De Dødes fest... Vil du være med? -Aubreiane

Stjerneskælv. Stjerneskævl er når stjerne vibrerer og pulsere. Ethan læste om det henne på biblioteket samme dag. Han kunne godt lide, at være der. Ingen mennesker, ingen sollys og masse af gamle bøger. Perfekt.
I hele universet synger stjerne, men ingen lytter til dem. Der ingen luft at få lyden igennem. De synger deres smerte ud i det tommerum. Mennesker kunne måle deres viberationer med et teleskop... Hvem kunne måle hans?...
Han prøvede nogen at være rar. At have medlidenhed og virkelig prøve at komme i kontakt med andre. Men den store, stygge vampyr var bange. For inderst inde gemte, der sig en lille kujon i ham. Bange for at hvis nogen så ham uden sit skjold på, ville de skade ham. Uden det følelseskolde og hånlige ydre, ville han bare Ethan, som ikke adlrig viste, hvad han skulle gøre ved sig selv og han var blød.
Tankerne overtog hans sind og han opdagede ikke, hvor han var på vej hen, for han var endestationen. Kirken. Den smukke dreng stoppede op ved den tunge jernport. Og kiggede på den. Ventede måske den skulle springe op og et eller andet spøgelse kom frem og bød ham indenfor.
Der skete indenting. Irriteret slukkede han for lugtepælene med et håndbevægelse og skubbede porten op. En lille tak rev fat i hans hvide T-shirt og lavede et lille hul. Ethan tog sig ikke videre af det. Hvorfor skulle han? Men når folkene kom i morgen, ville porten muligvis være.. ødelagt.
Ethan var klædt i en hvid T-shirt med en nylavet flænge i på hæjre skulder, et par normale jeans og nogle løbesko. De var sorte og meget slidte, men han gad ikke købe nogen nu. Der var næsten ingen forskel på om han brugte dem her, eller på et par nye. Og oven i hatten skulle han højest sandsynligt være sig umage for, at først stjåle dem og dernæst smide de gamle ud.
Altså; for meget arbejde. Længe leve dovenskaben! Ud af krogen så Ethan, trods mørket, sit eget navn stå på en gravsten. Han bøjede hovedet i en hilsen til sin afdøde navnebror.
Hans blik vandrede ud over den døde kirkegård og de tavse gravsten. Blikket fløj over de svangende planter og de afdødes navne.
Det rejste til stjerne. Stjerne lyste klart, det så ud som om de er var tilfældig kastet ud og alligevel meget velovervejet. Noget luft undslap Ethans læber og det kunne godt lyde som et suk. Han var stoppet op, opdagede han. Stjerne havde sugt ham. Mere irriteret end før vendte blikket om og videre ned af mod helvede. Med raske skridt gik den udødelig vampyr gennem dødens have.

Aubreiane lå på en gravsten, det lignede en sten kiste, og det var som oftest her man kunne finde hende, når hun ellers var på kirkegråden, det var bare ligesom blevet hendes rolige sted, det sted hun bedst kunne li at ligge. Let pillede hun ved noget mos ude på siden af den.
Aubrei var smuk, en ret smuk vampyr, ansigtet passede perfekt til resten af kropppen, de dybe intense øjne der hvilede på himlen i dette øjeblik, skiftede ofte mellem at være grønne og røde. Hendes røde læber, fyldige og bløde. Og det sorte lange hår sluttede nede ved længen, så lige nu lå det udover kanten på stenkisten. Hun havde et par meget hullede bukser på, sorte og stramme som altid. En mavetop der stoppede under barmen, og ligesom havde 4 rifter indover, så man kunne se den røde bh. i hendes navle dinglede et sort hjerte fra piercingen.
Aubreiane satte sig op, hun kunne mærke nogen, lydløst lod hun blikket glide gennem de mange høje gravstene, og fik øje på en længere henne, ikke noget hjerteslag.. alsa kunne det kun være en vampyr, det duftede også sådan da vinden bragte det med sig.
Tænkende rejste hun sig og gik lidt rundt om stenen, lod fingrene løbe over de slidte mønstre, der efterhånden var krakelerede og væk, eller dækket af mos, stille sukkede og og et smil fandt vej til hendes læber. Hun lod blikket løbe mod personen igen, han virkede.. anderledes end de andre der kom her, allerede nu havde hun mødt en hidsig besidderisk varulv, og en mordlysten vampyr, så det var rart med lidt forandring.
"Hm.. hvad har ført dig herud? havde du et formål? for hvis du søgte stilhed, vil jeg da med glæde gå?" et legende smil spillede på hendes læber, det var ikke for at være provokerende, smilet så bare sådan ud når hun mødte nye folk.
De intense øjne løb kort op og ned af fyren, hun betragtede ham, overvejede om han kunne gå hen og blive farlig, bare af den simple grund hun sagde noget til ham.

Stjerne var millioner af lysår væk lige nu. Og alligevel se de ud som om, hvis du rakte ind op, kunne du nå dem. Nogle gange så Ethan næsten glad. Som udseendet dog kunne snyde, hva'?
Hvem kunne høre hans stjerneskælv?
Den hardvore vampyr rystede hovedet, prøvede forgæves at få tankerne visket ud. Han var begyndt at slække sin kontrol, begyndt at vise følelser, begyndt at blive blød... Det gik ikke. Så ville han hurtigt uddød i denne nådesløse verden. Der var had mellem næsten alle racer og inde i dem. Du kunne holde dig sikker mellem nogen. Dog var, efter hvad han vidste, var vampyrerne en af de mest sammentrømret racer. I hans første år af 'vampyrlivet', det burde hele 'vampyrdøden', havde der næsten altid været nogen til at guide ham. Emery havde i hvert fald... Nogle gange følte han sig splittet i to. To halvdele af samme person.
Ubevidst satte han farten op, og i samme øjeblik slog en vind ind mod hans fine ansigt. Hans følsomme næse opfangede hurtigt duften af en anden vampyr. *Når man snakker om solen, månen* han smillede mørkt *Dør den.*.
Planterne svangede dødende i vinden, selvom Ethans opmærksom hed var rettet mod noget så ham det, og så hvordan de tynde, grønne grene greb desperat fat i alle gravstenes kanter.
Hun sad til venstre for ham. Et smil var hendes læber og fik hende til at se... hvis han selv skulle sige... mere end køn ud. Uvilkårligt smilede han sit berømte skæve smil.
vampyrpigens spørgsmål var svære at svare på, og det have været hudnred gange nemmere, hvis han bare kunne lyve. Da han allerede havde åbnet munden, kunne han svagt mærke smerten... Munden klappede sammen igen. Inge løgne formanede han sig selv om *Damm*. Okay... så måtte han bare finde nogle smuthuller i spørgsmålene; "Mine ben og fødder har bragt mig her... Mit formål... Stilhed, siger du? Nej, du meget gerne blive. Det er længe siden en anden" han ledte efter det rigtige "Høflig og venlig vampyr har gjort mig selskab". Han ignorerede hendes legende smil. Det var han, der smilede sådan, ikke hende. men der var ingen grund til at være fjender med hende, så helelre lade som ingenting.

Aubreiane grinte lidt og strakte sig, lod hånden løbe gennem det lange sorte hår, og så mod månen, den dragede hende så utroligt meget, det havde den nu oz gjort mens hun stadig levede, det var egentlig lidt underligt, hun havde altid hadet solen, hadet dens stegnede varme, og stikkende følelse.
Blidt bed hun sig i læben, og smilte lidt til ham, "Åh, det er jeg aldrig blevet kaldt før.. høflig og venlig.. tjaa.. hvem ved, det er jeg når folk eer det overfor mig, og du har ikke stukket mig en lussing endnu, så" hun tav lidt og pillede ved sin halskæde, denne dag var det et omvendt kors.
Lydløst gik hun lidt videre rundt om stenen, navnet på den vaar for længst udhvisket, og det fortalte vist oz lidt om at personen, eller.. ja den døde ting havde ligget her en del år. En sjov tanke om at det kunne være hende selv, slog hende. Hun havde aldrig opsøgt sin egen grav, men den kunne egentlig godt minde om en hun ville have valgt til sig selv.
"Når.. Kunne man få at vide hvad dit navn er?" spurgte hun med let stemme, stemmen var blid. Blidere end overfor så mange andre væsner, hun følte sig nok bare mere rolig i selskab med andre vampyre. de var lidt i samme båd som hende selv "Jeg hedder Aubreiane" fortsatte hun lidt efter og gjorde en kort lidt afslappet bevægelse med hånden mod sig selv. Hun lod sig endnu en gang glide op og sidde på stenkisten, lod fingren pille lidt i noget mos, der syntes at gro overalt på mange af de gamle grave. mærkede den våde fornemmelse fra mosset, og kort blev hun lidt fraværende, lidt tænkende.
Kort efter gik en lille hovedrysten dog gennem hende, og hun så mod fyren igen, en han vampyr,.. tjaa.. det var så sjældent hun stødte på dem, hun blev lige forbavset hver gang.

Ethan smilede. Smil. Et underligt ord. Et smil kunne måde være noget af mest skræmmende og samtidig mest tillidsvækkende, et væsen kunne gøre over for et andet. Dette var smil var blottet for hånlige spor, men at sige det var venligt, rart eller muntert ville være en løgn. Og Ethan løj ikke.
Det havde faktisk altid irriteret ham. Løgnens magt var en stor styrke overfor mennesker såvel som væsner. Da han var alene, hvilket vil sige det meste af tiden, lod han tankerne og, på særlig dage, følelser få vinger og flyve rundt og udfolde sig for ham. Nogle gange følte han sig som to forskellige personer. Den første var den generte, stille, intelligente dreng, som bare var en lille, forvirret dreng. Den anden var vampyren. Den hardcore, flabele type, som var ligeglad med alting. Den nye Ethan. Gennem næsten hele sit havde vampyren prøvet, at slå den lille dreng ihjel, men uden held. Det var mindste var den 'rigtige' Ethan forblevet skjult.
For han var svag og den var en kold og nådeløs verden udenfor. Det havde omgivelser lært ham gennem de sidste århundreder.
Århundreder.
Udødelighed.
Hvor mange år ville han leve endnu? Indtil verdens ende. Det var på en måde skræmmende. At næsten uanset, hvad ville han overleve. *Skræmmende* irettesatte han sig selv *Er ikke et ord i min ordbog. Det findes ikke, ligesom 'bange' og 'følelser'*. Og denne selvmodsigende tanke vendte han tilbage til nutiden og den kønne, sorthårede(og smilende vil jeg påpegede) vampyr. Han blev enig med sig selv om, at han godt kunne lide hendes smil.
"Man lærer hver eneste dag. Selv en så altvidende person som mig" endnu et smil. Et sådan smil. Pigen rejste sig op og gik rundt over graven. Han havde ikke været til sin egen begravelse. Gad vide om der overhovedet havde været en? Højest sandsynligt ikke. Han trak umærkelig på skuldrene.
Vinden blæste og skyggerne rykkede lidt på sig. Hun bad om hans navn. Ethan sukkede. Damn den pokkers evne. *Ingen løgne til mig.* og han sukkede svagt. Vinden tog det førte det langt, langt væk til de fjerne lande.
Aubreiane? Det var ikke et normalt navn... Men pænt.
Ethan smilede skævt og lagde sit kønne hoved let på skrå "Hvilket et af navne vil du have? Kært barn har jo mange navne". Og det havde han i hvert fald. Mange var fra hans ofre. Eller ofrenes venner, familie og så videre. Det havde været alt til Jens til racistiske svin. Og det sidste havde han overhovedet ikke været. Ethan havde behandlet hende som alle de andre; forfærdeligt og derefter havde han slået hende ihjel. Præcis som de andre.

Aubreiane lod de intense røde øjne hvile på ham, hun lod den spinkle hvide hånd løbe gennem sit lange sorte hår, han virkede anderledes, kort ville hun have tænkt han prøvede at lyve, også alligevel ikke.. han prøvede bare at undgå sandheden nærmere, men hun kunne nu ikke fortænke ham i det, hvor ofte havde hun ikke selv løjet for folk, om sit navn.. hvad hun var, og hvad hun lavede her.
Et svagt smil spillede igen på hnedes røde fyldige læber, "Måske.. men jeg vil have det navn du selv bruger, ikke det alle de andre idioter kalder dig, vi får alle navne af vores ofre, jeg har skam også mine, men det ikke det navn jeg har givet dig" smilte hun roligt, blikket gled tilbage mod himlen, natten var stadig ung, og hun så ikkefrem til at solen stod op.
Solen.. hun hadede sådan solen, pludselig fangede han hendes blik igen, var det et smil? det var det.. var det ægte? ikke til at sige, men hun følte sig da alligevel tilfreds ved at kunne tilfremmebringe et smil hos ham. "Jeg har aldrig set dig før? er du ny her omkring eller har du undgået mig med vilje?" smilet blev drillende, legende, men hun var tilsyneladende også nysgerrig, det var ikke kun for at drille ham, hun var faktisk nysgerrig.
Langsomt lod hun blikket glide hen på den bænk han sad på igen, "Hm.. det fascinerende den holder, den burde være knækket sammen for længst, ikk fordi han vejede meget, men bare generelt, for længst som i, for flere år siden, det ville hun i hvert fald mene, men måske var den bare bygget godt?. Det var jo ikke til at sige, hun havde bare altid haft en tendens til at gå en stor cirkel uden om den.
Blidt strakte hun sig og lod sig sætte tilbage på den flade gravsten, hun nød egentlig stilheden på kirkegården, det var rart, nok derfor hun altid søgte tilbage til den, bare for at få et øjebliks stilhed. Hun havde prøvet at være på nogle af de klubber der var, og det havde ikke sagt hende så meget, folk var som regel fulde og irriterende, og der skulle bare en del til før hun blev det selv, så det gad hun ikke så ofte.
Hun betragtede tænkende sine fødder, der lige nu sparkede en anelse til nogle nedfaldne blade ved stenen, tænk at det allerede var ved at blive vinter igen, så ville alt blive så.. så hvidt.. alt for hvidt efter hendes smag, det ville blive svært at gemme sig, med mindre hun self tog en masse hvidt tøj på.

Aubreiane smilede og kiggede ham intenst ind i øjnene. Intensiteten brød han sig ikke rigtig om. Og han brød sig endnu mindre om, at det på fik ham til at føle sig... Nervøs? Det var det han følte? Hvad helvede følte han overhovedet? Det var svært at finde ud af. Følte. Føler. Følelser. Det var lang tid siden han havde tænkte videre over dem. Det var længe siden han havde følt dem. Udover de sædvanlige venlige nogle. De var vante og han kendte dem ud og ind. Nervøsitet. Skræmt. Glad. Kærlig.
Ethan stivnede i mørket og kiggede hurtigt væk.
Det sidste ord fandtes ikke. Det var langt væk, han kendte det ikke. Okay? Er det forstået? Ja. Det var det. Overlevelsen, ingen kærlige eller glade følelser. Forstået. Han måtte virkelig passe på med denne vampyr. Hun burde ikke være venlig, hun burde ikke have nogen som helst effekt på ham. Burde ikke. Burde. Ikke.
Ethan tvang sig selv til at fokusere og nåede lige at høre hendes ord. Dammit. Hun bad om hans rigtige navn, ikke Jens, ikke racistiske svin. Dammit.
Og så smilede igen. En nødudgang! Han vidste ikke, hvorfor han ikke bare fortalte sit navn. Men nogle hemmeligheder skulle han have. Der var mange. Næsten uendeligt mange. Og man kunne få dem alle ud af ham; man skulle bare sørge rigtigt.
"Har du givet mig et navn?" hans skæve smil blev hængende på hans læber. Ethan rejste sig op fra en bænk han sad på og betrakkede hende lidt. Det var rart, at snakke med nogen, som ikke diskutere eller fløj i struben på dig. Og som du senere slog ihjel. Det var noget tid siden, han havde ført en noget der lignede normal samtale. Men man vidste jo aldrig, hvad udfaldet ville blive. Måske om nogle minutter ville begge vampyrene angribe hinanden. Måske ville de blive bedste venner. Who knows?
*Not me* tænkte han lettere irriteret. Han hadede alle de ting, han ikke vidste noget om. F.eks. fremtiden. Især fremtiden, faktisk.
"Ny? Det kan man godt kalde det. Undgået en så sød, ung kvinde som dig?" Ethan fik et falsk udtryk af sorg "Det kunne aldrig falde mig ind! Jeg har ikke..." Pause. Han ledte efter det rigtige ord. Fandt det og smilede kækt til hende "Ikke været social". Hvilket var hundred procent sandt. De sidste mange ord var gået med ingenting. Ligeudover at miste sig selv, røve forskellige butikker iført en nonnekostume og slå alkoholfri unge ihjel. Hvis det ikke havde været for alle de ramdom ting han havde givet sig i kast med, var han blevet skør. Brudt sammen af fortvivlelse og desprision.
Han stak de hvide, slanke hænder i hans bukselommer. Aubreiane var i fuld gang med at strakte sig. Ethan, med det hemmelig navn, kiggede rundt over kirken. Lod blikken feje over alle detajlerne. Udover vinden og de tynde grene var bevægede ingenting selv. Intet levende, that is.
Hans klare blå øjne fangede hendes intense blik og fastholdt det. Så smilede skævt til hende. Så vendte hun blikket mod fødderne. Smilet blev større.

Aubreiane lod fignrene pille lidt ved sir lange sorte hår, og så så op på ham igen, mødte hans blik roligt, hun sænkede ikke blikket denne gang, de røde øjne hvile ind i hans isblå øjne, smilte fandt tilbage til de legende folder, og hun lod hovedet glide lidt på skrå. "Istedet for alle de krumspring du gør dig for ikke at sige dit navn, så kunne du jo oz bare sige det ikk ragede mig?" hun smilte let, og fejede en tot af det lange sorte hår væk fra øjnene.
"Du fik mit navn, ikke et eller andet fra mine ofre, ikke det mine venner kalder mig, hvis jeg da overhovedet har rigtige venner, men mit navn, det navn jeg altid har haft" hun tav lidt, det sidste var faktisk løgn.. da hun var blevet forvandlet havde hun taget et andet navn, for at ligge menneskelivet bag sig, og det havde hun været enormt glad for.
"SÅ du har alsa ikke undgået mig, det bare et tilfælde?" smilte hun drilsk, og lod hovedet glide tilbage i en lige position, hun bed sig ganske kort i læben, et øjeblik blev de skarpe hjørnetænder synlige, inden hun rakte tunge af ham, en grøn sten sad i den piercing hun havde i tunge, "Jaa jeg tænkte nok det ikke var med vilje" smilte hun roligt og lod så blikket glide hen mod kirken.
Hun hadede faktisk den kirke, hun vidste ikke hvorfor, for selvom den var dyster og al muligt, var det stadig noget hun undgik. Hun kunne ikke huske sin egen begravelse, men der havde vel været en.. havde der ikke? hun trak blidt på skuldrene, og rejste sig langsomt, øjnene hvilede igen mod vampyren der stod overfor hende, hvad var der med ham, prøvede han bare at finde et tidspunkt til at kunne myrde hende på? måske.. hvem kunne vide det, det havde han vel sine grunde til hvis han prøvede.
Det var langt fra første gang hun havde været udefor at en person spillede venlig, for så at prøve på at myrde hende når hun vendte ryggen til dem, derfor vendte hun heller ikke ryggen til ham.
Langsomt så hun mod den rustne jernlåge, at den ikke bare smuldrede væk forundrede hende lidt, men den havde nok været udskiftet en gang eller to, det kunne hun i hvert fald nok forstille sig. blikket gled tilbage på ham, han stod bare der, hvorfor gjorde han det.. hvorfor gjorde han ikke noget, hun havde jo ikke overfaldet ham eller noget i den stil, sådan var hun slet ikke, medmindre at folk ikk var søde overfor hende.

Hun smilede legende. Legende. Ethan skulle nok finde en eller anden måde at gøre gengæld; ingen legede med ham. Ingen.
"Okay" sagde han kort. Hvorfor skjule det? *Ja, hvorfor egentlig?* kom tanken og den blev hurtigt besvaret; *Det var jo sjovt nok, så længe det varede*.
"Mit navn er..." Trommehvivl, kunstpause "Ethan Alex Williams". Så smilede han smørret igen og lod blikket møde hendes. Lige så intense som før. Rød ild mødte blå is. Hvis dette var virkelig og ikke bare en metafor, ville isen havde smeltet. Men Ethan havde været dybfrossen over for alle i over tohundred år. Der skulle noget mere til for at smelte ham end bare et par røde, intensive øje.
Et tot sort hår kom i vejen for deres bliks mødested, men den kvindelige vampyr fejde dem bare væk med en elegant håndbevægelse. Selvfølgelig. Elegant var en af alle vampyrers kendetegn. En simple kendsgerning.
Et humorisk glimt blinkede i hans klare øjne og det smørrede smil blev større. Hans grin var overlegent i forhold det lille, drillende smil Aubreiane selv have.
"Jeg tror ikke på tilfældigheder" Intet skete tilfældigt. Der var en grund for altid. Alt og alle havde en mening og en grund. Alt og alle.
Og så rakte hun tunge af ham. Hvis det havde været en eller anden dum menneske pige ville han nok have sagt noget i retning af: 'Pas hellere på. jeg kunne godt finde noget bedre at bruge din tunge til'. Men nu var det ikke en tomhjernet gås, sådan en lille nok hellere ikke overleve så længe, men en vampr, så han holdt klogeligt sin mund. Ethan og denne Aubreiane var jo ved at blive... skal vi kalde det venner?... og det ville han helst ikke ødelagde.
Han havde allerede så få venner. 99 ud 100 var fjender. Eller mulige fjender. Det kom faktisk næsten ud på ét.
Han kiggede mod den grav hun havde siddet på og lavede en pegende hovedbevægelse. "Er det din?".
Hvis det var misundede han hende lidt. Han vidste intet om hans egen død, begravelse eller begravelsested. Det var lidt... ynkeligt? At han gerne ville vide det.Ethan havde trods alt bare været et lille gadebarn uden betydning eller penge.
//Ikke færdig

//Heeeeeej, jeg har spurgt om at få ændret min race og er derfor nød til at stoppe alle mine emner som vampyr, men vil helt klart gerne have et nyt med dig en gang? ^^