han at tale om at
kontakte en læge? wow wow wow. Det er der jo ingen grund til. Al prøvede at signalerede med hænderne at han skulle falde ned, men til ingen nytte. Musikanten var i hans egen verden. Suk.. han måtte vel vente til at den unge mand falde lidt ned? Igen lag de varme hænder sig om Al skuldre, og denne gang råbte musikanten om han kunne høre ham.. så nu troede han at Al var døv? Vis man virkelig mistede både hørelsen og stemmen ved et spark. Så burde der være mange flere "Handicappede" end der er nu tildags. Specialt hos unge og børn.

Endelig faldt musikanten ned, da han hørte Al's mave rumle- hvilke gav ham mulighed for at kommunikere. Endnu engang lod han kuglepinden finde vej til blokken. *Sulten? Ja, en lille smule-*.. Rettere meget.. Hmm gad vide hvordan hans halstreklæde mon smagte? Lige nu virkede det stof der rørte hans læber meget appetitligt. *-Og nej jeg er ikke døv, jeg høre skam fint.-* Gudskelov. Han gad sgu ikke at være mere handicappet end han allerede er (Thank you very much xD) *-Umm angående det med at jeg er stum, så skal du ikke tænke så meget på det. Jeg har været stum næsten hele mit liv.* Det var tilbage i hans menneske år, at han havde misten sin stemme. Han var ikke født stum, men tilgengæld savnede han heller ikke sin stemme. Hvor skulle han savne noget han forlængst havde glemt hvordan man skulle bruge?

Nivan betragtede skønheden som igen måtte finde blokken og kuglepennen frem for at kunne kommunikere. Stakkel... tænk at den dreng virkelig havde sparket så hårdt! Wauw! Han måtte da være sygt god til fodboldt! Den smukke blev færdig med at skrive og Nivan studerede nøje de fine bogstaver blinkede et par gange mens han læste. En lille smule sulten? Sådan som den mave havde klaget troede Nivan ikke rigtig på det, men han læste kun videre med et lille smil på læben. Fint? Tsk! Han var lige blevet overfaldet af en lille julemøgunge, som forresten helt sikkert ikke ville få en gave af Julemanden! Så kunne man altså ikke være okay! Han skulle lige til at nævne det, da han besluttede sig for at lade det ligge og læse videre, det kunne de altid tale om senere.

Han gav slip på englens skuldre, før han var helt færdig med at læse, hvor han langsomt lod hænderne glide ned af hans arme. ”Stum? Næsten hele dit liv?” Han stirrede op på ham med et spørgende blik. ”Jamen...” han ledte efter ord. Kunne ikke komme på noget at sige. Det gør mig ondt, ville jo være ret underligt at sige, altså... ikke at det gjorde ham glad eller sådan noget, men... ja, han forvirrede sig selv. ”Er det ikke svært at leve uden at tale? Altså... jeg tror ikke at jeg ville kunne leve uden at tale, for jeg kan godt lide at tale med folk,” han trak på skuldrene imens han bare stirrede på det fine ansigt skønheden besad.
Nårh, men det var vel det der mad de kom fra, var det ikke? Nivan lod diskret den ene hånd søge ned til pengene som trygt lå i hans jakkelomme. Der var vel nok til noget småt. Eller kunne han jo bare lade være med at spise noget i denne omgang, forretningen gik jo strålende så han kunne altid få. ”Altså,” et drenget smil kom frem på hans læber... som hvis en teenagedreng fik gode idéer, ”hvis du ikke har noget andet at lave eller... har familie at besøge eller sådan noget så kan jeg da godt ehm-,” han kløede sig på kinden idet han så væk fra skønheden og betragtede en skraldespand som om det nu var det mest interessante i verden. Englen forstod vel hvad han prøvede at sige... der håbede han i hvert fald.

Da musikantens hænder langsomt sank fra Al's skuldre og længere ned af hans arme, gik det som et lille stød igennem ham. Det kildede. Det burde det normalt ikke, men Al var, og blev super kilden. Der skulle aldrig meget til, før at han lå nede på gulvet, gispende efter vejret, rød i hovedet og måske lidt savlende i nogle tilfælde. (Hvorfor lyder det bare forkert?? T_T) Det tog det meste af hans viljestyrke, for ikke at bryde sammen midt på gaden af grin. Heldigvis hjalp musikantens spørgsmål med at få fjernet fokusen fra armene og til ham.

Om at være stum var svært? Al trak på sig skuldren med et 'Meh' udtryk.
Det var ikke svært som sådan, man vende sig jo til det. Desuden skrev han jo ikke langsomt, så folk behøvede ikke at vente mere end et par sekunder, før at et svar/spørgsmål var skrevet ned. Dog var der få gange, som denne hændelse med tyven, kunne han godt mærke irritationen ved at han ikke kunne råbe op. Pludselig forsvandt Musikanten's hænder fra armene- Mærkeligt, hvorfor føltes det så koldt på hans arme nu hvor hænderne var væk? Al rystede den tanke af sig for at kigge på den unge mand foran sig. Han var søgene igang med at rode i hans lomme. Hvad mon han lede efter?- Vent hvorfor taget han hans penge frem? Med lidt flere nervøse træk, snakkede mennesket igen til ham. Denne gang afsluttede Musikanten ikke sætningen, da han nok ville have at Al skulle afslutte den for ham. Hvilke ikke var svært- mennesket tilbød at betale for noget mad til den sultene engel.

Normalt ville Al sige (eller rettere skrive =w=) nej tak. Ikke fordi at han havde noget imod den tiltrækkende musikant. Trævt imod. Det var nu mere fordi at han ikke brød sig om at penge blev brugt på ham. Dog i dette tilfælde var Al så sulten, at han ikke kunne tillade sig at afslå. Denne gang gav han musikanten blokken i hånden, efter at han havde skrevet på den, for at han kunne rejse sig op fra jorden. *Vil jeg meget gerne! Det er en hotdog bod ikke så langt herfra. Det er billigt og så kan vi jo begge få.. Altså vis du er sulten. Jeg skal nok betale tilbage! Når jeg.. um får en ny pung. Oh! Jeg burde nok præsentere mig ikk? Jeg hedder Allen, men bare kald mig Al, og du er?* Denne besked var knap så.. fin? venlig? eller hvordan man skal beskrive en finere tekst. Nej denne besked var mere livlig, hvilke passede til hans alder.. Um kropsalder. 200 år lyder jo ikke så ungt længere. Eller hos engle er det jo ingen alder. Han blev stadig set som et lille barn i deres øjne. Han har jo også altid haft en barnlig sjæl, så det hjalp jo ikke. Men hos mennesker lød det.. knap så ungt.

Imens at musikanten var igang med at læse, havde Al rejst sig op og børsted det værste sne af hans jakke og bukser. Hans ben var lidt ømt, men ikke ømt nok til at han ville pive over det. Gad vide hvad mennesket mon hed? Noget normalt? sejt? specialt? Det kunne han jo kun vente på at den tiltrækkende musikant ville afsløre.
Da Al fik øjenkontakt med menesket igen, pegede imod hans ventre for at vise vej, vis altså ikke musikanten viste hvor hotdog boden(aka. pølsevogn =w=) lå henne, med et smil. Vis han ikke havde troet at det ville skramme ham væk, havde han krammet.. eller rettere overkrammet mennesket, som tak for venligheden.